VS afholdt kongres den 4-5 oktober 1986 for at afklare sin holdning til et parlamentarisk flertal bestående af Socialdemokratiet, SF og VS. Følgende er det vedtagne dokument.
Selv om den borgerlige regering har sørget så godt for sine egne, at industriens profitter er mere end fordoblet i regeringsperioden, er de ikke blevet investeret produktivt i et omfang, der kunne nedbringe arbejdsløsheden væsentligt. Der er stadig mere end 300.000 mennesker, der må klare sig for understøttelse eller anden form for social ydelse.
På trods af store fald i oliepriserne og dollarens værdi, har det private erhvervsliv ikke kunnet magte at omsætte de gunstige betingelser i konkurencedygtig produktion.
På samme måde som Reagan i USA er det lykkedes Schlüter at fremmane en overophedet optimisme, der f.eks. giver sig udtryk i kursstigninger på aktier uden reel baggrund. En ting er at stemningen er ved at vende, noget andet er, at enhver rest af optimisme vil vende, så snart arbejderflertallet kan konstateres på valgnatten.
Det vil give sig udtryk i kursfald på børsen, kapitalflugt til udlandet, investeringsstop og mere af samme skuffe, når det borgerlige sikkerhedsnet bliver revet væk. Samtidig kan arbejderflertallet ikke satse på, at det tilsyneladende opsving er reelt og langvarigt.
Den borgerlige regering vil efterlade et økonomisk og socialt fallitbo. Ikke blot er underskuddet på betalingsbalancen blevet fordoblet, men de sociale omkostninger har været af et omfang, der vil kræve hurtig og resolut indgriben.
Set fra de underste i samfundet er resultatet blevet et reelt fattigdomsproblem og udelukkelse af store grupper fra såvel arbejdsmarkedet som sikrede levevilkår. Især blandt de unge findes der et voksende pjalteproletariat - med en håbløshed, der står i skærende kontrast til børsspekulanternes guIddrenge.
På arbejdsmarkedet tager splittelsen til mellem dem, der klarer sig og B-holdet med løs tilknytning, mellem offentligt og privat ansatte, faglærte og ufaglærte, arbejdende og arbejdsløse, indvandrere og danskere. Og hvad værre er - ulighederne accepteres i stigende omfang blandt de bedst aflagte arbejdere.
Det er vigtigt, at arbejderpartierne ikke snævrer det politiske felt ind til kun at handle om økonomi og sociale problemer, selv om de i sig selv er store nok. Partierne må gå logisk i offensiven mod det borgerlige slogan: enhver er sig selv nærmest og sin egen lykkes smed. Arbejderpartierne må gøre op med den kapitalistiske logik, der ikke blot tillader, men overlever på forurening af naturen, ødelæggelse af det økologiske miljø, tilsidesættelse af den 3. verden.
Som om dette ikke var nok kommer så atomkrigstruslen, den øgede globale usikkerhed i kraft af det russiske engagement i Afghanistan og USA's stadig mere aggressive politik med invasionen i Grenada, støtte til kontraerne i Nicaragua, bombningen af Libyen, stjernekrigsprogrammet og genoptagelse af atombombeprøvesprængningerne som det mest iøjnefaldende.
VS ved godt, at et arbejderflertal ikke bare løser problemerne med et fingerknips fra den ene dag til den anden - og slet ikke de globale problemer. Vi ved godt, at en reel og stabil løsning forudsætter et opgør med kapitalismen som sådan - et opgør, der ikke er på dagsordenen. Men vi vil kæmpe som løver både i og uden for Folketinget for at forventningerne til arbejderflertallet bliver indfriet. Det vil i sig selv kræve indgreb i den frie kapitaldannelse, i virksomhedernes selvstændige dispositionsret, i de velbjærgedes privilegier. Det vil kræve aktivitet uden for Folketinget, der presser på for at holde arbejderpartierne til ilden. Men hvad kan vi forvente af arbejderpartierne?
Socialdemokratiets periode som oppositionsparti har tilsyneladende gjort partiets udspil mere radikale, end vi var vant til i 70erne og 80ernes begyndelse. Grundlæggende ændringer er der imidlertid ikke tale om.
Strategisk set er Socialdemokratiet et klassesamarbejdsparti. Målsætningen er et samfund, hvor kapital og lønarbejde er ligestillet. Vejen til dette samfund er kompromissets og samarbejdets vej. Derfor viger partiet tilbage for at tage fat på det økonomiske magtspørgsmål.
Samtidig er Socialdemokratiets udspil i et arbejderflertals økonomiske udspil baseret på den forudsætning, at en kommende socialdemokratisk ledet regering vil kunne skabe et økonomisk opsving. Investeringer i forskning og teknologisk udvikling skal gøre dansk erhvervsliv klar til at springe på, når højkonjunktur-lokomotivet starter. For at sikre borgerskabets investeringslyst har Socialdemokratiet travlt med at garantere skeptiske kapitalister et gunstigt investeringsklima under et arbejderflertal. Der er ikke tale om forsøg på at »narre« borgerskabet, når SD lover udbredt samarbejdsvilje fra en kommende regerings side. For SD er ansvarlighed en politik, der holder sammen på og ikke opløser den kapitalistiske orden. Ganske vist ønsker partiet en vis demokratisering af investeringerne i form af ØD/OD eller gennem den fond, der er en del af pensionsreformforslaget, men på intet tidspunkt har SD vist vilje eller blot lyst til at presse en sådan demokratisering igennem i konfrontation med borgerskabet.
Først højkonjunkturen vil - ifølge SD - åbne op for større reformere til gavn for arbejderklassen. Derfor er SD da også nødt til at supplere beskedne forsøg på demokratisk investeringsstyring med indkomstpolitik og løntilbageholdenhed. Andre muligheder gives ikke, når partiet ikke vil gribe ind over for borgerskabet. Ja, jo mere slatne og eftergivende indgrebene bliver over for samfundets økonomiske magthavere, jo vigtigere bliver det at føre stram indkomstpolitik. Når investeringerne ikke kan styres målrettet og effektivt haren arbejderregering kun den mulighed at øge profitterne og så håbe på at firmaerne anvender i det mindste en del af den øgede gevinst til »samfundsnyttige« investeringer . Socialdemokratiet er villige til at bruge tvang over for fagbevægelsens kampmuligheder for at sikre tilstrækkelig høje profitter.
I modsætning til Socialdemokratiet opfatter SF arbejderflertallet som et første skridt på vejen mod en konfrontation med borgerskabet, men også SF tror, at arbejderflertallet kan og skal sikre et økonomisk opsving i Danmark for at komme videre.
SF stiller dog den afgørende betingelse, at lønpolitikken ikke må gennemføres som tvang mod arbejderklassens kampmuligheder.
