| Information | |
| Nummer 4 |
Maj 1934 |
Det mest almindelige Svar fra socialdemokratisk Side paa Kommunisternes Opfordring til Enhedsfront har altid været: Den virkelige Enhedsfront skabes ved, at Arbejderklassen atter samles i eet Parti, derfør bør Kommunisterne, hvis de virkelig vil have Enhedsfronten tilvejebragt, vende tilbage til Socialdemokratiet. — Denne Opfattelse er i socialdemokratiske Kredse blevet yderligere styrket efter Fascismens Sejr i Tyskland, hvor det ikke lykkedes hverken Partierne i Fællesskab eller noget af dem alene at organisere Arbejderklassen til Modstand. Heraf har man sluttet, at Aarsagen til Fascismens Sejr maa søges i selve Spaltningen af Arbejderklassen i flere Partier.
Imidlertid har Nederlaget i Østrig, hvor det kommunistiske Parti var meget faatalligt, vist, at Arbejderklassens Samling i eet Parti ikke er nok til at sikre Sejren, hvis det er en Samling paa socialdemokratisk Grundlag. Det er da ogsaa givet, at man ikke i Dag umiddelbart kan sætte en organisatorisk Samling af socialdemokratiske og kommunistiske Arbejdere paa Dagsordenen. De Forskelle i Grundopfattelser af Maal og Midler i Arbejderklassens Kamp, som skiller de forskellige Arbejderpartier, kan ikke uden videre ophæves.
For at hindre Fascismens Fremtrængen er Arbejderklassens Samling i eet Parti imidlertid heller ikke nødvendig, hertil kræves blot, at Arbejderne i de to Partier samles i Enhedsfront til fælles Kamp mod Fascismen. Var dette sket i Tyskland, kunde Nederlaget have været forhindret. Formaalet med Enhedsfronten er netop at bringe kommunistiske, socialdemokratiske og partiløse Arbejdere til, trods de forskellige Grundopfattelser, at gaa ud i fælles Kamp mod Fascismen, for deres Dagsinteresser.
For rent indledningsvis at give et Indtryk af, hvad Enhedsfrontpolitik er, og hvilke Resultater der kan opnaas ved den, skal her først gives en Skildring af den Enhedsfrontaktion i Tyskland i 1921, der dannede Grundlaget for hele Udarbejdelsen af Enhedsfrontpolitiken, og som af Lenin blev fremhævet som Mønster paa en rigtig Gennemførelse af Enhedsfronten.
I Januar 1921, paa et Tidspunkt, da den revolutionære Bølge var faldende og Arbejderklassen stod overfor stigende Arbejdsløshed, Prisfordyrelser m.m., henvendte det kommunistiske Parti sig med et aabent Brev til de samvirkende Fagforbund (ADGB), til det socialdemokratiske Parti og til det centristiske, uafhængige Socialdemokrati; det foreslog heri disse Organisationer at indlede en fælles Kamp mod Prisfordyrelserne, for bedre Arbejdsløshedsunderstøttelser og for en Række andre konkrete Dagskrav. Alle tre Organisationer afviste Kommunisternes Forslag. Disse henvendte sig derpaa i et Opraab til de nævnte Organisationers Medlemmer og opfordrede dem og de øvrige Arbejdere til at bringe deres Organisationer ud i Kampen, selv mod Ledernes Vilje.
De opstillede Krav fandt i den Grad Genklang i Arbejderklassen, at der i den nærmest følgende Tid over hele Tyskland afholdtes en Mængde Bedriftsmøder og offentlige Møder, hvor store Dele af Arbejderklassen sluttede op om Kampen for Fordringernes Gennemførelse. ADBG satte nu ind med Eksklusioner overfor alle, der indlod sig paa Aktionen; men tvunget af den stadig voksende Stemning maatte de tilsidst gribe til en anden Manøvre: ADGB opstillede visse Betingelser for Kampen og erklærede sig villig til et Samarbejde, hvis de blev opfyldt, idet de naturligvis regnede med, at Kommunisterne ikke vilde gaa ind derpaa. Kommunisterne besvarede denne Manøvre med en Kritik af det utilstrækkelige i ADGB's Fordringer, erklærede sig imidlertid alligevel villige til at stille sig bag dem og opfordrede Arbejderne til, uden at stole paa deres Ledelse, at organisere Kampen. Resultatet heraf var, at hele den tyske Arbejderklasse blev mobiliseret til en kraftig Aktion for sine Krav, og Kampagnen havde et stadig stigende Forløb, indtil den afbrødes af den saakaldte Martsaktion.
Vi ser, at det afgørende for hele denne Enhedsfrontaktion er: Kommunisterne opstiller en Række konkret formulerede Dagskrav og henvender sig med dem til Ledelsen af de reformistiske Organisationer med Forslag om fælles Kamp. Efter Afslaget fra disse retter de Opfordring til de lokale Organisationer og deres Medlemmer om at gennemføre Kravene i Organisationerne trods Ledernes Modstand. Endelig besvarer Kommunisterne ADGB's Manøvre med at opfordre Arbejderne til paa Bedrifter og i Fagforeninger at organisere Kampen for netop disse Krav.
Resultatet blev en stigende Indflydelse for Kommunisterne i Fagforeninger og Bedrifter.
Paa Baggrund af denne vellykkede Enhedsfrontaktion Vil vi betragte de Muligheder og Forsøg paa Enhedsfrontaktioner, som i det sidste halve Aar har foreligget i Danmark.
I Efteraaret 1933 medførte Socialreformens Ikraftræden yderst lave Understøttelser til de Arbejdsløse. Den reformistiske Ledelse for Snedkernes Fagforening indkaldte da Københavns Fællesorganisation, for at udvirke, at denne stillede sig bag Kravet om Forhøjelse af Satserne. Paa Mødet den 7. December forelagde Snedkerne Forslag om, at Fællesorganisationen skulde kræve Forhøjelse af Satserne og desuden Betaling af Husleje, gratis Sporvogn til Kontrolstedet m.v. Kommunisterne i Fællesorganisationen stillede sig ikke (som det tyske kommunistiske Parti i 1921) bag dette Krav samtidig med, at de paapegede dets Utilstrækkelighed, hvorved de her tilmed vilde have kunnet uddybe en allerede eksisterende Splittelse blandt Reformisterne. I Stedet for stillede de et Forslag, der krævede en langt større Forhøjelse af Satserne samt Betaling af Husleje, Gas, Lys, Beklædning, Kontingent og Julehjælp. Resultatet var, at Snedkernes Forslag blev stillet helt i Baggrunden, næsten ikke blev debatteret og begge Forslag nedstemtes med vældig Majoritet. Mødet fik ingen Betydning.
