Browserudgave

Haiti

Befolkning8,1 mio.
ValutaGourdes
Areal27.750 Km2
HovedstadPort-au-Prince
Befolkningstæthed291,8 indb./Km2    
HDI placering145    

I 1957-85 regerede Duvalier familien Haiti med hård hånd.
(Solidaritet)

Haiti ligger på den vestlige del af øen Hispaniola, der er den næststørste ø i Caribien. To bjergkæder gennemskærer øen i øst-vest retning på hhv. den nordlige og sydlige halvø. Den centrale del af landet består af højsletter og bjerge. Mod vest strækker de lavereliggende områder sig ud mod havet. De er beskyttet af bjergkæderne i nord og øst. Landets vigtigste eksportprodukt er kaffe. I 1976 ophørte man med udvindingen af kobber og forekomsterne af bauxit er næste udtømte. Det er det sydlige kystområde der får mest nedbør og er landets mest udviklede, men det er samtidig dette område, der er mest udsat for erosion. Under 2% af landet er i dag dækket af skov.

Folket: De fleste haitianere - næsten 95% - nedstammer fra afrikanere. Resten er mulatter og der er en lille minoritet af europæere og asiater. Tusinder af haitianere har de senere år forladt deres land og er emigreret til Colombia, Venezuela og USA.

Religion: Voodoo - en blanding af kristendom og afrikanske religioner. Katolicisme.

Sprog: Fransk (officielt), tales af mindre end 20% af befolkningen. Flertallet taler kreolsk, der er et sprog med afrikanske, spanske, engelske og klassisk franske elementer.

Politiske partier: Håbets Front (Fwon Lespwa/Front de l'Espoir); Sammenslutningen af nationale progressive Demokrater (Rassemblement des Démocrats Nationaux Progressistes); Respekt (Respè); Den nationale kristelige union for Genopbygning (Union Nationale Chrétienne pour la Reconstruction d’Haïti); Den kristelige bevægelse for et nyt Haiti (Mouvement Chrétien pour Batir une Nouvelle Haïti).  

Sociale organisationer: Katolske kristne basismenigheder; Bevægelsen for det kreolske Sprog; Organisationen Haitianske kvinders Solidaritet (SOFA) med 5.000 medlemmer er landets vigtigste kvindeorganisation; Sammenslutning af Haitis Arbejdere; Føderationen af Haitis Fagforeninger; Bevægelsen for hjælp til ofre for Volden (MAP VIV); Platformen for menneskerettighedsorganisationer i Haiti (POHDH).

Officielt navn: Repiblik Dayti (kreolsk), République d'Haïti (fransk).

Administrativ inddeling: 9 departementer

Hovedstad: Port-au-Prince, 1.728.100 indb. (2003).

Andre vigtige byer: Carrefour 356.400 indb.; Delmas 301.200 indb.; Cap Haitien, 119.40 indb.; Gonaives, 50.000 indb.; (2000)

Regering: Jocelerme Privert, fungerende præsident siden februar 2016. Enex Jean-Charles er premierminister siden marts 2016. Parlamentet har to kamre: deputeretkammeret med 83 pladser og senatet med 27.

Nationaldag: 1. januar (selvstændighed, 1804)

Væbnede styrker: 1.500

 

Øen Haiti - eller Quisqueya som den oprindelige arawak og taíno befolkning kaldte den - er i dag delt op mellem Haiti og den Dominikanske Republik. Da Columbus i 1492 «opdagede» øen, var den befolket af flere arawak folk, der i løbet af få årtier fuldstændig forsvandt. Spaniolerne gennemførte en kolonisering af øen, og som led i denne gennemførtes en evangelisering, som Dominikanerordenen forestod, og det var dem der gav øen dens nye navn, Santo Domingo. Også franskmænd og andre europæiske nationaliteter blev tiltrukket af øens sukkerproduktion, og de europæiske kolonimagter begyndte at strides om øen. I 1697 afstod Spanien den vestlige del af øen til Frankrig med den såkaldte Ryswick traktat.

Da Frankrig fik kontrol over territoriet, begyndte det at udbytte det økonomisk. Omkring 20.000 afrikanske slaver blev årligt i gennemsnit indført i landet, og blandingen mellem afrikanere og europæere tog hurtigt til. I løbet af kort tid blev sukkeret det vigtigste eksportprodukt fra området, og Haiti blev i løbet af det 18. århundrede Frankrigs vigtigste koloni i Amerika.

Rigdommen udsprang grundlæggende af slavernes arbejde. Omkring 1789 var antallet af negerslaver i kolonien nået op på 480.000, antallet af mulatter og «farvede» var 60.000, mens de hvide der ejede landets jorde og rigdomme udgjorde knapt 20.000. Også Haiti blev berørt af revolutionen i Frankrig. Den tidligere slave Toussaint L'Ouverture organiserede en selvstændighedsbevægelse, og førte gennem 12 år revolutionær krig mod kolonimagten (1791-1803), der endte med at han kunne udråbe verdens første sorte republik.

Selvstændighedskampen i Haiti gennemløb flere etaper. I den første etape erklærede både de store godsejere, slaverne, handelsfolkene og de fattige hvide - kaldet petits blancs - sig for solidariske med den revolutionære bevægelse der havde udviklet sig i Frankrig, oprettede en lokal nationalforsamling og krævede ophævelse af landets kolonistatus. I den anden etape begyndte de frie mulatter at støtte den revolutionære udvikling i Frankrig, da de troede, at de dermed ville blive ligestillet med den lokale hvide befolkning. Men de tog fejl. I 1790 slog de hvide plantageejere voldsomt ned på de frigivne slaver og mulatterne. Disse blev derfor året efter tvunget til at alliere sig med to grupper af oprørske slaver - de såkaldte marroons eller quilombos.

