Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Frankrig
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Filosofi
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 3/2 2007
Læst af: 14.032
: :
Bodin, Jean
Jean Bodin
Jean Bodin

Jean Bodin (1529/30-1596), fransk statsvidenskabsmand. Bodin blev født omkring 1529/30 i Angers. Hans far var købmand og skræddermester, og hans moder var datter af en af de lokale godsejere. Familien var velstillet uden at være velhavende. Han var egentlig fra starten bestemt til en kirkelig karriere og blev omkring 1545 optaget i det stedlige karmeliterkloster. Bodin blev hurtigt sendt til Paris for at studere, hvor han efter at have flirtet med den reformatoriske bevægelse måtte forlade munketilværelsen, og han begyndte at studere jura i Toulouse (ca. 1550-1560). Efter endte studier finder vi ham i Paris, hvor han virkede som advokat, og kort efter begyndte religionskrigene. Fra 1562 til 1598 var der hele otte krigsudbrud med efterfølgende fredsslutninger, hvor en svagere og svagere kongemagt med alle midler kæmper for sit liv. Han vandt hoffets tillid og blev i 1571 udnævnt til maître des requêtes (en slags juridisk sagsbehandler) og rådgiver for hertugen af Alençon, kongens yngre bror og leder af det moderate katolske parti også kaldet les politiques. I 1576 udgav han sit hovedværk Les six livres de la République (De seks bøger om republikken), der på mange måder udvikler tanker, som han allerede har fremsat i sit første større værk fra 1566, Methodus ad facilem historiam cognitionem (Metode til en lettere erkendelse af historien). Samtidigt med udgivelsen af dette værk giftede Bodin sig med Françoise Trouillart, og gennem hende erhvervede han en række juridiske embeder i byen Laon i Nordfrankrig, hvor Bodin døde i 1596.

De seks bøger om Republikken behandler stort set alle emner i tidens politiske videnskab efter en fremgangsmåde, deres synes inspireret af Aristoteles' store afhandling om politikken. Den er i særdeleshed vendt mod Machiavelli - eller snarere machiavellismen, som var populær ved det franske hof på den tid, da han næppe har læst Machiavellis egne værker. Han begynder med at definere statens formål. Han studerer familien, som er enhvers stats fundament og giver sin berømte definition af statsmagtens essens, dvs. af suveræniteten. De forskellige regeringsformer behandles. Hvilken rolle øvrigheden spiller, hvad spiller bliver diskuteret, og hvad der styrer forandringerne i staternes liv. Hans berømte teori om geografiens indflydelse på folkene og regeringsformerne udvikles, og endelig beskæftiger han sig med finansvæsnet og den økonomiske politik. Han anbefaler os at vælge det arvelige monarki frem for andre regeringsformer og slutteligt behandler han forskellige former for retfærdighed.

Det, der imidlertid særligt tiltrækker sig interessen i dette næsten encyklopædiske projekt, er hans forsøg på at definere statsmagtens essens. Suveræniteten er således defineret som en evig og absolut statsmagt, som altså hverken er begrænset i tid, omfang eller opgaver. At den er evig og altså ikke er begrænset i tid vil sige, at den adskiller sig fra alle magtbeføjelser, som er bevilget for en bestemt periode, og som således kan tilbagekaldes ved periodens udløb, hvor den pågældende så kan stilles til regnskab. At den er absolut og altså ikke er begrænset i omfang og opgaver kan også siges med en sætning fra romerretten, hvor det hedder, at fyrsten ikke er bundet af lovene. Thi var fyrsten bundet af lovene kunne han jo ikke ændre dem, hvilket jo er en lovgivers opgave.

Med suveræniteten er der forbundet en række specifikke magtbeføjelser, hvor netop beføjelsen til at lovgive er den, som Bodin her nævner først, dernæst kommer beføjelsen til at erklære krig og stifte fred, herefter udnævnelsen af de vigtigste embedsmænd, derefter igen beføjelsen til at dømme i sidste instans og til sidst beføjelsen til at benåde dømte forbrydere.

Bodin lægger stor vægt på, at suveræniteten er udelelig, hvilket vil sige, at de enkelte magtbeføjelser ikke kan være fordelt på flere hænder. Hans argument herfor er, at lovgivningsmagten er så stærk en beføjelse, at skulle en af de andre beføjelser udøves af en anden, så vil en lov kunne bringe den tilbage på lovgivers hænder. Dette er et stærkt, men farligt argument, som rejser spørgsmålet, om der i grunden er nogen begrænsninger på suveræniteten? Det mener Bodin imidlertid helt klart, at der er. En grundlæggende lov for suveræniteten er arvefølgeloven, som i et monarki bestemmer hvem magten tilfalder i tilfælde af monarkens død, mens suveræniteten skifter hænder på en anden måde i andre regeringsformer. Dernæst er suveræniteten begrænset af naturretten, og borgere kan yde passiv modstand in extremis, hvis denne krænkes af suverænen, hvilket på Bodins tid var en effektiv bremse på den suveræne magt, på grund af det stadigt svagt udviklede regeringsapparat.

Bodins værker vandt stor udbredelse og blev oversat til flere sprog. Han værker fik stor betydning, men blev fortolket meget forskelligt. I Frankrig fortolkede den efterfølgende generation af disciple ham absolutistisk, mens han i England blev opfattet som konstitutionalist af Parlamentets tilhængere og brugt som absolutist af kongens tilhængere. David Hume kritiserede derimod suverænitetsbegrebet ud fra en magtdelingstankegang; en opfattelse vi også finder hos Montesquieu i form af magtens tredeling. I Tyskland blev han skarpt kritiseret for sine udtalelser om det Tysk-Romerske Kejserrige, og han blev på denne måde en vigtig del af debatten om dette riges forfatning. Samme sted skabte Johannes Althusius forestillingen om, at suveræniteten lå hos folket, og herigennem fik Bodin indflydelse på Rousseau, som i øvrigt også selv havde læst Bodin.

M.J.


Litteratur

Bodin: Method for the Easy Comprehension of History, New York 1945 (genoptrykt 1966).
Bodin: On Sovereignty, Cambridge Texts in the History of Political Thought, CUP 1992.
Bodin: Response to the Paradoxes of Malestroit, Primary Sources in Political Thought, St. Augustine's Press, Inc. 1997.
Bodin: Colloquium of the Seven about Secrets of the Sublime, Princeton 1975.