Luxemburg
| Befolkning | 635.000 |
| Valuta | Euro |
| Areal | 2.586 Km2 |
| Hovedstad | Luxemburg |
| Befolkningstæthed | 154,6 indb./Km2  |
| HDI placering | 17 |
Luxemburg er beliggende i den sydvestlige del af Ardenner bjergkæden i Vesteuropa og består af to geografiske regioner. Den nordlige del af landet består af dale og skove, er tyndt befolket, og højden overstiger ikke 500 m.o.h. I dette område dyrkes kartofler og korn. I det sydlige område - Gutland - bor størstedelen af befolkningen, og det er også her landets vigtigste industricentre er beliggende.
Folket: Luxemburgere 67,4%; portugisere 12,1%; italienere 4,8%; franskmænd 3,5%; belgiere 2,8%; tyskere 2,3%; andre 7,1%.
Religion: Ingen officiel religion. Katolikker (94,9%); protestanter (1,1%); andre (4%).
Sprog: Luxemburgsk, fransk, tysk, portugisisk
Politiske partier: Kristelige Sociale Parti (centrum-højreorienteret), Socialistpartiet (centrum-venstre), Det liberale Parti, Demokratisk Parti (centrum-venstre), Kommunistpartiet samt det Alternative Grønne og det Økologiske Parti
Sociale organisationer: Luxemburgs faglige Landssammenslutning; Det faglige Nationalråd.
Officielt navn: Groussherzogtum Lëtzebuerg; Grand-Duché de Luxembourg; Grossherzogtum Luxemburg.
Administrativ inddeling: 3 distrikter og 12 kantoner
Hovedstad: Luxemburg 88.586 indb. (2009).
Andre vigtige byer: Esch-sur-Alzette, 25.500 indb.; Differdange, 17.700 indb.; Dudelange, 17.000 indb. (2000).
Regering: Konstitutionelt monarki og parlamentarisk system. Storhertug Henri har siden oktober 2000 været statschef. Xavier Bettel er siden december 2013 premierminister og regeringschef. Parlamentet - deputeretkammeret - har 60 medlemmer, der vælges hvert 5. år.
Nationaldag: 23. juni (Fædrelandets dag, 1921)
Væbnede styrker: 800 (1995).
Paramilitære styrker: 560 (Gendarmeriet).
Luxemburg, Belgien, Holland og dele af det nordlige Frankrig udgjorde området Nederlandene, der frem til 1579 havde en fælles historie (se Holland).
I Nederlandenes krig mod Spanien stod Luxemburg sammen med provinserne i syd og anerkendte Philip II's autoritet. I 1684 blev det erobret af Frankrig, men blev 13 år senere givet tilbage til Spanien med Rijswijk traktaten. I 1713 blev det underlagt de habsburgske østrigere. I 1795 invadere Napoleons tropper landet, og det blev underlagt Frankrig.
Efter Napoleons nederlag overdrog Wienerkongressen i 1815 hertugdømmet Luxemburg til Julius I af Orange, som optog det som den 18. provins i sit rige. Efter det belgiske oprør i 1831 blev Luxemburg delt. Den største del blev indlemmer i Belgien og den mindste overdraget Julius I som storhertugdømmet Luxemburg - hvilket han dog først accepterede i 1839. Frem til 1867 blev det administreret uafhængigt. I 1866 opløstes den tyske Konføderation, og med Londontraktaten opnåede storhertugdømmet sin neutralitet.
De tyske tropper invaderede landet i 1914, men i 1919 blev det atter befriet. I 1940-44 blev det nok engang besat af tyske tropper. Efter krigen gik det med Belgien og Holland sammen i Benelux og blev optaget i EF. Med dets indtræden i NATO i 1949 ophørte dets neutralitet.
Det centrum-højreorienterede Socialt kristelige Parti (PSC) havde absolut flertal i parlamentet i perioden 1919-74, da der blev dannet en centrum-venstre regering bestående af det Socialistiske Arbejderparti (POS) og det Demokratiske Parti (PD). PSC fik atter flertal i 1979 og regerede i alliance med POS og PD.
Luxemburg er medgrundlægger af NATO, og i 1986 blev det besluttet også at optage kvinder i landets forsvarsmilits.
Kvinderne fik stemmeret i 1919. Deres andel på det formelle arbejdsmarked var i 1979 kun 25,2%. Dette tal var i 1988 steget til 34%. Indenfor undervisningssektoren havde Luxemburgs kvinder 74,8% af stillingerne - den højeste kvotient indenfor EU.
Metalforarbejdningsindustrien og -produktionen er landets vigtigste, beskæftiger størstedelen af arbejdskraften og stod i 1988 for 32% af landets bruttonationalprodukt. Branchen er domineret af den multinationale koncern ARBED, der også har vigtige datterselskaber i Belgien og Tyskland.