Havde Kommunisterne i Stedet for denne Overbudspolitik stillet sig bag Snedkernes Krav og tillige forlangt, at Snedkerne ikke skulde blive staaende ved et Møde i Fællesorganisationen og lade Sagen falde, da det blev nedstemt, kunde der virkelig være kommet et Resultat ud af Aktionen. Snedkerne havde faaet Lejlighed til at vise, om de vilde sætte noget ind paa deres Kravs Gennemførelse. Kommunisterne havde faaet Lejlighed til at vise, at de var villige til i enhver Situation at stille sig bag alle Krav, der kan skaffe Arbejderne blot den mindste Forbedring, uanset fra hvem Parolerne kommer.
Et andet Eksempel paa en forspildt Mulighed for at sætte en Enhedsfrontaktion, i Gang: De hollandske Myndigheders Udlevering af nogle tyske Emigranter til Tyskland fik en Række Danskere til at iværksætte en Protestaktion mod dette Overgreb, foranlediget af. at en at de paagældende havde Opholdstilladelse i Danmark. Det kommunistiske Parti holdt sig her fuldstændig passiv, nægtede først aldeles at omtale Sagen og gav først længe efter sin Tilslutning, endda yderst betinget. Grunden til Partiets fejlagtige Optræden var her antagelig den samme som i ovenmevnte Tilfælde: Frygten for at tilslutte sig en Aktion, som er sat i Gang af andre end Partiet selv, hvortil i dette Tilfælde kommer, at det ikke drejede sig om et Overgreb mod Kommunister, men mod Medlemmer af det tyske socialistiske Arbejderparti. Det er imidlertid givet, at det kommunistiske Part! ikke vil være i Stand til at sætte en virkelig Protestaktion mod Hitlerfascismen i Gang, med mindre man lader denne Protest gælde ikke blot kommunistiske Ofre for Terroren, men alle Antifascister.
En ganske enestaaende Mulighed for at faa Enhedsfrontdemonstrationer i Stand forelaa i Dagene omkring Kampene i Østrig. Blandt de socialdemokratiske Arbejdere herskede der i de Dage stor Begejstring for den voldelige Opstand, som for dem ellers er den største Anstødssten i Kommunisternes Program. Kampen i Østrig foregik under deres Partifællers Ledelse, og de ledende danske Socialdemokrater maatte meget mod deres Vilje gaa ind for Kampen, selvom de holdt igen, saa meget de kunde: «Vel er vort Parti ikke Tilhænger af saadanne Midler i den politiske Kamp, men. .. » (Alsing Andersen ved den socialdemokratiske Rigsdagsgruppes Aabningsmøde).
I denne Situation sender det kommunistiske Parti et udmærket Forslag om en Times Generalstrejke som Sympatidemonstration til Forretningsudvalget for de samvirkende Fagforbund og til Arbejderne, og tilbyder senere at aflyse Partiets egen Sympatidemonstration og slutte sig til den socialdemokratiske, saafremt der sikredes Partiet en Taler ved denne. At Socialdemokratiet afslog begge Forslag, undrer ingen, derimod kræver det i høj Grad en Forklaring, at der ikke rejste sig en eneste Protest mod Afslaget fra de socialdemokratiske Arbejderes Side, trods Stemningen iblandt dem og trods Forslagenes rigtige Indhold og Form. Det er som Forklaring herpaa ikke nok at henvise til den vældige Modvilje mod Kommunister overhovedet, som det er lykkedes Socialdemokratiets Ledere at oparbejde. Forklaringen maa først og fremmest søges i de taabelige Kommentarer, Partiet knyttede til de østrigske Begivenheder. Partiet havde her en enestaaende Chance for at paavise, hvorledes den reformistiske Politik, trods Arbejdernes Mod, maa føre til Nederlag. I sine Kommentarer Indskrænkede Partiet sig imidlertid ikke til en saglig Kritik af det østrigske Socialdemokratis Politik men lagde en betydelig Vægt paa at fremstille Førerne: Baller, Deutsch o.a. som personligt fejge Flygtninge, ja, Partiet undsaa sig endda ikke for at udnytte Dolfuss' falske Telegrammer om Bauers Flugt. Social-Demokraten fik herved en kærkommen Lejlighed til at affærdige enhver Diskussion om Aarsagerne til Nederlaget i Østrig med Paastande om, at «Arbejderbladet tilsviner de østrigske Arbejdere».
I øvrigt har de østrigske Førere slet ikke udvist Fejghed under Kampene, som de personligt har taget Del i; men dette Forhold er uden enhver Betydning for Hovedsagen: Det østrigske Socialdemokratis Politik.
Et lignende Enhedsfronttilbud stillede Kommunisterne i Anledning af 1. Majdemonstrationerne, hvor de henvendte sig til Københavns Fællesorganisation med Forslag om fælles Demonstration, hvad Socialdemokratiet afslog. Efter Afslagene proklamerede Arbejderbladet imidlertid i begge Tilfælde, at da Socialdemokratiet saboterede Enhedsfronten, saa maatte Arbejderne nu slutte op om det kommunistiske Partis Enhedsfrontdemonstration.
Da de socialdemokratiske Lederes Afslag overhovedet ikke vakte Protest blandt Arbejderne (bortset fra Esbjerg) er det klart, at Sympatien for Enhedsfronttilbudene var ringe, og at det ikke var store Masser at socialdemokratiske Arbejdere, der, oprørte mod Lederne, vilde slutte sig til det kommunistiske Partis Demonstrationer. Under disse Omstændigheder at kalde de af Partimedlemmer og Sympatiserende gennemførte Demonstrationer for «Enhedsfrontdemonstrationer» kan kun bidrage til at skabe Forvirring om, hvad Enhedsfront er.
Paa Trods af disse forspildte Muligheder for at faa Enhedsfronten i Gang, viser Begivenhederne i Esbjerg, hvor store Chancerne alligevel er for Enhedsfront, ikke med de samvirkende Fagforbunds Hovedledelse, men med lokale socialdemokratisk ledede Fagforeninger. Og paa samme Maade viser Tildragelserne paa D.s.U.s Kongres i Paasken, at Muligheden for Enhedsfront er til Stede, ikke med Socialdemokratiets Hovedbestyrelse, men med lokale D.s.U. Afdelinger.