VS mener at arbejderflertallet skal rette angrebene mod borgerskabets misrøgt af det danske samfunds ressourcer, mod uligheden, umyndiggørelsen og krigsfaren - og ikke mod arbejdernes aktionsfrihed eller andre gruppers forsøg på at tilkæmpe sig et bedre liv.
Alt hvad vi hidtil har set af lønpolitik, både fra socialdemokratiske og borgerlig side, har ført til svækkelse af fagbevægelsens kampmuligheder: tvangsoverenskomster, indskrænkninger af strejkeretten, ulovliggørelse af faglige blokader osv. Indkomstpolitikken har reelt været anti-demokratiske indgreb mod den fagbevægelse, der jo skal være en af de vigtigste kræfter bag arbejderflertallet.
For VS er det afgørende, at fagbevægelsen bevarer sin handlefrihed - og at fagforeningernes politik er medlemmernes eget ansvar. Vi vil naturligvis søge at overbevise dem om at krav, der fører til forskydning af magtforholdet mellem arbejdere og arbejdsgivere og krav der forøger solidariteten og ligheden mellem de højtlønnede og de lavtlønnede, de arbejdende og de udstødte, kvinder og mænd osv. skal sættes højere end krav, der kun går ud på at få flere penge sat ind på den private lønkonto. VS har altid lagt mere vægt på styrkelsen af sammenholdet og dermed selvbevidstheden og indflydelsen end på selve kronekravene. Men det opnår man jo ikke ved diktater fra oven.
Derfor vil VS fortsat afvige tvangsindgreb mod fagforeninger.
For øvrigt mener VS heller ikke, at det vil være muligt for Socialdemokratiet og SF at overholde deres løfter (S: 200.000 færre arbejdsløse først i 90'erne, SF: halvering af arbejdsløsheden på 4 år) uden meget radikale indgreb, som vil medføre omfattende politisk konfrontation med borgerskabet og dets politiske organisationer.
Borgerskabet vil også under et arbejderflertal have økonomisk magt til at stoppe f.eks. værfterne, lade Grundfoss og Danfoss flytte syd for grænsen, overføre milliardbeløb fra virksomhedernes investeirrigskonti til aktionærernes og direktørernes private bankkonti - som måske er i Svejts o.s.v.
Det demokratiske valgte flertal skal udnytte alle muligheder for at lægge den økonomiske magt ind under det politiske demokrati og virksomhedsdemokratiet. Det kan også være med til at bane vel for det opgør med borgerskabet, der kan gøre ende på dets skalten og valten med det danske samfunds ressourcer.
Det satser VS på
Disse principielle uenigheder mellem VS og SD og SF betyder ikke, at VS ikke klart foretrækker et arbejderflertal frem for en borgerlig regering på konfrontationskurs mod arbejderklassen. VS kræver heller ikke som mandatmæssig letvægter at de øvrige arbejderpartier skal overtage vort program.
Det er ikke desto mindre nødvendigt nu at understrege, at hvis de reformforventninger, der knytter sig til arbejderflertallet, bare i et rimeligt omfang skal indfries, så vil det kræve vilje til indgreb over for det danske samfunds økonomiske magthavere.
Det er så meget desto vigtigere at holde fast ved denne kendsgerning, fordi alle aktuelle meldinger fra Socialdemokratiet om arbejderflertallets politik signalerer eftergivenhed og fortsættelse af indkomstpolitikken. I jo højere grad arbejderflertallets dannelse blive resultatet af en rent parlamentarisk begivenhed, jo mindre villig vil SD være til at kigge til venstre ved fastlæggelsen af den kommende regerings politik. Det sandsynlige vil være, at Socialdemokratiet med det samme vil sætte ansvarligheden for den samlede økonomi i front ved først at gribe ind over for betalingsbalanceunderskud o.s.v. og udskyde såvel betydningsfulde reformer som fuld social genopretning til »bedre tider«.
For VS handler det om på forhånd at arbejde for størst mulig aktivitet bag et arbejderflertal og præcisere betingelserne for at et nyt arbejderflertal ikke ender lige så ynkeligt som dem, vi hidtil har oplevet.
Frem til arbejderflertallets dannelse vil vi
Vores vedtagelse af en konkret og realistisk politik for arbejderflertallet her på kongressen tjener det samme formål.
Schlüters regering har tabt terræn. Mange meningsmålinger tyder på flertal til Socialdemokratiet sammen med SF og VS efter næste valg.
Den udvikling er VS naturligvis glad for. Vi tror det er muligt at vælte den borgerlige regering, især hvis progressive fagforeninger og græsrodsbevægelser finder sammen og partierne til venstre lægger en klar politik frem.
Et såkaldt arbejderflertal i Folketinget er et stort fremskridt, selv om det bliver svært at holde det ved magten. VS vil give en S- eller S-SF-regering en lang snor. Men vi er dog ikke blevet så føjelige, at vi vil lægge ryg til en politik, der sætter de private virksomheders konkurrenceevne højere end den sociale genopretning, den økonomiske omfordeling og forbedring af miljøet. Vi medvirker heller ikke til asociale indgreb eller indskrænkninger af demokratiet.
Vi vil bruge vores mandater til at få gennemført nogle af de radikale samfundsforbedringer, der faktisk er mulige selv hvis de økonomiske betingelser er dårlige.
Vi kender den nye regerings vanskelige situation.
Hvis regeringen dannes om søndagen, så rasler kurserne nedad på Børsen om mandagen, rygterne om devaluering tager til om tirsdagen, tilbagesalget af danske obligationer fra udlandet vokser om onsdagen, skibsværfterne overvejer at lukke om torsdagen, store industrivirksomheder truer med at flytte syd for grænsen om fredagen ... Arbejderflertallet vil således få svært ved at dærnme op for kapitalstrømmen ud af landet og udenlandsk spekulation fordi modstanderne vil udnytte de chikanemuligheder, der ligger i den omfattende liberalisering af valutabestemmelserne, der er gennemført under Schlüter-regeringen.
Vi ved også, at de borgerlige aviser hele ugen vil skrive om det ultra-ræve-røde kabinet, selv om sandheden er at farven er falmet og fagbevægelsen og Socialdemokratiet er splittede og alderssvækkede som aldrig før - mens de virkeligt røde og grønne betragter regeringen med afventende skepsis.
Den nye regering vil blive mødt med store forventninger, som VS ser det som sin hovedopgave at slås for, bliver gennemført. I det omfang Socialdemokratiet nægter at medvirke til gennemførelse af arbejderbefolkningens forventninger, vil VS konfrontere Socialdemokratiet med disse forventninger og gennem udenomsparlamentariske initiativer og aktiviteter udvikle en bevægelse og et nyt politisk styrkeforhold, der sikrer, at arbejderflertallet indfrier arbejderbefolkningens forventninger.
Således skal der ske radikale forandringer hurtigt. Hvis ikke et flertal i befolkningen mærker, at der sker noget, at friheden bliver større og dagliglivet bedre, så er der for mange der mister troen, håbet og begejstringen. Og dermed tilliden til at det nytter noget at gøre oprør mod det borgerlige regimente.
