Befolkning 407.000 Valuta Bahamas dollars Areal 13.880 Km2 Hovedstad Nassau Befolkningstæthed 21,6 indb./Km2     HDI placering 55

Området består af en række øer, klipperev og vulkanske øer, der strækker sig fra Floridas kyst til Den dominikanske Republik. Af de 750 øer er kun 30 beboede. De vigtigste er: New Providence, hvor hovedstaden er beliggende; Gran Bahama; Eleutera; Abaco and Andros; Long Island; Exuma og Bimini. Der er tale om øer med kalkholdige jorder, med koralrev, der opstod fra havbunden. Manglen på floder forhindrer udnyttelsen af et klima, der ellers ville være gunstigt for landbrug, der derfor begrænser sig til beskeden sisal-, citrusfrugt- og bomuldsdyrkning. Den primære indtægtskilde udgøres af turismen, koncentreret på New Providence. Indvirkningen fra den industrielle udvikling, der finder sted uden for øgruppens grænser, opvarmningen af havene, såvel som stigningen i hyppigheden af tropiske orkaner og jorderosionen i kyststrækningerne er de væsentligste miljømæssige problemer.

Folket: Efterkommerne af afrikanske slaver udgør 86% af befolkningen. 12% kommer fra USA, Canada og Storbritannien. Resten fra Asien og Latinamerika.

Religion: Ikke-anglikanske protestanter udgør 55%, heraf er 32% baptister; ca. 20% er anglikanere og 19% katolikker.

Sprog: Det officielle sprog er engelsk samt kreolsk.

Politiske partier: Den nationale Frihedsbevægelse (FNM); Det progressive Liberale parti (PLP), stiftet i 1953, forenede den afrikanske befolkningsgruppe. Avantgardepartiet, socialistisk parti, der ikke er repræsenteret i parlamentet.

Sociale organisationer: Der findes en arbejderorganisation, kaldet Trade Union Congress, som er en slags LO. Derudover findes en række mindre fagforbund som The Bahamas Hotel Catering and Allied Workers Union, der organiserer hotelpersonale; The Bahamas Union of Teachers, lærernes fagforening; The Bahamas Public Service Union, de offentligt ansattes fagforening; The Airport and Allied Workers Union, lufthavnspersonalets fagforening; The Musicians and Entertainers Union, skuespillerforbundet; The Taxi Cabs Union, taxichaufførernes fagforening.

Officielt navn: The Commonwealth of the Bahamas.

Hovedstad: Nassau, 260.000 indbyggere. (2008).

Andre vigtige byer: Grand Bahama, 42.400 indb.; Eleutera, 3.300 indb.; Andros, 2.800 indb.; Long Island, 1.800 indb.

Regering: Statslederen er Elisabeth den 2, repræsenteret ved generalguvernør Cornelius A. Smith siden juli 2019. Premierminister er siden maj 2017 Hubert Minnis. Tokammersystem, hvor Senatet har 16 medlemmer og Underhuset har 40 medlemmer.

Nationaldag: 10. juli, Uafhængighedsdagen. (1973).

Væbnede styrker: 2.500 mand; heraf politiet: 1.700 mand og Nationalgarden: 850 mand.

 

Øgruppen Las Bahamas var eet af de få områder i Caribien, hvor arawak'erne ikke blev fordrevet af caraiberne. Denne amerikanske befolkningsgruppe var formodentlig de første til at «opdage» de vildfarne, europæiske søfarere (Columbus) den 12. oktober 1492.

Det var sandsynligvis på Bahamas øen Guanahan, (eller San Salvador eller Watling), at Cristoffer Columbus for første gang satte fod på det amerikanske kontinent - selv om han godt nok troede, han var i Asien. I breve, sendt til kong Ferdinand og dronning Isabel, fortæller Columbus at: «Arawak'erne udviste en sådan glæde, som gav de os deres hjerter, vi blev så gode venner, at det nærmest er et mirakel!» Men entusiasmen skulle hurtigt kølnes: «I den hellige treenigheds navn, kan vi herfra sende alle de slaver, man kan sælge!» ....«da disse folk er totalt ukendte med kunsten at håndtere våben.»

