Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 36.269
: :
Suffragetterne
I maj 1908 arrangerede WSPU en stor kvindeudstilling. Der spillede dette orkester for første gang bl. a. Kvindemarsellaisen, i specialtegnede uniformer i grønt, hvidt og purpur.

Suffragetterne er betegnelsen for de kvinderne som i årene frem til 1. verdenskrig tog stadig mere militante midler i brug for at få gennemført stemmeret for kvinderne i England (suffrage: stemmeret).

At suffragettebevægelsen anvendte stadig mere militante metoder, må bl.a. ses som en reaktion på, at den traditionelle stemmeretsbevægelse ikke opnåede resultater, trods det at den allerede i 1860'erne var begyndt at kræve stemmeret for kvinder i England.

I 1903 grundlagde bl.a. Emmeline Pankhurst (1858-1921) og hendes datter, Christabel (1882-1958) Women's Social and Political Union (WSPU). I begyndelsen var det en gruppering indenfor Independent Labour Party, som fra 1900 var en del af Labour Representation Committee - det senere Labour (fra 1906). Man ville bl.a. prøve at få partiet til at gå mere aktivt ind i kampen for at give kvinderne stemmeret. Da de alligevel ikke havde særlig stort held med at overbevise partiet, trak WSPU sig to år senere ud.

Efter at stemmeretsarbejdet var løjet noget af efter 40 år, voksede interessen nu atter frem. Dette skyldtes bl.a., at kvinderne var begyndt at få stemmeret i andre lande - i New Zealand i 1893 og i Australien i 1902. I 1905 blev der i Parlamentet fremlagt endnu et lovforslag om - begrænset - stemmeret til kvinder, men forslaget blev afvist på en ret arrogant facon. Indenfor WSPU var man nu overbevist om, at der måtte tages mere usædvanlige midler i brug.

Det var Christabel Pankhurst, der udformede hovedlinien for den nye militante strategi. Første gang WSPU for alvor dukkede op i massemedierne, var efter et vælgermøde i det liberale parti i oktober 1905. På dette møde pressede Christabel Pankhurst og tekstilarbejderkvinden Annie Kenney hårdt på for at få at vide, om en kommende liberal regering ville give kvinderne stemmeret. De fik ikke svar på deres spørgsmål, trods det at de tog det op gang på gang. Til sidst blev de to kvinder smidt ud - og arresteret. Næste dag stod historien på forsiderne af de fleste store aviser. Annie Kenney fik fire dages fængsel, Christabel Pankhurst en uge. Hun havde nemlig med vilje spyttet på en politimand - for at blive arresteret således at sagen fik en god omtale.

I 1906 blev den konservative regering afløst af en liberal. Og da det liberale parti i sin valgkamp bl.a. havde lovet progressive reformer, var der mange der håbede, at partiet nu ville fremlægge lovforslag om stemmeret for kvinder. Partiet ville her få støtte fra Labour, som også var gået frem i sin parlamentsrepræsentation. Dette skete alligevel ikke, og kvinderne blev derfor enige om at fortsætte arbejdet.

WSPU havde fået fast kontor i London, og samtidig blev Emmeline og Frederick Pethick-Lawrence knyttet til foreningen. Emmeline Pethick-Lawrence kom fra en rig familie og havde arbejdet i slumkvarterene i London i nogle år. Nu blev hun en ret effektiv kasserer i WSPU. Frederick Pethick-Lawrence var advokat, og skulle med tiden få mange suffragetter løsladt mod kaution. Han blev desuden redaktør af organisationsbladet Votes for Women. Men han kunne ikke formelt blive medlem af WSPU, der kun optog kvinder.

Splittelse i WSPU

Organisationen voksede hurtigt, men allerede i 1907 skete der en splittelse indenfor WSPU. Der var mange der klagede over manglen på medlemsdemokrati. Der blev bl.a. ikke holdt nogen form for kongresser, hvor politikken og organisationsformen kunne diskuteres. I september skete der en splittelse mellem de der fulgte Pankhurst-linien - det vil sige de der accepterede, at Emmeline og Christabel Pankhurst havde det sidste ord at skulle have sagt - og de der gik ind for større medlemsdemokrati. Disse brød nu ud og dannede Womens Freedom League. Emmeline og Frederick Pethick-Lawrence fortsatte samarbejdet med Pankhurst-kvinderne frem til 1912.

Perioden frem til 1909 var udadtil en blomstrende periode for WSPU. Flere og flere gik ind i arbejdet, og økonomisk fik foreningen støtte fra mange sider. Demonstrationer, spraglede optog og møder på gadehjørnerne var nogle af de måder, de fik deres krav kommunikeret ud på. De var altid til stede på de valgmøder, som de mandlige politikere gennemførte, og der smed de så meget grus i maskineriet som muligt for at afbryde møderne. Nogle politikere besluttede derfor til sidst helt at udelukke kvinder fra deres møder.

Suffragetterne er særligt huskede for deres direkte aktioner. WSPU-avisen Votes for Women opfordrer her læserne til at hjælpe suffragetterne med at storme Underhuset.

Mange blev arresteret, og i 1909 tog en suffragette for første gang sultestrejken i brug som middel for at blive sat fri. Men da andre fulgte hendes eksempel, begyndte myndighederne at tvangsfodre de arresterede. Dette blev gjort på en meget brutal måde og førte til en storm af protester.

