Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Afrika  .  Diego Garcia
DatoOpdatering
2015.01.19Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 26/3 2016
Læst af: 20.861
Verden  .  Afrika  .  Diego Garcia
: :
Diego García
Befolkning1.000
ValutaUS$
Areal52 Km2
Hovedstad
Befolkningstæthed19,2 indb./Km2    
 

Chagos øgruppen befinder sig omkring 1600 km sydøst for Indien, midt i det Indiske Ocean. De vigtigste øer er Diego García (8 km lang og 6 km bred), Chagos, Peros, Banhaus og Salomón. De flade koraløer er bevokset af kokospalmer i stort antal, hvis vækst fremmes af det tropiske klima med regn hele året.

Siden 2002 anvendt som koncentrationslejr af USA.

 

Folket: I øjeblikket er samtlige beboere nordamerikanske eller britiske militærfolk. Den oprindelige befolkning blev i 1960'erne tvangsfordrevet af USA og Storbritannien.

Sociale organisationer: Lalit, lokal bevægelse som kræver afmilitarisering af hele øgruppen og tilbagegivelse af Diego García til Mauritius.

Regering: Varetages formelt af en engelsk kommissioneret med sæde i Udenrigsministeriet i London. Det engelske herredømme repræsenteres på øerne af en deling på 25 marinesoldater. Øen er i dag et torturcenter og militærbase drevet af USA.

 

Befolkningen af Diego García begyndte i 1776, da franskmanden Vicomte de Souillac kom englænderne i forkøbet ved at sende et skib til Mauritius. Franske forretningsfolk opnåede tilladelse til at udnytte alle øens rigdomme i bytte for oprettelse af en koloni for spedalske. De udnyttede de naturlige rigdomme: kokosnødder til fremstilling af olie, kæmpeskildpadder, fiskeri, fugle etc. Ved Napoleons fald i 1815 kom øen i hænderne på den britiske krone, sammen med de øvrige øer der hørte under Mauritius. Igennem det 19. århundrede kom et stort antal arbejdere til fra Indien og Afrika. Spedalskhedens smitsomhed - især imellem mænd - og de krav arbejdet stillede, var bestemmende for en familieorganisation af matriarkalsk type.

Henimod 1900 var der omkring 500 indbyggere, men den situation ændredes radikalt med ankomsten af afrikanere, indere og folk fra Madagaskar. Denne befolkning udvikler deres egen kultur. De taler creolsk, en blanding af deres oprindelige sprog, udfører tamul ritualer (der stammer fra Madagaskar), men er for flertallets vedkommende katolske. Livsstilen ilois (Chagos-samfundenes navn), mild og i udstrakt kontakt med naturen, ændredes praktisk talt ikke frem til 1965. Samme år besluttede det britiske imperium at løsrive Diego García fra Mauritius for at slutte den til De Britiske Territorier i det Indiske Ocean (BIOT, British Indian Ocean Territory). Selvom denne adskillelse blev fordømt i en resolution af FN den 14. december 1960, tillod den britiske og den mauritianske regering at den skete i bytte for en betaling i pund. To år senere overlod Storbritannien øen til USA for 50 år, i bytte for en rabat ved køb af kernevåben. På grund af opførelsen af en vigtig base for militære operationer (luftbårne og maritime) blev ilois befolkningen under umenneskelige forhold deporteret til Mauritius i begyndelsen af halvfjerdserne.

Overladt til deres skæbne på selve havnen i Mauritius var disse knap 2000 ilois nu rykket op med rode og ladt fuldstændig i stikken. De havde end ikke fået mulighed for at beholde deres ejendele. Mange døde af sorg eller af sult, og endnu i dag savner de den fundamentale ret til en nationalitet. Den britiske regering anerkender dem ikke som undersåtter, og det samme gør sig gældende for den mauritianske. Ilois folkets anstrengelser for at kunne vende tilbage til deres land og kræve en løsning på deres alvorlige problemer voksede, hvorved de opnåede støtte fra den internationale opinion. Fordømmelserne nåede selv USA's senat i 1975, men indtil idag har såvel denne som den britiske regering foregivet ikke at forstå problemets kerne, gensidigt lagt ansvaret på hinanden, og lidt efter lidt punget ud med en sum der skulle tjene til at mildne situationen. En undersøgelse gennemført af mauritius' regering i 1981 afslørede, at 77% af ilois folket ønskede at vende tilbage til deres land.

