Browserudgave

Danmark

Befolkning5,3 mio.
ValutaDKr
Areal43.090 Km2
HovedstadKøbenhavn
Befolkningstæthed122,9 indb./Km2    
HDI placering19    

Danmarks brand i udlandet
Efter blot 5 måneders højreradikal regering i Danmark lykkedes det i november 2015 at cementere Danmarks brand i udlandet som en nazi-lignende apartheidstat der begår alvorlige overgreb mod flygtninge og indvandreres rettigheder. Udlandet havde allerede siden 00'erne stemt med fødderne og havde fravalgt Danmark som turistdestination.

Med en gennemsnitshøjde på 35 m over havoverfladen er Danmark et af de fladeste og lavestbeliggende lande i Europa. Landet er opdelt i en kontinental del - halvøen Jylland - samt i øer, der udgør en tredjedel af det samlede areal. Somrene er forholdsvis meget præget af fastlandsklima, er varme og regnfulde. Jorden er meget intenst dyrket trods de kolde vintre. Landet er desuden en betydelig kødproducent og har en betydelig søfart. Forureningen af Nordsøen og Østersøen med spildevand fra Central-, Vest- og Østeuropa er ganske betydelig.

Indenrigspolitisk gennemfører Danmark verdens mest intense overvågning af egne borgere gennem tele-, internet og nummerpladeovervågning. Staten må derfor karakteriseres som en politistat. Udenrigspolitisk har landet siden 1999 deltaget i 6 angrebskrige (Kosova, Afghanistan, Irag, Libyen, Mali, Syrien), hvoraf kun 2 (Afghanistan og Mali) var på grundlag af Sikkerhedsrådsresolutioner. De 4 øvrige var forbrydelser mod freden, der jvf. FN's charter er den mest afskyelige forbrydelse overhovedet. Udenrigspolitisk må landet karakteriseres som en slyngelstat. Af de 6 angrebne stater blev den ene (Libyen) en fejlslagen stat i fuld opløsning, mens to (Iraq og Afghanistan) var i delvis opløsning med begrænset central suverænitet.

 

Folket: 95,5 % af befolkningen er af dansk oprindelse. I specielt Sønderjylland findes en mindre tysk minoritet. 1½ % af befolkningen er af tyrkisk oprindelse, og der findes desuden mindre minoritetssamfund fra andre asiatiske, afrikanske og skandinaviske lande samt fra det tidligere Jugoslavien. Indvandrergrupperne udgør med 3,5 % kun halvt så stor en del af befolkningen som i Sverige.

Religion: 87,7 % af befolkningen tilhører den protestantiske statslige folkekirke, 60.000 er katolikker, 50.000 muslimer og 8.000 jøder.

Sprog: Dansk (officielt og universelt)

Politiske partier: Socialdemokratiet, Venstre, Konservativt Folkeparti, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Fremskridtspartiet, Kristeligt Folkeparti, Centrumsdemokraterne, Socialistisk Folkeparti (SF), Enhedslisten.

Sociale organisationer: LO med 1,4 mio. medlemmer organiseret i 22 forbund, FTF (Funktionærernes og Tjenestemændenes Forbund) med 360.000 medlemmer og AC (Akademikernes Centralorganisation) med 97.000 medlemmer.

Officielt navn: Kongeriget Danmark.

Administrativ inddeling: 14 amter, Frederiksberg og Københavns kommuner.

Hovedstad: København 1.339.395 indb. (1994)

Andre vigtige byer: Århus, 274.535 indb.; Odense, 181.824; Ålborg, 158.000 (1994).

Regering: Konstitutionelt monarki. Margrethe II er landets dronning siden 1972. Statsminister siden oktober 2011 er Helle Thorning Smith.
Parlamentet (Folketinget) har ét kammer med 179 medlemmer, herunder 2 fra Grønland og 2 fra Færøerne.
Statens udøvelse af apartheid politik overfor flygtninge- og indvandrere har siden starten af det 21. århundrede ført til omfattende international kritik fra FN- og Menneskerettighedsorganisationer pga. Danmarks overtrædelse af de internationale konventioner.

Politiske fanger: For første gang siden 2. Verdenskrig fik Danmark i 2006 atter politiske fanger. I 2008 sad der 4-5 politiske fanger i danske fængsler. De fleste muslimer, deriblandt «boghandleren fra Brønshøj», Said Mansour der i 2006 fik 3 års fængsel for at sælge arabiske splatterfilm. I 2008 var den eneste etnisk danske politiske fange Frank Grevil, der som ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste afslørede, at den danske regering i 2003 førte både Folketing og den danske befolkning bag lyset med påstande om masseødelæggelsesvåben i Iraq. I september 2008 dømte Østre Landsret i en politisk retssag 6 danskere til fængsel i 2-6 måneder for at have solgt T-shirts til fordel for PFLP og FARC. De falder indenfor Amnesty Internationals kategori: samvittighedsfanger. I juni 2011 idømte Københavns Byret den 72 årige Anton Nielsen 6 måneders fængsel, deraf de 2 ubetinget, for ligeledes at have støttet modstandsbevægelserne FARC og PFLP. Anton Nielsen var formand for foreningen Horserød-Stutthof, der organiserer de politiske fanger som de danske myndigheder under 2. Verdenskrig udleverede til den nazistiske besættelsesmagt. 70 år efter at Anton Nielsens egen far Martin Nielsen sad som politisk fange i Horserød skulle han nu selv sidde i Horserød - pga. de samme idealer for demokrati og frihed.

Nationaldag: 5. juni (Grundlovsdag)

Væbnede styrker: 33.100 (1995)

Kolonier: Grønland, Færøerne

 

De første jægere slog sig ned i området mere end 10.000 f.v.t. Stenalderen blev fulgt af en blomstrende bronzealder omkring 1.000 f.v.t. Omkring 500 e.v.t. ankommer nye folk til landet, der slår sig ned på øerne. Det er nordtyskere, der slår sig ned som fiskere og søfolk. Nogle stednavne vidner fortsat om den mytologi, der udvikledes i denne periode: Odin, Thor og Freja.

Under vikingetiden (8-10. århundrede) trængte handels-, søfolk og pirater fra ikke blot Danmark men også det øvrige Norden mod vest til England og mod øst langt ind i Rusland. De dominerede havene i Nordeuropa, og det var også i denne periode, der var de første tegn på dannelse af en kongedømme i Danmark.

Arkæologiske udgravninger viser, at de vigtigste bycentre var Roskilde, Hedeby og Jelling. Efter danske sejre over tyskerne blev floden Ejderen den mest stabile danske grænse mod syd, og syd og vest for Hedeby blev der rejst en stor mur.

Efter en række kampe blandt rivaliserende konger flyttedes magtens centrum i det 10. århundrede til Jelling, hvor Gorm gjorde sig til konge over Jylland. Hans søn, Harald Blåtand tillægges æren for samlingen af Danmark og erobringen af store områder i Norge.

De efterfølgende kongedømmer udstrakte den danske magt til Sverige, og med Kalmarunionen i 1397 lykkedes det Margrethe I at forene Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island, Grønland og Færøerne. Det forenede Norden fik dog en kort levetid.

Protestantismens indførelse i Danmark og hansestædernes stadig stærkere position i Nordtyskland indebar en tilsvarende svækkelse af den danske militære styrke. De danske konger deltog i en lang række krige mod især Sverige og Tyskland, og med den gradvise svækkelse af adelen kunne kongen efterhånden opkaste sig til enevældig hersker, hvilket gjorde det muligt for ham at udstede love, der skulle følges i hele landet.

Inspiration fra den franske revolution og den fortsatte kamp mod feudalismen og enevælden muliggjorde i slutningen af det 18. århundrede (1792) stavnsbåndets ophævelse og dermed overdragelsen af jorden til de danske bønder. I 1814 gennemførtes en skolereform, der indførte undervisningspligt og i samme periode var landbruget inde i en rivende udvikling. Opgøret med feudalismen havde fjernet en række vigtige skranker for produktivkræfternes udvikling.

Napoleonskrigene bragte de fredelige forhold til ophør mellem Danmark og Norge, og efter Napoleons nederlag angreb Sverige Danmark og annekterede med Kielerfreden i 1814 Norge (se Dansketiden i Norge).

Perioden efter 1814 var i nogen grad præget af økonomisk krise pga. krig, tabet af Norge og fordi Hamburg erstattede København som handels- og finansielt centrum i Nordeuropa. Først omkring 1830 var denne krise ovre, priserne på landbrugsprodukter stabiliseredes, handelen øgedes og industrialiseringen begyndte.

Efter revolutionerne i Europa i 1848 indkaldte kong Frederik VII en grundlovsgivende forsamling, der afskaffede enevælden og indførte et parlamentarisk monarki. Forfatningen fra 1849 garanterede presse-, religions- og forsamlingsfrihed. Nationalismen og liberalismen var periodens vigtigste ideologiske strømninger.

Konflikten med Tyskland om grevskaberne Schleswig og Holstein forstærkede denne nationalisme, men ved krigen mod Prøjsen og Østrig i 1864 tabte Danmark. Grevskaberne samt Sønderjylland gik tabt, og den liberale danske regering måtte gå af.

Klassestrukturen under den tidlige kapitalisme 1880-1900

Industrialiseringen skred langsommere frem end i de sydlige nabolande, og arbejderklassen voksede tilsvarende langsomt. Det var derfor først i 1871, at den tidligere officer Louis Pio forsøgte at danne et socialistparti. Socialisterne gennemførte en lang række strejker og demonstrationer, der blev slået ned af militæret, og Pio blev efter fængselsophold i sidste ende sendt til USA. I 1876 dannedes Socialdemokratiet formelt.

Omkring 1900 var Danmark stadig overvejende et landbrugsland; et stort antal selvstændige bønder producerede til et marked. Produktionsformen var småborgerlig, men i 1880'erne sluttede bøndene sig sammen den i kooperative andelsbevægelse. Produkterne kunne da forædles og omsættes samlet på markedet. Under krisen i 1880- og 90'erne blev landbrugsproduktionen lagt om fra korn til smør- og kødprodukter. Foruden at dække hjemmemarkedet gik stadig mere til eksport - især til England.

Selv om den økonomiske struktur var præget af landbrugsproduktionen, var der sket en vis udvikling af håndværk og industri siden 1860'erne. I 1890'erne tog industriudviklingen fart - bl.a. pga. den internationale højkonjunktur, som via de forbedrede priser på landbrugsprodukter muliggjorde et større forbrug af industrivarer på hjemmemarkedet. Erhvervsstrukturen var domineret af mange små håndværksprægede virksomheder, hvor arbejdsgiveren ofte også selv arbejdede. Nogen egentlig storindustri med høj kapitalkoncentration og få store virksomheder var der endnu ikke basis for. Kun indenfor brancher som f.eks. skibsværftsindustrien eller brancher som forædlede fødevarer som nærings- og nydelsesmiddelindustrien, opstod der større virksomheder. I begyndelsen af det 20. århundrede havde storkapitalen endnu et temmelig svagt fodfæste pga. den ringe industrialiseringsgrad og spillede derfor ikke samme rolle som i de store imperialistiske lande.

Nederlaget mod Tyskland i 1864 havde sat en endelig stopper for Danmarks imperialistiske ambitioner og håb om stærk militærmagt. Dette forstærkede yderligere tendensen til et forholdsvis svagt og politisk tilbagetrukket storborgerskab. Først efter 2. verdenskrig nåede industrialiseringen i Danmark et sådan niveau, at man kan tale om et politisk stærkt industrielt storborgerskab. Småborgerskabet i byerne voksede før 2. verdenskrig frem i en helt anden målestok - både i provinsbyene og i København. Småborgerskabet baserede sig dels på håndværk, dels på handel i grossist- og detaljleddet, og pga. den relativt langsomme økonomiske udvikling holdt denne klasses størrelse sig til efter 1945. Politisk var den vaklende. Ved århundrets begyndelse orienterede den sig mod højre, men i mellemkrigstiden vandt Socialdemokratiet en betydelig del af småborgerskabets stemmer gennem sin krisepolitik - en politik som forudsatte partiets forvandling fra «klasseparti» til «folkeparti» (se Danmark for folket).

Socialdemokratiets traditionelle vælgergrundlag - arbejderklassen - var både før og efter 1. verdenskrig kendetegnet ved tre forhold, som i væsentlig grad påvirkede klassens bevidsthed: For det første udgjorde den pga. den dominerende landbrugsproduktion en forholdsvis lille del af samfundet. For det andet medførte den håndværks- og manufakturmæssige produktion, at arbejderklassen indgik i en småborgerlig produktionsmåde, organiseret i småvirksomheder hvor mesteren deltog i arbejdet. Kun en mindre del af produktionsprocessen var industriel i den forstand, at maskinerne i havde erstattet muskelkraft eller fagkundskab. Og for det tredje var den som en følge af dette meget uensartet - fra arbejdsplads til arbejdsplads - og med en lang række fagmæssige opdelinger. Dette vanskeliggjorde arbejderklassens organisering og optræden som en bevidst handlende kraft. Alligevel var den faglige organisering høj - formodentlig over 50 % ved århundredeskiftet - og den fortsatte med at stige gennem hele det 20. århundrede.

Politisk tradition 1900-45

Den økonomiske struktur og de klasseforhold den betingede var forholdsvis stabile gennem første del af det 20. århundrede. Det eksportorienterede landbrug - og handelen - fortsatte med at være den afgørende faktor i økonomien, mens håndværket og industrien overvejende producerede til hjemmemarkedet. Den sociale og politiske udvikling med dens fredelige og trinvise præg, må ses på denne baggrund. Klassekampen blev tidligt institutionaliseret. Det skete først og fremmest med Septemberforliget i 1899 mellem arbejdsgivere og fagbevægelse. Der blev oprettet et arbejdsretsligt system med mæglingsinstitution og en Arbejdsret til regulering af forholdene på arbejdsmarkedet. Politisk indledtes der også tidligt en form for klassesamarbejde. Det såkaldte systemskift i 1901 hvor Venstre dannede regering efter Højre, markerer den reelle indførelse af parlamentarismen. Kampen for det politiske demokrati blev ført videre af Socialdemokratiet og det Radikale Venstre mod Højre og dele af Venstre. Kampen resulterede i Grundloven af 1915, som udvidede stemmeretten. Med ændringen fik også kvinder, tyende og landarbejdere stemmeret. Valgretsalderen var dog fortsat 35 år. Kvinder fik første gang lov at stemme i 1918, og den første kvindelige minister, Nina Bang blev indsat i 1924.

Klassesamarbejdslinien, afsavnene under 1. verdenskrig og stærke antimilitaristiske strømninger blandt ungdommen gav grobund for udviklingen af en venstreoppositionen indenfor arbejderklassen. Den kom dels til udtryk i den syndikalistiske Fagoppositionens Sammenslutning (FS) under ledelse af Christian Christensen, hvis aktiviteter kulminerede i 1917-18. Dels i at en del af Socialdemokratiet - bl.a. ungdomsorganisationen - i 1918 brød ud og dannede DKP. Kommunistpartiets dannelse skete desuden under indtryk af revolutionen i Rusland i 1917, men det havde i 1920'erne særdeles vanskeligt ved at udvikle en sammenhængende politik og opbygge sin organisation. Dets udvikling var i denne periode tumultagtigt, og Kommunistisk Internationale (Komintern) greb ved flere lejligheder ind i partiets udvikling. (Se DKP).

Den centralistiske stat som var en arv fra enevælden, samt et forholdsvis effektivt og pålideligt bureaukrati og retsvæsen, gjorde det muligt at gennemføre klassesamarbejdets politiske forlig. Dette gav bl.a. mærkbare resultater indenfor social-, sundheds- og uddannelsessektoren. Men mest afgørende for stabiliteten var utvivlsomt tilliden i de brede lag af befolkningen til resultaterne af den økonomiske og politiske kamp. Det kom til udtryk i en stadig stigende tilslutning til Socialdemokratiet. Fra 1920'erne til begyndelsen af 70'erne fik partiet - med mindre udsving - ca. 40 % af stemmerne.

Tysklands stærkere stilling gennem 1930'erne udløste en stadig tættere dansk opslutning bag den sydlige nazistiske nabo. Udenrigspolitikken blev formuleret af den radikale udenrigsminister P. Munch, og Socialdemokratiet fandt ikke anledning til at stille spørgsmålstegn ved denne politik. Siden den fransk-tyske krig (1870-71) havde Danmark erklæret sig neutralt, og under 1. verdenskrig havde landet udnyttet sin neutralitet til at berige sig gennem handelen med begge krigsførende parter. Danmark bevarede sin neutralitetspolitik, betragtede den tyske genoprustning i 30'erne med bekymring og gik langt for ikke at vække Tysklands misbilligelse.

Denne politik blev fortsat under den tyske besættelse (1940-45). Socialdemokratiet fremhæver i dag, at samarbejdspolitikken med besættelsesmagten var grundlag for, at Danmark blev så lidt mærket af krigen. De allierede var derfor helt frem til verdenskrigens afslutning i tvivl om, hvorvidt Danmark skulle regnes som Tysklands allierede eller som besat land. Faktum er, at samarbejdspolitikerne under specielt besættelsens første år gik økonomisk og politisk meget langt med henblik på at underlægge Danmark de tyske strategiske interesser (se Besættelsestiden).

Den første efterkrigstid

I efteråret 1945 blev de første normale folketingsvalg efter 1939 afholdt. Socialdemokratiet gik meget stærkt tilbage med et tab på 18 mandater. DKP som før krigen kun havde haft 3 mandater gik tilsvarende frem og fik 18 mandater. Tallene afslører, hvilken oppinionsmæssig forskydning der fandt sted de sidste 2 år med tysk besættelse. Også indenfor fagbevægelsen fandt der en stærk fremgang sted for kommunisterne på socialdemokraternes bekostning.

Umiddelbart efter krigen stod arbejderklassen og de progressive kræfter altså stærkt i befolkningen, og borgerskabet gav økonomiske og politiske indrømmelser. Bl.a. blev der indført en ny boligpolitik, hvor staten gennem billige lån financierede socialt boligbyggeri (Byggestøtteloven af 1946). Men venstrefløjens styrke byggede først og fremmest på ydre forhold: Sovjetunionens sejr over Hitler-Tyskland og den klassemæssigt sammensatte modstandsbevægelses politiske og moralske prestige i befolkningen. Aktiviteten i arbejderklassen øgedes fra 1943 til den i 1946 toppede med store strejker og demonstrationer.

Arbejderklassens lederlag var imidlertid ikke i stand til at samle og udnytte aktiviteten på en sådan måde, at arbejderklassen tilkæmpede sig nye og permanente rettigheder. Socialdemokratiet slog hurtigt ind på sin traditionelle politiske linje: at arbejde for reformer indenfor kapitalismen, samt at umyndiggøre og beherske arbejderklassen ovenfra gennem faglige og politiske organisationer. DKP blev fanget af folkefrontspolitikkens klassesamarbejdslinje; samtidig var partiet fortsat - både i struktur og ledelse - et stalinistisk og yderst centralistisk parti som ikke overlod nogen beslutninger til sin basis. En - godt nok spontan og ganske forvirret - offensiv fra arbejderklassens side i det første år efter krigen, fortsatte over i en balance i styrkeforholdet mellem arbejde og kapital, som fra 1947-48 blev brudt af en borgerlig modoffensiv. Denne fik virkning både på den økonomiske politik, på arbejdsmarkedet og - ikke mindst - udenrigspolitisk. De fleste reguleringer og fordelingspolitiske tiltag fra krigen blev afskaffet. Arbejdsmarkedet blev med aktiv støtte fra LO offer for en stærk rationaliseringsbølge. Danmark gled fra 1948 ind i den kolde krig og blev i 1949 tilsluttet NATO. Den traditionelle danske neutralitetspolitik blev nu endelig opgivet, og mens udenrigspolitikken i 30'erne blev udformet under hensyn til Berlin, blev den nu udformet under hensyntagen til Washington.

I samme periode slog de internationale tendenser i retning af afkolonisering også igennem i Danmarks forhold til sine kolonier. Island havde været dansk koloni, blev besat af England i starten af 2. verdenskrig, og erklærede sig i 1944 for selvstændig. Færøerne havde været under norsk/dansk dominans siden 1380 og blev ligeledes besat af England i 1940, men blev efter krigen leveret tilbage til Danmark. I 1948 fik de en større grad af selvstyre, dog således at Danmark (det såkaldte «rigsfællesskab») fortsat skulle bestemme sikkerheds- og udenrigspolitikken samt have ret til ressourcerne i undergrunden. Grønland havde under krigen været besat af USA, og blev efter krigen ligeledes leveret tilbage til Danmark, men her indvilgede kolonimagten Danmark først i 1979 i at gå med til selvstyre. Inden da praktiserede den danske stat over en 30 årig periode et moderniseringsprojekt, der i vid udstrækning ødelagde den traditionelle grønlandske fangerkultur (se Kulturimperialisme).

Allerede ved valget i 1947 hvor en socialdemokratisk regering afløste Venstreregeringen som blev dannet efter valget i 1945, blev DKP stemmemæssigt halveret. Samtidig mistede partiet de fleste styrkepositioner det havde vundet i fagbevægelsen, mens socialdemokratiet og de borgerlige partier blev konsolideret.

Denne politiske situation fortsatte gennem 1950'erne, med perioden 1948-53 som de værste år under den kolde krigs hets. I denne periode foregik en hidtil uset kraftig militær oprustning - delvis baseret på økonomisk bistand fra USA - og en næsten betingelsesløs tilslutning til det fornyede imperialistiske verdenssystem. Eksempelvis støttede Danmark i NATO Frankrigs krig i Algeriet og Indokina, og godkendte at ikke-demokratiske regimer som Portugal, Grækenland og Tyrkiet blev optaget som medlemmer i alliancen. Vesttysklands NATO medlemskab og oprustning blev et grundlæggende konflikttema i den danske befolkning, men også her bøjede regeringen sig for den politiske «nødvendighed».

I de følgende år blev Danmark gennem NATO's enhedskommando, og senere gennem det økonomiske samarbejde som kulminerede med EF medlemskabet i 1972, knyttet stadig tættere sammen med Vesttyskland og dette lands politik. Parallelt hermed blev landet samtidig stadig mere vævet ind i USA's politik. En udvikling der indledtes med Marshallhjælpen og NATO medlemsskabet.

De klassemæssige og økonomiske forhold ændrede sig kun langsomt i denne periode. Det danske samfund var stadig overvejende et kapitalistisk landbrugssamfund med en industriel hjemmemarkedssektor. Valuta til import af råstoffer, korn og foder, måtte som før krigen hentes hjem gennem landbrugseksporten. Det gav stadige betalingsbalance- og valutaproblemer, og satte snævre grænser for Socialdemokratiets program, «Fremtidens Danmark», fra 1945, der satsede på statslige indgreb for at fremme en stærkere udvikling af industrien. Produktiviteten øgedes imidlertid både i industri og landbrug - især i perioden 1945-50 - og en økonomisk rationalisering blev gennemført mange steder. Den reformistiske arbejderbevægelse støttede rationaliseringsbestræbelserne. Dette gav sig udslag i små lønkrav, tillidsmandskurser og studierejser til USA for at lære om den nye samarbejdsideologi på arbejdspladserne.

I løbet af nogle år vandt også de såkaldte produktivitetsfremmende lønsystemer indpas, og i 1947 blev der oprettet samarbejdsudvalg i industrien, hvor også repræsentanter for arbejderne fik sæde. Disse udvalg fik imidlertid kun en rådgivende status, og fik ringe betydning.

Målet med det nye klassesamarbejde var rationalisering og koncentration, således at den danske industri kunne blive konkurrencedygtig internationalt. Den reformistiske arbejderbevægelse retfærdiggjorde denne politik ved at hævde, at stigende produktivitet skulle følges af højere løn og kortere arbejdstid. Koblingen af produktiviteten til lønstigningen var altså guleroden, der skulle få arbejderne til at gå med til øget tempo, og dette lykkedes også i en vis udstrækning, selv om produktiviteten steg stærkere end lønningerne. Som helhed lykkedes politikken imidlertid ikke før i slutningen af 1950'erne på grund af pengemæssige og indre strukturelle faktorer.

Gennem det meste af 1950'erne lå arbejdsløsheden på 9-10 % blandt de arbejdsløshedsforsikrede, og samtidig var der store arbejdskraftressourcer på landet og blandt kvinderne.

Reguleringssystemet for import og eksport som Socialdemokratiet anså som en krumtap for at få bedre offentlig kontrol med økonomien, blev gradvis nedtrappet under den borgelige offensiv i 50'erne og i takt med den tiltagende liberalisering - som skulle frigøre europæisk handel og sikre Vesteuropa som et kapitalistisk område i alliance med USA. Finans- og pengepolitikken blev de mest anvendte reguleringsmidler og konsekvensen blev stigende rente og stagnation i investeringerne.

