Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Dansk venstrefløjsorganisation (1973-80). Sidst på året 1972 skete der det usædvanlige på den danske venstrefløj, at en ledende gruppe i et parti forlod partiet samlet og frivilligt. Det skete da «Den Leninistiske Fraktion» forlod partiet Venstresocialisterne (VS), selvom gruppen fortsat havde klart flertal for sin politik på VS's 5. kongres i november 72.

Gruppen dannede den 21. januar 1973 i Århus en ny organisation: Kommunistisk Forbund (KF). KF eksisterede i 7 år og endte med, som en ændret og politisk afklaret organisation, at vælge at vende tilbage til et nyt og ændret VS i januar 1980.

Baggrund

KF's medlemmer gennemlevede erfaringer i en afgrænset periode fra ca. 1968 til 1980. I en anden historisk periode end i dag, hvor det for store dele af den nye faglige og politiske venstrefløj i Europa var en seriøs og påtrængende opgave at forberede og kæmpe for en ny type overgang til socialismen i de højtudviklede kapitalistiske lande med borgerligt demokrati og stærke reformistiske traditioner. Denne opgave blev oplevet som en realistisk og bestemmende horisont for deltagernes livsforløb.

Perioden indledtes for alvor af det omfattende og radikale folkelige oprør i Frankrig i maj 68, der genrejste «Revolutionernes Aktualitet» efter arbejderbevægelsens mange og katastrofale nederlag siden verdenskrigens start i 1914. Det efterfulgtes af omfattende, militante og antiautoritære massebevægelser og ungdomsoprør i Vesteuropa. Samtidig gennemførtes et opgør med stalinismen i Tjekkoslovakiet - der skabte en oplevelse af en fælles venstrefløj i hele Europa - men det knustes af Sovjetunionen.

Den politiske hovedopgave for det ny venstre efter 1968 - som VS og KF var en del af - var således at skabe et politisk og organisatorisk alternativ til de socialdemokratiske partier og til de sovjetorienterede kommunistpartier, der var kommet i dyb krise som følge af 68-oprøret.

Denne opgave mislykkedes i første omgang for VS.

Da Den Leninistiske Fraktion (LF) (stiftet i efteråret 1970 og navngivet således af sine modstandere i VS) fik flertal for et nyt partiprogram og en ny ledelse på VS's 4. kongres i 1971, var VS i praksis brudt sammen, idet partiet var uden fælles politik, ledelse eller praksis med medlemsflugt og passivitet til følge.

Forsøget på at ændre dette efter VS's 4. kongres prægede LF dybt og drejede LF i sekterisk retning. Det lykkedes ikke LF at ændre situationen afgørende, hvorfor LF op til VS's 5. kongres i november 72 reagerede med et desperat og umuligt krav til VS om en total omorganisering til en militant og stramt organiseret smågruppe, der skulle samle kræfterne om en faglig praksis i arbejderklassen og udvikle en ny revolutionær strategi og politik som grundlag for fælles handling.

Da LF ikke fik flertal for dette på VS` 5. kongres trak LF sig straks ud af VS for at realisere dette projekt med dannelsen af KF.

Uanset hvad man i dag kan mene om dette projekt, var såvel VS som LF formodentlig gået i total opløsning under vægten af de dominerende fraktionskampe, hvis ikke LF havde trukket sig ud (VS havde kun 300 medlemmer, da LF gik ud med ca. det samme antal medlemmer).

LF's udtræden muliggjorde en helt ny proces for såvel VS som KF, der endte frugtbart i en genforening i 1980. I KF's selvforståelse fortrød man aldrig senere udmeldelsen!

KF som organisation

KF havde i hele perioden et konstant medlemstal på mellem 300 og 350 samt en del aktive sympatisører. Medlemstallet kulminerede i perioden forud for optagelsen i VS. (Som reaktion på situationen i VS, var der i den første periode et meget højt optagelses- og aktivitetskrav samt direkte stop for nyrekruttering af mellemlag.) KF blev i de 7 år en aktiv læreproces for ca. 1000-1500 mennesker.

Af afgørende betydning for KF's politiske udvikling var de årlige sommerlejre samt 7 kongresser og et utal af emnekonferencer og delegeretmøder.