Så går det ligesom det gik i Frankrig: først store løfter, så teknokratiske løsninger. Og til sidst: corne-back for de borgerlige.
Det er ikke nogen realistisk løsning på de økonomiske balanceproblemer at vende tilbage til den økonomiske politik, Anker Jørgensens regeringer førte før 1982. Vi husker melodien: Først må I affinde jer med den »nødvendige« indkomstpolitik og de »nødvendige« nedskæringer. Senere engang når eksporten er blevet større og de økonomiske balanceproblemer er løst - kommer vi til alle de forbedringer, vi lovede. «
Det er ingen realistisk løsning på velfærdsstatens krise og den nye sociale skævvridning bare at ende tilbage til tilstanden før Schlüter
En fortsættelse af indkomstpolitikken er ikke nogen realistisk løsning, hverken på de voksende lønforskelle eller problemerne med betalingsbalancen.
Socialdemokratiets OD-forslag er ingen realistisk løsning på problemet med de stagnerende investeringer og de udemokratiske tilstande i det private erhvervsliv.
Skærpet miljøkontrol er ikke nok til at løse den økologiske krise. Og bureaukratisk statsregulering er i det hele taget en dårlig løsning på det danske samfunds problemer.
Der er en anden vej. Uden at afvente fornyet økonomisk højvækst må regeringen gå i gang med en radikal omfordeling af arbejdstiden og forbruget, så både den sociale skævvridning og den voksende modsætning mellem dem, der har fast arbejde og dem der er holdt uden for arbejdsmarkedet bliver tacklet effektivt. I stedet for at satse på den blinde vækst, der fører til forurening og spild af ressourcer, må regeringen satse på grøn vækst, der forbedrer tilværelsen uden forøgelse af det samlede forbrug og angriber forurening og ressourcespild ved kilden. I stedet for voksende materielt forbrug skal vi have mere lighed, mere tid, mere frihed og myndighed, bedre produkter, sundere arbejdsmiljø og hverdagsliv, mindre angst for krig og miljøulykker - og langt bedre vilkår for folk, der-selv vil i gang med at organisere tingene på eget ansvar.
Det er Venstrefløjen, der må støbe kuglerne til denne politik.
Miljøkrisen og rovdriften på ressourcerne omfatter hele jordkloden. Det samme gælder kaprustningen og faren for atomkrig. Og det gælder også de uløste økonomiske kriseproblemer i verdensøkonomien og de fattige landes stadig større gæld til industrilandene.
Flere og flere danskere har indset at vi ikke kan bidrage til at løse disse verdensproblemer - hvis vi kun vil »producere os ud af krisen«. Danmark er et rigt land. Vi har en promille af verdens befolkning, men et forbrug i gennemsnit pr. indbygger, der ville forbyde sig selv både fysisk og økologisk, hvis alle klodens 5 milliarder indbyggere skulle bruge lige så meget som os. Og fremstille det på samme måde.
Vores største økonomiske problem er ikke at produktionen, beskæftigelsen og eksporten er for lille. Vores rigdom er ikke for lille, den er forkert. Forkerte ting, forkert produceret og forkert fordelt. Vi skal ikke satse på den blinde vækst. Vi skal arbejde og producere anderledes. Leve og forbruge bedre på en anden måde.
Drømmen om socialisme er blevet aktuel på en overraskende måde. For det er faktisk et samfund, hvor vi arbejder efter evne og nyder efter behov, hvor vi ikke blindt producerer efter profit, vi skal hen imod, hvis problemerne skal angribes sådan, at vi får større frihed, lighed, myndighed og balance med naturen uden sammenlagt at bruge og producere meget mere end vi gør i dag.
Naturligvis tror VS ikke, at endemålet kan nås uden forbitrede kampe og omvæltninger. Vi bilder os ikke ind at revolutionen står for døren. Men vi mener, der er gode chancer for at få gennemført nogle skridt i den rigtige retning, nu da både den konservative og den traditionelt socialdemokratiske krisepolitik så tydeligt har tabt terræn.
De fire skridt i den rigtige retning hedder: Rød omfordeling, grøn vækst, hvid fredspolitik - og et mangfoldigt demokrati i alle farver.
En Rød omfordeling består af:
Arbejderflertallet må se det som en hovedopgave at sikre en social og solidarisk genopretning efter Schlüters massive uddybning af klasseskellene.
Den enorme omfordeling fra løn til profit, der er sket i Schlüter-perioden, skal bringes til standsning, og der må indledes en modsat rettet politik, som tager fra profitterne og de arbejdsgiverstyrende værdier og overfører disse midler til social genopretning, grøn, samfundsnyttig produktion og kollektive formål. Men VS vil videre end blot en genopretning af status qvo anno 1982. Der må ske en virkelig rød omfordeling til gavn for de lavestlønnede, de arbejdsløse og dem på bistanden. Samtidig med denne omfordeling fra profit til disse formål, må der også ske en omfordeling fra høje indkomster til lave indkomster, som bl.a. fremlagt i VS' skatteforslag og vores solidariske løn- og arbejdspolitik.
Ca. 25% af den arbejdsduelige danske befolkning holdes for øjeblikket uden for arbejdsmarkedet og er på en eller anden form for offentlig støtte (bistandshjælp, arbejdsløshedsunderstøttelse, uddannelsesstøtte eller førtidspension). Enhver ved, at man ikke lever fedt af den støtte der i dag gives.
Der er skabt en hær af arbejdsløse, der i stigende grad presses ud i løntrykkeri vendt mod fagbevægelsens hårdt tilkæmpede løn- og arbejdsforhold.
Derfor er kampen for social genopretning samtidig et centralt led i kampen for en stærk fagbevægelse.
Arbejderflertallet må umiddelbart hæve de sociale ydelser.
VS kræver, at arbejderflertallet foretager en ekstraordinær regulering af dagpenge- og efterlønssatser samt af sygedagpengene med et beløb, der svarer til det disse satser halter efter lønudviklingen på grund af Schlüters suspendering af reguleringen. Det vil for øjeblikket sige en ekstraordinær regulering på 14% af disse satser.
Men samtidig kræver VS, at arbejderflertallet gennemfører en socialreform med høje faste og retsbestemte ydelser og et bistandssystem, der lægger større vægt på revalidering end idag. På linie hermed må alle sikres ret til daginstitutions- og plejehjemsplads.
Arbejderflertallet må gennemføre en ændring af rådighedsbegrebet i arbejdsløshedslovgivningen. For fremtiden må det være sådan, at hvis den arbejdsløse står til rådighed for arbejdsmarkedet, må han eller hun frit uddanne sig under arbejdsløshed.
Retten til flere arbejdstilbud genindføres.
Arbejderpartierne må i fællesskab i fagbevægelsen arbejde for at unge arbejdsløse kan optages i fagforeningenre, så de undgår at blive et nyt pjalteproletariat, som kan optræde som løntrykkere og skruebrækkere mod fagbevægelsen.