Moderniseringen af dansk kapitalisme 1957-70

I 1957-58 skiftede det økonomiske billede. Op til midten af 1960'erne fandt der et regulært «boom» sted i den danske økonomi som følge af den kapitalistiske højkonjunktur i Vesteuropa og USA, inddragelsen af arbejdskraftreserven og en række investeringsfremmende tiltag fra de socialdemokratiske regeringer under H. C. Hansen og Viggo Kampmann. Højkonjunkturen førte til, at Danmark blev forvandlet fra et landbrugssamfund til et industrisamfund med voldsom vækst i byområderne og afvandring fra landet. I 1957 arbejdede 20 % af den erhvervsaktive befolkning i landbruget, mens tallet var sunket til 10 % i 1970 og videre til 4,5 % i 1997 . I samme periode voksede antallet af arbejdspladser i industrien og - ikke mindst - i administration og serviceerhverv kraftigt, således at 93 % af den erhvervsaktive befolkning i dag er lønmodtagere. Industriens eksport passerede allerede i begyndelsen af 1960'erne landbrugets og var i 1998 seks gange større end landbrugets.

Figur 1. Arbejdsstyrkens fordeling (%) på hovederhverv 1834-1997. (Danmarks Statistik)

Samtidig med den stærkt ændrede erhvervsstruktur ændrede også produktionsprocessen karakter gennem ny teknologi og andre former for arbejdsorganisering. Samlebånd og arbejde med nye maskiner erstattede efterhånden de tidligere håndværks- og manufakturprægede produktionsmetoder. Virksomhedsstrukturen var imidlertid fortsat præget af mange mindre og mellemstore enheder, og kun et lille antal helt store virksomheder. Men kapitalstrukturen og magtforholdene indenfor industri- og bankkapital kan ikke aflæses alene udfra virksomhedernes størrelse. Det er helt klart, at der er foregået en monopolisering og at storkapitalen har styrket sin stilling. Organisatorisk afspejler det sig i, at den toneangivende arbejdsgiverorganisation i dag er Dansk Industri, og ikke Dansk Arbejdsgiverforening der ellers formelt organiserer alle arbejdsgivere i landet.

Under denne udvikling har også klassestrukturen forskubbet sig. Småborgerskabet på landet og i byerne er i en vis udstrækning blevet proletariseret, mens arbejderklassen, funktionærerne og mellemlagene er øget i antal. Især serviceerhvervene og den offentlige sektor er vokset stærkt - delvist som følge af et «efterslæb» i udviklingen ifht. resten af Europa og delvist som følge af den nye «akkumulationsmodels» krav om højere kvalifikations- og reproduktionsniveau for arbejdskraften. Det er karakteristisk, at industriproduktionen blev næsten fordoblet og eksporten mere end tredoblet fra 1960 til 1970, mens antallet af arbejdere kun øgedes med 6 % i samme tidsrum.

Der foregik altså en stærk produktivitetsøgning, en betydelig intensivering af arbejdet og udpresning af merværdi. Til gengæld fik arbejderklassen højere realløn og en stærk nedgang i antallet af arbejdsløse. Stigningen i reallønnen var imidlertid ikke lige så høj som produktivitetsøgningen. Alligevel nåede arbejdsløsheden ned på 2-4 %.

Politikken i 1950- og 60'erne

Den politiske udvikling fra midten af 1950'erne var præget af socialdemokratisk stabilisering i arbejderklassen, stagnation for de borgerlige partier og tilbagegang for DKP ved valgene. Efterkrigstidens nye økonomiske politik og klassesamarbejdet både på det politiske og faglige plan, stødte ikke på større modstand fra arbejderklassen før ved storstrejken i 1956. Strejken blev udløst ved, at den socialdemokratisk-radikale regering ophøjede et mæglingsforslag til lov. Men strejkens bredde og kraft viste samtidig, at der lå lang tids opsparet utilfredshed til grund. Strejken blev imidertid - bl.a. pga. DKP's neddæmpende og parlamentsorienterede linje - ikke brugt til en arbejdsoffensiv.

For DKP førte Krustjovs afsløringer på SUKP's 20. partikongres i 1956 og invasionen af Ungarn i efteråret samme år til, at partiet yderligere mistede opbakning blandt vælgere og i fagbevægelsen, samtidig med at der opstod uro indadtil. Efterhånden trådte partiformanden Aksel Larsen - som i mere end 25 år trofast havde fulgt Kominterns og Kominforms direktiver - frem som leder af oppositionen i partiet. Han formulerede på forskellige områder, bl.a. i opfattelsen af Sovjetunionen, partidemokratiet og afrustningsspørgsmålet, en politik som var i strid med centralkomiteens flertal anført af Ib Nørlund. Efter DKP's 20. kongres i 1958 blev Larsen ekskluderet og et stort antal partimedlemmer, faglige og politiske tillidsfolk meldte sig ud af partiet. Kort efter blev Larsen valgt til formand for det nye parti, Socialistisk Folkeparti (SF).

Ved Folketingsvalget i 1960 fik SF 11 mandater efter at have ført valgkamp på nedrustningsspørgsmål og en mere aktiv socialistisk politik. DKP måtte til gengæld forlade Folketinget. Også Socialdemokratiet gik frem, og partiet bevarede frem til 1964 regeringsmagten i koalition med det Radikale Venstre, og i perioden 1964-66 som mindretalsregering under Jens Otto Krag. Regeringen fik under højkonjunkturen i 1960'erne og starten af 70'erne større muligheder for at gennemføre reformer. Især indenfor uddannelse, sundhed og socialpolitik skete der en kraftig ekspansion. Endvidere blev kvaliteten af nybyggeriet forbedret, antallet af lejligheder steg og bysaneringen indledtes. Men vilkårene for socialt boligbyggeri blev samtidig vanskeligere, hvilket skabte grundlag for privatiseringer og fordyrelser.

Reformerne der delvist blev støttet af SF og de radikale, var ensbetydende med en enorm udbygning af den offentlige sektor. Dette var muligt pga. højkonjunkturen, som skabte mulighed for øget beskatning. Inflationen fortsatte imidlertid med at accellerere, samtidig med at der de fleste år var underskud på betalingsbalancen. Dette blev forsøgt reguleret gennem finans- og pengepolitikken, som igen førte til højere diskonto, svingninger og fordyrelser indenfor bygge- og anlægssektoren. Liberaliseringen i 1960'erne indenfor handelssamarbejdet EFTA (som Danmark havde været med til at stifte i 1959) gjorde importreguleringer vanskeligere. Det var på denne baggrund, at ideen om at spare udgifter gennem indkomsspolitik begyndte at dukke op. I foråret 1963 gennemførte ministeriet Krag den såkaldte helhedsløsning, som med indgreb i den frie forhandlingsret, forlængede de kollektive overenskomster for en to-årig periode med mindre lønforhøjelser, indførte prisstop osv. Tankerne om indkomstpolitik dukkede op igen med mellemrum, men blev ikke ført ud i livet før under krisen i 1970'erne.

Klassesamarbejdspolitik har siden 1920'erne været grundlag for den socialdemokratiske udvikling af velfærdsstaten. Her LO's daværende formand, Thomas Nielsen til kaffekomsammen med direktøren for Dansk Arbejdsgiverforening. (Solidaritet)

Folketingsvalget i 1966 førte overraskende til et flertal for Socialdemokratiet og SF, selv om socialdemokraterne tabte 7 mandater. SF fordoblede sit stemmetal og mandattal (til 20) - bl.a. pga. stor utilfredshed med Socialdemokratiets boligpolitik og SF's forslag om en ny bolig-, skatte- og militærpolitik. Et mindretal i SF med Aksel Larsen i spidsen ønskede at indlede et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet, men flertallet gik ind for kun at etablere et samarbejde mellem de to partier. SF forpligtede sig til at fungere som et parlamentarisk støtteparti for Socialdemokratiet, men fik kun små indrømmelser som gengæld: Der skete f.eks. ingen ændringer af udenrigspolitikken. I marts 1967 blev der nedsat et kontaktutvalg med repræsentanter for de to partier, som skulle forsøge at koordinere politikken i Folketinget. Den borgerlige presse døbte hurtigt udvalget «Det røde kabinet». Ved et skatteudspil samme måned stemte alle SF's repræsentanter i Folketinget for «momsen» - merværdiafgiften på alle varer. Sammen med partiets stemmeafgivning for finansloven og militærbevillinger skabte dette en voksende modstand indadtil i SF. På en kongres i juni blev SF's politik i Folketinget stemt ned, og en mere venstreorienteret hovedbestyrelse blev valgt. Det endelige brud skete i december 1967, efter at regeringen havde devalueret den danske krone og samtidig foreslog «indefrysning» af en dyrtidsportion (automatisk lønregulering). Seks af SF's medlemmer i Folketinget stemte imod, og da de borgerlige af taktiske grunde gjorde det samme, faldt regeringen. På en ekstraordinær SF-kongres kort efter, fik Aksel Larsen fløjen imidlertid et snævert flertal. Det førte til, at en del af partiet brød ud og dannede et nyt socialistisk parti - Venstresocialisterne (VS). Ved valget i januar 1968 fik VS fire mandater, mens SF gik tilbage til 11, og Socialdemokratiet tabte yderligere syv. Dermed blev der borgerligt flertal. Venstre, det konservative folkeparti og det radikale Venstre, dannede regering (VKR-regeringen 1968-71).

Nederlaget ramte også umiddelbart Socialdemokratiet, men strategisk havde partiet vundet en vigtig sejr. Ligesom det gennem omklamring formåede at kvæle DKP efter 2. verdenskrig, havde det i 1966-67 formået at vise, at SF ikke var egnet til at indgå i et regeringssamarbejde. Helt frem til starten af 90'erne brugte Socialdemokratiet disse erfaringer til afvise næsten ethvert politisk samarbejde med venstrefløjen.

Både ifht. oprettelsen forbindelser til arbejderklassen og den indre politiske afklaring, blev det nye parti VS de første år præget af stor forvirring og stadige splittelser. Først omkring 1974-75 kan man tale om organisatorisk konsolidering og en politisk-strategisk afklaring.

Den udenomsparlamentariske venstrefløj

Fra begyndelsen af 1960'erne startede en venstrefløjsbevægelse udenfor og til dels på tværs af partierne. Den trådte frem på mange planer og med forskellige grupper som udgangspunkt, og dermed også med forskellige mål og midler. Blandt de vigtigste var Vietnambevægelsen, som udsprang af modstanden mod USA's krig i Sydøstasien og i opposition mod den danske regerings manglende kritik af krigen. En forløber for Vietnambevægelsen og andre anti-imperialistiske bevægelser, var Atomkampagnen i 1960-62, som særligt rettede sig mod stationering af atomvåben på dansk jord. (Det viste sig i 1990'erne, at den danske regering allerede i starten af 50'erne havde givet sin stiltiende accept til placering af nordamerikanske atomvåben på USA's militærbase i Thule.) I forhold til Atomkampagnen var Vietnambevægelsen imidlertid langt mere politisk bevidst - bl.a. ved at sammenknytte Vietnamkrigen med kampen mod den internationale, USA dominerede monopolkapitalisme og imperialisme. Også Vietnambevægelsen blev splittet, men som helhed var den en bredt sammensat bevægelse, som især bevidstgjorde og aktiverede store dele af ungdommen. Erfaringerne fra dette arbejde førte allerede i slutningen af 60'erne til oprettelsen af støttekomiteer for lande i den tredje verden og kampagner mod fascistiske regimer og diktaturstater i Sydeuropa - i første omgang Grækenland, Portugal og Spanien.

Den antiimperialistiske bevægelse og venstredrejningen i arbejderklassen i anden halvdelen af 1960'erne, må også ses som baggrund for, og forbundet med studenteroprøret, og andre antiautoritære opgør. De skød frem i 1968 og omformede i løbet af få år beslutningsprocesserne og til en vis grad undervisningen på universiteterne. Samtidig førte højkonjunkturen og ændringerne i produktionsprocesserne, kombineret med store fødselsårgange fra efterkrigstiden til, at uddannelsessystemet blev hurtigt udbygget. Det gjaldt især gymnasie- og HF uddannelsen, de videregående skoler og universiteter. F.eks. blev Roskilde og Ålborg Universitetcenter startet.

Under KVR regeringen (1968-71) gennemførtes en styrelseslov, der afskaffede professorvældet på universiteterne og de videregående uddannelser, gav større indflydelse til lærerne og som noget nyt desuden til det teknisk-administrative personale og studenterne. Loven var dels en konsekvens af de udbredte protester mod de autoritære ledelses- og undervisningsstrukturer, men også af nødvendigheden af at gennemføre uddannelsesmæssige og organisatoriske reformer for drastisk at kunne øge kapaciteten i uddannelsessektoren.

I slutningen af 1960'erne voksede der endvidere en ny og radikal kvindebevægelse frem, som i de følgende år fik stadig større tilslutning (se Rødstrømperne). Kvindebevægelsen hang naturligvis direkte sammen med den økonomiske og politiske udvikling i det borgerlige samfund. Kvinderne deltog i stigende udstrækning på arbejdsmarkedet, uden at de retslige forhold som diskriminerede dem både på arbejdsmarkedet og i privatsfæren var ændret. I den forstand var kvindebevægelsen en reaktion på forskellige udemokratiske forhold, men dele af den udviklede også en mere bevidst politisk holdning. I nogle tilfælde blev bevægelsen koblet sammen med arbejderklassens og specielt de kvindelige arbejderes kamp for ligeløn og ligestilling. Desuden førte kvindebevægelsens kamp generelt til, at holdningen til kvindens dobbeltarbejde blev ændret noget, og at mange seksuelle fordomme forsvandt eller blev reduceret, samtidig med at nye samlivs- og boformer vandt indpas i form af f.eks. bokollektiver.

Den udenomsparlamentariske venstrefløj var aktiv på alle områder. Også i opbygningen af en modpresse. Her gadesælges København på Kultorvet. (Solidaritet)

Det socialdemokratiske «velfærdssamfund» som medførte højere levestandard i form af øgede forbrugsmuligheder krævede imidlertid også sin pris. Den voksende produktivitet førte til øget arbejdsintensitet, forværrede arbejdsforhold og en stigning i erhvervsbetingede sygdomme og ulykker. Især i sidste halvdel af 1960'erne var produktivitetsstigningen næsten udelukkende et udtryk for en stigning i arbejdsintensiteten. (Se Arbejdsmiljø).

Samtidig førte udbygningen af social- og sundhedssektoren og andre statslige aktiviteter samt overbudgetteringen til, at skatterne steg voldsomt. I forbindelse med inflationen faldt den disponible realløn for arbejderklassen fra slutningen af 1960'erne. I foråret 1969 udbrød der en serie «vilde strejker», der som bølge først ophørte i slutningen af 70'erne. Tidsmæssigt faldt strejkerne stort set sammen med den generelle store strejkebølge i Europa. Den drejede sig om lønspørgsmål og arbejdsforhold, men nåede ikke de store konkrete resultater. Strejkerne viste imidlertid, at arbejderklassen ikke var totalt pacifiseret eller «integreret» i det borgerlige samfund, men stadig kunne reagere selvstændigt mod ledelsen af den traditionelle fagbevægelse.

EF-kampen 1971-72

Ved valget i 1971 genvandt Socialdemokratiet noget af sin parlamentariske styrke og dannede regering - støttet af SF. Men samarbejdet var ikke så tæt som i 1966-67, og regeringen måtte manøvrere fra sag til sag. Regeringen blev til en vis grad fredet af de borgerlige partier, pga. sammenfaldende interesser i EF-spørgsmålet. Regeringen Krag så det som sin hovedopgave at få Danmark ind i EF, trods betydelig modstand indenfor partiet og fagbevægelsen. I januar 1972 blev EF-traktaten underskrevet i Bruxelles, og det blev besluttet at gennemføre en folkeafstemning om spørgsmålet den 2. oktober.

Ønsket om EF-medlemskab kom i første række fra landbruget og bøndernes organisationer, som ville få bedre afsætningsmuligheder og højere priser. Størstedelen af industrien gik også ind for medlemskab af økonomiske og især politiske grunde. Industrien kunne frygte større konkurrence på hjemmemarkedet og den fælles råvaretold i EF ville øge industriens udgifter. Vigtigere end dette var dog alliancen med de herskende klasser i de store kapitalistiske lande. En alliance som kunne føres tilbage til slutningen af 1940'erne.

De politiske motiver var også vigtigst for modstanden mod EF, selv om dele af industriborgerskabet og småborgerskabet i byerne havde økonomiske interesser i at stå udenfor. Men for de klasser hvor modstanden var stærkest - arbejderklassen og mellemlagene i offentlig tjeneste - var det vigtigste frygten for at styrkeforholdet mellem klasserne skulle forrykkes, og at rettigheder og reformer som var tilkæmpet gennem årtier, skulle angribes. Modstanden mod EF bredte sig hastigt fra 1971. Det var ikke givet, at folkeafstemingen ville ende med sejr for tilhængerne. Ved årsskiftet 1971-72 blev «Fællesudvalget mod EF-medlemsskab» oprettet, hvor DKP og SF gik i samarbejde med anti-EF-fløjen i Socialdemokratiet, samt med Retsforbundet, Dansk Samling og forskellige nationalistiske, anti-tyske organisationer. Desuden deltog individuelle EF-modstandere fra Venstre, de radikale og konservative. En lang række lokalkomiteer opstod, og i løbet af 1972 udviklede der sig en bred frontorganisation, som må betegnes som efterkrigstidens største folkelige, sociale bevægelse: Folkebevægelsen mod EF. Frontens brogede sammensætning var samtidig dens svaghed. Den manglede evne - og indenfor SF og DKP vilje - til at formulere virkelige, troværdige politiske alternativer til EF-medlemskab. Den store tilslutning til medlemskabet ved afstemningen (63,5 % for, og 36,5 % mod) var altså ikke blot et produkt af de store borgerlige og socialdemokratiske organisationers massive og demagogiske EF-kampagne, men også af mangel på tiltro til et alternativ blandt de brede lag i befolkningen.

Venstrefløjen fik et voldsomt opsving i 1970'erne, der fortsatte ind i 80'erne. Salget af klistermærker var både et middel til at skaffe penge til strejker og andre aktiviteter samt til at agitere.
(Solidaritet)

Politisk og økonomisk krise 1973-82

Afstemningen splittede Socialdemokratiet, og dagen efter folkeafstemningen trådte Jens Otto Krag overraskende tilbage som statsminister og overlod posten til Anker Jørgensen, der havde været en ihærdig kritiker af medlemsskabet. Alligevel var partiet kastet ud i dyb politisk krise, der slog fuldt igennem ved valget i december 1973, hvor partiet gik tilbage fra 37,3 til 25,6 % af vælgerne.

Reaktionen på udviklingen blev imidlertid ikke et ryk mod venstre, selv om DKP godt nok kom i Folketinget for første gang siden 1960. I stedet fandt der en højrereaktion sted. Fremskridtspartiet som blev dannet i 1973 af Mogens Glistrup og havde afskaffelse af indkomstskatten som sin mærkesag, fik ved valget 15,9 %, og det nydannede højresocialdemokratiske udbryderparti, Centrumsdemokraterne, som appellerede til husejerne fik 7,8 %.

Undersøgelser viser, at en stor del af disse stemmer kom fra Socialdemokratiet. Efter valget blev der dannet en borgerlig mindretalsregering med Venstre (12,3 %) som regeringsparti under Poul Hartling. Denne regering forsøgte at samle borgerskabet om en stærkere borgerlig politik, som ikke skulle være afhængig af Socialdemokratiets og LO's støtte. Der var med andre ord tale om en opsigelse af klassesamarbejdspolitikken mellem borgerskabet og den socialdemokratiske bevægelse. Forsøget strandede imidlertid. Dels fordi splittelsen i den borgerlige lejr var for stor, dels fordi arbejderklassen vendte sig kraftigt mod disse forsøg på at løse problemerne på dennes bekostning. I maj 1974 fandt der omfattende arbejdsnedlæggelser og demonstrationer sted mod regeringen. I november var store dele af arbejderklassen atter mobiliseret, og bidrog derved til at regeringen faldt. En DKP-domineret gruppe af fagforeningsfolk, «Formandsinitiativet», spillede en vis rolle i dette, men viste senere sin svaghed og forvirring overfor de efterfølgende socialdemokratiske regeringers indkomstpolitik.

Hartling-regeringen faldt, og en ny socialdemokratisk regering under Anker Jørgensen blev dannet og vandt yderligere parlamentarisk styrke ved valget i februar 1977. Klassesamarbejdspolitikken blev genoptaget, men under vanskeligere betingelser. Verdenskrisen var slået igennem allerede i 1972-73 og havde i Danmark medført en arbejdsløshed på 12-14 % og galopperende inflation, der satte reallønnen under voldsomt pres.

De socialdemokratiske regeringer forsøgte hårdnakket at løse krisen gennem indkomstpolitik, som tilsidesatte fagbevægelsens normale ret til at forhandle eller aktionere sig til de bedst mulige overenskomster. Det gjaldt i første række augustforliget i 1976, hvor Folketinget vedtog en snæver lønramme før overenskomstforhandlingene, dårligere priskompensation, nedskæringer i statens udgifter og store afgiftsstigninger. Dette blev fulgt op med det såkaldte stopforlig, som erklærede at lønstigninger der var opnået gennem aktioner, som Arbejdsretten havde erklæret for overenskomststridige, skulle være ugyldige. I modsætning til tidligere, hvor indskrænkninger i arbejdernes aktionsfrihed eller opbremsning af lønudviklingen normalt blev suppleret med kompensationer for de brede lag af befolkningen, var krisepolitikken i 1970'erne kendetegnet ved mangel på kompensationer og klare forsøg på at vælte byrderne ved krisen over på arbejderne og andre lønmodtagere. Samtidig modtog industrien store direkte og indirekte tilskud fra staten.

Den statslige nedskærings- og indkomstpolitik blev fulgt af lignende tiltag på det kulturelle og retslige område. Det blev gennemført hetslignende kampagner mod grupper indenfor uddannelsessektoren og børneinstitutionerne, mod Danmarks Radio for påstået venstredrejning, mod at fristaden Christiania skulle have lov til at eksistere osv. På højeste plan blev der fremsat ideer om at kriminalisere arbejdskampe, og der blev udstedt forbud mod blokader af strejkeramte virksomheder. Det blev samtidig afsløret, at Forsvarets Efterretningstjeneste gennem en årrække havde samarbejdet aktivt med halvfascistiske grupper på den yderste højrefløj, som var blevet brugt som spioner og provokatører i venstreorienterede bevægelser (bl.a. Hans Hetler sagen). Mexicaneren Jaime Martinéz blev udvist på anklager, som var skjult for offentligheden. Der blev foretaget stramninger i retsplejeloven til brug mod bestemte advokater ved politiske sager. Udviklingen afspejlede, at samfundet og det politiske system var i krise, ikke blot økonomisk, men også kulturelt og retsmæssigt.

Borgerlig offensiv 1982-93

Omkring 1980 måtte Socialdemokratiet så småt erkende, at krisen ikke blot var konjunkturel og kortvarig, men havde længerevarende karakter. Krisen afslørede samtidig, at dets traditionelle keynesianistiske økonomiske politik ikke længere slog til. Staten havde trods nedskæringer og stram økonomisk politik optaget betydelige lån gennem 70'erne i tillid til, at krisen hurtigt ville være ovre. Men krisen fortsatte, gælden steg, og det samme gjorde utilfredsheden og frafaldet fra Socialdemokratiet.

I 1982 nåede verdenskrisen et nyt højdepunkt, og regeringen Anker Jørgensen besluttede derfor overraskende frivilligt at overdrage regeringsmagten til de borgerlige under ledelse af Poul Schlüter. Socialdemokratiet havde forestillet sig, at der ville blive tale om en kort borgerlig regering, hvor højrefløjens partier kom til at afsløre deres egen magtesløshed. Men højrefløjen holdt sig ved magten de følgende 11 år. Årsagen var især, at de internationale økonomiske konjunkturer vendte umiddelbart efter de borgerliges magtovertagelse. I USA førte præsident Ronald Reagan militær-keynesianistisk politik, der satte skub i verdensøkonomien.

I Danmark benyttede borgerskabet den gunstige økonomiske konjunktur til en massiv offensiv mod arbejderklassen. 1970'ernes fremskridt på arbejdsmiljøområdet blev kørt tilbage, arbejdsløshedsunderstøttelse og sociale ydelser udhulet. Det var en del af grundlaget for den hastige polarisering af samfundet, hvor de rige blev rigere og de fattige fattigere. Kulturelt fandt der en privatisering og kommercialiering sted af massemedierne. Værre var det imidlertid, at der samtidig fandt en betydelig individualisering sted. Den økonomiske højkonjunktur holdt de borgerlige regeringer ved magten, og samtidig var Socialdemokratiets politiske projekt, keynesianismen, i dyb krise. Heller ikke venstrefløjen var i stand til at udvikle sammenhængende og slagkraftige visioner. I mangel af kollektive samfundsprojekter fik individualiseringen lov at udvikle sig.

Eneste væsentlige undtagelse fra denne tendens var Påskestrejkerne i 1985, der blev udløst efter at regeringen havde grebet ind i en storkonflikt på arbejdsmarkedet. Op mod 1 million mennesker demonstrerede i flere dage mod regeringen med krav om dens afgang, men den holdt stand og strejkebevægelsen løb ud i sandet.