Det var L'Ouverture der gav den gamle marroon bevægelse et strategisk perspektiv, da han formulerede parolen «generel frihed til alle» og samlede de indbyrdes splittede grupper til en samlet disciplineret hær. Han udnyttede behændigt modsætningerne i det franske kolonisystem, og fik den 4. februar 1794 den franske Nationalforsamling til at ratificere et dekret, der afskaffede slaveriet i Santo Domingo og udnævnte ham til general. Efter Napoleon Bonapartes statskup - den 18. Brumaire - sendte Frankrigs nye diktator en kolossal militær ekspeditionsstyrke til øen for at generobre kolonien og genindføre slaveriet. L'Ouverture svarede ved at kalde til generelt folkeoprør, men blev taget til fange, deporteret og døde i Frankrig i 1803.

1803 Selvstændighed

Jean-Jacques Dessalines overtog med assistance fra Henri Christophe og mulatten Alexandre Pétion ledelsen af befrielseskampen og radikaliserede L'Ouvertures strategi. Efter en række heroiske kampagner lykkedes det at skabe enhed mellem sorte og mulatter, hvilket tvang de franske styrker til kapitulation, og den 28. november 1803 kunne Haiti erklære sig for selvstændigt. Landet blev dermed den første selvstændige stat i Latinamerika.

Dessalines gav sin regering en kraftig nationalistisk orientering, men samtidig søgte han at konsolidere sin egen magt ved at danne en autokratisk stat, svarende til den der i samme periode var under udvikling i Frankrig. Ligesom Napoleon erklærede Dessalines sig for kejser under navnet Jacques I. Pétion og Christophe begyndte øjeblikkeligt at konspirere mod ham, og under et oprør blev han i 1806 dræbt.

Den vestlige del af øen blev generobret af Spanien (Paristraktaten af 1814), mens der i den vestlige del fandt voldsomme magtkampe sted mellem Christophe og Pétion, der mundede ud i en deling af landet. Henri Christophe oprettede i den nordlige del af Haiti en republik, der efterfølgende blev omdannet til et kongedømme - han lod sig krone til Henri I, (1811- 1820). I syd styrede Alexandre Pétion en republik (1808-1818), der gav stor penge- og våbenbistand til Simón Bolívars oprør mod spanierne i Venezuela. Pétion var overbevist om, at kun hele Amerikas frihed kunne garantere Haitis frihed, der blev truet fra både de europæiske kolonimagters og USA's side.

I 1818 blev J.P.Boyer valgt til præsident som erstatning for Pétion. Boyer generobrede i 1820 den nordlige del af landet og bragte Christophes monarkistiske eksperiment til ophør. To år senere erobrede han Santo Domingo (i øens østlige del), og opnåede dermed en skrøbelig forening af øens to dele, som holdt de følgende 25 år. Men i 1843 gennemførte den kreolske befolkning i Santo Domingo en revolution, der medførte den definitive opdeling af øen i to suveræne stater: den Dominikanske Republik i øst og Haiti i vest.

Trods den permanente politiske vold som landet gennemlevede gennem hele det 19. århundrede, fandt de udenlandske selskaber veje til at trænge ind på det haitianske marked og byggede havne, jernbaner og tilegnede sig rige plantager. Men de nye transport- og kommunikationsmidler bidrog blot til, at det blev endnu hurtigere at føre landets rigdomme ud med retning mod de industrialiserede lande. Dette ulige handelsmæssige bytteforhold kastede landet ud i gæld, så det blev stadig mere afhængigt af sine långivere - især i USA.

I 1867 finder der en blodig borgerkrig sted, og perioden derefter er præget af stor politisk ustabilitet og økonomisk krise, der fortsætter indtil USA i 1915 sender sine marinesoldater ind og militært besætter landet, under henvisning til at det ikke har «opfyldt sine forpligtelser». Året efter invaderer USA den Dominikanske Republik og bringer dermed øen i sin helhed under sin kontrol.

USA's invasion af Haiti bliver heroisk modstået af «Revolutionshæren» under ledelse af Charlemagne Péralte, der i 1919 bliver forrådt og myrdet. Men de nordamerikanske tropper knuser i sidste ende modstanden, kontrollerer landets liv, omdanner det til sin koloni og holder det frem til 1934 besat. Dette år lykkes det præsident Vincent at få USA til at trække sine tropper ud, men stormagten fortsætter sin indblanding i Haitis indre anliggender.

Rygradden i Duvalier diktaturet var terrorkorpset Tonton Macoutes, der havde afdelinger i hver en landsby.
(Solidaritet)

1957-85 Duvalier diktaturet

Landets hær (Garde d'Haiti) spiller en aktiv rolle i det politiske liv og bringer præsidenterne E. Lescot (1941-1946), D. Estime (1946-1950) og P. Magloire (1950-1957) til fald. I 1957 støtter hæren og USA François Duvaliers indsættelse som præsident. Han har en fortid som læge.

Traditionelt havde landets magthavende elite der var mulatter undertrykt den del af den haitianske kultur, der havde afrikansk oprindelse. Duvalier erkendte nu betydningen af denne kultur, ikke for at styrke den i det haitianske samfund men for at anvende den til at styrke sin egen magt. Han baserede efterhånden selv sin magt på to piller. Det var først og fremmest voodoo, der er et trossystem, der tager udgangspunkt i et magisk-dæmonisk univers bestående af elementer fra katolicismen, folkelig sort magi, fetichismen samt en række elementer fra afrikanske religioner. Den anden pille til understøttelse af Duvalier regimet var de såkaldte tonton-macoutes (over 30.000 «frivillige medlemmer af de nationale sikkerhedsstyrker»), der gav regeringen et terror-monopol på anvendelsen af fysisk og psykologisk vold.

Gennem Duvalierfamilien blev landet gennem mere end 30 år styret og kontrolleret af hæren, handelsborgerskabet, kirken og det statslige bureaukrati, der alle var tæt knyttede til USA. I 1964 udnævnte Duvalier - eller Papa Doc som han gerne ville kaldes - sig selv til præsident på livstid. Ved sin død i 1971 arvede hans søn, Jean-Claude Duvalier (Baby Doc) præsidentembedet.

I løbet af 1960'erne blev Haiti storproducent af sukker og kaffe, men var samtidig det eneste latinamerikanske land der var at finde blandt verdens 25 fattigste.

