Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Kultur  .  Musik
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 28.296
: :
Jazz

Jazz er en musikform, hvis oprindelse er knyttet til de nordamerikanske negerslaver. Blandt jazzens forløbere regnes blues, arbejdssange, religiøse spirituals, populær omstrejfermusik («minstrels») samt hornorkestrenes marchform. Grundlæggende for jazzen er den stærkt markerede rytme og synkoperingen - forskydning af taktartens naturlige betoning.

Historie

Jazzen opstod omkring århundredeskiftet i sydstaternes handelscentrum, New Orleans. Jazzen var i begyndelsen knyttet til de såkaldte «loger», som organiserede byens laveste lag, negerbefolkningen, slavernes efterkommere. Logerne var ansvarlige for en lang række sociale begivenheder: dåb, bryllupper, parader, begravelser, etc. Hver loge havde sit orkester, der bestod af amatører. Besætningen varierede omkring trompet, basun, klarinet, banjo, tuba og trommer. Melodiinstrumenterne improviserede kollektivt over ensartede, skematiserede harmonier i en enkel, ofte marchinspireret rytme. Efterhånden blev det almindeligt at bruge jazz som underholdningsmusik i barer, bordeller og andre lyssky forlystelsessteder (Storyvillekvarteret i New Orleans). Her finder man de første professionelle jazzmusikere, der pga. deres arbejdssted ofte blev stemplet som tvivlsomme personer - «outlaws». Musikalsk set benyttede man sig næsten kun af pianoet. «Ragtime» musikken er en formaliseret og komponeret udløber af denne musik.

Indenfor logerne var jazzen endnu knyttet til negrenes isolation fra andre grupper af befolkningen - et levn fra slavetiden. Den gamle sociale rangordning brød imidlertid sammen med sydstaternes faldende økonomiske betydning. Den industrielle udvikling fandt sted i nordstaterne, og stadig mere arbejdskraft blev trukket nordover. I 1920'erne flyttede til jazzen i sidste ende også med. Chicago blev det nye centrum for dens udvikling. Underholdningssiden ved musikken blev helt dominerende, og jazzmusikernes «outlaw» position blev forstærket i og med at brændevinsforbudet tvang musikerne til at søge job hos dem, der havde overtaget udskænkningen, nemlig gangsterne. Musikalsk set blev det almindeligt at bruge kontrabas og piano ved siden af trommer i rytmegrupper. Soloinstrumenterne trådte efterhånden enkeltvis frem i improvisationen - f.eks. hos trompetisten Louis Armstrong. Den kollektive improvisation - det hierarkiske (rangordnede) sydstatsmiljø - erstattedes af individuel improvisation - storbyens isolering af enkeltindividet. Fra dette tidspunkt knyttes jazzens udvikling derfor til udviklingen af den individuelle spillestil og teknik.

Del af kulturindustrien

Den voksende kulturindustri begyndte nu at fatte interesse for den nye underholdningsmusik. Det gav mulighed for en social anerkendelse af visse musikere. Jazzen blev derved renset for forskellige uciviliserede elementer, musikken blev «glattere», spillet blev præget af teknisk perfektionisme. Selv om raceskellene fortsat var skarpe i datidens USA, var det ikke længere kun farvede, men også hvide musikere som udviklede jazzen - f.eks. klarinettisten Benny Goodman. Disse tendenser samlede sig i swingjazzen eller «swing and sweet» (ca. 1930-45), hvormed jazzen fik almen udbredelse og blev den dominerende populære dansemusik. De store orkestre («bigbands») blev dominerende. F.eks. Duke Ellington, Count Basie, Goodman. Disse består gerne af rytmegrupper: Trommer, bas, piano, guitar, trombonegruppe, trompetgruppe og saksofongruppe. I forhold til smågrupperne betød bigbandformen en indskrænkning af musikernes muligheder for individuel udfoldelse. Dansemusikken krævede en glat og poleret stil. Det hele måtte være arrangeret. Improvisationen var stærkt standardiseret. Det var kun få, der drev jazzens udvikling videre - f.eks. tenorsaxofonisten Lester Young og vokalisten Billie Holliday. Swingjazzen fik en voldsom udbredelse via radio og plader, hvilket på længere sigt bidrog til at udviske raceskel både blandt publikum og orkestre. I slutningen af 1930'erne kan man endda spore tendenser til, at nogle bigbands spiller rene koncerter. Fra dette tidspunkt har «populærmusikken» - den «lette musik» - fået en selvstændig udvikling, baseret på swing-bigbands og deres vokalister - f.eks. Frank Sinatra - samt andre elementer som operette- og filmmusik.