Af de 500 arawak'er, Columbus i første omgang afskibede til Spanien, ankom kun 300 i live. Heraf omkom flertallet i løbet af få år, p.gr.a. «europæiske» sygdomme, men Columbus ledte også efter guld til at fylde egne lommer såvel som til sine spanske velyndere. Den spanske historiker Francisco de Gomara fortæller: «Spanierne gjorde i løbet af en periode på 20 år 40.000 personer til slaver, og anvendte dem til minearbejde på andre øer, som f.eks. Santo Domingo.»

Spanierne undlod at kolonisere de øer, som var ressourcefattige. Det var englænderne, der etablerede sig på disse øer, og anvendte dem som tilflugtssted for deres pirater og fribyttere, der levede af at tilrane sig det guld, spanierne havde hentet i de latinamerikanske miner. Både Bahamas og Bermudas befandt sig i «det frygtindgydende område, hvor orkanerne passerer». I slutningen af året 1640 indledtes den engelske besættelse af Bahamas, hvor de anlagde plantager med sukkerrør og andre tropiske afgrøder. Arbejdskraften i plantagerne bestod af afrikanske slaver, hvis efterkommere i dag udgør flertallet af lokalbefolkningen. På trods af adskillige kontroverser blev den britiske kontrol med Bahamas først en juridisk realitet i 1873 ved indgåelsen af Madrid-traktaten.

Briterne vægrede sig ved at acceptere den strategisk vigtige øgruppes selvstændighed, og det skete først i 1973, da Bahamas proklamerede sin uafhængighed indenfor Commonwealth, men det kom ikke til at betyde nogen større forandring for befolkningen. Lidt efter lidt blev den britiske dominans afløst af USA's.

I realiteten udgør nordamerikanerne flertallet af de 3 millioner turister, der hvert år besøger øen, tiltrukket af strandene og kasinoerne; de multinationale selskaber der har deres hovedsæder på Bahamas og som udnytter den skattefrihed, der tilbydes af dette «skatteparadis», er alle nordamerikanske, og det er først og fremmest nordamerikanere, der køber og deltager i det lotteri, som i stor målestok er med til at financiere Bahamas. Den næstvigtigste økonomiske aktivitet er bankvirksomhed: I slutningen af 1986 rådede øen over mere end 300 banker. USA har desuden siden 1942 haft en flådebase i Freeport, der bidrager til at kontrollere trafikken fra Den mexicanske Golf til Atlanterhavet, via Florida-strædet.

I de store træk adskiller Bahamas' situation sig ikke væsentligt fra de andre caribiske øers, men mens de andre samfund har gjort sig store anstrengelser for at indlede en integrationsproces, har Bahamas valgt at vende ryggen til disse initiativer og er ikke medlem af nogen regional organisation.

Det største, politiske parti - Det progressive Liberale Parti - stiftedes i 1953 og i 1958 stiftedes Bahamas Enhedsparti. Ved valget i 1954 opnåede det liberale parti 6 af parlamentets 29 pladser. I 1956 vedtog parlamentet en antiracistisk resolution, der forsøgte at indføre etnisk ligestilling. For første gang fik indbyggere med afrikansk baggrund adgang til faciliteter, hvor de før havde været forment adgang.

Ved valget i 1962 opnåede de liberale 8 af parlamentets 29 pladser. To år senere trådte en ny forfatning i kraft og man indførte et regeringssystem med ministerier. Antallet af pladser i parlamentet forhøjedes samtidigt til 38. Sir Roland Symonette blev den første premierminister, mens Lynden Pindling var oppositionsleder. Ved valget den 10. januar 1967 opnåede de to partier hver 18 pladser i parlamentet og de to resterende pladser gik i koalition med Det liberale Parti, som dannede regering med Lynden Pindling som premierminister.

I 1977, da den økonomiske og sociale krise begyndte at slå igennem, tilbød regeringen forbedrede investeringsmuligheder for udenlandsk kapital. Det blev starten på en «bekvemmelighedsflagsindustri», for at kunne konkurrere med Panama og Liberia, i et forsøg på at sænke arbejdsløsheden, der havde ført til sociale spændinger i øgruppen. På Gran Bahama opførte regeringen i umiddelbar nærhed af øens dybvandshavn, et industrikompleks på 1.200 hektarer, der skulle huse lagerbygninger til varer, som med et minimum af lokal indsats skulle forarbejdes og derefter eksporteres.

Under valgkampen i 1977 anklagede oppositionspartierne Den nationale Frihedsbevægelse, Bahamas demokratiske Parti og Avantgardepartiet, regeringen for korruption og for misbrug af offentlige midler.