Regeringen i Mauritius besluttede til gengæld at standse forsendelserne af levnedsmidler til Diego García, for der igennem at understrege sin beslutning om at generhverve øerne. I 1992-93 ansøgte Mauritius FN og den internationale domstol om retten til herredømmet over Chagos øgruppen inklusive Diego García. Som straf indefrøs London den økonomiske støtte til landet. Sammenfaldende med afslutningen på Storbrittaniens styre i Hong Kong og overdragelsen til Kina i juli 1997, krævede Mauritius overfor den britiske premierminister Tony Blair tilbageleveringen af øen Diego García.

I juli 2000 fremlægger 500 fordrevne fra Chagos øgruppen et retskrav for den britiske krone på tilbagelevering af deres land. I december fremlægges dette krav endvidere for en føderal domstol i Washington. Kravet retter sig bl.a. mod USA's nuværende forsvarsminister Donald Rumsfeld og dennes forgængere på posten. Det fremsættes af 3 af de oprindelige beboere på øgruppen på vegne af den oprindelige befolkning og disses efterkommere. Anklagerne består bl.a. i illegal deportation, racediskrimination, tortur og folkemord.

Fra 1960 blev flådebasen på øen anvendt i den kolde krig mod Sovjetunionen, i 1991 i Golfkrigen mod Iraq, i 2001-02 i krigen mod Afghanistan, og i 2003 i erobringen af Iraq. I de senere krige blev den anvendt både som luftbase og som optankningsbase for B-1 og B-52 bombefly.

Kampen mod USA's og Storbritanniens folkefordrivelse

I 2000 afsagde den britiske højesteret kendelse om, at den fordrivningsordre det britiske krigsministerium i 1965 havde udstedt var i strid med britisk lov. Det var denne ordre der var grundlaget for USA's og Storbritanniens fordrivelse af den oprindelige befolkning. Den britiske udenrigsminister Robin Crook besluttede ikke at appellere kendelsen.

I 2002 vedtog det britiske parlament en lov der gav den fordrevne befolkning britisk statsborgerskab og ret til at vende hjem til Diego Garcia. Efter to års forsinkelse i det britiske udenrigsministerium anlagde de fordrevne og deres efterkommere - ialt 4.500 personer - sag om erstatning. I 1970'ene var de blevet tilkendt 650.000 £, og i starten af 80'erne yderligere 4 mio. £. Kravet blev imidlertid afvist i både højesteret og appeldomstolen, der accepterede regeringens forklaring om, at den allerede udbetalte erstatning (på 1000£ pr. person) var fair.

I juni 2004 genindførte den britiske regering kontrol med adgangen til Diego Garcia, og satte dermed effektivt en stopper for de fordrevnes mulighed for at vende hjem - i strid med højesteretskendelsen fra 2000. I maj 2006 omstødte højesteret regeringens beslutning fra 2004 og erklærede den for ulovlig. Højesteretsdommerne Justice Hooper og Justice Cresswell erklærede i kendelsen: «selve forestillingen om at en minister med et cirkulære kan eksilere en hel befolkning fra et britisk oversøisk område og hævde at han blot gør det for 'at sikre fred, ro og god regeringsførelse' er en afskyelig tanke». De fordrevnes talsmand, Olivier Bancoult, opfordrede efterfølgende Tony Blair til at efterleve højesterets kendelse og lade de fordrevne vende hjem. Kravet blev afvist af den britiske regering, der ellers opfatter sig som bannerfører for menneskerettigheder. Dog fik en lille gruppe på 100 fordrevne mulighed for et kort besøg i deres gamle land - for første gangi 40 år. Besøget blev brugt til at besøge de misrøgtede kirkegårde og inspicere militærets andre ødelæggelser af øen.