Til D.s.U.s Kongres var der stillet en Resolution, der foreslog Enhedsfront med kommunistisk Ungdomsforbund. Resolutionen viste fuld Klarhed over, hvad Enhedsfront er, idet den forlangte, at de to Organisationer under Opretholdelse af deres fulde Selvstændighed og indbyrdes Diskussionsfrihed etablerede Samarbejde til Bekæmpelse af den fascistiske Fare. Resolutionen blev naturligvis kraftigt imødegaaet fra Hovedledelsens Side og nedstemt med vældig Majoritet, men selv om den kun var stillet af én Afdeling, og kun en lille Afdeling, viser den, at der indenfor D.s.U. findes Vilje til Samarbejde, og den viser tillige, hvilken Vej Kommunisterne bør gaa for at faa dette Samarbejde i Stand:
I en Provinsafdeling stillede en D.s.U.'er Forslag om Enhedsfront med Kommunisterne, han blev stillet i Karantæne. I Gentofte var det hele Afdelingen, den turde man ikke stille i Karantæne, ikke engang Hovedmanden. Dette viser, at den rigtige Vej for det kommunistiske Parti er ikke at faa enkelte D.s.U.'ere til at «slutte op i Enhedsfronten under kommunistisk Førerskab trods Ledernes Sabotage», de bliver blot ekskluderet og derved forhindret i at føre Kravet frem. Den rigtige Vej er at faa de D.s.U.'ere, der har indset Nødvendigheden af Enhedsfront, til utrætteligt at kæmpe for Kravet indenfor Organisationen, for at faa Afdelingen til at gaa ind for det.
Ingen politisk Organisation finder sig i, at dens Medlemmer uden Tilladelse, eller endog trods Forbud fra Organisationen, gaar i Samarbejde med andre politiske Organisationer, saadanne Medlemmer bliver ekskluderet for Disciplinbrud. Men Ledelsen kan ikke forhindre Medlemmerne i indenfor Organisationen at agitere for at denne tager Samarbejdet op, og staar først en hel Afdeling bag Kravet, skal Partiet nok være mindre rask i Vendingen til at ekskludere.
Derfor er Arbejderbladets Kommentarer netop til Gentofteresolutionen de uheldiget mulige; der siges nemlig blot, at Hovedledelsen har vist sin Uvilje til Samarbejde, saa samlet maa Ungsocialister og Ungkommunister føre Kampen, for Enhedskongressen har vist, hvorfra denne Enhed bliver bekæmpet«. (25. Marts). Altsaa i denne Situation, hvor en hel Afdeling endelig staar sammen om Kravet, opfordrer man dem i Virkeligheden til, blot fordi de er blevet nedstemt paa Kongressen, at opgive Kampen indenfor Organisationen for at faa denne med, og til enkeltvis udenom Organisationen at gaa ud i Kampen med Ungkommunisterne.
Arbejderbladets Svar burde have været et konkret formuleret Tilbud til D.s.U.s Hovedledelse og Lokalafdelingerne om en samlet Aktion mod Fascismen, konkrete Forslag om Afholdelse af fælles Møder, Demonstrationer og Udgivelse af fælles Oplysningsmateriale om Fascismen. Samtidig med dette Tilbud skulde der saa være fulgt en Opfordring til de lokale Afdelinger og Medlemmerne til at sætte igennem, at Hovedledelsen og Afdelingerne indledte Forhandlinger med kommunistisk Ungdomsforbund om Kampagnen. Kommunisternes Forslag skal blot være Udgangspunkt for Diskussionen om, hvorledes Kampagnen skal gribes an. Det skal være konkret formuleret for at overbevise D.s.U.'erne om, at en saadan Aktion udmærket kan lade sig gennemføre; men dette Forslag maa ikke af Kommunisterne fastholdes som Betingelse for at gaa med, stilles der Forhaandsbetingelser, kommer ingen fælles Aktion i Stand. Vilkaarene for Samarbejdet maa afgøres af Aktionsudvalgene for de Organisationer, der skal samarbejde.
Der er ingen Tvivl om, at man kan faa adskillige Medlemmer af D.s.U. til at gaa ind for et saadant Samarbejde. En Afdeling har jo allerede erklæret sig villig, og kommer en Kampagne først i Stand mellem et Par Lokalafdelinger, og ser D.s.U.erne herved, at Kommunisterne virkelig arbejder loyalt sammen med dem, vil det i Længden ikke lykkes Hovedledelsen at forhindre et Samarbejde.
Naar Kommunistisk Parti i Stedet for venter paa, at D.s.U.erne enkeltvis skal slutte op i «Enhedsfront» under deres Førerskab, med andre Ord, at de skal slutte Enhedsfronten «fra neden», saa vil det i Virkeligheden sige, at Kommunisterne afslaar at danne Enhedsfront med D.s.U.erne, saa længe disse ikke er Kommunister, d.v.s. har forladt deres egen Organisation og vendt sig til det kommunistiske Parti. Kravet om Enhedsfront kun «fra neden» er blot en Opfordring til socialdemokratiske og partiløse Arbejdere om at slutte op om det kommunistiske Parti, og det vil de naturligvis ikke gøre, før de, om ikke organisatorisk, saa dog ideologisk, har sluttet sig til Kommunismen.
At man har bibeholdt Ordet Enhedsfront om denne Enhedsfront «fra neden», der ingen Enhedsfront er, har naturligvis skabt den frygteligste Forvirring med Hensyn til, hvad Enhedsfront er, og har i høj Grad lettet Socialdemokratiet Arbejdet med at bortforklare Enhedsfront som blot et kommunistisk Forsøg paa Bondefangeri.
Den Forvirring med Hensyn til Enhedsfrontpolitiken, som endnu i Dag er fremherskende indenfor det danske kommunistiske Parti, er imidlertid en Afspejling af den Forvirring, der hersker i hele den kommunistiske Internationale. For at forstaa, hvorledes denne Forvirring er fremkommet, bliver det nødvendigt at se paa Udviklingen i den kommunistiske Internationales Stilling til Enhedsfronten.