Bebop-jazzen

Videreudviklingen af jazzen fandt så at sige sted i skyggen af de store orkestre. Musikerne fik for vane at komme sammen på barer om natten efter deres spillejobs for i fællesskab at improvisere («jam»). Ud af disse lukkede miljøer opstod bebop-jazzen, som først efter krigen nåede ud til publikum. Denne jazzform brød med mange af kulturindustriens og populærmusikkens forventninger, og blev delvist mødt med afsky og fordømmelse. Musikerne havde imidlertid ingen social bevidsthed og reagerede oftest individuelt på foragten: Desperation, fortvivlelse og rusgifte.

Musikalsk set repræsenterede bopen en videreførsel af tendenser, som swingmusikken efterhånden undertrykte: Selve det individuelle udtryk i improvisationen blev forstærket. Man gik tilbage til smågruppen og dens frihed. Den typiske besætning var saxofon, trompet, piano, bas og slagtøj. Rytmegruppen var ikke længere blot ledsagende, men udviklede i lighed med melodiinstrumentene mere individuelle spillemåder. Variation og dristighed i forhold til harmonierne blev typiske for improvisationen - f.eks. altsaxofonisten Charlie Parker. Tonaliteten var ikke længere så bestemmende: Eksempelvis spillede pianisterne gerne højere oppe i akkorden og undgik derved grundtonen, hvilket gav musikken et mere flydende og ubestemt præg.

I bop-perioden blev der rendyrket et musikalsk forløb, der efterhånden er blevet en sædvane indenfor jazzen: En melodisk linie, et tema (gerne en såkaldt standardmelodi) spilles og derefter improviserer solisterne (spiller chorus, «kor») over det akkordskema, melodien er bygget på. En række forskellige akkordskemaer og akkordsammensætninger, varierede rytmer, etc. blev udviklet i denne periode. Meget af det glatte fra swingen blev renset ud. Bebopen var ikke dansemusik og heller ikke ren underholdning: Den krævede en mere lyttende og engageret holdning hos publikum end tidligere jazz. Fremføringen fandt sted i klubber og havde en koncertpræget form. Gennem 50'erne udviklede bopen en række varianter og udviklingsformer som hard-bop, neo-bop og cool. Samtidig blev den i mere udvandede former suget op af kulturindustrien.

Frijazz og oprør

Ved indgangen til 60'erne præges jazzens udvikling af et stadig mere problematiserende forhold til akkorderne. «Siden bop-perioden har der foregået en krig mod akkorderne» (George Russell). En af hovedeksponenterne for denne udvikling var tenorsaxofonisten John Coltrane. I sine kompositioner afprøvede han de mest forskellige akkordsammensætninger. I sine improvisationer forsøgte han at gennemspille ikke blot de harmoniegnede toner, men hele skalaer omkring akkorderne. Coltrane udviklede desuden en stil, hvor man gennem mange takter improviserer over samme eller blot få harmonier.

Gennem 60'erne præges Coltranes musik af et stadig mere aggressivt forsøg på at udtvære alle akkordernes muligheder. Disse muligheder er bestemt af den kromatiske skala (halvtonerækken), og den jazz der stræber mod en maksimal udnyttelse af denne kaldes frijazz eller avantgardejazz. Parallelt med opløsningen af den faste tonalitet foregår opløsningen af den regelmæssige rytmik. Mens Coltrane var den, der mest dramatisk kæmpede mod akkorderne, var altsaxofonisten Ornette Coleman den, der mest uhæmmet bevægede sig i de nye atonale omgivelser. Med en tidsforskydning når altså også jazzen til det samme punkt som den europæiske musik: Atonalitet. Men jazzen nåede til atonalitet gennem improvisationens udvikling. Den europæiske atonalitet var konstrueret.

