Bragt i Solidaritet nr. 2, 1997.

Den 9. Oktober er det 30 år siden generalerne slog Che Guevara ihjel i Bolivia. De savede hans hænder af, og ville også have savet hovedet af, begravede liget et hemmeligt sted og udspredte et tågeslør af modstridende forklaringer om, hvad der egentligt var sket. Målet var at knuse drømmen og myten om Che, men den bestialske handling fik den stik modsatte virkning. Che var ikke mere, men myten om den ukuelige, disciplinerede og konsekvente revolutionære spredte sig over hele jorden. Det samme gjorde drømmen om revolutionen og udviklingen af socialismen på verdensplan. Istedet for at forsvinde blev Che udødeliggjort, gjort til en ikon i den cubanske revolution og til symbol for millioner af revolutionære verden over. 30 år efter lever både myte og drøm i bedste velgående.

Drømmen består - 30 året efter mordet på Che Guevara Af A. Jensen

Om Che har den nordamerikanske forfatter Jon Lee Anderson begået en biografi, der blev udgivet den 1. maj 1997. En kærlig og kritisk biografi, der både afdækker nogle af Ches skyggesider og de sider, der har gjort ham til en levende legende. En biografi der er resultatet af et omfattende researcharbejde, der har strukket sig over næsten 5 år. Undervejs har forfatteren selv nået at skrive historie. Under hans research i Bolivia i november 1995 talte han med den pensionerede general Mario Vargas Salinas, der havde kommandoen under jagten på Che’s guerilla i Bolivia i 1967. Generalen løftede sløret for, hvor Che og hans kammerater var begravet. Oplysninger der ellers havde været statshemmeligheder i Bolivia i næsten 30 år. Hans militærvenner svarede ved at sætte ham i husarrest, men oplysningen var ude, gravearbejdet i Vallegrande i det centrale Bolivia var gået i gang. I første omgang fandt de kun 4 lig og ikke liget uden hænder - Che. Det blev først fundet i april i år efter udgivelsen af Andersons bog. I juli blev ligene af Che og flere af hans kammerater fløjet til Cuba og skal nu endelig bisættes ved et Che museum, der skal bygges i Santa Clara i det centrale Cuba.

En stridbar barndom
Ernesto Guevara Serna (Che) blev født den 14. Juni 1928, eller rettere sådan står der i fødselsattesten. Allerede fra starten lagde han et røgslør over sin aktivitet. Faktisk blev han født en måned tidligere, men det var for tæt på hans forældres bryllup, og det gik ikke i det stærkt katolske Argentina. Allerede som 2 årig udviklede han astmatisk bronkitis, og dette fik fik en afgørende betydning for hele hans liv. Familien flyttede op i tørre bjergegne udenfor Cordoba i det centrale Argentina, for at Ernostos astma kunne bedres. Alligevel var det nødvendigt for den lille dreng at udvikle en høj disciplin på et tidligt tidspunkt for at kunne kontrollere astmaen og allergiske udbrud, der fuldstændigt lammede drengen.

Ernesto kommer først i skole som 9 årig, men med moderens undervisning og hans hyppige isolation læser han allerede meget selv. Farens utroskab fører til hyppige skænderier i familien og Ernesto reagerer hidsigt. Han stikker hyppigt af i dagevis, kaster sig ud i farlige projekter og er med i drengebander.

19 år gammel begynder han at studere medicin i hovedstaden Buenos Aires. Familien ser ikke meget til ham. Han studerer og arbejder for at klare økonomien. Han finder på forskellige projekter, for at overleve. Sammen med en ven begynder han sælge et potent insektmiddel, de selv fremstiller hjemme. Projektet må dog indstilles, da familien og de selv bliver syge af dampene fra fremstillingen. Næste projekt går ud på at sælge sko fra et restparti, de har købt. Da det viser sig, at der kun er få sko, der passer sammen, falder prisen betragteligt.

Men mest tid bruger Ernesto på at læse. Han pløjer sig igennem farens verdenshistorie i 25 bind og begynder i kladdeform at lave et omhyggeligt indeks på alt hvad han læser. Han læser Stalin, Marx... og Mussolini. Han er endnu ikke formet politisk, men kaster sig med sin skarpe tunge med glæde ind i diskussioner. Han melder sig ind i de populistiske peronisters ungdomsorganisation .. for at få adgang til deres bibliotek.

Ernestos bedste litteratur er dog fortsat æventyrene, med Jules Verne som den vigtigste forfatter. Æventyrene fascinenerer ham og trækker ham i ud i verden. I 1950, 22 år gammel, tager han på 12 ugers cykeltur op til det fattige Nordargentina, og han begynder på den tur at skrive dagbog.

Som mange andre unge argentinske mænd var Ernesto første seksuelle oplevelse med stuepigen. Han bliver hurtigt meget seksuel aktiv. Alder og udseende var intet problem. Enhver ledig kvinde var et legitimt bytte. Som 22 årig forelsker han sig for første gang. Den udkårne er Maria del Carmen, 16 år og arving fra en godsejerfamilie i Cordoba. Han frier, men hans uregerlighed og familiebaggrund får godsejerfamilien til at nedlægge veto. Først 2 år senere ophører deres nu hemmelige forhold.

Bevidstgørelse
Det umulige kærlighedsforhold tærer på Ernesto. Han kan ikke koncentrere sig om medicinstudiet, og hans ældre ven Alberto Granado foreslår ham at tage på en motorcykelkøretur gennem Latinamerika. Den 4/1 1952 tager de afsted.

Motorcykelturen bringer dem gennem Chile, hvor de gentagne gange jages ud af byerne for deres plattenslagernumre. De kommer længere nordpå som blinde passagerer på et skib. Men de har også tid til at besøge kobberminerne i Chuquicamata. Minerne ejes af USA og besøget fremkalder kraftige anti-Yankee følelser hos Ernesto. Han bevidstgøres yderligere ved kontakten med de undertrykte indianere, godsejerne og politiet. I Peru møder han spedalskhedslægen Hugo Pesce, der kommer til at betyde meget for hans videre politiske bevidstgørelse. Pesce havde fra 1928 været discipel af den peruanske marxist Mariatequi og meldte sig fra det tidspunkt ind i det peruanske kommunistparti. Ernesto er selv læge (næsten da) og identificerer sig med Pesce og hans politiske perspektiv. Ernesto fejrer sin 24 års fødselsdag på Pesces spedalskhedsklinik i Perus Amazonas og holder ved den lejlighed tale om Latinamerikanisme og nødvendigheden af et forenet Latinamerika.

Efter korte stop i Colombia, Venezuela og USA vender Ernesto i august tilbage til Argentina. Han forstår, at rejsen har forandret ham. Han beslutter sig for at gøre medicinstudiet færdigt og tager 14 eksaminer på ½ år for atter at kunne rejse. 7/7 1953 er han blevet læge og sætter sammen med en anden af sine venner kursen mod Bolivia. Fra Bolivia går det videre til Peru, hvor de møder en strøm af folk, der er på vej nordpå - til det revolutionære Guatemala. Ernesto og andre argentinske venner slutter sig til strømmen, men det tager lang tid at nå frem. De er konstant på spanden. Først i december når Ernesto Guatemala. Til familien skriver han: "Det er det land i Latinamerika, hvor det er muligt at indånde den reneste luft."

Det næste halve år forsøger han forgæves at finde et job for at komme ud af sin konstante økonomiske krise. Imens omgås han eksilvenstrefløjen i Guatemala. Han får størst sympati for cubanerne. Der er en lille gruppe, der ½ år tidligere under ledelse af Fidel Castro havde stormet militærforlægningen Moncada i Santiago de Cuba. En aktion der havde været en næsten total fiasko. Ernesto får et nyt navn af cubanerne: "El Che Argentino".

Udviklingen i Guatemala skærper Che ideologisk. Det er klart, at CIA destabiliserer udviklingen og forbereder en invasion. Che er nådeløs i sin kritik af regeringens manglende forholdsregler, men han kritiserer også sine venner i det peruanske socialdemokrati, APRA, der forbereder deltagelse i valgene i Peru: "Under de gældende forhold kan revolutionære ikke deltage i valg. Kampen bliver på borgerskabets betingelser, og de revolutionære ophører med at være revolutionære. Den eneste vej til magten og demokratiet er væbnet kamp". Han kritiserer samtidig det guatemaltekiske kommunistparti for at være slapt pga. dets taktiske alliancer med højrefløjen.

Che pløjer sig gennem store mængder politisk litteratur: Marx, Lenin, Stalin og Mao. Han har sympatier for ikke blot Sovjet, men også Kina. Samtidig begynder han at skrive en bog: "Lægens rolle i Latinamerika" om social medicin og lægens rolle - altså Che’s - i fremme af revolutionen.

I lyset af den forestående CIA invasion forlader mange fra eksilmiljøet Guatemala i starten af 54, men Che erklærer, at han vil blive for at kæmpe. CIA starter sin invasion 18/6 og 2 uger senere overtager deres mand magten. Che er fascineret af volden. Han skriver til moren: "Selv de lette flybombardementer har deres storhed".

