Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 23/10 2003
Læst af: 40.780
: :
Oprustning
Her sejler 3.000 børnehaver og 2.000 skoler. Nordamerikansk atomubåd.
(Solidaritet)

Hovedtrækkene ved oprustningen efter 2. verdenskrig har været en sammenhængende vækst i militærudgifterne, en hastig vækst i våbenlagrene, en optrapning i de moderne våbens ødelæggelseskraft og en stadig forbedring af våbenteknologien. På alle disse områder har oprustningen nået højder uden sidestykke i verdenshistorien.

Udgifter, lagre, teknologi

Militærudgifterne var i 1976 i faste priser næsten fire gange så store som i årene umiddelbart efter 2. verdenskrig. De udgjorde 330 milliarder dollars i løbende priser. Et beløb svarende til bruttonationalproduktet for to milliarder mennesker i de fattigste lande i Asien, Afrika og Latinamerika - dvs. halvdelen af verdens befolkning. Gennemsnitlig er militærudgifterne i verden i perioden siden 2. verdenskrig steget med 4,5 % årligt - regnet i faste priser.

De store industrinationer har ført an i rustningskapløbet. USA og Sovjetunionen stod frem til slutningen af 80'erne for til sammen omkring 60% af udgifterne - og sammen med de andre medlemmer i de to NATO og Warszawapagten for 80%. Lande i den tredje verden stod for 10% og Kina for omkring 6%. Den generelle tendens har dog været en vis tilbagegang i militæralliancernes andel, og en tilsvarende øgning for lande i den tredje verden.

Dette afspejles bl.a. i en kraftige stigning i våbenhandelen, som nu nærmer sig 100 milliarder kroner om året. Frem til slutningen af 80'erne var de vigtigste sælgerlande USA, Sovjetunionen, Frankrig og Storbritannien, men siden sammenbruddet i Østblokken og Golfkrigen i 1991 har USA siddet på 70-80% af våbenhandelen.

Endnu mere dramatisk har udviklingen været i sprængkraften i de lagrede våben. Den største konventionelle bomber som blev brugt under 2. verdenskrig, havde en styrke på 10 tons TNT. Den første atombombe som blev kastet over Hiroshima, havde en sprængkraft på 15 000 tons TNT (15 kilotons). I dag kan et sprænghovede i atommagternes arsenaler nå en styrke på 30-40 millioner tons TNT (30-40 megatons). Til sammenligning kan nævnes, at den samlede sprængkraft i alle de bomber USA kastede over Tyskland og Japan under 2. verdenskrig svarede til to megatons. Naturligvis kan ingen forudsige følgerne af en krig, hvor sådanne forfærdelige våben anvendes. Størrelserne overstiger menneskelig fatteevne. (Se Atomvåben)

Det findes langt over titusinde atomare sprænghoveder i atommagternes våbenlagre. Op til 15% af disse sprænghoveder hører til kategorien strategiske våben, resten hører til klassen af såkaldte taktiske atomvåben, med en kort eller mellemlang rækkevidde, men med en sprængkraft som kan overgå flere bomber af Hiroshimastørrelsen. Dette dødelige potentiale er i stand til at ødelægge menneskeheden flere gange.

Alligevel afspejler tallene for våbenlagrene og total sprængstyrke ikke fuldstændig den opsigtsvækkende omformning af den militære ødelæggelsesevne som foregår for tiden. Det er ikke kun et spørgsmål om atomalderens indtog, men om en hel teknologisk revolution. Kernevåben er altid blevet lavet for at blive anvendt, men med ny teknologi er disse våben blevet stadig mere effektive og praktisk anvendelige. Rustningskabløbet er i dag faktisk mere et kapløb om teknologi end om omfang. Der fokuser især på forbedret fart, præcision, styring, manøvredygtighed, rækkevidde, forholdet mellem vægt og størrelse, sårbarhed, automatisering osv. Der er ingen grænser for, hvordan disse egenskaber kan kombineres for at forbedre effektiviteten.

