Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Nordamerika  .  Canada
DatoOpdatering
2013.12.04Opdatering 2013
2015.01.06Ã…rlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 28/8 2016
Læst af: 192.740
Verden  .  Nordamerika  .  Canada
: :
Canada
Befolkning30,8 mio.
ValutaCanadiske dollars
Areal9.970.609 Km2
HovedstadOttawa
Befolkningstæthed3,0 indb./Km2    
HDI placering8    

Verdens næststørste land arealmæssigt. Det er inddelt i 5 naturlige regioner: «Havprovinserne» ligger ved Atlanterhavskysten, er bjergrige, kolde og har tundravegetation. «Canadas skjold» er et område af krystallinsk sand, dækket af store skove og rigt på mineralressourcer. Skovene dækker mere end halvdelen af de dyrkbare landområder. I den sydlige del afgrænset af de store søer og Saint Laurencefloden findes der store flade og frugtbare sletter. Her bor 60% af befolkningen, og her findes de store byer. I det sydvestlige område findes der en omfattende landbrugsproduktion: Hvede, kartofler, havre og byg. Området ud mod Stillehavet er bjergrigt og dækket af store skove. Det «Store nord» er tyndt befolket. Klimaet er meget koldt og vegetationen tundraagtig.

Landet råder over store mineralressourcer. Det er verdens største producent af asbest, nikkel, zink og sølv og den næststørste producent af uran. Der er store ressourcer af bly, kobber, svovl, guld, jern, gas og olie. Udledningen af røggasser fra industrier i USA og Canada bidrager til skabelsen af «sur regn», der har skadet tusindvis af søer. Bygningen af en række vandkraftværker i Quebec truer med at ødelægge jorden og økonomien for den oprindelige befolkning.

Landet er kun i begrænset omfang en retstat. Som andre vestlige lande har det siden 2001 med henvisning til «terror» benyttet lejligheden til at indskrænke menneskerettighederne på en lang række fundamentale punkter. Landets kriminallovgivning er nu i strid med FN's Menneskerettighedskonvention.

 

Folket: Der findes i Canada omkring 800.000 oprindelige folk, mestizer og inuitter (eskimoer) der lever et meget forskelligartet liv, fra integreret i bykulturen til traditionelle jægersamfund i afsidesliggende egne helt i nord. De råder over 6 kulturelle regioner og 10 forskellige sprogstammer. Mange af sprogene som cree og ojibwa anvendes fortsat i dag. Omkring 350.000 anses for at være oprindelige folk. Dvs. de tilhører et af de 573 forskellige grupper, der er registreret i Canada, og har ret til at leve i reservater under føderal beskyttelse - selv om kun 70% har valgt denne mulighed. Mestizerne (de etniske blandinger) og dem del af den oprindelige befolkning, der ikke har ladet sig registrere, nyder ikke nogen juridisk anerkendelse, men har i praksis alligevel tilkæmpet sig en række specielle rettigheder. Omkring 45% af canadierne er efterkommere af englændere, 29% af franskmænd, 3,4% af tyskere, 2,8% af italienere, 2,2% af kinesere, 1,5% af ukrainere og 1,3% af hollændere. Resten har portugisisk, latinamerikansk eller anden etnisk baggrund.

Religion: Katolicismen er dominerende (45,7%) fulgt af protestantismen (36,3%). Der er endvidere jøder, muslimer, buddhister, hinduer og 12,4% af befolkningen erklærer sig som ateister.

Sprog: Engelsk og fransk er de officielle sprog. 13% af befolkningen er tosproget, 67% taler kun engelsk, 18% kun fransk og 2% taler andre sprog (italiensk, tysk og ukrainsk).

Politiske partier: Det liberale Parti, Canadas konservative Parti, Parti Québecois, Det nye demokratiske Parti, De Grønne og det Reformistiske Parti.

Sociale organisationer: Canadas LO med 2,3 millioner medlemmer. Organisationen af de indfødte folks Nationer.

Officielt navn: Canada

Administrativ inddeling: 10 provinser og 3 territorier

Hovedstad: Ottawa, 1.130.000 indb. (2006).

Andre vigtige byer: Toronto, 5.411.300 indb.; Montréal, 3.490.600 indb.; Vancouver, 1.922.000 indb. (2000).

Regering: Generalguvernør udpeget af den britiske krone: David Johnston (siden oktober 2010). Premierminister og regeringschef: Justin Trudeau siden november 2015. Canada er en parlamentarisk forbundsstat og er medlem af det britiske Commonwealth. Senatet har 104 pladser og Kongressen 308.

Nationaldag: 1. juli (Canadas dag, 1867)

Væbnede styrker: 52.000 (2003)

Paramilitære styrker: 6.400 (kystvagt)

Regioner med selvstyreordninger indenfor Canada: Nunavik og Nunavut. Nunavut fik i midten af 90'erne en selvstyrelignende ordning (som Grønlands hjemmestyre ordning indenfor det danske rigsfællesskab). Nunavik ses i Inuit's øjne som et region i sig selv også.

 

De første beboere af det der i dag er Canada var inuitter - «eskimoer» - og stammer der var vandret over Beringstrædet fra Asien. De europæiske settlere der i det 16. århundrede ankom til Nordamerika vurderede, at der på det tidspunkt boede 10-12 millioner indfødte på kontinentet.

I det 17-19. århundrede var området skiftevis under engelsk og fransk kontrol indtil parlamentet og kongen formaliserede området som engelsk koloni. Koloniseringen blev især båret frem af den indbringende handel med skind, og den lokale befolkning nåede i slutningen af det 19. århundrede op på ½ million.

Den britisk-nordamerikanske aftale fra 1867 slog fast, at den canadiske forfatning skulle være lig den engelske. Kongen skulle have den udøvende myndighed, der var overdraget en generalguvernør med hans råd. Den lovgivende myndighed skulle baseres på et parlament bestående af et Senat og et Underhus.

