Browserudgave

Mexico

Befolkning98,9 mio.
ValutaNye mexikanske pesos
Areal1.958.200 Km2
HovedstadCiudad de México
Befolkningstæthed50,5 indb./Km2    
HDI placering56    

Mexicanerne er veluddannede. (Solidaritet)

Størstedelen af Mexicos territorium gennemkrydses af bjergkæder, hvoraf de vigtigste er Sierra Madre Occidental ud mod Stillehavet og Sierra Madre Oriental ud mod den Mexicanske Golf, Sierra Madre del Sur i den sydlige del af landet og Sierra Neovolcánica Transversal i landets centrale del. Klimaet er stærkt varieret fra tørt, ørkenagtigt eller præget af steppe i nord til tropisk og regnfuldt i det sydøstlige hjørne. Det centrale højland har tempereret klima, og her bor størstedelen af befolkningen. I undergrunden findes der store olie- og gasaflejringer - både på land og indenfor kontinentalsoklen. Pga. klimaforskellene er vegetationen ligeledes meget varieret. Det sydøstlige hjørne er præget af tropiske regnskove, og Sierra Neovolcánica er mange steder dækket af tempereret skov. Vandressourcerne er forholdsvis sparsomme og ujævnt fordelt over landets territorium. Forureningen af både luft, vand og jord er meget omfattende i de industrialiserede områder. Afskovningen har et omfang af 6.000 km2 årligt. Hovedstaden Ciudad de México og dens omegn er plaget af meget omfattende luftforurening.

Folket: Mexicaneren er en blanding af de oprindelige folk fra området og de spanske erobrere. Blandt de 56 forskellige oprindelige folk der har overlevet frem til i dag er de vigtigste: Tarahumaras, nahuas, huicholes, purépechas, mixtecos, zapotecas, lacandones, otomíes, totonacas og mayas. Et betydeligt antal mexicanere - i 1975 var det 7 millioner - bor i den sydlige del af USA.

Religion: Overvejende katolsk

Sprog: Spansk (officiel). En million mexicanere taler indianske sprog.

Politiske partier: Partido Revolucionario Institucional (PRI, det Institutionaliserede Revolutionsparti), havde regeringsmagten fra sin oprettelse i 1929 til 2000; Partido Acción Nacional (PAN, det Nationale Aktionsparti), konservativt, dannet i 1939; Partido de la Revolución Democrática (PRD, det Demokratiske Revolutionsparti), ledet af Cuauhtémoc Cárdenas; Partido del Frente Cardenista de Reconstrucción Nacional (PFCRN, den Cardenistiske Front for National Genopbygning); Partido Auténtico de la Revolución Mexicana (PARM, den Mexicanske Revolutions Autentiske Parti); Partido Popular Socialista (PPS, det Socialistiske Folkeparti); Frente Zapatista de Liberación Nacional (FZLN, den Zapatistiske Nationale Befrielsesfront) stiftet i 1995 som civil-politisk gren af guerillabevægelsen Ejército Zapatista de Liberación Nacional (EZLN, den Zapatistiske Nationale Befrielseshær); Partido Democrático Popular Revolucionario (PDPR, det Revolutionære Folkelige Demokratiske Parti), dannet som politisk gren for guerillabevægelsen Ejército Popular Revolucionario (EPR, den Revolutionære Folkehær).

Sociale organisationer: Congreso del Trabajo (CT, Arbejderkongressen) er en landsorganisation, består af 34 store fagforeninger og er PRI's faglige basis. Den har i alt 8 millioner medlemmer. Frente Nacional Campesino (FNC, den Nationale Bondefront), er også en PRI basisorganisation. Den blev dannet i 1983 af Unión de la Confederación Nacional de Campesinos (CNC), Unión General de Obreros y Campesinos de México (UGOCM), Confederación Nacional de la Pequeña Propiedad (CNPP) og Central de Campesinos Independientes (CCI). Frente Auténtico del Trabajo (FAT); Red Mexicana de Acción contra el Libre Comercio (RMALC); Coordinadora Nacional de Estudiantes Mexicanos (CNEM). Endvidere findes følgende vigtige organisationer blandt den oprindelige befolkning: Congreso Nacional Indígena (CNI), Agencia Internacional de Prensa India (AIPI) og Asamblea Nacional Indígena Plural por la Autonomía (ANIPA).

Officielt navn: Estados Unidos Mexicanos

Administrativ inddeling: 31 stater og Distrito Federal (hovedstaden)

Hovedstad: Ciudad de México, 21.163.000 indb. (2009)

Andre vigtige byer: Guadalajara, 3.798.800 indb.; Monterrey, 3.409.100 indb.; Puebla, 2.495.100 indb.; Netzahualcóyotl, 1.401.300 indb. (2000)

Regering: Enrique Peña Nieto fra PRI partiet er siden december 2012 landets præsident. Regeringen er føderal og præsidentialistisk. Parlamentet har to kamre: Senatet med 128 medlemmer og Deputeretkammeret med 500.

Nationaldag: 16. september (Uafhængighed, 1810)

Væbnede styrker: 193.000 soldater (deriblandt 60.000 rekrutter) og 300.000 i reserven (2003).

Paramilitære styrker: 14.000 (Forsvarsmilitsen på Landet)

 

Med 20.000 års historisk udvikling bag sig, heraf de seneste 2 årtusinder i byer, udviklede indbyggerne i det nuværende Mexico avancerede civilisationer som olmekerne, teotihuacanerne, mayaerne og mexicanerne. De gjorde store landvindinger indenfor kunst, videnskab, teknik og udviklede komplekse sociale og politiske organisationsformer.

Mexico rummede højtudviklede kulturer før spanierne indledte deres besættelse af landet. (Her Chichen Itza på Yucatan halvøen). Spanierne bidrog kulturelt med våben, heste og sygdomme.
(Solidaritet)

Spansk erobring

Da de spanske erobrere i begyndelsen af det 16. århundrede kom til Mexico, var det regeret af azteker herskeren, Moctezuma II. Hans rige havde samme størrelse som det nuværende Italien, og dets hovedstad var Tenochtitlan - den nuværende Ciudad de México. Erobringen var tilendebragt i 1521. I vid udstrækning pga. den snilde med hvilken den spanske eventyrer, Hernán Cortés forstod at drage nytte af modsætningerne mellem aztekerne og de folk, der betalte tributter (skatter) til dem. Fra da af indledtes en proces af kristeliggørelse og spanificering af de indfødte folkeslag.

I det 17. århundrede udkrystalliserede de nye økonomiske strukturer i Nueva España. Haciendaen blev den basale produktionsenhed i landbruget, og minedriften kom til at indtage den centrale plads i koloniøkonomien, der blev indrettet efter at dække kolonimagtens umættelige tørst efter guld og sølv. Den oprindelige befolkning blev udbyttet og faldt drastisk pga. det hårde arbejde og sygdommene. Omkring år 1800 var Mexico et af verdens rigeste lande. Et land af «megen rigdom og ufattelig fattigdom».

Efter næsten 300 års koloniherredømme indledtes i 1810 kampen for selvstændighed. Det var overvejende kreolerne - spaniernes efterkommere - der stillede sig i spidsen for denne kamp. Blandt disse bør nævnes præsterne Miguel Hidalgo og José María Morelos. Selvstændighedsbevægelsen fik folkelig opbakning og national udbredelse, da indfødte og mestizer (blandingen mellem spaniere og indfødte) sluttede sig til oprørernes rækker, men blev knust af kolonimagtens styrker. Men den liberale revolution i Spanien forandrede radikalt billedet. Flere sektorer - heriblandt det konservative præsteskab der frygtede at miste sine privilegier - slog sig sammen med de overlevende revolutionære og proklamerede uafhængigheden. I 1821 udråbte general Iturbide sig til kejser, men han blev hurtigt væltet af general Antonio López de Santa Anna.