Enhedsfrontpolitiken har ikke været anerkendt og anvendt af den kommunistiske Internationale straks fra dennes Stiftelse efter den russiske Revolution. Den er opstaaet som Resultat af en Række Erfaringer, som de kommunistiske Partier høstede i Efterkrigstidens første revolutionære Periode, og først derefter er den nærmere udarbejdet paa den kommunistiske Internationales senere Verdenskongresser. De praktiske Erfaringer, som først og fremmest har dannet Grundlaget for Udarbejdelsen af Enhedsfrontpolitiken, er den Enhedsfrontkampagne i Tyskland i 1921, som tidligere er omtalt.
Paa den kommunistiske Internationales 3. Verdenskongres i Sommeren 1921 blev, under Lenins Ledelse, hele denne Enhedsfrontaktion fastslaaet som mønstergyldig for den kommunistiske Internationale. Samtidig med at man korrigerede nogle Fejl hos de tyske Kommunister i deres Gennemførelse af andre Enhedsfrontaktioner, gjorde man her de første Skridt til en Udformning at Betingelserne for Enhedsfrontpolitikens Anvendelse.
Paa den 4. Verdenskongres i 1922 skete den egentlige Udarbejdelse; Enhedsfrontpolitiken var her Hovedpunktet paa Dagsordenen. Man drog den almindelige Lære at den Række at gunstige Erfaringer, som man havde gjort i Tyskland i 1921 og 1922:
«Den kommunistiske Internationale kræver, at alle kommunistiske Partier og Grupper strengt gennemfører Enhedsfrontens Taktik», fastslaas det i Kongressens politiske Resolution, fordi alene denne i den nuværende Periode viser Kommunisterne den sikre Vej til Erobring af Flertallet af Arbejderklassen . . . Enhedsfronttaktik er Tilbud om fælles Kamp, stillet af Kommunisterne til alle Arbejdere, som tilhører andre Partier og Grupper samt til alle partiløse Arbejdere til Forsvar for Arbejderklassens elementæreste Livsinteresser mod Bourgeoisiet .. . . I denne Kamp er Kommunisterne endog parat til at forhandle med Socialdemokraternes og Amsterdammernes forræderiske Førere . . . Om disse Forhandlingen Gang maa dog Arbejdermasserne holdes stadig og udførlig underrettet . . . Anden Internationales Forsøg paa at fremstille Enhedsfronten som en organisatorisk Sammensmeltning af alle Arbejderpartier maa selvfølgelig paa det bestemteste tilbagevises . . . ».
Den kommunistiske Internationale fastslaar altsaa her, at det for Enhedsfrontens Gennemførelse er nødvendigt, at Kommunisterne forhandler med selve de reformistiske Organisationers Ledere, selvfølgelig uden at gøre sig nogen Illusioner om disses Villighed til Kamp. At dette er den rette Vej, havde Erfaringerne fra Tyskland tilfulde vist.
Efter den 4. Verdenskongres blev Erfaringerne med Hensyn til Enhedsfronten udvidet ganske betydeligt, og der førtes en livlig international Debat, om Problemet Omend man ikke til enhver Tid med lige stor Konsekvens bevarede Linien fra den 4. Verdenskongres i den praktiske Gennemførelse af Enhedsfronten, bibeholdtes Linien dog i det væsentlige
Paa den 6. Verdenskongres i 1928 skete der Imidlertid en meget vigtig Ændring heri. Allerede nogle Aar tidligere var der dukket en ny Opfattelse af Socialdemokratiet op Indenfor den kommunistiske Internationales Rækker. Denne Opfattelse, som man allerede kan finde udtrykt paa den 5. Verdenskongres, gik i Korthed ud paa, at Socialdemokratiet nu havde udviklet sig til et fascistisk Parti, var blevet «en Fløj af Fascismen». Denne Teori om «Socialfascismen» blev nu paa den 6. Verdenskongres nærmere udarbejdet, og Konsekvensen heraf blev, at omend man erklærede, at Enhedsfrontpolitikens «væsentlige Indhold» ikke skulde ændres, saa maatte den nye Opfattelse af Socialdemokratiet dog føre til, at Hovedvægten lægges paa Enhedsfronten «fra neden» (Teserne fra 6. Verdenskongres).
De kommunistiske Partier undgik fra nu af i det store og hele enhver Henvendelse til de reformistiske Organisationers Ledere. Det var jo ogsaa kun konsekvent. Hvis man betragter disse Organisationer som Bestanddele af Fascismen, som Fascismens Venstrefløj, kan der fornuftigvis ikke forhandles med dem om, hvordan Fascismen skal bekæmpes! — Denne Teori om Socialdemokratiet har navnlig efter Fascismens Sejr i Tyskland vist sig at være fuldstændig forfejlet. Selv om den reformistiske Politik svækker Arbejderklassens Modstandskraft overfor Fascismen, og selv om de reformistiske Ledere forraader Arbejderklassens Interesser, er det dog saare langt fra, at Socialdemokratiet er en Fløj af Fascismen. Socialdemokratiet staar tværtimod i Modsætning til Fascismen, hvorfor man da ogsaa ser, at i Lande med fascistisk Diktatur forfølges Socialdemokratiet og knuses de reformistiske Organisationer fuldt saa brutalt som de kommunistiske.
Naar man af denne forfejlede Teori drog den Slutning, at man ikke kunde forhandle med de reformistiske Organisationer, maatte dette i Praksis føre til en Opgivelse af overhovedet alt, hvad der har med Enhedsfront at gøre, og ikke mindst derved har Teorien om Socialfascismen faaet de mest skæbnesvangre Følger for den kommunistiske Bevægelse i alle Lande. Man bibeholt Ordet Enhedsfront, det er et stadig anvendt Slagord overalt i den. kommunistiske Bevægelse, men i Perioden efter 1928 blot med den formelle Ændring, at man sagde: Enhedsfront fra neden og kun fra neden. Man oversaa ganske, at selve det «væsentlige Indhold», derved faldt bort
Som Eksempel paa, hvor langt man fjernede sig fra al Enhedsfrontpolitik, skal anføres et Citat fra «Die Internationale» for November-Decernber 1931. Thälmann, Lederen af det tyske kommunistiske Parti skriver her:
«Den Kendsgerning, at der f.eks. i vort revolutionære, Fagforeningsarbejde kunde gøres Enhedsfronttilbud fra Oven til lokale Fagforeningsledelser eller til andre af det reformistiske bureaukratis Instanser, beviser ligeledes, at vor principielle Kamp mod Socialdemokratiet ikke blev ført bestemt nok til at gøre saadanne Fejl umulige.»
Denne Linie blev fulgt ufravigeligt af alle den kommunistiske Internationales Sektioner indtil langt ind i 1932, og enhver Diskussion om Genoptagelse af den tidligere Enhedsfrontpolitik blev undertrykt.