KF var i de første år domineret af provinsafdelingerne i Århus og Ålborg, medens KF stod svagt i København, hvor fraktionskampene i VS havde vanskeliggjort en frugtbar praksis. Den dominerende medlemsgruppe i den første periode var derfor aktivister fra studenterbevægelsen i Århus (Studenterfronten) og unge lærlinge og industriarbejdere i flydende overgang mellem arbejde og uddannelse. KF opbyggede senere afdelinger i Odense og Helsingør, der ikke var mærket af fraktionskampenes tid i VS. KF var i perioden den dominerende politiske kraft på den revolutionære venstrefløj i Århus, Ålborg og Odense.

I sidste del af KF's levetid ændredes situationen i København efter optagelse af hovedparten af medlemmerne fra Internationale Socialister. Forud for optagelsen i VS endte KF-København således med at blive den stærkeste afdeling med et tiltrængt samarbejde med de aktive kræfter på den faglige venstrefløj og bevægelserne i København.

KF udgav i sin første periode to bøger: Kritik af DKP (1974) og Kampen for Arbejdermagt (1975), fra 1976 tidsskriftet Vejen til Socialismen (15 numre) og fra 1977 det landsdækkende salgsblad «Arbejderpolitik» (13 numre), der af professionelle bladfolk dengang blev kaldt en radikal nyskabelse på venstrefløjen i kraft af stofvalg og indfaldsvinkel samt layout og originalt billedbrug.

KF's udvikling 1973-80

Da KF blev stiftet, stod organisationen overfor en vanskelig situation med en yderst begrænset politisk praksis og en politik, der kun indeholdt en elementær strategisk afklaring. KF fastholdt i hele sin historie, at løsningen ikke var at overtage svarene fra tidligere perioder i arbejderbevægelsens historie (forskellige faser af Kominterns politik, anarkisme, syndikalisme osv.), fra fraktionskampene i Sovjets første år (trotskisme, leninisme osv.) eller fra 3. verdens nationale befrielsesbevægelser (maoisme).

KF havde ligesom LF en klar politisk afvisning af Sovjetunionen som et socialistisk samfund - herunder afvisning af trotskismens teori om en «degenereret arbejderstat» - idet Sovjet blev opfattet som en ny type klassesamfund, der var ustabilt og kriseramt uden udviklingsmuligheder. En «Kolos på lerfødder».

Som en reaktion på den kaotiske situation i VS valgte KF fra starten at vende ryggen til «folketingspolitik» og den øvrige venstrefløj, for helt bevidst at satse på en opbygningstaktik for KF, hvor den eneste udadvendte aktivitet var udvikling af en faglig praksis i arbejderklassen gennem målrettet opbygning og skoling af KF-arbejdergrupper med sympatisører på udvalgte arbejdspladser i de større byer - primært værfterne. I vekselvirkning hermed gennemførtes internt en strategisk afklaringsproces gennem analysearbejde og debatter omkring historiske og aktuelle emner. Uanset hvad man i dag kan mene om dette valg og de sekteriske følger det fik organisationspolitisk, skabte det til forskel fra tiden i VS rent faktisk en arbejdspladssektor i KF - herunder lærlingegrupper og arbejdsløshedsarbejde - der muliggjorde en læreproces og faglige debatter, der frem til 1980 aldrig ophørte med at være det afgørende fundament for KF.

Disse erfaringer bidrog til, at KF fra starten stort set var befriet for den sekterisme, der prægede store dele af datidens revolutionære venstrefløj i forhold til den traditionelle fagbevægelse og nødvendigheden af bred aktionsenhed med de reformistiske strømninger i arbejderbevægelsen, uden at det forudsætter et politisk brud med reformismen.

Udviklingen i løbet af 70'rne i Sydeuropa og verdenskrisens gennemslag i Danmark bragte dog hurtigt KF's strategidiskussion og opbygningstaktik i krise. Efter at de første erfaringer med maj 68 i Frankrig satte revolutionen på dagsordenen igen, var det fremfor alt udviklingen i Sydeuropa i 70'rne, der satte en konkret debat om overgangen til socialisme på dagsordenen.

For KF og store dele af den europæiske venstrefløj kom især den italienske arbejderbevægelses offensive massekampe og strategiske debatter og den revolutionære overgangsproces i Portugal (april 74 - november 75) til at skabe en tro på, at i Sydeuropa var et gennembrud for socialismen en realistisk mulighed.