I 1931 fritog det britiske parlament Canada for aftalen om, at kolonimagtens love skulle gennemføres i kolonien, og Canada fik lovgivningsmæssig autonomi. Samme år anerkendte Norge det canadiske overherredømme over de arktiske områder nord for selve kontinentet.

I 1981 blev den canadiske regering enig med det britiske parlament om at indlede en forfatningsmæssig overgang. Den kulminerede i 1982 med erstatningen af aftalen fra 1867 med Canadaakten. Det indebar autonomi og status af stat associeret til United Kingdom.

Akten af 1982 rummede en erklæring om rettigheder og friheder, der rummede en anerkendelse af landets fler-nationale arv og de indfødte folks rettigheder, princippet om lighed mellem de 10 provinser og deres lokale overherredømme over deres naturressourcer.

Quebec

Bestræbelserne på at bremse de protestantiske englænderes fremtrængen omkring 1760 er en væsentlig del af den religiøse og nationalistiske baggrund for, at provinsen Quebec historisk har varetaget rollen som vogter af den katolske tro, den franske «race» og det franske sprog i Nordamerika.

Quebec var blevet grundlagt allerede i 1608 som den første franske by i Nordamerika. Den franske kolonisering foregik i langsomt tempo, og dette var grundlaget for et forholdsvis harmonisk forhold mellem den indianske befolkning og de franske settlere. Den britiske kolonisering startede først senere i 1600-tallet og foregik i et hurtigere tempo. Dette var grundlaget for konflikt mellem britiske nybyggere i Øvre-Canada - nu Ontario - og franske nybyggere i Nedre-Canada - nu Quebec. En langvarig krig førte til, at byen Quebec faldt i 1759, og ved fredsaftalen i 1763 opgav den franske krone alle krav på Canada. Til gengæld blev den fransktalende befolkning lovet, at den kunne bevare sit sprog og katolske religion.

Til trods for disse garantier blev den franske befolkning hurtig underlegen økonomisk. Kapitalakkumulation var stort set koncentreret på engelske hænder. En feudal landbrugsstruktur og en stærkt konservativ katolsk kirke var også medvirkende til at holde den franske befolkning nede. I 1837 udbrød der oprør i Quebec, delvist støttet af de fattige samfundslag i Øvre-Canada. Oprøret blev slået ned med stor brutalitet, men den sociale og politiske utilfredshed fortsatte.

Imens voksede den fransktalende befolkning. De 6.000 franskmænd fra 1769 var blevet til 6.000.000 Quebecois i 1960. I Quebec taler 80% af befolkningen i dag fransk som første sprog og beskytter sin kulturelle identitet.

Siden 1960 har Quebec gennemgået en hurtig økonomisk udvikling, fra at være et tilbagestående halvfeudalt og kirkeligt domineret landbrugssamfund til at blive et moderne urbaniseret industrisamfund. Processen har været præget af, at sprogskellene er blevet gjort til klasseskel. Kapitalejerne har været engelsktalende, mens lønarbejderne har været fransktalende. Dette har ført til et kraftig opsving i fagbevægelsen. I 1972 fandt den hidtil eneste generalstrejke i Nordamerika sted i Quebec, med besættelse af fabrikker og mindre byer. Samtidig fandt der et kraftigt opsving sted i uafhængighedsbevægelsen, der tidligere havde ringe betydning. I 1976 vandt separatistpartiet Parti Quebecois med René Lévesque i spidsen valget og dannede regering. På partiets program står Quebecs selvstændighed, omend det også har været åbent overfor forskellige kompromisløsninger. I 1977 besluttede lokalregeringen, at fransk skulle være det officielle sprog i undervisningen, handelen og lokaladministrationen.

Forbundsregeringen havde indtil da mødt uafhængighedsbevægelsen med en blanding af undertrykkelse, ligegyldighed og forsøg på kompromis. I 1970 blev der således erklæret undtagelsestilstand i Quebec i forbindelse med bortførelsen af lokalregeringens arbejdsminister Laporte.

Selvom Lévesque afviste muligheden af ensidig udtræden af føderationen og i stedet foreslog en «associeringsstatus» med fælles mønt og told, blev dette forslag forkastet ved en folkeafstemning i 1980 med 59,5% af stemmerne mod 40,5%. Ti år senere viste en opinionsundersøgelse, at 62% af borgerne i Quebec fortsat støttede ideen om «frihed» for deres provins. I 1995 fremtvang Parti Québecois en ny folkeafstemning, der gav et langt mere snævert resultat: 50,4% af befolkningen stemte mod udtræden af føderationen, mens 49,6% stemte for.

Kvinders rettigheder

Engelsk lovgivning var i lang tid bestemmende for forholdet mellem kønnene i Nordamerika. Først i oktober 1929 fik de canadiske kvinder selvstændig retsstilling. Først i forfatningen af 1982 er ligestillingen mellem kvinde og mand slået juridisk fast. Hver provins har endvidere love, der sikrer lige rettigheder bolig, arbejde, serviceydelser mm. uden hensyn til race, religion, alder, nationalitet eller køn. Kun i Quebec er diskrimination pga. «omvendt seksualitet» - betegnelsen for homoseksualitet - forbudt. Alligevel udsættes kvinder for en omfattende diskrimination. De har ikke adgang til alle typer jobs, og hvis de har, får de ikke den samme løn som mænd. Andelen af kvinder der arbejder udenfor hjemmet steg med 62% i perioden 1969-79. I 1981 nåede denne andel op på 49% af alle kvinder, og de udgjorde 39% af den økonomisk aktive befolkning.