Mexico var på dette tidspunkt det største land i Amerika med 4.600.000 km2, deriblandt de centralamerikanske provinser, men samtidig var det plaget af økonomiske, politiske og sociale problemer. I 1824 blev der udformet en forfatning, hvorefter Mexico var en føderal republik bestående af 19 stater, 4 regioner og et føderalt distrikt (hovedstaden). I 1836 indførte Santa Anna der var blevet valgt til præsident 3 år tidligere en ny forfatning, der fjernede alle spor af føderalisme. Den mexicanske stat Texas der husede 30.000 nordamerikanske statsborgere bad derfor om hjælp og beskyttelse fra USA. Santa Anna besejrede i spidsen for sin hær samme år texanerne ved El Alamo, men blev efterfølgende besejret af nordamerikanske styrker, der tog ham til fange og først lod ham slippe mod en løsesum.

USA erobrer halvdelen af Mexico

I 1845 annekterede USA Texas, hvilket førte til afbrydelse af de diplomatiske forbindelser med Mexico og til grænsestridigheder, da USA hævdede, at Texas' sydgrænse gik ved Rio Bravo, trods det at den historisk havde været Rio Nueces, der lå længere mod nord. I 1846 forsøgte USA's præsident James Polk at tvinge en aftale om grænserne igennem og samtidig købe staten Californien, men begge dele blev afvist af Mexico. Polk beordrede derfor sine tropper til at besætte området mellem floderne Bravo og Nueces. Det udløste en krig, der 2 år senere blev vundet af USA. Sejrherrerne annekterede områderne nord for Rio Bravo, betalte 15 millioner dollars og overtog yderligere 3½ million svarende til krav fra nordamerikanske statsborgeres side mod den mexicanske regering. Krigen kostede Mexico halvdelen af dets territorium.

I perioden 1821-50 havde Mexico 50 forskellige regeringer. Ustabiliteten blev ikke løst, selv om der blev gennemført valg. Som i andre latinamerikanske stater delte borgerskabet sig i to partier - et liberalt og et konservativt. De liberales valgsejr i 1857 konsoliderede imidlertid republikken og skabte grundlaget for verdslighed og fri økonomisk aktivitet. Der blev udformet individuelle frihedsrettigheder og kirkens ejendomme blev eksproprieret. Men de konservative greb med kirkens støtte til våben og kastede landet ud i borgerkrig - den såkaldte Reforma.

Fransk erobring

I 1861 vandt Juárez krigen og genskabte den nationale enhed. Imidlertid udløste hans beslutning om at indstille betalingerne på den offentlige gæld en væbnet invasion fra Frankrigs, Englands og Spaniens side. De to sidstnævnte lande trak sig atter ud, men franskmændene etablerede et monarki i et forsøg på at afbalancere USA's indflydelse i området. Østrigs ærkehertug Maximiliano blev kronet til kejser, men pga. den patriotiske modstand blev de republikanske hære hurtigt samlet igen, og i 1867 blev Juárez atter indsat som regeringsleder.

I 1871 grundlagdes avisen «El Socialista». Den blev ledet af typografen Juan de Wata Rivera. Den 10. september offentliggjorde denne avis som den første i Latinamerika statutterne for den Første Internationale. I 1876 tog general Porfirio Díaz magten og bevarede den frem til 1911. Han havde deltaget på de liberales side i kampen mod de franske invasionsstyrker. I årtiet efter 1910 gennemlevede Mexico en af de voldsomste sociale omvæltninger i det 20. århundrede. Porfirio Diaz diktaturet havde ført en konservativ og kapitalvenlig politik. Jernbaner, kraftværker og havne blev udbygget på basis af udenlandsk kapital. Indenfor mineindustrien, som var landets vigtigste, kom 85% af investeringerne fra udlandet. Enorme landområder blev i årene omkring år 1900 overført fra almen eje til privat ejendom - overvejende til storgodsejere. Der fandtes enkeltpersoner som tilegnede sig 40-50.000 km2. Samtidig var landsbyernes hovedproblem netop manglen på jord. Politi og militærvæsen beskyttede styret mod lønkrav fra arbejderne og mod krav om jord fra småbønderne.

«Stakkels Mexico. Så langt fra gud, så tæt på USA».
USA har over 150 års tradition for indgreb i Mexico. Dels gennem tyveri (hele det sydvestlige USA er stjålet fra Mexico), invasion og politisk indblanding. Her de daværende præsidenter for USA og Mexico: Ronald Reagan og Miguel de la Madrid.
(Solidaritet)

Den mexicanske revolution

Revolutionen begyndte som en progressiv borgerlig protest mod diktaturet. I årene efter 1900 var myndighederne ude af stand til at løse problemer, som industrialiseringen og kapitaliseringen af landbruget havde skabt. Ved præsidentvalget i 1910 stillede den liberale godsejer Francisco Madero op som modkandidat til Diaz - med støtte fra hele oppositionen. Diaz kontrollerede imidlertid også dette valg, men valgkampen samlede modstandskræfterne. Madero organiserede en hær i Texas, og Diaz trak sig tilbage, da hans styrker i maj 1911 blev slået. Samme år blev Madero valgt til præsident.

Stærkere kræfter var imidlertid blevet sluppet løs. Fattige bønder organiserede sig, besatte jord på storgodserne og krævede større rettigheder i den nye stat. To af deres ledere blev verdenskendte: Pancho Villa i det nordlige og Emiliano Zapata i det centrale og sydlige Mexico. Samtidig ville de reaktionære kræfter i Mexico heller ikke acceptere Maderos liberale borgerlige politik. De organiserede i 1913 en sammensværgelse, som bl.a. USA's ambassadør i landet, Henry Lane Wilson aktivt deltog i. De slog Madero ihjel og dette udløste fuld borgerkrig, som i større eller mindre udstrækning fortsatte til begyndelsen af 20'erne.

Næsten hele det mexicanske folk blev inddraget i kampene, og revolutionen fik en mere radikal og populistisk karakter. I forfatningen udformet af Venustiano Carranza i 1917 - og som fortsat er gældende - blev minimumslønnen, strejke- og organisationsretten fastslået. Den private ejendomsret blev indskrænket i forhold til de nationale interesser; Bl.a. blev alle mineralressourcer i princippet erklæret for national ejendom. Jordreformen og sociale velfærdstiltag blev ligeledes nedfældet i forfatningen.

Men revolutionens pris var høj. Et årtis kampe havde påført landet enorme materielle skader. Omkring én million mennesker ud af en befolkning på ti millioner døde af direkte vold, sult og sygdomme pga. borgerkrigen. De oprindelige ledere var dræbt: Madero i 1913, Zapata i 1919, Villa i 1923. Og revolutionsløfterne om jord, brød og retfærdighed blev i ringe grad indfriet.

1934-40 Lazaro Cardenas

De forskellige revolutionære strømninger sluttede sig i 1929 sammen i Partido Nacional Revolucionario (Det nationale revolutionære Parti), stiftet af præsidenten Plutarco Elías Calles. Det var forgængeren for PRI. Under Lazaro Cardenas' præsidentperiode (1934-40) fik bønder og arbejdere opfyldt dele af det, de havde kæmpet for i revolutionsårene. De vigtigste resultater var gennemførelsen af en jordreform, nationaliseringen af olien, eksproprieringen af de udenlandske olieselskabers ejendom, indledning af industrialiseringen og udbredelsen af uddannelsessystemet.

For at hindre spekulation og opdeling af ejendomme ved salg blev jorden med jordreformen distribueret på kollektiv basis. En gruppe familier fik i fællesskab retten til jordområder - en ejido. Selv om de normalt dyrkede jorden på individuel basis, kunne ejidojorden ikke formelt udstykkes eller sælges.

Princippet om intet genvalg til præsidentposten var nedfældet i forfatningen. Alligevel var der partimedlemmer der foreslog Cárdenas at ændre den, for med baggrund i hans enorme popularitet at lade sig genvælge, men dette afviste han blankt. Siden Porfirio Díaz er der ikke blevet genvalgt nogen mexicansk præsident. Partido Nacional Revolucionario blev omdannet til Partido Revolucionario Institucional (PRI, det Institutionaliserede Revolutionsparti). Der var ikke blot tale om et nyt navn, men også om afskaffelse af PNR's socialistiske principper.