Det blev i Danmark kombineret med erfaringerne fra verdenskrisens gennemslag i 1974/75 med massearbejdsløshed og offensive faglige kampe imod virksomhedslukninger, rationaliseringer og lønstop der gennemførtes i en situation, hvor borgerskabet og statens krisepolitik indledte en offensiv mod arbejderbevægelsens rettigheder. Arbejderklassen valgte som noget nyt i løbet af 70'erne (første gang med majstrejkerne i 74) at svare igen med omfattende politiske massestrejker mod regeringens indgreb og angreb på fagbevægelsens rettigheder.

Krisens gennemslag i Danmark og arbejderklassens egen politiske reaktion tvang således hurtigt det nystiftede og højkonjunkturprægede KF til at forholde sig seriøst til spørgsmålet om en alternativ krisepolitik fra venstrefløjen og om de politiske alternativer til den højredrejede SD-ledede regering.

Samtidig var det en særlig udfordring for KF at opleve gennemslagskraften hos det småborgerlige oprør fra højre mod den socialdemokratiske statstype i form af Glistrupbevægelsen (det var før racismens gennemslag), der tiltrak mange skuffede arbejdere. Det viste, sammen med det antiautoritære oprør fra 68, KF nødvendigheden af et klart, radikalt, socialistisk alternativ med antistatsligt indhold (KF afholdt i 1974 et sommerseminar om et alternativ til Glistrups program).

På kongressen i august 1975 slog erfaringerne fra udviklingen i Sydeuropa og det kriseramte Danmark for alvor igennem i KF. Et stort flertal besluttede at

• åbne for en langt bredere politisk praksis og rekruttering i forhold til f.eks. boligområdet og mellemlagene
• igangsætte udadvendt solidaritetsarbejde i forhold til den revolutionære proces i Portugal (bl.a. med uddelingsbladet Portugal-solidaritet, der efter tilbageslaget i Portugal i november 75 ændredes til salgsbladet Sydeuropa-information)
• samle kræfterne om afklaring af en konkret strategi for overgangen til socialisme i Danmark i lyset af udviklingen i Sydeuropa
• udgivelse af et politisk tidsskrift (Vejen til Socialisme) og et landsdækkende salgsblad (Arbejderpolitik) for at nå bredere ud

Denne ændring førte til, at hovedparten af medlemmerne i København meldte sig ud i protest, idet de ønskede at fastholde KF's opbygningsplan fra LF-tiden i VS.

Denne proces endte efter KF's egen opfattelse positivt, idet KF i 1979 fremstod som en organisation med en aktiv og offensiv praksis på en lang række områder med arbejdsplads- og fagforeningspraksis i centrum. Det afgørende var, at KF rent faktisk nåede frem til en samlet politisk afklaring af sin socialismeopfattelse, en strategisk vej til socialisme i Danmark og en offensiv reform- og forsvarspolitik på flere områder i den aktuelle situation.

En del medlemmer forlod KF efter kongressen i 75 i manglende tillid til at KF var i stand til at gennemføre den vedtagne fornyelse. Hovedparten af disse medlemmer var samlet i en gruppe, der kaldte sig «Kaffeklubben». («Kaffeklubben» bestod primært af KF-medlemmer fra universitets- og arkitektskolemiljøet i Århus. Gruppen udgav i 1975 debatbogen «Den lange vej gennem krisen» (forlaget Modtryk), der var et politisk indlæg i strategidebatten i KF. Ledende medlemmer af Kaffeklubben indgik endvidere i redaktionen af tidsskriftet Socialistisk Politik.)

Det afgørende skridt blev taget på kongressen i november 1977, hvor et stort flertal vedtog et samlet dokument for vejen til socialisme i Danmark. (Det blev desværre aldrig som ellers planlagt udgivet i bogform).

Denne vedtagelse førte til, at et mindretal på 6 % af de delegerede (primært fra København), der forud havde dannet en politisk fraktion (KF-politik (KF-P)) forlod KF i protest mod strategigrundlaget. (KF-P søgte efterfølgende optagelse i VS, men blev afvist af politiske årsager. KF-P var dannet på et politisk grundlag, hvor den russiske revolution i 1917 fortsat var en principiel model for en dansk revolution, samtidig med at KF-P kritiserede, at KF lå under for det antiautoritære oprør fra 1968, der blev betegnet som småborgerligt. KF-P's slagord var derfor «leninismens aktualitet».)