I en Række Lande førte Opgivelsen af Enhedsfrontpolitiken til Udspaltning af hele Grupper fra de kommunistiske, Partier,. og siden Kursændringen i 1928 har disse i de fleste Lande været i fortsat tilbagegang. Paa Trods heraf gennemførtes den nye Linie i Enhedsfrontpolitiken, «Enhedsfronten fra neden», helt konsekvent til langt ind i 1932 med det Resultat, at Enhedsfronten intet Steds kom i Stand.
Partispaltningerne og Tilbagegangen i en hel Række Sektioner (U.S.A., Tjekoslovakiet, Sverige, Svejts, England osv.) formaaede Ikke at vække Tvivl i den kommunistiske Internationales Ledelse om, hvorvidt Enhedsfronten kun «fra neden» var en rigtig Politik. Da den største Sektion, den tyske, brød modstandsløst Rammen for Fascismen, ikke mindst fordi Enhedsfronten ikke var kommet i Stand, skete der endelig en Kursændring:
I Begyndelsen af Marts 1933 udsendte den kommunistiske Internationales Eksekutivkomité (EKKI) et Opraab til Arbejderne i alle Lande. EKKI opfordrer heri de enkelte Landes kommunistiske Partier til at henvende sig til Hovedbestyrelserne for de socialdemokratiske Partier med Forslag om fælles Kamp mod Fascismen og Kapitalens Angreb, ved fælles Møder, Demonstrationer, Strejker osv. Det anbefales de kommunistiske Partier, hvis Overenskomst opnaas, at afholde sig fra Angreb paa de socialdemokratiske Organisationer, saa længe den fælles Kamp føres.
Hvad dette sidste angaar, Forslaget om en «Ikke Angrebspagt», maa det bemærkes, at det staar ganske i Modstrid til Beslutningerne fra de tidligere Verdenskongresser, hvor det udtrykkelig fastslaas, at de kommunistiske Partier altid maa bevare deres fulde Ret til almindelig Kritik af Socialdemokratiet under Enhedsfrontaktionerne.
Vigtigt er det Imidlertid at fastslaa, at der med dette Opraab indledes en helt ny Periode i den kommunistiske Internationales Stilling, til Enhedsfrontpolitilken. Dog betyder Vendingen ikke, at man vender tilbage til Politiken fra før 1928; man er blot holdt op med konsekvent at agitere for Enhedsfronten kun fra neden, idet man nu undertiden henvender sig til de socialdemokratiske Ledere; undertiden ikke; undertiden indgaar man et Samarbejde med andre Organisationer, til andre Tider opfordrer man blot disses Medlemmer til at slutte op i Enhedsfronten fra neden.
Vi skal. med nogle Eksempler fra forskellige lande belyse den Raadvildhed, som i Øjeblikket hersker i den kommunistiske Internationale i Spørgsmaalet om Enhedsfrontpolitiken:
I England har der i den senere Tid været en Enhedsfrontaktion i Gang mellem det kommunistiske Parti og det uafhængige Arbejderparti (I.L.P.). Samarbejdet omfattede fra Begyndelsen Kampen mod Krig og Fascisme, senere ogsaa Kampen for almindelige Dagskrav (de Arbejdsløses Hungermarsch m.m.). — Disse Enhedsfrontaktioner er kommet i Stand ved Overenskomst mellem de to Organisationer.
I Tjekoslovakiet har en af det kommunistiske Partis Ledere, Guttmann, forsøgt at føre Enhedsfrontpolitik efter de Linier, som angaves i EKK's Opraab af Marts 1933. Han er omgaaende blevet ekskluderet. Internationalens Afskæring af den nødvendige Diskussion og Klarlæggelse af Spørgsmaalet har ført det tjekiske Parti ud i en Krise, idet en Række Funktionærer indenfor Partiet har udsendt en Rundskrivelse med Opfordring til at kræve en Diskussion gennemført.
I Frankrig har nogle af Partiets gamle ledende Funktionærer i den sidste Tid vendt sig mod Partiets Linie og har forlangt den gamle Enhedsfrontpolitik genoptaget. Partiets Centralkomite har nægtet at optage en Diskussion om Enhedsfronten. Resultatet vil antagelig ogsaa her blive en Partispaltning.
I Norge førte EKKI's Opraab af Marts 1933 til, at Arbejderpartiet erklærede sig villig til en Forhandling med det kommunistiske Parti om Grundlaget for en Enhedsfront. Det kommunistiske Parti svarede herpaa følgende: «Vi vil kun understrege, at vort Tilbud ikke maa opfattes som en Betingelse, det er kun et Tilbud, som vi gerne vil diskutere med Repræsentanter for jert Parti.» Paa den kommunistiske Internationales 13. EKKI-Plenum tages der meget skarpt Afstand herfra, og det norske kommunistiske Partis Optræden i Enhedsfrontspørgsmaalet stemples som opportunistisk og stridende mod den komm. Internationales Linie (Se «Kommunistisk Tidsskrift», Februar 1934.) Det er karakteristisk for den Forvirring m.h.t. Enhedsfronten, som i Øjeblikket hersker indenfor de kommunistiske Partier, at det danske kommunistiske Parti i sin Henvendelse om en fælles Majdemonstration til Københavns Fællesorganisation begaar nøjagtig den samme «Opportunisme», som i Partiets teoretiske Tidsskrift et Par Maaneder før blev stemplet som aldeles.utilladelig. I denne Henvendelse til Københavns Fællesorganisation hedder det nemlig: «Vi erklærer os naturligvis beredt til at indtræde i nærmere Forhandlinger med Jer og med Repræsentanter for Socialdemokratisk Forbund om Grundlaget for og selve Gennemførelsen at Demonstrationen». (Arbejderbladet for 11. April).