Heksejagten indledes i forlængelse af invasionen. I midten af juli arresteres Che’s veninde, Hilda Gadea, og han beslutter sig for at søge eksil på den argentinske ambassade. Først i september får han lov at slippe ud, og sætter kursen mod Mexico. I USA pløjer CIA sig gennem de beslaglagte guatemaltekiske arkiver, og støder på en enkelt side om en 26 årig argentinsk læge, der forsøgte at organisere en sidste modstand mod CIA invasionen. "Skal vi oprette en sag på ham", spørger agenten David Atlee Phillips? Det beslutter efterretningstjenesten sig for og med årene skal sagen på Che blive CIA’s største.

I Mexico får Che atter kontakt til cubanerne, og hans cubanske ven Ñico Lopez afslører Fidels planer om at træne en guerillastyrke, der skal kæmpe i Cuba. Che er ikke umiddelbart begejstret for ideen. Til gengæld erklærer han sig for første gang som kommunist og skriver til familien, at han har besluttet sig for at gå ind i partiet.

Che’s veninde, Hilda Gadea ankommer til Mexico kort tid efter ham. Han er ikke særligt begejstret, men bevarer forbindelsen, fordi hun altid har penge til at redde ham ud af hans konstante økonomiske krise, og "fordi hun altid er redde til at kneppe", som han skriver. Et par måneder senere flytter de sammen og i august 1955 bliver de gift. Hilda er allerede flere måneder henne i graviditeten.

I Cuba løslader diktatoren Batista Fidel Castro og flere andre i foråret 1955. Fidel går straks i gang med forberedelserne til væbnet kamp og situationen skærpes hurtigt. Fidels lillebror, Raúl bliver sendt til Mexico i juni, og her møder han Che. Der udvikles fra starten et nært venskab. Raúl er kun 23-24 år, men har i flere år været medlem af det cubanske kommunistparti, PSP og er ideologisk meget klar. Che skriver til familien, at han måske vil tage til Cuba, men det kan også være han vil tage til ungdomskongres i Kina, eller til Paris for at møde sin mor. Kursen er dog ved at være lagt fast. 7/7 ankommer Fidel selv til Mexico. De to Castrobrødre har lange samtaler med Che, der ender med, at Fidel tilbyder Che plads i guerillaen som læge. Che accepterer øjeblikkeligt. Han har endelig fundet den sag, han så lang tid har søgt.

Revolution i Cuba
Der er stor forskel på Che og Fidel. Mens Fidel søger magt, søger Che retfærdighed. Men målet, socialismen, og midlet, den væbnede kamp har de tilfælles.

Che begynder at træne sammen med cubanerne i Mexico. De klatrer bjerge, marcherer og har skydeøvelser. Cubanerne bliver hurtigt noget reserverede, da det viser sig, at Che er fremragende til træningen. Det er først da Fidel griber ind og slår fast, at de bør beundre ikke-cubanere, der vil give deres liv for Cubas frihed, at stemningen vendes.

Træningen fortsætter ind i 1956, men i juni anholder det mexikanske politi Fidel og optrævler organisationer. Nogle dage senere anholdes også Che sammen med flere cubanere på deres træningsgård. Fidel gør meget ud af at præsentere sig som anti-kommunist, og på hans instruks holder Che i starten lav profil, men inden længe holder Che lange kommunistiske foredrag for efterretningsofficererne, der afhører dem. Fidel er rasende.

Fængselsopholdet varer godt en måned. Den 24/7 løslades Fidel og næsten alle cubanere. Tilsyneladende efter at Fidel har bestukket nogle efterretningsofficerer. En måned senere løslades også Che. Alle er nu under jorden. Situationen er uholdbar. Politiet er på sporet af dem, organisationen er løbet tør for penge, men det lykkes Fidel at skaffe 50.000$, som de køber båden Granma for, og den 25/11 sætter 82 mand kursen mod Cuba.

Starten på den cubanske revolution er også tæt på at blive dens endeligt. Fidels 26. Juli bevægelse (M-26) havde planlagt oprør i flere cubanske byer samtidig med Granmas ankomst, men båden ankommer 2 dage for sent, og oprørene er slået ned. Samtidig er de 200 partisaner, der afventede bådens ankomst på det aftalte sted taget hjem igen. Kystvagten har til gengæld fået øje på dem, og de lander et sted, hvor de må vade flere timer gennem sump for at få fast grund under fødderne. Samtidig er båden grundstødt og det meste af udstyret gået tabt. 2 dage senere falder den noget forkomne gruppe i et baghold. Bagholdet afslører imidlertid 2 vigtige karakteristika ved Che. Han skal på et sekund beslutte sig for, om han i flugten skal gribe kassen med medicin eller med ammunition. Han vælger ammunitionen. Han er nok kommet med som læge, men han er mere soldat end læge. Samtidig rammes han af en kugle, og udviser en næsten total dødsforagt. Et andet forhold, der skal blive centralt i kampen i de cubanske Sierra Maestra bjerge.

Af de 82 der gik i land fra Granma overlever kun 22 de næste dage. De andre dræbes i kamp eller henrettes efter de har overgivet sig til Batistas soldater. Samtidig er de overlevede splittet op. Først den 21/12 støder Che atter til Fidel og hans folk. Fidel skælder Che hæder og ære fra, da det viser sig, at Che og hans kammerater lod deres våben blive i en lille landsby - hvor de umiddelbart efter blev fundet af militæret. Fidel er rasende: "I har endnu ikke betalt den fulde pris for jeres fejl, for den pris er jeres liv. Jeres eneste chance for at overleve et møde med hæren er jeres våben!"

Skideballen udløser hos Che et hæftigt astmaanfald om natten, og han indrømmede senere, at episoden havde ætset sig ind i hans bevidsthed. Fidel får sendt bud efter nye våben, men da de kommer, får Che og hans folk ingen. Fidel er mester i at manipulere sine folks følelser ved at påskynde eller straffe dem. Che er meget følsom overfor denne manipulation og gør alt for at genvinde sit idols støtte.

Over de næste par måneder udvikler Che 2 nye træk. Dels et indædt had til hvad han opfatter som krystere, dels villighed til at gennemføre dumdristige aktioner. Han har et stort behov for at få styrket sin prestige hos Fidel.

I midten af februar 57 mødes M-26’s øverste ledelse med Fidel. Udover Fidel er de 6 andre i ledelsen fra byerne. Che er fra starten meget skeptisk overfor denne bande "umarxistiske, antikommunistiske nationalister. Borgerbørn, der vil vælte diktaturet med det formål at indføre vestligt demokrati". Che får ret. Modsætningerne spidser til over de næste års kamp. Det lykkes kun med nød og næppe Fidel at overbevise resten af M-26 ledelsen om, at guerillakampen skal gøres til bevægelsens hovedaktivitet.

I Sierraen har M-26 alvorlige problemer med militærets spioner og forræddere. Deres første vejviser, Eutemio Garcia rekrutteres af militæret og bliver forrædder. Da han fanges, dømmer Fidel ham til døden, men der er ikke rigtigt nogen, der har lyst til at fuldbyrde dødsdommen. I 40 år har der været et røgslør over, hvem der dræbte ham. Det var Che, der sin private ikke offentliggjorte dagbog skriver: "Situationen blev utilfredsstillende for både Eutemio og os andre, så jeg afsluttede problemet ved at give ham et skud med min .32 kaliber pistol i hovedets højre side. Udmundingshul i frontal lappen. Han rallede lidt og var død." Handlingen styrkede Che’s renomé for koldblodigt at slå til mod overtrædelse af guerillaens normer.

Ligeledes i februar får Fidel fløjet en journalist ind fra New York Times. Der er kun 20 mand under våben, men det lykkes Fidel at bilde journalisten ind, at der er langt flere. Journalisten vender tilbage til New York og offentliggør interviewet i 3 artikler. Resultatet bliver ødelæggende for Batista, der hidtil har påstået, at guerillaen var stort set udryddet. Diktaturet begår en række fejl, som M-26 dygtigt udnytter.

I løbet af foråret tilspidses situationen i Sierra Maestra. Bønderne kommer i stigende grad i klemme mellem militæret og guerillaen. Begge gennemfører sanktioner, når bønderne støtter den anden part. Den eneste løsning er at få smidt militæret ud. Der rekrutteres en masse unge til guerillaen - både blandt bønderne og fra M-26´s netværk i byerne. Men der er også mange, der ikke kan klare strabadserne, og som enten deserterer eller beder om at blive sendt hjem. Endelig er der problemet med de mange spioner blandt bønder og handelsfolk. Mange af dem henrettes - flere af Che selv.

Efter flere måneders træning af nye partisaner gennemfører de 28/5 en aktion mod en lille kaserne i El Uvero. Aktionen er både militært og politisk en succes. Batista tvinges til at trække militæret bort fra afsidesliggende kaserner, der ikke længere kan forsvares. Che får ansvaret for de sårede og rekrutterer den næste 1½ måned mange nye unge til guerillaen. Den 22/7 udnævner Fidel ham derfor en passant til kommandant. En titel Fidel indtil da har været ene-indehaver af..