Året efter blev der atter en gang fremsat et lovforslag om begrænset stemmeret til kvinder - atter uden resultat. WSPU var tilfreds med en lov om begrænset stemmeret til kvinder, bl.a. fordi de mente, at det var det eneste realistiske. Desuden forestillede de sig, at når nogle kvinder først havde fået stemmeret, ville resten snart følge efter.

Labour Partiet var i disse år stort set passivt overfor de lovforslag, der blev lagt frem. Principielt var partiet imod den privilegerede stemmeret, men partiet gjorde heller ingenting aktivt for at skaffe stemmeret til alle kvinder. En række enkeltpersoner i partiet bakkede alligevel helhjertet op om kvindekampen. Efter et valg i 1910 var de liberale blevet afhængige af Labours stemmer. Den valne holdning i Labour førte da til, at de liberale i denne parlamentariske situation kunne nøjes med skinmanøvrer og forhalingstaktik overfor de lovforslag om stemmeret for kvinder, som blev lagt frem.

Aktionerne tager til i styrke

Aktionerne blev nu endnu stærkere og hårdere. I november 1911 havde kvinderne prøvet at komme ind i Parlamentet for at få den liberale premierminister i tale, men det slog fejl. Da tog de for første gang et nyt middel i brug - rudeknusning i forretningskvarterene. En lang række arrestationer fulgte og tidligt i 1912 blev Emmeline og Frederick Pethick-Lawrence sat fast. Christabel nåede at flygte til Paris. I maj kom de tre for retten og fik hver 9 måneders fængsel. De indledte en sultestrejke og blev madet med tvang. Der rejste sig en proteststorm mod dette, og protesten fik international karakter: Bl.a. sluttede Georg Brandes, Selma Lagerlöf, Pjotr Kropotkin og Madame Curie sig til protesterne. De tre fanger slap alle fri i juni måned.

Emmeline og Frederick Pethick-Lawrence var efterhånden blevet stadig mere kritiske overfor de metoder, der nu blev anvendt. Men da ægteparret tog dette op med Christabel, slog hun fast, at den nye militante kurs ikke kunne diskuteres. Deres veje skildtes nu.

Fra nu af var det Christabel alene der bestemte politikken og taktikken fra sit hovedkvarter i Paris. Bygninger blev udvalgt og sat i brand. For at sabotere samfundskommunikationen, tændte de ild på brevene i postkasserne og malede gadenumrene over. Kostbare museumsgenstande blev ødelagt, golfbaner ødelagt osv. Alligevel måtte disse aktioner ikke koste nogle mennesker livet, hvilket de heller ikke gjorde. Men som en protestdemonstration smed suffragetten Emily Davidson sig foran kongens hest i Derbyløbet i juli 1914. Hun døde få dage senere.

Politisk splittelse

Politisk set gled Christabel mere og mere over i den konservative lejr. Hun afviste nu alle former for samarbejde med arbejderbevægelsen. Hendes søster, Sylvia Pankhurst (1880-1960), holdt alligevel fast ved, at Labour trods alt var det parti, det var mest naturligt at samarbejde med. Hun havde været aktivt med i WSPU's arbejde, selv om hun ikke deltog i topledelsen. De sidste år op til verdenskrigen var præget af omfattende strejker, og der blev samtidig udviklet er tættere samarbejde mellem den stemmeretsorganisation, som Sylvia havde dannet i East End blandt arbejderkvinderne (The East End Federation) og den radikale del af arbejderbevægelsen. Christabel Pankhurst havde derimod kun negative kommentarer tilovers for de arbejdere der strejkede.

På grund af uenigheden mellem de to søstre, blev Sylvia kaldt over til Paris. Der gav Christabel påbud om, at The East End Federation måtte trække sig ud af WSPU. Sylvia Pankhurst fortsatte imidlertid sit arbejde, da hun vendte tilbage. Hun blev arresteret og sultestrejkede for kravet om, at den liberale premierminister skulle gå med til, at tage imod en delegation fra East End. Han nægtede, men efter hårdt pres sagde han til slut ja og tog i juni måned imod en delegation på seks arbejderkvinder.

Den 4. august 1914 var England blevet inddraget i den 1. verdenskrig. Den 11. august blev alle suffragetterne løsladt. Samtidig opfordrede Emmeline Pankhurst til at indstille alle militante aktiviteter. I september kom Christabel tilbage fra Paris. Hun og hendes mor gik nu aktivt ind i propagandaen for at rekruttere soldater. De drog land og rige rundt og holdt flammende taler om den tyske fare. Med et slag var hovedfjenden nu ikke længere mandssamfundet men Tyskland.

Verdenskrigen og senere den russiske revolution, blotlagde dybe politiske skillelinier mellem de kvinder, som i lange perioder havde kæmpet side ved side for kvindelig stemmeret. For mens Christabel og Emmeline fordømte den russiske revolution i skarpe vendinger, hilste Sylvia Pankhurst den velkommen. Hun deltog senere i dannelsen af det engelske kommunistparti. Siden blev hun ekskluderet derfra på grund af «venstreafvigelse».

I 1918 fik kvinderne begrænset stemmeret i England. I 1928 blev den udvidet til at gælde for alle kvinder.

T.Li.


Litteratur

T. Liversage: Da kvinderne måtte gå under jorden, København 1975.
W. O'Neill: The Woman Movement: Feminism in the United States and England, London 1969.
A. Raeburn: The Militant Suffragettes, London 1973.
M. Ramelson: The Petticoat Rebellion, London 1967.
R. Tremain: The Fight for Freedom for Women, New York 1973.