1980 Fra Trudeau til Mulroney

En liberal regering under ledelse af Pierre Trudeau kom til magten ved valget i 1968 og den blev genvalgt i 1972 og 76. I 1980 blev den erstattet af en konservativ regering. Trudeau forstærkede Canadas traditionelle bånd med USA og Vesteuropa, han nærmede landet til det fjerne østen, Afrika og Latinamerika, og han afviste at tilslutte sig USA's blokade mod Cuba.

De vanskeligheder der udviklede sig i kølvandet på den internationale recession fra starten af 70'erne, førte til et kraftigt fald i opbakningen til det liberale parti, og en tilsvarende øgning i opbakningen til de konservative. De konservatives leder, Brian Mulroney, erstattede i 1983 premierminister John Turner, der 3 år tidligere havde erstattet Trudeau. Mulroney var arbejdsmarkedsadvokat, selvstændig erhvervsdrivende og stammede fra Quebec. Han genetablerede de specielle relationer der tidligere havde eksisteret mellem Canada og USA, hvilket især afspejlede sig i forhandlingerne der blev indledt i 1985 om en frihandelsaftale. Traktaten der trådte i kraft i 1989 blev kritiseret fra de liberale og andre sektorer af oppositionen, der opfattede den som alt for favorabel for nabolandet. Alligevel betød traktaten en massiv vælgeropbakning ved valget i 88.

Den konservative valgsejr blev især sikret med stemmer fra Quebec. Opbakningen afspejlede de fransktalende forretningsfolks stigende styrke samt Lake Meech aftalen fra 87, som Mulroney havde fremmet og som uddelegerede en række vigtige magtbeføjelser fra forbundsregeringen til provinserne. Den betød for første gang en anerkendelse af Quebecs kulturelle særtræk. Men for at Lake Meech aftalen kunne træde i kraft måtte den først godkendes af alle provinser, og den blev blokeret af Newfoundland og Manitoba. I sidstnævnte kom modstanden alene fra en indfødt, der ikke kunne acceptere formuleringen om at erklære Quebec for «et anderledes samfund».

1990 Inuitternes krav om Nunavut - Vores Land

Nordvest territorierne udgør en tredjedel af Canadas overflade, men der bor kun 52.000 mennesker, hvoraf halvdelen er inuitter eller tilhører andre oprindelige folk. De overvejede muligheden af at skille sig ud i to regioner - Nunavut og Denendeh - hver med deres autonome regering. Planen blev godkendt af provinsregeringen i 1987, men den var fortsat afhængig af forbundsregeringens godkendelse og en folkeafstemning.

Oven i aftalen mellem provinsregeringerne og de oprindelige folks organisationer og inuitter, erklærede forbundsregeringen sig villig til at inkludere en paragraf i forfatningen om sidstnævntes ret til selvstyre. I 1988 overdrog regeringen 673.000 km2 til de oprindelige folk og inuitterne i Nordvest territorierne, og det var forventet, at 352.000 km2 ville følge efter.

I 1992 underskrev forbundsregeringen og provinsregeringerne en aftale om 17.500 indfødtes jordkrav i Nordvest territorierne. Vejen lå åben for oprettelse af «Nunavut» - Vores Land på inuit. Dette projekt blev godkendt ved en folkeafstemning den 4. april. Nunavut nord for Hudson Bay og den arktiske halvø dækker et område på 2,2 millioner km2 svarende til en femtedel af landet. Aftalen rummede endvidere bestemmelse om overdragelse af 350.000 km2 til inuitterne samt en betaling på 580 millioner dollars som erstatning for løftet om, at inuitterne ikke ville fremsætte yderligere territorialkrav. Nunavut fik ikke autonomi, men en bestemmelse om befolkningens deltagelse i udvindingen af naturressourcerne blev nedfældet i forfatningen.

Inuitterne i det nordvestlige Canada arbejder sammen med deres søstre og brødre i Grønland og Alaska for at klare deres nations økologiske, kulturelle, sociale og politiske problemer. Den femte Inuitkonference - CCI - i 1989 bekræftede deres ret til områder, som den canadiske stat anså for sin ejendom, og for hvilke den havde overdraget mineudforskningsrettigheder til en række store virksomheder.

Nunavik
Kort over selvstyreområdet Nunavik (Steve Grasser)

Afhængigheden af USA

Canadas vigtigste handelspartner er USA, men mens Canadas eksport til USA udgør 20% af Canadas BNP, udgør USA's eksport til Canada blot 3% af supermagtens BNP. Ingen anden af de store vestlige økonomier udviser samme grad af skævhed i samhandelen. Den kan kun sammenlignes med den fattige verdens afhængighed af de industrialiserede lande i nord.

Med frihandelsaftalen mellem de to lande der trådte i kraft i 1989, er Canadas integration i USA's økonomi blevet drastisk øget. Gennem handel, kreditter og investeringer i Canada har USA sikret sig en stadig større kontrol over dets naturressourcer og industrier. Økonomisk krise i USA medfører umiddelbart en tilsvarende krise i Canada. Canadas monetære politik udformes grundlæggende i nabolandet. Forholdet mellem de to lande er blevet karakteriseret som en koloniafhængighed, trods det forhold at Canada er verdens 8. største industrination og at befolkningens levestandard ligger på 10. pladsen blandt verdens lande - iflg. OECD's statistikker.

Canadas væbnede styrker har til formål at forsvare de nationale interesser både indenfor og udenfor landets grænser, forsvaret af Nordamerika i samarbejde med USA, de sikkerhedsmæssige forpligtigelser der er en konsekvens af medlemsskabet af NATO samt endelig Canadas deltagelse i FN's fredsbevarende styrker. Dertil kommer Canadas væbnede styrker i Europa, der er underlagt NATO's overkommando for permanent udstationerede styrker i Centraleuropa. De består af 4 mekaniserede brigader og en flyvereskadrille, der er trænet til at operere med stor effektivitet, men siden midten af 90'erne har Canada været i gang med at trække disse styrker ud af Europa. Canadiske styrker deltog i USA's invasion af Haiti i 1994.