Den sociale genopretning er ikke blot et spørgsmål om at forbedre satserne på de offentlige ydelser. Der må også skabes en social omfordelingspolitik, der tager fat på en bedre fordeling af arbejde, uddannelse og indkomster.
Arbejderflertallet må gøre en ende på Schlüterregeringens socialhjælp til de rigeste kommuner i form af et ændret kommunalt finansieringssystem fra 1987. De gamle ordninger med statslig refusion for bestemte kommunale ydelser såsom daginstitutioner, plejehjem og hjælp til ældre skal genindføres og udbygges.
Schlüter har med finansieringsreformen flyttet penge fra kommuner med mange sociale problemer til kommuner med få sociale problemer. Det betyder færre penge til sociale foranstaltninger og flere penge til golfbaner og lystbådehavne. VS kræver, at arbejderflertallet må f.eks. sikre daginstitutionspladser til alle, der ønsker det ved at gennemføre en høj statslig refusion på dette område.
Som en begyndelse til en kvalitativ omlæggelse af social-, uddannelses- og sundhedsvæsenet skal arbejderflertallet iværksætte en lang række eksperimenter, der ændrer på disse sektorers indbyrdes indgriben i problemerne, der lægger mere vægt på forebyggelse end helbredelse, der også betragter institutioner og skoler som led i en social og sundhedsmæssig udvikling, der øger bruger- og medarbejderdemokratiet, der muliggør offentlig produktion i kommunalt regi og meget mere.
På baggrund af disse eksperimenter, skal der løbende ske en ændring af den offentlige sektors måde at fungere på.
Regeringen må straks tage fat på løsning af de stadig mere vanvittige sociale paradoksproblemer. Efterhånden er det ikke ualmindeligt, at to personer med nøjagtig den samme løn har så forskellige reelle økonomiske muligheder at den ene tilhører den nederste femtedel, den anden den øverste femtedel af befolkningen - målt ved privatforbruget efter skat og faste udgifter. Fra 1976 til 1985 faldt denne forbrugsmulighed med 25% for en gennemsnitlig LO-arbejderfamilie i lejebolig, mens den tilsvarende familie i eget hus fik forøget sin forbrugsmulighed! Det er især skattefradragsreglerne, gældsforpligtelser og forsørgerforhold, der skaber disse uligheder. VS' bolig-, pensions-, skatte- og børneforslag ville løse en stor del af problemerne. Men for VS er midlerne ikke det afgørende. Det afgørende er at paradoksproblemerne formindskes, for ellers er det meget vanskeligt at komme igennem med en økonomisk omfordeling uden at ramme skævt og uretfærdigt.
Skattereformen mellem de borgerlige og Socialdemokratiet ryddede lidt op i fradragsjunglen og fondsfiduserne. Men alle de penge, der bliver skaffet ved dette - og mere til - bliver med mild hånd strøet ud som skattelettelser til alle og langt mest til de rigeste. Kun hvis man vil skære ned i den offentlige sektor, forringe det sociale sikkerhedsnet og afstå fra at føre en aktiv offentlig beskæfigelsespolitik, er dette forsvarligt. Derfor kan Schlüter bruge skatteforliget. Arbejderflertallet kan ikke.
Arbejderflertallet skal sikre en ordentlig offentlig service i vore skoler, på vore hospitaler og i vore institutioner. Samtidig skal der gennemføres en omfattende social genopretning og en aktiv offentlig beskæftigelsespolitik. Alt dette skal ske uden at arbejderflertallet blot lader Nationalbankens seddelpresse løbe. Derfor er det uundgåeligt med en ny skattereform, der skaffer langt flere penge i statskassen gennem en mere progressiv beskatning, en langt mere effektiv beskatning af aktieselskaberne og afvikling af en række skatteprivilegier.
Skatteforliget indebærer, at skal de rige betale mere i skat, skal skatteprocenten for de fattige sættes tilsvarende op. Det er aldeles uholdbart i en situation, hvor der er en brændende behov for at skaffe flere skattekroner til den sociale genopretning.
Med skatteforliget har Socialdemokratiet bundet sig til, at skal der opkræves flere penge til bl.a. den sociale genopretning, skal skatteprocenten hæves lige meget for fattig og rig.
VS kræver, at Socialdemokratiet - til en start bryder skatteforliget på dette punkt. Der må og skal åbnes mulighed for, at skatteskalaen kan gøres mere progressiv.
VS ønsker imidlertid ikke at finansiere hele arbejderflertallets reformpolitik gennem øgede personskatter. Derfor kræver VS, at arbejderflertallet gennemfører en skærpet selskabsbeskatning.
Selskabsskatten beregnes ud fra virksomhedernes reelle overskud og ikke ud fra alskens fiduser, der giver de store selskaber mulighed for selv at bestemme, hvor stort et beløb, de vil betale skat af. Det hjælper jo ikke meget at øge selskabsskatten, hvis selskaberne selv kan jonglere rundt med beskatningsgrundlagets størrelse.
Som en start kræver VS, at arbejderflertallet sikrer, at det er regnskabet til revision, der beskattes ud fra. Reglerne omkring regnkabsaflæggelse indeholder trods alt en række krav, der i et vist omfang sikrer, at det er virksomhedens reelle overskud, der fremlægges.
Multinationale selskaber, der reelt har hjemsted i Danmark underlægges fuld dansk skattepligt.
Alle former for udbytter, aktieavancer o.lign. beskattes ensartet.
De gældende afskrivningsregler skærpes, så de som minimum bringes i overensstemmelse med afskrivninger i virksomhedernes regnskaber. Reglen om nedskrivning af varelager ophæves. Reglen om henlæggelse til investeringsfonde ophæves.
Der indføres en formuebeskatning af aktieselskaber.
Der indføres en øget obligatorisk oplysningspligt for selskaberne med henblik på at effektivisere skatteligningen.
Herudover vil VS pege på forhøjede og nye miljøafgifter, der på én gang skaber bedre miljø, mindsker ressourceforbruget, letter betalingsbalanceproblemerne og øger skatteprovenuet.
Hvis sådanne miljøafgifter rammer de dårligststilledes forbrug, må der gives en solidarisk kompensation.
Kulbrintebeskatningen må omlægges og øges.
Endelig kan der tænkes særlige afgifter på luksusforbrug. Det kan f.eks. være forhøjet indregistreringsafgift for de dyre biler.
Den kommunale beskatning må gøres progressiv. Folketinget må fastsætte skatteprogressionen, mens de enkelte kommuner og amter har retten til at fastlægge udskrivningsprocenten.
Der foretages en gradvis afvikling af rentefradragene på privat gæld, og det afskaffes for nye lån. Og den samfundsskabte værdistigning på jord og fast ejendom må beskattes.
