Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Kultur  .  Kunst
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 35.083
: :
Boheme

Boheme (af det franske ord Bohême for Böhmen, der nu er en del af Tjekkiet). Betegnelse på et lag af mennesker der af herkomst eller uddannelse hører til samfundets bestemmende- eller mellemlag (klasser), men fraviger denne livsførsel især ved større uregelmæssighed.

Historisk set opstod bohemen omkring 1830-1840. Altså på et tidspunkt da borgerskabet var blevet den herskende samfundsklasse i store dele af Vesteuropa, og handels- og næringslivets kvinder og mænd med tilhørende livsstil satte tydelige præg på samfundet. Bohemen er oprindeligt deklasseret adel. Det fremgår af en lille skildring, som Balzac skrev i 1840 og nogle år senere udgav under titlen: «Un prince de la Bohème»: Fortællingens helt er en ung mand af adelig familie som forlængst er ruineret. Han holder til i Paris, færdes blandt adelige, storborgere, og andre deklasserede, lever øjensynligt af at stifte gæld som ikke tilbagebetales, af at opvarte unge, rige fruer; bor på et billigt hotel, tilbringer meget af tiden på gaden og på cafeer - og nærer en bundløs foragt for borgere, dvs. for mennesker der ikke er af adelig byrd.

Efterhånden sammenflettes bohemisk livsførsel og kunstnertilværelsen, uden at enhver boheme dog er kunstner eller enhver kunstner boheme. Det er flere grunde dertil: For det første var kunstnerne i stigende grad henvist til at leve af markedet for kunst og litteratur, mens de tidligere havde velyndere og beskyttere blandt adelen, og de længtes tilbage til, eller foretrak den tidligere økonomiske situation. For det andet gjorde markedet deres økonomiske stilling så utryg, at der ikke var råd til at føre en regelmæssig tilværelse af borgerlig art. For det tredje er selve kunsten i sit væsen sådan, at den overskrider det beregnelige, formålsrationelle, rent håndværks- eller forretningsmæssige. «Vi kunstnere er Vorherres aristokrater», sagde bohemedigteren Flaubert, der også erklærede sin afsky for alt nyttigt, mens det at gøre nytte måske er den vigtigste borgerdyd.

Det der kendetegner adelens herredømme er, at den hersker af (Guds) nåde, og selv er nådig mod undersåtterne. Den adelige hersker kan sætte sig ud over lovene, skalte og valte, og også gribe benådende ind, når en af undersåtterne har brudt lovene. Nåden står over loven, på samme måde som i Evangeliet. Derfor er den adelige herskermagt hellig. Bohemen er nu det lag der - skønt adelsvæsenet er brudt sammen - alligevel gør krav på retten til at sætte sig udover alle regler, sæder og skikke, på vegne af en højere inspiration, et højere kald. Bohemen vil være det borgerlige samfunds adel, uanset om det var som åndsadel eller pjalteadel.

Men også bohemen må inddeles i en højre- og en venstrefløj: Den ene tilbageskuende og antiborgerlig på vegne af feudalsamfundet. Den anden med blikket vendt fremad i håb om et antiborgerligt samfund af socialistisk type - dvs. et samfund med stor selvstændighed for alle, og ikke blot for borgere.

Det politisk vigtige ved bohemens virksomhed var ikke hans egen uregelmæssige og udsvævende livsførsel, men at denne livsførsel blev hævdet offentlig, og dermed svækkede de normer, der var en del af familien som institution. På denne måde var det en skandale, at Edvard Munch ikke alene følte sig bange som medlem af borgerskabet i Oslo, men offentligt tilkendegav denne angst ved at udstille billeder som «Skriget».

Bohemens kamp mod den borgerlige familie kan have støttet lønarbejderklassen rent taktisk på et tidspunkt hvor kun et fåtal lønarbejdere havde noget hjem i borgerlig forstand - hvor lønarbejderklassens kvinder og mænd kun overlevede ved hårdt slid i fabrikker, værksteder, kontorer osv., mens børnene måtte klare sig, som de bedst kunne på egen hånd, såfremt de ikke også var indrulleret i arbejdets hær. Under de omstændigheder blev en stor del af børnene født udenfor ægteskab. Denne lønarbejderklasse kunne ikke have meget at tabe ved, at borgerskabets familieinstitution blev angrebet, men havde derimod en almen interesse i enhver svækkelse af borgerskabet.

I vore dage har den overvejende del af lønarbejderklassen familie og hjem, mens det borgerlige hjem er blevet stadig mindre udbredt. Dvs. et hjem hvor borgeren (den selvstændigt næringsdrivende, embedsmanden o.l.) tilvejebringer de økonomiske midler for at holde et hjem med en eller flere husassistenter, en hjemmegående hustru der repræsenterer ham, samt børn der får en uddannelse eller forsørges, til de bortgiftes. Den borgerlige familie har i vid udstrækning måttet vige pladsen for det godt lønnede arbejdende ægtepars familie, suppleret med offentlige institutioner for de mindreårige børn. Både prostitution i lønarbejderklassen og jomfruelig blegsot i de højere samfundslag er der også af flere grunde blevet mindre af. Bohemens afstandtagen fra det borgerlige forvandles herigennem til en almen afstandtagen fra funktionærens funktionelle livsstil, og fra dyrkelsen af privatlivet. Bohemens trang til at sidde på cafe skyldes ikke alene, at han ikke har noget hjem, men også at cafelivet er en slags offentlig tilværelse. Bohemen kan tolkes som en protest mod, at livet udelukkende skal dreje sig om arbejdssted og hjem, arbejde og familie, der fortrænger deltagelsen i det offentlige almindelige liv. Det kan virke fattigt og afmægtigt, og er det vel også. Den bohemiske livsførsel er i dag først og fremmest defensiv. En måde at overleve på i samfundet. Alment betragtet er bohemens politiske tendens ubestemt - både med hensyn til modsætningen «radikal/konservativ» og modsætningen «liberal/socialistisk» - sådan at denne tendens må undersøges fra sag til sag, i hvert enkelt tilfælde. Dette gælder også bohemens nyere varianter, såsom beatnik- og hippiebevægelsen.

D.Ø.