Ved parlamentsvalget i juni 1989 fik PSC, POS og PD respektive 22, 18 og 11 af pladserne i parlamentet. Et nyt parti - Aktionskomiteen 5/6 - fik 4 pladser. Dets kampagne var overvejende baseret på bevarelse af de privatansattes pensioner. De to miljøpartier fik hver 2 pladser, mens kommunistpartiet fik 1.
I 1990 måtte landets NATO ambassadør, Guy de Muyser træde tilbage efter at være beskyldt for at have leveret hemmelige informationer til Sovjetunionen. Samme år ophævedes grænsekontrollen mod Belgien, Frankrig, Tyskland og Holland.
I 1991 udbrød en omfattende finansskandale, da den internationale handelsbank BCCI krakkede. Den havde hovedsæde i de Forenede Arabiske Emirater, men dens europæiske hovedsæde lå i Luxemburg. Året efter beordrede distriktsdomstolen banken afviklet.
Den 2. juli 1992 ratificerede parlamentet i Luxemburg Maastricht traktaten med 51 stemmer mod 6.
I starten af 1993 blev Josée Jacobs landets første kvindelige minister - for landbrug. Valget året efter bevarede flertallet for PSC-POS alliancen, og gjorde det muligt for Jacques Santer at fortsætte som premierminister.
Indenrigspolitisk begyndte aggressionen mod udenlandske arbejdere i landet at komme åbent frem. De udgør omkring halvdelen af landets arbejdsstyrke.
I 1995 blev Santer udnævnt til formand for EU-kommissionen, og premierministerposten blev istedet overdraget til Jean-Claude Juneker.
I løbet af de senere år er Luxemburg blevet et af verdens vigtigste finansmarkeder - især indenfor administrationen af sociale fonde som pensionsmidler. Indenfor dette område er landet hjemsted for fonde på omkring 356 milliarder dollars.
I maj 1996 erklærede EU-kommissionen, at Luxemburg og Frankrig var de eneste lande, hvis økonomi var rede til at overgå til Euro'en i 1999.
På samme måde som i resten af Unionen steg arbejdsløsheden i slutningen af 1997, selv om den med 3,7% var den laveste blandt de 15 medlemslande. I november krævede omkring 30.000 personer fra forskellige europæiske lande i Luxemburg et Europa «til fordel for beskæftigelsen».
I marts 1998 erklærede regeringen sig villig til at øge sine bidrag til projektet for udvidelse af højhastighedsbaner - TGV - ind i Østeuropa. Formålet skulle være at øge samhandelen med kontinentets østlige del.
Sammen med Holland og Belgien foreslog Luxemburg i november 1999, at EU kan tillade, at nogle lande indenfor unionen kan gå længere i integrationen uden at skulle vente på de øvrige lande. Både for at undgå at lægge for voldsomt pres på nye medlemmer af unionen, men også for at tillade tættere integration mellem en række af de eksisterende lande. Premierminister Jean-Claude Juncker erklærede, at det var tvingende nødvendigt at muliggøre et EU i «to hastigheder».
Storhertug Jean erklærede i december 1999, at han ville abdicere i september 2000 for at gøre plads for sin søn Henri. Jean havde da været landets statsoverhoved i 35 år. Sønnen - på 45 år - overtog magten i oktober. Det forventes, at han vil udforme sin egen politik og spille en mere central rolle i statens affærer end faderen.
Hundredevis af lastbilchauffører blokerede Luxemburgs grænser med kravet om en 48 timers arbejdsuge. Netop transportsektoren var udeladt af EU's arbejdstidsdirektiv fra 1993, der begrænser arbejdstiden i de fleste sektorer til 48 timer ugentligt. Blokaden fik støtte af chauffører fra Holland, Frankrig og Belgien.
En rapport fra en fransk parlamentskommission anklagede i januar 2002 Luxemburg for at sabotere kampen mod pengevask og financiel korruption. Rapportens centrale argumenter for denne påstand var landets bankhemmelig og administrativ langsommelighed, hver gang samarbejde med myndighederne var påkrævet. Ligeledes i januar fik landet som 12 andre EU lande skiftet sin valuta ud med euroen.
I februar 2004 cirkulerede rygter om, at premierminister Juncker var udset til posten som kommissionsformand for EU. Det blev startskuddet på valget, der skulle gennemføres i juni. Samme måned viste statistikker, at arbejdsløsheden var 4,5%.
Den 1. marts 2004 mødtes arbejdere, regering og repræsentanter fra EU for at definere Luxemburgs holdning til Kyoto protokollen om udledning af CO2.
I juni fik Jean-Claude Juncker de fleste stemmer ved afstemningen i Deputeretkammeret og blev dermed genvalgt som premierminister. Han gik i gang med at danne en ny koalitionsregering.