I starten af 80'erne var Duvalierregimets dage ved at være talte. Internationalt var det isoleret pga. de permanente beretninger om krænkelser af menneskerettighederne og internt blev oppositionen stadig stærkere. Duvalier udskrev derfor valg til 1984, men 61% af befolkningen valgte at boykotte valget. Oppositionen voksede sig stærkere, organiserede sig i partier og fagforeninger, samtidig med at regimet blev stadig mere belastende for USA.

Arbejdssøgende på sukkerfabrikken. Arbejdsløsheden er stor.
(Solidaritet)

Undertrykkelsen øgedes i 1985 og det blev vurderet, at Baby Doc regimet over de foregående 14 år havde begået 40.000 mord. En bølge af demonstrationer og strejker væltede over landet, og Duvalier valgte til sidst at flygte i et fly stillet til rådighed af USA's luftvåben. Han tog til Frankrig og blev der bevilget midlertidig asyl af den franske regering.

Et nationalt regeringsråd under ledelse af general Henri Namphy overtog regeringsmagten og lovede «frie og direkte» valg til afholdelse i slutningen af 1987. Samtidig kritiserede ledere fra oppositionen, at det var de samme mænd fra det gamle regime, der fortsatte på magten.

Diktatorens flugt bremsede ikke den folkelige massemobilisering, og den massive lynchning rettet mod medlemmer af tonton-macoutes tvang regeringen til at opløse dette repressive korps.

I oktober 1986 udskrev regeringen valg for at få valgt en grundlovgivende forsamling, men kun 10% af de 3 millioner valgberettigede haitianere deltog i valget. Alligevel blev der udformet en ny forfatning, og den 29. marts 1987 blev den sendt til folkeafstemning og vedtaget med 99,81% af stemmerne. Forfatningen slog fast, at Haiti var et parlamentarisk demokrati, at præsidenten skulle vælges for en 5 årig periode, og at premierministeren skulle udpeges af parlamentet.

Parlamentsvalget skulle afholdes i november 1987, men få timer før valglokalerne skulle åbne, blev de saboteret af militæret og tidligere medlemmer af tonton-macoutes. Valget måtte suspenderes og blev først afholdt i januar 1988. I en spændt politisk situation blev regeringens egen kandidat, Leslie Manigat valgt til præsident, men allerede i juni blev han væltet ved et statskup anført af general Namphy. Kun tre måneder senere - i september - styrtede en gruppe løjtnanter og soldater general Namphy og installerede general Prosper Avril på præsidentposten. Han havde været militærets grå eminence under Duvalier diktaturet.

I marts 1990 blev general Avril væltet af general Gérard Abraham, der kort tid senere overdrog magten til en provisorisk overgangsregering ledet af dommeren Ertha Pascal-Trouillot. Det var første gang, en kvinde var regeringschef i Haiti. Den provisoriske regering arbejdede på at opfylde forfatningens betingelser, og udskrev præsidentvalg til afholdelse i december 1990.

Med 67% af de afgivne stemmer bag sig og bred støtte i den fattige bybefolkning blev præsten Jean Bertrand Aristide valgt til præsident, som kandidat for den Nationale Front for Demokrati og Forandring - bedre kendt under sin haitianske betegnelse, «Lavalas», vandfaldet (der skulle skylle det gamle regime bort). Aristide blev indsat på præsidentposten 7. februar 1991. Han var tilhænger af befrielsesteologi, og var af samme årsag i 1988 blevet udelukket af Salecianerordenen. Hans regeringsprogram var dels orienteret mod bekæmpelse af korruptionen og narkohandelen, dels var det orienteret mod alfaberisering af befolkningen og sikre social og økonomisk fremgang, så de store befolkningsmasser kunne gå fra «ekstrem fattigdom til fattigdom med værdighed».

Slumkvarteret Cite Soleils vandhane.
(Solidaritet)

Men regeringen fik ikke mange måneder til at føre sit program ud i livet. Den 30. september gennemførtes et blodigt militærkup under ledelse af general Raoul Cedras. I månederne efter kuppet kom det frem, at det var Haitis borgerskab, der havde bestilt kuppet. Det frygtede Aristides sociale reformer. Det kunne ikke på det tidspunkt hverken be- eller afkræftes, om også Danmarks konsul i landet, Ronald C. Madsen havde deltaget i financieringen af kuppet.

Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) indledte øjeblikkeligt en handelsembargo og indledte diplomatiske initiativer i regionen og ifht. USA. I et forsøg på at undgå den internationale isolation erklærede kupmagerne, at de ville anerkende parlamentets funktion og overherredømme.

I februar 1992 undertegnede repræsentanter for OAS, haitianske parlamentarikere og den styrtede Aristide i Washington en aftale om genindførelse af demokrati og den valgte præsidents tilbagevenden til magten.

I april blev der meldt om 4.000 politiske mord, og samtidig flygtede i tusindvis af haitianere i skrøbelige fartøjer af frygt for repressionen. Efter Aristides fald var 40.000 haitianske flygtninge blevet samlet op på havet af den nordamerikanske kystvagt. De fleste af dem blev sendt tilbage til Haiti af USA.

I maj udstedte USA's regering et dekret, der gav kystvagten ordre til at opfange alle fartøjer fra Haiti og returnere dem. To måneder senere afsagde en appeldomstol i USA en kendelse, der kendte dekretet i uoverensstemmelse med flygtningelovgivningen fra 1980.

I juni udnævnte det haitianske militærdiktatur Marc Bazin til premierminister. Han var grundlægger af den liberale Bevægelse for genindførelse af Demokratiet.

Madsen, indvandrer fra Danmark i 5. generation. Kaffeeksportør, dansk generalkonsul og iflg. den haitianske venstrefløj med i financieringen af militærkuppet i 1991.
(Solidaritet)

I januar 1993 erklærede USA's præsident Clinton, at hans regering fortsat agtede at opbringe de haitianske flygtningeskibe. Samtidig beordrede en føderal domstol 158 haitianske flygtninge løsladt fra USA's opsamlingsbase i Guantánamo for at de kunne komme under behandling for AIDS. Domstolen karakteriserede lejren som et «fængsel for HIV», med forhold svarende til dem i lejre for «spioner og mordere».

