 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Hill, Joe
 |
| Joe Hill |
«Don't Mourn - ORGANIZE!» (Sørg ikke - ORGANISER!)
Joel Hägglund, aka Joseph Hillstrom, aka Joe Hill (1879-1915), svensk-nordamerikansk arbejderleder, organisator, tegner, poet og sangskriver. Henrettet af terrorstaten Utah i USA, 19. november 1915.
Hill blev født i Gävle i Sverige som 3. søn i en søskendeflok på 9, hvoraf 3 døde som små. Faderen var jernbanearbejder og døde da Hill var 8 år. Det var en økonomisk katastrofe for familien, men moderen hutlede sig igennem. Hjemmet var religiøst og musikalsk. Hill lærte sig at spille banjo, guitar, klaver og mundharmonika og begyndte at skrive egne sange.
Moderen døde i 1902 og hvert barn arvede 1000kr efter hende. Børneflokken blev opløst, men Joe og hans storebror Poul besluttede at bruge deres 1000kr på at købe en billet til USA. Hundredetusinder af svenskere var de foregående 50 år udvandret til USA pga. fattigdommen og nøden i landet.
Emigration til USA
De to brødre ankom til Ellis Island i New York i oktober 1902. Øen var indgangsporten til USA. Som i de foregående år ankom det år også 1 mio. emigranter til USA. De fleste på flugt fra nøden i Sydeuropa, men også mange arbejderaktivister, der blev jaget ud af deres fædreland pga. deres faglige aktiviteter. Nøden var ikke mindre i USA og emigranterne kom ind som bunden af arbejderklassen i USA - pjalteproletariatet. De var i udgangspunktet forhadte af den etablerede arbejderklasse, fordi kapitalisterne i mange tilfælde selv hentede dem ind fra Europa for at bryde strejker og den etablerede fagbevægelses magt. De blev især brugt i det farlige arbejde i minerne, i bygningen af jernbaner og som landarbejdere. Kun faglærte arbejdere kunne blive medlemmer af landsorganisationen AFL.
Hill var arbejdsløs, deltidsansat og med lejlighedsvise jobs som opvasker og daglejer. Arbejdsdagen var på 12 timer og lønnen 1 US$ - om dagen. Broderen fik job i en anden delstat og de to brødre mistede derefter kontakten. Hill rejste tværs over USA og fik undervejs forskellige jobs, men levede mest som vagabond. I 1906 var han i San Francisco under det store jordskælv. Efter jordskælvet rejste han til havnebyen San Pedro, som lå på en halvø ud for Los Angeles. Her fik han arbejde på et værft på havnen og blev mere fagligt og kunstnerisk aktiv. Efter en strejke blev han blacklistet på havnen og idømt 30 dages fængsel. Det var omkring den tid han skiftede sit navn fra Joel Hägglund til Joseph Hillstrom for at bryde blacklistningen.
De følgende år levede han som løsarbejder og vagabond. IWW var oprettet i 1905 som konsekvens af den etablerede fagbevægelses krig mod de ufaglærte og pjalteproletariatet. Hill kom i kontakt med IWW i slutning af 00'erne. I 1910 skrev han en artikel til bevægelsens blad, The Industrial Worker, hvor han underskrev sig som medlem af dens afdeling i Portland, Oregon.
Hill begyndte at deltage i IWW's arbejde med organisering af pjalteproletariatet og de ufaglærte. Han skrev taler og lavede vittighedstegninger om borgerskabet, men det vigtigste middel blev hurtigt hans sange, der var enkle men slagkraftige. IWW udgav sin Little Red Songbook, der rummede flere af hans sange som The Tramp, There Is Power in a Union, The Preacher and the Slave, Workers of the World, Awaken og Casey Jones-Union Scab.
Sangene var lette at lære og at synge. De blev derfor et vigtigt agitationsværktøj og værktøj i organiseringen. Hill's popularitet indenfor IWW steg derfor hastigt.
I 1911 var Hill med til at kæmpe i det nordlige Mexico til støtte for den mexikanske revolution. Efter et nederlag i Tijuana flygtede han tilbage til San Pedro, hvor han blev ansat i IWW som sekretær. Han var særdeles aktiv som agitator. IWW var på den tid kendt for at stable nogle sæbekasser op på et gadehjørne for at tale til de forbipasserende - på samme måde som vækkelsesprædikanter og Frelsens Hær. De blev arresteret eller jaget bort, så snart politiet fik øje på dem. I 1912 blev de officielt forbudt i San Diego. På en uge arresterede politiet 700 IWW agitatorer. IWW sendte flere, og på et tidspunkt sad 5000 aktivister internerede på byens skoler og offentlige bygninger. Politiet kunne ikke længere håndtere «sagen», men fik så hjælp fra lokale borgerværn og arbejdsgivere. I hold blev IWW aktivisterne kørt til bygrænser, hvor de blev gennemtævede. Det gjaldt også Hill, der fik et ar på halsen, der efterfølgende blev fremhævet af borgerskabet som bevis på hans «voldelige anlæg».
I juni 1913 gennemførte IWW den såkaldte Tucker strejke mod Utah Construction Company, der lagde jernbanespor i Utah. Hill og andre IWW folk mødte op, og var med til at organisere strejken. Her opdagede han de elendige forhold minearbejderne levede og arbejdede under. Det var ofte arbejdere importeret direkte fra Europa, der blev sendt i minerne - uden oplæring eller beskyttelse. De døde i tusindvis pga. sammenstyrtninger, eller støv der ødelagde lungerne. Ved udgangen af 1913 arbejdede han i Silver King Mine ikke langt fra hovedstaden Salt Lake City.