Det almindelige indtryk af den internationale Stilling bliver da, at det, som i nogle Lande udtrykkelig godkendes eller dog tolereres fra den kommunistiske Internationales Side, det medfører i andre Lande Eksklusion og Afskæring af den nødvendige Diskussion, saaledes at disse Landes kommunistiske Partier bringes ud i alvorlige indre Kriser. Den kommunistiske Internationales Ledelse er fuldt ud ansvarlig for denne Forvirring og har endnu ikke gjort noget Forsøg paa at skabe klare Linjer. Det 18 EKKI-Plenum, som fandt Sted for et halvt Aar siden, har da ogsaa kun forøget Forvirringen. Man godkendte her: 1) Enhedsfrontpolitiken i England — altsaa et intimt organisatorisk Samarbejde mellem komm. Parti og I.L.P. 2) Den af det tyske komm. Parti indtil Fascismens Sejr førte Politik — åltsaa «Enhedsfront kun fra neden» i dens skrappeste Form. 3) Opraabet fra Marts 1933 — altsaa Tilbud til de socialdemokratiske Partier om, hvis Enhedsfronten kom i Stand, at afstaa fra enhver Kritik af dem osv. osv. Alle disse indbyrdes modstridende Linier blev uden videre godkendt uden at der overhovedet blev optaget nogen principiel Drøftelse af Enhedsfrontproblemet.
Det er imidlertid af den mest afgørende Betydning for den kommunistiske Bevægelses Fremgang i de kommende Aar, at Spørgsmaalet om Enhedsfrontpolitiken tages op til en alvorlig og tilbundsgaaende Diskussion. I Danmark har de sidste Maaneder vist tydelige Tegn paa en Opgivelse af «Enhedsfronten kun fra neden» og Gennemførelsen af en rigtig, kommunistisk Enhedsfrontpolitik. Men der hersker stadig, som foran vist, den største Usikkerhed om hele Spørgsmaalet indenfor Partiet, og Partiet vil derfor kun kunne opnaa Resultater af Enhedsfrontbestræbelserne, hvis det gør fuldstændig op med den tidligere fulgte praksis og tager et klart og utvetydigt Standpunkt til Enhedsfronten. Vi skal i det følgende søge at trække nogle hovedlinjer op for Enhedsfrontpolitiken.
1) Enhedsfrontpolilik er Kommunisternes Forsøg paa at iværksætte en fælles udenomsparlamentarisk Kamp om bestemte Dagskrav mellem de kommunistiske og socialdemokratiske Partier, Fagforeninger og Arbejderklassens øvrige Masseorganisalioner. — Formaalet hermed er at styrke Arbejderklassens samlede Modstandskraft overfor Bourgeoisiet, at komme ud over den Tilstand, hvor Arbejderklassens organisatoriske Spaltning umuliggør Kamp overhovedet. Herved gives der tillige de socialdemokratiske Arbejdere Mulighed for gennem selve Kampen at erfare, at deres Ledere ikke kan og ikke vil føre en Kamp konsekvent igennem, og at de socialdemokratiske Kampformer i det hele taget er utilstrækkelige. Viser Kommunisterne sig i Praksis som de dygtigste og mest konsekvente Ledere i Kampen, har de Mulighed for herved at vinde de socialdemokratiske Arbejdere for Kommunismen. Ikke ved Propaganda alene, men kun gennem de Erfaringer, som Arbejderne selv høster i Kampen, kan de bringes til at indse de kommunistiske Princippers Rigtighed. Og det vigtigste Middel til et faa denne Kamp i Stand er netop Enhedsfrontpolitiken.
2) Begrebet Enhedsfront maa holdes skarpt adskilt fra en organisatorisk Sammensmeltning af alle Arbejderpartier. Enhedsfrontpolitiken nødvendiggøres af den Kendsgerning, at Arbejderklassen er spattet i flere Partier; den bygger paa Erkendelsen af, at denne Spaltning ikke kan overvindes umiddelbart ved en Sammenslutning, fordi Spaltningen skyldes forskellige Opfattelser af Maal og Midler i Klassekampen. Er Arbejderklassens store Flertal først vundet for Kommunismen, er Enhedsfrontpolitiken derimod overflødig.
3) Det vigtigste Spørgsmaal i Forbindelse med Enhedsfrontpolitiken er, hvilken Fremgangsmaade Kommunisterne skal benytte sig af for at faa Enhedsfronten etableret. Det drøftes i Dag og er gennem Tiden blevet drøftet, om det er mest hensigtsmæssigt at søge Enhedsfronten skabt «fra neden» eller «fra oven», dvs. om Kommunisterne bør indlade sig paa Fællesaktioner med de socialdemokratiske Organisationer, eller blot opfordre disses menige Medlemmer til, udenom deres Organisationer, at slutte op om det kommunistiske Parti.
Saalænge det store Flertal af Arbejderklassen staar i de socialdemokratiske Organisationer og føler sig fast knyttet til dem, er det faktiske Forhold imidlertid det, at Enhedsfronten overhovedet ikke vil kunne komme i Stand uden om de paagældende Organisationer, imod disses Vilje. At det forholder sig saaledes, fremgaar af al Erfaring: En politisk organiseret Arbejder føler det som sin mest elementære Pligt at rette sig efter Organisationens Beslutninger og ikke deltage som Enkeltperson i Aktioner, som hans Organisation ikke er med i.
For at faa en Enhedsfront i Stand med de brede Lag af Arbejderklassen, maa Kommunisterne derfor stile mod at faa selve de reformistiske Organisationer med, de maa arbejde hen mod Oprettelsen af en Overenskomst mellem de paagældende Organisationer. Dette kan kun opnaas ved, at der som Led i ethvert Enhedsfrontforsøg rettes en Henvendelse til de socialdemokratiske Organisationer med Forslag om Forhandling. Samtidig maa de Krav, det drejer sig om, søges rejst blandt de menige Medlemmer, saaledes at disse bliver indstillet for Aktionen og som Følge deraf lægger et Pres paa, Ledelsen. Kun hvis Ledelsen bliver tvungen til det, kan man regne med, at der kommer en egentlig Enhedsfrontaktion. i Gang mellem Organisationerne. Det gælder om gennem Henvendelser til de højere Instanser at komme i Forbindelse med Medlemmerne og dernæst at faa disse og de lavere Instanser til at lægge et Pres paa de højere Instanser for at tvinge dem ud i Aktionen.
Det vil derfor forstaas, hvor forkert det er at stille Problemet saaledes: enten Enhedsfront fra neden eller Enhedsfront fra oven. Hvis man overhovedet for Alvor vil have Enhedsfronten praktiseret, er man af Forholdene tvunget til at foretage Henvendelser «for oven». Undlader man dette, agiterer man blot for Enhedsfront «fra neden», kan der umuligt komme nogen Enhedsaktion i Stand. Henvendelsen til de socialdemokratiske Organisationers Ledelser («fra oven») og Appellen til Medlemmerne («fra neden») er to Sider af samme Sag, de er begge lige nødvendige Led i en rigtig kommunistisk Enhedsfrontpolitik.