De sidste år af KF's levetid blev de mest frugtbare og lærerige for KF's medlemmer. Fraværet af fraktionskampe i KF de sidste år og integreringen af antiautoritære impulser og radikale målsætninger om et helt og nyt liv i den revolutionære politik, førte i de sidste år til et kulturrevolutionært opbrud nedefra i KF. De mange nye medlemmer uden fortid i VS krævede at organisationens indre liv og fremtræden skulle præges af de radikale målsætninger og behov. Det førte til nye typer debatter og praksis med emner som socialistisk kulturpolitik, teater- og gøglergrupper, debat om nye samlivs- og familieformer og om seksualpolitik. I alle afdelinger oprettedes kvindegrupper, der integrerede en radikal kvindepolitik med fagforeningspolitik og partiopfattelse (f.eks. kønskvotering).

Dette opbrud prægede i høj grad KF's landsdækkende salgsblad Arbejderpolitik. Det førte imidlertid ikke til nedprioritering af det faglige arbejde, der i forvejen fagpolitisk var præget af antiautoritære og radikale målsætninger.

Tilbage til VS

Når KF i den frugtbare fase sidst i 70'erne alligevel endte med i enighed på kongressen i november 1979 at beslutte at vende tilbage til VS, skyldtes det således ikke, at KF efter egen opfattelse var endt i en politisk eller organisatorisk krise. Beslutningen var en naturlig konsekvens af den strategi og offensive politik, KF var nået frem til. Der var et åbenlyst misforhold mellem de opgaver KF's egen strategi tillagde det revolutionære venstre i den aktuelle krisesituation og KF’s egen eksistens som smågruppe uden national tilstedeværelse og indflydelse.

Allerede på kongressen i februar 1977 blev det som noget nyt besluttet, at det var en aktuel opgave at arbejde for samlingen af den revolutionære venstrefløj i et nyt socialistisk parti som alternativ til socialdemokratiet, omfattende dele af SF, VS, KF, DKP’ere i opbrud fra stalinismen og de mange uorganiserede. KF’s særlige opgave i denne proces var at bidrage med den nødvendige politiske afklaringsproces, hvilket bl.a. skete gennem vedtagelsen af dokumenter om forskellige afgørende spørgsmål (opfattelsen af Socialdemokratiet, partiopfattelse, bolig- og uddannelsespolitik, fagforeningspolitik samt vejen til socialisme).

Der var efterfølgende enighed i KF om, at VS var det naturlige samlingspunkt for denne proces. VS havde selv ændret sig i positiv politisk retning med medlemsfremgang (bl.a. mange tidligere KF-medlemmer og sympatisører) og folketingsrepræsentation. VS havde uanset den alvorlige krise for partiet bevaret den offentlige politiske placering, der var et resultat af bruddet i SF i december 1967.

Optagelsen af KF blev efter en forudgående debatproces godkendt af VS i november 1979 og blev en realitet fra januar 80. KF opfattede sig som en del af det politiske flertal i VS og ønskede derfor ikke at fortsætte som fraktion.

KF gik således samlet ind i VS med 7 års erfaringer og politisk udvikling i ryggen. KF’s særlige bidrag til en revolutionær politik efter de 7 års erfaringer, var at fastholde den radikale kapitalismekritik og de antiautoritære impulser fra 68-oprøret. KF afviste at indskrænke de nødvendige og afgørende forsvarskampe til et defensivt forsvar for resultaterne af den socialdemokratiske politik fra højkonjunkturen. KF’s politik havde således et klart antiautoritært, arbejderdemokratisk og antistatsligt indhold på alle områder, forenet omkring en revolutionær strategi for vejen til socialisme i Danmark.

I det følgende afsnit gennemgåes de afgørende temaer i KF's særlige politiske bidrag.

KF’s politik

KF forlod under sin 7-årige historie efter sin egen opfattelse aldrig det elementære strategiske grundlag, som LF og KF var dannet på: arbejderklassens ledende rolle, revolutionens nødvendighed som en overgangsproces med førrevolutionær krise, dobbeltmagt, revolutionær situation, den bevæbnede afvæbning af borgerskabet samt et revolutionært massepartis afgørende rolle.