Vilkårene under den 2. verdenskrig virkede katalyserende på den første fase af den mexicanske industrialisering, der nåede ind i en hektisk fase under Miguel Alemáns præsidentperiode (1946-1952). Forandringerne i denne periode ændrede den herskende sociale ligevægt. Mexico var stadig overvejende et landbrugsland, men 40% af landets befolkning boede nu i byerne. Alt sammen indenfor rammerne af en demografisk eksplosion, som selv ikke den hastige økonomiske udvikling var i stand til at opsuge. Samtidig tabte fællesejet til jorden - der nok havde været med til at skabe en god revolutioonær bevidsthed blandt bønderne - terræn overfor nye individuelle driftsformer, der gik i retning af rekonstruktion af de store latifundier (godser). I 50'erne blev Mexico derfor den latinamerikanske nation der bedst tilpassede sig efterkrigstidens renoverede kapitalisme.

I det følgende formåede Cárdenas arvtagere - omend ikke særlig tro overfor revolutionens integritet - at stabilisere de faktorer, der adskilte det mexicanske vidunder fra resten af kontinentets underudvikling og tilbageståenhed: En stærk statslig intervention i økonomien, et højt niveau af offentlige investeringer, ligevægt mellem let og tung industri samt turisme.

Den mexicanske organisation af pårørende til forsvundne og bortførte demonstrerer mod regeringen.
(Solidaritet)

1968 Massakren i Tlatelolco

I 1968 var Mexico vært for de Olympiske Lege. Dette benyttede studenterbevægelsen til at organisere protester mod de stadig større sociale uligheder i landet. Få dage før starten på legene, 2. oktober, arrangerede studenterne en demonstration på Plaza de las Tres Culturas i arbejderkvarteret Tlatelolco, men regimet havde besluttet, at der nu skulle sættes en stopper for studenternes protester. Der skulle ikke laves ridser i den pæne facade under legene. Militæret omringede derfor pladsen, besatte alle strategiske punkter og angreb demonstrationen. Soldaterne havde fået ordre til at skyde for at dræbe. Hundredevis blev dræbt og endnu flere såret. Det nøjagtige tabstal er aldrig blevet opklaret, for militæret kørte bagefter ligene bort og skildte sig af med dem. Regimet fik fred til at afholde sine sportslege.

Massakren viste mange unge, at det ikke var muligt at gennemføre forandringer ad fredelig vej, og tiden efter 68 var derfor præget af oprettelsen af en lang række guerillabevægelser, men de unge var dels for utålmodige, dels ude af stand til at vinde landbefolkningens tillid og organisere en slagkraftig guerilla. De forskellige bevægelser blev i løbet af kort tid knust.

Men samtidig uddybedes de sociale problemer. Konflikterne var omkring 1970 så store, at også de politiske ledere i PRI gik ind for reformer. Præsident Luis Echeverria (1970-76) overraskede både Mexico og omverdenen med sin skarpe kritik af ulighederne i det mexicanske samfund. I 70'erne blev der satset mere på uddannelse, landbrug og lokal kommunikation end tidligere. Valgsystemet blev ændret, således at oppositionspartier fik bedre mulighed for at blive repræsenteret i nationalforsamlingen. I forvejen havde PRI en betydelig del af oppositionen under kontrol. Regeringspartiet havde oprettet en række politiske partier, som angiveligt fungerede som opposition, men som var betalt af PRI og med ledere der fik deres dagsorden samme steds fra. Endvidere havde PRI udviklet en tradition for og evne til at rekruttere de bedste kadrer fra oppositionen. Når en leder trådte frem i en bonde-, arbejder- eller studenterorganisation søgte PRI at købe vedkommende økonomisk og politisk. Helst trække vedkommende - og gerne hele bevægelsen - ind i PRI ud fra en argumentation om, at tingene lettere kunne ændres indefra. Først hvis dette mislykkedes - som i Tlatelolco i 68 - satte partiet repressionen ind.

I 1970'erne slog Mexico ind på en ny industrialiseringsstrategi, hvor kapital blev tiltrukket fra USA til opbygning af «maquiladores» langs grænsen til naboen i nord. Omkring 1980 arbejdede ca. 100.000 mexikanske arbejdere på disse fabrikker, hvor de nordamerikanske virksomheder udnyttede de langt lavere mexikanske lønninger. Her en tekstilfabrik.
(Solidaritet)

Men Echeverrias reformer var ikke dybtgående nok. Hans politik var i nogen grad rettet mod opfyldelsen af den brede befolknings behov, men den byggede ikke på en politisk mobilisering af flertallet. Øget købekraft blandt de fattige blev ikke kompenseret ved en nedskæring af overklassens indtægter. De nye statsudgifter blev dækket ved lån og ved at lade seddelpressen køre - ikke ved en progressiv beskatning af de rige. Den ubegrænsede adgang til at veksle mexicansk valuta til dollars blev opretholdt længe efter, at devalueringen begyndte at blive uundgåelig. Overklassen reagerede ved kapitalflugt til USA. Echeverrias præsidenttid blev derfor afsluttet med en devaluering af den mexicanske peso på 100%.

1982 Økonomien bryder sammen

Under præsident José López Portillos embedsperiode (1976-82) blev der fundet nye vigtige olieforekomster, hvilket øgede landets afhængighed af USA. Det blev den vigtigste olieleverandør til sin nabo i nord. Alligevel var de stigende olieindtægter ikke i stand til at mindske den stigende ulighed, og da den økonomiske krise satte ind i de udviklede kapitalistiske lande i 81-82 ramte det Mexico hårdt. Borgerskabet førte igennem 82 over 50 milliarder dollars ud af landet af frygt for devaluering, landets valutareserver blev tømt og i september reagerede den afgående regering ved at nationalisere hele landets bankvæsen og ved at standse betalingerne på landets udlandsgæld, der efter Brasilien var verdens største - 80 milliarder dollars. Det mexicanske skridt var tæt på at få finanskapitalen i USA til at bryde sammen. En række storbanker havde lånt mange gange deres egenkapital til Mexico, og kun fordi USA's regering gik ind og overtog forpligtigelserne blev de reddet fra konkurs. (Se også: Gældskrisen).

Kort efter sammenbruddet i Mexicos økonomi overtog Miguel de la Madrid (1982-88) præsidentposten. Han blev ansvarlig for gennemførelsen af den strukturtilpasningspolitik, landet nu blev pålagt fra IMF's side. De statslige subsidier blev skåret ned og det samme gjaldt de offentlige udgifter generelt, de offentlige investeringer blev omstruktureret, og der blev indført en slags dobbelt vekselkurs system. De økonomiske stramninger ramte denne gang ikke blot bønderne og arbejderklassen, men også mellemlagene der måtte notere en drastisk nedgang i realindkomsten. Konsekvensen var udbredt utilfredshed med PRI, og partiet indkasserede sit første valgnederlag nogen sinde. Partiets kandidater blev slået i de større byer og hovedstaden ved kommunalvalget i juni 83.

Krisen fortsatte gennem 83. Inflationen var stigende, reallønnen faldt, de offentlige udgifter faldt og det samme gjorde produktionen, mens arbejdsløsheden steg. I 85 steg de udenlandske investeringer med 1,5 milliarder dollars - heraf 2/3 fra USA. Den tungeste byrde var fortsat udlandsgælden, der med 96 milliarder dollars årligt krævede 12 milliarder i renter og afdrag.

De fleste huse i Mexico City bygges i dag jordskælvssikre. Alligevel kostede skælvet i 1982 over 20.000 livet.
(Solidaritet)

I september 85 blev hovedstaden ramt af et meget kraftigt jordskælv, der kostede over 20.000 livet. Den allerede alvorlige situation blev gjort endnu værre. USA skar desuden ned i sin import af olie fra Mexico, hvilket tvang landet til at søge andre indkomstkilder. En af disse var turismen. En anden de såkaldte «maquiladoras» - udenlandske industrivirksomheder etableret langs grænsen til USA undtaget fra skatter og sociale afgifter. Systemet var blevet etableret allerede i 70'erne, men var stagneret frem til sammenbruddet i 82, men krisen havde reduceret de mexicanske arbejderlønninger til 1/10, og det var nu atter meget attraktivt for nordamerikanske virksomheder at placere deres arbejdsintensive produktion lige på den anden side af grænsen.