Retssag og henrettelse
I januar 1914 blev den tidligere politimand John Morrison og hans søn skudt og dræbt. Morrison var tidligere politibetjent, men ejede nu en slagterbutik. Sønnen nåede dog at såre den ene attentatmand i brystet. Vidner så 2 mænd løbe bort med en rød klud for ansigtet.
Samme aften blev Hill behandlet for et skudsår i brystet af en læge et andet sted i Salt Lake City. Han fortalte, at han var blevet såret af en rival pga. et skænderi om en kvide, de begge var forelskede i.
Morrison havde mange fjender efter sine år som politimand, og politiet nåede at arrestere 12, inden de arresterede Hill. Lægen havde angivet ham dagen efter. Hill nægtede ethvert kendskab til mordet. Der var intet der forbandt ham til Morrison. Han erklærede, at han havde stået med hænderne over hovedet, da han blev skudt, hvilket stemte med at kuglens indgangshul sad 4cm højere end udgangshullet. Samtidig kunne en anden Morrison søn, der havde overværet drabet ikke identificere ham. Endelig kunne kuglen Hill var blevet skudt med ikke findes i butikken.
Politiet var tæt ved at løslade Hill, da arbejdsgivere gav politiet et tip om, at han var IWW organisator. Politiet løslod derefter resten, og stillede ham i juni for retten.
På et tidligt tidspunkt havde Hill erkendt, at arbejdsgiverne ville have ham dræbt og staten Utah var dens villige instrument. Samtidig erkendte han, at han måske var mere værd for IWW som martyr. Han forsøgte derfor at få sine forsvarere fyret, nægtede at forsvare sig selv og afgive vidneforklaring, og nægtede at oplyse navnet på manden der havde skudt ham, eller navnet på kvinden som jalousidramaet handlede om. Efter 4 dages retssag dømte juryen ham derfor til døden for mordene, han ikke havde begået. Han blev spurgt, om han ville hænges og skydes og svarede: «Skydes. Det har jeg prøvet mange gange før og overlever nok».
Henrettelsen var planlagt til gennemførelse i januar 1915, men indblanding udefra forhalede den. IWW var ikke enig i Hills martyrium og forsøgte derfor at få dommen omstødt eller genoptaget. Dens organisator Elizabeth Flynn mødte flere gange Hill i fængslet, og engagerede sig i sagen. I Washington skrev den svenske ambassadør V.A.F. Ekengren til præsident Woodrow Wilson og anmodede ham om at omstøde dommen. Wilson skrev til Utahs guvernør William Spry og bad ham om at lade sagen gå om eller benåde Hill. Spry var republikaner, mens Wilson var demokrat, så Spry bad ham om at gå ad helvede til. Wilsons forsøg på indblanding kom til at gøre mere skade end gavn. Også AFL gik ind i sagen på Hills side. Det samme gjorde Socialispartiets leder Eugene Debbs og den blinde IWW og kvindesagsaktivist Helen Keller. Intet hjalp. Guvernør Spry var sammen med borgerskabet i Utah overbevist om, at IWW ville storme fængslet og befri Hill, og ønskede under alle omstændigheder IWW udslettet.
En fængselsbetjent spurgte aftenen før hans henrettelse, om han havde skrevet sit testamente. Hill satte sig derfor ned og skrev det:
My will is easy to decide,
For there is nothing to divide.
My kin don’t need to fuss and moan,
“Moss does not cling to rolling stone.”
My body? Oh, if I could choose
I would to ashes it reduce,
And let the merry breezes blow,
My dust to where some flowers grow.
Perhaps some fading flower then
Would come to life and bloom again.
This is my Last and final Will.
Good Luck to All of you,
Joe Hill
Han blev henrettet om morgenen den 16. november 1915 ved skydning. Han blev inden spurgt, om han havde nogle sidste ord. Svaret var: «SKYD». Mineejerne og borgerskabet i Utah fik deres vilje. Mineejerne fortsatte de følgende årtier deres blodige massakrer på strejkende arbejdere.
Liget blev bragt til Chicago, hvor det blev fulgt af 30.000 arbejdere i en begravelsesmarch. Der var få taler. Hill havde før sin død skrevet de manende ord: «Don't Mourn - ORGANIZE!».
Liget blev brændt, og IWW sendte derefter asken i 600 kuverter til sine afdelinger i alle stater i USA - undtagen Utah - samt til resten af verden. I Folkets Hus i Landskrona i Sverige ligger i dag også en kuvert med hans aske.
Det var dog ikke rigtig, at han ikke efterlod sig noget. Sine 16 måneder i fængslet brugte han til at skrive artikler og sange. En af dem tilegnet Elizabeth Flynn, som flere gange besøgte ham i fængslet, og som gjorde et stort indtryk på ham. Den fik titlen Rebel Girl. Sangskatten lever videre i USA's arbejderklasse, blandt landets fattigste og venstrefløjen.
I 1930 skrev Alfred Hayes sangen «Joe Hill», som nogle år senere fik melodi af Earl Robinson. Den blev kendt over hele verden via fortolkninger af Paul Robeson, Pete Seeger, Bob Dylan, Woody Guthrie og Joan Baez.
Den svenske arbejderbevægelse SAC købte i 1969 Joe Hills barndomshjem i Nedre Berggatan i Gävle, og det fungerer i dag som museum over ham.
Der findes omkring 25 kendte Joe Hill sange. I 1971 lavede den svenske instruktør Bo Widerberg det filmiske mesterværk «Joe Hill».
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Sidst ajourført: 3/10 2025
Læst af: 74