Vedtaget på VS' 12. kongres, maj 1982
Krisen er international og både økonomisk og politisk. Det internationale borgerskab er derfor i fuld gang med en offensiv. Og her skyes der ingen midler: Det drejer sig om smadring af arbejdernes løn- og levevilkår og i sidste ende en smadring af deres organisationer. Borgerskabet vil end ikke vige tilbage for at starte et krigseventyr. Derfor er svaret: International arbejdersolidaritet og kamp mod krigen.
Decernbervalget cementerede den bedrøvelige situation: Folketinget fortsætter i 70ernes spor med nedskæringspolitik indkomstpolitik og stor arbejdsløshed. Borgerskabet er stadig splittet og ude af stand til at gennemføre V-K eller andre planer efter engelsk forbillede. Socialdemokratiet er stadig stort, omend svækket, og det har atter Vist sig parat fil et klassesamarbejde, der styrker den private kapital på arbejderklassens og mellemlagenes bekostning.
SF er blevet styrket som et udtryk for, at mange arbejdere, der siden krigen har set Socialdemokratiet som garanten for en tryg tilværelse under rimelige leveforhold, nu slutter op om SF for ad den vej at presse Socialdemokratiet tilbage i sin gamle rolle. Dette er en illusion.
Det er en rodfæstet socialdemokratisk overbevisning, at løsningen på krisen går over en styrkelse af den danske kapitals konkurrencedygtighed, hvad enten den er privat eller ØD-styret. l virkeligheden bliver det en konkurrence mellem arbejderne i de forskellige lande om hvem, der kan tåle de dårligste sociale forhold og arbejde til den laveste løn.
Arbejderklassens kampe for lønnen og mod nedskæringspolitikken er i dag spredte og ukoordinerede. De tilkæmpede positioner må forsvares gennem et fagligt og politisk enhedsarbejde: Kampen mod lønnedgangen, mod arbejdsløsheden, mod forringelser i arbejdsmiljøet, mod angrebene på kampmulighederne og den faglige organisering, de sociale goder, mod den asociale boligpolitik osv.
Men denne forsvarskamp er ikke nok. Det er samtidig nødvendigt at ~e kampen for at arbejderklassen kan komme i offensiven i forhold til centrale krav: Nedsat arbejdstid, uddannelse i arbejdstiden, sundhedstjeneste organiseret af arbejderne, energipolitik, der vender sig mod a-kraft og de multinationales indflydelse og kampen mod oprustningen.
Og endelig vil det faglige arbejde for VS bestå i et politisk og organisatorisk arbejde, der kan udvikle den antikapitalistiske og revolutionære bevidsthed i bredere dele af arbejderklassen: Gennem styrkelse af basisaktiviteterne i klubberne og på arbejdspladserne, opposiltionsgrupper i fagforeningerne. Gennem diskussioner og kamp må de politiske erfaringer udvikles, der kar give muligheder for kommende opgør med kapitalismen og reformismens dominans i arbejderklassen.
Arbejdsløsheden er skabt af den kapitalistiske krise. Det er fup og svindel at ville bilde folk ind, at Danmark kan producere sig ud af krisen, eller at diverse beskæftigelsesreformer løser problemet. Det prøver man også at bilde arbejderne ind i de andre kapitalistiske lande. Kampen mod arbejdsløsheden er uløseligt forbundet med den internationale kamp for socialisme.
Kampen mod arbejdsløsheden er hele arbejderklassens problem. Det er vigtigt, at både de arbejdende og de arbejdsløse i fællesskab går til modstand mod borgerskabets forsøg på at udnytte arbejdsløsheden til at splitte arbejderklassen yderligere.
Det er vigtigt, at kæmpe mod tempoopskruninger, overarbejde og fyringer. Og det er lige så vigtigt at kæmpe for bedre understøttelse, fjernelse af alle 26- og 13-ugers regler, børnepasnings- og ungdomscirkulærer og andre indskrænkninger af de arbejdsløses rettigheder. For VS hænger disse ting sammen og må kæmpes igennem i fællesskab.