Det eneste punkt hvor det lykkedes Socialdemokratiet at få indflydelse gennem 80'erne var Danmarks politik i NATO - den såkaldte fodnotepolitik - hvor det lykkedes at udnytte de radikales mere anti-militaristiske holdning til at få skrevet danske forbehold ind i NATO's beslutning om udstationering af 572 atomraketter i Europa. I 1986 forsøgte partiet på tilsvarende vis at samle op på modstanden mod regeringen ved at stille sig i spidsen for modstanden mod udviklingen af EF Unionen. Det år blev der gennemført en folkeafstemning om etableringen af EF's «Indre marked», der var næste trin i retning af unionen. Men regeringen vandt afstemningen - danskerne stemte ja.

1993-2001 Socialdemokratisk krisepolitik

Først i januar 1993 havde den borgerlige regering mistet pusten, efter at være blevet ramt af Tamilskandalen om ulovlig udvisning af tamilske flygtninge. Socialdemokratiet havde inden da måttet skifte formand for at blive stuerene for regeringsdannelse med det radikale venstre. For første gang i partiets historie blev dets formand væltet, da Poul Nyrup Rasmussen året inden væltede den siddende formand, Svend Auken på en ekstraordinært indkaldt kongres.

En anden årsag til regeringsskiftet var ønsket om at sikre dansk ja til Maastricht traktaten. Den 2. juni 1992 havde 50,7 % forkastet Maastricht traktaten, og dermed sat hele unionsudviklingen i EU i stå. Nok var SF og Socialdemokratiet i december gået med til at vedtage det «nationale kompromis» med 4 forbehold overfor unionsudviklingen, men borgerskabet vurderede samtidig, at det var nødvendigt med en socialdemokratisk regering for at banke de socialdemokratiske tvivlere på plads. Det lykkedes. Ved valget 18. maj stemte 57 % for traktaten.

På tværs af alle demokratiske fora gennemtrumfede socialdemokratiet bygningen af Øresundsbroen. Her lægges sidste element på plads i sommeren 1999.
(Solidaritet)

Den socialdemokratiske politik gennem 90'erne var præget dels af reformer og forbedringer efter 11 års borgerlig offensiv, men også af nye stramninger og nedskæringer. Udstødningen fra arbejdsmarkedet fortsatte frem til 1997-98 og nåede op på 900.000. I 1998 løb regeringen fra sine løfter om at bevare efterlønnen, og samtidig er nedskæringerne på det sociale og sundhedsområdet fortsat. Venstrefløjen udgør ikke noget tydeligt alternativt og mange socialdemokratiske vælgere er derfor søgt ud på den yderste højrefløj til det fremmedfjendske Dansk Folkeparti, der spiller på utilfredsheden med forringelserne af velfældsstaten.. Det var derfor kun efter en intens trusselskampagne, at det ved valget i marts 1998 lykkedes Socialdemokratiet sammen med de radikale at bevare regeringsmagten med støtte fra 90 ud af Folketingets 179 medlemmer. Efter partiets delvise opgivelse af efterlønnen i slutningen af året faldt dets opbakning til 22 % - det laveste niveau siden starten af århundredet.

Trods delvis højkonjunktur i perioden 1994-98 lykkedes det ikke partiet at kombinere krisestyring og sikring af de svageste grupper i samfundet. Tvært imod meldte det offentligt ud, at dets velfærdspolitik ikke længere ville kunne garantere de svageste grupper i samfundet.

Fortsatte tab af suverænitet

Udenrigs- og militærpolitisk har regeringen gennem 90'erne lagt en politik, der ligger sig stadig tættere op ad USA. På opdrag fra USA fik regeringen i starten af 1997 til opgave at kritisere menneskerettighedssituation i Kina under den årlige generalforsamling i FN's Menneskerettighedskommission. USA ønskede ikke selv at kritisere, da landets samhandel med Kina da ville lide skade. Istedet fik Danmark opgaven, Kina nedkølede forholdet og det danske erhvervsliv gik glip af vigtige ordrer, men til gengæld fik Danmark i sommeren 97 for første gang besøg af USA's præsident, der ville takke for tjenesten.

Under NATO's krig mod Jugoslavien i foråret 1999 lagde Danmark sig helt på USA's linie, og førte for første gang i 300 år angrebskrig mod et andet land. Der var meget langt fra den socialdemokratiske NATO politik til fodnotepolitikken midt i 80'erne.

I forholdet til EU skete der en fortsat overdragelse af suverænitet - specielt siden vedtagelsen af det indre marked i 1986. Danmark fik i december 1992 fire undtagelser fra Maastricht aftalen (som endnu ikke er blevet afprøvet retsmæssigt), som regeringen gennem flere år har været i gang med at udhule, og hvor spørgsmålet om ØMU'en (det økonomisk-monetære samarbejde) blev sat til folkeafstemning i september 2000. Socialdemokratiet indledte i den anledning en intens skolingsoffensiv indenfor egne rækker i efteråret 1999 for at forberede denne ophævelse af ØMU forbeholdet.

I mangel af et selvstændigt politisk projekt underlagde regeringen sig i stigende grad den militaristiske politik udformet af USA og NATO.

Afviklingen af velfærdsstaten

I Danmark har staten ikke - som for eksempel i England og Frankrig - i nævneværdig grad involveret sig som direkte ejer eller medejer af produktionsmidler, når der ses bort fra investeringer i og drift af de traditionelle områder (især infrastruktur), hvor kapitalens omslagsstid har været for lang til at friste privat ejerskab.

I de skandinaviske lande - især i Danmark og Sverige - er det til gengæld gennem mere end et århundredes faglige og politiske kampe lykkedes arbejderklassen at få gjort dens egen reproduktion til en samfundsopgave, gennem opbygningen af den såkaldte «velfærdsstat».

Staten varetager i meget høj grad reproduktionen af arbejdskraften gennem en stor social-, sundheds- og uddannelsessektor, ligesom det også er lykkedes at få staten til - helt eller delvis - at stå for arbejderklassens understøttelse ved arbejdsløshed, sygdom og alderdom. Det er opgaver, som i de fleste andre højtudviklede kapitalistiske lande hovedsagelig varetages gennem arbejdsmarkedsfinancierede ordninger, eller individuelle forsikringer. Denne udvikling har medført en - sammenlignet med andre kapitalistiske lande - usædvanligt stor offentlig sektor.

Det er et stort fremskridt for arbejderklassen, at få «hele samfundet» til at bidrage til disse reproduktive opgaver via skattefinanciering. Men det er ikke et udtryk for, at staten har skiftet klassekarakter. Med de specielle danske forudsætninger har «velfærdsstaten» tværtimod været - og er stadig - en afgørende forudsætning for kapitalakkumulationen. En økonomisk forudsætning, fordi den har sørget for tilvejebringelsen af en velkvalificeret arbejdskraft. En politisk forudsætning, fordi «velfærdsstaten» har formidlet de indrømmelser til arbejderklassen, der skulle sikre dennes accept af udbytningen.

Grundlaget for udviklingen af «velfærdsstaten» har i vid udstrækning været klassesamarbejdet, men dette har samtidig bidraget til at svække arbejderklassen. For fagbevægelsen har prisen været, at den i høj grad har opgivet sin uafhængighed af statsmagten. Den er blevet medansvarlig for skiftende regeringers krisepolitik på mange niveauer. Den er blevet statens forlængede arm i spørgsmålet om kontrol af de arbejdsløse. Den har opgivet store dele af sine oprindelige kampmuligheder, gennem accept af forligsinstitution og Arbejdsret. Ideologisk har der også været tale om en afvæbning, i form af en bred accept af den kapitalistiske markedsøkonomi.

Samtidig er der siden slutningen af 70'erne sket væsentlige forringelser af «velfærdsstaten», som vil medføre dybtgående ændringer i den måde, kapitalismen fungerer på i Danmark. Statens indflydelse på økonomien er blevet mindre, og ligeså det kollektive element i forhold til financieringen af velfærdsgoderne.

Den klare tendens er netop en gradvis afvikling af det offentlige engagement i arbejdskraftens reproduktion. Det er sket gennem egentlige nedskæringer i social-, sundheds- og uddannelsessektoren, og indførelse af brugerbetaling. Og det er sket gennem udlicitering og privatisering af dele af disse - og andre - sektorer.

Drivkraften bag denne udvikling er kapitalens behov for at finde stadigt nye investeringområder, og dens behov for holde prisen på arbejdskraft så lav som mulig.

Samtidig har der - siden slutningen af 80´erne - været et voksende pres fra etableringen af EU´s «indre marked» og de deraf følgende bestræbelser på at harmonisere budget- og finanspolitikken gennem ØMU´en - hvilket igen medfører et øget pres for også at harmonisere social- og arbejdsmarkedspolitikken. Og her står Danmark og Sverige håbløst alene i EU med skattefinancieret social sikring.

De borgerlige partier har - især siden slutningen af 70'erne, begyndelsen af 80'erne - ført an i korstoget mod den offentlige sektor, gennem løfter om skattelettelser. Efterhånden har Socialdemokratiet givet efter, for - som regeringsbærende op gennem 90'erne - selv at stå for gennemførelsen af væsentlige dele af den liberalistiske politik.

Dette er også slået igennem i arbejdsmarkedspolitikken, hvor de socialdemokratiske regeringer i 90´erne har ført en endnu mere hårdhændet linje end de tidligere borgerlige regeringer med hensyn til at øge konkurrencen arbejderne indbyrdes. Det er sket gennem utallige stramninger over for de arbejdsløse - såkaldte «arbejdsmarkedsreformer» - der alle har handlet om at gøre det sværere at opnå ret til understøttelse, og nemmere at miste den. Det er sket gennem omfattende brug af jobtilbuds- og aktiveringsordninger, der handler om at bruge de ledige som løntrykkere - et princip som socialdemokratiet også forsøgte at udvide til bistandsklienter. Og det er sket gennem forringelsen af efterlønsordningen.

Alt tyder på, at vi endnu kun står ved begyndelsen af afviklingen af velfærdsstaten, og at de store borgerlige partier og Socialdemokratiet er enige om, at den nuværende kurs må fastholdes. Velfærden fjernes fra det offentlige og gøres til et individuelt forsikringsspørgsmål. EU harmonisering er både en kærkommen undskyldning og forklaring på denne udvikling.

2001-11 De 10 sorte år. Neoliberalismen til magten. Fra socialstat til minimalstat og videre til slyngelstat

Trods Socialdemokratiets stadig kraftigere neoliberale orientering, var der plads til en endnu kraftigere højredrejning. Folketingsvalget i november 2001 blev vundet af Venstre og Konservative, der efterfølgende kunne danne regering med Dansk Folkeparti som støtteparti. Valgkampen kom til at dreje sig om flygtninge- og indvandrerpolitik, og antog et tydeligt racistisk skær. Den kulminerede, da Venstre offentliggjorde en valgannonce, der sidestillede indvandrere med massevoldtægt. Venstre fik offentliggjort artikler i de store aviser, der bagefter blev afsløret som rene falsknerier. Det gjaldt bl.a. en artikel i Jyllandsposten, der over flere sider beskyldte palæstinensiske flygtninge i Danmark for at være socialbedragere. Efter valget blev den afsløret som falskneri, og blev siden anvendt i journalistuddannelsen som arketype på mediemanipulation. Et andet tema i valgkampen var hofteoperationer, hvor denne type operationer i medierne blev gjort til et akut samfundsproblem, som VK barmhjertigt tilbød løsningen på.

Regeringsskiftet var enestående i den forstand, at Danmark ikke var specielt i økonomisk krise, og Socialdemokratiet set fra en borgerlig synsvinkel faktisk havde gjort et rimeligt økonomisk job - omend det var løbet fra efterlønsgarantien. At det lykkedes det borgerlige Danmark at sikre sig en knusende valgsejr skyldtes dels dets totale kontrol over massemedierne - Socialdemokratiet havde lukket Aktuelt godt ½ år forinden - dels at Venstre førte sig frem som velfærdsstatens inkarnerede forsvarer. Det var blot 10 år efter at partiets formand, Anders Fogh Rasmussen havde forfattet bogen «Fra socialstat til minimalstat», der argumenterede for velfærdsstatens afvikling. Rasmussen havde ikke ændret ideologi, men havde erkendt at han måtte skifte retorik: sige det modsatte af hvad han mente for at blive valgt.

Med den borgerlige valgsejr fik Danmark den mest reaktionære regering siden Madsen Mygdals venstre regering i 1926-29, og som dengang gik VKO regeringen øjeblikkeligt til angreb på sine modstandere:

VKO regeringen gik ikke til åbent angreb på velfærdsstaten. Der ville have koste stemmer. Angrebet antog i stedet en langsigtet karakter, og bestod af flere elementer:

Socialdemokratiet og andre partier var kun i meget begrænset omfang i stand til at markere en opposition til den førte politik. Det var medvirkende til, at socialdemokratiet i december 2002 skiftede formand. Mogens Lykketoft der i 1992 selv havde medvirket til at bringe Nyrup Ramussen til magten overtog på en ekstraordinær kongres posten, men uden at det ændrede særligt i partiets oppositionsprofil. I andre lande hvor der eksisterer en opposition og en oppositionspresse ville regeringens overgreb udløse voldsom diskussioner og modstand, men det var kun i yderst begrænset omfang tilfældet i Danmark. Trods en række alvorlige skandaler, som socialdemokratiske ministre ville være blevet korsfæstede for i de borgerlige medier, var det sager der meget hurtigt er døde i medierne. Undtagelsen var Farumsagen, hvor venstreborgmester Peter Brixtofte få måneder efter VKO sejren blev afsløret i svindel med kommunens midler. Værst var den ulovlige optagelse af et lån udenom kommunalbestyrelsen på 150 mio. kr. til køb af Farum kasserne. Sagen var interessant, fordi Farum frem til afsløringen blev fremholdt af Venstre som en mønsterkommune, hvor skatterne kunne sættes ned og serviceydelserne op. Dette skulle have banet vejen for Brixtoftes adgang til formandsposten i Venstre, men denne blev i 1998 erobret af Fogh Rasmussen i stedet, og siden var forholdet mellem de to iskoldt. At det fortsat var på nulpunktet blev bekræftet af, at Brixtofte under valgkampen i 2001 undsagde sit partis xenofobe indvandrerpolitik. Det kan ikke udelukkes, at venstres centrale partiorganisation bidrog til afsløringerne i Farum - som en «tak for sidst».

Siden da afslørede Venstre sig som skandalernes parti - uden at medierne var særligt interesserede i at afdække deres omfang:

Endelig blev de fleste ministre afsløret i at overtræde hastighedsgrænserne på motorvejene. Lovovertrædelser der dog forblev ustraffede.

At de ikke fik konsekvenser bekræftede indtrykket af, at Danmark i stigende grad juridisk udviklede sig til en bananrepublik: der anvendes i stigende grad straf uden dom - et af de vigtige retspolitiske forhold som menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International fokuserer på i deres arbejde. I Danmark kaldes denne strafform «varetægtsfængsling» og anvendtes f.eks. til afstraffelse af de to aktivister, der i februar 2003 overhældte stats- og udenrigsministrene med rød maling efter at Danmark havde tilsluttet sig USA's angrebskrig mod Iraq. Den er siden blevet anvendt i op til 15 måneder overfor arrestanter fra Christiania.

Den kriminelle lavalder blev sat ned til 14 år - i strid med FN's Børnekonvention - og VKO overvejede helt at afskaffe lavalderen.

Terrorlovgivningen fra 2002 har i hidtil uset grad strammet overvågningen af danskerne. Internetudbyddere blev pålagt fremover at registrere og gemme alle brugeres nettrafik for en 2 årig periode. Det betyder at alle emails og browsing registreres. Det ville svare til, at posthusene blev pålagt at åbne alle breve, kopiere dem og lægge dem i pengeskab for en 2 årig periode.

Terrorlovgivningen har ligeledes kriminaliseret støtten til arbejdet for demokrati og menneskerettigheder i udlandet gennem forbud mod støtte til befrielsesbevægelser. Med denne lovgivning ville det have været forbudt at støtte ANC i Sydafrika, FNL i Sydvietnam under Vietnamkrigen eller kampen mod fascismen i Spanien under Francodiktaturet. Justitsministeriet startede med at få Greenpeace dømt efter terrorloven for en demonstration mod Landbrugsrådet. Dernæst fulgte en lang række politiske retssager, der sikrede en fortsat strøm af politiske fanger til de danske fængsler - dømt for «terror».

Indtrykket af bananrepublik forstærkedes yderligere af det tætte kommandoforhold der blev knyttet mellem USA's regering og den danske. Det var baggrunden for den danske regerings positive holdning overfor anvendelsen af Thule radaren til USA's offensive stjernekrigsprojekt. Og det var baggrunden for VKO regeringens accept af at deltage i USA's angrebskrig mod Iraq i marts 2003 - uden opbakning i FN eller FN's Sikkerhedsråd, og på tværs af folkeretten. Fogh Rasmussen forfattede i 1990 bogen «Fra socialstat til minimalstat» som sit ideologiske grundlag. Efter godt 10 år senere at have overtaget statsministerposten var han i gang med at videreudvikle det nyliberale koncept fra «minimalstat til slyngelstat

2005 Genvalg af VKO

Statsminister Anders Fogh Rasmussen havde planlagt nyvalg til gennemførelse i midten af januar 2005. Denne dato blev udsat 3 uger pga. Tsunamikatastrofen i Sydøstasien. De elektroniske medier besluttede, at det ville have størst underholdningsværdi at gennemføre valget som et «præsidentvalg» med blot to kandidater. Det afspejlede ikke helt de over 10 partier der stillede op til valget, og i sidste ende tabte begge kandidater, da V gik 4 mandater tilbage og SD 5 mandater. Derudover var valgkampen præget af overbudspolitik og valgflæsk i en sådan grad at partiernes kandidater ved flere lejligheder ikke kunne huske hvilke politiske udspil der stammede fra deres parti, og hvilke der stammede fra modstandernes.

Trods V's tilbagegang bevarede VKO alliancen sine 94 mandater i Folketinget. SD gik 5 tilbage, hvilket fik formand Lykketoft til at trække sig samme aften. RV fik til gengæld næsten fordoblet sit mandattal fra 9 til 17. Det blev fortolket som borgerlige «anstændige» stemmer, der skiftede til RV i protest mod VKO regeringens flygtninge- og indvandrerfjendtlige politik og i protest mod dens trusler mod velfærdsstaten.

Efter en intern proces fik SD efter en urafstemning - den første i partiets historie - i april ny formand: Helle Thorning-Schmidth. Det gav de følgende uger partiet et betydeligt løft i meningsmålingerne, men efter et par måneder var det faldet tilbage til samme opbakning som ved valget.

For at kompensere for jetlag inden G-8 mødet i Skotland, 6-7. juli 2005 sov USA's præsident George W. Bush i Danmark. Nordsjælland hvor han skulle sove blev militariseret, politi fra hele landet blev hentet til og motorvejstrafikken afbrudt. Overnatningens pris er en statshemmelighed. 88% af danskerne erklærede i undersøgelser at være uenige i USA's udenrigspolitik.

I oktober 2005 stævnede Grundlovskomiteen den danske stat ved Østre Landsret for brud på Grundloven ved sin krigserklæring mod Iraq i marts 2003. Retten brugte 12-16 måneder på at afgøre søgsmålskompetancen - altså om sagsøgerne kan anses som part i søgsmålet. Blot en måned efter at stævningen var blevet afleveret i landsretten havde 1.500 danske skrevet sig på som «bi-intervenienter» - dvs. støttesagsøgere. Stævningen blev yderligere styrket da forældrene til en dræbt dansk soldat i Iraq i november tilsluttede sig kredsen af sagsøgere mod den danske regering. Retten endte med at afvise sagen. At den danske stat starter en krig på et grundlag der afsløres som en lodret løgn, er ikke noget danske statsborgere skal interessere sig for.

Op til kommunalvalget i november 2005 havde både V og A erklæret, at det hver især var deres mål at erobre halvdelen af borgmesterposterne i de nye 98 kommuner. V fik den største lussing da partiet måtte nøjes med 36 kommuner i stedet for 49. A erobrede til gengæld 45 kommuner. Partiet opnåede dog ikke sin ambition om at besætte borgmesterposterne i landets 4 største byer, da Anker Boye måtte afgive borgmesterstolen i Odense.

Mod politistaten?

Efter 19 år uden terroraktioner i Danmark lod den danske regering i november 2005 hasteudarbejde en terrorplan på 49 punkter. Planen gik langt videre end de forholdsregler, der blev vedtaget i lande som Storbritannien, Frankrig og Spanien, og selv USA hvor der ellers var gennemført drastiske indskrænkninger af de borgerlige rettigheder efter 11. september 2001. Regeringens terrorplan blev udsat for skarp kritik - både internt af især Venstres retspolitiske ordfører Birthe Rønn Hornbech (der kaldte den «de første skridt i retning af en politistat»), af oppositionen, af juridiske eksperter, af Dommerforeningen, af politimestrene, af Lægeforeningen, af den afgående statsadvokat og af politiet. Eksperter tvivlede på, at lovstramningerne ville hindre terrorangreb. Formålet var nærmere at skærpe overvågningen af politiske modstandere og indskrænke demokratiet. Under kommunalvalgkampen i november 2005 konstaterede den socialdemokratiske Ritt Bjerregård at en øget terrortrussel mod Danmark måtte ses på baggrund af Danmarks deltagelse i besættelse af Iraq: «den der sår vind høster storm». Det fik en hidsig statsminister til at erklære: «Når man formulerer sig, som hun gør, så kommer man meget nemt ud i at forsvare terror, i hvert fald at undskylde den».

Trods stærke protester blev Terrorpakke 2 vedtaget af VKO og Socialdemokratiet i juni 2006. Pakken repræsenterede de alvorligste indskrænkninger i de demokratiske rettigheder i Danmark siden Besættelsen.

Tillader FE at indhente informationer om herboende personer [FE har hidtil kun måttet virke i udlandet]
Tillader PET at indhente oplysninger fra andre danske myndigheder som led i overvågningen af bestemte personer, uden at vedkommende underrettes
Tillader PET at indhente oplysninger fra andre danske myndigheder, uden at der er tale om konkret mistanke
Tillader PET at indhente passageroplysninger fra flyselskaber uden retskendelse
Udarbejde nye regler for registrering af personer og organisationer
Muliggøre ubegrænset udveksling af personoplysninger mellem FE og PET
Oprette et center for antiterroranalyse
Overflytte politiets afdeling for organiseret kriminalitet til PET
Gennemføre en uafhængig undersøgelse af FE's og PET's arbejde
Kræve en årlig redegørelse om FE's og PET's prioritering af ressourcer
Lade forsvaret anskaffe materiel, så man kan bistå politiet
Forpligte internetudbydere til at indrette deres udstyr, så aflytning er mulig
Forbyde eller begrænse mulighederne for anonym kommunikation i form af taletidskort, netcafeer o.l.
Kræve at teleudbydere opretter en brugerdatabase og muliggør omgående videresendelse af trafikdata
Gøre det muligt at udstede aflytningskendelser, der omfatter alle former for kommunikation
Gøre det muligt at aflytte en mistænkt, uden at vedkommende på noget tidspunkt får det at vide
Kræve at teleselskaber og tjenester udleverer abonnementsoplysninger uden retskendelse
Tillade scrambling af kommunikation efter retskendelse
Tillade PET at betale større beløb end hidtil til agenter
Give politiet mulighed for at beordre private og offentlige myndigheder til at udnytte deres tv-overvågningskapacitet
Undersøge mulighederne for at etablere automatisk overvågning på særligt udvalgte steder inkl. aflæsning af biometriske data
Regeringen overvejer desuden at tillade aflytning/scanning af et nærmere bestemt område
Regeringen overvejer desuden at tillade overvågning af centrale pladser og væsentlige trafikknudepunkter
Regeringen overvejer desuden at give udlændingemyndighederne mulighed for at udvise udlændinge, der har udvist demokratifjendtlig adfærd eller kunne tænkes at gøre det
49 elementer i omdannelsen af Danmark til en politistat.
Kilde: Information, 17. november 2005.

2005 Hadkampagne mod islam

Kulturminister Brian Mikkelsen erklærede på det Konservative Folkepartis landsråd i slutningen af september 2005, at den såkaldte kulturkanon der var under udarbejdelse i hans ministerium skulle bruges i kulturkampen mod især muslimske indvandrere. Det skabte stort røre - også blandt de professorer, forfattere og kulturpersonliger der havde indvilget i at bidrage til kanonen. Ministeren blev tvunget til at dæmpe sine verbale angreb på islam, men den 30. september offentliggjorde Jyllandsposten en række hadefulde tegninger som led i højrefløjens dæmonisering af islam. Bl.a. en tegning hvor profeten Muhammed var afbildet med en håndgranat i turbanen. Det førte til, at ambassadører fra 12 arabiske lande bad om et møde med statsminister Anders Fogh Rasmussen, i håb om at den danske stat ville lægge afstand til kampagnen mod islam. Det blev blankt afvist af Fogh Rasmussen. Krisen udviklede sig i løbet af efteråret og i december blev Rasmussen både kritiseret af sin forgænger som venstreformand, Uffe Ellemann Jensen og af en gruppe tidligere danske ambassadører for ikke at ville holde mødet. Atter blev kritikken blankt afvist. I starten af februar brød konflikten ud i lys lue, da demonstrationer i Palæstina mod de danske tegninger udløste en boykot mod danske varer i den arabiske verden.