At en stor Del af Socialdemokratiets Ledere er vokset ind i Borgerskabet og Gang paa Gang prisgiver Arbejderklassens Interesser, rokker ikke den Kendsgerning, at Kommunisterne kun gennem dem er i Stand til at komme i Forbindelse med de socialdemokratiske Arbejdere. Lige saa sikkert det er, at de socialdemokratiske Ledere ikke ønsker, at en udenomsparlamentarisk Kamp kommer i Stand, og af al Magt vil sætte sig imod Enhedsfrontaktioner, lige saa sikkert er det, at en rigtig Politik fra det kommunistiske Partis Side er i Stand til at tvinge dem, og det er det afgørende. Sømandsstrejken og Begivenhederne i Esbjerg er tilstrækkelige Beviser paa, at det er muligt. Fællesorganisationen Esbjerg gik ikke med til Generalstrejken at Sympati for Sømændenes Kamp, men udelukkende fordi de saa sig tvunget til at give efter for Presset fra de menige Socialdemokrater.
Enhedsfrontaktionen maa være en fælles udenomsparlamentarisk Kamp. Valgforbund, Fælles optræden i Rigsdagen o.lign. har derimod intet med Enhedsfront at gøre.
4) Den Opfattelse, at Enhedsfronten kun bør skabes «fra neden», beror paa en mekanisk Overførelse at Erfaringer fra de særlige Forhold i Sovjetunionen til de kapitalistiske Lande.
Der eksisterer i Sovjetunionen kun eet Parti, det kommunistiske, og dette har det overvældende Flertal af Arbejderklassen bag sig. Det er derfor klart, at der for Sovjetunionens kommunistiske Parti ikke kan være Tale om at føre en saadan Enhedsfrontpolitik, som den, Lenin udarbejdede for de vesteuropæiske kommunistiske Partier. I Sovjetunionen kan der kun være Tale om en «Enhedsfront fra neden under det kommunistiske Partis Førerskab». Men naar denne Politik, som i Sovjetunionen samler hele Arbejderklassen om den socialistiske Opbygning, overføres til de kapitalistiske Lande, kan den her kun have den Virkning at isolere de kommunistiske Partier.
5) Hvis Kommunisterne gør det til en Betingelse for deres Medvirken under Enhedsfrontaktionerne, at det kommunistiske Parti paa Forhaand faar tilsikret Førerskabet, vil den fælles Kamp overhovedet ikke kunne komme i Stand. Dette kan kun ske, hvis Kommunisterne stadig erklærer sig villige til paa lige Fod med Socialdemokratiet at optage Forhandlinger og bøje sig loyalt for den Overenskomst, som resulterer af Forhandlingerne. Først gennem selve Kampen kan Kommunisterne ved at vise sig som de bedste Ledere erobre Arbejdernes Tillid og saaledes vinde det faktiske Førerskab i Kampen. Kræver Kommunisterne denne Tillid paa Forskud, forlanger de paa Forhaand, at Kampen skal foregaa «under kommunistisk Partis Førerskab», saa betyder det i Virkeligheden, at Kommunisterne opgiver at faa Enhedsfronten i Stand.
6) I Forbindelse hermed staar Spørgsmaalet, om Kommunisterne kun bør gaa med i Enhedsfrontaktioner under Paroler, som de selv har udgivet. Det er givet, at saalænge Kommunisterne kun er et forsvindende Mindretal og staar isoleret fra Hovedmassen at de socialdemokratiske Arbejdere, vil de netop have særlig stor Mulighed for at faa disse i tale ved overalt, hvor det er muligt, at stille sig bag Socialdemokratiets Paroler (f.eks. Forlængelse af Huslejelovgivningen!) og foreslaa dem gennemført ved udenomsparlamentarisk Enhedsfrontaktion. Naar Kommunisterne saaledes tager Socialdemokratiet paa Ordet og forlanger, at det sætter en virkelig Kamp ind for sine Fordringer, faar de netop Lejlighed til at vise Arbejderne det utilstrækkelige i den socialdemokratiske «Kamp», som kun bestaar i Kohandel med de borgerlige Partier indenfor Rigsdagens fire Vægge.
7) Det er givet, at Kommunisterne ikke under Enhedsfrontaktioner kan gøre saadanne Indrømmelser, som indskrænker deres organisatoriske Selvstændighed. Heller ikke saadanne Aftaler er tilladelige, som indskrænker Kommunisternes selvstændige Ret til kritik af Socialdemokratiets Politik. (Saaledes som EKKI's Opraab af Marts 1933 gjorde.) Formaalet med Kampen skulde jo være, at Kommunisterne fik Lejlighed til i Praksis at vise Arbejderne, at den reformistiske Politik er utilstrækkelig. En Aftale, som hindrer Kommunisterne i at agitere for deres Opfattelser, vil derfor ikke svække, men styrke Reformismens Indflydelse blandt Arbejderne.
Derimod er det nødvendigt, at Kommunisterne utrættelig erklærer sig villig til at overholde Enhedsfrontaftalens Bestemmelser om Formerne for Samarbejdet. Kun en saadan stadig Erklæring om Kommunisternes gode Vilje til at gennemføre Aktionen disciplineret kan indgive Arbejderne Tillid til, at de vil kæmpe loyalt sammen med dem.
8) En Enhedsfrontaktion kan kun sættes i Gang for Arbejderklassens Dagskrav: Krav vedrørende Kapitalens Angreb paa Løn- og Arbejdsforhold, de Arbejdsløses Stilling, Kampen mod Fascismen osv. Enhedsfronttilbud, som indeholder videregaaende Fordringer, som kun et Mindretal af Arbejderklassen er naaet til. Erkendelse af, og som derfor netop adskiller de forskellige Fløje af Arbejderbevægelsen, er en Meningsløshed og udelukker paa Forhaand den fælles Kamp. Et Enhedsfronttilbud fra Kommunisternes Side, som f.eks. foreslaar de socialdemokratiske Arbejdere en fælles Kamp for Proletariatets Diktatur, har derfor ikke det mindste med Enhedsfront at gøre. Netop denne Fordring er det jo, som adskiller Kommunisterne fra Socialdemokraterne. Et saadant Enhedsfronttilbud kan kun have Mening som en almindelig Opfordring til Arbejderne til at ophøre med at være Socialdemokrater og gaa over til Kommunismen. Hvor denne i og for sig rigtige og nødvendige Opfordring sker i Form af Enhedsfronttilbud, opnaar Kommunisterne kun at skabe Uklarhed om, hvad Enhedsfront er. Arbejderklassens endelige Magterobring, Oprettelsen af det proletariske Diktatur, kan ikke finde Sted i Form at en Enhedsfrontaktion.