I samme periode er Che ret kritisk overfor M-26’s politiske dispositioner. Amando Hart der sidder i M-26’s ledelse har løbende kontakt til USA’s ambassade, og der findes tilstrækkeligt med beviser for, at M-26 havde kontakter til USA og også fik nogen økonomisk støtte frem til i hvert fald sommeren 1958. Disse kontakter er dog slettet af den officielle revolutionshistorie. USA’ ambassadør lægger i august 57 blomster på M-26 lederen Frank Pais’ grav. Han er blevet henrettet af Batistas soldater. Samtidig indgåes en aftale mellem M-26 og USA. Guerillaen lover at standse sine tyverier af våben fra USA’s base i Guantanamo. Til gengæld skaffer USA en af M-26’s repræsentanter ud af Cuba og giver ham 2 års visum for at han kan skaffe økonomisk støtte blandt eksilcubanerne i USA. Endelig signalerer CIA, at de ønsker at møde Fidel, men mødet kommer aldrig i stand. USA vil gerne have en god kontakt til oppositionen, for at sikre sig indflydelse, når den stadigt mere upopulære Batista bliver væltet, og det antikommunistiske M-26 syntes at være en udmærket partner for USA.

Imens tager spændingerne til indenfor M-26. Ledelsen i byerne er utilfreds med Fidels enerådende styre i en ledelse der skulle være kollektiv. De holder derfor forsyninger tilbage og forsøger at oprette deres egne fronter. Men spændingerne er også politiske. Kommunistpartiet PSP havde allerede i Mexico afvist Fidels revolutionsplaner som fantasi, men allerede i midten af 57 sender det en af sine topfolk, Pablo Peralta til Sierra Maestra. Han skal tage kontakt til den, partiet har mest tillid til - Che. Han får ansvaret for skolingen i Che’s kompagni. Også Fidel møder flere PSP udsendinge i perioden derefter og forstår hurtigt, at det er nødvendigt at udvikle en alliance med "Cubas bedst organiserede og disciplinerede parti". Det er dog et problem, at resten af M-26 ledelsen er voldsomt antikommunistisk, så først må Fidel få overtaget.

Det lykkes først i 1958. Inden da indgår den antikommunistiske fraktion af PSP 1/11 en alliance med hele oppositionen - undtagen PSP - om dannelse af en eksilregering. Che er rasende over det borgerlige grundlag, som M-26 er gået ind på, men der kommer til at gå 1½ måned, før Fidel undsiger alliancen, der umiddelbart derefter bryder sammen.

Udover at træne flere partisaner er Che i efteråret 57 gået i gang med at opbygge en produktions infrastruktur. Han starter produktion af brød, våben, kasketter, støvler, cigarer, en avis og i starten af 58 starter han M-26’s Radio Rebelde.

Parallelt med guerillaens voksende styrke og økonomiske sabotage mod borgerskabet og Batista, øges konflikten i M-26. Den 12/3 58 udsender bevægelsen et manifest, der opfordrer til total krig fra 1/4. I forlængelse deraf skal der gennemføres generalstrejke. M-26 ledelsen i byerne modarbejder imidlertid beslutningen om, at PSP skal deltage i strejken, der derfor bliver en eklatant fiasko. Fidel bruger fiaskoen til at styrke sin kontrol over M-26. Ved et møde 3/5 smides 3 af de ansvarlige for generalstrejkefiaskoen ud af ledelsen, Fidel gøres til generalsekretær og øverstkommanderende for guerillaen. Endelig flyttes ledelsen op i Sierra Maestra. Che har ikke nogen problemer med Fidels ledelsesform. Tværtimod mener han, at kun en stærk mand kan gennemføre den virkelige revolution.

Under sommeren gennemfører Batista med 10.000 soldater en storoffensiv mod guerillaen, men den slår fejl og M-26 ekspanderer i løbet af efteråret til det centrale Cuba. I slutningen af december falder Cubas 3. største by, Santa Clara, og den 1/1 1959 flygter Batista. USA har været for sent ude til at strikke et alternativ sammen. Guerillakommandanten Camilo Cienfuegos indtager med kun 100 mand militærets centrale kaserne, Columbia i Havana med over 10.000 mand uden at affyre et eneste skud. Revolutionen er en realitet.

I det sidste år af kampen har mange unge partisaner knyttet sig tæt til Che, og flere vil senere følge ham ud i verden som partisaner. Hvad var årsagen til, at han sådan tiltrak folk? Han var meget hårdere end de andre guerillakommandanter. Da eleverne på hans partisanskole f.eks. gik i strejke mod den elendige mad, truede han med at skyde dem, men endte med "blot" at sætte dem på 5 dages faste. Men han krævede mere af sine folk, fordi han krævede mere af sig selv, og hans benhårde disciplin blev altid fulgt af pædagogiske forklaringer.

Revolutionen rykker mod venstre
Fidel lod Camilo overtage kontrollen med militæret fra generalerne. Det mest naturlige ville have været at lade Che foretage denne handling, for det var trods alt ham, der netop havde indtaget Santa Clara og dermed givet diktaturet dødsstødet, men Fidel holdt Che tilbage af politiske årsager. Det var politisk farligt at lade den "kendte internationale kommunist" Che overtage magten fra generalerne. Revolutionen blev i første omgang præsenteret som et nationalistisk oprør. Fidel indsætter derfor heller ikke sig selv som præsident. Han henter istedet højesteretsdommeren Manuel Urrutia fra dennes eksil i Venezuela og gør ham til præsident. Men Urrutia får kun lov til at udpege sin justitsminister. Resten udpeges af Fidel. Den ny regering er dog fyldt med repræsentanter for borgerskabet. Formålet er at forvirre dette og USA om den fremtidige politiske kurs. USA anerkender den nye regering 7/1 og Sovjet følger efter 3 dage senere.

Det bliver dog hurtigt klart, at magten ikke ligger i regeringen, men derimod hos Fidel. Inderkredsen omkring Fidel i M-26 mødes hemmeligt med PSP ledelsen for at udstikke den politiske kurs.

Imens har Che travlt med at genetablere ro og orden, holde styr på sine egne virile partisaner, der efter 1-2 år i bjergene er kommet til byen, fange krigsforbrydere og henrette dem. Samtidig fik Che ansvaret for opbygningen af et efterretningsvæsen.

Che fik ansvaret for gennemførelsen af retssager mod krigsforbrydere og var selv chefanklager. Oftest startede retssagen kl. 20-21 om aftenen, varede 6-7 timer og endte tit med, at den anklagede umiddelbart efter blev skudt. Flere hundrede blev henrettet over de næste par måneder, indtil skarp kritik fra USA og borgerskabet lagde en dæmper på henrettelserne. Der er flere årsager til de mange henrettelser. Dels var den cubanske befolkning i lynchstemning mod torturbødlerne og morderne. Det lagde tit et kraftigt civilt pres på skærpede domme. Men en anden årsag var Che’s erfaringer fra Guatemala. Han sagde: "Arbenz regeringen begik den fejl ikke at rense ud indenfor militæret. Derfor kunne CIA senere gennemføre deres kup". Udskejelserne gik dog ikke så langt som Raúl Castros. Han henrettede personligt 70 soldater efter indtagelsen af Cubas næststørste by Santiago, efter de havde gravet deres egen grav. Dette skrupelløse rå ry hænger endnu 40 år senere ved Cubas nuværende forsvarsminister.

Che’s familie ankommer til Cuba i foråret 59, og det samme gør hans kone Hilda og deres datter Hildita på 3 år. Che er på dette tidspunkt dybt forelsket i partisanen Eleida March. Han bliver skildt fra Hilda og gifter sig få måneder senere med Eleida.

Allerede i slutningen af januar løfter Che ved et PSP møde sløret for hans vision. Han forklarer, at revolutionen kun er første trin. Der skal gennemføres en omfattende jordreform, opbygges industri, USA’s ejendom skal konfiskeres og Cuba skal bidrage til at vælte diktatorene i andre dele af Latinamerika. Manuel Piñeiro gøres officielt ansvarlig for opbygningen af Cubas støtte til partisaner i Latinamerika, men de næste mange år, er det Che, der er den virkelige leder. De første mål er Nicaragua, hvor Somoza har regeret siden 30’erne, den Dominikanske Republik hvor diktatoren Trujillo sidder på magten, Haiti der styres af Papa Doc og endelig Paraguay regeret af general Stroessner. Allesammen gamle forhadte diktatorer. Kampen mod diktatorene går dog ikke så let. I juni udslettes et 200 mand stort cubansk/domikansk ekspeditionskorps af Trujillos styrker. Til gengæld forbereder han en styrke på 350 mand, der skal sættes ind mod Cuba. Den lider dog samme skæbne. Også i Nicaragua går det galt, da et ekspeditionskorps udslettes af en forenet honduransk/nicaraguansk styrke.

Situationen i Cuba er urolig hele 1959. Meget betydelige dele af M-26 er fortsat antikommunistisk. I Santa Clara gør M-26 oprør mod den indsatte PSP kommandant, og andre steder slutter M-26 folk sig til borgerskabet i protest mod jordreformen. Over de kommende måneder og år går mange af dem i bjergene for at bekæmpe revolutionen. Et oprør der først er endeligt nedkæmpet i 1966. I juli flygter den cubanske luftvåbenschef til USA, hvor han vidner for en senatskomite. Han bliver godt nok kritiseret af den cubanske præsident Urrutia, men denne kommer samtidig med antikommunistiske udtalelser. Fidel kritiserer derfor Urrutia for at være på forræddernes side. Urrutia skynder sig at afgå og drage i eksil.

