Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Grevinde Danner, kvindekrisecenter i København (1979-).

På H.C. Andersens Boulevard i København tæt ved Skt. Jørgens Sø ligger et stort skrummel af et hus. Det havde Grevinde Danner ladet bygge som et hus, hvor «Fattige Fruentimmere af Arbejderklassen» kunne få frit husly, som der stod i fundatsen. Ved slutningen af 1970'erne boede der kun fire ældre kvinder i de i alt 52 små lejligheder.

Dansk Kvindesamfund (DK) fik et tilbud om at købe bygningen for 3,5 mio. kr. DK kontaktede en række andre kvindeorganisationer, herunder rødstrømperne og rødstrømpegruppen Joan-søstrene, som siden 1976 havde haft en rådgivning for voldsramte kvinder. Ideen om et krisecenter kombineret med kvindehus blev født, men kvindeorganisationerne var dengang som altid fattige og havde ingen mulighed for at lægge 3,5 mio. kr. på bordet. Huset, der i mellemtiden var blevet fredet, blev derfor solgt til entreprenørfirmaet Jespersen og Søn A/S for 2 mio. kr. på et betinget skøde. Nu manglede Justitsministeriets accept. Staten var inde i billedet, fordi justitsministeriet var tilsynsførende for sådanne stiftelser.

Meddelelsen om det forestående salg var for meget. «Vi mente, vi var de retmæssige arvinger til det hus, og forhandlede om overtagelse, ikke køb!», skriver rødstrømperne. Reaktionen var, at huset blev besat den 2. november 1979. Kun kvinder havde adgang til det besatte hus. En lang række kvindegrupper stod bag besættelsen - også grupper, der aldrig tidligere ville have drømt om at deltage i eller bare støtte en sådan aktion. Det var jo civil ulydighed eller «selvtægt», som tidligere formand for Dansk Kvindesamfund og tidligere justitsminister Nathalie Lind (V) kaldte det i et skarpt indlæg imod overtagelsen i Berlingske Tidende den 18. november 1979.

Politiet blev ikke bedt om at rydde bygningen, og besættelsen kom til at vare to måneder. Den fik en meget stor omtale i pressen, og som altid fulgte i kølvandet på en sådan besættelse stor mobilisering og aktivitet: vagter, reparationer og indretning, møder, demonstrationer - og fester.

Der kom støtteerklæringer fra talrige organisationer, fagforeninger og privatpersoner. Ideen om at dette hus retteligt tilhørte kvinderne og ikke en tilfældig entreprenør, der ville rive det ned for at opføre et nyt kontorhus, vandt genklang. Der blev dannet en «Kvindecenterforening» fordi forhandlingspartnerne - bl.a. Danner Stiftelsens bestyrelse - krævede en organisation med en fast forhandlingsgruppe, selv om dette ikke var i kvindeoprørets stil, som følgende citat illustrerer: «Vi var blevet synlige for systemet ved selv at være sat i system, så den undskyldning var der ikke længere for ikke at tage os alvorligt. At det så var en ren formel ting for os, fordi vi fordeler funktioner og ansvar på en helt anden led, er så noget andet.» (Grevindens hus, 1980, s. 24).

Huset blev drevet efter den nye kvindebevægelses principper med fællesmøder, talrige grupper samt introduktionsmøder for nye. Nye alliancer blev dannet, og nye grupper af kvinder mobiliseret. Dette var den bredeste kvindeaktion i Danmark i mange år. Pr. 1. maj 1982 bestod «Kvindecenterforeningen» af disse grupper:

• Dansk Kvindesamfund
• Rødstrømpebevægelsen
• Feministisk selvforsvar
• Dannergruppen
• Unge Kvinder
• SF's kvindegrupper
• DKP's kvindeudvalg
• Kontorgruppen
• Rådgivningsgruppen
• Joan-søstrene
• Kvinder over 40
• Café/bogcafé-gruppen
• Nike
• Socialdemokratisk kvindegruppe
• VS' kvindegruppe

Derudover var der en række andre organisationer, der alene var med i startfasen, bl.a. Thilderne, Økofeministerne, Nansensgade Beboerforenings Kvindegruppe, Dansk Forfatterforenings Kvindegruppe, Kvindelige Arkitekter, KULU, Kvindekurser, Kvindetryk, Mosekonerne, Kvindegalleriet, Kvindekulturlegatet, Forældre og Fødsels Kvindegruppe og Kvinder i Byggesektoren.