Relationerne mellem Canada og USA skærpedes i 1985, da et kystbevogtningsskib fra USA sejlede gennem Nordvestpassagen uden forudgående canadisk tilladelse. USA anerkender Canadas overhøjhed over de arktiske øer, men ikke over vandområderne, og der eksisterer en retsstrid om havområdet i nærheden af de franske øer St. Pierre-et-Miguel. Canada er heller ikke nået langt i sine forsøg på at få USA til at begrænse luftforureningen fra sine industrier. Forurening der føres ind over Canada og forårsager syreregn. Den canadiske regering har på sin side forpligtet sig til en halvering af luftforureningen, der skaber syreregn. Programmet er allerede sat i gang og har som mål at reducere udledningen fra industrierne med 20% frem til 2005.

James Bay dæmningsprojektet

I 1991 indledte Quebecs premierminister Robert Bourassa anden fase af et energiprojekt i James Bay. Projektet indeholder bygningen af et vandkraftværk og omledningen af 9 floder, der over et 350.000 km2 stort område i provinsens nordvestlige hjørne flyder ud i James- og Hudson Bay. Første fase af projektet havde gennem en række byggerier til formål at skabe grundlag for genereringen af 10.282 megawatt elektricitet. James Bay skal op på at producere i alt 27.000 megawatt. Det overstiger elproduktionen ved det mægtige kraftværk Itaipú i Brasilien og kraftværket ved de Tre Slukter i Kina, der er under opførelse.

Det område der omfattes af projektet anvendes til jagt og fiskeri af omkring 11.000 cree indianere og 7.000 inuitter, der har levet i området i over 5.000 år. Samme sted findes verdens største koncentration af Belugahvaler, hjorteflokke og sæler. En stor del af trækænderne bruger desuden de udstrakte vådområder til hvile under deres træk.

Konsekvensen af omledningen af 4 floder og bygningen af dæmninger og vandkraftværker var, at 13.000 km2 blev oversvømmet. Som følge af åbning af en sluseport i en af dæmningerne i 1984 døde 10.000 hjorte.

Projektets 2. etape afslutter dæmningsbyggeriet omkring floderne, der løber ud i de 2 bugter, og indebærer at yderligere 10.000 km2 bliver oversvømmet. Projektet gør det muligt at sælge el til USA, bygge aluminiumsfabrikker i Quebec og sikre canadiernes elforsyning - en af de højeste i verden. Projektets konsekvenser for økosystemet er uoverskuelige.

I 1973 fik beboerne i det område der berøres af projektet to tredjedele af deres fødevarer fra jagt og fiskeri. 20 år senere var denne andel faldet til en fjerdedel. I 1975 underskrev lokalbefolkningen en aftale for at bevare en lille del af deres jorde, og for at få en form for erstatning for tabet af resten af territoriet. Alligevel er mulighederne for overlevelse af den indfødte kultur begrænsede, når den stilles overfor Quebecs nationalistiske økologiske massakre.

Oprindelige folk

Inuitterne der er de traditionelle beboere på Belcher øerne i Hudson bugten, og som traditionelt har sejlet rundt efter jagt og fiskeri, blev slet ikke taget i betragtning ved indgåelsen af aftalen. De er naturligt nok stærkt bekymrede over konsekvenserne for miljøet og deres levevilkår.

Aktuelt findes der i Canada 326.000 oprindelige folk samlet i 577 grupper samt 25.000 inuitter. Mindst 100.000 mestizer og indfødte - nogle nævner tal helt op til 850.000 - er assimileret i den dominerende kultur. Iflg. de officielle statistikker udgør de 4% af den samlede befolkning. Canadas oprindelige befolkning har i stigende grad sluttet for at forsvare deres rettigheder. I 1960-70'erne oprettedes National Indigenous Board (NIB), der skulle repræsentere dem overfor offentligheden og forbundsregeringen. For kort tid siden blev NIB erstattet af Organization for First Indigenous Nations (OFIN). De oprindelige folk kræver respekt for de indgåede traktater, der stadfæster deres rettigheder til jord og andre ressourcer. Især de folk der stadig lever af jagt og fiskeri som cree, dene, innu, haida og irokesere er udsat for trusler mod deres jord og levevis.

Efter 2. verdenskrig tog regeringen skridt til at samle innufolket i en række små reservater, og i starten af 70'erne var de næsten alle samlet i sådanne områder. Selv om Canada officielt anerkender de indfødte folks ret til deres jorde, forsøger staten gennem aftaler at samle dem på mindre områder mod økonomiske kompensation. En ny generation af innuer gjorde den erfaring, at det havde været en fejl at acceptere aftalen med regeringen. En undersøgelse fra 1984 viste, at selvmordsniveauet i det nordlige Labrador var 5 gange højere end det canadiske gennemsnit. I 1988 invaderede innuerne Goose Bay basen og oprettede en fredslejr. Trods omgående politiindsats lykkedes det de indfødte at få afbrudt årets militærøvelser. Overraskende nok løslod en domstol 4 indfødte, der stod anklaget for indtrængen, idet den henviste til, at begrebet om ejendomsret til jorden er noget der ligger Canadas oprindelige befolkning meget fjernt, og at der derfor ikke var basis for en retssag med basis i engelsk eller canadisk lovgivning. Regeringen fik imidlertid hurtigt omstødt dette bemærkelsesværdige dom, der kunne have skabt præcedens for de oprindelige folks jordkrav i regionen.