Allerede i april besøger Fidel USA, for at berolige Yankierne, men uden held trods det at han offentligt erkærer sig for antikommunist. Han har 2½ times samtale med vicepræsident Nixon, og den afslører en dyb gensidig antipati. Imens går Che igang med den politiske skoling af sine unge officerer. De er antikommunister, men har en dyb respekt for Fidel og Che, og dette åbner dem for skolingen, der skal gøre dem til gode marxister.

I juni sender Fidel Che på en 3 måneders rejse rundt til de alliancefri landes kernegruppe: Ægypten, Indien, Ceylon, Indonesien og Jugoslavien. Målet er at etablere handelsrelationer. Det mislykkes, men det lykkes dog ved hemmelige forhandlinger med Sovjet at sælge dem noget af det cubanske sukker. Da Che i september vender tilbage til Cuba, gør Fidel ham til leder af industrialiseringskontoret under INRA - Det nationale institut for Jordreform, der ledes af Fidel. Che kaster sig omgående over opgaven, og udvikler hurtigt en arbejdsdag fra 12 middag til 6 morgen.

Det er en sådan morgen kl. 3, han møder KGB’s udsendte. Det er den 13/10 59. Sovjet har hidtil betragtet den cubanske revolution som borgerlig, og ikke interesseret sig synderligt for den, men Kruschev beslutter, at KGB må kigge på sagen. Agenten Alexandr Alexiev sendes afsted, officielt som TASS rapporter. Han kontakter PSP i Havana, der øjeblikkeligt sender ham videre til Che. Et par dage senere møder han også Fidel. Han forstår hurtigt, at revolutionen ikke er borgerlig, men har et socialistisk perspektiv. Fidel gør ham dog samtidigt klart, at der endnu ikke kan etableres åbne forbindelser og citerer Lenin: "Masserne må forberedes".

I februar 60 gennemfører russerne en handelsudstilling i Havana. Den åbnes af 1. premierminister Mikoyan. I samtaler med Fidel og Che forstår han, at målet er et socialistisk Cuba, men de beder endnu ikke Sovjet om våben. Det ændres dog hurtigt. Allerede i januar har fly fra USA nedkastet propaganda over Cuba og sabotagen er tiltagende. Den 4/3 ankommer skibet La Coubre til Havana lastet med våben som Cuba har købt i Belgien og Frankrig. CIA springer skibet i luften og kort tid senere beder Fidel Kruschev om våben. 8/5 etableres der diplomatiske forbindelser mellem de to lande og fra juni begynder der at ankomme våben og sovjetiske rådgivere.

Allerede 17/2 60 har USA startet planlægningen af en invasion i Cuba. Der samles et hold CIA folk og rekrutteringen i eksilmiljøet i Miami indledes. Eisenhower vil kopiere invasionen af Guatemala, trods advarsler om, at situationen i Cuba er meget anderledes end i Guatemala.

Dagene begynder at være talte for det cubanske borgerskab. Staten overtager medierne og jordreformen skrider frem. Omkring 60.000 har taget færgen til Miami. Luderne var ved at være borte fra Havanas gader og erstattet med militsmænd fra landet og af afrocubansk afstamning, der råbte revolutionære slagord. På hotellerne erstattes de nordamerikanske turister af ungdomsdelegater, delegationer fra den 3. Verden og handelsdelegationer fra COMECON.

Samtidig arbejder Che på at forberede masserne på konfrontationen med USA. Den 23/3 holder han tale om "Politisk selvstændighed og økonomisk uafhængighed". Che forklarer, at revolutionen nok har givet politisk selvstændighed, men Cuba er fortsat økonomisk afhængigt, og dette hindrer en virkelig uafhængighed. Løsningen af dette problem vil blive revolutionens aktuelle strategiske mål. På dette tidspunkt er USA’s interesser indenfor el, telefon og boliger bragt under statens kontrol, men USA har fortsat kontrollen over olien, mineraludvinding og den kemiske industri.

Militæret vokser hastigt. Siden 1959 er det fordoblet til 50.000 mand samt 50.000 militssoldater. Cuba forbereder sig på konfrontation. I juni nægter olieselskaberne at raffinere russiske olie, og de bliver derfor nationaliseret umiddelbart efter. 3/7 beskærer Eisenhower Cubas sukkerkvoter i USA. Fidel svarer ved at gennemføre love, der tillader nationalisering af alt nordamerikansk ejendom i Cuba. 6/7 fjerner Eisenhower helt Cbas sukkerkvota, og Fidel svarer med hentydninger til våbenaftalen med Sovjet og beordrer de 600 nordamerikanske selskaber i Cuba til at registrere deres værdier.

Optrapningen fortsætter. 9/7 entrer Kruschev arenaen med advarsler til USA om ikke at angribe Cuba. Eisenhower svarer, at USA ikke vil tillade et regime "domineret af den internationale kommunisme" på den vestlige halvkugle.

Ved sin tale 26/7 bekræfter Fidel, hvad der indtil da havde været Che’s personlige vision for Latinamerika: "Hvis levevilkårene ikke forbedres for latinamerikas befolkning, vil den andinske højslette blive Latinamerikas Sierra Maestra". Og dette skulle ikke blot forstås figurativt, men helt konkret. Che taler til ungdomskongressen om frihedskampen i Latinamerika, og i august advarer han i en tale til medicinstuderende, sundhedsarbejdere og militsfolk om, at Cuba snart vil kunne blive kastet ud i en massiv folkelig guerillakrig. Allerede i april udgav Che bogen "Guerillakrig", der dels opridser erfaringerne fra Sierra Maestra, dels er et politisk grundlag for guerillakrig. Che beskriver, hvad der for ham er guerillakampens tre fundamenter: For det første at de folkelige kræfter kan vinde en krig mod militæret; For det andet at det ikke er nødvendigt at afvente, at betingelserne er til stede for at begynde kampen. Det er muligt at tænde revolutionære bål (focos), der kan skabe disse betingelser; For det tredie vil den væbnede kamp i det underudviklede Latinamerika overvejende blive udkæmpet i Landområder. Teorien er siden blevet kendt som foco-teorien. Dens fejl ligger først og fremmest i disse focos, en fejl som Che til sidst måtte lade livet for. Men på dette tidspunkt blev den studeret af revolutionære over hele Latinamerika - samt af oprørsbekæmpelseseksperter.

Che formulerer i samme periode teorierne om det "ny menneske" og kampen mod individualismen. Che projicerer de tårnhøje krav han stiller til sig selv over på resten af befolkningen. Dette er i høj grad inspireret af de overvejelser han gør sig i sit arbejde med opbygningen af Cubas industri. Hans kontor begynder allerede i slutningen af 59 at intervenere i den eksisterende industri, og det med katastrofale følger. Che sender partisaner ud, der endnu for kort tid siden var analfabeter og deres indgriben får den stik modsatte virkning af det tilsigtede.

I januar 1960 møder han den franske marxistiske økonom René Dumont, der har rejst rundt i Cuba og besøgt landbrugskooperativer. Dumont konkluderer, at det største problem er, at landarbejderne ikke føler de ejer kooperativerne. Han foreslår derfor, at de arbejder, der leverer en ekstra indsats udenfor sæsonen for at opbygge kooperativet, skal betales ekstra for på den måde at opbygge en medejerfølelse. Che reagerer voldsomt på forslaget: "De cubanske arbejdere skal ikke have medejerfølelse, men derimod følelse af medansvar". Che var ligeledes særdeles kritisk overfor det sovjettiske "ny menneske", hvor det for arbejderne blot handlede om opfyldelse eller overopfyldelse af deres planmål for at tjene mere. Che ville ikke opbygge et 2. Nordamerikansk samfund i Cuba. Dumont konkluderede, at Che forsøgte at springe over flere trin i udviklingen ved at gå direkte fra kapitalisme til kommunisme, på samme måde som Mao havde prøvet det i 1956 med "Det store spring Fremad". Che gik langt længere end Fidel. Der var på det tidspunkt endnu 9 måneder til at Fidel ville løfte sløret for revolutionens socialistiske natur.

I slutningen af 60 er der valg i USA og de to præsidentkandidater Nixon og Kennedy kappes om at være mest agressivt antikommunistiske og truer Cuba. Fidel svarer 2/9 med den 1. Havana deklaration, der for første gang beskriver Cubas rolle som et revolutionært eksempel på det Amerikanske kontinent. Samtidig erklærer han, at Cuba vil acceptere sovjettiske missiler, hvis USA angriber, og endelig anerkender Cuba Kina. 29/9 oprettes de revolutionære forsvarskomiteer, CDR. Militserne har 200.000 mand under våben. 19/10 indfører USA handelsembargo mod Cuba, 25/10 nationaliserer Fidel 166 nordamerikanske virksomheder og 28/10 indleverer USA en note til Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) hvor supermagten protesterer mod våbenleverancerne fra Sovjet.