Pindling lovede, at «bahamisere» økonomien, dvs. at give større indflydelse til den lokale kapital, men samtidig uden at ødelægge billedet af øen som et skatteparadis. Både fra højre og venstre kritiserede man regeringens politik vedrørerende de multinationale selskaber; nogle for at være for imødekommende, andre for at ville jage dem på flugt med «skattefælder». Dette til trods lykkedes det alligevel Pindling at erobre et solidt flertal, og han lovede at bekæmpe arbejdsløsheden og åbnede landets grænser for «de 7 søstre», olieselskaberne, som i 1979 genoptog olieeftersøgningen.

Det politiske klima forandredes endnu stærkere i 1984 på grund af anklagerne fra det nordamerikanske TV-selskab NBC mod premierminister Pindling. Anklagerne gik ud på, at han skulle have modtaget bestikkelse i millionklassen for at have været indforstået med, at en sending narkotika kunne passere gennem landet. En undersøgelseskommission bekræftede, at regeringsfunktionærer var indblandede i narkotikahandel, men rensede samtidigt premierministeren for mistanke.

I 1987 nåede arbejdsløshedstallet op på 18%; kvinder og unge under 25 år var de mest berørte; for de sidstnævnte var tallet på omkring 35%! Dette forklarede, hvorfor indbyggerne vendte sig kraftigt imod flygtningene fra Haiti, der i stort antal gik i land på øen og fik arbejdstilladelse af myndighederne. Efter gennem tiderne at have udgjort regeringens loyale støtter, begyndte fagforbundene nu at kritisere mangelen på projekter, der på længere sigt skulle afhjælpe problemerne med arbejdsløsheden.

Lynden Pindling opnåede i 1987 sin sjette valgsejr i træk og hans liberale parti erobrede 31 af parlamentets 49 pladser . Oppositionspartiet Den nationale Frihedsbevægelse, under ledelse af Cecil Wallace Whitfield krævede gentagne gange premierministerens afgang, med anklager om valgsvindel, korruption og eftergivenhed overfor narkotikahandlere.

En markant nedgang i antallet af turister, som ellers var anslået til at udgøre ca. 3 millioner personer årligt, føjede sig i 1991 til berømmelsen som een af de mest kokainforbrugende nationer i verden og een af de mest kriminaliserede. På trods af en opbremsning i inflationsraten samt et mindre overskud på statsfinanserne, undgik man ikke, at protesterne og demonstrationerne mangedobledes.

Nordamerikanske regeringsfunktionærer anklagede Pindling for at tillade at Bahamas blev brugt som transitland for narkotikahandlere. Vidneudsagn fremsat i forbindelse med retssagen mod Panamas tidligere stærke mand, Manuel Antonio Noriega, tydede på at Pindling havde modtaget mindst 5 millioner dollars i bestikkelse.

Turismen, som bidrog med mere end 65% af bruttonationalproduktet, faldt i 1992 med ca. 10% i forhold til 1990, samtidig med bankerne havde mistet kunder i konkurrencen med Caiman-øerne. Dertil skal lægges, at det ikke lykkedes regeringen at udvide landbrugsproduktionen, hvilket medførte, at landet var nødt til at importere 80% af sine fødevarer.

25 års uafbrudt styre med Pindling fandt sin afslutning i 1992, da Hubert Ingraham, tidligere Pindlings protegé og leder af Den nationale Frihedsbevægelse, vandt parlamentsvalget med 55% af de afgivne stemmer. Den nye regering gik i gang med at bekæmpe arbejdsløsheden ved hjælp af liberaliseringer af investeringslovene for udlændinge og ved igen at gøre Bahamas til et vigtigt turistmål.

Advokaten Nigel Bowe, een af de prominente skikkelser fra Pindling-perioden, blev i februar 1994 fængslet i Miami for narkotikahandel. Samme år udnævnte regeringen en kommission, der skulle undersøge den tidligere premierministers forhold. Han var under anklage for at misbruge midler fra Sammenslutningen af Hoteller til sin egen fordel; Pindling afviste disse anklager og henviste til bankernes tavshedsløfter, hvilket forhindrede kommissionens arbejde.