Den britiske regering appellerede højesterets kendelse til en appeldomstol, der i maj 2007 stadfæstede højesterets dom. Regeringen tog derefter sagen til Overhuset, der i oktober 2008 gav regeringen ret, og afviste de fordrevnes ret til at vende hjem. De fordrevne har derefter bragt sagen for den Europæiske Menneskeretsdomstol.

I april 2010 gjorde den britiske regering hele Chagos gruppen til et «beskyttet marint område», hvor al udvinding, herunder fiskeri, olie- og gasefterforskning var forbudt. ½ år senere afslørede nordamerikanske ambassadetelegrammer offentliggjort af WikiLeaks årsagen hertil (09LONDON1156). USA og Storbritannien havde forberedt dette skridt for på den ene side at garantere USA's fortsatte adgang til militærbasen, og for på den anden side at underminere den oprindelige befolknings krav på deres land, der nu var omdannet til en naturpark. Samtidig skulle Diego Garcia fortsat være oplagringssted for nordamerikanske fragmentationsbomber, hvilket sikrer at det britiske parlament ikke har mulighed for at inspicere området.

Torturcenter

Menneskeretsgrupper hævdede i 2007, at militærbasen på øen anvendes af USA til tortur af terrormistænkte. Denne påstand blev bekræftet af Europarådet i juni 2007. Storbritanniens udenrigsminister hævdede i parlamentet, at USA's myndigheder gentagne gange havde forsikret ham om, at ingen fanger havde været i transit i Diego Garcia eller havde opholdt sig der. I oktober 2007 erklærede det britiske udenrigsudvalg under parlamentet, at det ville igangsætte en undersøgelse af påstanden, der to gange var blevet bekræftet af general Barry McCaffrey. Flere medlemmer af det britiske parlament erklærede sig stærkt utilfredse med, at de britiske myndigheder altid blindt accepterede de nordamerikanske erklæringer uden at gennemføre egne undersøgelser.

I februar 2008 indrømmede den britiske udenrigsminister David Miliband, at to af USA's torturfly havde fået påfyldt brændstof på Diego Garcia i 2002. Der var muligvis tale om en overtrædelse af baseaftalen mellem de to lande. I marts blev to britiske demonstranter arresteret efter ulovligt at være sejlet ind i Diego Garcias territorialfarvand.

I juli 2008 rapporterede Time Magazine, at en tidligere ansat i det Hvide Hus havde indrømmet, at USA havde fængslet og torteret mindst 1 person på Diego Garcia i 2002 og muligvis 2003. FN's specielle rapportør om tortur, Manfred Nowak erklærede efterfølgende, at der findes tilstrækkelige beviser for at USA anvender Diego Garcia som et hemmeligt fængsel for påståede terrorister. Efterforskeren Clara Gutteridge fra menneskerettigsgruppen Reprieve rapporterede, at skibe ud for Diego Garcia anvendes som fængsler og tortur af tilbageholdte.

Den 9. december 2014 offenliggjorde US senatets efterretningskomite et 600 siders offentligt resumé af en rapport på 6.700 sider om CIA's torturprogram siden 2002. Det britiske dagblad Daily Mail trevlede resumeet igennem og kunne konstatere at Diego Garcia ikke var nævnt et eneste sted, trods offentlig viden om at øen indgik i CIA's torturprogram. Iflg. avisen var den mest sandsynlige forklaring, at den britiske regering havde lagt pres på USA for ikke at få øen nævnt.

Lawrence Wilkerson der var tidligere stabschef for USA's tidligere udenrigsminister Colin Powell erklærede i 2015, at Diego Garcia blev brugt af CIA til «forbryderiske aktiviteter». Oplysningerne havde han fra tre forskellige kilder i USA's efterretningsvæsen.

Guia del Mundo