Det er vigtigt, at de arbejdsløse organiseres i deres fagforening. Det må ske selvstændigt i form af egne klubber eller arbejdsløshedsudvalg valgt af de arbejdsløse selv. VS vil desuden støtte det lokale og landsdækkende arbejdsløshedsarbejde, hvor udvalg, klubber og enkeltpersoner organiseres på tværs af fagforeningerne. De gennemførte marcher er eksempler på sådanne tværgående initiativer.
Det er vigtigt at gøre sig klart, at det kun er de arbejdende og de arbejdsløse, der i samarbejde kan bekærnpe arbejdsløsheden. Arbejdsløshedsarbejdets vigtigste politiske sigte er derfor at vinde bredere dele af arbejderklassen samt fagforeningerne for en effektiv kamp imod arbejdsløsheden.
Der må gås offensivt til værks. Øget boligbyggeri og et omfattende sanerings- og byfornyelsesarbejde på beboernes betingelser vil øge beskæftigelsen for bygningsarbejderne. Nye og omfattende initiativer for den kollektive trafik og for udbygningen af vedvarende energiformer vil være med dl at øge beskæftigelsen. Men VS vender sig mod alle former for direkte og indirekte tilskud til kapitalen.
Det kan i enkeftstående situationer være nødvendigt at rejse kravet om nationalisering, som led i forsvaret af arbejdspladser, der er truet af lukning. Det kan være store arbejdspladser, der er af afgørende betydning for beskæftigelsen i et lokalområde, hvor man på den måde kan undgå, at et fagligt sammenhold og en styrkeposition splittes. Det må være en betingelse, at kampen for bedre løn- og arbejdsforhold kan føres videre mod de nye statslige arbejdsgivere. Derved undgås løntrykkeri mod virksomheder inden for samme branche både i indog udland. Men det kræver, at kravet kæmpes igennem med omfattende arbejdspladsdiskussion og et udbygget arbejdspladsdemokrati,
Statsmagtens tilskud til erhvervslivet i form af forbedrede afskrivningsregler, investeringsbegunstigelser og skattelettelser bruges af kapitalen til at anskaffe den ny teknologi, der skal forbedre konkurrenceevnen ved at få det samme arbejde udført med færre ansatte.
Et muligt modtræk kan være nedsættelse af data- og teknologiudvalg, der udbygger internationale kontakter inden for samme branche eller koncern. Det er vigtigt, at støtte kampe for aftaler, der i modsætning til LO og DAs teknologiaftale, kan sikre arbejderne mulighed for at modgå den ny teknologis arbejdsløshed. Kravene om kortere arbejdstid og uddannelse i arbejdstiden er her centrale.
Ungdomsarbejdsløsheden er et særligt problem. Først og fremmest må de unge ud af bistandskøen og sikres ret til fagforenings- og A-kasse medlemskab. "Ung i arbejde"-projekterne er i den henseende nødløsninger, der dog kan være en vej til at komme i forbindelse med andre unge og fagbevægelsen. Men arbejdet skal have en fornuftig funktion - også uddannelsesmæssigt - og det skal være til overenskomstmæssige lønninger. Det statslige løntrykkercirkulære må væk. Også fordi borgerskabet vil forstå at bruge det i deres bestræbelser på at få indført en generel lav ungdomsløn.
Men først og fremmest må de unge sikres pladser i EFG-uddannelserne, praktikpladser og fagets mindsteløn - også på basisåret, så de sikres økonomisk selvstændighed.
Der er en ungdomsbevægelse under udvikling. Den er i sit væsen anti-kapitalistisk. Initiativer herfra - såsom ungdomshuse - skal støttes også i fagforeningerne.
Det er en uadskillelig del af det kapitalistiske samfundssystem, at det deler befolkningen op i klasser og lag, der har indbyrdes modstridende interesser. Disse sociale skel uddybes under krisen, og skaber også skel mellem forskellige grupper af arbejdere, hvor de svageste trues med at blive udstødt af klassens fællesskab.