KF videreudviklede dette elementære grundlag til en samlet politisk profil, der var en helt usædvanlig forening af rådskommunistisk tradition (den radikale målsætning) og en realistisk overgangsstrategi, hvor kampen for en reformpolitik og en arbejderregering spiller en offensiv rolle. Disse to elementer har historisk set altid været adskilt i form af forskellige traditioner i arbejderbevægelsen.

1. KF’s radikale socialismeopfattelse

KF lagde fra begyndelsen af KF’s historie afgørende vægt på, at det udfra en radikal og dybtgående kapitalismekritik var nødvendigt at opstille en klar socialismemålsætning, hvoraf det fremgik hvad socialisme (overgang fra kapitalisme til kommunisme) betød i hverdagen for almindelige mennesker. Det kunne ikke udskydes til selve revolutionen. Man skulle vide, hvad man skulle slås for, og det skulle stå klart, at socialisme var noget helt andet end socialdemokratisme (mere stat) og DKP’s målsætning eller de samfund der misbrugte betegnelsen socialisme (Sovjet osv.)

Målsætningen omfattede

• selvorganisering af produktion og forbrug i et radikalt brud med kapitalismens økonomi: afskaffelse af begreberne kapital, vare, marked, penge osv. samt opgør med lønarbejdet
• opgør med den borgerlige statstype til fordel for et rådsdemokrati med helt nye typer af institutioner og magtorganer, der fra starten er udtryk for, at enhver form for stat skal afskaffes (statens uddøen)
• opgør med arbejdsdelingen mellem manuelt og intellektuelt arbejde (angreb på klassedelingen) og mellem by og land
• omvæltning af hverdagen gennem radikal nedsættelse af arbejdstiden, opgør med den borgerlige familieinstitution, nye typer boligformer, nedbrydning af ældre og syges isolering i institutioner osv.

Det afgørende i KF’s strategi var, at revolutionen fra begyndelsen var både en politisk og en social omvæltning, der straks indledte et opgør med kapitalismen på alle områder. KF opstillede derfor i punktform et revolutionært program for de skridt der skulle gennemføres af arbejder- og folkemagten, straks efter det revolutionære brud var gennemført.

2. KF’s opfattelse af den revolutionære overgangsproces

En radikal socialistisk omvæltning kræver opbygningen af et revolutionært befolkningsflertal under en selvstændiggjort arbejderklasses ledelse. Dette kunne efter KF’s opfattelse kun udvikles gennem en bevidst strategi for de tilspidsede klassekampe i en overgangsproces i de højtudviklede kapitalistiske lande med demokratisk tradition og reformistiske masseorganisationer.

Belært af nederlagene i Frankrig maj 68, Chile 71-72 og Portugal 74-75 udviklede KF en specifik overgangsstrategi, hvor det revolutionære venstre fra begyndelsen skulle være med til at forberede, åbne og præge den revolutionære overgangsproces på alle områder, herunder også i form af en kamp om en offensiv reformpolitik i Folketinget. Målet var derfor at opbygge en bred enhed og alliance i en militant massebevægelse omkring et reformprogram, der stillede krav til regeringen og i sidste instans krævede dannelsen af en ny type arbejderregering, der åbnede for det direkte revolutionære brud med borgerskabet og den borgerlige statsmagt.

Reformprogrammet og venstreregeringen var således ikke udtryk for en tiltro til en fredelig og trinvis reformering af kapitalismen, men kampredskaber i en tilspidset og relativ kortvarig overgangsproces til socialismen. Det offensive reformprogram tog således de indledende skridt til den endelige gennemførelse af rådsmagtens revolutionære program.

3. KF’s opfattelse af offensiv forsvarskamp

KF’s aktuelle politik arbejdede udfra denne strategiske målsætning. Den offensive forsvarskamp mod borgerskabets og statens angreb kunne kun føre til succes, hvis den blev ført som en offensiv massekamp omkring alternative løsninger, der kunne bidrage til at overvinde de mange splittelser internt i arbejderklassen og skabe alliancer i forhold til mellemlagenes kampe og miljø- og energibevægelserne.