Det teknologiske kapløb er ikke kun afgrænset til kernevåben. Udfra erfaringerne fra krigsskuepladserne i Indokina og Mellemøsten er der udviklet fuldstændig nye konventionelle våben. De har revolutioneret den konventionelle krigsføring og introduceret begrebet «den automatiserede slagmark».

Den grundlæggende målsætning er at erstatte den enkelte soldat med højt udviklet teknologi så langt det er muligt. Automatisering sker indenfor alle faser af konflikten, fra efterretningsvirksomhed gennem lokalisering og ødelæggelse af fjenden til overvågning af ødelæggelsen i slutfasen. Til dette formål er det nødvendigt at anvende meget følsomt elektronisk udstyr indenfor et bredt spektrum af våben og tekniske indretninger, som varslingsapparater, radar, detektorer, målsøgende mekanismer og datastyret kontrol af ildgivningen.

Et eksempel på sådanne nye våbensystemer som kan anvendes både til konventionelle og atomare våben, er såkaldte præcisionsvåben. Tidligere var det nødvendigt at kaste tusindvis af bomber for at opnå et direkte træf. I dag kan det være tilstrækkeligt med en eneste præcisionsbombe eller -raket. Denne teknologi er baseret på anvendelsen af satellit-, laser- eller elektrooptisk styring. Den blev første gang anvendt i de «smarte» bomber, som amerikanerne anvendte i Indokina, senere i Mellemøsten i 1973 og senest i Golfkrigen og USA's efterfølgende afprøvning af nye våben på Iraq. Også andre nye konventionelle våben har bidraget til at omforme den konventionelle krigføring: Fragmentationsbomber, brandbomber (og napalm), fjernstyrede køretøjer, moderniserede fly, kanonbåde, tanks, helikoptere og marinefartøjer har gjort ødelæggelserne voldsommere.

Dynamikken i oprustningen

Verden har specielt siden 2. verdenskrig været inde i et våbenkapløb, som kan synes uforståelig og fornuftsstridig. På den ene side bliver det åbent indrømmet, at ophobningen af avancerede, ødelæggende våben ikke fremmer sikkerheden. Indføringen af de interkontinentale raketter medførte tværtimod at sikkerheden blev reduceret. Samtidig er der tilsyneladende en modsætning i det faktum, at våbenkapløbet fortsætter stort set uformindsket, trods beslutningerne de seneste 25 år om at begrænse oprustningen og trods de fortsatte nedrustningsforhandlinger. En del af forklaringen ligger i oprustningens dynamik i vore dage. Den har en tendens til at få sin egen dynamik og unddrage sig samfundsmæssig kontrol.

Dynamikken i vore dages oprustning adskiller sig i flere henseender fra tidligere tiders rustningskapløb. De nye faktorer som presser på er knyttet til det forandrede ideologiske klima, den dominerende militære doktrin, den nye teknologiske situation, og sidst men ikke mindst de stærke samfundsmæssige og politiske interesser som er involveret.

De kræfter som fremmer oprustningen er:

  1. høj intensitet i samspillet mellem dem som opruster mod hinanden (aktion-reaktion),
  2. doktrinen om afskrækning og terrorbalance,
  3. måden hvorpå den militære forskning og udvikling fungerer
  4. alliancen mellem økonomiske, politiske og militære kræfter kendt under begrebet det militært-industrielle, teknologiske og bureaukratiske kompleks.

Historisk set har aktions-reaktionsmønstret været viet den største opmærksomhed, og det er ofte den centrale forklaringsfaktor i fænomenet våbenkapløb. Drevet af rivalisering, mistanke og frygt har to nationer eller alliancer en tendens til en stadig oprustning. I denne proces reagerer de ikke kun på træk fra modstanderen, men de overreagerer systematisk på disse træk. På denne måde bliver en kædereaktion sat i gang, som skaber en rustningsspiral.