Flygtninge

I 1990 vedtog parlamentet en ny stram flygtningelovgivning, der trådte i kraft fra januar 1991. Den nye lovgivning slår fast, at flygtninge der kommer ind i landet uden bosætningsret kan sendes tilbage til et land, der anses for sikkert. Oppositionen og menneskerettighedsgrupper beskyldte regeringen for at skifte fra den ene yderlighed til den anden. Myndighederne svarede, at landets grænser ikke var lukket fuldstændig. Canada gav stadig 13.000 flygtninge ret til at komme ind via ambassaderne og 10.000 ret til at komme ind via familiesammenføring.

Midt i 1991 erklærede IWGIA (International Working Group for Indigenous Affairs), at den canadiske regering ikke respekterede mohawk folkets religiøse rettigheder og kritiserede forskellige former for overgreb, som bl.a. bygningen af en golfbane på folks fælles jord.

Ved en konference organiseret i slutningen af 1991 af «Canadas Komite for Indfødte Kvinder, 500», kritiserede delegerede fra 22 lande på det amerikanske kontinent den underkuelse og diskrimination de udsættes for. Deltagerne besluttede at kæmpe for genindførelsen af det lederskab, som kvinderne havde i de oprindelige kulturer før europæernes ankomst.

I oktober besluttede forbundsregeringen i Ottawa at bevilge 700 millioner canadiske dollars til landbrugssektoren, men bønderne vurderede, at dette beløb ikke var tilstrækkeligt som kompensation for de tab sektoren havde lidt året i forvejen. Statsstøtten til landbruget i EU og USA stillede canadierne svagere, samtidig med at orienteringen i GATT var øgning af frihandelen.

I december afslørede den canadiske økonominister, at landet i 1991 for første gang i 15 år havde haft underskud på handelsbalancen. I september var underskuddet oppe på 275 millioner dollars. Året 1991 var karakteriseret af den økonomiske recession, høje skatter, korruptionsskandaler, øgede signaler om separatisme og faldende popularitet for Mulroney regeringen.

I de første måneder af 1992 var Canada præget af en intens polemik omkring de stigende krav om autonomi i Quebec. I september afviste provinsen et forslag fra regeringens side om at give den «specialstatus» som «utilstrækkeligt».

På det handelsmæssige område undertegnede Canada, USA og Mexico den 12. august 1992 efter 18 måneders forhandlinger en aftale om etableringen af et frihandelsesområde - NAFTA aftalen (North American Free Trade Agreement).

I februar 1993 havde premierminister Brian Mulroneys popularitet nået bunden, og han besluttede at træde ud af det konservative parti - og dermed af regeringen. Forsvarsminister Kim Campbell blev samme måned udnævnt til den 19. premierminister i Canadas historie og var den første kvinde til at beklæde posten. Hendes første handling var at reducere antallet af ministre med 10 til 25.

1993 Jean Chrétien og de liberale overtager regeringsmagten

I juni samme år ratificerede parlamentet - med kun 10 stemmers flertal - NAFTA aftalen. To måneder senere rejste den splinternye premierminister rundt i landet på valgkampagne for at samle støtte til vedtagelsen af en sparepakke for at reducere statens budgetunderskud. Hendes liberale modkandidat, den liberale Jean Chrétien, lovede derimod at give skabelsen af jobs topprioritet. Ved parlamentsvalget i oktober 93 vandt de liberale en knusende sejr over de konservative, der fik antallet af pladser i Underhuset reduceret fra 155 til 2. Det liberale parti fik 178 pladser mod 79 tidligere. Det separatistiske Bloque Quebecois fik 54 pladser og det centrum-højreorienterede Reformistiske Parti fik 52 pladser. Begge partier kunne notere sig en betydelig fremgang. Valgresultatet var det alvorligste nederlag for et regeringsparti i Canadas 126 årige historie.

Den nye premierminister, Jean Chrétien, overtog posten den 4. november 1993. Måneden efter trådte den tidligere premierminister, Kim Campbell, tilbage fra posten som formand for det konservative parti.

Regeringens vigtigste udfordringer i 1994-95 var reduktionen af den offentlige gæld og de offentlige udgifter, den stigende arbejdsløshed der nåede over 10% samt de separatistiske tendenser i Quebec. I maj 1994 faldt inflationen for første gang i 40 år.

1995 Nyt forsøg på selvstændighed i Quebec

Muligheden for løsrivelse af Quebec dukkede atter op i 1994 foranlediget af Partì Quebecois (PQ). Nok var premierminister Chrétiens popularitet steget med 13% siden valget i 93, men i Quebec var det PQ der vandt. Den nye leder af lokalregeringen, Jacques Parizeau, forpligtigede sig til at gøre alt for at gøre Quebec til en selvstændig stat.

NAFTA aftalen trådte i kraft den 1. januar 1994, og den geopolitiske situation der dermed var blevet skabt gjorde, at også de andre lande intenst fulgte udviklingen i Quebec, trods det at PQ lovede, at en eventuel ny stat ville overholde de forpligtigelser, som Canada havde indgået. Den 30. oktober 1995 kom forslaget om selvstændighed til folkeafstemning i Quebec, hvor det blev forkastet med 50,6% af stemmerne.

Truslen om løsrivelse fra Quebecs side blev mindsket i 1996 trods den høje tilslutning, som separatisterne havde vundet. Forbundsregeringen overførte en række magtbeføjelser til delstaterne i et forsøg på at dæmpe de nationalistiske strømninger. Lucien Bouchard efterfulgte Parizeau som leder af PQ og delstatsregeringen i Quebec, efter at Parizeau var trådt tilbage efter valgnederlaget.

Trods væksten i den canadiske økonomi i 1996 voksede også arbejdsløsheden. Året var iøvrigt præget af konflikt med USA omkring en række canadiske virksomheders samhandel med Cuba.