FN's og OAS' udsending, Dante Caputo indledte nu en diplomatisk offensiv for at sikre Aristides tilbagevenden til regeringsmagten. Som led i forslaget skulle de militærfolk der havde deltaget i kuppet i september 1991 bevilges amnesti, og samtidig skulle der gennemføres en «udviklingsplan» udarbejdet af Verdensbanken.

Diktaturet udskrev i januar valg for at få udskiftet en del af parlamentet, men stemmeandelen var under 3% og nogle måneder senere trak Marc Bazin sig fra premierministerposten.

Den 27. juni 1993 indledtes der indirekte samtaler i New York mellem general Cedras og den afsatte Aristide. Samtidig forstærkede FN's Sikkerhedsråd den økonomiske, energi- og våbenmæssige embargo af landet. I juli undertegnede Aristide og Cedras en aftale, der skulle sikre præsidentens tilbagevenden og amnesti til kupofficererne. I overensstemmelse med aftalen udnævnte Aristide Robert Malval til premierminister.

Alligevel indledtes der i Haiti en bølge af vold, der havde til formål at hindre opfyldelsen af aftalen. I oktober ankrede et nordamerikansk krigsskib op ud for hovedstaden, hvilket fik en talrig skare i Port-au-Prince til at true med at ville gå til angreb på skibet. Clinton beordrede derfor skibet til at vende tilbage til USA's flådebase i Guantánamo i Cuba. Samtidig genindførte FN's Sikkerhedsråd en flådeblokade af Haiti.

Malval regeringens justitsminister, Guy Malary blev myrdet. På næsten samme sted var forretningsmanden og Aristide tilhængeren Antoine Izmery en måned tidligere blevet myrdet. Morderne var medlemmer af FRAPH (Fronten for fremskridt i Haiti), der var tilhængere af kupmagerne og brugte de samme metoder som tonton-macoutes.

Blokaden smadrede landets formelle økonomi og øgede befolkningens fattigdom, uden i nævneværdig grad at sænke levestandarden for de rige familier, der havde financieret kuppet. Samtidig øgedes volden. Iflg. en FN rapport blev 426 tilhængere af Aristide myrdet i perioden fra maj 1993 til februar 1994. Aristide karakteriserede Clintons opbringelse af haitianske flygtninge på åbent hav som: «en flydende Berlinmur».

I oktober 1993 invaderede USA Haiti, kupmagerne blev fløjet i eksil, og den 15. oktober kunne Aristide vende hjem til Haiti. Hans politiske og økonomiske spillerum var dog stærkt begrænset, eftersom han havde forpligtiget sig til at gennemføre IMF's strukturtilpasningsprogram i landet. Landets økonomi var desuden i vid udstrækning afhængig af udenlandsk støtte. I december blev landets militær endelig nedlagt til fordel for oprettelsen af et nyt nationalt politi.

Selv om han havde haft til hensigt at retsforfølge de ansvarlige for menneskerettighedskrænkelserne under diktaturet, blev han - efter pres fra USA - tvunget til at indskrænke sig til symbolske handlinger, som indvielsen af et monument over ofrene for dødspatruljerne.

I 1995 blev de nordamerikanske invasionsstyrker erstattet af FN bataljoner. I november 1995 vandt en af Aristides nære medarbejdere, René Préval præsidentvalget med 88% af stemmerne. USA havde i forvejen sikret sig, at Aristides ikke kunne stille op. Den 7. februar 1996 overtog den nye præsident magten i et land hvor 80% af befolkningen levede under fattigdomsgrænsen. Préval anmodede FN om at lade den fredsbevarende styrke blive i landet i en yderligere periode - pga. de utallige konflikter og voldshandlinger som det nye nationale politi var involveret i. Bortførelserne og mordene - bl.a. på 8 politifolk udenfor tjeneste - fortsatte, og der fandt flere folkelige oprør sted, der blev slået hårdt ned.

Den 16. juli 1996 blev Claude Raymond arresteret for at lede terroraktiviteter. Han var general og tidligere minister i Duvaliers regering. Fire dage senere blev André Armand dræbt af ukendte mordere. Han var tidligere løjtnant i hæren og leder af en pressionsgruppe for tidligere soldater. Mordet fandt sted efter at han offentligt havde erklæret, at afskedigede medlemmer fra militæret planlagde at myrde Préval og Aristide.

Premierminister Rosny Smarths tilbagetræden i 1997 og præsidentens beslutning om at opløse parlamentet og regere ved dekreter, fik den politiske temperatur til at stige drastisk og skærpede konfrontationen med oppositionen. I november sprang en hjemmelavet bombe foran en skole, dræbte en kvinde og sårede 14 - heriblandt 4 skolebørn. I marts 1999 blev Jacques-Edouard Alexis fra Lavalas alliancen udnævnt til ny premierminister.

FN Fredsbevarende styrke blev i september 1997 erstattet af en civil politistyrke på 300 mand, der fortsat var underlagt FN's Sikkerhedsråd. Den blev endelig trukket ud af landet i januar 2000. Valgene der var planlagt til afholdelse i marts blev udskudt til maj for at give mere tid til at løse problemerne med registreringen af vælgere. Først en måned efter valgets afholdelse og omfattende og voldelige protester i hele landet, blev den Øverste Valgkommission tvunget til at offentliggøre valgresultatet, der gav Lavalas 16 ud af senatets 17 pladser. Imens fortsatte USA, FN og OAS omtællingen af stemmerne.

I april 2000 blev landets mest kendte journalist dræbt. Jean Dominique der samtidig ejede Radio Haïti Inter blev skudt ved ankomsten til sit arbejde. Drabet blev ikke opklaret, men efterforskningen afslørede det bedst financierede og organiserede drab i landets historie. En af Aristides allierede i senatet påberåbte sig parlamentarisk immunitet for at undgå at vidne; bevismaterialer forsvandt og et af vidnerne blev dræbt og kroppen forsvandt. Nogle måneder senere blev en anden journalist dræbt med machete. Sporene pegede også denne gang i retning af regeringstilhængere.