En vigtig del af denne dynamik er hemmelighedskræmmeriet i sikkerhedsspørgsmål. Hemmeligholdelsen skaber en tilbøjelighed til gambling og overreaktion, avler mistillid og uro og bliver således i sig selv en kraft som fremmer oprustningen. Specielt efter 2. verdenskrig er denne dynamik blevet forstærket af ideologiske uoverensstemmelser og sammenstød mellem forskellige politiske og sociale systemer. Meget af det mistænksomme og skræmte klima stammer fra «jerntæppe»-tankegangen, fra vold udøvet af statslige myndigheder og fra stivbenede politiske dogmer. Alt dette tenderer mod at producere uvirkelige og overdrevne billeder af fjenden, som tjener til at opretholde og eviggøre konflikterne.

Indenfor den ideologiske militær-politiske overbygning findes der i dag en anden drivkraft bag oprustningen: Den herskende doktrin om afskrækning. Afskrækning er primært atomalderens udgave af en teori, som gennem historien har vist sig at slå fejl, nemlig «fred gennem styrke».

Den aktuelle udgave af denne teori er doktrinen om garanteret gensidig ødelæggelse (Mutual Assured Destruction, MAD). Ifølge denne doktrin bør parterne i det atomare våbenkapløb udvikle tilstrækkelig gengældelseskraft, således at de er i stand til at påføre modstanderen uudholdelige skader i tilfælde af krig. Dette gør det nødvendigt at oprette et permanent trusselssystem, som fremmer en stadig oprustning. Selv om det i offentligheden bliver præsenteret som en måde at bevare freden på, er afskrækning pr. definition snarere en tilstand af permanent forberedelse til krig.

Supermagterne synes aldrig at være tilfredse med de våben de har. Der tales om at nå et «tilstrækkeligt» niveau, mens de i virkeligheden uafladeligt presser på for at udvikle flere og bedre våben. I løbet af oprustningsprocessen blev kapløbet kanaliseret ind i forsøg på at opnå evnen til at gennemføre overrumplingsangreb («first strike»).

Når vi går videre fra overbygningen og i retning af det materielle grundlag for oprustningsprocessen, støder vi i første omgang på det enorme etablerede militære forsknings- og udviklingskompleks. Omkring en halv million videnskabsmænd og teknikere verden over vier al deres dygtighed og alle deres anstrengelser til at videreudvikle eksisterende eller opfinde nye typer og systemer af våben. Hver fjerde videnskabsmand og tekniker i verden arbejder indenfor denne type forskning. Dette må naturligvis skabe dramatiske resultater. Det er en indikation på, hvilken materiel kraft som driver oprustningen.

Det nuværende omfang af militær forskning og udvikling er et forholdsvis nyt internationalt fænomen. Det voksede hurtigt efter anden verdenskrig og afspejler skiftet i våbenkapløbet fra kvantitet til kvalitet. Mens forskningen før verdenskrigen forbrugte omkring 1% af rustningsudgifterne, er det nu oppe på ca. 15%. Det værste er næsten, at denne militære forskning og udvikling har en tendens til at handle uafhængig af udviklingen på den internationale politiske arena - som f.eks. forhandlinger for at reducere spændingen eller aftaler om våbenkontrol. Våbenkapløbet kapsler sig på denne måde ind og udvikler en egen dynamik.

Tre træk i den måde militærforskningen og -udviklingen fungerer på, har en særlig betydning:

  1. Impulsen i retning af teknologisk konkurrence,
  2. Den lange tid det tager at udvikle og producere et nyt våbensystem og
  3. Det såkaldte «follow-on»-imperativ - kravet om at «opfølge».