I juni 1997 vandt Chrétien parlamentsvalget med 155 ud af 301 pladser, fulgt af det Reformistiske Parti med 60 pladser, PQ med 44, Det nye demokratiske Parti med 21 og de konservative med 20. En uafhængig gruppe fik en enkelt plads. Marilyn Trauholme blev ny guvernør i New Brunswick. Efter pres fra separatisterne forbød regeringen i marts 1998 visningen af det canadiske flag i Underhuset.

Højesteret besluttede i 1998, at Quebec ikke ville kunne melde sig ud af føderationen uden centralregeringens billigelse. Premierministeren der selv er født i Quebec og skarp modstander af provinsens løsrivelse erklærede, at afgørelsen bekræftede føderalregeringens vigtigste argument - at Quebec indenfor den canadiske lovgivning ikke har ret til unilateralt at erklære sig for selvstændig.

I 1999 slog en undersøgelse fra David Suzuki Foundation fast, at Canada har verdens største forbrug af olie og gas pr. indbygger, og at 16.000 personer årligt dør som følge af luftforureningen. Undersøgelsen pegede samtidig på, at Canada er verdens største producent af drivhusgasser pr. indbygger - de gasser der medfører global opvarmning af atmosfæren.

Efter 50 års centralstyre opnåede inuitterne i 1999 endelig at få kontrol over 20% af det canadiske territorium, da territoriet Nunavut blev dannet i Canadas nordvestlige del. Eftersom Nunavut ikke råder over infrastruktur, der ville gøre det muligt at udvinde territoriets mineralrigdomme, er de 25.000 inuitter i områder fortsat afhængige subsidier og socialhjælp fra den canadiske stat.

Jantzi Socialindekset trådte i kraft i 2000 og omfatter 60 af landets største virksomheder, der er udvalgt udfra deres respekt for miljø og sociale vilkår. Indekset kan anvendes af de investorer, der ikke ønsker, at deres midler investeres i våbenindustrien eller i virksomheder der betjener sig af børnearbejde. Indekset udelukker endvidere virksomheder indenfor kernekraft og tobak. Det rummer dog virksomheder indenfor spil og alkohol.

Premierminister Chrétien blev udsat for en bølge af kritik og fremskyndede derfor - mod sit eget partis holdning - parlamentsvalget til november 2000. Valget gav ham ikke blot absolut flertal i kongressen, men også en fremgang på 17 mandater. Hans liberale parti gik desuden frem i Quebec, og bidrog dermed til at svække separatisterne. Forklaringen på valgsejren var især Canadas stærke økonomiske situation. Ifølge opgørelser fra FN har Canada verdens højeste levestandard.

Regeringen vedtog i marts 2001 nye love mod børnepornografi. Det er nu ikke blot ulovligt at producere og publicere «anstødelige» billeder af børn, men det er også ulovligt at give adgang til sådanne billeder på internettet. Overtrædere af denne lovgivning, uanset hvor i verden de måtte komme fra, kan stilles for canadiske domstole. Internet udbydere i Canada gjorde imidlertid opmærksom på, at det vil være meget vanskeligt at kontrollere alt det materiale der lægges ud på nettet.

I juli blev Canada det første land i verden, der legaliserede den terapeutiske anvendelse af marihuana. Samtidig igangsatte regeringen en produktion af stoffet til medicinske formål. Den kommercielle produktion af stoffet og salg til ikke-medicinske formål er dog fortsat illegalt.

Efter hemmelige forhandlinger mellem Quebecs regering og ledere fra indianerfolket cree, blev der indgået en aftale om betaling af 2,2 mia. canadiske dollars, mod at cree indvilgede i gennemførelsen af miljøundersøgelser, der kunne udpege det bedste sted til opførelsen af et vandkraftværk. Størstedelen af det 12.000 medlemmer store cree folk har i årtier kæmpet mod planerne om opførelse af et vandkraftværk, og for dem var den hemmelige aftale et tegn på forræderi fra deres lederes side, og deres overbevisning om at jorden er hellig og ikke må ødelægges.

Efter angrebet på New York 11. september 2001 tilsluttede Canada sig USA's «krig mod terror», og i april 2002 døde 4 canadiske soldater i Afghanistan, efter at være blevet bombet fra amerikanske bombefly. I september 2002 erklærede Chrétien i et TV interview, at den vestlige verden måtte lære at, «magten ikke må udøves så langt, at der ydmyger andre», og at «den vestlige verden gjorde sig rig på bekostning af den fattige verden». Disse udtalelser sammen med Canadas klare afvisning af USA's planer om at angribe Iraq førte til skarpe angreb fra Canadas konservative opposition, der krævede at Canada bad om undskyldning overfor USA.

De liberale udskiftede på deres kongres i november 2003 deres formand. Ny formand blev Paul Martin, og han blev i december formelt indsat som landets premierminister, da Chrétien efter 10 år på posten trak sig. Samme efterår blev der dannet et nyt konservativt parti ved sammenlægning af to eksisterende konservative partier. Formålet var at skabe en større trussel mod de liberale, når der i foråret 2004 gennemføres parlamentsvalg, men det nye parti er indtil videre præget af kraftig intern rivalisering.

Ligeledes i 2003 vandt de liberale valget i Québec, og afsluttede dermed 9 års regering med separatistpartiet ved magten. Jean Charest erstattede Bernard Landry på premierministerposten. De liberale fik 75 af parlamentets 125 pladser.

