Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Frankrig
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Jura
   .  Politisk  .  Politiker  .  Parlamentariker  .  Præsident
      .  Indenrigsminister
      .  Justitsminister
    .  Parti  .  Formand
Ideologi  .  Socialistisk  .  Reformistisk  .  Socialdemokrati
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 6/1 2006
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 15.906
: :
Mitterrand, François
Francois Mitterrand
Francois Mitterrand

François Mitterrand (1916-96), fransk socialdemokratisk politiker. Han blev født den 26. oktober 1916 som søn af en stationsforstander. Han blev student og begyndte af studere jura. Som student var han katolik og muligvis monarkist. I 1939 blev han mobiliseret til hæren og kom under 2. verdenskrig i tysk fangelejr, hvorfra det lykkedes ham at flygte til Vichy zonen. Der blev han involveret i modstandsarbejdet og blev efter krigen hædret med modstandsmedaljen.

30 år gammel blev han i 1946 valgt som deputeret for det lille centrum-venstreparti, Union Démocratique et Sociale de la Résistance. Han bevarede denne plads i parlamentet frem til 1981, bortset fra en kort periode i 1958-62. I 1959 blev han valgt som borgmester i Chateu Chinon (Nievre), og denne region forblev hans basis frem til 1981.

Mitterrand var minister i en række af den fjerde republiks regeringer. Først og fremmest indenrigsminister i Mèndes France's regering (1954-55) og senere justitsminister i Guy Molletregeringen (1956-57). Med etableringen af den femte franske republik i 1958 indledte han en langvarig opposition til de Gaulle styret. Han stillede op som præsidentkandidat for den forenede venstrefløj i 1965, og tvang de Gaulle til en overraskende anden valgrunde, hvor Mitterrand fik 44,5 % af stemmerne. Frem til præsidentposten var han venstrefløjens eneste troværdige præsidentkandidat. Han meldte sig først ind i Socialistpartiet (PSF) i 1971, overtog hurtigt lederskabet af partiet og indgik i 72 en alliance med kommunistpartiet (PCF). I 1974 tabte han snævert præsidentvalget til Giscard d'Estaing, men fik 49,2 % af stemmerne. Nederlaget fik dog venstrefløjsalliancen til at bryde sammen. Den blev sammentømret igen i slutningen af 70'erne, og i 81 vandt Mitterrand præsidentvalget med 51,8 % af stemmerne.

De følgende 14 år - i to perioder - var Mitterrand Frankrigs præsident. De første år med kommunistisk deltagelse i regeringen og i 1984-86 i teknokratisk reformistiske regeringer. Ved parlamentsvalget i 86 tabte venstrefløjen til nygaullisten Jacques Chirac. Det indledte en unik periode med en socialdemokratisk præsident og en konservativ premierminister, men det var Mitterrand der kom bedst ud af denne såkaldte «Cohabitation». Han vandt en jordskredssejr (54%) over Chirac ved præsidentvalget i 88. Næsten 80 år gammel var Mitterrand dog meget syg i slutningen af sin præsidentperiode. Ved valget i 95 blev venstrefløjen besejret af Chirac, og Mitterrand kunne trække sig tilbage. Han døde få måneder senere - 8. januar 1996.

I efterkrigstidens Frankrig er Mitterrand kun politisk blevet overgået af de Gaulle, omend Mitterrand sad i længere tid på præsidentposten. Med sin samlende personlighed bar han en betydelig del af æren for, at det allerede i 60'erne lykkedes at etablere venstrefløjsalliancer - i en periode der stadig var præget af intens koldkrigspropaganda. Alliancer der i sidste ende bragte ham selv og venstrefløjen til magten. Hans forsøg på omfattende økonomisk omstilling af Frankrig i 1981-84 med betydelige nationaliseringer af økonomiske nøglesektorer løb dog ud i sandet. Dels pga. sabotage fra borgerskabet, fordi den eksisterende socialdemokratiske statsinterventionspolitik der var udviklet allerede i 30'erne med den kapitalistiske krise også selv var i dyb krise. Og endelig var Mitterrand ikke villig til at tage et skarpere opgør med det franske borgerskab. De forhåbninger der blev vagt på venstrefløjen til venstre for Socialdemokratiet - også langt udenfor Frankrigs grænser - led derfor hurtigt skibbrud.

Mitterrand var forfatter til en række bøger: Le coup d'etat permanent (1964), Ma part de vérité (1969), Un socialisme du possible (1970), La rose au poing (1973), La paille et le grain (1975), Politique (1977), L'Abeille et l'Architecte (1978), Ici et maintenant (1980).

A.J.