Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
    .  Humaniora  .  Filosofi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 20.303
: :
Retfærdighed

Dike var det ord, som oldtidens grækere anvendte om det, vi kalder retfærdighed. Sprogligt var udgangspunktet for dike en tvedeling. Dommeren blev kaldt «en som kløver ting i to» (dichastes). Ud fra dette udviklede Aristoteles en teori om retfærdigheden, som blev tæt knyttet til begreberne lighed og fordeling. Det førte atter til en tvedeling i fordelingsretfærdighed og ligevægtsretfærdighed. Disse begreber er blevet videreudviklet og anvendt af flere moderne tænkere.

Ligevægtsretfærdighed er noget der gælder forholdet mellem to parter, der har en indbyrdes relation - f.eks. ved at udveksle eller bytte noget med hinanden. Det retfærdige bytteforhold fremkommer, når ydelse og modydelse svarer til hinanden - er lige. Prisen skal svare til varens værdi, erstatningen til skaden, straffen til forseelsen.

Fordelingsretfærdighed forudsætter i sin yderste konsekvens, at man bringer en tredje instans ind i billedet. En distributør der fordeler goder eller byrder mellem to eller flere andre. Det kan være en af forældrene, der uddeler lommepenge eller ros og ris til sine børn, en lærer der giver karakterer til sine elever, en arbejdsgiver der fordeler arbejdsopgaver og løn til de ansatte, en lovgiver der fordeler goder og byrder i befolkningen.

Den retfærdige fordeling er den der behandler det lige lige. Betyder det så ikke, at begrebet retfærdighed er indholdstomt og blot skubber problemet videre til et spørgsmål om, hvad der er lige? Alf Ross har hævdet, at der ikke ligger andet i retfærdighedens idé og lighedsidealet, end at regler skal anvendes korrekt. Der må regler til for at fastslå, hvilke kendetegn ved en handling, en person eller en situation man bør holde sig til ved bedømmelsen af, hvad der er lige og hvad der er ulige.

Dette er imidlertid ikke så trivielt som det kunne synes. At tænke i retfærdighedens kategorier er nemlig ikke den eneste vej til løsningen af et fordelings- eller ligevægtsproblem. Juristens og moralistens metode er ikke den eneste mulige. Lægen arbejder f.eks. ofte ud fra en anden model. For ham er det ikke så vigtig, at lige sygdomme skal behandles lige. Hvis han ud fra sin diagnose og prognose i et sygdomstilfælde mener, at det er bedre at gøre noget andet end det andre kollegaer gør, da vil lighedsidealet ikke hindre ham i det. Han handler ud fra en målrettet hensigtsmæssighed, ikke ud fra hensynet til retfærdighed. Dette adskiller hans metode fra dommerens fremgangsmåde. Lighed for loven er et grundlæggende retfærdskrav. Lighed for lægen er ikke blevet tillagt samme betydning. Men efterhånden er der udviklet et krav om alle borgeres lige adgang til sundhedsressourcerne. Det betyder imidlertid ikke, at alle skal have den samme behandling. Man forventer en individualiserende diagnose fra lægens side, således at hver patient - ideelt set - behandles ud fra sin særegne situation.

Pointen er, at beslutninger taget ud fra en anden retfærdsmodel med regelanvendelse, kan føre til helt andre fremgangsmåder og resultater end den kausalvidenskabelige, medicinske, tekniske, eller økonomiske model, som sigter mod en hensigtsmæssig realisering af et mål. Hensigten helliger ikke midlet, når man argumenterer med begrebet retfærdighed. Derfor er det et praktisk vigtig standpunkt, hvis man vil fjerne henvisningen til retfærdighed fra samfundsdebatten, da begrebet ikke løser spørgsmålet om hvad der er lige og hvad der er ulige.

Forskellige principper

I praksis må man selvfølgelig gå videre og finde ud af, hvad der er de vigtige og rigtige kendetegn, når vi sammenligner ydelser og modydelser og tager stilling til fordelingen af goder og byrder. To hovedprincipper er ofte blevet stillet op overfor hinanden. På den ene side står Aristoteles' princip: Til enhver efter stilling og rang; I moderne form: Til enhver efter ydelse og evner. Det bliver i vore dage ofte udtrykt som et krav om, at alle skal have lige chancer, samtidig med at resultatet kan blive meget uens som følge af konkurrencen. Overfor dette står Marx' berømte princip: «Fra enhver efter evne, til enhver efter behov».

Megen samfundsdebat og politisk strid kan ses som en uddybelse og anvendelse af disse principper. Det er sjældent, at et af dem fremføres i rendyrket form. De optræder i kombinationer - også med andre principper. Det ene af disse er den absolutte lighed, som principielt gælder statsborgerne. En del statsborgerlige rettigheder og pligter bliver givet og pålagt borgerne, uafhængig af evner og ydelser og uafhængig af behov - f.eks. stemmeretten. Et fjerde princip bygger på, at der ved fordelinger bør tilstræbes resultatlighed. Dette lighedsbegreb er f.eks. blevet anvendt ifbm. argumentation for tiltag til forbedring af etniske minoritetsgruppers eller kvinders situation. Det er ikke tilstrækkelig, at de får de samme chancer som andre. Særfordele - som ved radikal kønskvotering - må til for at de tilsidesatte grupper skal opnå en reel ligestilling.

Marx' princip om at enhver skal modtage efter behov, er det der ligger til grund for sundhedssystemet, men har derudover ringe gennemslagskraft. Det ligner iøvrigt princippet om resultatlighed, fordi dette også indebærer, at behovet skal indvirke på tildelingen - f.eks. således at de svage elever modtager mere undervisning end andre. Dette forekommer i nogen udstrækning. Men hovedmønstret er, at den der klarer sig godt i skolen, får bedre og mere langvarig undervisning end den der klarer sig dårligt.

Det bliver i mange tilfælde lettere at forstå retfærdighed, nå vi betragter de principper, som sætter uretfærdigheden i system. Det gælder Matthæus evangeliets 13:12 hvor der står, at «til den som meget har, skal mere gives, og fra den som intet har, skal også dette tages». Der er ikke mange der vil synes, at dette er retfærdig. Men samfundsforskere har gang på gang påvist, at vort samfund - ja, måske alle samfund - fungerer netop på denne måde. Når ulighed først er opstået i forholdet mellem mennesker, er der et sæt af kræfter der trækker i retning af akkumulation - opsamling af goder - således at ulighederne opretholdes eller forstærkes.

Retfærdighed, eller uretfærdighed, er en tilstand i bytteforholdet eller fordelingen mellem individer. Men i politikken er det forholdet mellem kollektiver, der spiller hovedrollen. I vestens industrisamfund har de økonomiske uligheder længe spillet en dominerende rolle. Siden 1960'erne har ulighederne og kravet om ligestilling mellem kønnene fået en større plads i samfundsdebatten. Men vigtigst er nok forståelsen for, at det største retfærdighedsproblem ligger på det internationale plan - i forholdet mellem de rige og de fattige lande.

V.A.


Litteratur

T. Eckhoff. Rettferdighet, Oslo 1971.
A. Ross: Om ret og retfærdighed, København 1953.