Sammen år gennemførte den nordmamerikanske senator Helms en smædekampagne mod den mexicanske regering for ikke at dæmme op for den illegale mexicanske emigration mod USA og for at være indblandet i den stigende narkohandel.

Det økonomiske billede i 87 var blandet. Nok steg overskuddet på handelsbalancen og valutareserverne, men samtidig faldt beskæftigelsen i industrien med 7% i løbet af årets første 4 måneder, og inflationen der i 86 var 106% var i august 87 nået op på 134%.

Samtidig blev den politiske situation vanskeligere for PRI, der bl.a. blev gjort ansvarlig for valgsvindelen under kommunalvalget i 86, og på det faglige område blev der oprettet en uafhængig landsorganisation - Mesa de Concertación Sindical. En alvorlig udfordring for det officielle CTM, der var under PRI's fulde kontrol.

1988 PRI's hegemoni rystes afgørende

Den 6. juli 88 blev der afholdt præsidentvalg. Vinder blev PRI's kandidat Carlos Salinas de Gortari, der officielt fik 50% af stemmerne - det historisk laveste for en PRI kandidat. Venstrefløjen havde også deltaget i de foregående valg, men udgjorde nu for første gang en reel trussel mod PRI's hegemoni. Dens kandidat, Cuauhtémoc Cárdenas fik 31% af stemmerne. Han var søn af den karismatiske præsident Lazarro Cárdenas, der havde regeret Mexico i 1934-40. Han havde indtil året forinden været medlem af PRI, men var så brudt ud og havde været drivende i opbygningen af venstrefløjskoalitionen Frente Democrático Nacional (FDN, Den nationale demokratiske Front). Ifølge uafhængige observatører vandt Cuauhtémoc faktisk valget, men pga. PRI's traditionelle valgsvindel blev sejren fravristet ham. 49,72% af de valgberettigede besluttede sig for slet ikke at stemme.

Det er ikke alle mure, der er væltet. USA har bygget en 3.000 km lang mellem sig og Mexico for at hindre illegal indvandring fra syd.
(Solidaritet)

I 89 blev FDN splittet og Cárdenas dannede i stedet Partido de la Revolución Democrática (PRD, det Demokratiske Revolutionsparti) der bestod af hans egne tilhængere der var fulgt med fra PRI, kommunister og en række mindre organisationer. PPS, PARM og PFCRN gik ud, fungerede atter som selvstændige partier og allierede sig med PRI i parlamentet.

Den nye PRI regering besluttede at åbne landet fuldstændig overfor udenlandske investeringer og at tage en række skridt for at bringe inflationen under kontrol. Begge skridt der blev modtaget med velvilje af USA. Mexico indledte forhandlinger med USA om udarbejdelsen af en frihandelsaftale, samtidig med at landet blev optaget i GATT og tillod udenlandske investeringer i mexicanske virksomheder ud over de 49%, der ellers var den lovmæssigt fastsatte grænse. I 90 privatiserede præsidenten atter bankerne, der var blevet nationaliseret 8 år tidligere.

Den 18. august 91 blev der gennemført valg, hvor der skulle vælges 500 deputerede, 32 senatorer, 6 statslige guvernører og 66 byrådsmedlemmer i hovedstaden. Oppositionen beskyldte PRI for gigantisk valgsvindel, da regeringspartiet erklærede sig for sejrherre med 61,4% af stemmerne bag sig. Det skaffede PRI flertal i Deputeretkammeret og dermed mulighed for at foretage forfatningsændringer. En af disse var «jordreformen» vedtaget i december 91. Den gav bønder der arbejdede på statslige jorde mulighed for privat ejendomsret til disse. «Reformen» var således et opgør med ejidos systemet - den fælles ejendomsret til jorden. En af de største sejre i den mexicanske revolution. Iflg. PRI skulle reformen gøre det muligt at indstille den nødvendige årlige import af 10 millioner tons fødevarer. Iflg. oppositionen ville reformen bane vej for omfattende koncentration af jorden til fordel for storkapitalen.

Nattens fangst. USA's natlige fangst af illegale emigranter sendes tilbage over grænsen til Mexico. Alligevel medfører de stigende sociale forskelle på det amerikanske kontinent, at strømmen fortsætter. Omkring 5 millioner latinamerikere lever illegalt i USA.
(Solidaritet)

Den 17. december 92 undertegnede Mexicos, USA's og Canadas regeringer frihandelsaftalen NAFTA (North American Free Trade Agreement), der på sigt skulle skabe ét fælles frihandelsområde.

I Salinas' regeringsperiode blev inflationen reduceret fra trecifrede tal til 9% i 93. Fra slutningen af 88 til midten af 93 havde staten modtaget 21 milliarder dollars ved privatiseringen af statslige virksomheder, men samtidig var den private udlandsgæld steget med 11 milliarder til 34.

1994 EZLN slår til

Den 1. januar 94 indtog den indtil ukendte guerillaorganisation Ejército Zapatista de Liberación Nacional (EZLN, den Zapatistiske Nationale Befrielseshær) 4 større byer i landets sydligste delstat, Chiapas. Dagen var ikke tilfældig valgt. Det var samme dag NAFTA aftalen trådte i kraft og dermed åbnede det mexicanske marked op overfor varer fra USA og Canada. Chiapas er den delstat i Mexico med størst maya-befolkning, den mindst alfabetiserede og samtidig den fattigste. Men Chiapas råder samtidig over store olie- og gasreserver, og 21% af landets olieproduktion finder sted i denne, samtidig med at der findes en betydelig produktion af kaffe.

Regeringen forsøgte i første omgang at bortforklare oprøret, men sendte alligevel militæret ind. Da dødstallene oversteg 1000 og forlydenderne om summariske henrettelser blev bekræftede, tog de nationale og internationale protester til. Det tvang regeringen til ensidig våbenhvile og til at acceptere, at den katolske biskop Samuel Ruiz indledte fredsforhandlinger mellem de to parter. I februar afholdtes det første forhandlingsmøde i byen San Cristóbal de las Casas. EZLN krævede gennemførelse af valgreformer, ændring af straffeloven og skridt til øgning af den oprindelige befolknings levevilkår.

Der skulle afholdes præsidentvalg i 94 og den 23. marts blev PRI's egen kandidat, Luis Donaldo Colosio dræbt i Tijuana. Mordet blev aldrig fuldt opklaret, men PRI selv og 3 medlemmer af hans livvagt var tilsyneladende involveret. PRI udnævnte istedet Ernesto Zedillo som kandidat, og den 21. august fik han 49% af stemmerne - iflg. de officielle opgørelser. PRD og EZLN beskyldte regeringen for massiv valgsvindel.

Den mexikanske revolution sikrede jord til bønder og indianere. Alligevel skete der fra 1960'erne en koncentration af jorden på færre hænder, og siden 1970'erne er der derfor gennemført mange jordbesættelser som her i deltstaten Sinaloa.
(Solidaritet)

Det første kvartal af 94 - den første periode hvor NAFTA var i kraft - steg samhandelen med USA voldsomt. Den mexicanske eksport steg med 22,5% og USA's eksport til Mexico steg med 15,7% ifht. det foregående kvartal. Imens lå de høje renter som et kvælende åg over de mindre og mellemstore virksomheder. Arbejdsløsheden og underbeskæftigelsen berørte hhv. 5 og 12 millioner mexicanere - især indianere der var beskæftigede med gadesalg og husligt arbejde.

I september blev PRI's generalsekretær, José Francisco Ruiz Massieu myrdet, og i november trådte hans bror Mario tilbage som statsanklager og beskyldte funktionærer i partiet for at lægge hindringer i vejen for efterforskningen af mordet. Dette rejste mistanke om højtstående PRI folks og evt. narkomafiaens involvering i mordene.

Siden 1994 indgår Mexico i NAFTA samarbejdet sammen med USA og Canada. Bl.a. som leverandør af billige tomater til USA.
(Solidaritet)

Ny økonomisk krise

Frem til den 20. december fortsatte landets økonomi med at vokse, men omfattende flugt af spekulationskapital ud af landet tvang regeringen til at opgive den gradvise nedskrivning af den mexicanske valuta. På få dage faldt pesoen 42% overfor dollaren og det mexicanske aktiemarked brød sammen. Den nye krise satte alvorlige spørgsmålstegn ved den liberaliseringsmodel, IMF havde påtvunget landet og truede samtidig andre lande i regionen.