Den danske håndtering af konflikten og Jyllandspostens tegninger udløste ligeledes omfattende kritik i den vestlige verden fra bl.a. FN's, USA's og Storbritanniens side. Først da den danske ambassade i Damaskus og dagen efter generalkonsulatet i Libanon blev brændt ned, rykkede USA og Storbritannien til undsætning. Statsministeren og resten af højrefløjen holdt fast i deres opfattelse af ytringsfriheden som magthavernes ret til at føre hetz mod mindretal. En opfattelse der sammen med fortsat handelsboykot og en skærpet trusselssituation skærpede modsætningerne både i Danmark og mellem Danmark og resten af verden. Den radikale partileder Marianne Jelved erklærede i slutningen af marts, at Anders Fogh pga. sin rolle i konflikten og hans erklærede holdning var «Danmarks farligste mand». Ligeledes blev statsministeren kraftigt kritiseret af en række fremtrædende danske erhvervsledere. Han svarede, at de mange utilfredse og bekymrede burde «tage lykkepiller» for at komme over deres depression.

Danskere var tidligere blevet vel modtaget ude i verden. Nu måtte danske rejsende til at pille dannebrogsflag af rygsække og kufferter for at undgå at få problemer. Var det tidligere kun Europarådets Menneskerettighedskommission, Amnesty International og FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) der havde erkendt den tiltagende racisme i Danmark, så blev almindelige mennesker i resten af verden nu gjort opmærksomme på den xenofobe udvikling.

Den radikale partileder Marianne Jelved erklærede i april 2006, at hun efter næste valg ikke som tidligere ville pege på den socialdemokratiske partileder som ny statsminister men derimod sig selv. Det blev betragtet som en dramatisk svækkelse af den radikalt-socialdemokratiske alliance, der havde eksisteret siden 1993 og åbning af muligheden for en VKR regering. Den politiske erklæring var dels udtryk for frustration over de manglende politiske evner i Socialdemokratiet, dels et kraftigt ønske om at mindske Dansk Folkepartis indflydelse i dansk politik. Venstre havde siden 2001 givet Dansk Folkeparti nærmest vetoret på de centrale politiske beslutninger i dansk politik. Dette var i sidste ende baggrunden for den krise Jyllandspostens hadkampagne udløste i vinteren 2005/06 og den pariastatus Danmark nu betragtes med i mange lande - både i den arabiske og i resten af verden.

Politiske retsager

Justitsministeriet indledte i 2006 en række politiske retsager. Ikke alle fik dog det ønskede udfald. Efter 3 års retsag mod 7 ledende medlemmer af Tvind for bedrageri, blev alle 7 i august frikendt. I medierne og af borgerlige politikere var de 7 på forhånd dømt. VKO regeringens respekt for retstaten kom derfor umiddelbart til udtryk, da en række politikere fra Venstre og Dansk Folkeparti i direkte forlængelse af dommen krævede lovgivningen strammet. De anklagede var i den politiske optik skyldige. Når de alligevel blev frikendt, måtte der derfor være noget galt med lovgivningen. Venstres retsordfører, Birthe Rønn Hornbech var uenig i panikreaktionen og konstaterede til Information: «Vi er på vej til at smadre retsstaten, og det har vi været i nogen tid». Hun fortsatte: «Det er en uskik, at hver gang der er nogle der - måske - har overtrådt reglerne, er der politikere, der kommer rendende og vil have ændret lovgivningen».

Bedre «held» havde justitsministeriet, da det - ligeledes i august - lykkedes at få formanden for den danske afdeling af Hizb ut Tahrir, Fadi Abdel Latif idømt 3 måneders ubetinget fængsel for «trusler» mod statsminister Anders Fogh Rasmussen. Anledningen var en løbeseddel Hizb ut Tahrir uddelte ved en moske i Valby i november 2004. Her skrev foreningen bl.a.: «Så drag afsted for at hjælpe jeres brødre i Fallujah, Irak, og udslet jeres regenter, hvis de står i vejen». Selv om teksten på løbesedlen var oversat fra arabisk og henvendt til muslimer i arabiske diktaturstater, og «regenter» altså henviste til diktatorer i arabiske lande, valgte justitsministeriet at tolke «regenter» som statsministeren, og løbesedlen skulle derfor være «dødstrusler» mod statsministeren. Retten fulgte ministeriets og anklagemyndighedens anvisninger. Abdel Latif ankede øjeblikkeligt dommen, og justitsministeren erklærede at hun overvejede et egentlig forbud mod foreningen - udfra Grundlovens indskrænkning i foreningsfriheden for foreninger der «virker ved vold». En række juridiske eksperter med Gorm Toftegaard Nielsen fra Aarhus Universitet og Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet mente dog, at justitsministeren var ude på tynd is. Trods en lang række voldsdomme lykkedes det aldrig justitsministeriet at få forbudt rockergrupperne under rockerkrigen i slutningen af 1990'erne, og Hizb ut Tahrir havde ingen voldsdomme bag sig - kun domme for trusler. Skal foreningen forbydes kan det ikke ske på grundlag af Grundloven, men kun på et rent politisk grundlag. Latif blev i februar 2007 frikendt i Landsretten for «trusler mod statsminister Anders Fogh Rasmussen», men blev til gengæld dømt for «forhånelse af jøder».

Justitsministeriet fik stillet foreningen Al Aqsa for retten som en første prøvesag efter den oprindelige terrorlov om forbud mod støtte til terrororganisationer. Foreningen havde støttet humanitære projekter i Palæstina, som anklagemyndigheden mente var knyttet til Hamas, der stod på EU's terrorliste. Anklagemyndighedens bevismateriale stammede udelukkende fra det israelske efterretningsvæsen, Shin Beth og var skaffet ved tortur af palæstinensere. En tilsvarende forening i Storbritannien der bl.a. støtter de samme børneorganisationer i Palæstina var trods israelske protester flere gange blevet frikendt af de britiske myndigheder for terrorstøtte. Al Aqsa blev i foråret 2007 frikendt ved byretten. Lene Espersens Justitsministerium ankede afgørelsen, og Al Aqsa blev i februar 2008 ligeledes frikendt i Landsretten.

For at dække over det manglende juridiske grundlag i «terrorsagerne» gennemførte justitsministeriet i starten af september 2006 en dramatisk politiaktion mod herboende palæstinensiske flygtninge i Odense. Anført af PET og en større politistyrke arresteredes 9 unge palæstinensere og der gennemførtes husransagninger - uden dommerkendelser. At aktionen blev gennemført på et tyndt grundlag bekræftedes da de arresterede skulle stilles for grundlovsforhør. 2 var allerede løsladt, og dommeren gik kun med til at varetægtsfængsle 2 af de resterende i 4 uger. For at understrege ophævelsen af magtens tredeling i Danmark havde justitsminister Lene Espersen allerede inden da erklæret, at sagen «var den alvorligste nogen sinde i Danmark». Ministeriet havde allerede dømt de arresterede.

I februar 2007 afsagdes dom i landsretten over 4 unge muslimer, der stod anklaget for terrorisme. Sagen var fra starten i de danske regeringsmedier blevet omtalt som «terrorsagen fra Glostrup». Samtidig var det den største prøvesag for den danske terrorlovgivning fra 2002 og både regeringsmedierne og politikerne havde derfor lagt op til domfældelse af de 4 unge. I tråd hermed dømte nævningekollegiet de 4 skyldige. Overraskelsen kom imidlertid ½ time senere, da dommerkollegiet satte 3 af de 4 på fri fod, fordi beviserne ganske enkelt ikke rakte til domfældelse. Frifindelse af alle 4 turde kollegiet imidlertid ikke - af hensyn til det politiske bagland - og den sidste - en 17 årig dansk muslim - blev derfor idømt 7 års fængsel. Den eneste terror der kunne konstateres i sagen, var den terror de anklagede gennem 16 måneder var udsat for. De sad i denne periode varetægtsfængslede - det som Amnesty International omtaler som «fængsel uden dom», som er almindeligt udbredt i andre autoritære stater. I mangel på beviser byggede anklageren sin sag på såkaldte «karaktervidner», der skulle vidne om de anklagedes syn på livet og på verden. Sagen må den baggrund karakteriseres som en politisk-religiøs retssag.

Højesteret stadfæstede efterfølgende dommen på 7 års fængsel. Spanske jurister konstaterede, at selv i Spanien der har en streng terrorlovgivning efter årtiers sager mod den baskiske seperatistbevægelse ETA, ville beviserne fra den danske sag ikke have strakt til domfældelse. Anklagemyndigheden lod frifindelsen af en af de 3 gå om i Landsretten, hvor den frifundne i februar 2008 atter engang blev frifundet.

I foråret dømtes «boghandleren fra Brønshøj», dansk-marokkaneren Said Mansour 3½ års fængsel for at vise og sælge arabiske splatterfilm. Mansour havde da allerede siddet varetægtsfængslet 1½ år. Selv anklageren udtalte efterfølgende, at det var en usædvanlig streng straf. Straffen forblev uændret pga. en besynderlig alliance mellem den islamiske fundamentalist Mansour, og fundamentalister i det danske justitsministerium. Begge var interesseret i en streng straf. Mansour for efter nogle år at kunne blive løsladt som martyr (offer for justitsmord), og de reaktionære kræfter for at kunne slå til mod islam. Mansour undlod formelt at appellere, fordi han ikke havde tillid til det danske retssystem. Med god grund. Havde splatterfilmene været nordamerikanske, havde der nok været nogen sag.

I september 2007 indledtes retssagen mod de 4 unge fra Odense, der var blevet arresteret 1 år tidligere. Under retssagen kom det frem, at PET havde anvendt en civilagent, der i 2006 havde samlet en kreds af unge muslimer fra Odense omkring sig, havde radikaliseret dem og endt med - på den danske stats regning - at indkøbe materialer til fremstilling af bomber. Trods fravær af sprængstof og konkrete planer blev 2 idømt 11 års fængsel og 1 dømt 4 års fængsel. Sagen markerede sig derved som en yderligere optrapning af den danske stats forfølgelse af muslimer. Først ved karikaturkrisen i 2005-06 og derefter ved at terrordømme unge muslismer. Den såkaldte Voldsmosesag var endvidere karakteriseret ved en række grove overtrædelser af retssikkerheden. I første række ved PET's og den psykisk ustabile PET radikalisators rolle. I demokratiske retsstater ville disse metoder være at karakterisere som dybt ulovlige. For det andet ved landsrettens accept af PET's hemmelige beviser. En bevisførelse der undervejs blev underkendt af højesteret. En kendelse landsretten ignorerede. For det tredje anvendelsen af hemmelige «retsmøder», hvor kun dommere og anklagere var tilstede. Og endelig dommer Folmer Teilmans retsbelæring af nævningene, hvor de blev belært om, at de anklagede var skyldige og at PET's radikalisator var et «meget troværdigt vidne». Radikalisatoren var af ansatte i det psykiatriske system der havde arbejdet med ham i Århus blevet karakteriseret som en notorisk løgner. Med dommen fik Danmark yderligere 3 politisk/religiøse fanger - ofre for justitsmord. Højesteret afviste i foråret 2008 alle forsvarets påstande om rettergangsfejl og skærpede alle 3 domme med yderlige 1 år.

Parallelt med Voldsmosesagen indledtes den såkaldte «T-shirt» sag mod 7 personer, anklaget for at sælge T-shirts til fordel for befrielsesbevægelserne FARC og PFLP, som af deres politiske modstandere blev karakteriseret som terrorbevægelser. De 7 blev i december 2007 frifundet, da retten ikke fandt det bevist, at de pågældende organisationer var terrororganisationer. En uge senere ankede anklagemyndigheden dommen. Nogle dage senere blandede regeringen sig rutinemæssigt i retsprocessen, da den i Weekendavisen lod udengrisminister Per Stig Møller erklære sin dybe forundring over frifindelsen. I en historisk dom dømte Østre Landsret i september 2008 6 af de 7 anklagede fængselsstraffe på 2-6 mdr. fængsel. Dommen var historisk, fordi den erklærede enhver organisations drab på civile for terrorisme. Konsekvensen af dommen var, at alle modstandsbevægelser gennem historien måtte karakteriseres som terrorbevægelser - herunder også den danske modstandsbevægelse under 2. Verdenskrig. 63 år efter besættelsens afslutning gav den danske landsret den tyske besættelsesmagt ret: modstandsbevægelsen er terrorister. En anden karakteristik ved dommen var, at den markerede landsrettens farvel til retsstaten. EF-retsinstanser havde i 5 domme siden 2006 krævet organisationer fjernet fra EU's såkaldte terrorliste, men den begrundelse at i en retsstat er man uskyldig til det modsatte er bevist, og organisationer har ret til at forsvare sig mod anklagerne. T-shirt dommen var et brud med dette retstatslige princip, da de anklagede - PFLP og FARC - ikke fik lov til at forsvare sig mod anklagerne om terrorvirksomhed.

Skammens dag. Højesteret præsident Torben Melchior stadfæster 25. marts 2009 Landsrettens omskrivning af Danmarkshistorien. Iflg. Højesteret havde den tyske besættelsesmagt under 2. Verdenskrig ret: den danske modstandsbevægelse var terrorister.

Højesteret stadfæstede 25. marts 2009 Landsrettens dom over 6 T-shirt aktivister. Alle domme blev dog gjort betingede, og den blev halveret for en af de anklagede, idet Landsretten i hans sag havde begået rettergangsfejl. De dømte blev yderligere idømt en «bøde» på 1½ mio. kr i form af retsomkostningerne. Retten fastlagde følgende præmisser: uanset karakteren af en stat er enhver organisation der dræber civile i denne en terrororganisation, uanset om der er tale om collateral damage. Den danske modstandsbevægelse dræbte under 2. Verdenskrig ca. 400 civile (stikkere), eller ca. 40 gange flere end PFLP i perioden 2002-07. Den danske stat fik med dommen illegaliseret en betydelig del af det solidaritetsarbejde fagbevægelsen og de folkelige organisationer yder til den 3. Verden. Den åbnede derved op for en lang række yderligere domme over organisationer og enkeltpersoner.

Østre Landsret godkendte i april 2008 spærringen af den tamilske humanitære organisation, Tamil Rehabilitation Organizations (TRO) bankkonti i Danmark. Spærringen skete med henvisning til terrorparagraffen 114, men anklagemyndigheden indrømmede ikke at have løftet bevis for, at TRO er en terrororganisation. «Beviset» som retten godkendte var, at TRO står opført på USA's såkaldte terrorliste. Landsrettens kendelse markerede et nyt skridt i afviklingen af Danmark som retsstat. Organisationen blev dømt uden at der kunne føres beviser for dens kriminelle aktiviteter og med henvisning til en udenlandsk liste, der tilsidesætter grundlæggende regler for retssikkerhed. Organisationer og personer på USA's såkaldte terrorliste er ved deres optagelse på listen blevet dømt uden retssag, uden mulighed for appel, og uden mulighed for erstatning. Det danske retsvæsen havde indtil 2008 erkendt, at EU's terrorliste ikke havde retslig gyldighed i Danmark. Ikke fordi listen - efter retsvæsenets opfattelse - var i strid med grundlæggende principper for retsstater, men pga. det danske retslige EU forbehold. Et sådant forbehold eksisterer ikke ifht. USA. (Se også: http://www.troonline.dk/)

I december 2007 kunne dagbladet Information afsløre, at PET var begyndt at iklæde arrestanter hvide heldragter og forsyne dem med en tæt stofpose over hovedet. PET kopierede USA's torturmetoder i Abu Ghraib fængslet i Iraq og erfaringerne fra Guantanamo. Formålet med at give fangen en pose over hovedet var at forringe hans perceptionsmuligheder, gøre ham forvirret og bange. Disse midler er udtrykkeligt forbudt i torturkonventionen, som også Danmark har underskrevet og ratificeret. PET's forklaring på sin tortur af fanger er:

«Det er helt normalt ved anholdelser af denne karakter, at der træffes en række foranstaltninger af sikkerhedsmæssig karakter med henblik på bl.a. at beskytte den anholdte og sikre eventuelle tekniske beviser i sagen.»

Det første af PET's ofre fra Voldsmose fik i starten af 2008 tilkendt 600.000 Kr i erstatning.

Regeringen udnævnte i september 2006 Venstres politiske ordfører Jens Rohde til direktør for regeringens nye TV2 radiokanal. Rohdes vigtigste mediepolitiske erfaring var som sportskommentator for Viborg lokalradio i 1980'erne. Han blev fyret i november 2007. Hans radio var en fiasko med kun få procent lyttere, og selv var han mere interesseret i at sprede disinformation om politiske modstandere.

Besparelser på 150 mio. kr i Århus og besparelser på børneinstitutioner og skoler i mange andre af landets kommuner udløste i september omfattende blokader og strejker i bl.a. Århus, Ny Silkeborg kommune og den nye Odsherred Kommune. Nedskæringerne i de kommunale budgetter var en konsekvens af 5 års borgerligt skattestop, der havde ført til stadige kvalitetsforringelser af den offentlige velfærd på kommunalt niveau. Denne udvikling blev i 2006 forstærket af udgifterne til kommunesammenlægningerne og udligningsreformen, der især ramte socialdemokratisk ledede kommuner, med Ballerup i spidsen, der fik frataget 150 mio. kr årligt som følge af regeringens udligningsreform.

Blokader, demonstrationer og strejker ramte VKO regeringen på et ømt punkt. Meningsundersøgelser viste i forvejen, at 70% af befolkningen havde større tiltro til at socialdemokratiet ville kunne sikre det danske velfærdssamfund. VKO regeringens ministre samt Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsen fandt derfor koldkrigs retorikken frem og beskyldte fagbevægelsen med BUPL i spidsen for at føre befolkningen bag lyset. Trods aggressiv og arrogant retorik sekunderet af regeringstro medier fortsatte blokader, demonstrationer og strejker imidlertid. Flere hundrede tusinde demonstrerede rundt om i landet på Folketingets åbningsdag, 3. oktober mod forringelserne af velfærden.

Dansk Folkeparti ekskluderede i august 7 lokalformænd, der overfor Ekstrabladet havde bifaldet optagelsen af nazister i partiet. Eksklusionerne blev sammenlignet med eksklusionerne i 1999 af en gruppe medlemmer af Dansk Forum. De var venner af partiets Søren Krarup, der derfor tog afstand fra eksklusionerne. Udrensningen indenfor det stærkt topstyrede parti fortsatte i september og oktober med nye eksklusioner. Samtidig fik partiet problemer på en anden front, da en video optaget på dets ungdomsorganisation, DFU's sommerfest viste en konkurrence, om hvem der kunne svine islam mest til. Videoen førte til nye opfordringer til boykot af Danmark i den muslimske verden og til angreb på den danske ambassade i Teheran.

Angrebene i udlandet var samtidig en konsekvens af den frustration over Danmarks politik, der kunne spores i forskellige dele af verden. Mens Norge og Sverige de foregående 30 år spillede en vigtig rolle som mæglere i og fredsskabere i internationale konflikter, definerede den danske VKO regering Danmarks nye udenrigspolitiske rolle som leverandør af lejesoldater og våben til USA's angrebskrige - i første række i Afghanistan og Irak.

I december 2006 tabte staten en sag mod Berlingske Tidende, der stod anklaget for at have viderebragt oplysninger fra den afhoppede FET agent og Whistleblower, Frank Grevil, der påviste at regeringen i de første måneder af 2003 førte Folketinget bag lyset, da den påstod at FET havde oplysninger om at Iraq var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Trods det at USA's, Storbritanniens og Danmarks officielle manipulation af oplysninger om Iraq i årevis har været offentligt tilgængelige, var det statens anklager i politiske sager, Michael Jørgensens påstand, at Berlingskes afsløringer havde «skadet Danmarks sikkerhed» og «efterretningsvæsenets mulighed for at indsamle informationer i fremtiden». Anklaget stod avisens chefredaktør og de to journalister der stod bag afsløringerne. Statens forsøg på at indskrænke ytringsfriheden blev dog ikke denne gang blåstemplet af Københavns Byret, der frikendte de anklagede. Et år tidligere var det lykkedes den politiske anklagemyndighed at få sat Frank Grevil i fængsel på de samme anklager. Mens retsvæsenet i bl.a. USA og Storbritannien stiller hensynet til borgernes ret til at vide, at de er blevet manipulerede af staten, højere end hensynet til myndighederne selv, gælder dette princip ikke i Danmark, der i forvejen har den mest restriktive lovgivning og praksis omkring offentlighed i forvaltningen.

2006 Danske krigsforbrydelser i Afghanistan sender Fogh i offensiven - mod medierne

I december 2006 afslørede den danske dokumentarfilm «Den hemmelige Krig», at danske elitesoldater i Afghanistan i 2002 udleverede afghanske krigsfanger til tortur på nordamerikanske baser i landet. Danmark havde derved gjort sig skyldig i overtrædelse af både Genevekonventionen og FN's Torturkonvention, der forbyder et land at overdrage krigsfanger til et andet, og pålægger landet det fulde ansvar for krigsfangernes situation. Selvom danske soldater ikke selv gennemførte tortur, gjorde Danmark sig skyldig i tortur ved at udlevere fangerne til tortur i nordamerikansk fangenskab. Ved samme lejlighed blev det afsløret, at både statsminister og forsvarsminister i både 2002 og 2003 førte Folketinget bag lyset med påstande om, at Danmark ikke havde udleveret krigsfanger til USA, og at USA ikke anvendte tortur. Oppositionen krævede en uvildig undersøgelse af begivenhederne, som imidlertid rutinemæssigt blev afvist af statsministeren, der godt kunne huske, at Schlüter regeringen i januar 1993 blev fældet af en uvildig undersøgelse af Tamilsagen, og 2 år inden var han selv blevet fældet som Skatteminister efter en uvildig undersøgelse af hans aktiviteter som minister.

Regeringen ønskede at få lukket tortursagen hurtigst muligt. Det kom derfor på tværs, at nordamerikanske officerer i danske medier bekræftede, at USA havde anvendt tortur på den base i Afghanistan de danske styrker havde været knyttet til. Ligeledes kom det på tværs, at danske soldater fra afghanistan missionen modsagde regeringen, når den påstod at danske soldater ikke havde båret danske flag som identifikationsmærker. Regeringens desperation førte i slutningen af januar til, at statsminister Rasmussen gik til angreb på Danmarks Radio for dens dækning af tortursagen. Angrebet var uhørt, og blev derfor også sammenlignet med overgreb på ytringsfriheden i totalitære regimer. Statsministeren viste en uhørt mangel på forståelse for, at der skal være plads til forskellige holdninger indenfor rammerne af et demokrati. 1½ år tidligere ville manden under ingen omstændigheder udtale sig om 12 tegninger i Jyllandsposten, fordi det ville være at «indskrænke avisens ytringsfrihed». Angrebet på DR blev øjeblikkeligt sekunderet af regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti hvis partileder erklærede, at «nu skulle der ryddes op i DR».

I konsekvens af at den omfattende udredning om Danmark under den Kolde Krig ikke udpegede Socialdemokratiet og arbejdervægelsen som agenter for Sovjetunionen, besluttede VKO regeringen som led i finanslovsaftalen for 2007 at oprette et særligt politisk center til udbredelse af sin egen historie om den Kolde Krig. Som leder af centret ansattes den politisk belastede koldkriger, Bent Jensen. Allerede 2 uger inden sin ansættelse 1. februar 2007 gik Jensen i gang og offentliggjorde i Jyllandsposten oplysninger om, at den tidligere journalist ved dagbladet Information, Jørgen Dragsdahl i 1980'erne angiveligt havde været spion for KGB. Påstanden blev rejst efter at Jensen havde fået adgang til PET's arkiver. Arkiver som end ikke offeret, Dragsdahl kunne få adgang til. Ekstrabladet var tidligere fremkommet med tilsvarende påstande, som det efterfølgende tabte en retssag om, og måtte betale en erstatning på 180.000 kr til Dragsdahl for. Bent Jensen tabte 2 år senere den injuriesag Dragsdahl anlagde. Jensen fik sine venner i regeringen til at betale bøden. I 2013 omstødte danmarks mest højreorienterede retsinstans, Østre Landsret injuriedommen over Jensen.

I juni 2008 blev den danske ambassade i Islamabad i Pakistan udsat for et bombeattentat. Attentatet var helt forudsigeligt, og var allerede lang tid i forvejen forudsagt af FE og PET, der havde skærpet deres trusselsvurderinger mod Danmark. Allerede 2½ år inden havde Københavns socialdemokratiske borgmester Ritt Bjerregård påpeget at «den der sår vind høster storm», med henvisning til VKO regeringens krigsførsel i Iraq og Afghanistan. Siden havde VKO regeringen yderligere fået sat Danmark på verdenskortet som et land der førte en fanatisk anti-muslimsk politik. Officielt førte VKO regeringen denne såkaldte «aktivistiske udenrigspolitik» (=krig) for at «fremme demokratiet» og «bekæmpe terrorismen». Mange iagttagere i og udenfor Danmark havde imidlertid den opfattelse, at VKO regeringens politik fremmede terror. Denne debat ønskede det Radikale Venstres forkvinde, Margrethe Vestager at rejse umiddelbart efter attentatet i Islamabad. Det samme ønskede bestyrelsesformanden for Grundfos, Niels Due Jensen, der påpegede at regeringens politik i Mellemøsten var særdeles skadelig for det danske erhvervsliv. Danmarks eksport til området var i de foregående 2½ år faldet til under halvdelen af niveauet før 2006, hvilket måtte ses på baggrund af det billede VKO regeringen havde fået skabt af Danmark. Både Vestager og Due Jensen blev imidlertid begge af regeringen belært om, at de «gik terroristernes ærinde» ved overhovedet at rejse debatten.

