Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Kultur
   .  Andet  .  Barn
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Pædagogik
Læst af: 19.216
: :
Børnekultur

Børnekultur bliver gerne forstået som «de voksnes kulturtilbud til børnene», men i de senere år har der været en stigende interesse for det man har kaldt «børns egen kultur», ofte betragtet som en slags subkultur, hvor børns bearbejdning af voksensamfundet kommer til udtryk. Med subkultur menes den kultur, som opstår i en gruppe i et større samfund, ofte forskellig fra og i modsætning til den «herskende» kultur. Denne subkultur opfanger impulser fra diverse massemedier og afspejler den kommercielle massekultur, samt det, der forsøges markedsført som «de gode opdrageres kultur».

Den kommercielle massekultur får en stadig mere dominerende position blandt kulturtilbudene. Barnet gøres i stigende grad til forbrugere af forskellige internationale kulturprodukter. Legetøj, serieproduceret litteratur, popmusik og film- og teaterproduktioner, hvor profitinteressen afslører sig som et fortsat mere standardiseret og udvandet tilbud, udformet så det kan krydse flest mulige landegrænser uden at møde modstand.

De «gode opdrageres» kultur opfattes som et alternativ til den kommercielle massekultur. Den omfatter den traditionelt accepterede kultur for børn: hjem, skole, tv-programmer for børn, børneteater, prisbelønnede bøger for børn etc. Kort sagt: Et kulturtilbud ud fra en idealistisk målsætning, subsidieret af staten. Tilbuddet afspejler imidlertid de klassemæssige og ideologiske modsætninger, man støder på i resten af samfundet, og domineres af borgerlig ideologi, selv om der har været spæde forsøg på at skabe socialistiske alternativer. Disse forsøg har først og fremmest vist, hvor dominerende den borgerlige offentlighed er - og den kommercielle massekultur, som må betragtes som hovedformidleren af borgerlig ideologi, går altid sejrrigt ud af sådanne ideologiske konfrontationer. Internationalt koordineret produktion af bøger øges, mens den borgerlige offentlighed bekymrer sig over tilløbene til kritisk kulturvirksomhed.

Via den kommercielle massekultur og «de gode opdrageres kultur» formidles tilvænning til klassesamfundet. Med børns egen kultur opøves også sociale evner og funktioner, som ikke er upåvirkede af de dominerende kulturformer. Samtidig bærer det præg af den isolerede position, barnet indtager i det moderne, kapitalistiske samfund. Afskåret fra produktionsliv og aktiv deltagelse i ledelsen af samfundet, skaber de egne småsamfund, hvor de producerer deres egen kultur. Disse småsamfund kan bestå af alle børnene i en gade, i en landsby, i en børnehave eller i en skoleklasse. Børnekultur har stærk tilknytning til barnets nærmiljø. Den lokale forankring genspejles ved at kulturen -  hvis den formidles sprogligt - er på dialekt.

Småsamfundet er præget af sammenhold i dén forstand, at alle børnene har det samme kendskab til lege og traditioner, dvs. de leger legene på samme måde, at de ved, hvilke egenskaber og færdigheder, der kvalificerer til lederskab og prestige - og hvad der fører til udelukkelse. Børnekultur udtrykkes først og fremmest gennem leg: gemmelege, boldspil etc. Den omfatter også sanglege, gåder, vittigheder og historier. Med undtagelse af poesibøger, er børnekultur mundtlig. Alle kundskaber tilegnes ved at lytte og observere, derfor vil børn sjældent kunne fortælle hvem de har lært en leg af og hvornår de har lært den. Årsagen er, at de igennem kortere eller længere tid har været tilhørere/tilskuere, før de selv prøver at efterligne de ældre børn. I det hele taget ser det ud til at autoritet og lederskab i børnesamfundet er tæt knyttet til alder. 10-12 årige er sædvanligvis «udlærte» og det bliver som regel dem, der håndhæver reglerne og dermed dominerer «legemiljøet» I teenageårene sker den første undertrykkelse af disse erfaringer - det bliver for «barnligt». De strenge regelsæt sikrer en vis stabilitet og kontinuitet i børnekulturen. Børn er tit uvillige til at revidere det, de engang har lært. Småsamfundet vil hele tiden fungere som et korrektiv og en garanti for det, der ellers let kunne forandre eller udvande deres traditioner. Denne selektive aktivitet fører til at alle nyordninger, uanset om det gælder sanglege, vittigheder eller gåder, afvise som individualistisk tradition, hvis den ikke er forenelig med de interesser, der råder i gruppen.

Een af mange eksempler på at børnekulturen optager elementer fra omgivelserne og bearbejder disse til eget brug, er popparodierne. De efterfølgende tekster illustrerer det:

Popsang oversat fra italiensk

Marina, Marina, Marina
Pas på de forelskede mænd
Marina, Marina, Marina
de prøver igen og igen
Løfter vil de gi' dig
hør, hvad de vil si' dig
du skal ikke overgi' dig
Åh no-no-no-no-no
Kun een mand kan du elske
si': Rolig, til de sprælske
til de glødende rebelske
Åh no-no-no-no-no

Sanglegen

Marina, Marina, Marina
Pas på vor elskede ven
Og pigen hedder Lise
Og drengen hedder Arne
de kysse og de fnise
Åh na na na na
Åh na na na na

Hvad er der sket med dette pophit? Og hvordan har børnene bearbejdet stoffet? Kærlighedsmotivet er intakt, men ellers er sangen stærkt forkortet og forenklet. Marina er blevet anonym og fungerer kun som indledning til sanglegen, som fortæller om to levende og genkendelige børn fra gaden - Arne og Lise. Samtidig udtrykker denne afstand mellem popversionen og sanglegen en distance mellem de voksnes abstrakte og klichéprægede kærlighedsopfattelse. Sangen fungerer som parodi, samtidig som vage, erotiske motiver bliver konkretiserede: et brud på de voksnes tabuer er et væsentligt indslag i denne genre.