For at dæmme op for krisen vedtog regeringen i marts 95 en skrap krisepakke, samtidig med at landet fik omfattende lån fra USA og IMF. De barske betingelser der var knyttet til denne «hjælp» udløste en kraftig recession. For at mindske de værste effekter af krisepakken for de folkelige lag blev minimumslønnen hævet med 10% og sundhedsforsorgen blev udstrakt til også at gælde folk, der havde været arbejdsløse i 2-6 måneder. Millioner af mexicanere fra mellemlagene og småborgerskabet sluttede sig i 95 til spontane protestbevægelser som «El Barzón» pga. stigningen i deres gæld som følge af devalueringen. I august annoncerede præsidenten derfor gennemførelsen af en plan til fordel for 7,5 millioner gældsplagede mexicanere.

Fredsforhandlingerne i Chiapas brød sammen, og i februar 96 indledte Zedillo derfor en ny militær offensiv, der dog måtte indstilles efter betydelige internationale protester. Samme måned blev Raúl Salinas de Gortari arresteret som intellektuel bagmand for mordet på Ruiz Massieu. Han var bror til den tidligere præsident. Samtidig begærede Mexico Mario Ruiz Massieu udleveret fra USA for hindring af efterforskningen af mordet på sin bror. Mario havde tidligere søgt asyl i USA. I november blev Raúl Salinas' kone arresteret i Schweiz, da hun med falske papirer forsøgte at overføre større midler fra sin mands konto. De stammede tilsyneladende fra hvidvaskningen af narkodollars. Ekspræsident Carlos Salinas erklærede, at han var irriteret over sin brors berigelseskriminalitet. Carlos havde i forvejen planlagt at skulle være formand for den nyoprettede WTO (World Trade Organization) efter afslutningen på sin præsidentperiode i 94, men dette var slået fejl pga. skandalerne omkring PRI og hans egen person.

PRI og de to største oppositionspartier blev i december enige om en valgreform, der bl.a. indebar etableringen af en valgkommission, der skulle være uafhængig af regeringen samt indførelse af en øvre grænse på partiernes valgbudgetter.

I september afbrød EZLN fredsforhandlingerne med regeringen, der havde stået på i 16 måneder, og beskyldte den for at bryde de indgåede aftaler, for at være ufølsom og racistisk. 7 måneder tidligere havde de to parter undertegnet San Andrés aftalerne om de indfødte folks rettigheder og kultur. De handlede især om retten til autonomi. Det mexicanske indenrigsministerium svarede, at det ikke så nogen anledning til afbrydelse af forhandlingerne.

I juli 97 blev Cuahutémoc Cárdenas valgt til borgmester i Ciudad de México, samtidig med at PRD for første gang blev det største oppositionsparti i deputeretkammeret. Partiet gik samtidig sammen med det konservative PAN, de Grønne og Arbejderpartiet i en oppositionsalliance vendt mod PRI.

De sociale forskelle bliver stadig større. Nogle er overpå...
(Solidaritet)
... andre er under. (Fra slumbyen Nezahualcoyotl med 5 mio. indbyggere i udkanten af Mexico City).
(Solidaritet)

Den 22. december blev 45 tzotzil indianere dræbt i landsbyen Acteal i Chenalhó kommunen i Chiapas. De tilhørte den pacifistiske gruppe, «Las Abejas» (bierne) og blev dræbt af paramilitære styrker med støtte fra de offentlige sikkerhedsstyrker. Massakren tvang den PRI indsatte guvernør i delstaten, Julio Ruiz Ferro samt indenrigsminister Emilio Chuayffet til at træde tilbage. Justitsministeriet gjorde den efterfølgende undersøgelse af massakren til et føderalt anliggende.

Efter Ruiz Ferros tilbagetræden som guvernør i Chiapas havde Zedillo udpeget Roberto Albores til ny guvernør i delstaten. Den 11. april 98 beordrede Albores hundredevis af politifolk og soldater til at invadere byen Taniperlas. I anledning af 79 års dagen for mordet på Emilio Zapata var byen dagen inden blevet gjort til hovedsæde i den autonome kommune, Ricardo Flores Magón. De 32 kommuner som EZLN fortsat havde kontrol over blev sat i højeste alarmberedskab. Selv om San Andrés aftalerne endnu ikke var udmøntet i lov, opfordrede Congreso Nacional Indígena (Den nationale Indianerkongres) til oprettelsen af nye autonome kommuner over hele landet.

Med henvisning til forfatningens paragraf 33 og med beskyldninger for at støtte udviklingen af parallelle myndighedsstrukturer - og dermed blande sig i mexicansk indenrigspolitik - blev 12 udlændinge deporteret fra Mexico. De havde opholdt sig som observatører i Taniperlas i Chaipas. Handlingen udløste skarp kritik - ikke blot diplomatisk men også fra det nationale og internationale civile samfund.

Mexico havde i de foregående år fortrængt Colombia som det vigtigste centrum for narkokartellerne i Latinamerika. Alligevel fortsatte USA sin politik for bistand og lån til Mexico, mens Colombia var sendt ud i kulden. Dette rejste atter engang debatten om USA's modsætningsfyldte politik overfor Latinamerika.

Antallet af dødsfald under forsøget på at nå over grænsen til USA blev i 1998 firedoblet ifht. antallet året forinden. USA's grænsepoliti tog langt hårdere midler i brug og optrappede patruljeringen ved de steder, hvor flygtningene plejede at gå over. Det tvang dem til at søge nye og farligere ruter. Men trods farligheden sender de lave lønninger i Mexico og manglen på arbejde stadig flere over grænsen til USA. Antallet af illegale indvandrere i bl.a. Californien stiger derfor fortsat.

I august 1999 indgik Cuauhtémoc Cárdenas fra det centrum-venstreorienterede PRD og Vicente Fox fra det højreorienterede PAN en historisk alliance. I et forsøg på at bryde PRI's 70 årige monopol på magten ville de 2 partier opstille én fælles præsidentkandidat til valget i juli 2000.

Koalitionen brød dog allerede sammen i december, da PAN afviste et forslag fra en gruppe «ansete» borgere om hvordan koalitionens præsidentkandidat skulle vælges. Højrefløjen havde formuleret 25 kritikpunkter af et forslag opstillet af 14 uafhængige personligheder. Disse havde foreslået afholdelsen af primærvalg og gennemførelsen af 4 undersøgelser for at udpege den fælles kandidat for de 8 oppositionspartier. En undersøgelse foretaget af avisen La Reforma i den samme uge som koalitionen brød sammen viste, at 63 % af mexikanerne støttede dannelsen af en oppositionsalliance som modvægt mod PRI, og at 60 % af de udspurgte foretrak Vicente Fox som alliancens præsidentkandidat. Kun 19 % støttede Cárdenas' kandidatur.

2000 PAN vinder præsidentvalget. 70 års PRI styre er brudt

En valgreform banede vej for gennemførelsen af de første rene valg i landets historie. PAN indgik i sidste ende en alliance med det Grønne parti, og ved et historisk valg blev Fox i juli 2000 valgt til Mexicos præsident. 70 års PRI hegemoni på magten var dermed brudt. Koalitionen fik desuden kontrol over begge kongressens kamre. Fox erklærede, at hans regering ville være åben overfor hæderlige folk fra alle politiske partier, men samtidig tilføjede han, at korruptionen «ikke længere ville blive tolereret i Mexico».

Ved sin tiltræden i december gentog Fox løftet om at ville bekæmpe korruptionen, og han lovede desuden at fjerne den økonomiske ulighed og skaffe uddannelse og sundhed til hele befolkningen. Samme måned udnævnte han den tidligere senator Luis Alvarez som sin personlige fredsudsending til Chiapas. På dette tidspunkt var fredsforhandlingerne mellem guerillaen og regeringen suspenderet. Som han havde lovet det under sin valgkampagne trak han få timer efter sin tiltræden hæren ud af de indianske landsbyer. Han erklærede videre, at det første lovforslag han ville fremlægge for parlamentet var et der skulle give forfatningsmæssige rettigheder til den oprindelige befolkning. Guerillaens leder, subcomandante Marcos accepterede at genoptage forhandlingerne med regeringen.