Endvidere havde bl.a. Hønsetryk, Dansk Folkevirke, Grønlandske Kvinder og International Liga for Fred og Frihed været involveret på det tidlige stadium af forhandlingerne. Dertil kom en lang række enkeltpersoner, der mødte op for at deltage i besættelsen og renoveringen, fra ganske unge til 70-80 årige kvinder.

En række kendte enkeltpersoner var med til at støtte, bl.a. Helle Virkner og Herdis Møllehave. Mange af disse støtter havde ikke tidligere gået foran i kvindesagen. Det gav aktionen en utrolig bredde - og dermed legitimitet. Blandt de allermest aktive fra starten var Ruth Olsen fra SF's kvindegrupper. Hun bliver senere ansat som koordinator på en bevilling fra Lauritzenfonden.

Projektet blev støttet af kulturminister Niels Matthiasen og af arbejdsminister Svend Auken, der ligesom Undervisningsministeriet allerede tidligt i forløbet gav tilsagn om støtte til ombygningsarbejdet. Men det var ikke alle socialdemokrater, der sluttede op om projektet.

Overborgmester Egon Weidekamp og socialborgmester Pelle Jarmer fra Københavns kommune var yderst modvillige, og det var formentlig dem, der havde hjulpet Jespersen og Søns ansøgninger exceptionelt hurtigt gennem den kommunale administration. Københavns byplanborgmester derimod, VS'eren Villo Sigurdsson, støttede. Han foretrak et kvindehus frem for endnu en administrationsbygning.

Kvinderne i SF's folketingsgruppe, der efter det netop afholdte folketingsvalg den 23. oktober var blevet den første folketingsgruppe med kvindeflertal, startede en underskriftindsamling blandt Folketingets kvinder til støtte for kvindernes overtagelse af Danner Stiftelsen. De socialdemokratiske kvindelige MF'ere tog dog selv affære over for den socialdemokratiske justitsminister Henning Rasmussen. Sagen var oppe både i Københavns borgerrepræsentation og i Folketinget.

Imidlertid var der ingen vej uden om et køb, og derfor startede en landsindsamling. Raslebøsser med det efterhånden kendte Grevinde Dannermærke sås overalt. Det blev en landsomfattende støttekampagne med støttefester, loppemarkeder til støtte for «Grevinden», støttekoncerter, en plade med titlen «Danner Rock» og meget, meget mere. Endvidere ansøgte man private og offentlige fonde, og bl.a. Faxe Bryggerierne støttede, Uno-X gav 1/2 million kr., og Handelsbanken stillede bankgaranti. Flere københavnske kommuner gav 10-50.000 kr. hver. Ekstra Bladet kørte en giv-en-tier kampagne for Dannerhuset, og man fik også indsamlingens gironummer på tv-skærmen.

En politisk bred gruppe af kvinder stod som anbefalere og garanter for pengeindsamlingen: Grethe Fenger Møller (Det konservative Folkeparti), Birgitte Oxdam (Venstre), Hanne Helveg Petersen (Det Radikale Venstre), Helga Soltau (Retsforbundet), Helle Virkner (Socialdemokratiet), Ebba Strange (SF), Toni Liversage (VS), og Hanne Reintoft (DKP).

Det var et kapløb med tiden, for entreprenørfirmaet havde sat den 1. april 1980 som dead-line og i øvrigt sat prisen til 2,8 mio. kr. Men det lykkedes! Pengene blev indsamlet og betalt.

Det specielle var, at indsamlingen foregik over hele landet, selv om mange byer selv var i gang med planer om krisecentre. Det skyldtes, at Danner Stiftelsen var blevet et fælles symbol, nemlig et symbol på, hvad kvinderne kan klare, når de står sammen. «Alene kan du intet forandre», stod der på ét af bannerne ved besættelsen.