7/11 står Che ved siden af Kruschev på den Røde Plads i Moskva og overværer paraderne ifbm. Årsdagen for den russiske revolution. Han er den første ikke-statsleder, der har indtaget pladsen ved siden af SUKP’s førstesekretær. Che fortsætter på 2 måneders rundrejse, hvor han også besøger Kina og Nordkorea. Han siger det aldrig offentligt, men han er dybt skuffet over modsætningerne mellem partitoppens og den almindelige befolknings livsstil i Sovjet. 45 års udvikling havde tydeligvis ikke skabt et "nyt menneske" - i det mindste ikke i partiapparatet. Så var han langt mere imponeret af Nordkorea og Kina - specielt af folkekommunerne. Konflikten mellem Kina og Sovjet er allerede skarp. Cuba fastholder neutralitet i konflikten, men Sovjet reagerer ved drastisk at forbedre handelsaftalen med Cuba, da Che vender tilbage efter besøget i Kina. Samtidig dukker stadig flere sovjettiske rådgivere op i Havana. De står i skarp kontrast til Yankierne, som cubanerne kendte. Russerne var fattigt klædt, svedte i den tropiske varme men brugte ikke deodorent, hvorfor de lugtede fælt og blev transporteret rundt i byen som kvæg. Men de cubanske børn begyndte at lære russiske istedet for engelsk og børnene begyndte at få russiske navne.

På revolutionsdagen 1/1 1961 gennemfører Fidel en stor militærparade i Havana og samtidig reducerer han personalet på USA’s ambassade til 11. Eisenhower reagerer ved i samråd med Kennedy den 3/1 at afbryde de diplomatiske forbindelser.

CIA chefen Allan Dulles havde i 1959 været imod attentatplaner mod den cubanske ledelse, men situationen ændres i 60. Nu kan det ikke gå hurtigt nok, og der udarbejdes en række attentatplaner, der dog alle mislykkes. Dog lykkes det CIA at få dræbt Patricio Lumumba i Congo i 1961. En begivenhed der blev skelsættende for Che.

I den cubanske Escambray provins forsyner USA omkring 1000 partisaner fra luften. I Guatemala er 600 cubanere under træning. Da det bliver kendt i efteråret 60, gør nationalt sindede guatemaltekiske officerer 13/11 oprør. Det slås ned, men de fortsætter i bjergene og lægger fundamentet til den guatemaltekiske guerilla, der først her i foråret 1997 har sluttet fred med borgerskabet.

CIA ændrer taktik med hensyn planerne om invasion af Cuba. Målet er nu at erobre et brohovede, proklammere en provisorisk regering, der kan anerkendes og USA, og det kan så bane vejen for en nordamerikansk invasion. I mellemtiden skal Fidel og resten af den cubanske ledelse ryddes af vejen. Kennedy er blevet briefet om CIA’s planer allerede efter sin valgsejr i november og har godkendt dem, bortset fra at han modsætter sig nordamerikansk invasion. Det bliver klart, at Cubas forsvarskapacitet hastigt øges, og at der er MIG jagerfly på vej til landet. Invasionsplanerne fremskyndes derfor. Men det er ikke blot der kender planerne. Fidels efterretningsvæsen kender dem også.

Den 3/4 1961 betegner USA’s udenrigsministerium i en hvidbog Cuba som en fare for Amerika. 15/4 gennemfører USA et luftbombardement af Havana, der ødelægger det meste af landets lille luftvåben. Che haster til Pinar del Rio, Cubas vestligste provins, der samtidig ligger tættest på USA. Det er er forsvaret af denne provins han har ansvaret for. Den 17/4 lidt over midnat lander den 1500 mand store kontrastyrke i Playa Giron (Svinebugten). Den afsluttende træning har de fået i Nicaragua, hvis diktator Somoza har sendt dem afsted med besked om at bringe et hår fra Fidels skæg. Bådene de sejler afsted i, er venligt udlånt af United Fruit Company, og de eksorteres af nordamerikanske destroyers. CIA udbasunerer øjeblikkeligt invasionen og kontraerne graver sig ned i sandet på Playa Giron. De har fået at vide, der vil komme forstærkninger fra USA. Det er også CIA’s plot. 24 timer efter invasionens start meddeler CIA direktøren Kennedy, at kontraerne vil blive udslettet, hvis de ikke får støtte fra USA. Det afviser Kennedy og 20/4 er invasionen knust under Fidels personlige ledelse. 114 kontraer er dræbt og 1200 taget til fange. Cuba ender med at sende de 1200 fanger til USA for 62 mio.$ medicin.

4 måneder senere holder OAS topmøde i Punta del Este, Uruguay. Formålet er USA’s lancering af den såkaldte Fremskridtalliance, der med 20 mia. $ skal hindre kommunismens fremmarch. Men Cubas repræsentant, Che Guevara stjæler hele showet, og takker i sin tale USA: "Før jeres invasion var revolutionen skrøbelig. Nu har den et solidt fundament".

Che og verdensrevolutionen
Che’s og dermed den cubanske støtte til revolutionære bevægelser ikke blot i Latinamerika, men også i andre dele af verden sker ikke i noget isoleret tomrum. Starten af 60’erne er præget af stigende konfrontation mellem øst og vest og befrielseskampe i den 3. Verden. I 1961 raser kampen i Algeriet, Angola, Congo og i Indokina. Kennedy bruger sin sommerferie i 1961 på at læse Mao, Che og konkluderer, det er nødvendigt for USA at udvikle en offensiv Counter-insurgency (oprørsbekæmpelses) politik. I august offentliggør USA sin såkaldte Fremskridtsalliance, hvis mål det er at fjerne den sociale nød, der giver grobund for guerillaen i Latinamerika. I september opretter USA oprørsbekæmpelses elitestyrken, De grønne Baretter (Green Barets). Endelig bevilger Kennedy i november 50 mio.$ ekstra til CIA for at smadre den cubanske revolution. I OAS mødet om Fremskridtsalliancen i august havde Che haft et hemmeligt møde med USA’s repræsentant i et forsøg på at nå til en form for våbenhvile, men USA opfatter det som et svaghedstegn fra Cubas side og optrapper istedet destabiliseringen. Cuba svarer med at lade Sovjet bygge en missil- og en u-bådsbase i landet. Konfrontationen eskalerer. I januar 62 får USA smidt Cuba ud af OAS. Nogle måneder senere accepterer Fidel at modtage sovjettiske atommissiler og det fører i slutningen af året verden frem til randen af kernevåbenskrig. En krise der først ender, da Kruschev trække missilerne tilbage, og indgår en aftale med USA hvorefter yankierne skal afstå fra at invadere Cuba. Cubanerne opdager, at det åbenbart hele tiden blot var russernes plan at bruge Cuba i det taktiske politiske spil med USA. Che og Fidel er rasende, og det tager lang tid at få klinket skårene. I Cuba råber cubanerne: "Nikita, mariquita, lo que se da, no se quita!" efter de russiske rådgivere ("Nikita, din lille bøsse, hvad man giver, tager man ikke igen" - i henvisning til missilerne).

USA afviste efter det hemmelige møde i 1961 en form for våbenhvile med Cuba, og Che optrapper derfor opbygningen af guerillagrupper i Latinamerika. Kadrene rekrutteres blandt de latinamerikanske studerene på universistetet. Prioriteringen på dette tidspunkt er at støtte kampene i Nicaragua, Guatemala, Venezuela og Argentina. I Nicaragua har marxisten Carlos Fonseca overtaget ledelsen efter den første fiasko og dannet FSLN, der i 79 gennemfører revolution. I Guatemala støtter Che de nationalistiske officerer, der i 1960 efter det mislykkede kup gik i bjergene og dannede guerillabevægelsen FAR. I Venezuela er der indledt et frugtbart samarbejde mellem kommunistpartiet og radikale studenter i guerillaen FALN. I Argentina er der endnu ikke nogen aktivitet, men Che sætter sin gamle ven Alberto Granado i gang med at rekruttere til opbygningen af en argentinsk guerilla. Dette sker udenom det argentinske kommunistparti, der er voldsomt imod tanken om en guerilla. Allerede i 1962 starter træningen af en argentinsk guerillastyrke i Cuba under ledelse af Che’s gamle ven, journalisten Jorge Masettis ledelse. Masetti bliver gjort til Kommandant 2. Kommandant 1 er i virkeligheden Che, der skal slutte sig til styrken, når forholdene tillader det. Styrken opholder sig i længere tid i østeuropa og sidst i Algeriet, før den 21/6 1963 går i aktion. Det har trukket ud med at etablere den nødvendige infrastruktur i Bolivia, hvor guerillaen skal have base tæt på grænsen til Argentina. Det bolivianske kommunistparti er legalt og ønsker at bevare denne status. Derfor er det imod opbygningen af en guerilla i Bolivia. Kun under protester og for at bevare rimelige relationer til Cuba går det derfor med til, at opbygge den nødvendige infrastruktur for den argentinske guerilla i et område af Bolivia tæt på Argentina.