I februar 2004 blev Martin involveret i en finansskandale, der alvorligt skadede de liberale. Martin måtte offentligt besvare anklager fra den canadiske rigsrevision, der havde afdækket at den liberale regering havde brugt flere mio. Can.$ til egne støtteprogrammer og politisk propaganda. Premierministeren erklærede, at han ikke var vidende om, at pengene i hans tid som finansminister under Chretien var blevet brugt til disse formål. Han påtog sig dog det politiske ansvar for skandalen og erklærede at den ville få en række følger. Regeringen beordrede en føderal undersøgelse af begivenhederne gennemført. Dommer John Gomery blev udnævnt til formand for undersøgelseskommissionen, og han erklærede at det liberale parti kun ville få status af assistent i kommissionen. På den måde fik regeringen ikke mulighed for at udspørge vidner under kommissionens arbejde. Det liberale parti havde tidligere en anden status for at kunne forsvare sit rygte og troværdighed, som var skadet af skandalen.

Trods protester fra oppositionen, miljø- og dyreværnsaktivister tillod regeringen i april 2004 at 300.000 sæler kunne fanges og dræbes. Regeringen argumenterede med, at det var økologisk forsvarligt og økonomisk berettiget. Aktivisterne kritiserede at deres arbejde på at hindre drabene blev blokkeret. 25 år tidligere havde miljøaktivister formået at standse jagten og drabene på babysæler ved Canadas nordøstkyst. Iflg. nye fangstregler bliver sælerne nu skudt og ikke som tidligere dræbt med køller - for at gøre drabene mere «humane».

Ved parlamentsvalget i juni mistede de liberale deres absolutte flertal i parlamentet og dannede derfor den første mindretalsregering i Canada i 25 år. Som følge af finansskandalen mistede partiet 30 pladser, og mistede derved også sit 11 år lange monopol på magten. Partiet fik 135 af parlamentets 308 pladser; de konservative 99; det separatistiske Bloc Quebecois 54 og det venstreorienterede Nye Demokratiske Parti fik 19.

Valgets største sejrherre var ubetinget Bloc Quebecois, der før valget blot havde 33 af de 75 pladser i parlamentet i Montreal. Valget gav dem en fremgang på 21 pladser - overvejende på de liberales bekostning - og det åbneed mulighed for en ny folkeafstemning om provinsens selvstændighed. «De eneste Quebec'erne har tillid til er Bloc Quebecois», erklærede blokkens formand, Gilles Duceppe foran flere hundrede jublende tilhængere i Montreal.

I september forlængede Paul Martin generalguvernør Adrienne Clarksons mandat med et år. Det ville ellers løbe ude den 7. oktober 2004.

Korruptionsskandalen der brød ud i 2004 førte i november til Paul Martins fald, da han tabte en tillidsafstemning i parlamentet. I januar 2006 blev premierministerposten overtaget af den konservative Stephen Harper efter 12 års liberalt styre.

Efter omfattende efterforskning der involverede over 400 politifolk, arresterede politiet i Toronto i juni 2006 22 personer, anklaget for at have planlagt bombeattentater i Canada. 17 af de arresterede blev efterfølgende stillet for retten. Myndighederne angav at have konfiskeret 3 tons ammonium nitrat. Et gødningsmiddel der også kan anvendes ved fremstillingen af bomber. Der var tale om 3 gange den mængde der i 1995 blev anvendt ved bombeattentatet i Oklahoma City, der kostede 168 mennesker livet.

Parlamentet stemte i maj for en forlængelse af Canadas militære tilstedeværelse i Afghanistan frem til 2009. Sammen med britiske, australske og danske styrker udgør de NATO's besættelsesstyrke i det sydlige Canada. Andre NATO lande var ikke villige til at stille tropper til det krigshærgede sydlige Afghanistan, og i starten af 2008 førte dette til intern krise i NATO. Canada havde på dette tidspunkt allerede mistet over 100 soldater, og stillede krav om flere tropper fra andre NATO lande. først i april 2008 indvilgede Frankrig i at sende 2.000 soldater, for at bistå besættelsesmagten i den sydlige del af landet.

I februar 2008 blev det afsløret, at to partifunktionærer fra de Konservative i maj 2005 havde tilbudt det uafhængige parlamentsmedlem Chuck Cadman 1 mio. US$ for at stemme for at bringe den liberale regering til fald. Premierminister Harper indrømmede at han kendte til sagen og havde advaret de to funktionærer, men havde iøvrigt intet gjort for at standse forsøget på politisk stemmekøb. Selv om sådanne handlinger er strafbare efter canadisk lov besluttede det canadiske politi i april at afstå fra at rejse sigtelse - «af mangel på bevis».

Provinsvalget i Québec i marts 2007 gav betydelig fremgang til partiet Action démocratique du Quebec (ADQ), der går ind for provinsens autonomi indenfor Canada. ADQ blev det næststørste parti efter de liberale, og forviste Bloc Quebecois til tredjepladsen.

2008 Udviklingen af Canada til totalitært samfund

Harpers konservative parti gik en smule frem ved parlamentsvalget i oktober 2008, og Harper regeringen fortsatte. Premierministerne har siden udviklet sig i stadig mere autoritær retning. I december 2008 bad han første gang guvernøren om at suspendere parlamentet, hvilket guvernøren accepterede. For at undgå en liberal mistillidsafstemning var parlamentet efterfølgende suspenderet 4. december 2008 - 26. januar 2009.

I december 2009 gentog han sin autoritære manøvre, og atter med accept med guvernøren. Parlamentet blev suspenderet 30. december - 3. marts 2010. Harper forklarede at suspensionen af demokratiet var nødvendigt for at gennemføre hans økonomiske plan. Den tidligere forsvarschef Tom Flanagan erklærede, at det var noget sludder. Den egentlige årsag til suspendering af demokratiet var den skade oppositionen kunne påføre de væbnede styrker under disses krig i Afghanistan. Det liberale parlamentsmedlem Wayne Easter udtalte efterfølgende til CBC at premierministeren «lukkede demokratiet ned». Den 23. januar demonstrerede canadiere i 64 byer mod regeringens anslag mod demokratiet. Den 29. januar udnævnte Harper 5 konservative senatorer til Senatet og tippede derved magtbalancen, der tidligere havde været domineret af liberale.

