Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Kollwitz (1867-1945), tysk billedkunstner, særlig kendt for sine grafiske arbejder. I 1891 giftede hun sig med lægen Karl Kollwitz, og de bosatte sig i et af Berlins typiske arbejderkvarterer. Som modeller brugte hun ofte folk, som hun traf i kvarteret, ligesom hun tidligere havde fremstillet mennesker og scener fra havneområderne i hjembyen Königsberg.

I 1893 udstillede hun for første gang (på de refuceredes udstilling i Berlin). Hendes tre arbejder vakte meget ringe opmærksomhed, men en af de personer, som fremhævede dem var dr. Julius Elias, en kendt Ibsen-oversætter og en af de personer som havde sluttet op om Edvard Munch, da denne i 1892 kom til Berlin.

I 1893 fandt uropførelsen af Gerhard Hauptmanns skuespil «Væverne» sted, og denne forestilling gjorde et stort indtryk på Kollwitz. Hun var påbegyndt en grafisk serie, «Germinal», med motiver hentet fra Zolas roman, men dette opgav hun nu. I stedet kastede hun sig over temaet med vævernes oprør og lavede i løbet af de næste 4 år serien «En væveropstand». Da denne serie blev udstillet i 1898, blev hun indstillet til en guldmedalje, men dette blev afslået af kejser Wilhelm II. I 1902-08 lavede hun en ny serie, «Bondekrigen», som omfattede 7 raderinger. Udtrykskraften i denne serie er meget stærkere end i Væveropstanden. Sliddet, lidelsen og selve styrken i oprøret har her fået en intensitet, man næppe finder magen til i europæisk kunst.

Nedslagtningerne under første verdenskrig og tabet af sønnen Peter, som faldt i 1914, førte til, at Kollwitz tog stærkt afstand fra krigen. Revolutionen i Rusland så hun som et klart lyspunkt i 1917, mens tilstanden i Tyskland ved nytårstide i 1918 ikke gav grundlag for andet end en meget forsigtig optimisme.

Få uger senere tegnede hun Karl Liebknecht på dødslejet, og selv om hun ikke havde været enig med ham politisk, udarbejdede hun et gribende «Mindeblad til Karl Liebknecht». Den endelige version blev udført som træsnit - hendes første arbejde i denne teknik. Kort efter lavede hun en hel serie træsnit, «Krig», og i 1925 havde hun endda en træsnitserie færdig, «Proletariat». Træsnittets hårde sort-hvide kontraster og stramme linieføring gav disse billeder en storslået enkelhed som understreger alvoren og almengyldigheden i indholdet.

Ved siden af de store grafiske serier lavede hun også en mængde løsrevne billeder med lignende motiver, foruden portrætter og studier. Kvinderne - de slidte arbejderkvinder - indtager en særlig plads i Kollwitz' kunst. Som ingen anden har hun set storheden i disse kvindeansigter, hvor slid, sult og alt for mange børnefødsler har sat sine tydelige spor. Hun lavede også politiske plakater, illustrationer til flyveblade og opråb. 

Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 blev Kollwitz frataget alle sine hverv som kunstner, og hendes arbejder blev fjernet fra tyske museer. Men selv om hun på denne måde blev tiet ihjel i Tyskland, gik hendes kunst sin sejrsgang over andre dele af Europa. Udstillingen «Social kunst» i Oslo i foråret 1932 omfattede arbejder af Kollwitz og to andre kunstnere. Denne udstilling fik betydning langt ud over en kunstudstillings sædvanlige nedslagsfelt, og for venstrefløjen har Käthe Kollwitz' kunst siden været en vigtig kilde til inspiration og trøst. Hun udtalte selv i 1922: «Man kan sige tusinde gange, at den kunst, som har en bestemt hensigt, ikke er den rene kunst. Jeg vil virke gennem min kunst så længe, jeg kan arbejde». De talløse gengivelser af hendes arbejder i forskellige politiske publikationer er det bedste bevis på, at hendes kunst fortsat virker - årtier efter at hun selv har afsluttet arbejdet.

G.W.