Den argentinske guerilla bliver en fiasko. Masetti bliver i stigende grad paranoid, henretter sine egne folk og bryder mod elementære guerilla regler. Hans base inde i Argentina bliver hurtigt opdaget og udslettes i april 1964. Det er et hårdt slag for Che, der ikke kan forstå, de har kunnet begå så mange fejltagelser. Samtidig bestyrker det ham i hans tro på, at han selv må intervenere for at sikre revolutionens fremdrift i Latinamerika. Che’s kontakter i Argentina har på dette tidspunkt erkendt, at det ikke umiddelbart er muligt at rekruttere bønderne i det nordlige Argentina. Det er ikke muligt at opbygge en foco i Che’s stil. Begge besøger i juli 64 Cuba for at forklare dette til Che, men de løbes over ende af Che’s talestrøm og når aldrig at fremlægge deres blasfemiske overvejelser, der er i fundamental strid med Che’s teori.

Men der er også andre faktorer, der motiverer Che til at intervenere direkte i den antiimperialistiske kamp. Allerede i 1962 er der udviklet dybe interne modsætninger i det cubanske regeringsparti. På dette tidspunkt er Fidels M-26 sluttet sammen med det kommunistiske PSP og det lille venstrerevolutionære DR. Imidlertid fører ledende kadrer fra det gamle PSP en stærkt sekterisk linie, hvor de sammen med repræsentanter fra latinamerikanske kommunistpartier i Cuba søger at monopolisere politikken. Che er stærkt utilfreds med denne udvikling og Fidel gennemfører i 62 en udrensning af de meste sekteriske PSP kadrer.

Dette løser imidlertid ikke problemet. Næsten alle de latinamerikanske kommunistpartier er imod væbnet kamp, og derfor imod Cubas og specielt Che’s intervention i deres lande. De beder Moskva om at gribe ind. Samtidig opfatter russerne Che som hældende mere mod Kina end mod Sovjet i den stadig heftigere konflikt mellem de to socialistiske supermagter. Allerede i slutningen af 62 sender Moskva derfor Che en KGB agent på halsen. Han kommer til at arbejde som russisklærer for Che.

I den cubanske ledelse bakker Fidels lillebror Raúl ubetinget op om Sovjet, Fidel forsøger at holde Cuba neutral i Sovjet/Kina konflikten, men har dog den pragmatiske holdning, at Sovjet giver mest til konsolideringen af revolutionen i Cuba og hælder derfor mest til Sovjet. Che derimod er dybt frustreret over russerne, ikke blot ideologisk, men også økonomisk. De russiske rådgivere kan ikke få de mere avancerede nordamerikanske maskiner til at fungere. Noget så simpelt som forskellen i værktøj (mellem det europæiske metersystem og det nordmamerikansk inch-system) giver meget alvorlige problemer. Konsekvensen er, at stadig flere fabrikker må lukke, meget nødvendige traktorer står og ruster op pga. manglende reservedele og vedligeholdelse.

Che har et pragmatisk syn på konflikten Sovjet/Kina. I Cuba er situationen den, at de russiske rådgivere skal betales af Cuba, mens de kinesiske arbejder gratis. Kinesernes gratis arbejde er for Che tegn på deres større socialistiske bevidsthed. Det er derfor ikke tilfældigt, at det kun er i Che’s ministerium, der arbejder kinesere. Ministeriet samler desuden embedsmænd, der er blevet udrenset af sekteriske kommunister i andre ministerier eller institutioner. Dette bringer Che i modsætningsforhold på en lang række fronter, og han tiltrækkes derfor stadig stærkere af det rene revolutionære arbejde - i guerillabevægelserne.

I juli 1964 forsøger Fidel en tilnærmelse til USA. Han kommer med hentydninger til, at Cuba vil indstille sin støtte til guerillaen i Latinamerika, hvis USA vil indstille sin blokade. Fidel mener at have afluret Kruschev nogle politiske rævestreger, men Cuba er ikke Sovjet. USA ser Fidels forslag som et svaghedstegn og afviser det. I mellemtiden har Che samtidig nået at lovprise Cubas støtte til revolutionen i Latinamerika.

I august 64 begynder Fidel at sondere mulighederne for at sende Che til Congo, for at kæmpe i befrielseskampen der, som Cuba allerede tidligt har engageret sig i. Fordelen ved Congo er, at der ikke er noget kommunistparti, der kan blive trådt over fødderne og samtidig vil det mindske nogle af de interne og eksterne modsætninger. Men samtidig deler Fidel Che’s politik for støtte til verdensrevolutionen.

I november deltager Che i Moskva i fejringen af oktoberrevolutionen. Det bliver hans sidste tur til Sovjet, præcist 4 år efter den første. Men situationen er radikalt anderledes. Che har mistet sine illusioner om "Det store socialistiske Moderland". Russerne opfatter ham som kineser og han fryses ud.

I slutningen af november er Cuba vært for en kongres for de latinamerikanske kommunistpartier. Che deltager ikke, og hans linie ligger langt fra den kompromisresolution, der vedtages på kongressen. Resolutionen hælder i retning af Moskvas og dermed de nationale kommunistpartiers holdning om ikke-intervention, men støtter dog ideen om væbnet kamp, hvor hverken Moskva eller det nationale parti ser nogen mulighed for legal kamp. Folk ved det endnu ikke, men Che er på vej bort fra Cuba. Han har allerede fortalt Fidel, at han agter at træde ud af regeringen.

Che’s sidste offentlige fremtræden er i december, hvor han taler for Cuba på FN’s generalforsamling. Han taler om kampen i Congo, racismen i USA, nødvendigheden af antiimperialistisk handling, og kritiserer samtidig Sovjets manglende til de antiimperialistiske kampe. Talen afføder både voldsom kritik fra USA, et mordforsøg på ham og affyringen af en bazooka mod FN hovedkvarteret.

Efter New York fortsætter Che videre på en 3 måneders rejse til Europa, Afrika og Kina. Han forsøger - uden held - at få kinesernes støtte til cubansk intervention i Congo. I Afrika besøger han Algeriet, Ægypten og Tanzania. I Tanzania møder han 50 guerillaledere fra 10 forskellige afrikanske lande. De er alle interesserede i at blive trænet i Cuba, men udvandrer da Che foreslår dem, at tage til Congo for at blive trænet. Samtidig forfærdes han over de congolesiske kommandanter, der er mere interesserede i det søde liv end i at kæmpe. Én af disse skiller sig dog ud, Laurent Kabila, og Che beslutter sig allerede på dette tidspunkt for at ville arbejde for Kabila.

I Ægypten godkender præsident Nasser forslaget om cubansk intervention i Congo, men fraråder på det skarpeste Che i selv at tage afsted: "Det vil blot blive opfattet som den hvide Tarzan, der kommer for at hjælpe de sorte." En betragtning som Che ignorerer.

Sidste stop på turen er Algeriet, hvor Che deltager i en antiimperialistisk konference med deltagere fra Afrika og Asien. Han opfordrer i sin tale til antiimperialistisk sammenhold i den 3. Verden og kritiserer samtidig både Sovjet og Kina skarpt for ikke uegennyttigt at støtte befrielseskampene. Samtidig kritiserer han handelsrelationerne med Sovjet og Kina og betegner dem som en form af fortsat imperialistisk udbytning. Fidel selv er kommet med lignende hentydninger i sin tale 2/1 65.

Che er i tilbage i Cuba i marts og tager allerede 1/4 afsted til Congo for at slutte sig til befrielseskampen. Denne del af historien var indtil for 2 år siden hemmelig. Først da bekræftede Cuba spekulationerne om Che’s ophold i Cuba, og Che’s dagbøger fra Congo er fortsat cubansk statshemmelighed. Che tager afsked med sin kone Aleida og enkelte udvalgte venner. Han ved, at det er muligt, han ikke vender hjem i levende live, og opfordrer sin kone til at gifte sig igen, hvis han dør.

Che ankommer til Tanzania og når i slutningen af april frem til Congo. Det er dybt hemmeligt, at han er ankommet. Ikke engang congolserne endsige Kabila er endnu blevet informeret. Holdningen er, at Che’s aktiviteter skal mørklægges for USA, til den congolesiske guerilla står stærkt. Dette for at undgå, at USA intervenerer for at få dræbt sin fjende nr. 1. 1965 er derfor præget af røgslør om, hvad der egentlig er sket med Che. CIA påstår, at han er blevet dræbt i et opgør med Fidel. Cubanerne selv sender andre røgslør op. Selv russerne holdes hen i uvidenhed, til Fidel selv orienterer den russiske ambassadør.

Imens har Che efterladt et politisk manifest. Det offentliggøres i første omgang ikke i Cuba, men derimod i tidsskriftet Marcha i Uruguay, der redigeres af journalisten Eduardo Galeano. Artiklen har titlen: "Socialismen og det ny menneske". Artiklen er stærkt kontroversiel. Che forsvarer Cubas rolle som revolutionær avantgarde i Latinamerika med ret til væbnet intervention og i forlængelse heraf er han stærkt kritisk overfor de dogmatiske kommunistpartier. Endelig forsvarer han de moralske tilskyndelse i produktionen over de materielle. Først senere i 65 offentliggøres dele af artiklen i Cuba.

Che’s fiaskoer
Che’s egen intervention i den congolesiske befrielseskamp ender imidlertid i fiasko. Først inde i Congo løfter Che sløret for sin identitet overfor sin congolesiske forbindelsesofficer, der reagerer voldsomt på informationen. Han tager straks til Cairo, hvor Kabila opholder sig, for at orientere ham. Kabilas reaktion er, at holde Che og hans folk borte fra kampene.