Harper regeringen støtter racisme og boykottede FN's Durban II konference mod racisme i Sydafrika i april 2009.

I januar 2010 indsatte Harper konservative på 5 ledige pladser i Senatet, hvilket tippede magtbalancen til hans fordel.

Regeringen tabte en tillidsafstemning i marts 2011 med 156 mod 145. Regeringen blev stemt ned pga. dens foragt for parlamentet. Det var første gang i landets historie, at en regering table en tillidsafstemning.

Harpers konservative parti gik 23 pladser frem til 166 ved parlamentsvalget i maj 2011. Han havde dermed absolut flertal i den 308 pladser store Kongres. Valgets anden store sejrherre var det socialdemokratiske New Democratic der gik 66 pladser frem fra 37 til 103. De liberale blev mere end halveret fra 77 til 34 og Bloc Québécois blev næsten udraderet, da de gik fra 49 til 4.

Harper benyttede valgsejren og det absolutte flertal i Kongressen til at gennemføre en række konservative mærkesager,der tidligere var blevet stemt ned: overvågning af internettet, afskaffelse af våbenregistrering, indkøb af nye kampfly, optrappet kamp mod kriminaliteten, sænkning af selskabsskatten til 15%.

Canada deltog i første halvår 2011 i NATO's angrebskrig mod Libyen.

I februar-september 2012 gennemførte studerende i Québéc massedemonstrationer mod lokalregeringens planer om at hæve den årlige studieafgift fra $2168 i 2012 til $3793 i 2018. Op til flere hundrede tusinde deltog i demonstrationerne. I september skiftede lokalregeringen fra liberal til Partí Québécois, der tog forslaget om stigninger af bordet.

Canada fortsætter udnyttelsen af Athabasca tjæresandsområderne i Alberta. Disse sammen med andre energireserver gør at landet formodes at råde over 13% af verdens resterende energireserver.

Efter 6 års arbejde afgav den canadiske sandheds- og forsoningskommission i juni 2015 betænkning. Den konkluderede, at Canada skolesystem for den oprindelige befolkning udgjorde et «kulturelt folkedrab», og fremlagde desuden et omfattende katalog af anbefalinger til hvordan de oprindelige folks samfund kunne støttes, og hvordan overgrebene på børnene standses. Gennem det 19. og 20. århundrede tvangsfjernede den canadiske stat 150.000 børn fra deres forældre og anbragte dem på særlige kostskoler, hvor det var dem forbudt at tale deres oprindelige indianske sprog og hvor de blev udsat for en lang række sociale, kulturelle og seksuelle overgreb.

Trods kommissionens skarpe konklusioner fortsatte overgrebene mod den oprindelige befolkning. I juli indledtes byggeriet af Site C dæmningsprojektet i British Columbia, uden at projektets konsekvenser for den oprindelige bfolkning var blevet undersøgt.

Ligeledes i juni blev den konservative regerings forslag om anti-terror lov vedtaget. På en lang række punkter var den et overgreb mod de grundlæggende menneskerettigheder. Den gav myndighederne på tværs af statsapparatet ret til at dele informationer uden hensyn til omstændighderne, og gav efterretningsvæsenet ret til at «håndtere sikkerhedstrusler», også selv om håndteringen indebar overtrædelse af basale rettigheder. Lovpakken gjorde det endvidere ulovligt at «forsvare eller fremme terror generelt». Terrorbegrebet var uspecificeret og loven gav altså mulighed for vilkårlig indskrænkning af ytringsfriheden. Efter den liberale regering kom til magten i november lovede den at reducere nogle af de værste overgreb, der var skrevet ind i loven.

Parlamentsvalget i oktober 2015 blev et sviende nederlag for det regerende autoritære konservative parti. I et sidste desperat forsøg på at holde sig ved magten var partiet slået ind på en racistisk diskurs vendt mod især muslimer. Alligevel mistede det 60 mandater og måtte nøjes med 99. Vælgerne vr lige så hårde ved det socialdemokratiske NDP, der mistede 51 mandater og måtte nøjes med 44. Det store sejrherre var det Liberale parti der gik 148 mandater frem til 184. Efter valget kunne Justin Trudeau fra de Liberale danne regering med sig selv som premierminister. Han var søn af den tidligere premierminister Pierre Trudeau.

I oktober vedtog Canada sin tilslutning til Trans-Pacafic Partnership (TPP) aftalen, der er en aftale om frihandel og tilsidesættelse af statslig regulering blandt 12 lande omkring Stillehavet. Aftalen var en parallelaftale til TTIP aftalen mellem USA og EU.

Trudeau regeringen markerede både indenrigs- og udenrigspolitisk et skift ifht. den tidligere konservative regering. Indenrigspolitisk gik han ind for skattelettelser til mellemindkomsttagerne, der skulle betales af den rigeste 1% af befolkningen. Udenrigspolitisk fjernede han Canada fra USA's krigsstrategi i Mellemøsten, og lagde i stedet politikken op ad FN's. Han fik stoppet Canadas deltagelse i bombardamenter af IS og afviste konservative forslag om at karakterisere IS' krigsførelse som folkedrab. Først da en FN kommission anbefalede karakteristikken som folkedrab, fik det Canadas opbakning.

A.J. og Guia del Mundo

Internet

Political ressources on the Net (Canada)
Political database on the Americas (engelsk)
Amnesty Internationals årsrapport 2016 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Human Rights Watch' sider om Canada (engelsk)
Human Rights Watch årsrapport 2016 (engelsk)
Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Canadisk ICC (engelsk)