Undtagelsestilstand i København

Politiet satte 1. marts 2007 København i undtagelsestilstand, da det indledte rydningen af Ungdomshuset på Nørrebro. Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard skrev sig dermed ind i en lang række af socialdemokratiske overborgmestre, der ikke forstod hovedstadens børn og unge. I 1980 lod daværende overborgmester Egon Weidekamp børnenes byggelegeplads, Byggeren på Nørrebro rydde. I 2000 solgte daværende overborgmester Jens Kramer Mikkelsen ungdommens hus, Ungdomshuset på Jagtvej til en privatperson, der efterfølgende solgte det videre til den fundamentalistiske og børnemishandlende kristne sekt «Faderkirken». Den socialdemokratiske overborgmester Ritt Bjerregaard ønskede, at der skulle være plads til MTV og fundamentalister i København, men ikke til ungdommen og gav derfor grønt lys til rydning af Ungdomshuset.

I mangel på rigtige terrorister i Danmark fik det danske terrorkorps ungdommen at øve sig på, da det den 1. marts kl. 7 om morgenen indledte rydningen med et kommandoangreb på huset fra helikoptere. Rydningen af ungdommens hus udløste stor vrede og frustration blandt brugere af huset, og andre københavnere der mente at der skal være plads til alle. Politiet mødte de følgende dages demonstrationer med en hidtil uset vold, sekunderet af regeringsmedierne der over en kam betegnede de demonstrerende som bøller, voldsmænd og ballademagere. Politiets og dommernes midler markerede, at Danmark allerede flere år tidligere havde taget skridtet bort fra retsstaten. Politiet anvendte tidligere massearrestationer, men forskellen denne gang var, at flere hundrede vilkårligt blev sat i fængsel for 2-4 uger. Politiet tilsidesatte på flere punkter Grundloven, og satte de-facto København i undtagelsestilstand. §79 og 80 i Grundloven garanterer forsamlings og demonstrationsfrihed. Den blev knægtet af politiet, der vilkårligt gennemførte massearrestationer af demonstranter og tilfældige københavnere. Ikke blot unge som påstået i medierne, men alle der kunne indfanges. F.eks. også en 64 årig ortopæd-kirurg.

Politiet fik med byrettens hjælp sat flere hundrede københavnere og udlændinge i fængsel - uden dom - og kæringer til Landsretten blev stadfæstet. Men politistaten stoppede ikke her. Som i andre totalitære stater nægtede den retten til habeas corpus: den nægtede pårørende retten til oplysninger om fængslede familiemedlemmer. Tilrejsende udenlandske forældre kunne derfor bl.a. ikke få oplysning om hvorvidt eller hvor deres børn var fængslede.

Politistatens stormtropper standsede ikke der. §72 i Grundloven fastslår boligens ukrænkelighed. Den paragraf gør, at politiet kun kan gennemføre husransagninger efter at have indhentet en dommerkendelse og med deltagelse af ejendommens ejer, eller uafhængige vidner. Om morgenen den 3. marts gennemførte politiet koordinerede husransagninger på 10 adresser i København - eller rettere, begik omfattende hærværk for døre blev ikke åbnet men blev brudt ned, og hvis ejendommens ejer tilfældigvis skulle komme på tværs, blev han/hun arresteret. Advokat og formand for Retspolitisk Forening Bjørn Elmquist erklærede efterfølgende: «der er noget der hedder en dommervagt, så hvis de faktisk ønskede at få rettens velsignelse, kunne de have fået det. Men de ville ikke risikere, at en irriterende forsvarsadvokat får dommeren til at tvivle, og så ved de at det i dag er fuldstændig risikofrit for dem at lade være». Morgenens ransagninger blev fulgt af en ny ransagning af ungdomsorganisationen Rød Ungdoms lokaler kl. 13.30. Atter uden ransagningskendelse. Politistatsmetoderne - de vilkårlige ransagninger, vilkårlige fængslinger uden dom og tilsidesættelse af habeas corpus - blev derefter efterforsket af Amnesty International.

Den 5. marts indledtes nedrivningen af Ungdomshuset. 100 år efter at Socialdemokratiet i hovedstaden lod huset opføre som et arbejderforsamlingshus, lod socialdemokraten Ritt Bjerregaard huset nedrive for at give plads til en fundamentalistisk sekt.
Politiet: Der var ikke tid til at vente på, at dommerne mødte ind. Information 10. marts 2007
Landsretten strammer grebet. Information 8. marts 2007
'Et svigt i retssikkerheden'. Information 8. marts 2007

Politiets vilkårlige varetægtsfængslinger blev alle stadfæstet i landsretten, og mange sad derfor 6-10 uger fængslet. Først da det københavnske Gestapos vilkårlige metoder kom for Højesteret, begyndte staten juridisk at slå bak, da retten underkendte en række af landsrettens stadfæstede varetægtsfængslinger. I juni 2008 afsagde Højesteret en kendelse, der kendte varetægtsfængslingen af flere hundrede personer for ulovlig og tilkendte samtidig disse en erstatning på over 1 mio. kr. Københavns Politi svarede retten, at det ville følge nøjagtig den samme procedure i en fremtidig tilsvarende situation.

Det retslige efterspil fortsatte frem til 2010. En opgørelse viste da, at ud af de 800 borgere Københavns Politi havde anholdt, blev der kun rejst tiltale mod 112, og kun 65 af disse blev dømt. 248 blev varetægtsfængslet i 1-10 uger, og af de 248 blev kun 19 efterfølgende dømt for at have gjort noget ulovligt. Statistikken viser, at det Københavnske Politi for længst har bevæget sig uden for loven, og i kampens hede fik både Byret og Landsret til at følge trop. Antallet af frifindelser i forhold til rejste sager er ekstraordinært højt, erklærede en af forsvarerne Jakob Arrevad til Jyllandsposten, og fortsatte: I begyndelsen var der tale om noget, der mindede om et juridisk galehus, men med domstolenes senere afgørelser, er der bragt orden i huset.

Det juridiske galehus fortsatte dog i 2010, hvor Højesteret idømte aktivister 9 og 10 måneders ubetinget fængsel, alene fordi de havde været i huset. De var blandt den gruppe, der tidligt om morgenen blev taget på sengen i Ungdomshusets kælder, da PET's stormtropper stormede huset.

Efter rydningen i 2007 gennemførte aktivister ugentlige torsdagsdemonstrationer med kravet om at få et ungdomshus. Efter ½ års demonstrationer blev det vurderet, at det omfattende politiarbejde, oprydning osv. indtil da havde kostet samfundet over 200 mio. kr. Ritt Bjerregaards modstand havde ikke et økonomisk grundlag, men var alene politisk motiveret.

I starten af september gennemførtes koordinerede demonstrationer med ialt 10-15.000 deltagere, der krævede et ungdomshus til ungdommen i København. Københavns Politi gassede rutinemæssigt demonstrationen i København og anholdt flere hundrede. Men efterfølgende opfordrede politiet politikerne til at finde en politisk løsning, og der blev indledt forhandlinger mellem de københavnske unge og Ritt Bjerregaard.

Farvel til retstaten

Den danske stat har siden indsættelsen af den første VKO regering i 2001 krænket stadig flere internationale konventioner, som Danmark ellers har underskrevet og ratificeret. Det har især ramt flygtninge, indvandrere og muslimer, samt ofre for den danske krigsførsel i Iraq og Afghanistan. Men siden 2002 er der endvidere sket en stadig udhuling af rettighederne for resten af danskerne. Denne udvikling indledtes med vedtagelsen af den såkaldte «terrorlov» i 2002, der er formuleret så bredt, at den kan anvendes mod al udenomsparlamentarisk politisk aktivitet. Det var derfor ikke tilfældigt, at den første gang blev anvendt til at få Greenpeace dømt for en politisk aktion mod GMO afgrøder. Intentionen i loven er, at kun valgte politikere har politiske rettigheder. Resten af befolkningen har ingen politiske rettigheder - ud over retten til at stemme ved de valg, de valgte politikere udskriver.

Terrorlov II blev vedtaget i 2006 og har givet beføjelser til PET, der går langt ud over både retsplejelov og den danske Grundlov. Samtidig har den hemmelige tjeneste under VKO regeringerne fået 3 doblet sine bevillinger, og gennemfører i realiteten sine kriminelle aktiviteter helt udenfor parlamentarisk kontrol. Det er uhørt i andre vestlige samfund, og kan sammenlignes med den stilling Stasi indtog i det tidligere Østtyskland. I november 2006 arresterede PET en ung muslim, der blev sigtet for at have opfordret til angreb på danskere i udlandet. Et par dage efter offentliggjordes en samtale mellem den unge og 2 PET agenter, der havde søgt at hverve ham som «stikker». Han blev i den forbindelse af den hemmelige tjeneste lovet, at han straffrit kunne handle med narkotika - når han blot ville være deres agent.

Domstolene har tidligere været tilbageholdne med at efterkomme politiets ønsker ifbm. demonstrationer om masse-varetægtsfængslinger. Under ungdomshusdemonstrationerne i marts 2007 var denne tilbageholdenhed helt borte. Politiets ønske om masse-varetægtsfængslinger blev efterkommet af både byret og landsret. I det hele taget er varetægtsfænsglingerne et stadig mere sort kapitel i Danmark. I 2007 blev det opgjort, at ¼ af de indsatte i danske fængsler sad varetægtsfængslet. Eller med andre ord, ¼ af de fængslede var fængslede uden dom - i strid med menneskerettighederne.

Og som i totalitære stater har politiet fuld straffrihed i drabssager. Selv om politiet dræber danske statsborgere, er en politimand ikke siden 1930 blevet dømt for mord - trods både vidne- og videodokumentation for politifolks mord.

I 2007 meddelte PET den undrende offentlighed, at den hemmelige tjeneste fremover vil arbejde sammen med tilsvarende hemmelige tjenester i andre totalitære stater som f.eks. Syrien og Egypten, og også vil anvende informationer fremkommet ved tortur. Sådanne tortur informationer anvendes allerede i danske retssale. Men ændringerne er langt mere vidtgående. Landsretten har flere gange accepteret, at der i retssager fremlægges beviser, som hverken anklagede eller dennes sagfører har adgang til. Trods det at denne praksis endnu ikke formelt er godkendt af højesteret, er den alligevel accepteret. Det danske retsvæsen har dermed fjernet sig fra den vej, retsstater bevæger sig ad.

Udviklingen i det danske retsvæsen vækker alvorlig bekymring blandt jurister og dommere. En række af disse med den tidligere socialdemokratiske justitsminister Ole Espersen i spidsen har dannet en kreds, der arbejder med belysning af den fortsatte udhuling af de retlige garantier i Danmark.

PET gennemførte i februar 2008 et raid mod 3 århusianere. Efterretningstjenesten påstod de havde planlagt at myrde en af de tegnere, der 2 år forinden havde leveret Muhammedtegninger til Jyllandsposten. Beviserne var dog ikke stærke nok til at de kunne dømmes ved en dansk ret, og PET anvendte derfor sine udvidede beføjelser til at beslutte administrativ udvisning af 2 af de arresterede. Udvisningsbeslutningen markerede endnu engang afviklingen af Danmark som retsstat, og mødte hård kritik fra jurister.

Chefredaktører på en lang række dagblade glemte at der ikke var gennemført nogen retssag, men havde allerede dømt de arresterede, og besluttede derfor at bringe den famøse tegners tegning. Dette udløste i den muslimske verden en ny Muhammed krise og optøjer i en lang række danske byer. Efter 15 års opsparet frustration over statens og mediernes hetz mod flygtninge, indvandrere og specielt muslimer samt almindelig racisme fra politiets side kogte gryden over og førte til afbrænding af biler og skoler. Menneskerettighedsorganisationer og FN har siden 2002 kritiseret den danske stats politik. Alligevel fralagde statsministereren sig ethvert ansvar, og politikere fra Dansk Folkeparti, Venstre og SF stod i kø stod i kø med rabiate forslag om fodlænker til indvandrere og udvisning. Mediernes dækning var præget af mangel på kritisk reflektion. Imens fortsatte kritikken af Danmark i den muslimske verden og fra menneskerettighedseksperter i Europa og USA. Mens statsmagtens og mediernes forhold til muslimer i Danmark karakteriseres som «ytringsfrihed», karakteriseres det uden for Danmarks grænser som religiøs forfølgelse.

Højesteret afgav i juli 2008 en kendelse der underkendte og skarpt kritiserede byret og landsret for accepten af PET's påstand om udvisning af de 2 århusianere. Højesteret slog fast, at byret og landsret havde forladt grundlaget for en retsstat: at der skal forefindes beviser, hvis en person skal kunne dømmes - i dette tilfælde varetægtfængsles. Både byret og landsret havde accepteret PET's påstand om udvisning uden tilstedeværelsen af beviser. Højesteret pålagde at udvisningssagen mod de 2 skulle gå om ved byret og landsret. PET forstod ikke dommen. Dets chef, Jacob Scharff erklærede i en kortfattet pressemeddelelse, at PET havde fremlagt de fornødne beviser og ville gøre det igen ved fornyet behandling i de to instanser.

Ved den fornyede behandling i efteråret stadfæstede først byret og siden landsret varetægtfængslingen. I november greb Højesteret derfor for 2. gang ind i sagen, erklærede at byret og landsret atter en gang havde afsagt kendelser uden beviser og løslod de 2 tunesere - hvoraf den ene allerede var flygtet til udlandet. Som modtræk slog den nyudnævnte justitsminister Brian Mikkelsen endnu et par søm i retstatens ligkiste ved at erklære sig lodret uenig i Højestets kendelse: «Jeg har set PET's beviser og de er gode nok, og vi kan ikke have folk der er farlige for statens sikkerhed rendende frit rundt». Ministeren bebudede samtidig at han ønskede oprettet standretter uafhængig af det eksisterende retsvæsen der kunne tage sig af sådanne sikkerhedssager, hvor ministeren og PET mener personer er farlige for statens sikkerhed, uden iøvrigt at have beviser herfor. Samtidig bebudede Mikkelsen hastevedtagelse af en såkaldt «Tuneserlov» (særlove er forbudt jvf. Grundloven), der skulle dømme den tilbageværende århusianske tuneser til at tilbringe nætterne i Sandholmlejren i Nordsjælland. Amnesty International påpegede at loven strider mod FN's Menneskerettighedserklæring, og danske forfatningsretseksperter påpegede at loven er i strid med Grundloven. I februar 2009 lykkedes det forsvarsadvokater at tvinge PET til at fremlægge 10 sider censureret «bevismateriale», der afslørede grov manipulation med «beviserne». PET havde fejloversat fra arabisk og manipuleret med andet materiale, hvilket fik juraprofessor Eva Smith fra Københavns Universitet til at erklære, at der ikke fandtes nogen beviser, og at det måtte få de politikere der havde vedtaget «Tuneserloven» på baggrund af PET's løgne til at «sidde tilbage med en dårlig smag i munden».

Folketinget godkendte og ratificerede i foråret 2008 EU's nye forfatning, den såkaldte Lissabontraktat. Forfatningens første udgave blev 2 år tidligere stemt ned i Frankrig og Nederlandene. Denne gang skulle EU's borgere derfor ikke inddrages i processen. Eneste EU land der fik deres demokratiske ret til at stemme om traktaten var Irland, hvor traktaten i juni blev stemt ned. I demokratiske stater er det almindelig praksis at stemme om forfatninger og grundlovsændringer.

I juni 2008 blev det afsløret, at fremmedpolitiet («udlændingeservice») gennem flere år bevidst havde vildledt borgere, der søgte om familiesammenføring. Fremmedpolitiet havde i strid med EU regler nægtet at oplyse borgere om, at de kunne flytte til et andet EU-land - f.eks. Sverige - med deres ægtefælle/kæreste og derfra flytte videre til Danmark. Statens hetz mod udlændinge har siden 2001 medført, at flere tusinde par har været tvunget til at slå sig ned i Sverige.

Danmark forlod 31. december 2008 i dybeste stilhed «Irakkoalitionen», som landet havde været medlem af siden Fogh Rasmussens løgn i marts 2003: «Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget vi tror. Det er noget vi ved». 5½ år senere efter snesevis af danske soldaters død og tusinder af irakeres død meldte Danmark sig i dybeste stilhed ud. Der skulle ikke laves nogen evaluering eller analyse af en af de største udenrigspolitiske fadæser i nyere tid. 20 dage senere endte embedsperioden for Fogh Rasmussens nærmeste politiske og krigsmæssige allierede George Bush, der blev erstattet af Barack Obama med en politik der på sikkerhedsområdet, økonomi, energi og miljø lå langt til venstre for Rasmussens xenofobiske krigspolitik. Obamas første skridt var at få lukket Guantanamo koncentrationslejren, og han forsøgte efterfølgende at få de europæiske lande til at tage imod torturofrene fra lejren, der havde hårdt brug for rehabilitering. Den danske regering markerede sin afstandtagen fra lukningen af lejren ved pure at afvise at tage imod nogen af lejrens ofre.

Israel gennemførte i december 2008 og januar 2009 massakrer mod befolkningen i Gaza. De israelske krigsforbrydelser skete med opbakning fra den danske regering. Et dansk støttet center der arbejdede med rehabilitering af torturofre i Gaza blev under Israels massakrer ramt af granater og den danske regering afviste efterfølgende at kræve krigsskadeerstatning af Israel. I starten af februar 2009 var Danmark vært for en konference der skulle diskutere flådeblokade af Gaza. I folkeretten er militære blokader et krigsskridt, så i det øjeblik Danmark ville deltage i en blokade af Gaza ville Danmark teknisk set være i krig med Palæstina. FN og FN's organisationer udtalte flere gange i slutningen af 2008 at Israels blokade af Gaza er kollektiv afstraffelse af palæstinenserne og dermed en grov overtrædelse af 4. Genevekonvention og dermed en krigsforbrydelse. Deltager Danmark i blokaden gør landet sig ligeledes skyldig i krigsforbrydelser.

Exit Fogh

I april 2009 blev den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen udnævnt til generalsekretær for NATO. En post han var gået målrettet efter gennem flere års indsats. Prisen var topposten var: 15 dræbte danske soldater i Afghanistan, og nogle tusinde dræbte afghanere i det sydlige Afghanistan. Indtil udnævnelsen af Rasmussen havde det stærkt disproportionelle danske engagement ikke været til at forklare, men det var adgangsbiletten til NATO posten. Den danske regering lod de danske soldater sætte ind hvor intet andet NATO land (og specielt ikke USA) ville være med. Foruden prisen i blod forpligtigede Danmark sig i en hemmelig aftale overfor Tyrkiet til at lukke den kurdiske satellit TV kanal Roj. Tyrkiet havde i særlig grad modsat sig udnævnelsen af Rasmussen pga. dennes stærkt anti-muslimske holdninger, der dels blev praktiseret i den danske indenrigspolitik, dels blev praktiseret internationalt under den såkaldte Muhammed krise. Tyrkiet lod sig købe med lukningen af Roj. Såvidt ytringsfriheden. I august 2010 beslagde det danske politi Roj's økonomiske midler og igangsatte den politiske retsag mod TV-stationen. Byretten godkendte i første omgang den politiske beslaglæggelse, men den blev senere underkendt af Landsretten. I december 2010 bekræftede dokumenter offentliggjort på WikiLeaks at Danmark ifbm. Rasmussens udnævnelse til NATO generalsekretær lovede Tyrkiet at lukke Roj.

I januar 2011 indstillede 150 fremtrædende personer Roj TV til at modtage Nobels Fredspris. Deriblandt den tidligere sydafrikanske fredsprismodtager, Desmond Tutu, og den danske leder af Rehabiliteringscentret for Torturofre, Inge Genefke. Den danske justitsminister Lars Barfod havde ingen kommentarer til, at fremtrædende internationale personligheder indstillede Roj til fredsprisen, mens han selv ville have Roj dømt for terror - på Tyrkiets begæring.

Den 10. januar 2012 dømte Byretten Roj for terror og aflivede dermed den sidste illusion om ytringsfrihed i Danmark. Bestillingsdommen fra den tyrkiske stat aflivede den sidste illusion om Danmark som retstat.

August 2009. Politi angriber kirke

Det danske politi besluttede i maj 2009 at udvise 282 irakiske flygtninge. Det skete med henvisning til en påstået aftale med de irakiske myndigheder, der imidlertid afviste eksistensen af en sådan aftale. Flygtningene søgte i stedet tilflugt i Brorsons Kirke på nørrebro i København, hvor de opholdt sig de følgende måneder. Menneskeretsorganisationer, humanitære organisationer og kirkelige kredse opfordrede den danske stat til at give irakerne humanitær opholdstilladelse, mens regeringen og dens støtter på den radikale højrefløj mente at politiet skulle storme kirken. Det skete den 13. august om natten hvor flere hundrede kampklædte stormtropper fra Københavns Politi stormede kirken, og kørte de irakiske mænd bort. Stormtroppernes talsmand, Per Larsen oplyste at de viste deres humanitære sindelag ved at lade kvinder og børn blive tilbage. Politiet tog massivt peberspray i brug mod demonstranter ved kirken og anholdt 30. Efter rydningen af kirken demonstrerede 25.000 i København.

Den 13. august 2009 demonstrerede 25.000 mod politiets raid på Brorsons Kirke for at fange 50 irakere, der skulle deporteres. Der går en lige linie fra de danske myndigheders forsøg på at deportere jøder til Tyskland under 2. Verdenskrig til deportationerne i 2009. Socialdemokratiets formand, Helle Thorning Smith stemte i med resten af højrefløjen, at myndighedernes beslutninger skulle følges. Det var ligeledes partiets politik under jødedeportationerne under 2. Verdenskrig. Hun erklærede samtidig, at overholdelse af FN's Flygtningekonvention var «udtryk for slattenhed».
Danmarks og USA's angrebskrig mod Irak har siden 2003 sendt over 4 mio. irakere på flugt og har kostet omkring 1 mio. irakere livet. Flere tusinde dræbes årligt i volden i landet - de fleste ofre for nordamerikanske soldater og nordamerikanske terrororganisationer som Blackwater.
Mindst 95 blev dræbt og 500 såret ved 6 koordinerede angreb i Baghdad 19. august. Ifølge Integrationsminister Birthe Rønn Hornbæk er Iraq et sikkert land at sende flygtninge til.

 

Politiske modstandere. Dem forbyder man da bare

Venstres ordfører Karsten Lauritzen krævede i september 2009 politiske modstandere forbudt. Det ville i givet fald være første gang siden nazisterne i 1941 vred armen rundt på danske samarbejdspolitikere og tvang dem til at forbyde DKP.

Venstres integrationsordfører Karsten Lauritzen erklærede i september 2009, at foreningen Kirkeasyl skulle forbydes, og at der var enighed herom i VKO regeringen. Den unge venstrepolitiker startede med at røbe sit manglende kendskab til Grundloven. Lauritzen mente, at VKO blot kunne vedtage en lov og forbyde Kirkeasyl, mens Grundlovens §78 slår fast at foreninger i givet fald kun kan opløses ved dom. Lauritzen placerede sig i et fint højreradikalt selskab. Sidste gang en forening blev opløst i Danmark var da Folketinget i 1941 tilsidesatte Grundloven og ulovligt opløste DKP. Foreninger var kun blevet opløst to gange tidligere: da højrenationale i 1871 opløste Socialdemokratiets forgænger, Den internationale Arbejderforening, og da homofobe i 1924 fik opløst foreningen Nekkab.

I december gennemførtes FN's Klimakonference COP15 i København. Valget af hovedstad kan undre, da VKO regeringen siden magtovertagelsen i 2001 havde benægtet eksistensen af klimaforandringer og havde bekæmpet alle klimatiltag. VKO startede i 2001 med at nedlægge Miljø- og Energiministeriet. Energidelen blev officielt overført til Erhvervsminister Bendt Bendtsens ministerium, hvor den blev lukket. Tilskud til indførelse af vedvarende energikilder blev indstillet, og den fynske politimand erklærede at der var alt for mange vindmøller i Danmark. Dem skulle der ikke flere af. Statsminister Anders Fogh Rasmussen oprettede et institut til sin intime ven, Bjørn Lomborg, der for statens regning skulle propagandere for, at der ingen sammenhæng var mellem energiforbrug og klimaforandringer.

Politivold
Det er lykkedes den danske regering at få «brandet» Danmark stærkt i udlandet. Hele verden ved nu, at i Danmark får demonstranter og FN delegater tæsk af politiet; muslimer og andre mindretal forfølges og undertrykkes; og den danske stat krænker rutinemæssigt internationale konventioner om flygtninge, børns rettigheder og menneskerettigheder.