Oppositionen boykottede præsidentvalget i februar 2001. Dens vigtigste kandidater undlod at stille op, og oppositionen udnævnte istedet en «alternativ præsident». Trods boykot og næsten totalt fravær af udenlandske observatører blev valget gennemført. Det gav ikke overraskende en knusende sejr til Aristide, der dermed kunne indlede sin 3. præsidentperiode. Selvom den øverste valgkommission rapporterede, at Aristide havde fået 62% af stemmerne, så var det både diplomaters og iden- og udenlandske mediers vurdering, at valgdeltagelsen lå omkring 20-30%. Forhandlingerne mellem Aristide og oppositionen brød sammen, da der ikke kunne opnås enighed om sammensætningen af en ny valgkommission, der påny kunne undersøge de afgivne stemmer. Den væsentligste årsag til sammenbruddet var uenighed om, hvor mange pladser hvert enkelt parti skulle have. Den internationale bistand til Haiti havde været afbrudt siden starten af 2000.

I december 2001 trængte en gruppe stærkt bevæbnede tidligere militærfolk ind i præsidentpaladset, hvor de åbnede ild mod præsidentgarden. Kupforsøget efterlod 12 dræbte. Den tidligere politimand Guy Philippe blev senere arresteret i den Dominikanske Republik, efter at være blevet udpeget som den intellektuelle bagmand bag kupforsøget.

Landets økonomiske krise fik i januar 2002 premierminister Cherestal til at tage sin afsked. I marts udpegede parlamentet med stort flertal Yvon Neptune til posten. Neptune var tæt ven med Aristide og lovede at gå i dialog med oppositionen for ad den vej at få løst landets politiske, økonomiske og sociale problemer.

Haiti er fortsat et ekstremt polariseret samfund. Den ene procent af befolkningen der er af europæisk afstamning ejede i 2002 halvdelen af formuen i landet, og 15% af befolkningen kontrollerede næsten hele landets ejendom. Af de 80% af befolkningen der lever i fattigdom, lever de 73% i ekstrem fattigdom uden kloakering, ofte uden rindende vand og for næsten alles vedkommende uden adgang til elektricitet. Haiti er fortsat det fattigste land på det amerikanske kontinent.

I løbet af 2002 blev mindst 30 journalister angrebet eller udsat for dødstrusler fra formodede tilhængere af regeringen, og flere journalister og deres familier besluttede at forlade landet. I juli blev journalisten Israel Jacky Cantave bortført og mishandlet. Han besluttede sig måneden senere for at forlade landet. I maj havde organisationen Journalister uden Grænser sat Arisitide på sin sorte liste over undertrykkere af medierne. Efter at have besøgt landet i 2002 udsendte den Interamerikanske Menneskerettighedskommission en rapport, hvori den udtrykte bekymring over den haitianske retsstats skrøbelige fundament og over de alvorlige trusler journalister udsættes for i landet. Organisationen af Amerikanske Staters (OAS) udsending i ytringsfrihed kunne samtidig rapportere om en stigning i antallet af overgreb mod journalister.

2004 Selvstændighed i 200 år og amerikansk kup

200 året for Haitis selvstændighed, den 1. januar 2004 blev markeret med massedemonstrationer over hele landet. Der var tale om en af de seneste års største offensiver fra oppositionens side, og det lykkedes samtidig at gennemføre en omfattende strejke. Oppositionen var samlet under betegnelsen «Gruppen af 184» og bestod af en bred samling af politiske partier og NGO'er. Den forsøgte at bruge jubilæet til at råbe det internationale samfund op for at gøre opmærksom på muligheden for valgsvindel under det forestående parlamentsvalg, og for at Aristide ville stille op til en 4. præsidentperiode i 2005. Formanden for CARICOM, Jamaicas præsident, Percival Petterson sendte et brev til Aristide hvor han skrev at: «Caribien er meget bekymret over informationerne om stigende politisk ustabilitet i Haiti». Sammenstødene mellem aktivister fra regeringen og oppositionen var siden slutningen af 2003 blevet stadig mere voldelige.

OAS forsøgte gennem 2003 og 2004 at presse regering og opposition til en aftale om sammensætning af valgkommissionen, for på den måde at sikre større legitimitet omkring det parlamentsvalg, der skulle gennemføres i 2004. Oppositionen krævede til gengæld, at der blev dannet en overgangsregering ledet af en repræsentant fra højesteret og et regeringsråd bestående af 9 ministre. Under sin deltagelse i det amerikanske topmøde i Monterrey i januar 2004 erklærede Aristide, at der ville blive gennemført valg indenfor 6 måneder, uden dog at sætte præcis dato på.

I løbet af februar 2004 løber situationen imidlertid løbsk. Der dannes bevæbnede bander rundt om i landet der angriber Aristides terrorkorps, Cameres og politiet, og gradvist erobrer de kontrol over stadig større dele af landet. I slutningen af februar når militserne Port-au-Prince, og den 1. marts sendes Aristide i eksil. Han erklærer, at han var udsat for et kup, da USA's ambassadør opsøgte ham med bevæbnede vagter og satte ham på et amerikansk militærfly til den Centralafrikanske Republik. Her forsøger regeringen forgæves at lukke munden på ham, og det lykkes derpå Aristide at komme til Jamaica, hvor han fortsætter sine angreb på USA. Boniface Alexandre indsættes som provisorisk præsident, men Jamaica og resten af landene i Caribien nægter at anerkende den nye præsident og overgangsregering. Samtidig sender USA sine marines til Haiti. For 10. gang i løbet af landets 200 år som selvstændig stat.

Den 12. marts fjernes premierminister Yvon Neptune fra posten og erstattes af en provisorisk regering under ledelse af Gerard Latortue. Neptune sidder i fængsel over et år, anklaget for meddelagtighed i en påstået massakre i Saint-Marc. FN folk erklærer sig skeptisk over de manglende beviser og kræver at han enten løslades eller stilles for retten. Han tiltales formelt i september 2005, men stilles aldrig for retten og løslades endeligt i juli 2006.

I maj 2004 dør over 100 og flere hundrede forsvinder som følge af voldsomme regnskyl i den sydøstlige del af landet. Flere tusinde bliver hjemløse i grænseområdet mod den Dominikanske Republik, og katastrofens omfang øges som følge af manglen på fødevarer og dårlige sanitære forhold. USA og Canada sender tropper til støtte for redningsaktionen.