Omfanget af den militære forskning og udvikling, interesserne indenfor næsten alle grene af videnskaben, det militære engagementet i et utal af forskningsprojekter ved universiteter, nøglelaboratorier og uddannelsesinstitutioner har skabt en situation, hvor den militære forskning og udvikling har langt større indvirkning end dens rent militære rolle umiddelbart skulle retfærdiggøre. Den indtager i dag en afgørende rolle indenfor videnskab og teknologi. Den former forskningens retning og bidrager til at skærpe en atmosfære af international konkurrence.

I jagten på teknologiske nyskabelser afventer den militære forskning og udvikling ikke nødvendigvis vigtige fremskridt hos modstanderen. Den reagerer oftere på egne fremskridt i de forskellige nationale forskningscentre. Der foregår i den forbindelse en bitter konkurrence mellem tjenestegrenene - hæren, luftvåbenet og flåden - de forskellige industrier og de forskellige forskningscentre. Dette kapløb antager både nationale og internationale dimensioner.

Endnu et kendetegn ved den militære forskning og udvikling er den lange udviklingsproces for moderne våben. Det tager op til 10 år fra de indledende opdagelser til man behersker brugen af dem praktisk og kan producere nye våben. Denne lange produktionstid og produktionscyklus tjener til at sikre stabilitet og kontinuitet - både for de militære forskningskredse og for incitamentet til yderligere oprustning.

Udviklingen af nye våben foregår indenfor et lukket miljø, uafhængigt af hvilke politiske tiltag der gøres udenfor, eller af om det foregår forhandlinger om rustningskontrol. Resultatet er, at nye våbensystemer har en tendens til at underminere forsøgene på at gennemføre rustningsbegrænsning. Når visse kategorier af våben bliver forældet, er aftaler om disse våben ligegyldige. Erfaringen har vist, at hastigheden indenfor våbenudvikling er langt højere end hastigheden i nedrustningsforhandlingerne.

Endnu et træk ved måden som militær forskning og udvikling fungerer på, styrker tendensen til oprustning. Det er det såkaldte krav om at «følge op». Til en vis grad er det en variant af Parkinsons lov om spontan og voldsom vækst i institutioner. Indenfor militær forskning og udvikling overgår institutionernes livskraft langt det gennemsnitlige. For det første må de med deres specialiserede arbejdskraft holdes i en konstant beredskabstilstand. For det andet indebærer engagementet i mange projekter og forskningsretninger en stadig vækst i udstyr og tilstrømning af folk. Militær forskning og udvikling har en tendens til at vokse og sprede sig hurtigt. Dette er især tilfældet med stormagterne, som med deres store militære forsknings- og udviklings «establishments» bestemmer takten i oprustningen i verden. Endelig finder drivkræfterne bag oprustningen stærk støtte i alliancen mellem det militære, industrielle, teknologiske og bureaukratiske kompleks.

Det var Eisenhower som i sin fratrædelseserklæring som USA's præsident formulerede begrebet «det militær-industrielle kompleks», som en mægtig drivkraft bag oprustningen. Når man studerer forholdene nøjere, bliver det nødvendigt at udvide begrebet til også at omfatte militær forskning og udvikling samt det statslige politiske bureaukrati. Disse fire danner til sammen det militær-industrielle, teknologiske og bureaukratiske kompleks - en frygtindgydende kraft bag oprustningen. Den materielle basis er her strukturelt forbundet med den politiske overbygning i en fælles indsats for at få oprustningen til at fortsætte.

Alle fire «establishments» har deres egne grunde til at være interesseret i militær styrke, og udøver indflydelse både på egen hånd og ved at forstærke hinanden. I de moderne stater findes der forskellige udgaver af disse «establishments». De kan optræde forskelligt, fremgangsmåden behøver ikke altid være den samme, men motivationen er den samme.