Børn opererer for øvrigt ofte med to versioner af samme sang eller fortælling. 1. Den officielle version som bruges, når der er voksne til stede. Disse udgaver er tit stivnede i en fastlagt form og fungerer stort set som paradenumre. 2. Interne og delvist illegale versioner der sjældent eller aldrig bruges, når der er voksne til stede. Denne tradition er højproduktiv.

Børnekultur er en brugskultur. Ved siden af den iøjnefaldende underholdningsfunktion - at børn først og fremmest fortæller og synger fordi det er sjovt - er børnekulturen med til at formulere og organisere fællesskabet blandt børnene. Ælle-bælle-legen bruges f.eks. når børn skal afgøre hvem der skal have den ubehageligste opgave i en leg, og de vil sikre sig at valget går retfærdigt til. Således forhindres isolerede magtinteresser i at ødelægge de sociale muligheder i småsamfundet.

En stor del af børnekulturen udtrykker opposition mod autoriteterne, og må vel ses i sammenhæng med børns behov for at frigøre sig fra de voksne, hvad enten de repræsenterer forældremyndigheden eller skolen. Opposition mod den institutionaliserede religion er heller ikke ualmindelig:

Mængden af tabutraditioner blandt børn udtrykker også en form for opposition. I frække vittigheder, sange og fortællinger findes en voldsom opmærksomhed rettet mod seksuallivet - en funktion, voksne altid har fortiet. Denne fortielse reagerer børn imod, ved at trænge ind på det forbudte område og slippe sproget løs i al sin konkrete sanselighed.

Bearbejdelsen af tabuforestillinger genfinder vi på helt andre områder inden for børnekulturen, som f.eks. i spøgelseshistorier. Når børn i deres fortælletradition er så optagede af fænomener som genfærd, skeletter, mord og blod, er det naturligt at se det i sammenhæng med at disse områder af virkeligheden enten forties af «de gode opdragere» eller er genstand for kommerciel spekulation.

Et karakteristika i børnekulturen er den antiautoritære og dermed frigørende funktion, den besidder - både sprogligt og kropsligt. Den sætter barnet i stand til at formulere sig. De enkle, men faste rim- og rytmemønstre gør traditionen let tilgængelig og brugbar for alle:

«Min mand Mads
døde på et das.
Med lokumsbrædt i hånd
opgav han sin ånd.
Begraves i kvæld
fra Mølledals kapel.»

Mange lege og en stor del af den mundtlige fortælletradition blandt børn har sit udspring i en ikke-kapitalistisk samfundsform. Som mange andre folkelige udtryksformer - viser, eventyr osv. - er det udviklet i et samfund, hvor folk selv fremstillede de ting, de havde brug for og hvor man ligeledes producerede de udtryksformer, der var med til at organisere det sociale samvær blandt folk , som f.eks. sagn, ordsprog osv. Flere af de gamle lege, der stadig bruges - «Så går vi rundt om en enebærbusk» - beskriver arbejdsprocesser. Ved at forberede børnene på de voksnes arbejdsliv, indgik disse lege i den direkte socialisering af børnene. Når moderne børnetradition - med undtagelse af husmoderrollen - er blottet for beskrivelse af arbejde og arbejdsforhold, hænger det selvfølgelig sammen med at børn i vor tid er udelukkede fra disse sammenhænge og ikke har konkrete erfaringer med dem.

Hvorledes børnekulturen vil udvikle sig, er afhængig af hvornår afgørende samfundsændringer kommer til at finde sted. Der har været en tiltagende interesse for børnekultur. Indsamling af materiale har været iværksat og emneområdet er godkendt som studieområde ved gymnasier og universiteter. I kølvandet på dette er børns kulturelle aktiviteter også blevet genstand for «de gode opdrageres» opmærksomhed: i børneprogrammer i radioen, i pladeproduktion og ved udgivelse af «opskriftsbøger» til brug for pædagoger og andre opdragere. Det sker samtidig med at børnekulturen udsættes for et stadig stærkere pres, både fra den kommercielle massekultur og gennem ændringer af børnenes fysiske og sociale miljø; børn flytter oftere end før og i samfundets «oplagring» af børnene, bliver aldersgrupperne opsplittede. Det kan medføre en blokering i kulturformidlingen, da «oplæringen» sker fra de ældre til de yngre børn. Flere og flere af relationerne mellem børn bliver beslagtlagt af forbrug; det svækker børns muligheder for at organisere sammenhænge, hvor deres kultur kan udfolde sig.

T.Bi.


Litteratur

B. Østberg Bygstad: «Fra popsang til erotisk barnesang», Tradisjon nr. 2, 1972.
F. Mouritsen: «Børn, remser og protest», i Børnelitteratur - klassekultur, København 1976.
Å. Enerstvedt: Kongen over gata, Oslo 1971.
Forskningsnytt nr. 5/1976: Om barn.