I løbet af 1995 foregik en større handel med hoteller fra Sammenslutningen af Hoteller til udenlandske investorer. Det vigtigste problem for regeringen udgjordes af arbejdsløsheden og tilstedeværelsen af adskillige tusinder haitianske og cubanske flygtninge. Det lykkedes at opnå en repatrieringsaftale med Haiti, men cubanerne afviste en sådan aftale og krævede at blive overførte til USA.

I januar det følgende år kunne man øjne en løsning på konflikten, da Bahamas underskrev en aftale med Cuba, iflg. hvilken de cubanere, der opholdt sig i flygtningelejrene i Bahamas, skulle vende tilbage til deres hjemland. I løbet af 1996 blev 250 cubanere, der boede i disse flygtningelejre, samt yderligere 70, der boede illegalt hos sympatisører, sendt tilbage til Cuba. Bahamas regering havde iflg. aftalen fået garantier for at de cubanske myndigheder ville behandle de deporterede velvilligt. For første gang i 12 år anvendte man lovens muligheder for at idømme dødsstraf, og i marts 1997 blev to dømte hængt. Valget samme måned blev vundet af Den nationale Frihedsbevægelse, der fik 35 pladser, mens Det progressive Liberale parti måtte nøjes med 5. Hubert Ingraham blev genvalgt som premierminister.

Religiøse ledere protesterede i februar 1998 offentligt imod besøgene fra homoseksuelle turister, hvilket førte til at en talsmand fra den britiske regering gjorde opmærksom på, at man vendte sig imod et hvilket som helst diskriminerende tiltag i Bahamas.

I september 1999 blev Bahamas ramt af orkanen Floyd, den værste i foregående årtier. Titusinder af personer blev evakueret, og vindene der hærgede landet i 12 timer nåede op på en hastighed af 240 km/t. De hærgede hele bydele, ødelagde skibe og afbrød forbindelserne med Nassau. Premierminister Hubert Ingraham overfløj efterfølgende de berørte områder i følgeskab med USA's ambassadør Arthur Schechter.

Trods anmodning om benådning fra en række internationale menneskerettighedsorganisationer hængtes den 6. januar 2000 en mand dømt for mordet på et tysk turistpar. Amnesty International opfordrede atter engang guvernøren Orville Alton Turnquest til at følge internationale traktater og indføre stop for henrettelser samt analysere afskaffelsen af dødsstraf for altid.

Regeringen gennemførte i slutningen af året en pakke af love med det formål at omstrukturere finanssektoren, og således komme krav fra bl.a. OECD i møde, der havde sat Bahamas på den «sorte liste» over lande, hvor der hvidvaskes penge. Som led i lovpakken fandt der en omlægning sted af Nationalbanken, lovgivningen vedrørende private banker og financielle institutioner blev lavet om, straffen skærpet for ulovlige financielle transaktioner, og endelig blev der oprettet en Financiel Efterforskningsenhed.

I november 2001 overtog Ivy Dumont posten som generalguvernør over Bahamas.

Valget i 2002 blev vundet af det Progressive Liberale Parti (PLP), hvis leder, Perry Gladstone Christie overtog posten som premierminister. Sejren var overvældende, idet PLP fik 29 pladser ud af parlamentets 40, mens det tidligere regeringsparti FNM kun fik 7. Der blev endvidere valgt 4 uafhængige kandidater.

Olietankeren Prestige der sejlede under Bahamas flag stødte i november 2002 på grund ud for Galiciens kyst i Spanien. Af skibets 77.000 tons råolie løb de 60.000 ud i havet.

I november 2003 kritiserede Amnesty International, at myndighederne i Bahamas ikke overholdt de internationale traktater om behandling af flygtninge. Det gælder især flygtninge fra Cuba, der hindres i at få en ordentlig behandling af deres ansøgning om asyl. De forbliver i detentionslejre, hvor de behandles som almindelige forbrydere under ringe hygiejniske forhold og uden adgang til lægehjælp.

I august 2004 kunne et forskerhold fra universitetet i New Hampshire under ledelse af Michael Lesser afsløre, at den orange selvlysende farve som koraler i Caribien varme vand ikke er naturlig, men derimod skyldes en bakterie. Forskerholdet målte spektret af det lys, der blev udsendt fra koraler indsamlet i farvandet ud for Bahamas. De opdagede, at et af de pigmenter der udsendte lys ikke hørte til selve koralen. Holdet opdagede, at cyanobakterien, en blå-grøn alge optager det blå lys for siden at afgive det som orange. De fandt ud af, at koralen, algen og bakterien lever i et symbiotisk forhold, som alle tre nyder gavn af. Mod koralens beskyttelse bidrager bakterien til at omdanne vandets kvælstof til fødeemner for koralen.