De interne kræfter som er i gang gør, at egendynamikken i oprustningen i dag er af større betydning end den påvirkning som kommer fra militære doktriner eller fra virkningen af «aktion-reaktion». Dette kan delvis tjene som en forklaring på, at der foregår politisk afspænding, samtidig med at rustningskapløbet fortsætter. Det er oplagt, at ethvert forsøg på at få bremset oprustningen og indlede nedrustning ikke kan lykkes, uden at tage de herskende strukturer og kræfter med i betragtning som trækker i retning af fortsat oprustning.

Under indtryk af rædslerne fra anden verdenskrig og udviklingen af atomvåben, tog stormagterne og medlemmerne af FN efter krigen fat på forhandlinger om afrustning og afskaffelse af atomvåben. Men med væksten i atomlagrene og med en teknologi som gjorde våben mere anvendelige, vægrede supermagterne sig ved at give afkald på deres nyanskaffede militære styrkemidler. Selve nedrustningsbegrebet blev svækket og erstattet af en målsætning om nedrustningskontrol - dvs. et samordnet forsøg på at regulere rustningen for at reducere sandsynligheden for krig, sænke omkostningerne og begrænse ødelæggelserne i tilfælde af krig.

Nedrustning og afrustning blev opgivet som umiddelbare målsætninger. I stedet rettede forhandlingerne sig mod at moderere opbygningen af våbenlagre og mod i fællesskab at styre oprustningen fra stormagternes side. Mens de i ord bekendte sig til målet om «generel og fuldstændig nedrustning», betød rustningskontrol i virkeligheden en rationalisering og en legitimering af oprustningsprocessen.

Nedenfor findes en oversigt over aftaler om rustningskontrol og afrustning som gjaldt i 1977:

I. Flersidige (multilaterale) aftaler
1. Atomvåben
1.1 Den delvise prøvestopaftale, 5. august 1963. Forbyder atomvåben prøvesprængninger i atmosfæren, i det ydre verdensrum og under vand.
1.2 Ikke-spredningstraktaten, 1. juli 1968 Forbyder overføring af og søger at hindre spredningen af atomvåben.
2. Kemiske og bakteriologiske våben
2.1 Geneve-protokollen, 17. juni 1925. Forbyder bakteriologiske metoder for krigsførelse og anvendelse af kvælende, giftige og andre gasser i krig.
2.2 Konvention om forbud mod bakteriologiske våben, 10. april 1972. Forbyder udvikling, produktion og lagring af bakteriologiske (biologiske) våben og giftvåben og foreskriver at de skal ødelægges.
3. Aftaler om ikke-oprustning af visse regioner og uberørte områder
3.1 Antarktis-traktaten, 1. december 1959. Forbyder ethvert tiltag af militær art, indbefattet afprøvning af alle former for våben i arktiske områder.
3.2 Traktaten om Latinamerika som atomvåbenfri zone (Tlatelolcotraktaten), 14. februar 1967. Erklærer Latinamerika som atomvåbenfri zone. Blandt lande som ikke fuldt ud anerkender traktaten, er Argentina, Brasilien og Chile.
3.3 Traktaten om det ydre verdensrum, 27. januar 1967. Forbyder placering af atomvåben og andre masseødelæggelsesvåben i baner omkring jorden, på himmellegemer eller i verdensrum.
3.4 Havbundstraktaten, 11. februar 1971. Forbyder installering af atomvåben eller masseødelæggelsesvåben på havbunden og under denne.
3.5 ENMOD (environment modification) konventionen, 18. maj 1977. Forbyder påvirkning af miljøet til militære formål.
II. Tosidige (bilaterale) aftaler mellem USA og Sovjetunionen
1. Begrænsning af risikoen for atomkrig
1.1 «Hot-Line»-aftalen, 20. juni 1963. Oprettet direkte telegraf/fjemskriverforbindelse til brug i krisesituationer.
1.2 Aftalen om modernisering af «Hot-Line», 30. september 1971. Suplerer «Hot-Line» med to ekstra linier som benytter kommunikationssystemet via satellit, og med et flerdobbelt modtagersystem i hvert land.
1.3 Aftale om atomuheld, 30. september 1971. Foreskriver tiltag for at reducere risikoen for atomkrig, herunder sikkerhedsforanstaltninger mod at bruge atomvåben ved et uheld.
1.4 Aftale om afværgning af atomkrig, 22. juni 1973. Foreskriver tilbageholdenhed og indtrængende konsultationer for at undgå risikoen for atomkrig.
1.5 Aftale om afværgning af sammenstød på og over åbent hav, 25. maj 1972. Foreskriver tiltag som skal garantere sikkerheden ved skibsfart og militær flyvning på og over åbent hav.
2. Forhandlinger om begrænsning af strategiske våben (Strategical Arms Limitation Talks: SALT)
2.1 Traktaten om anti-balistiske raketter (ABM traktaten, SALT I), 26. maj 1972. Begrænser udbredelsen af «Anti-Ballistic Missile» (ABM) systemer. Dvs. at anlæg rettet mod Interkontinentale balistiske missiler (ICBM) skal begrænses til to områder: Hovedstaden og et sted til.
2.2 Protokol om antiraketkrig (ABM), 3. juli 1974. Begrænser ABM systemerne til et sted i hvert land.
2.3 Midlertidig aftale om begrænsning af strategiske offensive raketter (SALT I), 26. maj 1972. Foreskriver for begge parter 5 års fastlåsning af det samlede antal af faste ICBM's på land og af raketter affyret fra undervandsbåde (SLBM).
2.4 Vladivostok aftalen (SALT II), 24. november 1974. Foreløbig aftale om videre forhandlinger i perioden frem til 1985; Sætter et loft på ialt 2400 strategiske våbenbærere, dvs. ICBM, SLBM og tunge strategiske bombefly; 1320 af disse kan udstyres med flere uafhængige atomvåben (MIRV).
3. Atomvåbenprøver
3.1 Tærskelaftalen, 3. juli 1974. Begrænser atomvåbenprøver under jorden til en styrke på under 150 kilotons, fra og med april 1976.
3.2 Traktat om kernefysiske eksplosioner under jorden til fredelige formål, 28. maj 1976. Foreskriver en grænse for «individuelle» eksplosioner til fredelige formål på 150 kilotons, for «gruppe» eksplosioner på 1500 kilotons.

