 |
|
 | ||||||||||||
Marianerne består af øgruppen Marianerne bortset fra Guam. Den ligger i Micronesien, øst for Philippinerne og syd for Japan. Den består af 16 vulkanske øer af hvilke kun 6 er beboet. De vigtigste udfra størrelse og befolkning er Saipán (122 km2), Tinian (101 km2) og Rota (85 km2). Landskabet er af vulkansk oprindelse og bjergrigt. Klimaet er tropisk, regnfuldt og vegetationen er regnskov. På øerne mod nord er klimaet lidt køligere og vegetationen består af skov og enge.
Folket: Størstedelen af befolkningen er af chamorro afstamning, men der er også japanere, kinesere, koreanere og mikronesiere.
Religion: Katolsk (primær religion). Desuden spor af de oprindelige religioner
Sprog: Engelsk (officielt sprog). 55% af befolkningen taler desuden chamorro.
Politiske partier: Republikanske parti, Demokratiske parti, det Reformistiske Parti.
Officielt navn: Commonwealth of the Northern Mariana Islands
Hovedstad: Saipán, 71.000 indb. (2003)
Andre vigtige byer: Rota, 2.100 indb.; Tinian, 2.100 indb. (2000).
Regering: Koloni af USA. Ifølge landets Commonwealth status er USA's præsident samtidig øernes statschef. Ralph Torres (R) er siden december 2015 guvernør, genvalgt i 2018. Der eksisterer et 2 kammers parlament med 9 senatorer og 18 deputerede.
Nationaldag: 8. januar. Commonwealth dagen (1986)
Væbnede styrker: USA er ansvarlig for landets forsvar.
På Saipán - den største af øerne i Marianergruppen - er der fundet spor der bekræfter, at øerne har været beboet siden 1500 f.v.t.
Under sin anden jordomsejling nåede den portugisiske søfarende Fernando de Magallanes for første gang øerne i 1521 og erklærede dem for spansk ejendom. De var spanske kolonier frem til 1899, hvor Spanien overdrog dem til Tyskland ifbm. det spanske koloniimperies endelige sammenbrud.
Under 1. verdenskrig blev øgruppen overdraget til Japan, der sammen med de allierede kæmpede mod Tyskland. Øerne forblev under det japanske kejserriges kontrol frem til 2. verdenskrig.
Efter voldsomme kampe indtog USA i juni 1944 Saipán og Tinian pga. deres strategiske placering på ruten mellem Hawaii og Philippinerne. Begge øer blev i 1947 officielt underlagt USA's stillehavsprotektorat. Denne status fortsatte til 1975, da marianerne ved en folkeafstemning besluttede at blive en fri associeret stat med USA. I 1977 godkendte USA's daværende præsident Jimmy Carter Nordmarianernes forfatning og i slutningen af samme år gennemførtes der valg til den 2 kammers lovgivende forsamling.
I 1978 begyndte øernes autonome administration at fungere. Washington udarbejdede samtidig en plan for omdannelsen af totredjedele af Tinians areal til en luftbase og alternativt center for opbevaring af atomvåben. Med dette formål indledte USA i 1984 forhandlinger med de lokale jordejere.
Samtidig blev det afsløret, at der i denne del af Stillehavet var dumpet cementstykker fra japanske atomkraftværker indeholdende radioaktive stoffer - Kobolt 60, Strontium 90 og Cæsium 137. Dette øgede opmærksomheden omkring det nordamerikanske projekt, der direkte ville berøre miljøet og befolkningen i Marianerne.
I 1984 indrømmede USA's daværende præsident Ronald Reagan en række civile og politiske rettigheder til øernes befolkning, som lige ret til ansættelse i den føderale regering, den civile administration og USA's væbnede styrker.
I 1986 blev Nordmarianerne formelt optaget i USA's Commonwealth. Samtidig blev øernes beboere givet nordamerikansk statsborgerskab, men uden ret til at deltage i præsidentvalget. Befolkningen i Marianerne har en repræsentant i USA's kongres - dog uden stemmeret.
Landets vigtigste erhverv er fiskeriet, landbruget - koncentreret på småbrug - samt turismen, der står for 10% af beskæftigelsen. Nogle af disse økonomiske aktiviteter berøres kraftigt af de tyfoner, der hærger landet i regntiden. I januar 1988 blev øen Rota hærget af en tyfon, der tvang USA's regering til at erklære øen i undtagelsestilstand. I januar 1990 berørte tyfonen Koryn hele øgruppen.
