Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Psykologi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 23/10 2003
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Læst af: 17.126
: :
Misundelse

Et udsagn som: «Jeg misunder ham hans gode helbred» betyder ofte det samme som: «Jeg ville ønske, jeg havde en lige så godt helbred som ham», uden betydning ud over dette i f.eks. negativ retning. Ordet «misundelse» anvendes da i samme betydning eller synonymt med ordet «ønske». Det er altså ikke hvad common-sense forstår som «egentlig» misundelse. Der er imidlertid tale om misundelse, når en person, Per, finder det irriterende, oprørende e.l. at en anden person, Karl, har noget, f.eks. en båd, samtidig med at Per selv ønsker sig en båd, men ikke tror at han kan få en. Anderledes: Per er i nogen udstrækning misundelig på Karl, f.eks. mht. en båd, hvis den omstændighed at Per ønsker sig en båd - men ikke tror at han kan få den - udgør såvel en nødvendig som en tilstrækkelig betingelse for, at Per finder det irriterende, oprørende e.l. at Karl (og ikke også han selv) har båd.

Følelserne udtrykker altid en persons opfattelse eller vurdering af, hvor han i en given situation befinder sig med hensyn til virkeliggørelsen af et eller flere projekter - dvs. ønsker, hensigter eller planer. Enhver følelse er med andre ord en logisk konsekvens af 1. personens projekter og 2. personens situationsforståelse m.h.t. disse (se Følelser). Det grundlæggende formål med misundelsen kan beskrives som Pers ønske om, at en anden ikke må få noget, så længe eller såvidt som at Per selv ønsker sig dette, men ikke tror at kan få det. Projektet består altså i et ønske om på rent subjektive præmisser at blive ligestillet med andre, når det gælder tilfredsstillelsen af bestemte ønsker. De reaktioner der melder sig, når personen vurderer sin situation på en sådan måde, at dette projektet ikke er muligt, udgør samlet misundelsen.

Misundelse opleves af de fleste mennesker som en stærkt negativ og moralsk forkastelig følelse. Der er flere grunde til, at oplevelsen af misundelse ofte er knyttet sammen med oplevelsen af skyld og skam:

For det første er der knyttet noget barnligt, primitivt og egocentrisk (selvcentreret) ved misundelsen. Udtrykket «barnligt» er korrekt, fordi den misundelige person synes at acceptere en slutning, som en voksen person under normale omstændigheder betragter som forkert, nemlig: Præmis: «Jeg ønsker mig en båd, som jeg ikke har eller ikke kan få.» Konklusion: «Det er forkasteligt, at Karl har båd.» «Karl fortjener ikke en båd», e.l. Af samme årsag kan man sige, at følelsen er primitiv. Men det er den også, fordi den indebærer en unuanceret og forenklet forståelse af verden: Den misundelige person oplever den anden som konsekvent negativ og aggressionsværdig, uden at tage hensyn til forhold som f.eks. at oplevelsen i høj grad er bestemt af hans egne ønsker, og at følelsen af irritation, oprør e.l. kan mildnes, ved at han kan formår at få opfyldt sine ønsker en gang i fremtiden («her-og-nu» orientering). Den misundelige person kontrolleres med andre ord af «lystprincippet» (som et barn) og ikke af «realitetsprincippet» (som en voksen). Endvidere er den misundelige ofte tilbøjelig til at se bort fra, at den anden måske ikke er bevidst om det, der misundes hende. Det der for en selv kan synes mægtig irriterende, har måske ikke den samme relevans for den anden. Det er dette midlertidige svigt i evnen til at se tingene fra (den) andens synsvinkel, der gør det rimeligt at tale om misundelsen som en egocentrisk følelse.

Det subjektive er det, som helt eller delvist bestemmes af eller dannes af forhold i eller omkring det erkendende subjektet. I forlængelse heraf klæber der derfor også noget subjektivt - en mangel på objektivitet - eller en slags  indelukkethed overfor virkeligheden ved misundelsen som følelsesmæssig tilstand. Det er ikke de faktiske forhold, der bestemmer personens følelse af irritation, oprør e.l., men hans egne ønsker. Så længe Per ikke får sit eget ønske om en båd tilfredsstillet, er det uden videre således, at det er forkasteligt at Karl - og ikke han selv - har båd. Derfor er der noget selvmodsigende i det at hævde, at Per misunder Karl - f.eks. båd - fordi Per har opdaget, at det er objektivt forkasteligt (faktisk uretfærdigt e.l.) at Karl - og ikke han selv - har båd. Det som Per føler i dette tilfælde er nemlig ikke misundelse, men retfærdig harme. Hvis en misundelig person har ret, så er det aldrig i kraft af sin misundelse at han har det - dvs. i kraft af sine egne subjektive præmisser. Hvis han har ret, er det altid på grundlag af fejlagtige, egocentriske præmisser.

For det tredje ligger der også en betydelig indsigt bag talemåden, at «misundelse er roden til alt ondt». Misundelse lader sig ikke forene med nærhed, varme, venlighed, omsorg og solidaritet, men er altid knyttet til afstand, kulde, fjendtlighed, bitterhed, vrede og had i mellemmenneskelige forhold. At misundelsen på denne måde er en klart ondartet følelse, følger logisk af de træk ved den, som vi allerede har peget på. Særligt når vi kombinerer disse træk med det forhold, at en misundelig person på den ene side er frustreret (se Frustration), eftersom han ikke får sine ønsker opfyldt, og på den anden side oplever denne frustration som irriterende eller oprørende. Aggression i form af bitterhed, had, vrede, ja endog raseri og vold, vil altid ligge lige for hånden for en person, som i en egocentrisk og subjektivt farvet sindstilstand oplever en frustration som oprørende. Spinozas definition af misundelse rummer derfor ikke kun en betydelig sandhed. Den ligger også i selve den definition, der her er fremsat:

«Misundelse er had, forsåvidt som den påvirker et menneske på en sådan måde, at det bliver nedtrykt over en anden persons lykkelige skæbne og glad når det opdager, at der tilstøder den anden noget ondt.» («Etikken», Del III.)

W.R.