I starten af juni er antallet af cubanere oppe på 60, men situationen er meget dårlig. Moralen falder hastigt. De congolesiske partisaner er inaktive, fuldstændigt udisciplinerede, overtroiske og mest interesserede i at besøge bordellerne. Det største sundhedsproblem i området er kønssygdomme. Samtidig er den congolesiske guerilla præget af voldsomme interne konflikter og mord i ledelsen. Selv om næsten alle cubanere bortset fra Che er sorte, udvikler de hurtigt en dyb foragt for congoleserne og de tutsi-rwandaer, der kæmper samme med dem. Det er derfor ikke underligt, at flere af de ellers erfarne cubanske partisaner deserterer eller beder om at blive sendt hjem.

Cubanerne deltager efter voldsomt pres i deres første militære aktion 29/6, med katastrofale resultater. 1/3 af congolesere og tutsier deserterer allerede før angrebet indledes, og 4 cubanere falder. Heriblandt 1 med en dagbog, der afslører Che’s tilstedeværelse.

Che begynder så småt at forstå, at planerne om at gennemføre revolutionen i Congo i løbet af 3-5 år og at træne angolanske og mocambikanske partisaner i Congo er fuldstændig urealistiske. Han skriver til Fidel og fortæller, at situationen er alvorlig, og at der ikke bør sendes flere hold afsted. Fidel ignorerer beskeden og skriver tilbage, at Che ikke bør dramatisere situationen for meget. "Situationen var også meget vanskeligt i starten i Cuba".

I oktober starten den congolesiske regering og dens hvide lejesoldater deres modoffensiv mod oprørerne. Samtidig indgår den en aftale med Tanzania, der indtil da har støttet oprørerne. Aftalen går ud på, at Congo hjemsender sine hvide lejesoldater, og at Tanzania til gengæld indstiller sin støtte til oprørerne. Tanzania opfylder sin del af aftalen, men i Congo overtaler en vis løjtnant Mobuto den congolesiske præsident til først at hjemsende lejesoldaterne efter kampenens afslutning. Det sker hurtigt. Modoffensiven, Tanzanias afbrydelse af støtten og direkte modarbejdelse af guerillaen samt rebellernes egne interne konflikter får guerillaen til at gå i opløsning i løbet af en måned. 20/11 evakueres cubanerne med en af de sidste både til Tanzania. Mange civile og congolesiske partisaner bliver tilbage. Et æreløst nederlag. Che overvejer et par gange at blive, men erkender det umulige i selv at opbygge en guerilla. 3 dage efter Che’s evakuering tager Mobuto magten ved et militærkup. Først her i 1997, 32 år senere lykkes det Kabila at få smidt sin arvefjende på porten.

Che er tilbage i Dar Es Salaam 24/11 og indlogeres i dybeste hemmelighed på 2. Salen i ambassadørboligen. Kun ambassadøren og en kodeekspert kender til Che’s tilstdeværelse. De øvrige cubanere evakueres af russerne og flyves med forskellige mellemstationer tilbage til Cuba. I Dar går Che i gang med at evaluere erfaringerne. Det bliver til bogen "Passager fra den revolutionære kamp (Congo)". Bogen i sin helhed er fortsat cubansk statshemmelighed, men er dog i brudstykker offentliggjort i løbet af de seneste år. Den er en larmende selvkritik af Cubas og Che’s egne fejl i denne intervention, men samtidig af specielt Sovjets rolle. Sovjet havde nok leveret våben til congoleserne, men kun fordi kineserne var langt kraftigere involveret. Sovjet var derfor interesseret i, at kampen blev et nederlag, for derved at skade Kina.

Fidel opfordrer nu flere gange Che til at vende tilbage til Cuba, men dette er ikke muligt for Che. Han tog afsted for at lave revolution, og det er endnu ikke lykkedes. Samtidig havde Fidel i oktober offentliggjort Che’s afskedsbrev, hvor han erklærer netop dette mål. Che’s stolthed forbyder ham derfor at vende tilbage til Cuba med halen mellem benene. Che tilbringer derfor 5 måneder i Tanzania og et par måneder i østeuropa, før han sætter kursen mod Bolivia.

Og hvorfor blev det så netop Bolivia? Dette er grundlæggende endnu uafklaret. Den officielle cubanske historie siger, at det var Che selv, der tog beslutningen, men i den udstrækning det er rigtigt, var det en konsekvens af ønsketænkning og bedrageri. Che havde det godt nok højt på sin politiske ønskeseddel at gennemføre revolution i Argentina, og han havde derfor selv i starten af 1965 fået foranstaltet, at den østtysk-argentinske agent Tania blev sendt til Bolivia for det cubanske efterretningsvæsen. Det byggede på opfattelsen af, at Bolivia indtager en nøglerolle i en Latinamerikansk revolution. Men samtidig havde revolutionen det skidt i slutningen af 1965. I Peru var Cubas første forsøg på at starte en guerilla blevet kvalt i fødslen allerede i 63. I april 65 startede et meget bedre forberedt forsøg med grundlag i MIR (der senere skulle blive til MRTA), men efter to måneder var både MIR’s leder og militære næstkommanderende blevet dræbt. I september 65 havde det cubansk opbyggede ELN indledt sine aktioner i Colombia; I november gik den populære præst Camilo Torres ind i denne kamp, men han blev dræbt allerede i januar. I Venezuela havde kommunistpartiet trukket sig ud af guerillaen efter løfter om at kunne deltage i valg, og FALN selv gik meget dårligt. I Guatemala var en trotskistfraktion ved at sprænge guerillaen FAR og kommunistpartiet PGT havde fået likvideret hele sin centralkomite i april 65.

Bedrageriet skulle imidlertid komme fra det bolivianske kommunistpartis side, med dets leder Mario Monje i spidsen. I oktober 65 havde Fidel inviteret til det første møde i Tricontinental - det antiimperialistiske samarbejde mellem Latinamerika, Afrika og Asien. Fra Bolivia var både BKP og en maoistisk udbryderfraktion blevet inviteret - maoisterne dog med flest mand. BKP sendte derfor Monje til Cuba allerede i november for at klare ærterne. Han fandt hurtigt ud af, at cubanerne uden at spørge BKP var begyndt at træne unge BKP studenter i Cuba militært. Han fortalte derfor Fidel - i modstrid med sandheden - at BKP var rede til at opbygge guerilla i Bolivia, og at han selv gerne ville gennemgå træning. I løbet af de næste måneder gennemgik han ikke blot træning, men havde også tid til at besøge Moskva, hvor Kreml bekræftede, at han skulle stå fast på, ikke at tillade en guerilla i Bolivia. Dobbeltspillet virkede. Cubanerne kørte de bolivianske maoister ud på et sidespor og satsede på BKP, der havde lovet sit engagement i opbygningen af en boliviansk guerilla. I februar eller marts orienterede Fidel derfor Che om, at situationen nu var rede i Bolivia.

Che vender hemmeligt tilbage til Cuba i juni 66 og går straks i gang med at opbygge en cubansk eliteenhed, som han selv skal lede. Che var egentlig tilhænger af, at starte kampen i det nordøstlige Bolivia, men BKP købte en farm i den sydlige del af landet, ikke så langt fra grænsen til Argentina. Monje var interesseret i at få cubanerne ud så hurtigt som muligt. Stillet overfor fait acompli bøjede Che sig for BKP’s dispositioner. I slutningen af oktober tager Che og hans mænd afsted fra Cuba med kurs mod Bolivia. Han tager også afsked med sine børn, men forklædt som onkel "Ramón". Ikke engang hans børn må få at vide, at deres far har været i landet, og atter er taget afsted. USA skal fortsat holdes i uvidenhed.

Che ankommer til Bolivias hovedstad La Paz i starten af november og tager straks ned til den nye guerillabase. BKP stiller i første omgang en hold partisaner til hans rådighed. Alligevel er et flertal af guerillaen udlændinge - cubanere, argentinere og peruvianere. Monje besøger basen første - og sidste - gang 31/12. Che siger, at han ønsker et samarbejde mellem både BKP og maoisterne. Monje kan blive den politiske leder af guerillaen, men Che ønsker den militære kommando. Det er første gang, Monje orienteres om Che’s rolle i guerillaen. Han afviser Che’s forslag og siger, at han selv vil indtræde som partisan, og selv vil have den militære ledelse. Dette afvises til gengæld af Che. Monje meddeler så, at han vil tage tilbage til La Paz for at tænke over sagerne. Det er nok et bedrageri. Næste morgen tager han afsted og fortæller samtidig de bolivianske partisaner, at de skal tage med. De har ikke længere partiets støtte, hvis de bliver hos Che. BKP’s bedrageri er en offentlig kendsgerning. Che står nu med en styrke i et område han ikke kender, med få bolivianske partisaner, og må bl.a. derfor afslå at tage imod flere paruvianske guerillaer. I dag 30 år senere mener Che’s kone, Aleida, at "..det var den fæle indianer (Monje), der forrådte Che".