Op til klimakonferencen 7-18. december havde regering og politi erklæret, at demonstrationer ville blive angrebet, og demonstranter sat i en til lejligheden oprettet koncentrationslejr i Valby med mulighed for 40 dage i fængsel. Som forberedelse til det statslige voldsorgie var politi fra hele landet blevet mobiliseret, og materiel fra hele Europa importeret. Den største demonstration fandt sted 12. december med deltagelse af over 100.000 mennesker, og politiet angreb som lovet demonstrationen, indfangede i en knibtangsmanøvre 1000 tilfældige demonstranter der efter at have siddet i deres eget tis i 4 timer på iskold asfalt blev overført til politiets koncentrationslejr i Valby. Det statslige voldsorgie cementerede Danmarks internationale status som politistat. Til sammenligning holdt FN Socialt Topmøde i København i 1995. Det havde et lignende omfang, men blev gennemført uden vold fra politiets side. 250 af de mishandlede demonstranter klagede over politiet, og i december 2010 afsagde Københavns Byret kendelse, der tilkendte hver af de 250 demonstranter 5-9.000 kr i erstatning. I sin kendelse bekræftede byretten samtidig, at politiet havde krænket FN's Menneskerettighedskonvention. De domfældte bøller fra Københavns Politi fik øjeblikkelig støtte fra borgerlige politikere, der bekræftede at de ikke ønskede at overholde hverken Grundlovens garanti om demonstrations- og forsamlingsfrihed, eller FN's Menneskerettighedskonvention. I januar 2012 blev dommen over Københavns Politi skærpet i Landsretten og erstatningerne forhøjet. Retten slog samtidig fast, at politiet havde krænket Den eurpæiske Menneskettighedskonventions § 3, 5, 10 og 11. Borgerlige politikere med Venstres Carsten Nonbo i spidsen erklærede, at lovgivningen måtte laves om, når ofrene kunne blive frikendt og politiet dømt. Nonbo erklærede, at demonstranter skulle forvente at blive angrebet af politi under demonstrationer.

Ligeledes i december 2010 blev der afsløret optagelser af politiradioen fra december 2009, hvor politiets indsatsleder dirigerer sine tropper til bøllebank. På optagelsen høres indsatslederen sige følgende: «Så vil jeg fanden rendeme se den stav der, så den bliver rødglødende, når vi skal op og have fat i den bil. Fuld skrue gennem det lort... Der står presse mellem bilerne. De skal fandeme have samme tur». Politiets øverste ledelse og borgerlige politikere blåstemplede øjeblikkeligt tæskeholdet. Amnesty International konstaterede at ordrene ganske enkelt er i strid med politiets egne regler. Politiets voldsorgie og brud på egne regler blev fra Politigården styret af Per Larsen, der som operativ chef for PET i 1980'erne havde dirigeret efterretningsvæsenet angreb og overgreb mod fagbevægelse, fredsbevægelse og BZ. I 2009 havde politiet fået støtte af den daværende konservative justitsminister Brian Mikkelsen, hvis forbillede var det racistiske Sydafrika i 1980'erne. Mikkelsen fik i efteråret 2009 vedtaget den såkaldte «lømmelpakke», der skulle skabe det «juridiske» grundlag for at tilsidesætte Grundlov og Menneskerettigheder.

Den statslige vold gik også ud over deltagere på topmødet, der fik tæsk af politiet, da de forsøgte at komme i dialog med demonstranter udenfor Bellacentret, hvor topmødets hovedkonference blev afviklet. Voldsorgiet førte til demonstrationer mod Danmark i 9-10 lande i Europa og flere officielle klager over Danmark til FN.

Endnu værre gik det indenfor murene på selve topmødet. Den fattige verdens hovedsynspunkt var, at det er forureneren der skal betale: det er den rige vestlige verden der har skabt den globale opvarmning, der skal betale. Her over for mente de rige lande, at alle skulle være med til at betale for deres CO2 forurening. Topmødet brød derfor sammen og endte uden resultater. Den danske regering talte efterfølgende om en såkaldt «Københavner erklæring» («Copenhagen Accord»), men topmødet vedtog ikke nogen erklæring. Det kræver nemlig enstemmighed i Generalforsamlingen og 5 lande ville ikke stemme for den såkaldte erklæring, der blot udtrykte verdens manglende vilje til at gøre noget ved den forestående katastrofe. De 5 lande var: Tuvalu, Nicaragua, Bolivia, Venezuela og Cuba. Venezuelas præsident Hugo Chavez erklærede, at hvis blot klimaet havde været en bank, var det blevet reddet for længst. På verdensplan blev der i 2008-09 brugt over 2.000 milliarder US$ på at redde banker, men der var ikke penge til at redde kloden fra global opvarmning.

Der var 3 hovedgrunde til topmødets sammenbrud: den rige verdens uvilje til at betale for sin CO2 forurening, stærk modstand fra den gammeldags men stærke olie- og gaslobby, samt mødets ledelse. Som værtsland var Danmark mødeleder, og den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen viste sig som en total inkompetent international leder. Rasmussen troede i fuldt alvor han kunne strikke en aftale sammen med USA og bruge supermagtens militærmagt til at presse den ned over resten af verden, og da USA's præsident Obama endelig ankom til mødet lod Rasmussen Obama springe 10 talere over og komme først til. Sådan fungerer FN systemet ikke, men faconen sikrede, at topmødet i sidste ende brød fuldstændig sammen.

Partiet Venstre fortsatte sin benægtelsespolitik overfor klimaforandringerne. Folketingets «formand» Thor Petersen erklærede ugen inden topmødet, at klimaforandringer ikke fandt sted, og regeringen afslørede at den i perioden 2002-2012 brugte 138 mio. kr på klimakvaksalveren Bjørn Lomborg, der propaganderede for, at der ikke finder global opvarmning sted - og hvis der alligevel gør, kan det ikke betale sig at gøre noget ved problemet.

Efter topmødets sammenbrud kastede danske politikere sig over vigtigere emner som madpakker i folkeskolen og burkaer.

Politistats-minister Mikkelsen har som sit politiske forbillede det fallerede apartheidstyre i Sydafrika, som han propaganderede for i 1980'erne
Politistat-minister Brian Mikkelsen fik i 1988 penge af det sydafrikanske efterretningsvæsen BOSS for at give et positivt billede af apartheidregimet i Danmark - efter først at have været på studietur i apartheidstaten. Apartheidregimet er fortsat ministerens vigtigste forbillede.
På billedet til venstre bæres den 12 årige skoleelev Hector Pieterson bort efter at være blevet dræbt af det sydafrikanske militær i Soweto i 1976.
(PET Kommissionens Beretning)

Danske krigsforbrydelser i Afghanistan

I efteråret 2009 udgav den tidligere danske jægersoldat Thomas Rathsack bogen Jæger - i krig med eliten, der var en soldaterhistorie om krigen i Afghanistan. Bogudgivelsen endte som absurd teater, der kostede forsvarschefen, flere højtstående officerer og krigsminister Søren Gades spindoktor deres stillinger. Søren Gade skulle også være fyret, men endte med selv at gå i foråret 2010.

Rathsack havde på et tidligt tidspunkt under arbejdet med sin bog orienteret forsvarsstaben - pga. de indskrænkede rammer for ytringsfrihed i Danmark. Forsvarsstaben havde ingen indvendinger, heller ikke efter at læst centrale dele af bogen. Først da bogudgivelsen nåede krigsministeriet besluttede myndighederne at forhindre udgivelsen af bogen. Ytringsfriheden gjaldt iflg. krigsministeriet ikke «af hensyn til Danmarks forhold til fremmede magter». I den spændte situation besluttede dagbladet Politiken at udgive bogen som særsektion af avisen. Fem dage senere opgav fogedretten at nedlægge forbud mod bogen, fordi den allerede var offentliggjort. For at understrege bogens farlighed oversatte Forsvarsstaben nu bogen til arabisk ved hjælp af Google Translate og lagde den på internettet. Påstanden var, at Taleban allerede havde fået fingre i bogen og havde oversat den. Det var løgn, og satte påstanden om at bogen i Talebans hænder ville være farlig for danske soldater «og fremmede magter (USA)» i et komisk lys. Den 1. oktober boblede også denne løgn frem, da journalister der havde fået den arabiske oversætttelse i hænderne fandt ud af at den stammede fra Forsvarskommandoen. IT-chef Jesper Britze blev derefter fritstillet og 3 dage senere blev forsvarschef Tim Sloth Jørgensen fjernet. Søren Gade havde inden da lovet at gå, hvis det blev afsløret at det var krigsministeriet der stod bag den arabiske oversættelse, men efter afsløringen stak han hovedet i busken og gik først ifbm. en regeringsrokade i foråret 2010. Til gengæld blev hans spindoktor Jacob Winther fjernet.

Spindoktoren var allerede involveret i en anden sag, da filminstruktør Christoffer Guldbrandsen afslørede, at det var spindoktoren der i 2007 havde lækket oplysninger til TV2 om danske jægersoldaters «hemmelige» mission i Afghanistan. Der var tale om hemmeligt stemplede oplysninger «til fare for fremmede magter» og afsløringen ville have medført fængselsstraf og var derfor «alvorlig». Myndighederne satte nu en undersøgelse i gang for at afdække kilden til lækken fra 2007, men undersøgelsen blev hurtigt syltet. Samtidig truede spindoktor Winther med at lægge sag an mod Guldbrandsen for bagvaskelse. Denne sag blev imidlertid aldrig anlagt, hvilket yderligere svækkede spindoktorens benægtelse i sagen.

Afghanistankrigen var kilde til nye skandaler i 2010. Den danske dokumentarfilm Armadillo lavet af instruktøren Janus Metz vistes første gang i maj. Filmen afslørede danske krigsforbrydelser i Afghanistan. På filmen indrømmede danske soldater, at de dræbte civile, kvinder og børn. Samtidig indrømmede andre soldater, at de likviderede afghanske krigsfanger / krigere der ikke længere var kampdygtige. Drab på civile er en alvorlig overtrædelse af 4. Genevekonvention, hvis formål er at sikre civile under krig eller krigslignende situationer. Likvidering af krigsfanger og ukampdygtige er en grov overtrædelse af 1. Genevekonvention. Filmen førte ikke til retsforfølgelse af de skyldige soldater og officerer. Regeringen og forsvarets top gjorde sig dermed medskyldige i krigsforbrydelser og i at give straffrihed for krigsforbrydelser.

I moderne krige er tommelfingerreglen, at 85-90% af ofrene er civile. Det gælder også i Afghanistan, trods regeringens forsikringer om, at de dræbte er Talibanere. Danske Jægersoldater var i 2009 på en hemmelig mission i Afghanistan, der kostede 60-70 civile afghanere livet. De præcise omstændigheder hemmeligholdes fortsat af regering og militær.

Massiv omfordeling fra fattige til rige

I årene 2008-10 gennemførte regeringen den største omfordeling af midler fra fattige til rige i Danmarkshistorien. I 2008 gav den bankerne over 100 mia. kr som bistand under bankkrisen, og fra 2010 fik specielt de rige skattelettelser for over 24 mia. kr.

Kort efter den massive udlodning af samfundsmæssige ressourcer lancerede regeringen sin såkaldte «genopretningsplan», hvis væsentligste indhold var afvikling af velfærden. Velfærdsafviklingsplanen skal tage 24 mia. kr fra de svageste og fattigste i samfundet:

I forvejen lukkede VKO regeringen en lang række hospitaler rundt om i landet, og skar generelt ned i sundhedssektoren. Alene i 2010 blev 2.000 sundhedsansatte fyret. Ligeledes blev de mindre skoler i udkantsområderne lukket. Regeringen accelererede dermed affolkningen i yderområderne, hvor børnefamilier ikke vil bo uden adgang til skoler og hospitaler.

80.000 demonstrerede 8. juni 2010 mod Velfærdsafviklingsplanen.

Amnesty kritik af Danmark

Igen i 2010 kritiserede Amnesty International i sin årsrapport Danmark for sine krænkelser af menneskerettighederne, og listen over krænkelser bliver længere år for år. Amnesty kritiserer:

Amnesty har tidligere kritiseret den danske terrorlovgivning, der i vid udstrækning har sat befolkningens retslige sikkerhed ud af kraft.

Regeringen indskrænkede sig til at meddele, at den var «uenig med Amnesty».

Danske politikere fra Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti rykkede i august deres svenske søsterparti, det nazistiske Sveriges Demokraterne til undsætning. Anledningen var at den private svenske TV station TV4 havde nægtet at bringe nazistpartiets valgudsendelse, der stred mod svensk lovgivning, der forbyder «hetz mod folkegrupper». I de danske apartheidpolitikeres optik var der tale om krænkelse af ytringsfriheden. De forstod ytringsfrihed som private mediers tvang til at bringe nazistisk propaganda. Samme politikere afslørede desuden mangel på kendskab til reglerne omkring valgudsendelser i Sverige, hvor det kun er partier der allerede har sæde i Rigsdagen der deltager - i modsætning til Danmark, hvor det er opstillingsberettigede partier der deltager.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsagde i september en kendelse, der pålagde alle europæiske lande at indstille tilbagesendelsen af flygtninge til Grækenland, fordi asylbehandlingen i dette land var brudt helt sammen, og flygtningenes sikkerhed derfor ikke kunne garanteres. Domstolens kendelse blev fulgt i alle europæiske retsstater. Dog ikke i Danmark, der som eneste EU land fortsatte tilbagesendelsen af flygtninge til Grækenland. Danmark har siden 2001 ignoreret og overtrådt de fleste internationale konventioner på flygtninge, børne og menneskerettighedsområdet.

I sin åbningstale i oktober kaldte statsminister Rasmussen til kamp mod «ghettoerne» i Danmark, som han ville jævne med jorden pga. deres skæve etniske sammensætning og «kriminalitet». Det var umiddelbart uklart om statsministeren ønskede at jævne Hørsholm og Gentofte med jorden. Begge områder udmærker sig ved en ekstrem skæv etnisk sammensætning og omfattende økonomisk kriminalitet. Tilsvarende politiske initiativer fra Socialdemokratiet og SF gjorde det dog klart, at der var tale om en yderligere optrapning af den danske stats krig mod flygtninge og indvandrere - og specielt muslimer. Politidirektøren i København, Johan Reimann advarede mod at bruge politiet som spydspids i statens krig mod flygtninge og indvandrere: «Politiindsats løser ikke det her. Det skal man gøre sig fuldstændig klart». Reimann slog fast, at politiet ikke kan løse sociale problemer og slog samtidig fast at politikerne selv skabte problemerne: «Hvis man eksempelvis kalder Mjølnerparken for en ghetto og en sort plet - og det er det på ingen måde i min optik - sker der det, at de ressourcestærke beboere vil flytte. For hvem har lyst til at bo i en ghetto? Dermed risikerer man at skabe det problem, som man forsøger at bekæmpe». Politidirektørens advarsler mod at lade korpset sætte ind i et politisk øjemed havde en direkte parallel til daværende politidirektør Eefsens advarsel i 1982 mod at sætte politiet ind mod BZ, som han først og fremmest betragtede som et socialt «problem». Eefsens advarsler blev siddet overhørig, og i stedet startede borgerlige og socialdemokratiske politikere 20 års krig mod københavnske unge.

Den danske stat til angreb på ghettoer
Den danske stat besluttede i november 2010 at gå til angreb på landets ghettoer og rydde dem med jorden. Der var vel at mærke ikke tale om velhaverghettoer, men om «ghettoer» med høje koncentrationer af etniske mindretal. Billedet er fra nazisternes rydning af den jødiske ghetto i Warszawa i 1943.

WikiLeaks offentliggjorde i slutningen af oktober 2010 yderligere 400.000 dokumenter om USA's og andre slyngelstaters krige i Mellemøsten. De militære dokumenter afslørede, at USA's militær og dets medsammensvorne har være involveret i langt flere mord på krigsfanger og civile end hidtil offentliggjort. Dokumenterne afslørede også danske overtrædelser af Genevekonventionerne og Torturkonventionen. Det danske militær havde hidtil oplyst, at det havde overgivet 25 krigsfanger til irakiske sikkerhedsstyrker. Dokumenterne afslørede at der var tale om mindst 94. Danske soldater søgte at legitimere deres overtrædelser af konventionerne med, at «irakerne har en anden kultur». Danmark har i modsætning til USA ratificeret den internationale Krigsforbryderdomstol, ICC's statutter og kan stilles for denne for sine krigsforbrydelser i Iraq og Afghanistan.

Politistat 3.0

Folketinget vedtog i december at give politi og PET videre beføjelser til at gennmemføre hemmelige ransagninger og beslaglæggelser. Det skal give politiet adgang til at kopiere medlemslister, beskeder og breve fra fagforeninger og græsrodsorganisationer. En kriminel praksis PET de-facto har praktiseret siden 1945, men som det almindelige politi nu også får adgang til. Omfanget af hemmelige ransagninger mod borgere og foreninger eksploderede i disse år. Tal fra Justitsministeriet viste at antallet af hemmelige ransagninger foretaget af Københavns Politi voksede fra 12 i 2008 til 85 i 2009. Indskrænkningen i frihedsrettighederne førte til advarsler fra bl.a. Amnesty International og Institut for Menneskerettigheder. Dette fik til gengæld Dansk Folkeparti til at fremsætte beslutningsforslag i Folketinget om at forbyde instituttet at udtale om den danske stats krænkelser af menneskerettighederne. Dette forslag om indskrænkning af ytringsfriheden fik støtte af DF's søsterparti, Venstre.

Folketinget besluttede ligeledes i december at fratage flygtninge og indvandrere retten til folkepension. Pensionen er ikke længere en ret, men en ydelse der først kan optjenes fuld ret til efter 40 års ophold i Danmark.

Røde Kors dokumenterede at «Integrationsminister» Birthe Rønn Hornbech førte Folketinget bag lyset. Ministeren udviste uledsagede flygtningebørn til Afghanistan og havde bildt integrationsudvalget ind, at Røde Kors og Røde Halvmåne driver flere børnehjem i Afghanistan. Det var løgn. VKO partiernes systematiske brud på ministeransvarlighedsloven førte dog ikke til konsekvenser, da partierne med deres flertal kunne hindre overholdelsen af loven.

I december 2010 forsøgte danske politikere for 3. gang at få forbudt den fundamentalistiske forening, Hizb-ut-Tahrir. Anledningen var at foreningen i efteråret 2010 havde erklæret, at modstand mod besættelsesmagten i Afghanistan - herunder danske soldater - var legitim. Den danske regering pålagde i første omgang Rigsadvokaten at undersøge muligheden for et sagsanlæg mod H-u-T. Men i virkeligheden havde H-u-T fuldstændig ret i, at væbnet modstand mod besættelsesmagten - herunder danske soldater i Afghanistan - var legitim. FN pagten anerkender et besat lands ret til at gøre væbnet opstand mod besættelsestropper - på samme måde som modstandsbevægelsen i Europa under 2. Verdenskrig havde ret til væbnet modstand mod den nazistiske besættelsesmagt.

De internationale Pisa undersøgelser dokumenterede i 2010, at danske skoleelever klarer sig stadig dårligere, sammenlignet med elever i andre lande. Danmark rasler ned af ranglisten. Hele denne proces blev startet i 1982, da Bertel Haarder overtog posten som undervisningsminister og indledte total krig mod lærerstanden og dens organisationer. I den aktuelle økonomiske krise der forværres af VKO regeringens skattestop, er de fleste kommuner blevet tvunget til reducere timetallet for eleverne og øge klassekvotienterne. Partiet Venstre har ønsket helt at fjerne det øvre loft over kvotienterne.

WikiLeaks afslørede i januar 2011, at VKO regeringen løj, da den i 2008 meddelte at den ville igangsætte en undersøgelse af CIA's benyttelse af Grønland og danske lufthave som mellemlandingsstationer, når USA skulle flyve krigsfanger til torturcentre rundt om i verden. Efter flere års spekulationer blev det i 2008 bekræftet, at USA havde brugt danske og grønlandske lufthavne i dets torturflyvninger. Regeringen søgte at lægge låg på ved at love at sagen skulle undersøges. WikiLeaks kunne afsløre, at USA's ambassadør i Danmark af udenrigsminister Per Stig Møller var blevet informeret om, at der ikke ville blive gennemført en undersøgelse. Der var alene tale om at føre den danske befolkning og internationale menneskerettighedsorganisationer bag lyset.

Danmark indledte i marts krig mod Libyen. Det danske flyvevåben begik krigsforbrydelser, da det bombede civilbefolkningen i bl.a. Tripoli. Eftersom slyngelstaten ingen begrænsninger havde i anvendelsen af sine fly, var det danske fly NATO satte ind, når andre lande sagde fra - især bombningerne af den libyske civilbefolkning.

2011 Fortsatte krænkelser af menneskerettighederne

I maj udsendte Amnesty International sin årsrapport, der især omtalte omvæltningerne i den arabiske verden og WikiLeaks betydelige andel i disse omvæltninger. I de danske statsmedier var omtalen af Wikileaks omhyggeligt censuret fra, og medierne afstod samtidig fra at omtale Amnestys kritik af den tiltagende lovløshed i landet. Amnesty kritiserede især Danmarks terrorlovgivning, tortur og mishandling, flygtninge og indvandreres rettigheder, vold mod kvinder og diskrimination. På terrorområdet kritiserede Amnesty den uindskrænkede overvågning af landets borgere, terrorlovgivningen der drastisk indskrænker de demokratiske rettigheder, «evalueringen» af terrorlovgivningen i 2010, der alene blev gennemført af efterretningsvæsen og politi, samt udvisningen af tuneseren Slim Chafra, der blev dømt til udvisning af Østre Landsret i en farceagtig retsag, hvor «bevismaterialet» var hemmeligt. På området tortur kritiserede Amnesty statens forsøg på at få udleveret Niels Holck til fængsel i Indien samt politiets rutinemæssige nedværdigende behandling af demonstranter. Menneskerettighedsorganisationen henviste her specielt til mishandling af demonstranter under klimatopmødet i København 2009. Amnesty kritiserede ligeledes Danmarks fortsatte udvisning af flygtninge til Grækenland, trods en dom i den Europæiske Mennesrettighedsdomstol, der forbyder sådanne udvisninger. Ligeledes blev udvisningerne til Iraq kritiseret. Også på dette punkt overtræder Danmark de internationale konventioner. Amnesty kritiserede Danmark for at have utilstrækkelig lovgivning til beskyttelse af kvinder mod seksuelle overgreb. Under 20% af de anmeldte voldtægtsager ender med at gerningsmanden dømmes. Endelig kritiserede Amnesty Danmarks mishandling og udvisning af romaer samt indførelsen af et «point-system» som begrænsning af adgangen til opholdstilladelse.

Få dage inden offentliggørelsen af Amnestys årsrapport var Danmark for første gang til eksamination i FN's Menneskerettighedsråd. Mens regeringen selv fremsendte en rapport til rådet, der skamroste situationen i landet, havde menneskerettighedsorganisationer fremsendt rapporter om menneskerettighedskrænkelserne i landet. 48 lande tog ordet under den tre timer lange «eksamination». De europæiske medlemslande holdt lav profil i kritikken af Danmark. Alligevel afleverede rådet efterfølgende 133 anbefalinger til Danmark til ændringer i eksisterende lovgivning, hvor Danmark overtræder en lang række internationale konventioner. De vigtigste af disse var:

Draft report of the Working Group on the Universal Periodic Review. Denmark

Den danske regering valgte fuldstændig at ignorere rådets anbefalinger. Regeringens arrogante holdning blev efterfølgende kritiseret af bl.a. Amnesty og Center for Menneskerettigheder.

10 års vækst i fattigdom

I perioden 2001-10 rutchede Danmark ned ad velstandskurven og er blevet stadig fattigere. I FN's statistikker faldt landet fra en 14. til en 19. plads på det såkaldte Human Development Index (HDI). Indenfor EU området faldt landet fra en delt 1. plads i 2001 til en 11. plads i 2009, hvad angår fravær af fattigdom. I 2001 var 4% af den samlede befolkning fattig, målt ud fra Eurostats definition af fattigdom som den andel af befolkningen hvis indkomst ligger under 50% af medianindkomsten. Bortset fra Tjekkiet og Finland var fattigdommen højere i resten af EU landene. Men i 2009 var andelen af fattige i Danmark steget til 7,1%. I løbet af blot 8 år var fattigdommen i Danmark steget med næsten 80%. Kun overgået af Letland. Den vigtigste motor til øgning af fattigdommen var VKO regeringens såkaldte skattestop, der betød en massiv omfordeling fra fattige til rige.

Fattigdommen eksploderer
Fattigdommen eksploderede i Danmark i perioden 2001-09. Fra at have ligget toppen med mindst fattigdom i 2001 (4%) faldt Danmark til en 11. plads i 2009 med en fattigdom på 7,1%. Fattigdommen bliver stadig tydeligere i gadebilledet med hjemløse og tiggere, men de største dårligst stillede grupper er de enlige forsørgere, flygtninge og indvandrere.
Danmark har den næststørste stigning i fattigdommen i Europa (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, juni 2011).

Gabet mellem rige og fattige blev yderligere accelereret af VKO regeringens krisepakker i 2010. Landets 10% rigeste tjente på skattelettelserne. De fik en årlig nettogenvist på 10.000kr, mens de 10% fattigste måtte indkassere et nettotab på 2.000kr. Histogrammet herunder synes at vise, at de 20% rigeste tjente på VKO regeringens omfordeling fra fattige til rige, men pga. besparelserne i den offentlige service, var det kun de rigeste 10% der fik en nettoprovenu.