Fox erklærede i februar 2001 at han ville indlede en national offensiv mod narkohandel og organiseret kriminalitet. Han lovede desuden at ville reformere det korrupte fængselsvæsen. Det skete kun 5 dage efter at en af lederne af narkohandelen i Sinaloa, Joaquín «el Chapo» Guzmán undslap fra et høj-sikkerhedsfængsel i delstaten Jalisco - tilsyneladende bistået af fængselspersonalet.

Fra den 24. februar til den 11. marts rejste en delegation af 24 zapatister fulgt af 60 biler fra Chiapas til hovedstaden for at fremlægge zapatisternes krav for kongressen: deriblandt retlige garantier, tosproget undervisning, massemedier der tager hensyn til den oprindelige befolknings kultur samt autonomi i anvendelsen af jorden og befolkningens skikke. Efter flere behandlinger godkendte parlamentarikerne en række reformer af loven om den oprindelige befolkning (Ley Indígena eller Ley de Cocopa). EZLN afviste imidlertid reformerne med den begrundelse, at de på ingen måde svarede til den oprindelige befolknings krav, og EZLN erklærede samtidig, at den trak sig ud af forhandlingerne med regeringen.

Da økonomien i slutningen af 2001 forværredes, faldt præsidentens popularitet drastisk. Han havde ikke opfyldt sine valgløfter om bl.a. at skabe halvanden million nye arbejdspladser. Det vurderedes, at 9 mio. mexicanere arbejdede i den uformelle sektor, og selv om de ikke betalte skatter bidrog de med 12,7% af BNP. I august gennemførte tusinder af bønder en national march med krav om løsninger for deres sektor, der var en af de hårdest trængte under krisen. Alene i hovedstaden demonstrerede 30.000 bønder foran ministerierne for landbrugsudvikling, økonomi, skatter og landbrug.

I januar 2002 legaliserede højesteret abort i de tilfælde hvor svangerskabet var en konsekvens af voldtægt, uønsket kunstig befrugtning eller hvor fostret viste tegn på genetiske misdannelser. Beslutningen fremkaldte vidt forskellige reaktioner. Mexicos Biskopkonference erklærede, at vedtagelsen af en lov ikke var det samme som moralsk at acceptere den. For kvindegrupper var beslutningen til gengæld «vigtig for kvinders helbred og for deres værdighed».

I maj 2003 gav det øverste valgråd en bøde på 90 mio. US$ til PRI for uregelmæssigheder i dets financiering af valgkampagnen i 2000. Valgrådet bekræftede, at PRI ulovligt havde modtaget over 45 mio. US$ fra det statslige olieselskab PEMEX. De var kanaliseret ind i PRI gennem fagforeningen for arbejdere ved PEMEX. Alligevel blev PRI den store sejrherre ved parlamentsvalget i juli samme år. PAN gik tilbage i deputeretkammeret fra 207 til 155 pladser, mens PRI gik 15 pladser frem. PAN mistede endvidere guvernørposten i 6 delstater i et valg hvor valgdeltagelsen kun nåede op på 40% - den laveste i Mexicos historie.

I august 2003 offentliggjorde Amnesty International en rapport om bortførelserne, voldtægterne, torturen og mordene på 370 kvinder fra Ciudad Juárez i delstaten Chihuahua. Overgrebene havde fundet sted gennem en tiårig periode og havde en systematisk karakter. De afslørede den tredobbelte svage position det er at være kvinde, fattig og ung i et patriarkalsk og voldeligt samfund. Trods internationalt pres har den mexikanske stat ikke gjort fremskridt i efterforskningen af mordene, men har i stedet i mange tilfælde forhalet eller saboteret efterforskningen, gennemført ufuldstændige retsmedicinske undersøgelser, forfalsket beviser og gennem tortur fremkaldt falske tilståelser.

WTO's 5. ministerkonference fandt sted i Cancun i september 2003. Den blev mødt af omfattende demonstratioener og protester og blev en fuldstændig fiasko. Polariseringen af holdningerne til landbrug, adgang til markederne for ikke-fødevarer samt udvikling medførte, at kongressen blev bragt til en brat afslutning med et kortfattet slutdokument, der ikke berørte de temaer der ellers var blevet forhandlet om siden juli.

I februar 2004 arresterede de føderale myndigheder Miguel Nazar Haro, der var tidligere chef for de føderale sikkerhedsstyrker. Han blev anklaget for i 1975 at have deltaget i forsvindingen af Jesús Piedra Ibarra - et påstået medlem af en guerillaorganisation. Det var den første arrestation beordret af den specielle statsanklager, som Fox i november 2001 havde nedsat til undersøgelse og retsforfølgelse af de menneskerettighedskrænkelser, der var foregået under de forrige regeringer.

I april fremlagde Fax forslag til ændrigner af forfatningen, der for første gang i landets historie ville sikre garantier for menneskerettighederne i dets forfatning. Det drejede sig bl.a. om at give de føderale domstole ret til at blande sig i delstats domstols sager, der havde en menneskerettigheds vinkel; afskaffelsen af dødsstraffen (der ikke har været anvendt siden 1961) og som iøvrigt kun kan idømmes af militærdomstole. Forslagene vil give de føderale myndigheder større mulighed for at blande sig i sager, som drabene på flere hundrede kvinder i Ciudad Juárez. Formanden for den nationale menneskerettighedskommission (CNDH), José Luis Soberanes bekræftede at Fox' initiativ udgjorde et «virkeligt fremskridt for landet». Flere menneskerettighedsorganisationer afholdt sig dog fra at deltage fra den officielle underskrivelse af forfatningsændringen, da de ikke var blevet konsulteret om ændringerne af den endelige version. Ændringerne skal godkendes af begge kamre i kongressen, og skal derefter godkendes af parlamenterne i mindst 2/3 af de mexikanske delstater.

I juli afviste dommer José César Flores Rodríguez en anmodning fra en specialanklager om at arrestere eks-præsident Luis Echeverría (PRI) for hans meddelagtighed i Tlatelolco massakren i 1968. Den specielle anklager for Historiske sociale og politiske Bevægelser (Fiscalía Especial para Movimientos Sociales y Políticos del Pasado, FEMOSPP), Ignacio Carrillo havde overdraget domstolene resultaterne af to års efterforskning af den illegale repression overfor de sociale bevægelser i 1960-70, og krævede et dusin personer arresteret, sigtet for «folkemord». Trods domstolens afvisning af sagerne erklærede Carrillo, at han ville anke afgørelsen.

Specialanklageren der efterforskede mord og forsvindinger under den «beskidte krig» i Mexico erklærede i januar 2005, at han ville fremlægge anklager mod 25 tidligere embedsmænd indenfor regering og militær i relation til massakren i 1968 på Tlatelolco pladsen i Mexico City.

Mexico Citys borgmester i 1994-97, Oscar Espinosa Villarreal blev i juni 2005 idømt 7½ års fængsel for bedrageri til flere mio. US$. Han var dermed en de hidtil mest højtstående embedsmænd, der var blevet dømt for sine kriminelle gerninger. Villarreal var samtidig den første borgmester der blev retsforfulgt for korruption i PRI's 70 årige regeringsperiode. Han var endvidere turistminister under Zedillos regering. En post han dog måtte træde tilbage fra efter 3 år, pga. anklager for korruption.

Orkanen Stan ramte i oktober 2005 landets sydlige del, hvor den kostede 42 mennesker livet.

Mindst 7 personer blev dræbt i maj 2006 i en serie voldelige sammenstød mellem bønder og politi. Årsagen var en række eksproprieringer af jord i landsbyen San Salvador Atenco, 24 km øst for hovedstaden. EZLN's subkommandant Marcos satte sin bevægelse i alarmtilstand pga. sammenstødene og arrestationen af flere af bevægelsens medlemmer under disse. Marcos var på rundrejse i landet - den såkaldte «anden kampagne» - op til valget i juli.

