Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 44.942
: :
Lockout

Lockout (engelsk: udelukkelse) er arbejdskøbernes vigtigste kampmiddel i arbejdskonflikter. Lockout indebærer, at arbejdskøberne opsiger arbejderne og spærrer adgangen til arbejdspladserne for dem. Formålet kan være at sænke lønningerne og forværre arbejdsforholdene eller at hindre at arbejderne forbedrer disse - f.eks. gennem strejke. Ansættelsesforholdet vil normalt blive genoprettet, når konflikten er afsluttet.

Arbejdskøbernes mulighed for at anvende lockout er ligesom arbejdernes mulighed for at strejke reguleret gennem hovedaftalen. En lockout skal derfor varsles og følge en række arbejdsretlige regler.

Formelt står arbejdskøberne og fagbevægelsen altså ligestillet, da de har den samme ret til at anvende arbejdsstandsningen som kampmiddel. Men forholdet er reelt skævt: Mens kapitalejerne normalt ikke rammes på deres personlige forbrug ved en strejke, afskærer lockouten arbejderne fra adgangen til at skaffe sig til livets ophold. Fagbevægelsens strejkekasser og bistanden fra offentlige kasser er desuden for begrænsede til at kunne slå til i en langvarig udmattelseskrig mod kapitalen. Endvidere er lockouten blot ét specielt udtryk for arbejdskøbernes råderet over kapitalen. I dårlige tider kan de også opnå nedgang i lønningerne ved at opsige folk på «lovlig» vis under henvisning til «forretningsmæssige» forhold.

Lockouter kan iværksættes med forskellige udgangspunkter. Når Dansk Arbejdsgiverforening selv tager initiativ til konflikt og erklærer lockout, sker det oftest i nedgangstider - f.eks. i 1933 (se Kanslergadeforliget). I den situation vil de ofte fremsætte krav om lønnedgang, og da taber virksomhederne forholdsvis lidt på en standsningen af produktionen. Den største lockout i Danmarkshistorien (1899) havde dog et andet formål - nemlig at knække arbejderbevægelsen (se Arbejdskonflikter i Danmark).

Såkaldte sympatilockouter iværksættes som svar på en strejke. Dansk Arbejdsgiverforening tager da arbejdere ud på andre virksomheder eller i andre brancher, for at fremtvinge en løsning på den oprindelige konflikt. Dette er et almindeligt kampskridt fra arbejdskøbernes side, og skete så sent som under Storkonflikten i 1998.

Siden 2. verdenskrig er lockout-våbnet overvejende blevet brugt ifbm. storkonflikter. I sådanne situationer søger begge sider at udvide konflikten til de områder, hvor modparten står svagest.

Over de sidste 20-30 år er lockout-våbnet dog blevet stadig mere kostbart for arbejdskøberne. Ikke blot mister de i dag produktion (og dermed profitter), men den stadig mere avancerede arbejdsdeling i samfundet og produktion efter Just-In-Time principper, hvor lagrene er reduceret til et minimum, vil lynhurtigt påvirke og standse produktionen på en lang række virksomheder, der ellers ikke var taget ud til lockout. Konsekvensen er, at den enkelte virksomhed meget hurtigt løber en risiko for at miste fremtidige ordrer og kontrakter, og at lockout våbnet bliver langt dyrere for arbejdsgiverne. Under storkonflikten i 1998 var der i industrien derfor meget kritiske røster fremme mod den erklærede lockout, og en række virksomheder truede med at melde sig ud af Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri, for at undgå at skulle gennemføre lockouten.

A.J.