Den kollektive overenskomst er i perioder med lav økonomisk vækst og stor arbejdsløshed et socialt sikkerhedsnet, der sikrer arbejderklassen mod kapitalisternes hæmningsløse udbytning.
Tilsvarende sikrer den kollektive overenskomst i perioder med høj økonomisk vækst og stor efterspørgsel efter arbejdskraft arbejdere i lavtlønsbrancher og i udkantsområder hvor der er arbejdsløshed, en mindsteløn. Dog betyder den kollektive overenskomst sammen med det fagretlige system at arbejderne ikke fuldt ud kan udnyttet den store efterspørgsel efter arbejdskraft under højkonjunktur og i bestemte brancher. Mens overenskomsten sikrer arbejderne (i hvert fald under bestemte økonomiske forhold) et stabilt og jævnt højt lønniveau, så sikrer fredspligten arbejdsgiverne en flydende og stabil produktionsgang uden for mange arbejdskampe.
Fra fagbevægelsens side var der lagt op til at overenskomsten først og fremmest skulle sikre de lavtlønnede mod et øjeblikkeligt reallønsfald. Et reallønsfald vil nemlig være en realitet, hvis de lavtlønnede ikke opnår kompensation for det lønefterslæb, der er opstået i den forudgående overenskomstperiode. Men lønforbedringer ved overenskomsten - selv om det kun er for de lavtlønnede - påvirker lønniveauet i den efterfølgende overenskomstperiode. Derfor er det i denne situation i arbejdsgivernes interesse, at overenskomstforhandlingerne overflødiggøres af statens indgreb.
Under overenskomstforhandlingerne forhandles dels de generelle krav og dels de specielle krav. De generelle krav forhandles af hovedorganisationerne LO og Dansk Arbejdsgiverforening. Det er de krav, der berører så godt som hele overenskomstområdet. De generelle krav udtages i fællesskab af hovedorganisationerne på grundlag af de forslag, der er blevet indsendt fra forbundene. Forbundenes krav bygger så igen (i hvert fald formelt) på de krav, der er indsendt fra fagforeningerne.
I realiteten er det LOs ledelse, der bestemmer indholdet af de generelle krav. Både fordi det er dem, der i sidste ende sorterer de indsendte krav, men også fordi de indsendte krav er formuleret på baggrund af de oplæg til overenskomsten som LOs repræsentantskab er fremkommet med. Sådan som det f.eks. skete i år den 2.oktober.
De forbund, der har nogen indflydelse på indholdet af de generelle krav, er Dansk Metalforbund og Specialarbejderforbundet (nu SID tidligere DASF). Det er de to største forbund og samtidig repræsenterer de henholdsvis faglærte og ufaglærte arbejdere.
De faglærte arbejdere er aflønnet efter minimallønssystemet . Det betyder, at kun en lille del af lønnen fastsættes under de kollektive overenskomster hvert andet år. Minimallønnen er i øjeblikket 7,12 kr + dyrtid og andre tillæg i timen. Resten af lønnen aftales i lokale lønforhandlinger under overenskomstperioden i overensstemmelse med «løfteparagraffen». Det er denne aflønningsform, der giver mulighed for den store lønglidning, der hovedsagelig finder sted inden for dette område..
SIDs og andre forbundsmedlemmer er aflønnet efter normallønsystemet. Størstedelen af deres løn fastlægges i overenskomsten. Mindstelønnen er i øjeblikket 14, 50 kr. + dyrtid og andre tillæg, d. v. s. omkring 20 kr. i timen. Arbejderklassens lavtlønsgruppe er de arbejdere, der arbejder for denne mindsteløn eller lidt over. Andre grupper inden for SID - f.eks. Jord- og Betonarbejderne har en meget højere løn - op til 35 kr. i timen.
En forlængelse af overenskomsten ville især ramme de arbejdere, der er lønnet efter normallønsystemet - og iblandt dem mest de lavtlønnede, fordi de får den forholdsvis største lønstigning gennem overenskomsten. En forlængelse rammer ikke direkte lønglidningen. Skulle lønglidningen stoppes totalt ville det være nødvendigt at sætte overenskomsten ud af kraft. Men da det hverken er muligt eller hensigtsmæssigt, er det derfor bydende nødvendigt at sætte dyrtidsreguleringen ud af kraft for at gøre «lønpausen» nogenlunde effektiv.