Indvandrerne udsættes for de groveste løn- og arbejdsforhold og accepterer det mange gange af frygt for fremmedpolitiet. VS vil arbejde både fagligt og politisk for at arbejdsgiverne ikke kan udnytte de indvandredes situation og vil bekæmpe den racisme, der også findes i arbejderklassen.
Kvindernes situation er svækket under krisen både lønmæssigt og socialt. Børnepasningscirkulæret er med til at sende mange kvinder ud af arbejdsmarkedet og på socialhjælp. Og samtidig betyder det omfattende deltidsarbejde en svækkelse af kvindernes styrke. VS vil arbejde for, at der både i mandligt og kvindeligt dominerede fagforeninger sættes ind på at styrke kvindernes situation. Bl.a. er det vigtigt, at styrke kampen for reel ligeløn og lige muligheder for arbejde og uddannelse.
Mellemlagenes situation hænger sammen med, at netop under krisen skæres der kraftigt ned på de sociale ydelser, der bliver større og større behov for. Fagforeninger og arbejdspladser må gå direkte ind i kampen mod nedskæringerne. Der må udbygges kontakter mellem arbejderne og de mellemlag, der sættes til det grove arbejde i det sociale system sammen med brugerne af institutionerne, hospitaler osv.
Det er nødvendigt i opgøret med kaldsbevidsthed og standsorganisering af de offentlige ansatte ledsager deres kamp for bedre løn- og arbejdsforhold med en kritik og et perspektiv for den offentlige sektor, som er i arbejderbefolkningens interesse. En kritik af det bureaukratiske socialapparat og det lappende sundhedsvæsen m.m. VS mener, at en sådan politik er afgørende for en alliance mellem brugere og ansatte.
l takt med det stigende tempo og indførelse af en række kemiske stoffer er arbejdsmiljøet blevet forværret på mange arbejdspladser. Kampen for miljø- og samfundsmæssige forbedringer betyder konfrontationer med erhvervslivet og staten. VS mener, at miljøkampen bedst føres i en bred alliance mellem arbejdere, teknikere, beboere og andre organiseret i forskellige basisbevægelser. En sådan fælles kamp kan nok tvinge en forbedret statslig lovgivning igennem - f.eks. hvad angår grænseværdier og arbejdsmiljølov - men samtidig er det vigtigt, at perspektivet er en mere langsigtet kamp for en socialistisk løsning på problemerne.
VS vil arbejde for at vende den defensive situation frem til 83. Det vil vi gøre gennem lokale initiativer for højere løn, mod overarbejde, tempoopskruninger, forringelser i arbejdsmiljøet, fyringer og indførelse af ny teknologi på arbejdernes bekostning. Initiativerne må række ud over den enkelte arbejdsplads ved at inddrage de arbejdsløse og gennem kontakter til andre arbejdspladser. Vi vil gøre det dels ved egne initiativer og dels ved enhedsinitiativer over for fagbevægelsens venstrefløj.
Aktivitet på arbejdspladserne er det bedste væm mod forbundsforhandlernes forhandlingslinje, der alene stiler mod kompromisser. Det er kun kampaktivitet, der kan rejse samlende krav og modvirke topstyring. De vigtigste samlende krav er: 35 timers arbejdsuge og 30 for skiftehold, fuld dyrtidsdækning, høj generel mindsteløn, fjernelse af alt ikke-livsnødvendigt overarbejde og fjernelse af tidsgrænserne og splittende kriterier for retten til understøttelse.
Borgerskabets angreb på eksklusiveftalerne må tilbagevises af den samlede fagbevægelse på det bredest mulige enhedsgrundlag. Eksklusivaftalerne er en del af fagbevægelsens kampskridt. VS vil derfor arbejde for at eksklusivaftaler bliver indført i alle overenskomster.
Det er de lokale magtpositioner, der er grundlaget for overhovedet at kunne gå i flæsket på det kapitalistiske samfundssystem. Borgerskabet og staten frygter mest af alt, at arbejderklassen skal tiltvinge sig afgørende styrkepositioner på arbejdspladserne og dermed magten over produktionen. Derfor ligger VS' arbejde fortrinsvis her.