Bortset fra konventionen om bakteriologiske våben foreskriver ingen af de ovenfor nævnte aftaler, at eksisterende våbenlagre skal afskaffes eller reduceres. En del af aftalerne har karakter af politiske erklæringer (II,1). De anbefaler tilbageholdenhed i militære tiltag og fastlægger oprettelse af kommunikationslinier til brug ved krisesituationer. En anden gruppe er aftalerne om ikke-oprustning, som har til formål at holde atomvåben og andre masseødelæggelsesvåben borte fra visse geografiske områder, verdensrummet og havbunden - områder af ringe umiddelbar interesse for militæret (I,3).

En væsentlig del af aftalerne er kendetegnet af delskridt og halve tiltag. De pålægger mindre vigtige indskrænkninger samtidig med at de legaliserer militær aktivitet på områder af central betydning for videre udvikling af dødbringende våben. Dette er særligt tilfældet med aftalerne, som angår atomprøvesprængninger og ikke-spredning (I,1 og II,3). I samme gruppe finder vi de tosidige SALT aftaler mellem USA og Sovjetunionen, som har til formål at lægge et kvantitativt loft over antallet af strategiske våben, mens de udtrykkeligt godkender et kapløb om kvalitet (II,2). Endelig er der to aftaler som omhandler kemiske og bakteriologiske våben, og som repræsenterer det længste staterne er kommet i retning af nedrustning.