I juli bliver en række lande og multilaterale organisationer enige om et genopbygningsprogram til en værdi af over 1 mia. US$ over de følgende 2 år. Genopbygningen skal financieres af fleksible kreditter og donationer. 30 lande og 32 internationale organisationer deltog i konferencen i Washington. På grundlag af en rapport udarbejdet af EU, den Interamerikanske Udviklingsbank, FN og Verdensbanken blev det besluttet at de indkomne midler skal anvendes til at forbedre sikkerhedsstyrkerne, sundheden, elektricitetsforsyningen, samt styrke det sociale og politiske område. Allerede inden konferencen havde USA forpligtiget sig til at bidrage med 232 mio. US$ frem til 2006. Mexico ville bidrage med uddannelse af Haitis politi og tilbød desuden medicinsk assistance. Haitis premierminister Latortue erklærede, at konferencen viste den enorme solidaritet fra det internationale samfund overfor Haiti.

Haiti er fortsat Amerikas fattigste land med en årlig gennemsnitsindtægt på under 400 US$. Kun 10% af befolkningen har adgang til elektricitet. Genopbygningsprogrammet vil skabe 31.000 arbejdspladser indenfor det offentlige og med indsamling af skrald i byområderne. Desuden vil 1500 skoler blive sat i stand.

I september kostede orkanen Jeanne 600 døde i Haitis nordvestlige del, og 80.000 blev ramt af orkanen. Regeringens repræsentant i Artibonite, Elie Cantave erklærede at der alene i Gonaives blev dræbt over 500 - overvejende børn. Gonaives er den vigtigste by i den nordlige del af landet og forbinder nord med syd. Som følge af oversvømmelserne blev landet stort set afskåret fra omverdenen. Cantave forklarede under en pressekonference: «Redningsmandskabet finder fortsat lig i husene i denne by, der slet ikke var forberedt på en tragedie af dette omfang».

Repræsentanten for FN's styrke i Haiti (MINUSTAH), Toussaint Kongo Doudou erklærede at alle tal var foreløbige og at katastrofen kunne være endnu værre. Den midlertidige premierminister Latortue erklærede 3 dages landesorg og bad om international assistance til de 80.000 mennesker uden mad eller vand i Gonaives. Han besøgte selv området sammen med sin indenrigsminister, men nåede ikke ind i de værst ramte områder pga. ødelæggelse af vejene.

Hovedvejene i området blev omdannet til ukontrollerede floder. Den øverstkommanderende for FN's stabiliseringsstyrke i landet, Heleno Rubeiro Pereira forklarede hvordan man fra helikoptere kunne se halvdelen af Gonaives stå under vand, og hvordan tusinder af familier opholdt sig på tagene af deres huse i håb om at blive reddet. Oversvømmelserne ramte landet så meget hårdere, fordi det er næsten 100% afskovet.

Et år efter statskuppet havde overgangsregeringen slået totalt fejl - trods dens totale opbakning fra Washington. Volden herskede og sikkerhed var ikke eksisterende. I gaderne lå der lig, og væbnede bander bestående af soldater der var demobiliseret for 10 år siden kunne uhindret bevæge sig rundt i byerne. Mange medlemmer af Lavalas bevægelsen var blevet dræbt, skoler blev lukkede, hospitaler kunne ikke fungere og mange steder var vejene ikke længere brugbare.

Frem til maj 2005 var 10.000 haitianere blevet dræbt og over 1000 sat i fængsel - de fleste tilhængere af Aristide. Ifølge en fælles udtalelse fra flere af landets sociale masseorganisationer er lokale ledere og tilhængere af Aristida udsat for en konstant risiko.

I februar 2006 gennemførtes præsidentvalg, der blev vundet af René Préval, der i maj blev indsat som landets præsident. Préval var premierminister under Aristide i 1990-91, og præsident i 1996-2001. Under valgkampen søgte han at distancere sig til Lavalas bevægelsen, som han tidligere var valgt for. Han stillede denne gang op for Fwon Lespwa (fr: Front de l'Espoir, Håbets Front). Men er som ved sin foregående præsidentperiode først og fremmest valgt af landets fattigste.

 Efter to års usikkerhed tiltrådte i juni 2006 en ny demokratisk regering med Jacques-Edouard Alexis som premierminister. I juli vedtog en række donorer en hjælpepakke til landet til 750 mio. US$ for atter at bringe det på fode.

I januar 2007 lykkedes det FN styrker at genvinde kontrollen med Cite Soleil - en af Port au Princes mest voldelige slumkvarterer - efter flere ugers kampe mod gadebander.

I starten af april 2008 udbrød der omfattende protester mod de stigende fødevarepriser. Allene siden 2007 var prisen på de basale fødevarer som ris steget med over 50%. Den 8. april angreb demonstranter præsidentpaladset, men blev drevet tilbage af FN tropper. Den 9. april talte præsident Preval til befolkningen og erklærede at de stigende fødevarepriser var et globalt problem, som ikke blev løst ved at angribe og plyndre forretninger. Han erklærede videre at han ville sætte politiet og FN tropper ind mod demonstranterne, og trods stærke opfordringer til at sænke tolden på importerede fødevarer erklærede præsidenten at dette ikke ville ske, da staten havde hårdt brug for indtægterne. Det var ikke et budskab Haitis sultne befolkning kunne bruge til ret meget og demonstrationerne fortsatte derfor. Den 12. april fjernede parlamentet premierminister Alexis, fordi han var ude af stand til at håndtere situationen, og samme dag meddelte præsidenten, at prisen på ris ville blive sat ned med 18%. Udenlandsk bistand skulle dække udgifterne og samtidig ville Haiti søge bistand fra Venezuela.

Der kom til at gå 3 måneder inden parlamentet kunne godkende en ny premierminister fra præsidentens side. Det blev Michèle Pierre-Louis, der blev godkendt i juli og indsat på posten i september. Heller ikke hun holdt dog længe. I oktober 2009 fjernede parlamentet hende, da heller ikke hun kunne få fødevarekrisen og den økonomiske krise under kontrol. Hun blev erstattet på posten af Jean-Max Bellerive.