Trods EU forfatningens fald ved folkeafstemningerne i Frankrig og Nederlandene, stemte 57% af Luxemburgs indbyggere i juli 2005 for forfatningen. Trods andre EU lande der besluttede at give deres befolkninger et års tænkepause efter forfatningens nederlag i Frankrig og Nederlandene, besluttede parlamentet i Luxemburg at gennemføre folkeafstemningen som planlagt. Op til afstemningen havde premierminister Jean-Claude Juncker endvidere truet med at trække sig fra posten, hvis ikke befolkningen stemte ja. Ifølge den tidligere udenrigsminister Lydie Polfer, havde Juncker begået den samme politiske fejl som franskmændene ved at koble den nationale politik sammen med den europæiske. Trods Luxemburgs status som det rigeste land indenfor EU - og samtidig som det land der modtager mest støtte pr. indbygger - havde der i befolkningen bredt sig en vis usikkerhed om landets fremtid. Bekymringer der mest var knyttet til den grænseoverskridende kriminalitet, indvandringen og den stigende arbejdsløshed. Iagttagere mente, at selv om disse temaer intet direkte havde med afstemningen at gøre, ville de i landområderne kunne forstærke modstanden mod forfatningen, der allerede var vakt ved frygten for globalisering og EU's ekspansion mod øst.
EU's statistiske kontor offentliggjorde i august 2007 tal for BNP indenfor unionen. Luxemburg placerede sig på første pladsen og lå 280% over gennemsnittet.
En bitter strid om aktiv dødshjælp fik i 2008 parlamentet til at vedtage en lov der begrænsede storhertugens muligheder for veto. Storhertugen var af personlige årsager varm tilhænger af aktiv dødshjælp.
Parlamentsvalget i juni 2009 gav en mindre fremgang til de kristelige demokrater, der fortsatte i regering.
Også Luxembourg blev ramt af den globale økonomiske krise i 2008. BNP faldt i 2009 med 4,5%. Alligevel blev krisen mere begrænset end i det øvrige EU. Gennem 2009 holdt arbejdsløsheden sig lige over 5% - under halvdelen af EU gennemsnittet. Kun i Nederlandene og Østrig var den lavere.
Premierminister Jean-Claude Juncker trak sig i juli 2013 fra posten, da en spionskandale rystede landet. Allerede i november 2012 havde de lokale medier kunnet rapportere, at chefen for landets efterretningsvæsen Marco Mille i 2007 havde optaget samtaler mellem Juncker og storhertug Henri med en båndoptager gemt i et armbåndsur. Juncker havde senere fundet ud af at Mille havde optaget mødet, men havde ikke foretaget sig yderligere. Parlamentet nedsatte derfor en undersøgelseskommission til at undersøge efterretningstjenesten. Kommissionens rapport blev offentliggjort i juli og rummede stærkt belastende materiale. Tjenesten opbavarede fortsat et omfattende arkiv af «politisk spionage» rettet mod enkeltpersoner under den Kolde Krig, og den var ikke i stand til at gøre rede for hvad der var sket med store beløb i kontanter og guld der var efterladt af det paramilitære «Stay Behind» program i landet.
Det efterfølgende parlamentsvalg i oktober blev vundet af Juncker, hvis kristeligt demokratiske parti dog gik 4,4% tilbage til 33,6%. Selv om partiet fortsat var det største i parlamentet og Juncker ønskede at fortsætte på posten, kunne han ikke skaffe sig flertal. Juncker fik en retrætepost som formand for EU Kommissionen (2014-19).
I stedet for krist-demokraterne trådte i december en koalitionsregering til bestående af socialdemokraterne, det liberale «Demokratisk Parti» og de Grønne. De 3 partier havde i alt 32 ud af parlamentets 60 pladser. Det var første gang siden 1979 krist-demokraterne var i opposition. Regeringen tillod i 2015 ægteskab mellem homoseksuelle (premierminister Xavier Bettel var i forvejen erklæret bøsse), erstattede kristendomsundervisningen i folkeskolen med undervisning i etik og reducerede statens udgifter for at kunne bevare landets AAA rating hos de internationale rating bureauer.
Luxemburg spiller fortsat en central rolle som skattely og center for hvidvaskning af penge fra kriminelle aktiviteter. Tax Justice Network placerede i 2011 Luxemburg på en 3. plads over skattely umiddelbart efter Cayman Islands. Landet lå i 2013 inde med nordamerikanske statsobligationer til en værdi af 147 mia. US$, og kom dermed ind på en 11. plads globalt.
Parlamentsvalget i oktober 2018 gav kun små stemmeforskydninger og regeringen bestående af DP (liberale), LSAP (socialdemkratisk) og de Grønne fortsatte. Det kristelige demokratiske parti CSV var fortsat i opposition.
I februar 2020 blev offentlig transport i landet gjort gratis.
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 2/3 2022
Læst af: 91.376