Genèveprotokollen af 1925 er endnu det eneste eksempel på en forpligtigelse til ikke at være den første til at anvende masseødelæggelsesvåben. Ingen tilsvarende aftaleforpligtelse eksisterer med hensyn til atomvåben. Mens der er opnået enighed om at forbyde udviklingen af bakteriologiske våben og ødelægge lagrene af disse, findes der ingen tilsvarende aftale når det gælder kemiske våben. Dette afdækker endnu engang bristerne i forhandlingerne om rustningskontrol: Mens de bakteriologiske våben er af mindre betydning og aldrig blev anvendt, har brugen af kemiske våben en lang historie bag sig og udgør i dag en akut fare i den moderne krigsføring.

Aftaler som tenderer mod at skabe tilbageholdenhed og begrænse omfanget af oprustningen, kan være af en vis værdi, selv om de går ud fra deltiltag. Det er grund til at hilse dem velkommen, men kun hvis de virkelig fører til nedrustning. Hvis de kun bidrager til at holde udviklingen i skak, er de naturligvis på længere sigt formålsløse og endog skadelige. Faktum er, at de aftaler om rustningskontrol som er blevet indgået i de senere år ikke har skabt noget større ophold i våbenkapløbet.

På visse felter er oprustningen til og med blevet intensiveret. Den delvise prøvestopaftale fra 1963 forbød atomvåbenprøver i atmosfæren. Det var et godt tiltag for at beskytte miljøet, men legitimerede samtidig fortsatte våbenprøver under jorden. Prøvevirksomheden blev faktisk mere intens efter 1963. I 1972 begrænsede tærskelaftalen våbenprøverne til en størrelse af 150 kilotons. Men dette indebar ingen kontrol med udviklingen af atomvåben. Den afspejlede blot ændringen i våbenkapløbet fra kvantitet til kvalitet. Et MIRV sprænghovede med en sprængkraft på op til 150 kilotons - dvs. 10 gange så stor som Hiroshimabomben - er et af de mest avancerede atomvåben, som har eksisteret til dags dato.

Man kan pege på andre delvise tiltag for at kontrollere oprustning, som virker som begrænsninger, men som faktisk ikke lagde materielle restriktioner på oprustningen. Havbundstraktaten fra 1971 forbød anlæg af faste kernefysiske installationer på havbunden, hvilket imidlertid ikke har særlig interesse for militæret. Men den forbød ikke militariseringen af verdenshavene - f.eks. den stigende trafik af ubåde med atomvåben.

Ikke-spredningstraktaten forbød overføring af atomvåben til stater, som ikke har dem i dag. Men den lagde ingen begrænsninger på atommagternes ret til at perfektionere disse våben. Sandt nok forpligtede disse sig i artikel VI i traktaten til at stoppe atomvåbenkapløbet og til nedrustning, men trods traktaten fortsatte kapløbet mere desperat end nogensinde.

En grundig analyse af rustningskontroltiltagene i de senere år viser klart, at drejningen i retning af rustningskontrol betød et tilbagetog for nedrustningsarbejdet. For at bremse våbenkapløbet er det nødvendigt med en fundamental omorientering. Delvise tekniske løsninger som blot berører overfladen af problemerne og ikke griber ind i de strukturelle rødder er åbenbart utilstrækkelige.

Menneskeheden betaler en høj pris for oprustningen. Omkostningerne er af økonomisk, politisk, social, og sikkerhedsmæssig art. I sidste instans står menneskenes mulighed for overlevelse på spil. Men også set ud fra de mest påtrængende øjeblikkelige opgaver som verdens nationer står overfor er udfordringen enorm. Verden kan umuligt fortsætte med at bortødsle sine materielle ressourcer og sine største menneskelige færdigheder på oprustning og samtidig være i stand til at løse sine kæmpemæssige økonomiske og sociale problemer.

M. T.


Litteratur

Stockholm International Peace Research Institute: World Armaments and Disarmament. SIPRI Yearbooks, Stockholm 1972-1976.
M. Thee (red.): oprustning og nedrustning i atomalderen, Oslo 1979.
G. Garbo: oprustet og forsvarsløs, Oslo 1975.