Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Filosofi
     .  Psykologi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Læst af: 16.079
: :
Selvbedrag

Selvbedrag er forsøg på at skjule ubehagelige sandheder for en selv. Personen overtaler sig selv til at tro noget hun inderst inde ved ikke stemmer. Det karakteristiske ved selvbedraget er, at personen kender til det, hun forsøger at skjule for sig selv. Hun lyver for sig selv med vilje. Selvbedrag kan således defineres som ønsket, intentionel uvidenhed.

Selvbedrag er forskellig fra vildfarelse, der refererer til, at en person i god tro bliver narret til at acceptere noget som sandt, som i virkeligheden er usandt eller forkert. Selvbedrageren tøver og skjuler for sig selv, at hun lyver. Selvbedraget indeholder derfor et «dobbelt» bedrag. Hvis en person finder ud af, at der er stærke grunde til ikke at indrømme - ikke engang overfor sig selv - at hun er mislykket i et forehavende, bliver hendes strategi at benægte dette. Men denne strategi tvinger hende samtidig til ikke at anerkende, at hun. har vurderet situationen på denne måde. Det ville være at indrømme, at hun betragtede sig selv som mislykket. Det er denne proces den psykoanalytiske teori forsøger at gøre rede for gennem begrebet ubevidst forsvar.

Hvordan kan en person bestemme sig til ikke at vide noget hun «ved»? Dette er selvbedragets paradoks. Filosoffen Jean-Paul Sartre ser ond tro - eller selvbedrag - som et projekt, som personen ikke tager ansvaret for, ikke står inde for. Personen ved hvad hun gør, men vil ikke tage ansvaret for handlingen. Sartre forstår således selvbedraget som udtryk for uegentlig - in-autentisk - eksistens.

Psykoanalytisk teori analyserer selvbedraget som en fortrængningsproces. Fortrængningen er udtryk for en ubevidst vilje eller hensigt: Impulser som opfattes som uforenelige med jeg'et, og som derved truer den psykiske ligevægt fortrænges, fordi bevidst erkendelse af dem ville medføre skyldfølelse og angst.

Selvbedrag er ikke et spørgsmål om hvad personen ved, men om hvad hun vedgår - dvs. hvad hun erkender og integrerer som en del af sig selv. Selvbedrageren er engageret i en handling eller et projekt, men fraskriver sig samtidig ansvaret for sine handlinger, fordi de er uforenelige med hendes selvbillede.

S.G.


Litteratur

H. Fingarette: Self-deception, London 1969.
S. Gullestad: Selvbedragets psykologi, i Nordisk psykologi 2/1979.