Sådanne reformer vil alt i alt øge det samlede skattetryk for at finansiere den sociale genopretning og en aktiv beskæftigelsespolitik. Men det vil være de rige, fonde og aktieselskaber, børsspekulanter og lignende, der bærer de tunge byrder.
Schlüter-regeringen har ført benhård konfrontationspolitik og har styrket arbejdsgiverne over for fagbevægelsen. Arbejderflertallets politik skal være en omvendt Schlüter, og dets parlamentariske magt skal bruge til fordel for fagbevægelsen/arbejdspladserne.
Schlüter-regeringens politik har ført til reallønsfald for ufaglærte mænd og kvinder, offentligt ansatte og arbejdsløse. Dyrtidsreguleringen er solidarisk. Den vender den tunge ende opad. Derfor skal den genindføres, men med fuld dækning, ligesom tilpasningsklausulen for offentligt ansatte skal forhøjes fra 66 - 100% og, udløses hurtigere og hyppigere. Som en særlig hjælp til de svageste lavtlønsgruppre bør arbejderflertallet ved lov fastsætte en garantiløn på 2800 kr. om ugen. VS er ikke som princip imod, at regeringsmagten blander sig i arbejdsmarkedets forhold. Vi går bl.a. ind for en forbedring af ferieloven, arbejdsmiljøloven, for en lov om genindførelse og forbedring af dyrtidsregulering osv., osv.
VS er ikke så naive, at vi tror, at der er vand- og vindtætte skodder mellem Christiansborg og arbejdsmarkedet. Men vi går imod og advarer de andre arbejderpartiet imod, at regeringsmagten på forhånd blander sig i overenskomstfornyelsen. Fagbevægelsens eksistensberettigelse afhænger i allerhøjeste grad af dens ret og evne til at forhandle løn- og arbejdsforhold.
De sidste mange år har indgreb i overenskomstforhandlingerne været regelen, ikke undtagelsen. Et resultat af dette er, at fagbevægelsen er blevet svækket som lønforhandler. Medlemmernes diskussion og beslutningsproces om overenskomster er i realiteten blevet tømt for indhold, i og med at beslutningernes konsekvens og bæreevne aldrig bliver afprøvet i praksis gennem overenskomstforhandlinger, hvor konfliktmuligheder er virkelighed og ikke blot teori.
Men hvis overenskomstkampen går i hårdknude på en måde, så fagbevægelsen ikke kan få sine krav gennemført, mener VS, at arbejderflertallet må gå ind for at støtte fagbevægelsen ved at ophøje de generelle krav til lov.
VS vil såvel i fagbevægelsen som i et kommende arbejderflertal arbejde for kravet om 35 timers arbejdsuge med fuld løn- og personalekompensation.
VS vil prioritere sikringen af den størst mulige arbejdstidsnedsættelse og den fulde personalekompensation. Dels for at skabe flere arbejdspladser, dels for at hindre at arbejdsgiverne bruger arbejdstidsnedsættelsen til gennemførelse af nye rationaliseringer og tempoopskruninger.
VS går ind for en solidarisk lønpolitik, der bl.a. består i inden for det private område at føre fælles lønforhandlinger på arbejdspladserne i OK-perioden for faglærte ufaglærte og kvinder med henblik på at hæve de dårligst stillede grupper og ved OKfornyelsen at kæmpe for den størst mulige mindsteløn og størst mulige trinforhøjelser inden for normallønsområdet. Inden for det offentlige ønsker vi de laveste skalatrin væk.
Som arbejdsgiver på det offentlige område, skal arbejderflertallet åbne overenskomstforhandlingerne med et tilbud om 35-timers arbejdsuge med fuld løn- og personalekompensation til de statsansatte. Samtidig skal arbejderpartierne på kommunalt og amtskommunalt plan presse Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen til det samme.
Arbejderflertallet skal herudover sikre, at der gennemføres en BFU-reform (Betalt Frihed til Uddannelse). Men reformen skal ikke ses som en uddannelsesmæssig tilpasning til erhvervsudviklingen. Den skal tage sit udgangspunkt i BFU-deltagernes egne erfaringer og rette sig ind mod en bearbejdning af deres egen situation.
Arbejdsretten lægger snærende bånd på faglige aktiviteter. VS kræver derfor, at arbejderflertallet påbegynder en demontering af Arbejdsrettens magtbeføjelser og de regler, der indskrænker arbejderklassens kampfrihed med det sigte helt at afskaffe Arbejdsretten. Især ønsker VS at afskaffe eller i det mindste indskrænke, bodssysternet og overflytte retten til at fortolke overenskomsterne fra arbejdsgiverne til fagorganisationerne. Truslen om bod i millionklassen presser fagorganistionerne til at vende sig aktivt mod sine egne medlemmer, og arbejdsretten fortolker arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet så urimeligt, at arbejderen er forpligtet til at udføre et hvilket som helst stykke arbejde og tåle en hvilken som helst lønforringelse eller omlægning af arbejdet, indtil arbejdsgiverens handlemåde evt. underkendes efter en, ofte langvarig fagretslig proces.
Danmark har problemer med betalingsbalancen, konkurrenceevnen og gælden til udlandet. Og Danmark har problemer med forurening, misbrug og spild af ressourcer og en tendens til at folk bliver mere og mere utilfredse også selv om de hører til dem, der år for år kan forøge deres private forbrug ...
De to slags problemer kan især løses gennem grøn vækst, der værner om de knappe ressourcer og hvor produktion efter sociale behov sættes i højsædet.
Vi skal ikke bevidstløs producere os ud af problemerne ved at satse på generel højvækst og den traditionelle økonomiske politik, der først og fremmest satser på at holde omkostningerne i ave og styrke konkurrenceevnen. Vi skal derimod i miljøbevægelserne, i fagbevægelsen og i folketinget arbejde for at omlægge produktion og forbrug i overensstemmelse med miljøbevægelsernes krav og fagbevægelsens udtrykte miljøkrav.
Alle parter siger i dag, at de støtter en skærpet miljøpolitik. Det er der jo også stemmer i. Men skærpet kontrol og flere filtre er i sig selv ikke nogen realistisk løsning. Det er selve retningen for den industrielle vækst der skal ændres.
Det såkaldt »grønne flertal« i Folketinget har ikke engang taget sig sammen til at gennemtrumfe den alternative energipolitik, skønt den er teknisk veldokurnenteret, samfundsøkonmisk fordelagtig og iøvrigt den eneste holdbare løsning på forureningsproblemerne i energisektoren.
Den alterntive energiplan er et strålende eksempel på, at man kan leve bedre end nu med mindre forbrug af energi-råstoffer og dermed påvirke både betalingsbalancen, beskæftigelsen og miljøproblemerne og i den rigtige retning samtidig. Den skal øjeblikkelig sættes i værk af den nye regering. Tilsvarende planer skal sættes i værk på en lang række andre områder:
VS erkender, at de røde-grønne krav ikke kan gennemføres i deres helhed i et kapitalistisk samfund
Arbejderflertallet står således over for vældige modspillere. Landbrugsrådet, Industrirådet, de store el-selskaber vil slå sig i tøjret, når den alternative produktion kommer på tale.