Og skævheden blev endnu større, når man rykkede ind i de rigeste 10%. Den rigeste 1% af befolkningen fik en nettogevinst på hele 45.000kr - først og fremmest pga. skattelettelserne.

Tag fra de fattige. Giv til de rige
Tag fra de fattige. Giv til de rige. VKO regeringens kriseindgreb i 2010 betød en massiv omfordeling fra de fattige til de rige. De rigeste 10% kunne indkassere en årlig nettogevinst på 10.000kr, ja for den rigeste 1% var gevinsten 45.000kr. I den anden ende mistede de fattigste 10% 2.000kr. Fjernelse af efterlønnen vil yderligere fremme omfordelingen fra fattige til rige.
Hvem betaler regningen for den økonomiske krise? (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, juni 2011).

VKO regeringens krisepolitik fremmede yderligere krisetendenserne i den danske økonomi. Mens økonomien i Tyskland sammenlagt voksede 1,9% i 4. kvartal 2010 og 1. kvartal 2011, og voksede 2,4% i Sverige, faldt den 0,7% i Danmark. Danmark blev dermed som et af de få lande i OECD sendt i recession. Internationale økonomer vurderede, at faldet i den danske økonomi skyldtes regeringens voldsomme nedskæringer i den offentlige sektor. Alene i 1. kvartal 2011 faldt de offentlige investeringer med 20% ifht. året før, og det offentlige forbrug faldt samlet 0,8%.

En undersøgelse foretaget af Eurostat viste, at Danmark var et af de lande i EU hvor uligheden blev øget hurtigst i perioden 2006-10. Mens gabet mellem de 10% rigeste og de 10% fattigste i de fleste EU blev indsnævret i perioden voksede det med 1,1% i Danmark - kun overgået af Tjekkiet, Tyskland og Malta. VKO regeringens skattelettelser til de rigeste og barbering af de sociale ydelser blev her dokumenteret.

Dansk økonomi i recession
Dansk økonomi i recession. VKO regeringens økonomiske politik førte til 0,7% sammentrækning i økonomien i 4. kvartal 2010 og 1. kvartal 2011. Danmark var dermed i recession, i modsætning til sine nabolande. VKO regeringens branding af Danmark som en slyngelstat førte i 2008-11 til et samlet fald i eksporten på 25%. Kombinationen af massive offentlige besparelser og en eksportsektor i dyb krise satte den danske økonomi under stærkt pres.
Offentlig hestekur forårsager dansk dobbelt-dyk recession (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, juni 2011).

2011 Exit VKO

Sidste salgsdag var for længst overskredet, da VKO-regeringen i september 2011 blev bragt til fald. S, SF, R og Ø fik til sammen 92 mandater, overfor VKOI's 89. Enhedslisten fik 3 doblet sit mandattal fra 4 til 12. Først og fremmest som konsekvens af SF's stærke højredrejning.

Socialdemokratiets tætte forbindelser til PET blev bekræftet under sammensætningen af ministerlisten i september. Statsministerens politisk tætte allierede Henrik Sass Larsen fik nemlig ikke nogen ministerpost - efter anbefaling fra PET. Det skyldtes angiveligt Larsens tætte forbindelser til det kriminelle rockermiljø. Først i 2013 fik han en ministerpost i forbindelse med en ministerrokade. I 1970'erne holdt Anker Jørgensen gennem flere perioder Ole Espersen borte fra justitsministerposten, fordi PET ikke kunne godkende ham som minister.

Det første halve år af SRF's regeringsperiode var især præget af en borgerlig spærreild om brudte valgløfter fra regeringens side. Det havde de borgerlige partier sådan set ret i, for i stedet at lave politik med Enhedslisten lavede regeringen politik med de borgerlige. Konsekvensen var at:

Regeringen indgik i juni 2012 en aftale med Venstre der indebar skattelettelser for 13 mia. kr og forringelser i overførselsindkomsterne for 4 mia. kr. Enhedslisten havde troet det var der skulle gennemføre en reform med regeringen, men regeringen valgte i stedet Venstre. Enhedslisten kvitterede med at udtale, at den ikke længere var støtteparti for regeringen. Mens specielt S og SF raslede ned i meningsundersøgelserne i takt med at de førte borgerlig politik, blev Enhedslisten mere end fordoblet i undersøgelserne. Socialdemokratiet var i april nede på 16,9% af stemmerne i meningsmålingerne, mens Venstre var dobbelt så stort. Det gamle arbejderparti blev nu overhalet størrelsesmæssigt af Dansk Folkeparti. SF var sendt til tælling med blot 5,7% mens Enhedslisten fik det dobbelte.

Endnu værre gik det for regeringen i foråret 2013, hvor den gennem KL sendte alle danmarks folkeskole og specialskolelærere i lockout. Formålet var at tvinge lærene til at acceptere, at de ikke længere skulle detailplanlægge deres arbejdstid. SRF regeringen fortsatte med andre ord den krig mod danmarks lærere, Bertel Haarder havde indledt i 1982. Finansministeriet med Bjarne Corydon i spidsen ønskede at detailplanlægge de offentligt ansattes arbejde, og nu var man nået til lærene. Gennem 40 år havde skiftende regeringer gennembanket lærerstanden, så ingen unge ved deres fulde fem i dag ønsker at blive Folkeskolelærer. Lærene blev trynede og regeringen endte med at ophøje dens kontrol over lærene til lov. En undersøgelse foretaget af DR viste at 75% af lærene inden konflikten stemte på SRF partierne. Efter konflikten var dette tal faldet til 4,9%. I stedet ville 34,3% af lærene stemme på Enhedslisten. Da reformen slog igennem i 2014 blev det tydeligt at lærerne stemte med fødderne. De der kunne valgte at lade sig førtidspensionere. Andre valgte at søge over på private skoler, der ikke var underlagt reformen. På mange skoler var op mod halvdelen af timerne derfor vikartimer. I den anden ende var effekten lige så tydelig. Både i 2013 og 14 var der markant færre der søgte ind på lærerseminarierne. Bertel Haarders krig mod folkeskolelærerne og deres fagforening i 1980'erne og Christine Antorini havde bidraget til at smadre den danske folkeskole, med det resultat at den meget tydeligt adskilte sig fra skolesystemet i de øvrige nordiske lande.

Over sommeren forsøgte regeringen ligeledes at tryne landets læger. Også disse ønskede Finansministeriet at detailstyre indenfor rammerne af den nye borgerlige ledelsesdoktrin New Public Management. Lægerne reagerede i første omgang ved at deponere deres ydernumre, og landet kunne derfor være kommet til at stå uden et primært sundhedsvæsen efter sommerferien, men lægerne fik i sidste ende kolde fødder, droppede deponeringen og accepterede regeringens diktat.

Analyseinstituttet Epinion foretog i oktober 2012 en meningsundersøgelse af forskellige faggruppers troværdighed. For fjerde år i træk lå politikeres, journalisters og spindoktores troværdighed i bund. I top lå bl.a. skolelæreres. Året efter to politikerne frygtelig hævn og gennemførte en skolereform, der skulle tvære skolelærerne ud.

SRF regeringens borgerlige politik førte til at både S og SF raslede ned i meningsmålingerne. I efteråret 2012 førte det til, at Villy Søvndal trak sig som leder af SF. Partiet gennemførte en urafstemning blandt sine medlemmer og endte med at vælge Annette Vilhelmsen som ny formand. Det stoppe dog langt fra R og S's tryning af partiet, der gik stadig mere op i limningen. I oktober stoppede Thor Möger Pedersen som skatteminister. I juni 2013 blev han socialdemokrat. For andre gik det endnu hurtigere. Partiets unge håb og næstformand, Mattias Tesfaye blev allerede i januar socialdemokrat. I løbet af blot 8 år havde han bevæget sig over DKP-ML til Enhedslisten og videre til SF og Socialdemokratiet. Politisk ordfører Jesper Petersen blev i marts socialdemokrat og hurtigt sit nye partis finansordfører. Det EU parlamentariker Emilie Turunen skiftede ligeledes i marts til Socialdemokratiet og det samme gjorde Nanna Westerby. Eneste tilbageværende medlem af SF's gamle «børnebande» var sundhedsminister Astrid Kragh.

I april 2013 indgik regeringen en såkaldt kontanthjælpsreform med de borgerlige partier. Alle undtagen Enhedslisten indgik i forliget, der betyder en forringelse af kontanthjælpen for de 25-30 årige. Regeringens ønske om reformen var at motivere de unge til at søge arbejde. Den glemmer blot at problemet ikke er de unge, men derimod arbejdsgiverne der ikke vil ansætte dem.

Trods det at partiet Venstre ikke længere var i regering var det alligevel leveringsdygtig i skandaler. Undersøgelseskommissionen til undersøgelse af venstrepolitikeres interesse for Helle Thorning Smiths skatteforhold kunne i 2012 og 13 afsløre, at både tidligere venstre skatteminister Troels Lund Poulsen, tidligere venstre skatteminister Kristian Jensen og tidligere statsminister Lars Løkke havde interesseret sig levende for sagen og havde grebet direkte ind i sagsbehandlingen for at få svært deres politiske modstander. I oktober 2013 blev det afsløret, at Lars Løkke som formand for den sydkoreanske svindelorganisation GGGI havde rejst på 1. klasse, kørt i limousiner og boet på hoteller for ialt over 1 mio. kr over en et-årig periode. Han havde ligeledes brugt GGGI penge til at finansiere sin datters rejser - på 1. klasse. Partiformanden lå blot i forlængelse af hans forbrug som statsminister. Det ekstra problematiske fra en dansk synsvinkel var, at GGGI var delvist finansieret af danske bistandsmidler med 90 mio. kr. Specielt Løkkes luksusforbrug førte til en midlertidig tilbagegang for Venstre og til at Socialdemokratiet ikke gik så meget tilbage ved kommunal- og regionsvalget i november. Partiet gik kun 1,1% tilbage til 29,5%, mens Venstre gik 1,8% frem til 26,6%. Mens SF gik 8,9% tilbage til 5,6% blev Enhedslisten tredoblet til 6,9%. I København blev Enhedslisten det næststørste parti med 19,5% af stemmerne.

Skandalerne omkring Venstre fortsatte ind i 2014, da det blev afsløret at han modtog betydelig tilskud fra sit parti til indkøb af underbukser og anden beklædning, så han kunne være repræsentativ. Udover den furore skandalen gav anledning til havde den et ulovligt element, da Lars Løkke havde glemt at opgive de modtagne tilskud til skattevæsenet, hvilket eller lovpligtigt efter ligningsloven. I midten af året blev formandens skandaler så pinlige, selv for garvede politikere der var vandt til lidt af hvert i Venstre. Ved et ekstraordinært landsmøde i partiet forsøgte de at vælte ham og få ham erstattet med næstformanden. Paladskuppet mislykkedes dog.

Danmark fortsatte sin rolle som USA's tro væbner, da det i midten af 2013 blev afsløret, at USA via NSA gennemfører en næsten total overvågning af internettet, aflytter EU Kommissionen i Bruxelles og aflytter mindst 40 af verdens statsledere. Deriblandt Frankrigs, Tysklands, Mexicos og Brasiliens. Efter hver ny afsløring af USA's overgreb rykkede den danske statsminister ud og forsvarede NSA, fordi «NSA aflytning er nødvendig for at hindre terrorisme». Faktum var imidlertid, at NSA ikke havde hindret en eneste terrorhandling med sin overvågning, og Thorning Smith var heller ikke i stand til klart at forklare hvordan aflytningen af Tysklands Angela Merkel eller EU Kommissionen hindrede terror. I september erklærede Socialdemokratiet sig villige til at bombe Syrien, og at partiet ville «skide på folkeretten». De lykkedes dog ikke partiet at skabe lydhørhed for sin krigspolitik i hverken Storbritannien eller USA.

I januar 2014 kunne Information afsløre, at NSA fik adgang til de dokumenter der blev forhandlet under COP15 topmødet i København i 2009. Det er ikke tilladt at spionere mod FN, men spionagen bekymrede ikke den danske regering. I juni 2014 kunne dagbladet dokumentere, at NSA i Danmark tapper de fiberkabler der fører danske og udenlandske data fra øst til vest. Det var den danske stat selv der havde givet NSA adgang, men den totale NSA spionage mod dansk tele- og datakommunikation gav ikke anledning til overvejelse i regeringen - trods det at den forbudt. I november kunne Information videre afsløre, at den britiske spionageorganisation GCHQ aktivt aflyttede delegationerne under COP15 topmødet. Heller ikke det gav anledning til overvejelser i regeringen. Konklusionen var, at den danske stat på et tidspunkt har opgivet at opretholde dansk suverænitet overfor spionage fra i hvert fald Storbritannien og USA. Den danske regering havde lagt sig fladt ned på maven og logrede med halen.

Folketinget vedtog i januar 2014 en ny offentlighedslov (aka «mørklægningsloven»), der på en række afgørende punkter forringede offentlighedens - herunder journalisters - indsigt i det offentliges beslutningsprocesser. Loven mødte omfattende kritik fra journalister og menneskerettighedsaktivister.

SRF regeringen solgte i januar 2014 Dong til den kriminelle kapitalkoncentration Goldman Sachs. En stærk folkelig bevægelse, fagbevægelsen, selv mange socialdemokrater med Poul Nyrup Rasmussen i spidsen var imod salget, men det blev gennemført under alle omstændigheder. Selv tjente Dongs topledelse flere hundrede millioner kroner på salget. Goldman Sachs selv regnede med at tjene 8 mia. kr på sin investering. Som regeringsparti stemte SF for salget, men gennemlevede derefter en voldsom indre krise der førte til at partiet trak sig ud af regeringen og skiftede forkvinde.

Med nederlaget til Taliban i Afghanistan besluttede Vesten i at definere en ny fjende. Den ny fjende blev Rusland, som EU og USA fra foråret 2014 begyndte at indføre sanktioner imod. Danmark fulgte troligt trop. Ved udgangen af året var dansk landbrug i dyb krise. Sanktionerne der var blevet af russiske modsanktioner havde standset dansk landbrugseksport til Rusland for flere milliarder kr. årligt.

Valget til Europaparlamentet i juni 2014 blev en stor sejr for det højreradikale DF, der med 26,6% blev det største parti. En fremgang på 11,3 ifht. foregående valg i 2009. Partiets store opbakning var bl.a. et udtryk for den igangværende skandale i Venstre omkring formandens underbukseforbrug og tidligere socialdemokratiske vælgere der havde opgivet deres gamle parti. I forbindelse med valget blev der samtidig gennemført en folkeafstemning om «Den europæiske Patentdomstol». Som ved de tidligere EU folkeafstemninger vidste vælgerne ikke hvad de stemte om. 62,5% stemte for, 37,5% imod. EU er et så farlig emne for EU tilhængerpartierne, der på dette punkt er ude af trit med deres vælgere, at de politiske magthavere helt undlader at informere om EU.

I juni 2014 fik Vesten mulighed for at definere endnu en ny fjende, da Islamisk Stat (IS) i Iraq/Syrien sendte et andet af Vestens krigseventyr - besættelsen af Iraq - til tælling, da bevægelsen under en blitzkrig (efter tysk forbillede) indtog det vestlige Iraq og erobrede enorme mængder tunge nordamerikanske våben. Fra september indledte Vesten bombardementer af IS, som Danmark øjeblikkeligt sluttede sig til. To måneder senere havde Vesten skabt et islamistisk fyrtårn i Mellemøsten, der fik støtte fra oprørsgrupper i Nordafrika over Mellemøsten til Pakistan, som titusinder af unge søgte optagelse i. Det ændrede samtidig regeringens syn på de unge danske muslimer der gennem flere år var draget til Syrien for at bekæmpe islams og Vestens fælles fjende: Bashir al-Assad. De unge sluttede sig nu i hobetal til IS. Både regeringen og den borgerlige opposition udviklede en række fantasifulde forslag til at håndtere denne situation, der havde det til fælles at de næsten alle var i konflikt med de konventioner Danmark havde underskrevet. De gik på at fratage de unge deres pas eller fratage dem deres statsborgerskab.

EU Domstolen afsagde i foråret 2014 en kendelse, der betegnede logning af borgeres data på internettet som værende i strid med de grundlæggende menneskerettigheder. Kendelsen blev umiddelbart ignoreret af de danske myndigheder trods det forhold at politiets logning af metadata på internettet var den mest omfattende i Europa. Men om sommeren meddelte justitsministeriet, at logningen ville blive indstillet. Ikke pga. overtrædelsen af menneskerettighederne som EU domstolen havde fastslået, men fordi den «ikke havde givet tilstrækkelige resultater». Den danske stats overholdelse af borgernes menneskerettigheder på dette område varede dog kort. I sensommeren besluttede regeringen at oprette «Center for Cybersikkerhed» (CFCS) under Forsvarets Efterretningstjeneste. CFCS blev dermed unddraget almindeligt tilsyn og fik samtidig vidtrækkende beføjelser til elektronisk overvågning og adgang til teleselskabernes lokaliteter, når som helst og uden dommerkendelse. Nogle måneder senere meddelte regeringen, at logningen af personers brug af tele- og internettet ville blive genindført - blot i mere massiv målestok end tidligere. Hvor det tidligere kun var 1 ud af 100 pakker der blev logget, skulle alle pakker nu logges. Samtidig skulle hele befolkningen permanent kunne lokaliseres ud fra sendemasternes identificering af mobiltelefoner. Endelig besluttede politiet i 2014 at indkøbe udstyr, der kan foretage automatisk genkendelse af nummerplader. Den totale overvågning af befolkningen og politistaten var en realitet.

I et forsøg på at overhale højrefløjen højre om i højreradikal retorik erklærede regeringen i november at den ville sende syriske flygtninge tilbage til Syrien. Det var forbudt iflg. torturkonventionen der forbyder udlevering til tortur.

I december 2014 bekræftede byretten på Frederiksberg, at der ikke længere eksisterede ytringsfrihed i Danmark. Det skete da den idømte Sam Mansour til 4 års ubetinget fængsel for i Facebook opdateringer at have udtrykt sympati for al-Qaeda bevægelsen og dens afdeling i Syrien, al-Nusra. Op til domfældelsen krævede en række folketingspolitikere med Venstres politiske ordfører Inger Støjberg i spidsen, at retten udover fængselsdommen fratog Mansour krævede hans statsborgerskab. Mansours advokat politianmeldte efterfølgende politikerne, hvilket der ikke kom noget ud af.

USA's kongres offentliggjorde i december et 600 sider langt uddrag af en 5000 sider stor rapport om CIA's torturprogram. Af uddraget fremgik det, at også Danmark havde deltaget i programmet - sandsynligvis ved at tillade mellemlanding af CIA's torturfly i Grønland. Trods rapportens dokumentation af, at Danmark havde overtrådt torturkonventionen, blev der ikke sat nogen dansk undersøgelse i gang.

Landets borgerlige medier og politikere gik i januar 2015 i selvsving efter 2 bevæbnede mænds drab på 12 bladtegnere, journalister og sikkerhedsfolk på satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris. Medier og politikere betegnede drabene som et anslag mod ytringsfriheden. En frihed samme politikere ellers gav trange kår i Danmark, hvor TV stationen Roj kort tid forinden var blevet lukket af staten og en boghandler idømt 4 års fængsel for ytringer på Facebook. Efter drabene rejste staten sigtelse mod en række danskere, der havde ytret sympati for drabsmændene. Politikernes interesse for sagen skyldtes ikke forsvar for ytringsfriheden, men chancen for at intensivere 15 års politisk og juridisk kamp mod islam og muslimer. En apartheidstat i aktion, hvis politikere overbød hinanden med forslag til mere politistat. For magthaverne var ytringsfrihed lig deres ret til at chikanere og håne mindretal, mens befolkningen ikke havde ret til genmæle.

Valget i juni 2015 gav en kneben valgsejr til den radikale højrefløj. Pga. de mange skandaler i partiet Venstre måtte dette dog se sig overhalet af Dansk Folkeparti, der blev valgets næststørste efter Socialdemokratiet. Alligevel var det Venstre der kom til at danne regering, men ingen andre partier ønskede at deltage i denne. Partiet var derfor nødt til at skrabe bunden for at finde ministre, der til gengæld hurtigt blev udskiftede:

Den nye højreradikale regerings fokusområde var i udgangspunktet hjælp til bønderne - som i sidste ende kostede Eva Kjer Hansen hendes ministerpost; øget CO2 udledning; drastiske nedskæringer i kommunerne der blev tvunget til at reducere velfærden med 1% om året hvert af de følgende 3 år (resultatet var højere klassekvotienter, at skolebørn ikke længere kunne komme på lejrskole og at ældre kun kunne blive vasket hver 4. uge); drastiske nedskæringer af U-landsbistanden der i 2016 bragte bistanden helt ned på 0,49% af BNP. Det aller vigtigste - og derfor regeringens første handling - var imidlertid at skjule sandheden om de danske krige i Afghanistan og Iraq i 00'erne, der havde kostet over 15 mia. kr, kostet mere end 50 danske soldater livet, flere tusinde krigstraumatiserede soldater og flere tusinde dræbte afghanske og irakiske civile. Irak- og Afghanistankomissionen der skulle afdække krigene blev øjeblikkeligt nedlagt ved regeringens tiltræden.

Et andet centralt fokusområde var afviklingen af den «Grønne omstilling», der i stedet blev gjort til Sort omstilling under ledelse af CO2 minister Lars Christian Lilleholt:

Angrebene på energiomstillingen var et af de mest omfattende siden Fogh regeringen i 2001 nedlagde Miljø- og Energimisteriet, der var krumtappen i omstillingen af det danske energiforbrug til vedvarende energi.

Som følge af flygtningekatastrofen i Mellemøsten blev fokus allerede fra august flyttet til flygtninge og indvandrere. Over 10 mio. syrere var interne og eksterne flygtninge fra den krig Vesten (deriblandt Danmark) og Golfstaterne udløste i landet i 2011-12. Som følge af Tyrkiets hårdhændende behandling af specielt de kurdiske flygtninge orienterede denne flygtningestrøm sig i 2015 mod Europa. Minister for Fremmedhad, Inger Støjberg gik derfor i gang med at udforme annoncer, der efterfølgende blev publiceret i bl.a. libanesiske aviser, der skulle skræmme flygtninge fra at søge mod Danmark. Annoncerne blev få dage senere fulgt af andre annoncer, finansieret af private danskere, der fremholdt Danmark som et demokratisk og åbent land. Striden mellem gode og onde kunne dog ikke skjule, at Danmark var blevet Europas mest fremmedfjendtlige land.

Danmark - Europas mest racistiske land
YouGov undersøgelse af racismen i Europa fra maj 2015 placerede Danmark på førstepladsen. Mediernes permanente hetz mod flygtninge og invandrere - specielt muslimer - og radikal højredrejning gennem 25 år havde givet dramatiske resultater. Landet var forvandlet fra et foregangsland i Europa og FN til en paria- og apartheidstat.

I løbet af efteråret besluttede regeringen, at den ville konfiskere flygtningenes penge og værdigenstande. Der blev draget paralleller til nazisternes tyveri af jødernes ejendele i 1930'erne og 40'erne. De flygtninge der trods alt kom blev bl.a. indkvarteret i telte, hvor de måtte klare sig gennem vinteren. Den statslige terror mod flygtninge og indvandrere udløste dog også et modtryk i form af omfattende og spontan solidaritet med flygtningene. Bevægelsen Venligboerne spredte sig med rekordfart og fik i løbet af vinteren 50-60.000 aktive der søgte at kompensere for statens umenneskelige poltiik. Andre hjalp flygtningene gennem landet og videre til Sverige - de der ønskede det. Staten slog ned på denne trafik - som nazisterne og deres danske medløbere under anden verdenskrig slog ned på danskerne der hjalp jøderne til Sverige - og kaldte aktivisterne for «menneskesmuglere». En af de første staten dømte for «menneskesmugling» var den tidligere forkvinde for Børnerådet, Lisbeth Zornig. Som udtryk for den dybe afgrund der havde udviklet sig mellem stat og befolkning samlede tusinder af danskere i løbet af få dage penge ind til dækning af hendes bøde, sagens omkostninger og til dækning af bøderne for andre dømte.

Den verdensberømte kinesiske systemkritiker og kunstner Ai Weiwei besluttede i januar 2016 som konsekvens af den danske konfiskationslov at lukke sin udstilling i Danmark. Weiwei var på dette tidspunkt på besøg på den græske ø Lesbos for at gennemføre research omkring den europæiske flygtningekrise. Han erklærede: My moments with refugees in the past months have been intense. I see thousands come daily, children, babies, pregnant women, old ladies, a young boy with one arm. They come with nothing, barefoot, in such cold, they have to walk across the rocky beach. Then you have this news; it made me feel very angry. The way I can protest is that I can withdraw my works from that country. It is very simple, very symbolic – I cannot co-exist, I cannot stand in front of these people, and see these policies. It is a personal act, very simple; an artist trying not just to watch events but to act, and I made this decision spontaneously. (Ai Weiwei shuts Danish show in protest at asylum-seeker law, Guardian 27/1 2016)

Efter over 100.000 flygtninge i løbet af 2015 var kommet til Sverige (mod få tusinde til Danmark) indførte Sverige i starten af 2016 grænsekontrol mod Danmark. Danmark benyttede lejligheden til samtidig at indføre grænsekontrol mod Tyskland. Den nordiske pasunion var midlertidig lagt i graven.