Under en rejse til USA i slutningen af maj erklærede præsident Fox at han ikke kunne bakke op om illegal indvandring af mexikanere til USA, og han opfordrede til en bilateral løsning på problemerne. Han erklærede videre, at Mexico var rede til at ændre på sit eget grænsepoliti for at håndhæve sine grænser.

I juni begyndte Washington at opstille hundredevis af kameraer i Texas langs grænsen mod Mexico for at filme live fra grænsen. Billederne sendes ud på internettet, og alle med forbindelse til nettet kan således fungere som «virtuelt grænsepoliti» og informere de nordamerikanske myndigheder, hvis de ser emigranter der krydser grænsehegnet mellem de to lande.

Præsidentvalget i juli udløste en krise, der bragte hele valgsystemet i fare. Resultatet viste i udgangspunktet kun 0,57% forskel mellem de to kandidaters stemmetal. Først efter 2 måneders granskning og omtællinger erklærede den øverste valgkommission PAN's Felipe Calderón for sejrherre over centrum-venstrefløjens Andrés López Obrador fra PRD. Umiddelbart efter offentliggørelsen tog Obrador retslige skridt, erklærede valgsvindel, krævede at alle stemmer blev talt om i hånden og om nødvendigt gennemførelsen af nye valg. Valgkommissionen anerkendte, at der havde været nogle uregelmæssigheder, men erklærede at omfanget ikke kunne retfærdiggøre gennemførelsen af et nyt valg.

Valget betød yderligere svækkelse af PRI, der i parlamentet nu kun var 3. største parti.

I 2007 offentliggjorde BBC alarmerende tal for volden i de mexikanske hjem. I 2000-06 var 6.000 kvinder og børn blevet dræbt i hjemmet. I gennemsnit en mord hver 8. time. Iflg. BBC skete mordene både i byerne og på landet, og i alle sociale lag.

Som følge af valgets forløb og det tætte løb mellem de to vigtigste kandidater var Calderón fra starten en svag præsident. Han forsøgte at kompensere for denne situation ved at skabe og styrke politiske og økonomiske alliancer. Det stabiliserede hans magtbasis, men indskrænkede samtidig hans muligheder for at gennemføre reformer.

En af landets vigtigste udfordringer var fortsat den stigende narkokriminalitet. Samme dag Calderón blev indsat som præsident annoncerede han lønforhøjelse til soldater og det føderale politi, for at mindske tilskyndelsen til at samarbejde med narkokartellerne. Effekten var dog begrænset eftersom kartellerne har enorme midler til disposition. Præsidenten sendte derefter hæren og de føderale ind i byerne Tijuana og Ciudad Juárez for at bekæmpe kartellerne. Hæren pålagde samtidig det lokale at politi at indlevere deres våben, da de formodedes at arbejde for kartellerne. Trods en række positive resultater lykkedes det imidlertid ikke grundlæggende at ryste kartellerne. Det enorme marked i USA, illegaliteten og de enorme summer der er involveret sikrer kartellerne levedygtighed trods den mexikanske stats indsats, og sikrer samtidig landet et højt voldsniveau.

Ved parlaments- og præsidentvalget i juli 2012 blev PRI's kandidat, Enrique Peña Nieto valgt til præsident med 38,2% af stemmerne. På andenpladsen fik PRD's Andrés Manuel López Obrador 31,6% af stemmerne. PAN var slidt ned efter 12 år ved magten, manglende evner til at gennemføre reformer og stoppe volden i landet. Dets kandidat Josefina Vázquez Mota måtte derfor nøjes med 25,4%. Både PRI og PAN gik tilbage i deputeretkammeret, mends PRD gik frem. I senatet gik PRI frem, mens PAN og PRD gik tilbage. Arbejderpartiet PT fik 15 pladser i deputeretkammeret og 4 i senatet. I kølvandet på valget krævede López Obrador en fuld omtælling af stemmerne pga. uregelmæssigheder. Den øverste valgkommission tillod omtælling i halvdelen af valgstederne og indrømmede efterfølgende at der havde været stemmesvindel, men ikke nok til at fratage Peña Nieto præsidentposten. Protesterne mod Nieto fortsatte dog helt frem til hans indsættelse på posten i december. 90 demonstranter blev såret under indsættelsen, og der blev indgået omfattende hærværk. Regeringen lagde ansvaret på «anarkister», men fotos dokumenterede efterfølgende, at det var politiet der havde sat betalte grupper af provokatører ind for at skabe vold.

I midten af december gennemførtes en omfattende omstrukturering af statens bekæmpelse af volden i landet. Hele bekæmpelsen blev samlet i Indenrigsministeriet. Der blev oprettet et Gendarmerie korps på 10.000, og det føderale politi blev omstruktureret så det alene skulle fokusere på efterforskning. Samtidig meddelte ministeriet at der blev dannet 15 nye politienheder, der alene skulle fokusere på efterforskning af kidnapninger, afpresning og forsvundne personer. Nieto omgjorde Calderóns voldsbekæmpelsespolitik, der havde sigtet på åbent at bekæmpe narkokartellerne. Nieto ønskede istedet at fokusere på at reducere volden og kriminaliteten, uden nødvendigvis at gå i åben kamp med kartellerne. I Calderóns præsidentperiode var antallet af årlige narko-relaterede mord steget fra 2.119 i 2006 til 12.358 i 2011. Calderón havde sat militæret ind, og i de værste byer herskede der en næsten permanent krigstilstand - uden at det blev bedre. En anden væsentlig årsag til at krigen mod narko slog fejl var, at kartellerne brugte store summer på at korrumpere officerer, politi og politikere, så kartellerne var altid flere skridt foran de statslige forsøg på at komme dem til livs. Ændringen i strategi så umiddelbart ud til at virke. Antallet af norkomord faldt fra 18.161 i de første 10 måneder af 2012 til 10.929 i de første 10 måneder af 2013.

Der Spiegel og The Guardian kunne i oktober 2013 rapportere, at mailserveren knyttet til det mexikanske præsidentembede var blevet infiltreret af USA's spioncentral NSA i 2010. NSA har en specialenhed for specielt vanskelige operationer: Tailored Access Operations (TAO). I maj 2010 lavede nogen i NSA et top-secret dokument, hvis indhold var at det var lykkedes TAO at infiltrere den centrale mailserver i det mexikanske præsidentembede, og at det derfor var muligt for NSA at læse alle præsident Calderóns mails. Serveren blev desuden brugt af ministre, regeringsembedsmænd og diplomater, så USA havde fået en snabel direkte ned i det mexikanske maskinrum. Allerede i september 2013 havde den brasilianske TV station Globo rapporteret, at NSA under valgkampen i Mexico i sommeren 2012 havde gennemført en målrettet aflytningsoperation mod den nye præsident Peña Nieto. Mexicos præsident reagerede ved at tilkalde USA's ambassadør, der blev afkrævet en undersøgelse af aflytningsoperationen.

Den 30. juni blev 22 mennesker skudt og dræbt af soldater i en tom lagerbygning i Tlatlaya, Mexico. Menneskerettighedsorganisationen CNDH kunne efterfølgende berette, at der i 12 af tilfældene var tale om rene henrettelser. Politiet arresterede efterfølgende 2 af 3 overlevende vidner, forsøgte at kvæle dem med en plastikpose over hovedet og truede dem derefter til underskrevne erklæringer, de ikke fik lov til at gennemlæse. Først den 25. september arresterede militæret 24 soldater og en løjtnant for massakren.

Den 26. september 2014 blev 43 mandlige studerende fra Raúl Isidro Burgos seminariet i Iguala, Guerrero bortført. Angiveligt var de studerende på vej for at deltage i protester i anledning af årsdagen for massakren på studerende på Tlatelolco pladsen i Mexico DF i oktober 1968. Igualas borgmester Jose Luis Abarca bad politiet om hindre de studerende i at nå frem. Politiet angreb de studerendes busser og dræbte øjeblikkeligt 6 af dem. De resterende blev overdraget til den lokale narko-ring Guerreros Unidos. Derefter blev de tilsyneladende dræbt. Massakren udløste nationale og internationale protester. En måned senere blev borgmester Jose Luis Abarca og hans kone arresteret. Den 7. november afholdt statsadvokaten en pressekonference, hvor han meddelte at poser med legemsdele var blevet ved floden i Cocula, Guerrero. 80 mistænkte var da arresteret - heraf 44 politifolk.