Målet var at udvikle en sammenhængende modstandsbevægelse, der vil være i stand til at slå borgerskabets offensiv tilbage.

Eksempler på KF’s praksis:

• Arbejdsløshedsmarchen i 1979 fra Ålborg til København med hovedparolen «Arbejde - men ikke for enhver pris» og en sammenkobling mellem krav om meningsfyldt arbejde og diverse bevægelser på forskellige områder i form af aktioner og demonstrationer undervejs.
• KF’s værftssektor opstillede og agiterede for et offensivt svar på værftskrisen fra 1974: Nationalisering under arbejderkontrol med genopretning af den nedslidte handelsflåde under bekvemmelighedsflag (alliance med sømænd) og omstilling til alternativ samfundsnyttig produktion, især på energiområdet (alliance til diverse bevægelser).
• KF’s kampprogram for fabrikskampen med opgør med splittende lønsystemer, arbejdsdeling og hierarkier frem mod et opgør med lønarbejdet og den kapitalistiske undertrykkelse.
• KF’s boligprogram der forbandt kampen om boligprisen med beboerkontrol og kamp for nye bolig- og livsformer.

4. KF’s opfattelse af kampen for arbejderklassens enhed

KF lagde afgørende vægt på at udvikle en faglig politik, der kunne overvinde de ødelæggende splittelser og modsætninger i arbejderklassen, hvilket er en afgørende forudsætning for at kunne spille en ledende rolle i kampen for socialisme.

KF spillede derfor en aktiv rolle i arbejdsløshedsarbejdet og i lærlingearbejdet. KF udviklede fagpolitiske alternativer til de splittende lønsystemer, foreslog ophævelse af forskellen mellem faglært og ufaglært, udarbejdede en særlig faglig kvinde- og ungdomspolitik, men ikke mindst udviklede forbundet en offensiv politik for fagbevægelsens samlede ansvar for og organisering af de udstødte, de førtidspensionerede, pensionisterne, bistandsklienterne osv., bl.a. med et krav om en samlet fælles samfundsmæssig mindsteløn.

5. KF’s opfattelse af alliancen med de nye mellemlag

KF afviste fra begyndelsen, at alle lønarbejdere rent strategisk tilhørte arbejderklassen. KF fastholdt her det begreb om «de ny mellemlag», der var udviklet af LF i 71 og vedtaget af VS som program fra 71-72.

De ny mellemlag er de statslige og private lønarbejdere, hvis arbejde og funktion er udtryk for opretholdelsen af borgerskabets politiske og ideologiske og økonomiske herredømme. Denne funktion stiller dem i et relativt modsætningsforhold til arbejderklassen, medens de selv oplever modsætningen mellem borgerskabets krav til underordning og disciplinering og ser de positive muligheder der ligger i jobbet. Der tænkes her bl.a. på den store gruppe af teknikere og videnskabsfolk og af statslige lønarbejdere der udfylder en politisk og ideologisk rolle i skole, daginstitution, socialkontor og sundhedssektor, der alle er stærkt præget af opgaverne under kapitalismen.

Den socialistiske revolutions radikale målsætninger (ophævelsen af den borgerlige statstype, angreb på arbejdsdelingen osv.) vil udløse dyb krise i mellemlagene og føre til en polarisering her.

Det afgørende mål for en socialistisk strategis alliancepolitik er at vinde de afgørende dele af mellemlagene for en frivillig og aktiv deltagelse i den socialistiske revolutions omvæltning af deres hidtidige funktioner. En alliancepolitik kan derfor ikke indskrænke sig til et militant forsvar for mellemlagenes umiddelbare interesser, men må sætte ind i forhold til oplevelsen af det modsætningfyldte arbejde under kapitalismen.

Til forskel for tidligere tiders dominerende alliancepolitik med småborgerskabet er denne alliancepolitik revolutionær socialistisk. Samarbejdet mellem fagbevægelsen og militante dele af mellemlagene skulle således videreudvikles omkring en offensiv reformpolitik, der satte fokus på en overvindelse af mellemlagenes nuværende og modsætningsfyldte rolle. Det ville de selv have en positiv interesse i.

KF’s politiske praksis nåede længst på uddannelsesområdet, hvor der blev skabt en samlet politik og begyndende praksis.

B.M.