Netop derfor er det vigtigt, at et kommende arbejderflertal viser vilje til at sikre finansieringen og afsætningen af de alternative produktioner og i et snævert samspil med miljøbevægelserne, forbrugerbevægelserne og fagbevægelsen tilkendegier vilje til at tage kampen op mod de kræfter i samfundet, der søger at spænde ben for den grønne vækst.
Et arbejderflertal kan ikke hokuspokus fjerne konkurrenceloven og verdensmarkedets indflydelse, men kapitalismen kan antage mange udtryksformer. Det afhænger af blandt andet fagbevægelsens og de økologiske bevægelsers indsats. Kampen mod A-kraft har vist, at der er mulighed for at øve indflydelse på investeringsmønstrene.
Hvilke initiativer skal der tages for at forlene bevægelserne, fagbevægelserne og venstrefløjen med en produktionsdynamik, som fastholdes og udvides (ikke indsnævres) under et kommende arbejderflertal?
Der bør tages fat på områder, hvor der er stor vilje til at bakke op omkring arbejderflertallets planer.
Skulle de skitserede grønne strategier ikke blive direkte modarbejdet af stærke kapitalgrupper, ser VS det som sin særlige opgave at støtte de lønarbejdere og borgere, der er indstillet på at gribe til fabriksbesættelser. Kapitalejernes sabotagepolitik må mødes med krav om nationalisering.
Hvor skal pengene til de rød-grønne initiativer komme fra?
VS peger her på omdirigering af de eksisterende støtteordninger, som tildeles privatkapitalen. I første række kan det blive aktuelt med en omdirigering af midlerne til den skrantende værftsindustri. Disse statsmidler kan sammen med afgifter på »samfundsskadelig erhvervsaktivitet« (kvælstofafgift, fyringsafgift, arbejdsskadeskat m.v.) og evt. kombineret med skærpet selskabsbeskatning ledes over i offentlige ernnefonde med klart definerede formål om at støtte udviklingen inden for grønne vækstområder og udtalte sociale behov. Fondene styres af repræsentanter for fagforeninger, brugere, relevante teknikergrupper og ernbedsmænd.
For VS er det afgørende, at Fondene opbygges demokratisk. Der må være offentlighed i forvaltningen, direkte klageadgang, offentlige produktionshøringer i tilknytning til fondenes dispositioner; ligeledes vil VS stærkt anbefale, at fagforeningernes og brugerbevægelsernes repræsentanter sidder for en kortere periode.
En del af fondenes midler kan forvaltes regionalt eller i kommunalt regi.
Fondenes midler må primært kanaliseres ind i offentlig afsætningssikret produktion, hvor de ansatte har bestemmelsesret i forhold vedrørende arbejdets tilrettelæggelse.
Er der ikke politisk opbakning til at etablere offentlig produktion (evt. kooperativ virksomhed) kan det i en overgangsperiode komme på tale at iværksætte en målrettet tilskudspolitik til private virksomhedsejere, hvis disse er indstillet på at imødekomme krav om arbejderindflydelse - de ansatte må således sikres bestemmelsesret i teknologispørgsmål og andre forhold vedrørende arbejdets tilrettelæggelse - og produktudvikling i overensstemmelse med fondens formål.
VS ser intet formål med opbygning af offentlige, grønne emnefonde, hvis der slækkes på demokratikravene og den offensive målrettede investeringspolitik lades ude af billedet.
VS ønsker mindre bureaukrati og mindre profitstyring. Mere demokrati og mere grøn politik.
Antager arbejderflertallet en mere defensiv karakter, hvilket VS dybt beklager, kan det komme på tale kun at etablere en sporadisk kommunal produktion gennem bl.a. ændring af kommunalfuldmagten. Det er vigtigt, at en sådan offentlig produktion knyttes nøje sammen med arbejderog brugerstyrede forskningsaktiviteter.
VS er modstandere af de socialdemokratiske ØD tanker.
For det første peger de mod et samfund, vi ikke ønsker: Et samfund, hvor lønmodtagerne og lønmodtagerfondene overtager rollen som kapitalister i stedet for et samfund, der bryder med selve den kapitalistiske logik (og ikke kun med den private form). Kapitalmagt bliver ikke mere demokratisk af, at aktierne skifter ejer. Profitklemmen, de blinde markedskræfter, modsætningen mellem løn og profit og tvangen til at få mere ud af arbejdskraften end konkurrenterne eksisterer stadig, selv om det er en lønmodtagerfond, der ejer virksomheden.
For det andet tvivler vi på at det virker. Efter det socialdemokratiske forslag vil der gå meget lang tid før de ansatte får væsentlig indflydelse i selskabernes bestyrelser - og de nuværende kapitalejere har mange muligheder for at modarbejde det med sindrige selskabskonstruktioner og lignende. For det tredie er ØD forslagene næsten altid blevet bundet sammen med en lønstyringspolitik fra statens side. En såkaldt »socialt afbalanceret indkomstpolitik.« I realiteten er der tale om en regelret tvangsopsparing.
SFs ØD tanker udmærket sig ved at være kombineret med arbejdspladsdemokrati. øgede magtbeføjelser til lønarbejderne kan VS helhjertet støtte. Derimod er VS meget forbavset over, at SF - der jo ellers er et grønt parti - kan operere med høj genplaceringsgrad af ØD midlerne. Derved cementeres den eksisterende erhvervsstruktur, herunder fabrikker der forurener.
Hvis en SD regering insisterer på at ville gennemføre eget ØD forslag ved hjælp af venstrefløjens stemmer, vil VS kræve forslaget og et alternativ forslag (dvs. grøn investeringspolitik kombineret med øgede magtbeføjelser til de ansatte) sendt til urafstemning blandt fagbevægelsens medlemmer. SD, SF og VS må da respektere resultatet af denne afstemning. Vinder det socialdemokratiske forslag vil VS selvfølgelig fortsat arbejde for, at ØD midlerne bruges til målrettede grønne vækstinvesteringer.
ØD skal give lønmodtagerne øget indflydelse på arbejdspladsen, fremfører Socialdemokratiet. VS afviser imidlertid ØD som et redskab til at opnå øget indflydelse i arbejdslivet, men partiet er indstillet på at støtte ethvert nok så lille skridt, der her og nu kan bryde kapitalejernes informationsmonopol i produktionslivet og sikre lønarbejderne bestemmelsesret over vitale arbejdsforhold:
I den offentlige sektor bør de ansatte ret smertefrit kunne sikres bestemmelsesret over arbejdslivets organisering. Her har arbejderflertallet en særlig mulighed for at iværksætte tryghedsataler og teknologiaftaler, som opfylder lønarbejdernes krav.