Allerede ved sin tiltræden erklærede Nieto at han ville bryde det statslige PEMEX' energimonopol. Ved salget af koncessioner til 100 nye blokke i 2014 blev også private virksomheder inviteret.

Bilindustrien er i hastig vækst. Kia Motors annoncerede i august 2014 at de ville bygge en fabrik i Nuevo Leon til 1 mia. US$; Mercedes Benz og Nissan var da i gang med at bygge en febrik til 1,4 mia. US$ nær Puebla. I samme område indledte Audi i 2013 bygningen af en fabrik til 1,3 mia. US$, og samtidig planlagde BMW en fabrik til 1 mia. US$ i San Luis Potosí.

I 2015 blev der begået 36.126 drab i Mexico. Selv om militæret i mindre grad blev inddraget i indenlandske sikkerhedsoperationer, var der fortsat mange menneskerettighedskrænkelser der blev begået af soldater og officerer. Der var flere rapporter om massakrer begået af sikkerhedsstyrker i delstaten Michoacán. Bl.a. i maj hvor politiet dræbte 40 under en operation i Tanhuato.

I maj besluttede den mexikanske højesteret, at kendelser fra den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstol ikke havde gyldighed i Mexico, når det var rettigheder der var begrænset i den mexikanske forfatning. Kendelsen fra højesteret var i strid med international lov og risikerer at forværre menneskerettighedssituationen i landet. Kommissionen besøgte i september landet for første gang siden 1996. Blandt dens umiddelbare konklusioner om situationen i landet var: tortur, forsvindinger, vold mod kvinder og henrettelser uden dom. Kommissionen bemærkede endvidere, at der var udstrakt straffrihed for disse forbrydelser. FN's Menneskerettighedskomissær besøgte landet med samme formål og erklærede efter besøget: «der eksisterer en udstrakt national, regional og international koncensus omkring vurderingen af den aktuelle alvorlige menneskerettighedssituation i Mexico».

Kvindens situation

Den mexicanske revolution bidrog i betydelig grad til øget ligestilling for kvinderne. Grundloven af 1917 ligestillede mænd og kvinder med hensyn til mange statsborgerrettigheder. Stemmeret fik de imidlertid først i 1953.

De sociale barrierer for kvinders deltagelse i samfundslivet udenfor familien er imidlertid fortsat store. Kvinderne er vigtige indenfor landbruget. Både når det gælder arbejdet på egne jorde og som landarbejdere på store godser i Mexico og USA. Den mexicanske middel- og overklasse ansætter ofte tjenestefolk til at gøre det huslige arbejde, og disse er næsten udelukkende kvinder. Kvinderne er dog også begyndt at gøre sig gældende indenfor andre typer arbejde: I handel og på kontor, i industri og indenfor erhverv som kræver højere uddannelse.

Omkring 20% af alle registrerede arbejdere i Mexico er i dag kvinder. Men mange fra de typiske kvindeerhverv - landbrugsarbejde og lønnet husarbejde - er ikke registreret, og har derfor heller ikke den beskyttelse, som de er berettiget til iflg. den mexicanske arbejds- og sociallovgivning. Den reelle erhvervsaktivitet ligger derfor væsentlig højere end 20%.

Indenfor familien har kvinderne en stærkere stilling på landet end i byerne. På landet gør de en vigtig indsats i produktionen og står ofte for salget af egne landbrugs- og håndværksprodukter på de nærliggende markeder. Manden er familiens overhoved og repræsentant udadtil, men begge parter har faste og værdsatte opgaver. I byerne er de fattige familier mere ustabile. Husholdningen bliver afhængig af pengeindtægter, og det sker ofte, at manden bruger mange af sine indtægter udenfor hjemmet eller forlader familien.

I Mexico som i størstedelen af Latinamerika er mænds forhold til kvinder præget af den holdning, som kaldes machismo. Machismo - afledet af det spanske ord for mandig, macho - giver både kvinder og mænd en dobbeltrolle. Kvinden er på den ene side et uselvstændig, svagt, blufærdigt og ærbart væsen, som altid må beskyttes af en mand: Faderen, broderen, eller ægtemanden. På den anden side beviser manden sin maskulinitet ved at erobre så mange kvinder som mulig. I højere sociale lag kommer denne dobbelthed ofte frem ved at manden har en hustru, som står for ærbarhed, og elskerinder som repræsenterer drifterne.

International politik

Et mexicansk ordsprog beskriver landets position således: «Stakkels Mexico. Så langt fra Gud og så nær USA!» Forholdet til USA har altid været problemfyldt. Californien, Texas og New Mexico var mexicanske stater frem til 1848, da områderne blev erobret af USA. I 1914 besatte nordamerikanske tropper Veracruz i et klodset forsøg på at vælte præsident Huertas. Selv om Huerta var upopulær og blev styrtet kort tid efter, var der generel modstand mod invasionen. Nationaliseringen af olien i 1938 førte også til en skarp konflikt med USA.

Disse historiske begivenheder er vigtige for Mexico. De bliver fyldigt omtalt i skolebøger og indgår i den almene politiske kultur. Landet lægger vægt på at holde USA på afstand og prøver stadig at markere sin politiske uafhængighed. Da USA i 1964 gik ind for fuld boykot af Cuba, fulgte alle de latinamerikanske lande påbudet - undtagen Mexico. Dette var ikke en mexicansk støtte til den cubanske revolution, for den faktiske kontakt med Cuba blev begrænset til et minimum, men et bevis på at Mexico ikke var et nordamerikansk halehæng.

Mexico City er med omkring 20 mio. indbyggere i dag en af verdens største byer.
(Solidaritet)

I slutningen af 70'erne var forholdet til USA præget af to hovedspørgsmål: De mexicanske indvandrede i USA og olien. Arbejdsløsheden havde tvunget flere millioner mexicanere over grænsen til USA, hvor de fungerede som reservearbejdskraft i landbruget og i lavtlønsjob i byerne. Pengene de sendte tilbage til Mexico var et vigtigt tilskud til handelsbalancen. Men deres situation som illegale indvandrere var samtidig utryg, og der var så mange af dem, at Mexico selv ville kunne komme i en usikker stilling. Hvis alle blev hjemsendt, ville hele den mexicanske økonomi vakle. Mexico ønsker derfor faste aftaler med USA om arbejde og bosætning nord for grænsen. Mexico ønskede at anvende de store oliefund i 70'erne til at øge sin selvstændige stilling overfor den økonomiske og politiske sværvægter i nord, men krisen i 82 og de efterfølgende kriser ind i 90'erne ødelagde denne mulighed. USA har spillet en vigtig rolle i udformningen af de skiftende kriseprogrammer. Samtidig markerede indgåelsen af NAFTA frihandelsaftalen med USA og Canada i 92 en vidtstrakt kapitulation overfor supermagten. Den mexicanske industrialiseringstrategi havde siden 50'erne været koncentreret om importsubstitution - erstatning af importerede varer med mexicanske. NAFTA aftalen indebar, at det mexicanske marked fra 2000 var fuldstændig åbent overfor varer fra USA og Canada. Landet blev dermed dybt afhængig af eksporten af sine råvarer - især olien - og af arbejdet i de nordamerikansk ejede industrier, hvor lønningerne ligger over 10 gange lavere end i USA.

Overfor Latinamerika ønsker Mexico at indtage en ledende rolle, og konkurrerer med Brasilien og Argentina om dette. Landet er Latinamerikas tredje største i udstrækning og det næst største i folketal. Mexico har spillet en aktiv rolle indenfor latinamerikanske organisationer og forhandlinger, og har ofte indtaget en selvstændig linie i forhold til USA. Politiske flygtninge fra andre latinamerikanske lande har i stor udstrækning fået adgang til at slå sig ned i Mexico, og Ciudad de Mexico var frem til 80'erne derfor et centrum for eksilpolitisk debat og organisation.

A.J. og Guia del Mundo

Statistik (OBS! I browserudgave)

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 28/8 2016

Læst af: 284.185