Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 40.063
: :
Skilsmisse

Skilsmisse er et retsligt begreb, som betegner opløsningen af et ægteskab. Ægteskabet er i princippet uopløseligt, og skilsmissereglerne er derfor regler for undtagelsestilfælde. Skilsmisse kan enten opnås ved dom eller ved bevilling på baggrund af en tidligere bevilget separation.

For at opnå skilsmisse direkte ved dom må ens ægtefælle på en alvorlig måde have krænket de pligter man traditionelt anses at have som gift. Hvilke misligholdelse den anden part skal have begået er klart defineret i loven - f.eks. at vedkommende har unddraget sig samlivet i mere end tre år, begået utroskab eller legemsbeskadiget sin ægtefælle. Bortset fra de situationer der er defineret i loven, kan man ikke opnå skilsmisse direkte ved dom.

Udviklingen i skilsmisser 1985-98 i Danmark. (Danmarks Statistik).

Har ens ægtefælle ikke gjort sig skyldig i nogen af de misligholdelser loven anerkender som skilsmissegrunde, må den som ønsker sit ægteskab opløst gå vejen over separation. Også når det gælder adgangen til separation, opstiller loven en række betingelser. Den mest almindelige separationsgrund er, at ægtefællerne er enige om at separeres. Da har de krav på umiddelbart at få separationsbevilling.

Er det kun den ene af ægtefællerne som ønsker separation, må vedkommende enten godtgøre, at den anden part har gjort sig skyldig i visse misligholdelser, som er opregnet i loven, eller at der eksisterer sådanne uoverensstemmelser mellem ægtefællerne, at det ikke er rimeligt, at ægteskabet fortsætter. Ved uenighed om separation afgøres sagen af domstolene.

Et år efter separationen kan ægtefællerne kræve skilsmisse, hvis de er enige. Er det derimod kun den ene, som ønsker skilsmisse, må vedkommende vente yderligere to år for at få skilsmissebevilling.

Det er ikke noget decideret kristent fænomen, at ægteskabet er uopløseligt. Det hænger sammen med, at ægteskabet oprindelig var en bindende aftale mellem to slægter. Når uopløselighedsloven alligevel har fået et stærkt religiøst præg, skyldes det at den er klart formuleret i Det nye testamente. Den etablerede separations- og skilsmisseordning som udgør en undtagelse fra uopløseligheden, søges i dag begrundet rationelt, men egentlig har den et rent religiøst udspring.

I den katolske kirke har man aldrig accepteret skilsmisse - kun separation. Dette illustrerer klart forskellen mellem separation og skilsmisse. Begge opløser praktisk og faktisk forholdet mellem ægtefællerne, men ved separation regnes de fortsat som gift, med den konsekvens at de ikke kan gifte sig igen. Det kan de først gøre efter at have opnået skilsmisse.

Martin Luther var af den opfattelse, at seksualiteten var ustyrlig. Det katolske system som gav ægtefællerne ret til at leve adskilt, men ikke at gifte sig igen, var derfor efter hans mening naturstridigt. I bibelen fandt han derfor holdepunkter for at bevilge skilsmisse i visse tilfælde.

Ved reformationen blev dette accepteret i de reformerede landes lovgivning. Efterhånden viste det sig imidlertid, at skilsmissegrundene var for få og begrænsede. Men i stedet for at udvide adgangen til skilsmisse supplerede man de bibelske grunde for skilsmisse ved at genindføre separationen. Og i 1790 fik vi det system, vi fortsat har: Skilsmisse ved misligholdelser, som teologisk kan anerkendes. Andre krænkelser af ægtefællen - uanset hvor grove de måtte være - giver alene adgang til separation.

H.J.T.


Litteratur

H. J. Thue: Hans ekteskab - og hennes, Oslo 1978.