Men Che giver ikke op så let. I januar tager han og en deling partisaner på den første tur ind i regnskoven. Turen var planlagt til 14 dage, men de farer vild og finder først tilbage efter 48 dage. Da de kommer hjem, er basens eksistens røbet. 2 af de bolivianske partisaner er blevet taget til fange af militæret, og har både røbets dens eksistens og tilstedeværelsen af cubanere. Rekognosceringsfly cirklen over den. Krigen er startet. Et par måneder senere tages franskmanden Regis Debray der har tilsluttet sig guerillaen og den argentinske kontaktmand Roberto Bustos til fange af militæret. Debray afslører, at Che er i Bolivia, og Bustos laver tegninger af Che og af flere andre partisaner, som det bolivianske militær kan bruge til identifikation. CIA ved altså allerede i maj, at Che befinder sig i Bolivia og begynder at rekruttere folk til en Bolivia indsats.

For guerillaen går det dårligt. Allerede i februar har den mistet sin radiosender, og Cuba har dermed mistet kontakten med dem. Da det samtidig ikke er muligt for cubanerne at gå gennem BKP, mister de fuldstændig kontakten til Che og sender ikke flere folk afsted. Men Che fortsætter alligevel. Han har nået at producere et nyt politisk manifest til Trikontinentalen. I den udformer han en 4 trins strategi. På første trin skal der igangsættes focos der skal gennemføre revolution mange steder i Latinamerika - de "1, 2 mange Vietnam’er". På andet trin skal dette tvinge USA til militær intervention mod de latinamerikanske revolutioner. På tredie trin skal dette tvinge Sovjet og Kina til at indstille deres rivalisering for at gå samlet mod USA. På fjerde trin skal Verdenskrigen kulminere i verdensrevolutionen - eller socialismens sammenbrud.

De store linier er på plads, men dagligdagen bryder stadig mere sammen. I juni bliver Che syg, og uden astmamedicin går det stadig dårligere. Guerillaen har ikke været i stand til at få nogen forankring blandt bønderne, der er bange for den, og det bliver derfor en evig kamp at skaffe mad og vand. Che er så svækket, at han oftest ridder på et æsel eller mulddyr. Oftest har han nok at gøre med at holde sin folk fra kreaturet, som de vil slagte for at få stillet deres hunger. Samtidig svækkes hans ledelse pga. sygdommen og han trækker sig stadig mere ind i selv. Han skriver mere om politisk økonomi end om taktisk udvikling for at komme ud af den blindgyde, guerillaen kommer stadig længere ind i.

Hans politisk økonomiske overvejelser er et radikalt brud med Sovjet "marxismen". I Cuba overdrog han sit eksemplar af Stalins manual om marxismen, der endnu var den officielle introduktion til marxismen. Che’s version var overmalet med kritik af Stalins Marx fortolkning. Che skriver nu, at fejlene i Sovjet blev begået allerede under Lenin, der for at accelere den økonomiske udvikling havde tilladt at den materielle tilskyndelse blev sat over den moralske. I sine notater forudser han derfor både Sovjets og Kinas overgang til kapitalismen. En position der midt i 60’erne var meget kontroversiel, hvilket Che godt selv er klar over.

Guerillaen som Che nu har døbt ELN er blevet splittet i 4 grupper, efter militære baghold. 31/8 falder en af disse grupper i et militært baghold. 3 overlever og henrettes umiddelbart herefter. Che har med ét slag mistet 1/3 af sine mænd. I løbet af september bevæger Che’s kolonne sig kun langsomt fremad. Det virker som om han fornemmer, at det lakker mod enden. Han begår fundamentale brølere, undlader at sende patruljer i forvejen for at rekognicere og bevæger sig i åbne områder. I slutningen af september er de i realiteten omringet af militæret, der kender deres omtrentlige position.

Den 8. Oktober 1967 kl. 13.10 udbryder den sidste kamp. De er fanget i en 500m smal slukt med militæret posteret foroven, og de indser deres eneste chance er at kæmpe sig ud. Che får skudt sit gevær i stykker og rammes selv i benet. På vej væk ryger han og en anden partisan i et baghold, og Che råber: "Stop. Jeg er Che Guevara og er mere værd for dig i live end død..."

De 2 partisaner bringes til skolen i den lille landsby La Higuera, hvor de de næste 24 timer forsøges udspurgt af militæret og CIA. Che lægger ansvaret for nederlaget på BKP. Kl. 12.30 den 9/10 kommer militærets ordre om at henrette ham. De lokale CIA folk er angiveligt imod dette. De mener, det vil have langt større politisk effekt at kunne fremstille en detroniseret partisan for verdensoffentligheden for bagefter at kunne aftvinge Cuba politiske indrømmelser for at få ham tilbage, men den bolivianske generalstabs ordre om henrettelse bliver ikke overtrumfet. Lidt over kl. 13 henrettes Che i en byge af kugler. Blandt hans sidste ord er: "Sig til Fidel, at den amerikanske revolution er forestående, og bed Aleida om at gifte sig igen, så hun atter kan blive lykkelig..."

Militæret skærer hænderne af Che og lægger dem i formaldehyd for at få ham positivt identificeret. Et par dage senere kommer argentinske fingeraftrykseksperter til Bolivia med Che’s fingeraftryk og bekræfter hans identitet. 2 år senere smugles hænder og en kopi af Che’s bolivianske dagbogsnotater af den bolivianske indenrigsminister til Cuba.

Cuba tilbage i folden
Che’s kone Aleida får beskeden 11/10 og de næste dage bruger hun og Fidel på at få den bekræftet. Det sker først, da hun de følgende dage ser kopier af Che’s dagbogsnotater. Den 15/10 offentliggør Fidel Che’s død i Cuba, udlyser 3 dages landesorg, og erklærer, at den 8. Oktober fremover vil være "Dia del guerillero Heroico" (Den heroiske partisans Dag), for at markere Che’s sidste militære slag.

I forlængelse af mordet på Che når Cubas forhold til Sovjet nulpunktet, da østblokken optrapper deres kritik af Che. Fidel bakker Che op, og slår ind på en selvforsyningskurs. Cuba skal kunne klare sig selv og midlet skal være at få sukkerproduktionen op på 10 mio. tons i 1970. Dette slår fejl, økonomien ligger næsten i ruiner og Cuba tvinges tilbage i Sovjets fold. De fleste udrenses fra Che’s gamle industriministerium, herunder hans næstkommanderende Orlando Borrego, der som sukkerminister fyres allerede i 1968, da han erklærer at målet om produktion af 10 mio. tons sukker er fuldstændig urealistisk.

De næste 15 køres den cubanske økonomi efter næsten rene sovjettiske retningslinier, og først da der midt i 80’erne viser sig tydelige strukturelle problemer, lægger Fidel den atter om. Rectificación (retningen) skal korrigere den hidtidige økonomiske styring, Che’s principper om moralsk tilskyndelse og frivilligt arbejde skal atter sættes i højsædet. Principper der dog kun får få års prøvetid, da østblokken i 1989 begynder at skvatte sammen og efterlader Cuba i økonomisk kaos.

Hvad gik der galt?
Jon Lee Anderson opregner 5 faktorer i sin biografi for nederlaget i Bolivia. For det første var forholdene til væbnet kamp i Bolivia ikke til stede. Dette blev ignoreret af det cubanske efterretningsvæsen med ansvar for guerillavirksomhed, der havde en tendens til at male situationen alt for rosenrød. Altså en form for selvbedrageri som også Che lad af. For det andet BKP’s forrædderi, der trak tæppet væk under guerillaen fra starten af. Mange af de folk der på en eller anden måde har haft tilknytning til mordet på Che blev myrdet i årene efter 1967, og BKP’s daværende leder Mario Monje så tilstrækkeligt alvorligt på situationen til at han valgte at gå i frivilligt eksil i Moskva, hvor han stadig sidder. For det tredie den manglende rekruttering blandt bønderne, der fasthold guerillaen i en isolation fra lokalbefolkningen. For det fjerde var Che ikke længere på toppen. Det var 10 år efter Sierra Maestra. Han var blevet 39 år og var muligvis for blød i sine disciplinære regler ifht. situationen 10 år før. Endelig for det femte den manglende støtte fra Cuba. De sidste 8 måneder før mordet på Che havde cubanerne ikke kontakt til Che, og uanset vanskelighederne gjorde de heller intet for at etablere en kontakt, eller sørge for at få en ny radiosender frem. Isoleret kun hver enkelt af disse faktorer medført guerillaens sammenbrud. Tilsammen var de en dødelig cocktail.

Men historien om Che ender ikke her. Der er stadig et væld af hemmeligheder, der ikke er lagt frem. F.eks. arbejder det cubanske statsråd stadig på at overveje hvilke dele af Che’s dagbog fra befrielseskampen i Sierra Maestra der skal stryges, før dagbogen kan offentliggøres. Selv efter dens offentliggørelse vil der altså komme til at gå endnu mange år før vi når tættere den fulde sandhed. Men Jon Lee Andersons biografi bringer os et godt stykke af vejen til at forstå myten og facetterne ved den meget komplicerede personlighed, Ernesto "Che" Guevara. Uanset hans fejltagelser lever drømmen fortsat.

Jon Lee Anderson: A revolutionary life. 814 sider. Grove Press, New york. ISBN 0-8021-1600-0. Bogen koster 35US$, men kan bestilles over internet fra www.amazon.com til 26$.