Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 15.257
: :
Monokultur

Monokultur er betegnelsen for et landbrugssystem baseret på at der dyrkes samme afgrøde på samme jordstykke år efter år. Der er her ikke tale om den traditionelle vekslen mellem forskellige afgrøder, som ellers kendetegner de fleste dyrkningssystemer. Ved at satse på samme afgrøde kan driften gøres meget rationel og i nogle tilfælde fuldt ud mekaniseres. Monokultur findes derfor også oftest på store, kommercielle landbrug, hvor kravet om høj profit er stort. Hos småbønder der også producerer til selvforsyning, finder vi sjældent denne dyrkningsform. Dette hænger også sammen med, at småbønder har et mere langsigtet og økologisk perspektiv på det at udnytte en jordejendom end landbrugsfirmaer.

Den almindeligste form for monokultur er plantagedrift. Dette er ofte træ- eller buskplanter med lang levetid. Rødderne går ofte dybt ned og kan hente næring op fra dybere jordlag. Man opnår derved ikke den kraftige udpining af jorden, der ellers er tilfældet ved kontinuerlig dyrkning af årlige afgrøder. Efter længere tid sker der imidlertid en vis udpining, særligt ved afgrøder der ensidigt udnytter bestemte næringsstoffer i jorden. Det gælder bl.a. te, kaffe og gummi. Plantagejord i tropisk Afrika og Sydamerika (Amazonas) må normalt ligge brak i længere tid, før den igen kan tages i brug til fødevareproduktion.

Den anden form for monokultur er højt mekaniseret dyrkning af års afgrøder på store arealer. Det fører til stærk udpining af jorden. Allerede efter 3-4 år er udbyttet sunket så meget, at nye områder må tages i brug. Denne form for monokultur har været særlig udbredt i Mellemamerika og Vestafrika, hvor nordamerikanske og europæiske fødevarefirmaer opdyrker store områder med soyabønner, jordnødder, grøntsager e.l. Jagten på kortsigtet profit har her ført til, at store landområder på kort tid tømmes for deres næringsindhold. Dette er blevet kaldt «land mining», og har i flere områder ført til, at ørkenområderne har spredt sig. Landbrugsprodukterne er i de fleste tilfælde blevet ført ud af landene i råform for at blive videreforædlet i firmaernes egne anlæg i USA og Europa. Produkterne forarbejdes til mad og foder for indbyggere og husdyr i de rige lande, og giver firmaerne enorme fortjenester. Lande der er blevet ødelagt ved denne form for monokultur er ofte savanne eller steppe. Hvis de ikke omdannes til ørken, må de ofte ligge brak i 10-12 år før de atter kan tages i brug til madproduktion. (Se Erosion)

En tredje form for monokultur er vådrisdyrkningen i Syd- og Østasien. Ris er enkelte steder blevet dyrket på det samme område i tusinder af år uden at høsten går ned. Faktisk er det ældste risland ofte det bedste. Dette hænger sammen med, at jorden her tilføres tilstrækkelig næring gennem irrigationsvandet.

De uheldige virkninger af monokultur kan i nogen grad modvirkes gennem anvendelse af gødskning. Dette kan forlænge udnyttelsestiden for et jordstykke. For års afgrøder er det imidlertid vanskeligt at afværge mangel på et eller flere mikronæringsstoffer allerede efter et par år. Ved veksling mellem forskellige afgrøder udnytter man meget bedre den tilførte gødning end ved monokultur. Dette gør, at det ikke er særlig lønsomt at gøde, hvis der findes nyt tilgængeligt land. Dette er tilfældet i Amazonas og Vestafrika.

Monokultur fører også til udvikling af sygdomme og parasitter i jorden. Det er ikke i samme grad tilfældet ved afveksling mellem forskellige afgrøder. Kraftige parasitangreb og udvikling af resistens mod insektmidler har i mange tilfælde gjort plantagedrift direkte ulønsom. Udviklingen af kraftigere insektmidler, sterilisering af hanner, udsætning af rovparasitter m.m. kan i nogen grad forsinke nedlæggelsen af en plantage, men er kun i begrænset omfang lykkedes.

Stærk mekanisering af landbruget kræver i mange tilfælde monokultur for at være lønsom. Imidlertid synes det nu klart, at der findes en grænse for, hvor langt denne dyrkningsform kan drives, før den kommer i konflikt med grundlæggende økologiske processer.

A.Sa.


Litteratur

F. M. Lappe og J. Collins: Food First; Beyond the Myth of Scarcity, New York 1977.