Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 29/4 2003
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 11.976
: :
Socialrevolutionær

Socialrevolutionær (russisk: sotsialist-revoljutsioner) var betegnelsen for tilhængere af De socialrevolutionæres Parti (PSR) i Rusland, dannet i 1901. De socialrevolutionære var bolsjevikkernes farligste konkurrenter i 1917. Gennem hele revolutionsåret var PSR Ruslands største politiske parti og det vandt absolut flertal i den grundlovgivende forsamling, som blev valgt i november, men opløst af bolsjevikkerne straks den trådte sammen. Mens bolsjevikkerne først og fremmest var et parti for arbejdere og intellektuelle, var PSR først og fremmest et parti for bønder og intellektuelle, og det tabte i løbet af sommeren 1917 kampen om byerne, hvor revolutionen i første omgang blev afgjort.

Al strid og fjendskab til trods påvirkede de to rivaler hinanden. For eksempel var det af afgørende betydning for bolsjevikkernes succes, at de tilegnede sig de socialrevolutionæres jordprogram. PSR var et nypopulistisk parti: Det videreførte narodnik-traditionen fra 1870'ernes kamptid, men tilpassede den til det 20. århundredes forhold.

Hjertet i PSR's politik var jordprogrammet, som blev udformet af partiets leder, Viktor Tsjernov (1873-1952). Det var baseret på bøndernes «bevidsthed om arbejdets ret» (trudovoe pravosoznanie) og slog fast, at jorden tilhørte den som arbejdede på den og dyrkede den med sine egne hænder. Ikke ejendom, men arbejde gav bonden ret til jord. Bøndernes særegne retsbevidsthed var fostret gennem landsbyfællesskabet (miren), som narodnikerne havde idealiseret, men som nu var i færd med at gå i opløsning.

Tsjernov ønskede ikke ubetinget at bevare miren, som han indså på længere sigt kunne blive en hindring for en videre udvikling af bøndernes lighedsånd og kollektivisme. Under indflydelse fra marxismen vandt begrebet «klassekamp» indpas i de socialrevolutionæres ordbrug. Men det afgørende kendetegn ved overklassen var, ifølge Tsjernov, ikke at den ejede produktionsmidlerne, men at den levede på andres bekostning. Arbejderne og bønderne kæmpede for at befri sig fra det åg, de var pålagt af dem, som ikke arbejdede - dvs. kapitalisterne, godsejerne, embedsmænd, præster osv.

De socialrevolutionære var uvillige til at give de økonomiske faktorer noget fortrin i de historiske forklaringer og fremhævede istedet ideernes indflydelse og den politiske friheds enestående betydning. Blandt de socialrevolutionære var der utvivlsomt større rum for politisk aktivisme end blandt marxisterne, som stadig understregede, at individet var magtesløst overfor den historiske nødvendighed. Uenigheden kom især frem i opfattelsen af «individuel terror». PSR oprettede sin egen «Kamporganisation», som havde til opgave at gennemføre attentater mod ledende embedsmænd og ministre. Men terrorismen blev så godt som opgivet da det blev afsløret, at Evno Asef - som var lederen af PSRs Kamporganisation - siden 1892 havde været agent for zarens hemmelige politi.

Helt fra begyndelsen herskede der en utrolig meningsfrihed i PSR, og man forsøgte ikke at indskrænke retten til opposition og uenighed. Det skete på bekostning af disciplinen og beslutsomheden i partiets ledelse. Tsjernov manglede Lenins praktisk-politiske talent, og i 1917 var PSR slet ikke organisatorisk forberedt på at tage imod den overvældende tilslutning fra bønderne og arbejderne i byerne. I byerne mistede de derfor hurtigt deres hegemoni til bolsjevikkerne. Det hang sammen med, at PSR ikke længere var i stand til at markere en selvstændig politisk profil.

Tsjernov og partiets centrum kom under indflydelse fra mensjevikkerne. Tsjernovs revolutionsteori var ikke ulig mensjevikkernes, og samarbejdet med dem bragte de socialrevolutionære ind i A. F. Kerenskijs provisoriske regering. Tsjernov blev landbrugsminister og sammen med Kerenskij - som selv var halvhjertet medlem af PSR - fik han skylden for Ruslands uløste problemer.

På partiets højrefløj følte man. at det vigtigste mål allerede var nået gennem Februarrevolutionen - nemlig fuld politisk frihed. Højrefløjens ledere - de fleste af dem tidligere studenter - søgte samarbejde med og beundrede det liberale Kadetparti - professorernes parti. De venstresocialrevolutionære forsøgte at komme ud af dødvandet ved at samarbejde med bolsjevikkerne. De deltog i gennemførelsen af Oktoberrevolutionen og oplevede at de socialrevolutionæres jordprogram endelig blev gennemført - af bolsjevikkerne.

De socialrevolutionæres parti i Rusland blev endelig opløst, da en gruppe af dets ledere i 1922 blev stillet for retten i Moskva. De undgik alene dødsstraf pga. appeller fra socialistpartier i Vesteuropa. Viktor Tsjernov, som var undsluppet til Vesten, udgav samme år «En socialrevolutionærs nedtegnelser», hvor han drøfter årsagerne til partiets nederlag.

J. P. N.


Litteratur

O. H. Radkey: The Agrarian Foes of Bolshevism, New York 1958.