Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 38.828
Suezkanalen

Suezkanalen er blevet kaldt et monument over udbytningen af Egypten. Den blev tegnet af den franske ingeniør Ferdinand de Lesseps, og bygget i årene 1859-69, i en periode da kolonimagterne Storbritannien og Frankrig rivaliserede om den økonomiske dominans i Egypten. Kanalen er slusefri, forbinder Middelhavet og Rødehavet, og er 171 km lang, 13 m dyb og 45 m bred. Den officielle åbning i 1869 var et af århundredets store begivenheder og blev fejret med stor fyrstelig festivitas, med alle de europæiske kongehuse repræsenteret.

Under en alvorlig finanskrise i 1870'erne solgte den Egyptiske hersker Ismail sine andele til Storbritannien, som nu blev største andelshaver i Suezkanalselskabet. De andre store partnere var franske.

Frygten for at miste kontrollen over denne vigtige forbindelseslinie til de britiske kolonier - især Indien og Australien - var en stærkt medvirkende årsag til, at Storbritannien i 1882 besatte Egypten. Kanalen var nu fuldstændig på fremmede hænder. I 1936 «opnåede» den Egyptiske regering, at mindst to Egyptere skulle sidde i selskabets bestyrelse, at den årlige koncessionsafgift blev hævet og en aftale om at mindst 35 % af arbejdskraften skulle være Egyptisk.

Den 26. juli 1956 forkyndte Nasser i en tale til folket i Alexandria, at kanalen var nationaliseret. Det var et svar på den vestlige imperialismes økonomiske pres på landet, og især på at lånetilsagnet til bygningen af Aswandæmningen var blevet trukket tilbage. Kanalselskabets installationer blev overtaget, og en ny Egyptisk administration blev udnævnt med det samme. Overtagelsen var et gedigent one-man-show fra Nassers side. Indtil to timer før talen blev holdt, var regeringen uvidende om planen. Aktionen mødte enorm begejstring fra det Egyptiske og andre arabiske folk. Nasser afslog forslag om internationalisering, men nåede til enighed med FN's sikkerhedsråd om betingelserne for driften.

I november samme år invaderede Israel Sinai efter aftale med Storbritannien og Frankrig. Disse stillede efterfølgende et fælles ultimatum til «de stridende parter» om tilbagetrækning fra kanalzonen og midlertidig udstationering af britisk-franske styrker der. Nasser afslog imidlertid. Efter pres fra FN (og USA) måtte de tre angribere trække sig. Aggressionen blev dødsstødet for den britiske politik i regionen.

Kanalen blev lukket under junikrigen i 1967. Tanks, fly, ueksploderede miner, granater fra krigen og de efterfølgende konfrontationer mellem Egypten og Israel (som besatte Sinai) gjorde den ufarbar. Efter oktoberkrigen og som tegn på regimets vilje til at satse på en fredsløsning med Israel, blev det i 1974 vedtaget at rense kanalen. Det tog omkring et år, kostede 96 menneskeliv (man fandt 700.000 miner), kostede omkring 500 mill. kroner og deltagelse af den Egyptiske, nordamerikanske, britiske og franske marine, før kanalen kunne genåbnes for almindelig skibsfart.

Man regner med at lukningen af kanalen i disse 8 år kostede verden omkring 40 milliarder kroner - alene i øgede fragtudgifter. Den storslåede åbningsceremoni 5. juni 1975 kan opfattes som en markering af, at Egypten atter åbnede sig mod den vestlige imperialisme.

G.M.