2010 Jordskælv

Kort før kl. 17 den 12. januar 2010 ramtes Haiti af et jordskælv, der målte 7,3 på Richter skalaen. Skælvets epicenter lå blot 25 km fra hovedstaden Port-au-Prince. Kun få af Haitis huse er jordskælvssikrede og er pga. landets fattigdom af en dårlig kvalitet. Skælvet fik derfor dramatiske konsekvenser. Omkring 100.000 mennesker blev dræbt, 300.000 såret og 1 million gjort hjemløse. Præsidentpaladset kollapsede ligesom de fleste andre huse i Port-au-Prince.

Mens det meste af verden sendte nødhjælp, felthospitaler og gravehold til at grave efter overlevende i ruinerne sendte USA marinesoldater. 10.000 marinesoldater besatte knudepunkter rundt om i Haiti og specielt omkring hovedstaden. Bl.a. blev lufthavnen besat og USA formåede at hindre nødhjælpstransporter, der i stedet måtte omdirigeres til den Dominikanske Republik og derfor nåede for sent frem. USA frygtede at jordskælvet ville åbne for en flygtningestrøm i retning af USA, og angav selv at den militære besættelse havde til formål at hindre plyndringer. General P.K. Keen fra US Southern Command måtte imidlertid efterfølgende indrømme, at kriminaliteten faktisk var faldet i Port-au-Prince i ugerne efter skælvet ifht. perioden inden.

I hælene på marinesoldaterne kom kristne fundamentalister fra USA. De gik i gang med at bortføre børn. Først var forklaringen at de var forældreløse, dernæst at «de ville få et bedre liv i USA». I starten af februar var alene baptist missionærer fra Idaho anklaget for at have bortført 33 haitianske børn.

Mens USA koncentrerede sig om militær besættelse og bortførelser af børn gik nødhjælpsorganisationer, europæiske og specielt latinamerikanske regeringer i gang med et kapløb med tiden for at redde de nødstedte haitianere. Alene Cuba sendte 100 læger til Haiti for at behandle de sårede.

Først efter en måned kom den haitianske civiladministration så småt i gang igen, og i april gik den i gang med at flytte de hundredetusinder af hjemløse bort fra de lavereliggende områder. Frygten var at regntiden ville udløse epidemier, da de sanitære og hygiejniske forhold var kaotiske.

I oktober 2010 udbrød der kolera i landets flygtningelejre. Genetiske undersøgelser af kolerastammen bekræftede senere, at den var bragt til Haiti af FN tropper fra Nepal. De elendige sanitære forhold i landet gav god grobund for spredningen, og de næste 3 år døde 8.300 haitianere af kolera. Epidemien er fortsat ikke under kontrol. FN har siden gjort alt for at undslå sig fra det juridiske og økonomiske ansvar for at have bragt sygdommen til landet.

Parlaments- og præsidentvalget blev udskudt fra februar 2010 til november. Mirlande Manigat fra RPND fik 31,4% af stemmerne, fulgt af Inites Jude Célestin med 22,5%. På tredjepladsen kom Michel Martelly fra Repons Peyizan med 21,8% af stemmerne. Det tætte løb udløste en alvorlig politisk krise. I december satte tilhængere af Martelly ind til Inites partihovedkvarter i Petionville, og flere planlagte omtællinger måtte udsættes. OAS anbefalede at Célestin blev diskvalificeret for valgsvindel, men uden at kunne komme med gode argumenter for det - udover at USA støttede denne holdning. Midt i denne krise vendte Baby Doc Duvalier i januar 2011 tilbage til landet. Han blev mødt af anklager om korruption og tyveri. Den vigtigste årsag til at Baby Doc vendte hjem var dog, at han havde brugt de flere hundrede millioner US$ han tog med ud af landet i 1985, og nu ikke havde en cent på lommen. Efter internationalt pres blev Celestin i februar fjernet fra feltet, og det stod dermed klart at valget ville stå mellem Martelly og Manigat. 2. valgrunde i april 2011 udmærkede sig ved, at Manigat usædvanligt overraskende fik færre stemmer end i 1. runde, mens Martelly fik 3 gange flere. Han vandt derfor valget med 67,6% af stemmerne og blev måneden efter indsat på præsidentposten.

Det tidligere regeringsparti Inite vandt parlamentsvalget og fik 33 pladser in Deputeretkammeret og 5 i Senatet, mens Altenativ fik 14 og 5. Martellys Repons Peyizan måtte nøjes med 3 pladser i Deputeretkammeret og ingen i Senatet. Der var med andre ord skabt en parlamentarisk situation hvor præsident og kongres var helt ude af trit.

Martelly havde ført valgkamp på et løfte om at gendanne landets militær, der var blevet nedlagt under Aristide i 90'erne. I august 11 offentliggjorde han en plan for gendannelse af militæret. En plan der blev mødt med kritik af nationale og internationale menneskerettighedsorganisationer pga. militærets lange tradition for kup og krænkelser af menneskerettighederne.

I januar 2011 vendte landets tidligere diktator Jean-Claude Duvalier (Baby Doc) tilbage til Haiti. Myndighederne igangsatte en efterforskning for at kunne rejse tiltale mod Duvalier. Først i januar 2012 afsagde en undersøgelsesdommer en kendelse, hvis indhold var at han skulle stille for retten i en lavere instans anklaget for at have tilsvindlet sig 300-800 US$. Men menneskerettighedskrænkelserne var derimod forældede. Både Duvalier og menneskerettighedsorganisationer appellerede kendelsen. Førstnævnte for at undgå at blive stillet for retten for bedrageri. Sidstnævnte for at ham stillet for retten for menneskerettighedskrænkelser. Appelsagen blev indledt i december 2012 og frem til maj 13 blev der afhørt en lang række vidner om Duvaliers menneskerettighedskrænkelser. Diktatorens personle terrorkorps Tonton Macoutes havde i årtier terroriseret politiske modstandere og civilbefolkningen iøvrigt. Efter maj 13 gik sagen imidlertid i stå. I februar 14 afsagde appelretten imidlertid en kendelse, der omstødte undersøgelsesdommerens 2 år gamle kendelse. Appelretten erklærede, at Duvalier godt kunne stilles for retten for forbrydelser mod menneskeheden. Imidlertid døde den tidligere diktator af et hjerteslag i oktober 14, og selv om bl.a. Amnesty International opfordrede til at gennemføre sagen mod diktatoren, besluttede de haitianske myndigheder at afslutte den.

