Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Psykologi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Læst af: 10.648
: :
Reelle, det

Det reelle må ikke forveksles med realiteten, men udgør, som den franske psykoanalytiker Jacques Lacan anfører, det umulige og ubegribelige. Det reelle svarer ikke til det vi normalt forstår ved rea­liteten, der bl.a. er defineret af sproglige beskrivelser eller benævnelser samt visuelle og narcis­sistisk prægede sansninger. Det udgør derimod grænserne for sproget og den visuelle sansning. Det reelle afgrænser disse to områder, idet det modstår en symboli­sering og en visuel, sanselig indkredsning. På den måde udgør det reelle for subjektet det ubegribelige og det, som subjektet, eftersom det er determineret af sproget, ikke kan nå frem til andet end ved at blive tilintetgjort. Det reelle er derfor det umulige for subjektet at udholde. Det reelle udgør det, der ligger og for­bliver uden for sproget.

Hos den yngre Lacan defineres signifianten som det, der står i stedet for den benævnte ting. Signifianten «slår» på den måde tingen «ihjel», eftersom den ingen eksi­stens har i sproget, selvom dette giver tingen en betyd­ning for subjektet. På den måde introducerer sproget, der er defineret ved sine signifiantsammensæt­ninger, manglen: det, der mangler i sproget, karakteri­seret han videre som det reelle. Det reelle udgør i den for­stand en mangel ved sproget.

Senere præciserer Lacan dette med, at det reelle ikke kun udgør sprogets grænser, men også begrænser sproget og understreger dets ufuldstændighed, der bl.a. viser sig i, at sproget ikke udgør et hele, der kan betegne og inkludere sig selv. Eftersom det reelle optegner det sprogets ufuld­stændighed og modstår sprogliggørelse, mangler det reelle intet, men forbliver altid på sit sted. Det reelle for­bliver også dér, hvor det er, eftersom sub­jektet, der er deter­mi­neret af sproget, ikke kan komme frem til det reelle uden at for­svin­de. Døden, tabet, guderne og traumet udgør iøvrigt vigtige «mani­festationer» af det reelle.

Selvom subjektet forsvinder, når det nærmer sig det reelle, udelukker det ikke, at det i sin nydelse netop kan have sin forsvinden og det reelle som «mål». Tilnærmelsen til det reelle, f.eks. aspekter ved den seksuelle akt, hvori det sprogbærende subjekt opløses, i diverse hals­brækkende hand­linger som fald­skærmsudspring, i den sanseløs beruselse eller i den ømtålelige om­gang med traumet oplever subjektet en næsten ube­græn­set nydelse, dvs. en ekstrem lyst iblandet smerte, men tilba­getrækningen fra det reelle giver på den anden side subjektet angst. Nydelsen afløses således af angsten i subjektets rela­tion til det reelle, der derfor udgør det umuli­ge at udholde: det reelle vækker for kraftige affekter.

Et mål for det psykoanalytiske arbejde kan være at arbejde med subjektets forhold til det reelle og nydelsen: at opnå en afgrænset nydelse og dermed en behersket relation til det reelle, der ikke optræder er så angstfyldt som hidtil. Der kan også dreje sig om, at subjektet opløser sin fiksering til bestemte traumer.

R.R.


Litteratur

Lacan, J. (1953-54): Les écrits technique de Freud. Paris: Seuil, 1975.
Lacan, J. (1954-55): Le moi dans la théorie de Freud. Paris: Seuil, 1978.
Lacan, J. (1963-64): Les quatre concepts fondamentaux de la psychanalyse. Paris: Seuil, 1973.