Bahamas rammes ofte af orkaner, og orkansæsonen i 2004 forventedes at blive særlig slem. Orkanen Frances ramte øen i august og måneden efter blev de nordlige øer ramt af lidt svagere orkan Jeanne. I 2005 blev de nordlige øer atter ramt. Denne gang af orkanen Wilma. På Grand Bahama ødelagde havet og den stærke blæst hjem og skoler, og gjorde omkring 1000 personer hjemløse.

I september 2005 underskrev Bahamas og flere andre lande i Caribien Petrocaribe aftalen med Venezuela, der gav dem mulighed for at købe olie under en særaftale. Kun en del af prisen betales kontant - udfra verdensmarkedsprisen. Resten financieres over 25 år på 1% lån.

I marts 2006 afskaffede Bahamas dødsstraffen for mord, hvilket var et betydeligt fremskridt på menneskerettigheds fronten. Ændringen førte til, at 30 dødsdomme blev forvandlet til livsvarigt fængsel.

FNM vandt parlamentsvalget i maj 2007, og Ingraham blev indsat på posten som premierminister. Ved sin tiltræden erklærede han at «udenlandske investorer har uforholdsmæssig megen magt i landet».

FNM led et knusende nederlag ved valget i 2012. Det gik 12 pladser fra 21 til 9, mens PLP gik 10 pladser frem fra 19 til 29. PLP's Perry Christie blev ny premierminister.

Politivold er fortsat et alvorligt problem i landet. Alene i 2012 blev 6 dræbt af politiet. Straffriheden er udbredt. Ingen politifolk blev stillet for retten for mordene. Mordraten faldt 13% fra 2011 til 12, men er fortsat høj. 111 blev myrdet i 2012. Det bidrager til volden, at Bahamas er gennemgangsland for narko fra Latinamerika til USA.

Turismen spiller en central rolle i landet og tegner sig for halvdelen af landets beskæftigelse. Turistindtægterne tegner sig for 60% af landets BNP. 5,8 mio. turister besøgte i 2012 landet. 70% af disse med krydstogtskibe.

Volden er hastigt stigende i landet som følge af den høje arbejdsløshed, landets position som gennemgangsland for narkotika fra Latinamerika og et svagt retsvæsen. I de første 9 måneder af 2015 blev der dræbt 110. En stigning på 25% ifht. samme periode året inden.

I juni 2016 stemte befolkningen nej ved en folkeafstemning om forfatningsændringer, der ville have medført større ligestilling mellem kønnene i spørgsmålet om statsborgerskab. Den eksisterende lovgivning opstillede meget forskellige regler for mænd og kvinder ifht. hvordan statsborgerskabet blev nedarvet til børnene.

Parlamentsvalget i maj 2017 blev et sviende nederlag for det regerende liberalt populistiske PLP, der mistede 25 mandater og måtte nøjes med 4. Vinderen blev det konservativt populistiske FNM der gik 26 mandater frem og fik 35. FNM's formand, Hubert Minnis kunne derefter overtage regeringsmagten. At det gik PLP så skidt ved valget skyldtes dels at premierminister Perry Christie i starten af valgkampen kom til at sige, at «end ikke gud kunne stoppe ham». Det fik en blasfemisk klang i det religiøse land. Dels at oppositionen gennemførte en kampagne mod regeringspartiet, som det beskyldte for korruption - uden rigtig at have nogen beviser.

Mens kategori 5 orkanen Irma forvoldte enorme skader længere syd på i Caribien og længere vest på i Florida, var skaderne begrænsede i Bahamas. Til gengæld var orkanen så kraftig, at den sugede vandet helt bort fra kysterne omkring øerne, så der den ene dag var hav næste dag var blotlagt havbund.

Landet blev i september 2019 ramt af kategori 5 orkanen Dorian. Den kostede mindst 74 livet og forvoldt skader for 3,4 mia. US$. Det virkelige antal dræbte var sandsynligvis flere hundrede højere, da mange haitianske flygtninge var udokumenterede og havde ringe beskyttelse mod orkanen.

Guia del Mundo