Browserudgave

Ottetimersdagen

Ottetimersdagen er historisk set det mest kendte og vigtigste eksempel på en normalarbejdsdag. Eftersom normalarbejdsdagen er generelt gældende indenfor et givet land eller en branche, hindrer den at arbejderne spilles ud mod hinanden eller tilbyder at arbejde længere for at bevare deres job. Princippet om normalarbejdsdagen indebærer desuden, at en arbejder ikke behøver at arbejde ud over det normale for at brødføde sig selv og sin familie.

I Danmark blev ottetimersdagen først indført i 1919 - efter næsten 50 års kamp. Siden da er arbejdstiden gradvist blevet reduceret yderligere, men aldrig uden hårdnakket modstand fra arbejdskøberne. Kampen om arbejdstiden er et centralt element i klassekampen og handler ikke blot om at begrænse arbejdskøbernes muligheder for at spille arbejderne ud mod hinanden, men også om at begrænse nedslidningen på arbejdspladsen (se: Arbejdsmiljø og udstødning), mere tid udenfor arbejdet og om at begrænse kapitalens udpresning af absolut merværdi.

Normal arbejdsdag og -arbejdsuge

I 1870'erne fandtes der ingen lovreguleret arbejdsdag i Danmark. Det almindeligste var arbejde fra klokken 6 til 19 eller 20, men med til sammen 2 timers pauser. Altså en arbejdsdag på 11-12 timer, 6 af ugens dage. Bagere, kuske og barberere kunne have op til 16 timers arbejdsdag.

1872 1884 1899 1910 1918 1920
11,4 10,8 10,1 9,7 9,5 8
Udviklingen i daglig arbejdstid 1872-1920

Den første kamp om arbejdstiden i fagbevægelsens historie i Danmark fandt sted i 1872, hvor «Murersvendeforeningen» kæmpede for en reduktion af den daglige arbejdstid fra 11 til 10 timer. Strejken tabtes, men fik alligevel stor betydning for fagbevægelsens videre udvikling og var en del af baggrunden for «Slaget på Fælleden» samme år. I 1884 havde omkring 40 % af arbejderne i hovedstaden en 10 timers arbejdsdag. I 1899 var tallet nået op på 80 % og det samme gjaldt provinsen, der tidligere havde haft en længere arbejdsdag. Først fra dette tidspunkt kan man tale om en egentlig «normalarbejdsdag», hvor arbejdstiden er nogenlunde den samme på tværs af fag.

Kampen om ottetimersdagen

Arbejderbevægelsen gik nu mere målbevidst efter en 8 timers arbejdsdag. Kravet var blevet formuleret allerede i 1860'erne, men tog fart i 1888, da American Federation of Labor i USA demonstrerede for kravet, og året efter gjorde 2. Internationale på sin første kongres parolen om «8 timers arbejde - 8 timers fritid - 8 timers hvile» til sin, og gjorde samtidig 1. maj til international demonstrationsdag for dette krav.

1. maj demonstration i 1900. Efter beslutninger på en international kongres i 1889 om at fejre 1. maj som international kamp- og festdag måtte de danske arbejdere under trussel om afskedigelse i de første år holde demonstrationen på den nærmeste søndag. Men fra slutningen af 1890'erne accepterede arbejdskøberne, at arbejderne kunne få fri på selve dagen. De 3 otte-taller symboliserer kampen for 8 timer arbejde, fritid og hvile. (ABA)

Kravet om 8 timers dagen vandt i styrke ved slutningen af 1. verdenskrig. Under krigen havde landsorganisationen DsF (LO's forgænger) sluttet borgfred med arbejdskøberne, og det gav syndikalisterne i Fagoppositionens Sammenslutning (FS) stadig mere vind i sejlene. Flere forbund gik så langt som til at bryde med DsF. Det gjaldt bl.a. Murerforbundet, Sømændene og Søfyrbøderne. En af FS' stærke bastioner i disse år var byggefagene i København, og de kom til at spille en afgørende rolle for gennemførelsen af 8 timers dagen.

I løbet af sommeren 1918 opstod den såkaldte weekendbevægelse i de københavnske byggefag - efter inspiration om den syndikalistiske parole om direkte aktion. Denne del af arbejderbevægelsen følte sig ikke bundet af det fagretslige systems påbud om fredspligt, og den foreslog ganske enkelt arbejderne at nedlægge arbejdet efter 8 timers arbejde. Allerede i foråret 1918 havde FS på sit landsmøde besluttet at starte en agitation for kortere arbejdsdag, og denne linie blev først fulgt op af de københavnske murersvende, der vedtog at arbejde for kravet om «engelsk uge» - dvs. at arbejdsdagen om lørdagen ophørte kl. 12. Murerne indledte denne aktion i maj, og efter et par måneder fik de tilslutning fra murerarbejdsmændene, tømrerne, jord- og betonarbejderne samt stenhugger og entrepenørarbejderne. Fælles for disse fag var, at de ikke var tilsluttet DsF.