Frijazzen kan betegnes som det absolutte højdepunkt i udviklingen af musikernes individuelle frihed. Alle instrumenter er ligeværdige, improvisationen er spontan og kollektiv. Den mest ekstreme frijazz forsøger at bryde med ethvert skema, både rytmisk og harmonisk. Instrumenternes klangmuligheder udnyttes maksimalt - overtoner, overblæsning - og med vældig intensitet - jfr. særligt Coltranes efterfølgere Pharoah Sanders, Archie Shepp og Albert Ayler. Dette bragte musikerne på kant med det etablerede samfund, som de konkret stødte sammen med i form af stadig dårligere arbejdsbetingelser indenfor pladebranchen. Musikerne forsøgte sig derfor med forskellige slags selvstændig organisering: Jazz Composers Orchestra, Association for the Advancement of Creative Musicians.

Men frijazzen indgik også i en større social bevægelse: Det er ingen tilfældighed, at den udviklede sig parallelt med militant orienterede frigørelsesbevægelser blandt de amerikanske negre: «Black Power». Frijazzen er den første jazzform, som generelt og åbent trodser de «hvide» - dvs. egentlig borgerlige - forestillinger om musik. Til trods for sin moderne, atonale karakter blev frijazzen også anset for en søgen tilbage til det oprindelige: Musikerne hentede inspiration fra klassiske ikke-europæiske - afrikanske og asiatiske - kulturer. Den musikalske protest adskilte sig imidlertid fra den politiske ved, at den var inkorporeret i musikudøvelsen (Ayler: «We play peace»). De undertrykte nordamerikanske negre virkeliggjorde i musikken den frihed, som samfundet ikke gav dem. Da protesten var indarbejdet i selve musikudøvelsen, behøvede dens sociale karakter ikke være bevidst for den enkelte udøver. Tvært imod blev protesten meget ofte ophøjet til religion: Musikerne sluttede sig til islam eller indisk mysticisme og fremmede budskaber om «kosmisk kærlighed», osv. Som en videreudvikling af blues'en har jazz altid haft elementer af kompensation, (erstatning for noget man ikke har). Men dette kommer tydeligst frem i frijazzen. Dens kompensatoriske karakter var endvidere aggressiv: Musikerne forstod, at den frihed de virkeliggjorde i musikken burde gælde for hele samfundet.

Mod jazzrock og integrering

Med Miles Davis' forsøg på at integrere frijazzen med elementer fra rockmusikken går der en udviklingslinie bort fra frijazzen. Davis selv fulgte aldrig denne udvikling helt, men gennem hans medarbejdere fra den tid - guitaristen John McLaughlin, pianisterne Joe Zawinul, Chick Corea og Herbie Hancock - udvikledes jazzrocken. Man videreudviklede her frijazzens brug af stadigt gentagne, ensartede basfigurer (ostinatrytme), inddrog elementer af rockens spillestil på trommer og guitar og gik helt over til at anvende elektriske instrumenter. Der blev udviklet en vifte af nyt teknisk avanceret udstyr, særligt blandt tangentinstrumenterne. Instrumentteknologien var medvirkende til, at jazzrocken i stort omfang blev tvunget ind i den «showbusiness», der allerede eksisterede omkring rocken, med kæmpekoncerter og stjernedyrkelse.

Frijazzen var et «højdepunkt», som af musikalske og sociale årsager ikke kunne vare særligt længe. I 70'erne faldt jazzen tilbage til forskellige «tilbagegribende» varianter. Man forsøger at videreudvikle forskellige tidligere former og spillestile. Man søger delvist også tilbage til akkorderne. Ikke mindst jazzrocken bliver skematisk og frasepræget. Jazzen er fuldstændigt internationaliseret. Der findes habile jazzmusikere over hele verden, og de er som regel godt indpasset i samfundet: Ofte kombineres jazzen med arbejde som studiemusiker o.l. I dag eksisterer jazzens historie i samtiden som en række forskellige stilarter: Traditionel jazz, swing, bop, moderne akustisk jazz, elektrisk jazz og jazzrock.

L.Mj. / S.W.