Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 9.619
: :
Arbejderkontrol

Arbejderkontrol betegner arbejdstagernes kollektive kontrol og indflydelse på deres arbejds- og lønforhold, samt på planene for og ledelsen af den virksomhed de er ansat i. Begrebet anvendes især om en faglig politik, der sigter mod udvidet indflydelse.

Kontrol og selvstyre

Det tilsvarende engelske udtryk «Workers' Control» anvendes på samme måde i Storbritannien: Det er en faglig-politisk strategi som omfatter måder udformningen af nye magtpositioner lokalt på den enkelte arbejdsplads og kampen for sådanne under kapitalismen. Workers' Control er blevet et samlende slagord for store dele af den radikale fløj i engelsk fagbevægelse. Begrebet er tidligere blevet brugt i en anden sammenhæng: Lenin og Trotskij brugte ordet om arbejdsstyrkens rettigheder på den enkelte arbejdsplads i overgangssamfundet efter proletariatets - om man vil: Partiets - politiske magtovertagelse. Centralt for anvendelsen i alle disse tilfælde er, at kontrol indebærer en begrænset indflydelse, ikke selvstyre. Andre retninger har anvendt begrebet på forhold, som indebærer en større grad af selvstyre, f.eks. forskellige rådskommunistiske grupper fra 1920'erne og frem til i dag. Lenins anvendelse af begrebet afspejlede dels situationen efter den russiske revolution i blandingssamfundet, hvor mange af elementerne i den kapitalistiske struktur - ikke mindst virksomhedsledelsen - fortsat var til stede. Hans opfattelse præges også af, at han mente, at ledelsens funktioner delvist måtte overtages af samfundsmæssig central styring.

Workers' Control

I dag er det først og fremmest Workers' Control-bevægelsen i Storbritannien, der har præget begrebet «arbejderkontrol». Bevægelsens målsætning er at finde frem til, drøfte, og sprede kendskabet til mål og fremgangsmåder for øget indflydelse i den enkelte virksomhed. Man ønsker at anvende den faglige organisation centralt - i Storbritannien, fortrinsvis det enkelte forbund - til at kæmpe mindstekrav igennem overalt hvad angår løn, ansættelsesforhold, arbejdsforhold, rettigheder angående faglig aktivitet osv. Men bevægelsen sigter desuden mod en stærk decentralisering af den faglige aktivitet til klubbestyrelserne - i Storbritannien: Shop stewards-commitees, som gerne omfatter tillidsmænd for organiserede i forskellige fagforbund repræsenteret på arbejdspladsen.

Man har udformet slagordet: «Fra lønforhandlinger til magtforhandlinger», eller mere præcist: Den lokale aktivitet udvides fra kamp for elementære løn- og ansættelsesforhold til at gælde kampen for lokal aftalesikret bestemmelsesret på flere og flere felter.

Ved enhver forhandling må mulighederne for kontrol eller indflydelse uddybes. Ingen omlægning af f.eks. lønsystemet må finde sted som kan indebære tab af kontrol. Perspektivet er at opnå fuld bestemmelsesret på de mest nærliggende felter. Det gælder f.eks. dele af personalepolitikken, lønsystemer, arbejdstidens «tilrettelæggelse», stillingsbesættelser o.l. På andre og mere vidtgående områder er kravet foreløbig arbejdstagernes/ledelsens fælles kontrol - gennem forhandlingsbeslutninger: Rationalisering, investerings- og bemandingsplaner, miljøtiltag osv.

Man regner med, at fremstødene for indflydelse i starten vil ske på spredte, nærliggende og specielt presserende felter for klubben, men at aktiviteten efterhånden vil udvides til flere og flere felter, og blive stadig mere samordnet. Ikke mindst fordi man hurtigt erkender, at alle ting hænger sammen. På denne nåde vil man ende i en situation, hvor klubben har en samlet strategi på alle felter og niveauer i virksomheden. Ledelsens planer på alle disse felter vil da blive taget op til uafhængig granskning og eventuelt i forhandlingerne mødes med alternativer.

Varierende efter aktivitet og behov, vil klubben finde det hensigtsmæssigt at etablere forhandlingsudvalg på de enkelte niveauer og felter af virksomhedens arbejdsområder. Udvalgene sammensættes med en halvdel fra ledelsen og en halvdel fra arbejdstagernes side.

Arbejderkontrolbevægelsen er samtidig optaget af det faglige demokrati, og har lagt vægt på tilbagekaldelsesret for tillidsmænd som er valgt, informationspligt, kortvarighed i lokale aftaler, rotation af hverv, teamarbejde, fællesmøder osv. Også virksomhedsegoismens problem er blevet taget op. Man forestiller sig, at arbejderkontrolgrupper dannes på distrikts- eller forbundsniveau. Disse lægger vægt på erhvervspolitiske spørgsmål i bred forstand.

Langsigtet strategi

Tanken er, at både når det gælder arbejdstagernes egen organisering og dygtighed i at håndtere virksomheden tekniske og økonomiske sider, så skal dette foreligge som en form for redskab, der er færdig til brug i en senere fase med arbejderselvstyre. Denne fase kan selvfølgelig kun optræde efter en politisk omvæltning af ejendoms-, ledelses-, og de politiske forhold i landet. Men man forestiller sig, at dette redskab til at sikre et decentraliseret økonomisk demokrati i vid udstrækning kan og måske også skabes på forhånd. Desuden sker bevidstgørelsen om at en omvæltning af disse forhold er nødvendig kun gennem den erfaring, som arbejdstagerne høster i kampen for deres krav i det kapitalistiske samfund.

Begrebet «arbejderselvstyre» anvendes af Workers' Control-bevægelsen om fasen efter omvæltningen af samfundet. Da styres virksomhederne af arbejderne selv. Men i et par toporganer i virksomheden forestiller man sig, at repræsentanter for det offentlige - f.eks. kommune eller stat - og fagbevægelsen - f.eks. fællesorganisationen på stedet - bliver repræsenteret for at sikre bredere arbejdstager- og samfundsinteresser.

De fleste som er aktive i Workers' Control-bevægelsen er medlemmer af Labour, men også folk med andre tilknytninger er aktive. Kampen for - og mulighederne for - at realisere øget arbejdermagt «her og nu», betragtes som det vigtigste led i en politisk radikalisering af de brede lag i befolkningen. Ved at erfare at det er muligt at opnå øget arbejderkontrol, og at den menige arbejdstager kan beholde den demokratiske ledelse over disse forbedrede magtmuligheder, vil arbejdstagerne se et formål med faglig og politisk arbejde i et stadig bredere omfang. Dette er det bærende politiske perspektiv i Workers' Control-bevægelsen i England.

A.Se.