Arbejdsnedlæggelserne lørdag kl. 12 blev af arbejdskøberne indbragt for den faglige voldgift (Arbejdsretten), der i flere omgange idømte murersvendenes fagforening stadig større bøder. Den gik derfor fallit og måtte opløses i efteråret 1918, men blev gendannet under nyt navn. Uden støtte fra DsF og den massive modstand fra arbejdskøberne medførte, at kampen for 8 timers dagen i første omgang led nederlag.

Men situationen udenfor Danmarks grænser lagde voldsomt pres på det danske borgerskab og på DsF. I Rusland gennemførte bolsjevikkerne revolution i november 1917, og borgerskabet andre steder i Europa frygtede, at den revolutionære bølge skulle brede sig. Allerede i 1918 reduceredes arbejdsdagen derfor til 8 timer i Finland, Luxembourg, Polen, Tjekkoslovakiet, Tyskland og Østrig. Samme år lykkedes det at tvinge arbejdskøberne til 40 % lønstigninger i Danmark.

Ved overenskomstforhandlingerne i januar 1919 indgår DsF og arbejdskøberne en aftale om reduktion af arbejdstiden til 8½ time. Det er i sig selv et betydeligt gennembrud, men afvises alligevel af byggefagene og metalarbejderne, der kræver 8 timer. De går i konflikt på spørgsmålet, bliver udsat for omfattende lockouts fra arbejdskøberside og modarbejdes fra DsF, men Arbejdsgiverforeningen giver sig alligevel til sidst og accepterer 8 timers dagen.

Argumenterne og motiverne for 8 timers dagen var i høj grad knyttet til perioden - som at folk var udslidte pga. dårlig ernæring under verdenskrigen. Men der var også tale om sociale argumenter: Fritid er en betingelse for at have frihed i eget liv og for at arbejderne kan få overskud - til familien og til socialt, kulturelt og politisk aktivitet. Økonomisk argumenterede man med, at afkortningen af arbejdsdagen ville give bedre og mere regelmæssig produktion. Der blev alligevel arbejdet ineffektivt ved slutningen af dagen. Flere kunne beskæftiges. Derved ville den større løn totalt føre til øget efterspørgsel. Endvidere ville udgifterne til fattiglemmerne gå ned. Men samtidig spillede også den politiske argumentation en vigtig rolle: Ved at give indrømmelser, forebyggede borgerskabet en revolutionær udvikling i arbejderklassen. Indrømmelser ville samtidig styrke den moderate fløj i bevægelsen, hvis den fik æren for at gennemføre kravet med legale midler.

Modargumenterne var bl.a.: Indgreb beskærer arbejdernes frihed og arbejdskøbernes ledelsesret. Nedsat arbejdstid ville medføre mindre produktion, og at virksomhederne blev svækket i konkurrencen med udlandet. Bøndernes lange arbejdsdag gjorde det uretfærdigt, at arbejderne skulle arbejde kortere. Men 8 timers dagen blev altså alligevel gennemført i 1919.

Yderligere arbejdstids reduktion

Der kom til at gå ikke mindre end 38 år, før der atter var faglig styrke til at rokke ved arbejdstiden, omend der var tendenser undervejs til en afkortning. Allerede i 1930'erne rejste den faglige venstrefløj spørgsmålet om reduceret arbejdstid, og i andre lande rejstes kravet om 7 timers arbejdsdag, men styrken var ikke stor nok. Alligevel lykkes det at få afkortet arbejdstiden på årsbasis. I 1936 vedtages den første ferielov, der giver 2 ugers årlig ferie med løn.

1920 1930 1936 1955 1974 1981 1998 2000
0,5 1 2 3 4 5 5,6 6
Årlige ferieuger 1911-2000

Efter 2. verdenskrig rejses kravet om 44 timers ugen, og enkelte faggrupper forsøger uden LO's støtte at bryde 48 timers ugen - bl.a. den lange typografstrejke i 1947 - men kampene lider nederlag. I begyndelsen af 50'erne rejses kravet atter. Det hænger dels sammen med stigende styrke i fagbevægelsen, fortsat arbejdsløshed efter krigen og omfattende rationaliseringer indenfor industrien. Ved overenskomstforhandlingerne i 1956 bliver kravet sat på dagsordenen, men efter en kompliceret proces der ender med regeringsindgreb i forhandlingerne, bliver kravet ikke gennemført i første omgang. Den omfattende mobilisering under konflikten skræmmer dog arbejdskøberne, der ved forhandlingerne i 1958 går med til en reduktion af arbejdsugen fra 48 til 45 timer over de følgende 3 år. Over de følgende 13 år bliver den ugentlige arbejdstid reduceret til 40 timer, og i 1974 var 5 dages ugen med 8 timers daglig arbejdstid en realitet.