Regeringen og Folketingets EU tilhængerpartier sendte i december Retsforbeholdet overfor EU til folkeafstemning. Tilhængerpartierne ønskede grundlæggende forbeholdet helt afskaffet, men vurderede at de ikke kunne få flertal for det ved en folkeafstemning. I stedet sendte de et forslag til afstemning, der indebar at dele af forbeholdet fra 1993 blev afskaffet, og resten kunne afskaffes ad-hoc, blot ved simpelt folketingsflertal. Den købte vælgerne ikke. 53,1% stemte nej. Som ved tidligere EU afstemninger var der i høj grad tale om et klassevalg. Borgerskabet og dele af mellemlagene - især de højere dele - stemte ja, mens arbejderklassen og de lavere dele af mellemlagene stemte nej.

Den nye højreradikale regering fortsatte den borgerlige krigspolitik fra 00'erne. I november 2015 besluttede den at sende jægersoldater og et transportfly til Mali. Angiveligt fordi FN's mission i Mali havde bedt om det, men FN havde ikke bedt om jægersoldater eller transportfly. I april 2016 besluttede Folketinget at indlede krig mod Syrien. I strid med folkeretten blev der sendt jægersoldater ind i landet og jagerfly begyndte at bombe. USA's bombardementer af IS fra 2014 havde skabt verdens stærkeste terrorsammenslutning. Danmark skulle nu hjælpe med til at gøre den endnu stærkere - mens FN forsøgte at skabe fred i det krigshærgede land. I januar 2017 besluttede regeringen at sende yderligere jægersoldater til Syrien, hvor de sammen med Danmarks Nato partner Tyrkiet skulle bekæmpe den kurdiske YPG milits, der indtil 2016 havde været det mest effektfulde våben mod IS.

Justitsminister Søren Pind fremlagde i efteråret 2016 en byge af lovforslag der skulle lovliggøre PET's ellers kriminelle akktiviteter. Tjenesten havde i over 10 år ulovligt hentet oplysninger fra Skat om danskeres udlandsrejser. Denne ulovlige praksis skulle nu lovliggøres. Tjenesten sletter kun undtagelsesvis 10 år gamle registreringer. Med PET loven fra 2013 blev det ellers besluttet, at tjenesten kun undtagelsesvis måtte undlade sådan sletning. Alligevel sletter PET ikke - i strid med lovgivningen. Søren Pind fremsatte derfor lovforslag om, at det helt var op til PET selv at vurdere om der skal slettes. En undersøgelse foretaget af ugebladet Ingeniøren viste, at PET det seneste år aflyttede 2.200 danskeres telefoner og konstant gennemførte aflytning mod 1.000 danskere. I november fremsatte justitsministeren lovforslag om totalovervågning af alle danskeres færden. Det var teknisk muligt fordi teleselskaberne i forvejen registrerer hvilken telemast der er tættest på hver enkelt mobiltelefon. De gamle oplysninger gemmes ikke, men det var det Søren Pind med den nye lov nu ville tvinge teleselskaberne til. Som et kuriosum indrømmede TDC at det faktisk allerede gemte oplysninger om hver enkelt af sine 3 millioner mobiltelefonkunders færden. (Politistaten Danmark ruller ensidigt spin udover alt, Version 2, 9/10 2016; Søren Pind vil indføre totalovervågning af alle danskeres færden, Version 2, 18/11 2016; Totalovervågning af danskerne kan blive LA og konservatives næste principbrud, Version 2, 23/11 2016; Kortlægning: PET aflytter konstant knap 1.000 danskeres mobiltelefoner, Version 2, 23/12 2016).

En undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viste, at skellet mellem de rigeste og fattigste danskeres indkomst er øget drastisk i perioden 1994-2014. Afstanden mellem de 10% rigestes indkomster og de 10% fattigstes er i perioden øget med næsten 50%. Statistikken viser, at de fattigste 10% frem til 2002 nogenlunde fulgte med gennemsnittet i indkomstudvikling, men efter tiltræden af den borgerlige regering i 2001 og efterfølgende omfattende skattelettelser for folk i arbejde og især de rigeste sakkede de fattige agter ud. Denne gruppe omfatter især pensionister, arbejdsløse, uddannelsessøgende og andre på overførselsindkomster. De rigeste 10% er begunstiget af spekulationsindkomster (aktier og fast ejendom) samt de borgerlige regeringers skattelettelser.

Stigende indkomstforskelle i Danmark
Når index i 1994 blev sat til 100 for alle indkomster var de rigeste 10% indkomst 20 år senere steget med 57% i faste priser, mens de fattigste 10% blot var steget med 10%. Siden 2007 er indkomsten decideret faldet for de fattigste. Udviklingen efter 2014 er endnu værre med den borgerlige regerings heksejagt mod kontanthjælps- og dagpengemodtagere.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Mens de rigestes organisationer med Danske Industri og den neoliberale tanketorsk Cepos i spidsen hilste udviklingen velkommen, erklærede forbundet 3F at enhver snak om yderligere skattelettelser til de rige nu må forstumme. Spændinger mellem de rigeste og fattigste skaber i stigende grad et ghettoiseret samfund, hvor de rige murer sig inde i eksklusive overvågede enklaver, mens de fattige bliver hjemløse eller må hutle sig igennem. (20 års skattelettelser: Så meget er afstanden mellem rig og fattig vokset, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Ugebrevet A4 13/12 2016).

I december bekræftede 2 danske kvinder atter engang landets brand som højreradikalt. I dagbladet The Guardian fortalte Lisbeth Zornig Andersen om dommen over hende og hendes mand for at have hjulpet syriske asylansøgere i 2015 - først i retten i Nykøbing Falster og dernæst i Østre Landsret. Det samme «retsvæsen» der under 2. Verdenskrig dømte danskere for at have hjulpet de danske jøder med at flygte til Sverige. Ligeledes i Guardian fortalte den 23 årige Joanna Palani om hvordan hun var blevet varetægtsfængslet af byretten i København og efterfølgende pålagt udrejseforbud fordi hun i Syrien havde kæmpet for det kurdiske YPG/YPJ mod IS. Den danske stat har en lang tradition for at støtte Tyrkiets kamp mod kurdere og senest for at støtte IS. Danmark er det eneste europæiske land der fører denne politik overfor personer, der ønsker at bekæmpe IS. (I was prosecuted for helping Syrian refugees, Guardian 20/12 2016; Danish woman who fought against Isis faces jail sentence, Guardian 19/12 2016).

Europarådets Antikorruptionsenhed Greco placerede i januar 2017 Danmark sammen med 5 andre lande i bunden af rådets politiske korruptionsindeks, der dækker dets 49 medlemslande. Det skyldte de vide rammer for politisk korruption, der eksisterer i landet. Det er langt overvejende den politiske højrefløj, der udnytter mulighederne for politisk korruption. Kun støttebidrag fra private rigmænd, virksomheder eller erhvervsklubber på over 20.000kr skal offentliggøres, men store bidrag kan bare splittes op mellem flere politikere, så de hver især kommer under 20.000kr. Både i Venstre og Konservative er der desuden en lang tradition for at «glemme» at opgive bidrag. Socialdemokratiet modtager også bidrag, selvom de på ingen måde kan måle sig med højrefløjens. De stammer fra fagbevægelsen. Den politiske korruption kan også aflønnes forsinket. Den konservative Bent Bendtsen lavede som Erhvervsminister i 2009 en usædvanlig fordelagtig aftale om kulbrintebeskatning med Mærsk, som koncernen vil tjene 350 mia. kr på frem til 2047. Som tak for det gigantiske tyveri af statslige midler blev Bentdsen efter sin fratræden som minister belønnet med en lang række højt betalte bestyrelsesposter i Mærsks selskaber.

 

Tendenser i erhvervs- og klassestruktur

Nogle mener, at Danmark ikke længere er et klassesamfund, at der ikke længere er synderlig forskel mellem rig og fattig, og at alle har de samme muligheder. For at aflive denne påstand gengives indledningsvis oversigten over de 10 rigeste danskere.

Person / familie Virksomhed Formue (mia. Dkr)
Mærsk McKinney Møller A.P. Møller 141,2
Familien Kann Rasmussen Velux Industri 35,4
Familien Kirk Kristiansen Lego 28,5
Familien Clausen Danfoss 15,4
Familien Due Jensen Grundfos 15,2
Boet efter Herman Salling Salling 12,1
Familien Holc Povlsen Bestseller 11,0
Lars Larsen Jysk Holding 10,2
Familien Louis-Hansen Coloplast 8,1
Danmarks 9 rigeste personer og familier (2006). Formue i mia. kr, samt den virksomhed hvor arbejderne har skabt denne rigdom. (Børsens Nyhedsmagasin)
Under den borgerlige VKO regering er de rigeste blevet hastigt rigere. 59 danskere og danske familier var i 2006 milliardærer.

Som figur 1 ovenfor illustrerer er der sket en stadig afvandring fra landbruget og en tilsvarende udvidelse af ansatte indenfor håndværk og industri. Figur 2 illustrerer udvidelsen i beskæftigelse i perioden 1970-95. Landbruget er fortsat sin drastiske tilbagegang, men også indenfor handel, bygge- og anlæg samt fremstillingsvirksomhed er beskæftigelsen gået tilbage: fra 49 % af den samlede beskæftigelse i 1970 til 37,6 %. Den udvikling afspejler produktivitetsudviklingen indenfor specielt industri og bygge- og anlæg. Tilbagegangen ville have været endnu større, hvis det ikke havde været for den stærkt stigende eksport i samme periode. Herom mere lidt senere.

Tilbagegangen er kompenseret ved en tilsvarende voldsom udvidelse af beskæftigelsen indenfor det offentlige, der i perioden steg fra 19 % til 32,7 %. Mandskabsmæssigt var der næsten tale om en fordobling. Men også den private servicevirksomhed er i samme periode gået frem.

Figur 2. Beskæftigelse fordelt på hovedsektorer, 1970 og 1995.

Tilbagegangen i beskæftigelsen indenfor fremstillingsvirksomhed, hvor industriarbejderklassen bl.a. er beskæftiget er gengivet i figur 3. Den nåede i absolutte tal et forløbigt lavpunkt under lavkonjunkturen i 1992-93 for siden atter at stige noget.

Figur 3. Beskæftigelse i fremstillingsvirksomhed (primært industri) 1985-95.

Den generelle udvikling dækker dog samtidig over betydelige forskelle mellem de forskellige brancher, hvilket illustreres i figur 4 med udviklingen i den producerede mængde varer indenfor de forskellige brancher. I perioden 1985-95 sker der en drastisk tilbagegang indenfor tekstil, beklædning, læder og skotøj. Den skyldes, at danskerne i stigende grad køber udenlandsk producerede varer indenfor dette område, og at mange danske virksomheder har flyttet deres produktion til lavindkomstlande: Portugal, Østeuropa (især Polen og Lithaun) samt Østasien. Denne udvikling har især ramt beskæftigelsen indenfor Dansk Beklædnings- og Tekstilarbejderforbund.

I den anden ende af skalaen har især den kemiske og farmaceutiske industri samt jern- og metalindustrien klaret sig bedre end gennemsnittet, mens de fleste andre brancher ligger på eller lidt under gennemsnittet. Men overordnet er der altså sket en forskydning i retning af kemi/medicin og jern/metal. Interessant er også, at selvom produktionsmængden i 10 års perioden er steget med 26 %, er beskæftigelsen faldet fra 520.000 til 493.000.

Figur 4. Udviklingen i industriproduktionen 1985-95 indenfor de forskellige brancher, samt beskæftigelsen og antallet af arbejdspladser i industrien 1994.

Den stigende produktionsmængde er imidlertid kun i begrænset omfang afsat i Danmark. Det drejer sig om ca. 6%. Den resterende produktionsudvidelse er gået til eksport, hvilket illustreres i figur 5. I perioden er eksporten (mængdemæssigt) steget over 50 %. Trods megen tale om problemer med konkurrenceevnen afspejler tallene, at industrien tilsyneladende sagtens kan afsætte sine produkter i udlandet. Samtidig afspejler udviklingen, at den danske industri, der i udgangspunktet primært var hjemmemarkedsorienteret i stigende grad orienterer sig mod udlandet.

Figur 5. Udviklingen i industriens produktion 1985-95 og fordeling på hhv. hjemmemarked og eksport.

Den stigende eksportorientering afspejler samtidig, at virksomhederne vokser. Det er et udbredt dogme, at den danske produktion overvejende foregår i små virksomheder, og det er da også korrekt, at de danske virksomheder ifht. virksomheder i de større nabolande er mindre. Alligevel afslører statistikken (figur 6 herunder), at 30 % af beskæftigelsen indenfor fremstillingsvirksomheder er koncentreret i virksomheder med over 500 ansatte (mod 43 % i EU som helhed). 60 % er ansat i virksomheder med over 100 ansatte (mod 67 % i EU som helhed). De fleste industriarbejdere i Danmark arbejder altså på forholdsvis store arbejdspladser. Det der adskiller Danmark fra udlandet er især, at Danmark kun har meget få rigtig store arbejdspladser.

Figur 6. Beskæftigelsen fordelt på virksomhedsstørrelse i Danmark og EU 90/91.

Industrien har siden 1970'erne i høj grad ændret sin geografiske placering. Det illustreres af figur 7 og 8. Mens 38,6 % af industribeskæftigelsen i 1984 lå øst for Storebælt, var den i 1994 faldet til 33,7 %. Tilbagegangen er især gået ud over københavnsområdet, men tilbagegangen er dog generel på Sjælland. Konsekvensen har været, at Københavns amt der eller i 1984 var landets næstmest industrialiserede amt, i 1994 var faldet til 6. pladsen. Arbejdspladserne er i stedet flyttet til Jylland og specielt Vestjylland. Der er to hovedårsager til denne udvikling: forskellen i klassebevidsthed og placeringen ifht. eksportmarkederne. Industrien lægger udadtil mest vægt på, at Jylland ligger tættere på det tyske (og kontinentale) marked, og at der derfor er en transportfordel ved at industrien flytter mod vest. Det spiller dog også en væsentlig rolle, at klassebevidstheden, den faglige aktivitet og lønniveauet er højere blandt arbejderklassen i københavnsområdet, end i bl.a. Vestjylland hvor industrien i vid udstrækning beskæftiger 1. generationsarbejdere, der kun har begrænsede klassekamps erfaringer.

At begge faktorer spiller en rolle illustreres dog af udviklingen i Århus. Også her er industrien gået frem, trods det at den århusianske arbejderklasse også har lange traditioner. Fremgangen er dog mindre end i de andre jyske amter.

Figur 7. Industrialiseringsgraden (antal industriarbejdere pr. 1000 indbyggere) i de forskellige amter i 1994. Industrien er rykket vest på.

 

Figur 8. Industribeskæftigelsen fordelt på landets amter i 1984 og 94. Specielt københavnsområdet er gået tilbage, og sammenlagt er industriens placering øst for Storebælt faldet med 5 % til 33,7 %. Til gengæld er alle de jyske amter gået frem.

Afindustrialiseringen på Sjælland og specielt i hovedstadsregionen afspejler sig også i arbejdsløshedens fordeling, der er gengivet i figur 9. Den er først og fremmest vokset i Københavns og Frederiksberg kommuner, mens den er gået ned i de fleste jyske amter. Konsekvensen er, at arbejdsløshedens fordeling i 90'erne er markant forskellig fra 70'erne, og at polariseringen mellem amterne er taget betydeligt til.

Figur 9. Arbejdsløshedens fordeling i de enkelte amter 1975, 85 og 95.

Udviklingen i den danske industri over de seneste 10-20 år viser altså en ganske betydelig omstilling, ikke blot geografisk, i sin eksportorientering og branchesammensætning, men også i arbejdskraftens sammensætning. Denne udvikling afspejler sig i figur 10 og 11, der gengiver uddannelsesbaggrunden for de ansatte i fremstillingsindustrien og arbejdsløsheden opgjort for forskellige A-kasser. I perioden 1981-93 er andelen af ansatte med almen uddannelse faldet fra 59 til 49 %. Men den almene uddannelseskategori dækker over både arbejdere med 7-10 års skolegang og gymnasium. Sidstnævnte gruppe er steget yderligere i perioden, og tilbagegangen i beskæftigelse i industrien har derfor været endnu større for arbejdere med 7-10 års skolegang.

Arbejdere med erhvervsfaglig uddannelse er til gengæld gået frem, og det samme gælder de korte, mellemlange og lange uddannelser, der i 1993 udgjorde 11 % af de ansatte mod 7 % i 1981.

Denne udvikling afspejler både, at arbejdsgiverne i stigende grad sorterer blandt de folk de ansætter, ansætter de mere kvalificerede og støder resten ud af arbejdsmarkedet. Men også at industrien (og arbejdspladserne i det hele taget) stiller stigende kvalifikations-krav til de ansatte. Både i form af almene kvalifikationer, faglige kvalifikationer, men også evne til at kunne omstille sig til de stadig hurtige ændringer i produktionen.

Figur 10. Udviklingen i uddannelsesbaggrund i fremstillingsindustrien 1981-93.

Figur 11 afslører, at arbejdsløsheden blandt kvinder fortsat er næsten dobbelt så høj som gennemsnittet, og at den tungeste del af arbejdsløsheden derudover er koncentreret i de ufaglærte grupper: Restauration og bryggeri, specialarbejdere samt træindustriarbejdere og HK'ere.

De stigende krav i industrien og på arbejdsmarkedet generelt bidrager til den stadig stigende polarisering i samfundet, hvor de mere veluddannede dele - faglærte arbejdere og håndværkere, andre erhvervsuddannede samt grupperne med længere uddannelse - klarer sig bedst, mens ufaglærte arbejdere klarer sig dårligere. Samtidig er en stigende del af befolkningen blevet udstødt helt fra arbejdsmarkedet (se Udstødning). Denne gruppe var på omkring 100.000 i 1960, men var i slutningen af 90'erne steget til 900.000. I denne gruppe indgår arbejdsløse, bistandsmodtagere, førtidspensionister og efterlønsmodtagere. Denne gruppe er meget dårligt organiseret og bliver dermed i dobbelt forstand tabere i samfundets polarisering.

Figur 11. Arbejdsløshedsprocenterne 1985-95 opgjort for forskellige A-kasser.

Udviklingen på arbejdsmarkedet de seneste 20-25 år har bidraget til yderligere at splitte arbejderklassen. Ikke blot er dens traditionelle politiske partiers politiske projekter i krise (det gælder både Socialdemokratiets kapitalistiske velfærdsstatsmodel og venstrefløjens socialisme). Den økonomiske udvikling skaber også endnu flere brudflader, og det er kun ved sjældne lejligheder som under storkonflikten i 1998, at modsætningerne for kortere perioder kan reduceres, og der kan skabes fælles fodslag. Arbejderklassen står derfor - trods en høj organisationsprocent - svagt overfor borgerskabets fortsatte offensiv.

I frustration reagerer specielt de mest marginaliserede dele af arbejderklassen ved at skyde skylden for udviklingen på flygtninge og indvandrere, og kaster sig i armene på fremmedfjendske partier som Dansk Folkeparti. Denne udvikling af en stigende racisme i det danske samfund næres yderligere af mediernes behandling af problemstillingen og kriseudviklingen generelt. Endvidere trækker den hele den politiske dagsorden - og specielt socialdemokratiets - i en stadig mere fremmedfjendsk retning.

De politiske partier

Siden halvtredserne er der sket et drastisk fald i de politiske partiers medlemstal. Aktive dele af befolkningen har fundet andre veje til at påvirke det politiske liv, især i form af «græsrodsbevægelser» der er organiseret omkring enkeltsager. Partiernes grundlæggende rolle som redskaber for de forskellige klasser og lags interesser er imidlertid ikke ændret, og det er det grundlæggende partimønster heller ikke.

Borgerlige og småborgerlige partier

Vi har stadigt de åbenlyst/erklæret borgerlige partier, med partiet Venstre og De Konservative som de dominerende. De to partier har i mange år skiftedes til at være dominerende på den borgerlige fløj rent vælgermæssigt, men har - trods indbyrdes konkurrence - begge bestræbt sig på at være direkte talerør for storkapitalens interesser. Da storkapitalen ikke kan regere uden støtte fra andre lag i befolkningen, har begge partier da også været villige til at tage fornødent hensyn til småkapitalens og småborgerskabets interesser. I forsøget på at underminere Socialdemokratiets indflydelse ser vi i disse år partiet Venstre forsøge at spille rollen som effektiv varetager af «velfærdsdanmarks» interesser. Det er da også lykkedes Venstre at gøre et alvorligt indhug blandt arbejderklassevælgere.

De Radikale var oprindelig et småborgerligt parti, der på visse punkter spillede en progressiv rolle, f.eks. hvad angår forsvars- og sikkerhedspolitik og visse miljøspørgsmål. Det har sin rod og vigtigste basis i veluddannede akademiske kredse. Partiet har imidlertid aldrig lagt skjul på sin fjendtlige holdning til fagbevægelsen. Mange års støtte til borgerlige regeringer i 80´erne og de seneste års regeringssamarbejde med Socialdemokratiet har fjernet de sidste progressive sider af partiets politik, hvilket blev demonstreret ved dets helhjertede støtte til NATO's angrebskrig mod Jugoslavien i foråret 1999.

Ind imellem disse partier opererer Centrumsdemokraterne og Kristeligt Folkeparti, der som ægte opportunistiske partier tilbyder deres støtte til de stærkeste. De repræsenterer ikke nogle udslagsgivende dele af borgerskabet og småborgerskabet, men har indtil nu klaret sig på enkeltsager.

De store forandringer i klassestrukturen op gennem 60'erne skabte i begyndelsen af 70'erne et nyt småborgerligt protestparti, Fremskridtspartiet, der i dag er blevet til hele to: Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet. Partiet har sin rod og basis blandt små selvstændige og småkapitalister, men dets agitation imod skattepolitik, nedskæringer over for gamle og syge, bureaukrati og ikke mindst EF og EU har skaffet dem mange vælgere i arbejderklassen. Disse partier har ikke noget selvstændigt program for samfundsudviklingen, og kommer i praksis til at fungere som støttepartier og murbrækkere for de «gamle» borgerlige partiers bestræbelser på at svække arbejderklassen.

Socialdemokratiet - et borgerligt arbejderparti

I arbejderbevægelsen er Socialdemokratiet stadig det største parti. Det må betegnes som et borgerligt arbejderparti. Borgerligt, fordi dets politik i praksis handler om at bevare det kapitalistiske system, og fordi dets ledelse også er grundlæggende enige med borgerskabet om den «nødvendige politik». «Arbejderparti» fordi dets vigtigste vælgerbasis stadig er arbejderklassen, og dets vigtigste materielle basis stadig er et stort lag af tillidsfolk i fagbevægelsen, lejerbevægelsen, den kooperative bevægelse m.m.

Betegnelsen «borgerligt arbejderparti» må heller ikke skygge for den kendsgerning, at partiet rummer store modsætninger, der skærpes i takt med at partiledelsen gennemfører den borgerlige nedskæringspolitik. Der er ingen synlig og organiseret opposition i selve den socialdemokratiske partiorganisation. Den vil traditionelt heller ikke have store chancer for at komme til orde. Kritikken kommer istedet fra de mange tillidsfolk i fagbevægelsen, der får sværere og sværere ved at forsvare partiledelsens politik over for deres medlemmer. Modsætningerne vil sandsynligvis blive uddybet i de kommende år. Ved sin hastige march mod højre har den nuværende ledelse ført Socialdemokratiet ind i en blindgyde. Man har sagt farvel til tidligere kernevælgere og sat LO uden for indflydelse, men kan alligevel ikke konkurrere med Venstre om de velstillede lønmodtageres gunst.

SF og Enhedslisten

Men partierne til venstre for Socialdemokratiet synes ikke for alvor at kunne true Socialdemokratiets basis i fagbevægelsen, eller opsamle flertallet af de utilfredse socialdemokratiske vælgere.

SF vil uden tvivl kunne opsamle en del af de socialdemokratiske vælgere ved kommende valg. Men det udgør ikke noget programmatisk og organisatorisk alternativ til Socialdemokratiet. SF er også et reformistisk parti, og vil som sådan ende som administrator af den herskende orden. Organisatorisk øver det ingen større tiltrækning på de socialdemorkatiske tillidsfolk i fagbevægelsen, da partiet stadig har sin vigtigste materielle basis i de veluddannede mellemlag.

Også Enhedslisten savner klarere politiske alternativer til Socialdemokratiet. Godt nok har det et andet syn på kapitalismen, EU, NATO, den borgerlige krisepolitik osv. Samtidig har Enhedslisten samlet en væsentlig del af venstrefløjen omkring anti-kapitalistiske mærkesager, og tilmed opnået et parlamentarisk gennembrud på det grundlag. Det er i sig selv en bedrift, når man tænker på, at den yderste venstrefløj stod for et totalt sammenbrud i slutningen af 80´erne. Alligevel udgør listen aktuelt ikke noget egentligt programmatisk og politisk alternativ til de reformistiske strømninger der præger arbejderbevægelsen. Samtidig er dets sociale forankring for svag til, at det i overskuelig fremtid vil få nogen større gennemslagskraft.

A.J.

Statistik (OBS! I browserudgave)

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 2/3 2017

Læst af: 1.274.072