Alt i alt må Grevinde Danner-indsamlingen betegnes som en af de bredeste kvindeaktioner i Danmark på niveau med abort- og ligelønskampagnerne i starten af 1970'erne og valgretskampagnen i begyndelsen af århundredet.

Arbejdsløshedsprojekter

Ét var at få huset købt, et andet at få det til at fungere. Den nødvendige ombygning blev vurderet til 6-7 mio. kr. Derfor fortsatte indsamlingerne, samtidig med at man optog et byggelån på et par mio. kr. Men truslen om tvangsauktion hang konstant i luften.

I denne situation opstod ideen med at gøre dele af indretningen af Danner Stiftelsen til et projekt for arbejdsløse kvindelige bygningshåndværkere og andre ledige kvinder. Det blev accepteret af de berørte ministerier, af Københavns og Frederiksberg kommuner - kommunerne dog kun modvilligt - og af Ligestillingsrådet, der skulle give dispensation fra ligebehandlingsloven, fordi man i det kombinerede krisecenter og kvindehus kun ville have kvinder til at arbejde. Dette var så vidt vides det første rene kvindearbejdsløshedsprojekt, men det skulle langt fra blive det sidste. Til hjælp for ombygningen blev der endvidere lavet årlige byggelejre for kvinder, der ville hjælpe til med ombygningen i deres sommerferie.

Man skaffede tilskud ved at definere delprojekter, som kunne hente støtte fra forskellige kasser, bl.a. fra Undervisningsministeriet, Kulturministeriet, Socialministeriet, fredningsmyndighederne og Københavns og Frederiksberg kommuner. Alt i alt må man sige, at der blev udvist stor opfindsomhed fra Danners side, når det gjaldt om at skaffe penge, og stor velvilje i diverse forvaltninger og ministerier over for Danner Stiftelsen. Danner Stiftelsen opererede i medvind. Ikke sådan at noget kom af sig selv - tværtimod. Det blev muligvis ikke opfattet sådan af kvinderne i centret, men når man ser på sagen i bakspejlet, er konklusionen, at det via hårdt arbejde lykkedes at skabe meget stor støtte til projektet i befolkningen, blandt politikerne og blandt administratorer.

Også i den daglige drift fortsatte mange kvindeorganisationer med arbejdet. Der blev dannet talrige grupper, bl.a. bogcafégruppe, regnskabsgruppe, fondsansøgningsgruppe, mediegruppe, trykkerigruppe, forhandlingsgruppe og teatergruppe. Mange frivillige kom til at arbejde i Danner Stiftelsen, og efterhånden blev beslutningerne mere og mere overtaget af de aktive i huset. Internt i huset arbejdede man efter den nye kvindebevægelses principper med grupper og fællesmøder. Danner Stiftelsen blev rammen om de kommende års store kvindearrangementer i den københavnske kvindebevægelse - bl.a. store 8. marts-møder.

Danner Stiftelsens forhold til Københavns kommune var ikke godt. Kommunen ønskede, at de voldsramte kvinder, der boede på Danner Stiftelsen, skulle registreres med CPR numre, hvilket Danner i lighed med de andre krisecentre nægtede. Danner-kvinderne ønskede, at alle kvinder skulle kunne søge tilflugt på krisecentrene anonymt. Socialministeriet havde da også frafaldet kravet om registrering af krisecentrenes beboere. Ud over almindelig modvilje mod projektet lå der bag Københavns kommunes ønske om registrering også dette, at man ikke ville have, at omegnskommunerne blot skulle kunne sende deres sociale klienter ind i hovedstaden.

Folketinget kom ind i sagen flere gange. Der skete det usædvanlige, at en række folketingsmedlemmer, repræsenterende alle partier i Tinget, i august 1981 lavede en henvendelse til socialministeren om at udvirke en ordning, så Danner Stiftelsen kunne få offentlig støtte uden registrering. Resultatet blev i første omgang, at Danner fik tilskud som forsøgsordning. Hverken kommunen eller Danner Stiftelsen gav sig imidlertid. Der blev ingen registrering af kvinderne, som tog ophold på centret, og derfor blev der ingen driftsoverenskomst med kommunen. Dannerhuset kom følgeligt til at eksistere på bevillinger fra stat og kommuner, der skulle forhandles hjem fra år til år.

D.D.