Forsøget på at indføre mere reel medbestemmelse På arbejdspladserne må ses i sammenhæng med VS' ønske om en afmontering og fjernelse af arbejdsretten og afskaffelse af hovedaftalen.
Skal det lykkes arbejderklassen at vinde større indflydelse på arbejdslivet, er det imidlertid nødvendigt at styrke den faglige kamp. VS nærer ikke nogen illusioner om, at et kommende arbejderflertal automatisk vil tildele arbejderklassen flere rettigheder.
Arbejderflertallet kan styrke mere vedvarende energi, mere genbrug og eksperimenterende landbrug. Skal den grønne vækst imidlertid dominere erhvervsudviklingen og vareproduktionen, er det afgørende med videregående initiativer.
Et opgør med finanskapitalen er nødvendig. Kravet om nationalisering af alle kreditformidlingsinstitutioner melder sig. For VS er det magtpåliggende, at en sådan nationalisering ses som led i gennemførelsen af
Den nationaliserede kreditformidlingssektor kan undermineres af udenlandsk låntagning og fremvæksten af et gråt pengemarked. Nationaliseringskravet må derfor ses som led i radikale indgreb på valutamarkedet og i hele produktionslivet overhovedet (f.eks. offentlighed omkring firmaernes regnskaber m.v.).
De nævnte reforminitiativer skaber ikke socialisme, men giver dog arbejderklassen og de folkelige bevægelser lidt mere råderum og handlefrihed.
På langt sigt kan den grønne vækst fremme en eksport, der er forankret i et alsidigt hjemmemarked præget af varer med høj kvalitet. DKs eksport fremmes ikke ved at vi anvender nøjagtig den samme teknologi, som Japan og USA. Det fører blot til en frugtesløs kappestrid på det anonyme verdensmarkedsbetingelser.
VS advarer på det kraftigste arbejderflertallet mod at bevæge sig ind på indkomstpolitiske spor - af hensyn til betalingsbalancen. De røde og grønne initiativer må også præge betalingsbalancepolitikken. Det er ikke den almindelige husholdning der skal rammes, men villaejernes luksusforbrug og industriens ødsle indkøb.
VS mener, at både danskerne og den øvrige verden er bedst tjent med NATOs - og den øvrige militærblokkes - opløsning, og vi ser Danmarks udmeldelse af NATO som et vigtigt skridt på vejen. Danmark hører til blandt de alliancefri lande. Men meget kan gøres inden da, og VS erkender, at udmeldelsen af NATO ikke kommer i arbejderflertallets første periode. Her vil VS især arbejde for at fastholde det sikkerhedspolitiske flertal i folketinget og herigennem søge yderligere parlamentariske resultater for en aktiv freds- og nedrustningspolitik, der naturligvis til syvende og sidst bygger på det folkelige pres, fredsbevægelsernes styrke og fagbevægelsens indsats på dette felt. ,
Den vigtigste sikkerhedspolitiske opgave er fortsat kampen imod atomoprustningen. Derfor arbejder VS først og fremmest for dansk atomvåbenfrihed og nordisk atomvåbenfri zone. Disse ensidige skridt er de vigtigste bidrag til en aktiv fredspolitik, som arbejderflertallet kan yde.
Herudover vil VS under arbejderflertallet foreslå, at den danske indsats imod atomoprustningen i NATO, FN m.v. forstærkes:
VS vil gerne medvirke til at udstrække det sikkerhedspolitiske flertal til at omfatte forsvarspolitikken, hvis dette kan bane vejen for atomvåbenfriheden.
Men VS vil kategorisk fastholde, at så længe der er mulighed for, at Danmark og Slesvig-Holsten skal forsvares med A-våben, har det ikke nogen mening at tale om defensivt forsvar. A-våben og defensivt forsvar er uforenelige størrelser. Vi vil derfor kræve, at Danmark erklæres A-våbenfrit, at de indgåede forstærkningsaftaler i konsekvens heraf opsiges og at Danmark udtræder af de atombevæbnede enhedskommandoer. PÅ dette grundlag er VS rede til at forhandle om, hvordan et ikke-truende forsvar kan indrettes gennem fjernelse af F 16, u-både m.v.
VS mener, at Danmark under et arbejderflertal skal føre en mere uafhængig udenrigspolitik, hvis grundliggende element skal være en støtte til dem, som kæmper for frihed og national selvbestemmelse.
Vi anser imperialismen for den største hindring for disse bestræbelser. Derfor må arbejderflertallet aktivt og gennem ikke bundet bistand støtte lande og bevægelser, som kæmper mod imperialismen.
De væsentligste elementer i en sådan politik er:
En afgørende kilde til modsætningerne i verden er de industrialiserede landes udnyttelse af 3. verdens-landene. Derfor er en Ny Økonomisk Verdensorden et hovedspørgsmål for VS. En ændring af bytteforholdet mellem råstoffer og færdigvarer, en indsats for at gøre 3. verdens-landene uafhængige af de enkelte industrilande og bryde monokulturer, forøge den lokale og nationale selvforsyning og udvikle teknologier der egner sig til at forøge den nødvendige produktion, forbedre sundhedstilstanden osv. uden den fra de vestlige industrilande så velkendte miljøødelæggelse, centralisering, overforbrug af ressourcer m.m. Et område, hvor Danmark kan gå i spidsen, er importen af foderstoffer fra 3. verdens-lande. Landbrugslandet Danmark er nettoimportør af proteiner, mens en stor del af de fattige lande eksporterer proteiner, skønt en del af deres befolkning er underernærede og fejlernærede. Hele problemet er blevet sammenfattet i sætningen: »Danske svin har større købekraft end fattige bønder i U-landene.« Danmark skal ophøre med at være proteinimportør. Det kræver omlægning af landbrugsproduktionen, eksporten og de danske ernæringsvaner (det sidste vil gavne sundhedstilstanden: kredsløbssygdomme og kræftsygdomme).
Den alternative energipolitik er led i samme mønster. En højere grad af dansk selvforsyning med energi formindsker presset på en knap ressource - og fører til udvikling af alternativ energiteknologi, der i høj grad kan komme de energimanglende udviklingslande til gode som alternativ til den dyre olieimport og afhængigheden af konventionel energiteknologi og i visse lande: A-kraftteknologi.
Også danske erfaringer med genbrug, alternativ sygdomsbekæmpelse og forebyggende sundhedsarbejde kan komme udviklingslandene til gode.
Dansk bistandshjælp bør forøges, og bistanden skal gives uden modkrav om indkøb af dansk producerede varer. Bistandsprojekter der forøger selvforsyningsgraden, introducerer tilpasset teknologi og først og fremmest kommer den fattige landbefolkning til gode skal prioriteres højest.
Det er en livsbetingelse for demokratiet, at der vogtes over retssikkerheden, de demokratiske rettigheder og mindretallenes ret og frihed. VS er kendt for sin indsats på de områder - og den vil vi fortsætte under et arbejderflertal. Også selv om det kræver upopulære standpunker, som der ikke er stemmer at hente i for de større partier.