Af grundlæggende Betydning er det, at Kommunisterne til enhver Tid forstaar at vælge de rigtige Dagskrav frem, tilpasse dem til det Udviklingstrin, Arbejderklassen er naaet til, og lade deres Indhold bestemme af, hvor langt den aktuelle Stemning i Arbejderklassen tillader at gaa.
9) Skal det kommunistiske Partis Enhedsfrontbestrælielser bringe Resultater, er det endvidere af den største Betydning, at Kommunisternes hele Stilling til og Vurdering af Socialdemokratiet er rigtig. Den største Fare ligger lier i, at Kommunisterne optræder paa en saadan Maade, at de isolerer sig fra de socialdemokratiske Arbejdere. Teorien om «Socialfascismen», altsaa den Teori, at Socialdemokratiet er en Del af Fascismen, har herhjemme i høj Grad bidraget til denne Isolering. Først naar Partiet erkender det fejlagtige heri og fuldstændig ændrer sin Politik paa dette Omraade, vil der være Mulighed for at faa de socialdemokratiske Arbejdere i Tale og dermed Mulighed for praktiske Resultater af Enhedsfrontpolitiken.
Enhedsfrontpolitiken er udarbejdet af Lenin med henblik paa de vesteuropæiske Lande med en gennemorganiseret Arbejderklasse og stærke Socialdemokratier. Derfor er dens rigtige Anvendelse intetsteds saa nødvendig som i Danmark:
1) I Danmark er en større Del af Arbejderklassen fagligt og politisk organiseret end vel i noget andet Land. Forsøget paa at faa Arbejderne til udenom deres Organisationer at slutte op om det kommmunistiske Parti har derfor endnu ringere Muligheder for for at give positive Resultater her end f.eks. i Tyskland. Partiet vil derved i det højeste, ud over deres egne Medlemmer og sympatiserende, kunne mobilisere de uorganiserede, men ikke komme i Forbindelse med den baade talmæssigt og politisk afgørende Del af Arbejderklassen.
2) Den danske Arbejderklasse har haft og har endnu et højere Leveniveau end Arbejderklassen i de fleste andre Lande, ikke mindst paa Grund af Danmarks hidtidige Fortrinsstilling paa det engelske Marked. Hermed hænger det sammen, at Reformismen er ualmindelig stærkt forankret hos de danske Arbejdere. Det danske Socialdemokrati er vel det Parti i 2. Internationale, som staar længst til højre. Derfor løber Kommunisterne særlig i Danmark Fare for at stille Krav, som gaar ganske over Hovedet paa Arbejderne. Det følger heraf, at Kommunisterne maa gaa ind for enhver Aktion, selv for de mest beskedne Fordringer. Thi det afgørende er, at der overhovedet kommer en Aktion i Gang.
3) Endelig maa det Forhold tages i Betragtning, at det danske Socialdemokrati for Tiden er Regeringsparti. Det maa derfor se det som en Hovedopgave at sikre Regeringen Arbejdsro, at forhindre enhver Aktion, som gaar ud over det rent parlamentariske. Derfor vil selv den mindste Aktion for Arbejderklassens Dagskrav for det socialdemokratiske Parti staa som en Kamp mod Regeringen, som det med alle Midler er beredt til at forhindre. Følgen heraf er, at Kommunisterne kun vil kunne faa de socialdemokratiske Arbejdere med ud i en Aktion, hvis de er i Stand til at udrydde den Opfattelse, at Arbejderne staar sig ved at opgive enhver selvstændig Aktion for deres Dagsinteresser af Hensyn til Regeringens Arbejdsro. Endvidere er det indlysende, at det socialdemokratiske Parti som saadant kun i ganske særlige Situationer, naar Stemningen i Arbejderklassen som Helhed kræver det, kan tvinges med ud i en udenomsparlamentarisk Aktion. Kommunisterne maa derfor i deres Forsøg paa at faa Enhedsfronten etableret lægge Hovedvægten paa Socialdemokratiets og Fagbevægelsens lavere og lokale Instanser. Der vil Modstanden lettere kunne brydes.
Den fascistiske Bevægelse er endnu kun svag herhjemme. Men den er i stadig og hastig Vækst. Den indre Splid mellem de forskellige fascistiske og halvfascistiske Grupperinger er stærkt paa Vej til at forsvinde. Det paabegyndte Samarbejde mellem J.A.K.L.S. og Nazisterne viser dette klart.
Selv om vi endnu ikke staar overfor et fuldt afklaret, samlet og bevidst fascistisk Parti, staar den danske Arbejderklasse derfor alligevel overfor det Spørgsmaal: Hvordan kan den fascistiske Fare afværges. Erfaringerne, særlig fra Tyskland, viser, at dette er et Spørgsmaal paa Liv og Død for Arbejderklassen.
Fascismen bekæmpes imidlertid ikke ved, at Socialdemokratiet blot klamrer sig til Regeringsmagten ved fortsat fredeligt Samarbejde med en Del af Borgerskabet og Storbønderne. Tværtimod! Denne Politik, som nødvendiggør, at enhver selvstændig Aktion fra Arbejderklassens Side forhindres, er den sikreste Vej til at fremme Fascismens Vækst. Fascismen kan kun virksomt bekæmpes derved, at Arbejderklassen fører en hensynsløs Kamp mod alle Bourgeoisiets Angreb. Kommer denne Kamp ikke i Stand med kortest mulig Varsel, vil den danske Arbejderklasse lide samme Skæbne som den tyske.
Den eneste Kraft. som kan tage Initiativet til en saadan Kamp, er det kommunistiske Parti, og den eneste Form, hvorunder det kan gennemføres, er en rigtig leninistisk Enhedsfrontpolitik. Det er derfor en uafviselig Opgave for Partiet at gøre rent Bord med Hensyn til Enhedsfronten. De Anslag til en rigtig Enhedsfrontpolitik, som har vist sig i de sidste Maaneder, kan kun blive af Betydning, hvis Partiet tager Spørgsmaalet op til grundig Diskussion og paa Basis af de indvundne Erfaringer gør endelig op med Enhedsfronten «fra neden».
Mogens Boserup