1911 1920 1955-61 1966 1970 1974 1986-91
55 48 45 44 41,75 40 37
Ugentlig arbejdstid 1911-91

Allerede i slutningen af 70'erne vandt kravet om 35 timers ugen frem. Det var ikke et isoleret dansk krav, men blev ført kraftigt frem af arbejderbevægelsen over hele Europa, og formålet var nu først og fremmest at bidrage til en drastisk reduktion af arbejdsløsheden, der var eksploderet efter verdenskrisens udbrud i starten af 70'erne. I Danmark forsøgte bl.a. arbejderne på B&W og enkelte andre grupper isoleret at kæmpe kravet igennem, men uden held. Det var først ved overenskomstforhandlingerne i 1985, at kravet om 35 timers uge virkeligt blev sat på dagsordenen. Forligsmanden udarbejde et mæglingsforslag om glidende reduktion af arbejdstiden med 2½ time, der imidlertid blev overtrumfet af den borgerlige regerings indgreb. Dette indgreb udløste de mest omfattende strejker siden 1956 (se Påskestrejkerne), og strejkerne var en betydelig årsag til, at arbejdskøberne i 1986 accepterede en glidende reduktion af arbejdstiden frem til 1991 til 37 timer.

I 1998 blev arbejdstiden atter sat på dagsordenen, men denne gang i form af en 6. ferieuge. Manglende imødekommenhed fra arbejdskøbernes side var hovedårsagen til, at forhandlingsresultatet blev stemt ned og den efterfølgende storkonflikt. Konflikten endte med et regeringsindgreb, der ikke tilgodeså arbejdersiden, men ved lokale forhandlinger var det alligevel i mange tilfælde muligt, at presse yderligere 3 feriedage ud af arbejdskøberne. Alligevel frygtede arbejdskøberne mobiliseringen omkring kravet så meget, at de ved overenskomstforhandlingerne i 2000 accepterede indførelsen af en 6. ferieuge i form af 5 ferie-fridage udover de 5 ugers almindelige ferie.

Krise og arbejdstid

Konsekvensen af arbejdstidsreduktionerne i Danmark gennem det 20. århundrede har været, at den årlige arbejdstid er blevet reduceret fra 2754 timer til 1652 (i 1998). Reduktionen har dog ikke kunnet hindre, at der i Danmark ved slutningen af 90'erne var næsten 1 million mennesker, der var udstødt fra arbejdsmarkedet. Årsagen er dels krisen, at en langt større del af befolkningen (især kvinder) er hentet ind på arbejdsmarkedet end i starten af århundredet, men også den voldsomme udvikling i samfundets produktivkræfter.

Trods formelt faldende arbejdsløshed siden midten af 1990'erne er udstødningen taget yderligere til og med den fortsatte økonomiske krise er der ikke den store tvivl om, at den eneste vej til drastisk reduktion af antallet af udstødte er drastisk reduktion af arbejdstiden. Arbejdskøberne har traditionelt strittet voldsomt imod enhver form for indskrænkning af arbejdstiden, og historien har da også vist, at reduktioner kun har været mulige, hvor der har kunnet skaffes omfattende opbakning til kravet i arbejderbevægelsen, og hvor den har haft tilstrækkelig styrke overfor arbejdskøberne. Årstallene 1918, 56 og 85 er helt centrale omdrejningspunkter for denne kamp.

Årsagen til at arbejdskøberne stritter så voldsomt imod en reduktion af arbejdstiden er, at enhver reduktion af arbejdstiden umiddelbart reducerer den enkelte kapitalists profit. Det er også baggrunden for, at arbejdstiden i flere lande hvor arbejderklassen står svagere faktisk er blevet udvidet over de seneste 25 års kriseudvikling. Men samtidig udgør financieringen af den ene million udstødte i Danmark, den stigende nedslidning og de dermed knyttede sundhedsudgifter et kraftigt fradrag i den samfundsmæssige produktion. Der er derfor ikke blot alvorlige moralske problemer forbundet med, at 1 million mennesker i Danmark hindres i at arbejde. Dette giver også både menneskeligt, socialt og økonomisk ræson at sætte arbejdstiden drastisk ned - til 30, 25 eller 20 timer ugentligt. Men dette vil i sidste ende være afhængigt af styrkeforholdet mellem arbejderklasse og borgerskab. Trods arbejderklassens reducerede offensive kapacitet i disse år var det derfor positivt, at 53 % af danskerne under storkonflikten i 1998 støttede kravet om en 6. ferieuge.

A.J.

Beslægtede opslag

Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie

Sidst ajourført: 1/5 2001

Læst af: 50.893