I februar 2012 trådte Martellys første premierminister, Garry Coniville tilbage efter blot 5 måneder på posten. Han blev erstattet af udenrigsministeren, Laurent Lamothe. I marts-april blev Martelly anklaget for korruption efter at det kom frem at en dominikansk entrepenørvirksomhed efter 1. valgrunde havde støttet hans valgkampagne med 2,6 mio. US$ mod at få byggeprojekter, der skulle gennemføres under Martelly. I november 2013 gennemførtes omfattende demonstrationer mod korruptionen og de høje leveomkostninger.

Haiti opfordrede i 2013 de europæiske kolonistater til at betale erstatning for de mange hundrede års slaveri, de havde praktiseret på det amerikanske kontinent.

Genopbygningsprojektet efter jordskælvet er endt som en skamstøtte for det internationale bistandsarbejde. 5 år efter jordskælvet bor 170.000 haitianere fortsat i flygtningelejre uden ordentlige sanitære forhold; pengene til genopbygning er mere eller mindre brugt op og bistandsorganisationerne kigger andre steder hen. Medierne i den vestlige verden interesserer sig kun for katastrofer i ganske få dage, og den fortsatte katastrofe i Haiti er derfor en ikke-historie i de vestlige medier.

I 2013 opfordrede Haiti sammen med andre stater i Caribien de europæiske kolonistater til at betale erstatning og undskylde for flere hundrede års slaveri og slavehandel. Opfordringen blev ignoreret af de europæiske stater - herunder Danmark der selv havde tjent styrtende på slaveri og slavehandel.

I september 2013 stemte senatet for at stille premierminister Lamothe for en rigsret for andel i dommer Jean Serge Josephs død i juli. I december 2014 trak han sig fra premierministerposten. To dage tidligere havde en parlamentarisk kommission anbefalet at både Lamothe, præsidenten for højesteret og formanden for det statslige valgråd blev fjernet fra deres posten for at bløde op for konflikten mellem Martellys regering og oppositionen.

Premierminister Lamothe blev umiddelbart erstattet af Florence Duperval Guillaume, og Martelly udnævnte efterfølgende Evans Paul til indsættelse i januar 2015.

FN's MINUSTAH mission i Haiti er stærkt upopulær i befolkning pga. dens overgreb. Under demonstrationer organiseret af jordskælvsofre i december 2014 blev 2 haitianere såret og 1 dræbt, da MINUSTAH soldater åbnede ild mod demonstrationen. Der er utallige rapporter om seksuelle overgreb og MINUSTAH soldater er tidligere straffet for voldtægt af en 14 årig haitiansk dreng.

I januar 2015 blev parlamentet opløst, da dets periode udløb. Fire dage senere krævede tusinder af demonstranter i Port Au Princes gader præsidentens afgang. Politiet anvendte tåregas og vandkanoner mod demonstranterne. Præsidenten opfordrede demonstranterne til at holde sig i ro og erklærede at han indenfor de følgende 48 timer ville få en aftale på plads med oppositionen om dannelse af en samlingsregering. Samtidig blev der fastsat en dag i marts for både præsident- og parlamentsvalg.

Valget blev imidlertid udskudt og kompliceret af valg i flere runder til senat, deputeretkammer og præsidentembedet. I august og oktober gennemførte 1. og 2. runde af valgene til parlamentet. Største parti i deputeretkammeret blev Parti Haïtien Tèt Kale (PHTK) der fik 26 pladser ud af 92. Næststørst blev Verité der fik 13 pladser.

Den sociale og sundhedsmæssige situation i landet blev stadig værre i løbet af 2015. Antallet af koleratilfælde blev tredoblet i de første 6 måneder af 2015 ifht. året inden. Landets nordvestlige og sydvestlige del var ramt af langvarig tørke. Situationen var på randen af hungersnød. Titusinder af haitianere flygtede fra den Dominikanske Republik (PRD) fra juni efter at PRD varslede masseudvisning af haitianere. Endelig levede 60.000 ofre for jordskælvet i 2010 stadig i midlertidige lejre under kummerlige forhold.

I oktober gennemførtes 1. runde af præsidentvalget. PHTK's Jovenel Moïse fik 32,8% af stemmerne, mens Lapehs Jude Célestin fik 25,3%. Ialt 70 kandidater stillede op til valget. Efter offentliggørelsen af valgresultatet kritiserede Célestin og de 5 følgende kandidater valget for at være så præget af svindel, at det var ugyldigt. Lapeh og en lang række andre partier indledte derefter demonstrationer i protest mod valget. Demonstrationer der hurtigt udartede voldeligt og blev mødt af modvold fra politiets side. Alligevel blev 2. valgrunde planlagt til gennemførelse i december, men 5 dage inden udsatte den øverste valgkommission det på ubestemt tid. Præsident Martelly prøvede alligevel i flere omgange i januar 2016 at få gennemført valget. I februar udløb hans periode og parlamentet valgte i stedet Jocelerme Privert som fungerende præsident. Privert nedsatte i maj en kommission til undersøgelse af valgets legitimitet. I slutningen af måneden afgav det rapport, der påviste omfattende og systematisk svindel. Privert anbefalede derefter, at første valgrunde skulle gå helt om. Nu blandede USA sig, der havde financieret første runde med 33 mio. US$, og erklærede at USA ikke ville financiere gennemførelsen af en ny første runde, men at man skulle gå direkte til 2. runde.

I februar 2016 trådte premierminister Evans Paul tilbage. Han blev erstattet af Fritz Jean, der dog kun holdt 14 dage. Han fik et flertal imod sin politik i deputeretkammeret og trådte derefter tilbage. Han blev i marts erstattet af Enex Jean-Charles.

Guia del Mundo



Statistik (OBS! I browserudgave)

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 21/8 2016

Læst af: 99.009