De offentlige institutioner af forskellig slags udgør en stadig større og mere integreret del af lønarbejdernes hverdag. I mange tilfælde har de overtaget familiens og andre organiseringers opgaver, og indgår som et væsentligt led i det sociale nærmiljø.
Der skal gennemføres en demokratisering af hele det offentlige liv, således at brugere og ansatte får større indflydelse.
Der må åbnes op for mere demokratiske ledelsesstrukturer inden for alle offentlige institutioner bl.a. ved at der sikres de ansatte mulighed for i arbejdstiden at afholde de nødendige møder.
Der skal derfor gennemføres en reform, som giver brugere og de ansatte den fulde beslutningskompetence på baggrund af de rammer og mindstekrav, der er fastlagt af Folketinget og kommunalbestyrelser og inden for et fast årligt økonomisk tilskud.
Umiddelbart vil det være muligt at gennemføre dette i daginstitutionerne og i skolerne, hvor brugerne er en velafgrænset gruppe. Sværere er det i biblioteker og andre serviceinstitutioner, hvor brugerne er mere »udflydende«. Inden for de institutioner, hvor brugerne mest kommer i nødsituationer, dvs. sundheds- og socialinstitutionerne, stiller demokratiseringen sig anderledes. Her er der ofte tale om hierarkiske ledelsesstrukturer disse må demokratiseres. Det skal ligeledes tilstræbes en omlægning af disse institutioner fra helbredelse til forebyggelse.
I de offentlige anlægs-, produktions-, drifts-, vedligeholdelsesvirksomheder m.m. inddrages de ansatte og brugerorganisationer/-bevægelse i den overordnede produktion.
De ansatte i alle dele af den offentlige sektor skal have mulighed for i arbejdstiden at deltage i møder, hvor deres arbejde planlægges og tilrettelægges - i videst muligt omfang som selvstyrende grupper. Hvor det er muligt skal der etableres kollektiv ledelse.
Overalt i de offentlige institutioner skal der gennemføres eksperimenter og forsøg. Det skal gælde både strukturerne og indholdet. Der må afsættes midler til en sådan forsøgsvirksomhed på en lang række områder.
Alle kommuner skal have lige muligheder for at skabe sociale forbedringer inden for faste statslige fastsatte rettigheder og rammer, f.eks. daginstitutions- og plejehjemspladser til alle, der ønsker det. Det første øjeblikkelige skridt må være afskaffelse af bistandshjælpens sultesatser. Varighedsgrænsen på 9 måneder på forbigående hjælp bortfalder.
Samtidig må en sådan socialreform øge mulighed for aktindsigt. Ankeadgangen må forbedres. Der må etableres direkte valg blandt brugere og fagfolk til de amtskommunale revaliderings- og pensionsnævn samt til amtsankenævnet. Der skal være pligt til at oprette sociale forbrugerråd i primærkommunerne, og de må i modsætning til i dag tillægges kompetence. De sociale forbrugerråd må være det organ, der foretager den politiske administration af bistandsloven sådan som udmøntningen heraf er politisk fastlagt i de enkelte kommunalbestyrelser. Samtidig må de sociale forbrugerråd bidrage til at mobilisere lokalsamfundets folkelige og kulturelle kræfter i det sociale solidaritetsarbejde.
Fagforeninger og sociale brugerorganisationer må have fuld indsigt i bistandskontorernes »skuffecirkulærer« o. lign.
Forskellige begrænsninger i befolkningens muligheder for aktivt at forbedre tilværelsen - herunder kamp mod forringelser - skal fjernes. Her tænker vi bl.a. på afmontering af arbejdsretten, fjernelse af blokadecirkulæret, fjernelse af lov, der hjemler mulighed for direkte at ramme lejere, der deltager i huslejeboykot. En fjernelse af disse og lignende repressive foranstaltninger kan fremme befolkningens samfundsforandrende engagement og aktivitet. Hermed afspejles også en dyb demokratisk ambition: løsningen af de samfundsmæssige konflikter i befolkningen bør af arbejderflertallet løses gennem politisk diskussion og dialog og ikke gennem brug af statsmagten over for befolkningen.
VS er ikke noget alt-eller-intet-parti. Selv de mindste forbedringer vil vi støtte. For VS er det afgørende, at der tages skridt i den rigtige retning.
Det gælder også, når arbejderflertallet skal tilrettelægge en samlet økonomisk politik.
VS er parat til at opgive sin gamle modstand mod pakkeløsninger, hvis der er en saglig sammenhæng mellem pakkens elementer og hvis det samlede resultat er et klart fremskridt. Men VS synes fortsat det er dumt og unødvendigt at lave pakkeløsninger, der indeholder et tilbageskridt på et område for at gennemføre et fremskridt på 2 andre områder. VS vil altid pege på andre og mere socialt retfærdige metoder til at løse det problem, der foreligger, hvis Socialdemokratiet og/eller SF vil ty til sociale tilbageskridt som led i en pakkeløsning.
VS ved, at Socialdemokratiet vil gøre indkomstpolitik til et centralt element i arbejderflertallets økonomiske politik. Derfor siger vi det lige ud på forhånd: VS vil aldrig stemme for en indkomstpolitik, der indskrænker fagbevægelsens styrke og kampmuligheder. Det være sig tvangsoverenskomster, yderligere kriminalisering af faglige kampmidler, skærpelse af arbejdsretslovgivningen osv.
VS vil aldrig bruge arbejderflertallet til at svække fagbevægelsen. Det er at save den gren over, som arbejderflertallet sidder på.
Omvendt er det lige så selvfølgeligt, at VS gerne vil være med til at begrænse de højeste indkomstgruppers forbrugsmuligheder gennem skattelovgivning o. lign. VS vil heller ikke på forhånd afvise, at det kan være rigtigt og nødvendigt at begrænse det private forbrug som et led i kampen mod betalingsbalanceproblemerne. Men VS vil altid pege på, at det er de velstilledes luksusforbrug, der bør begrænses, bl.a. gennem en mere progressiv beskatning.
VS vil også støtte andre indgreb mod bestemte former for forbrug, f.eks. af miljøhensyn eller for at nedbringe energiimporten og -forbruget.
Indgreb af den art vil have en gavnlig indflydelse på betalingsbalancen og mindske afliængigheden af de multinationale koncerner. Derimod kan vi ikke acceptere, at hensynet til betalingsbalancen bruges som begrundelse for at udskyde den sociale genopretning eller føre en politik, der øger arbejdsløsheden og griber ind over for den brede befolknings realløn og forbrug.
Også inden for andre områder er der naturligvis sager af principiel karakter, som VS aldrig vil kunne medvirke til. Ikke mindst m.h.t. retssikkerhed, demokratiske rettigheder og udsatte gruppers stilling er der klare grænser for, hvad VS kan sluge.