Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 20.120
: :
Skat

Skat er ydelser, som det offentlige pålægger personer og virksomheder. Direkte skatter er skatter som lægges på indtægter og formue. I Danmark omfatter de direkte personskatter indtægtsskat til stat og kommune, arveafgift, afgift på biler, grønne afgifter og skat på formue. Udbetalingerne af børnechecken fra staten er en negativ skat. Virksomhedsskatterne er skat på overskuddet.

Indirekte skatter er skatter der er lagt på ved køb af forbrugsvarer, visse typer af ydelser og investeringer. Forbrugsbeskatningen består i Danmark af den almindelige meromsætningsafgift (moms) og af særlige afgifter. De særlige skatter er pålagt nydelsesmidler som tobak, vin, spiritus, øl, chokolade, sukker, musikmedier mv. Også benzin er pålagt særafgifter. Opkræverne af de indirekte forbrugsskatter er virksomhederne. I de fleste tilfælde er det forbrugerne, der bærer skattebyrderne. I nogle tilfælde lykkes det ikke virksomhederne at få væltet alle skattebyrderne over på forbrugerne. Da deler forbrugerne og virksomhederne skattebyrden.

Formålet med skatterne

1. Det var længe det eneste formål med beskatningen at finansiere det offentliges indkøb af varer og tjenester. De offentlige budgetter skulle balancere; de skulle i alt fald ikke give underskud. I mange lande har dette opfattelse måtte vige pladsen for en mere nuanceret holdning. Skatternes første formål er nu at reducere forbrugernes og virksomhedernes købekraft. Dermed køber disse færre varer og tjenesteydelser. Dette skaber plads for en offentlig ressourcedisponering; f.eks. gennem køb af byggematerialer til skolebyggeri og sygehuse.

2. I nedgangsperioder bliver skatterne reduceret. Dette øger personers og eventuelt virksomheders indkøb af varer og tjenester. Dette kan virke stimulerende på økonomien. En forudsætning som må være opfyldt for at dette skal ske er, at de offentlige udgifter ikke reduceres tilsvarende. I opgangsperioder bliver skatterne hævet. Dette virker bremsende på købeevnen blandt personer og virksomheder. Presset på økonomien som tager form af stigende priser, kan derved blive dæmpet. Skatter kan derfor bruges til at udjævne konjunkturbevægelser i de kapitalistiske lande. Anvendelsen af skatter til dette formål er efterhånden blevet mere og mere udbredt.

3. Årsagerne til at en vare koster noget er, at det er blevet brugt ressourcer i form af arbejdskraft, råvarer og energi til at lave varen, samtidig med at de anvendte ressourcer kunne være blevet anvendt til at lave andre varer. Eftersom det almindeligste er, at der er nogen der ejer de anvendte ressourcer - f.eks. deres egen arbejdstid og råvareleverancer - så opstår der markeder for køb og salg af ressourcer. For fællesressourcer som jord, luft og vand eksisterer der normalt ikke sådanne markeder.

Udslip af luft- og vandforurenende stoffer er eksempler på (mis)brugen af fællesressourcer. Hvis brugen sker på bekostning af andre ting, opstår der en udgift for samfundet. Eftersom fællesressourcerne ikke ejes af nogen bestemt, bliver disse udgifter ikke draget ind i markedsprocessen. Afgifter på udslippet af affaldsstoffer kan opfattes som en pris på brugen af fællesressourcer. De er indført i markedssystemet til erstatning for manglende priser. Indirekte skatter brugt på denne måde er de seneste 10 år indført i Danmark, men var tidligere stort set ukendte.

4. Gennem salget af sin arbejdstid og eventuelt gennem udleje af produktionsmidler opnår individet i et privatkapitalistisk samfund en indkomst. Det blev længe accepteret, at dette også var hvad individet burde have som social belønning. Men denne opfattelse findes ikke længere. Imidlertid er der store forskelle landene imellem. De nordiske lande er de lande, der er gået længst i anvendelsen af skatter til omfordeling af indkomster. For at denne omfordeling kan finde sted, må den del af indkomsten som individet betaler i form af direkte og indirekte skatter stige, når indkomsten stiger. Et sådan skattesystem kaldes et progressivt skattesystem.

Indenfor et progressivt skattesystem er skatten af den sidst tjente krone (marginalskatten) altid større end den del af indtægten, som betales i skat (gennemsnitsskatten). Andre elementer i det danske skattesystem har ikke den egenskab, at gennemsnitsskatten stiger, når indtægten stiger. Eftersom folk bruger en forholdsvis større del af deres indtægt på fødevarer jo mindre indtægt de har, så har den indirekte skat på fødevarer den egenskab, at gennemsnitsskatten synker, når indtægten stiger.

Et mere grelt eksempel på reduktion af skatten for folk med højere indkomster er retten til fradrag af renteudgifter og underskud. Det er typisk folk med højere indkomster, der kan afse et overskud til investering i fast ejendom mv. og staten har gennem årtier med skattefradragsreglerne financieret dette rige overforbrug. Først gennem de seneste 10 år har denne rentefradragsret meget langsomt været under afvikling.

I 1970'erne og ind i 80'erne blev de almindelige fradragsmuligheder på fast ejendom kombineret med investering i såkaldte kommanditselskaber, der gav skattemæssige underskud, der kunne trækkes fra på selvangivelsen. I starten af 90'erne havde de såkaldte selskabstømmersager den samme funktion. Her blev mindre virksomheder købt op, hvis væsentligste egenskab var, at de skattemæssigt havde underskud, som køberne kunne benytte sig af. Folk med højere indkomster har altså en lang række muligheder for at undgå den progressive beskatning, og selv om mellemlagene (for ikke at tale om borgerskabet) ofte har de højeste indkomster, er det arbejderklassen der forholdsmæssigt betaler de højeste skatter.

Skattesnyd

I vurderingen af den indkomstudjævnende virkning af et skattesystem er det nødvendigt også at inddrage omfanget af skatteunddragelser. Unddragelserne kan ske i form af, at optjente pengeindtægter ikke opgives til skattevæsenet, eller at man modtager ydelser i andre former end penge, og uden disse opgives på selvangivelsen. Jo højere en bestemt skat er, jo stærkere er motivation til at snyde med skatten.

Mulighederne for at unddrage sig skat og samtidig slippe heldig fra det er størst blandt de med de største og mest sammensatte indkomster. Indenfor et progressivt skattesystem er motivet også størst blandt de med de største indtægter. Skatteunddragelser modvirker derfor den indtægtsudjævnende egenskab ved skattesystemet.

For at gøre noget ved dette bør man for det første øge overvågningen af de største og mest sammensatte indtægter. Hvis man altså er interesseret i det. Under skatteminister  Anders Fogh Rasmussens ministertid for 10 år siden fandt der i stedet en reduktion sted indenfor skatteligningen (kontrollen af virksomhedernes og personernes skatteindberetninger).

For det andet bør man øge straffen for at snyde i skat. Når store beløb unddrages, bør langvarig fængselsstraf være muligt. For det tredje kan det være rigtigt ikke at satse for ensidig på, at gøre nogle få skatter for høje. Dette kan gøre det interessant ikke at satse for stærkt på beskatningen af personindkomster, men at kombinere indkomstbeskatningen med afgifter på køb af de varer og tjenester, som folk med de højeste indkomster køber forholdsvis mest af - f.eks. udenlandsrejser, ejendomme, dyre biler, lystbåde mm.

A.J.