Ved lokalvalget i 1989 genvandt republikanerne regeringskontrollen og erstattede demokraternes repræsentant i Washington. Larry Guerrero blev valgt til guvernør, da hans forgænger Pedro P. Tenorio ikke ønskede at stille op.
I 1990 ophørte FN's Sikkerhedsråds beskyttelsesstatus overfor Nordmarianerne, der blev erklæret for en fri stat associeret til USA.
Republikanerne vandt ved parlamentsvalget i november 1991 et betydeligt flertal, og besluttede at dette flertal skulle anvendes til en ændring af relationen med USA, således at Marianerne fik fuldstændig økonomisk kontrol over dets 200 mils havretszone.
I 1992 bekræftede USA's højesteret jordejendomssystemet i landet, efter hvilket kun marianerne selv kan eje jord i landet. I 1994 blev Froilan C. Tenorio genvalgt som guvernør.
I 1995 fandtes der 22.600 udenlandske arbejdere i landet - tre gange flere end antallet af arbejdere fra Marianerne selv. Sidstnævnte gruppe havde samtidig en arbejdsløshed på 15%.
I januar 1998 blev Tenorio genvalgt som guvernør. Sejren blev dog draget i tvivl fra oppositionens side, da der var tale om hans 3. mandatperiode.
Lokale embedsmænd støttet af nøglepersoner blandt Republikanerne i USA kørte gennem 1999 en intens disput med Bill Clintons regering om de slavelignende forhold som migrantarbejderne i Marianerne arbejdede under. Trods denne kritik og lignende kritik fra menneskerettighedsorganisationer foretrækker Washington at arbejderne underkastes nærmest slavelignende forhold. Det gør det muligt for virksomheder fra USA at slå sig ned, udnytte den billige arbejdskraft, og manglende toldregulering mellem Marianerne og USA samt skrive på deres varer, at de er produceret i USA.
USA's militær har siden 1960'erne stået for en omfattende forurening af øerne. I starten af 2002 gennemførte indbyggere i bydelen Tanapag i hovedstaden Saipan en demonstration - støttet af Greenpeace - foran USA's statsadvokats kontor i protest mod militærets ligegyldighed og massive overgreb mod miljøet.
I marts 2004 afviste Commonwealth Development Authority (CDA) et forslag fra guvernør Babauta om at investere 500.000 US$ i flyselskabet Palau Micronesia Air. Investeringen blev anset for at være alt for risikobetonet. Samme måned blev der fremlagt en plan til modernisering af lufthavnen i Saipan for flere mio. US$.
I perioden 1990-2005 nåede den årlige strøm af turister - overvejende japanere - op over ½ million. Turismen tegnede sig for halvdelen af landets arbejdspladser og 25% af BNP.
I 2006 blev guvernør Benigno Fitial i en række af landets medier beskyldt for at opføre sig autokratisk. Han havde besluttet at ophæve en række statslige institutioners autonomi og lægge dem ind under sit embede.
Kønsfordelingen var i 2007 den mest skæve i verden. Der fandtes kun 0,77 mand for hver kvinde.
Allerede inden den globale økonomiske krise satte ind var Mariannerne stærkt svækket økonomisk. Øerne er udenfor USA's emigrationssystem, og dette havde i årene inden åbnet op for 15.000 kinesiske migrantarbejdere, der arbejdede i øernes tekstilindustri. En aftale i WTO i 2005 satte imidlertid en bremse for denne praksis, og tekstilindustrien var næsten udraderet i 2009 - med alvorlige økonomiske konsekvenser for øernes økonomi.
Viceguvernør Timothy P. Villagomez måtte i april 2009 træde tilbage efter at være dømt for svindel i en omfattende sag om økonomisk kriminalitet. Guvernør Fitial blev i november 2009 genvalgt til posten. Han fik 51% af stemmerne i 2. valgrunde efter dødt løb mellem de to stærkeste kandidater i 1. valgrunde.
Parlamentet stemte i februar 2013 for at stille guvernør Benigno Fitial for en rigsret for bl.a. korruption. Post blev i stedet overtaget af Eloy Inos.
Øerne legaliserede i september 2018 anvendelsen af marihuana til medicinsk, rekreative og kommercielle formål.
I november 2019 gennemførte FBI en ransagning af guvernør Torres' hjem og kontor, hans brødres advokatkontor og flere andre virksomheder i Saipan for at finde beviser for bedrageri, sammensværgelse, pengevask og illegale politiske bidrag. Øernes parlament stemte efterfølgende for at stille Torres for en rigsret. Han blev den 2. guvernør der blev stillet for en rigsret under øernes historie som US koloni.