Regeringens kriseplan indeholdt også et avancestop . Det betyder, at de arbejdsgivere, der giver lønforhøjelser, ikke må indregne dem i prisen. På den ene side kan arbejdsgiverne bruge en forlængelse af overenskomsten godt hjulpet af arbejdsløsheden - til at imødegå lokale krav om lønforhøjelser. På den anden side vil der stadigvæk være en ventil hvad der ikke er med et totalt lønstop - for de arbejdsgivere, der akut mangler arbejdskraft. Er der brug for hurtigt at trække arbejdskraft til en industri, kan det stadigvæk gøres ved at hæve lønnen.
Det første oplæg til overenskomstforhandlingerne kom den 2. okt. da LO holdt ekstraordinært repræsentantskabsmøde, hvor retningslinierne for overenskomstforhandlingernes generelle krav -blev udstukket . Udgangspunktet var en accept af, at arbejderne må vise tilbageholdenhed under de øjeblikkelige vanskelige økonomiske forhold. Derfor blev der ikke foreslået generelle lønforhøjelser eller arbejdstidsnedsættelse. Hovedkravene er en mindsteløn på 25 kr., så de lavtlønnede indhenter deres lønefterslæb på 5 kr. og en forhøjelse af dyrtidstillægget fra 45 øre til 65 øre.
Den 20.november var sidste frist for indlevering af forslag til de generelle krav fra forbundene til LO. De er i det store og hele i overensstemmelse med LOs ovenfor nævnte små krav. Dog kræver SID udover en mindsteløn på 25 kr også en halvårlig taktregulering af lønnen. Taktreguleringen skal sikre, at de overenskomstmæssige normalløns- og minimallønssatser hæves med det ørebeløb, som tidlønnen er steget for faglærte mænd i hele landet det forudgående halve år. Kravet om taktregulering blev allerede under sidste overenskomstforhandling afvist af arbejdsgiverne.
SID har anslået, at deres krav tilsammen vil koste 2 mia.kr. at gennemføre. Det er i købekraft 40% til 45%, mindre end de krav forbundet fremsatte under sidste overenskomst.
De øvrige store forbund kom først med deres krav sidst i november. Det var bl.a. Metalforbundet, Centralorganisationen for metalarbejdere (det er et industrikartel, der har medlemmer fra 15 forbund), Murerforbundet og HK(Handels- og Kontorfunktionærerne). Deres krav er også sammenfaldende med LOs forslag. Metalforbundet har helt undladt at stille krav om en minimalløn. Det betyder at hele lønnen på minimallønsområdet skal forhandles lokalt. Selv om minimallønnen kun er en lille del af den samlede løn, kan det godt få dårlige konsekvenser for de dårligst lønnede inden for minimallønsystemer.
Dansk Arbejdsgiverforenings krav til overenskomsten er korte, fyndige og grove angreb på arbejdernes reallønninger: Afskaffelse af dyrtidsreguleringer, lønstop og 2-årige overenskomstperioder .
LO og Dansk Arbejdsgiverforening havde deres første møde d. 25. november for at udtage de generelle krav. De resterende krav tilbagesendes til underorganisationerne (forbundene og brancheorganisationerne) hvor de specielle krav forhandles. De specielle krav berører af lønningsformer, arbejdsforhold m . m ., der er gældende i en bestemt branche eller i et fag. Forhandlingerne om de specielle krav forventes i organisationernes køreplan for overenskomstforhandlingen for alvor ført fra d. 4. dec. det er dog mest formelt, at det er i underorganisationerne, at de specielle krav fastlægges. Arbejdsgiverne plejer nemlig efter indbyrdes aftale at få forhandlingerne til at bryde sammen så de skal fortsætte i forligsinstitutionen under medvirken af hovedorganisationerne. Det gør de for at få koordineret kravene, så de arbejdsgrupper, der står stærkt ikke udnytter deres styrke til at presse krav igennem lokalt, som så kan smitte af på hele området.
I år er der ikke tid til mange spilfægterier. Allerede efter det første indledende møde d. 27.nov. mellem Centralorganisationen af Metalarbejdere og jernets arbejdsgivere afbrød arbejdsgiverne forhandlingerne under henvisning til, at de rejste lønkrav var komplet urealistiske. I Grafisk Kartel brød forhandlingerne sammen efter de tre første møder, fordi arbejdsgivernes forhandlingsoplæg nærmest var udtryk for en forringelse af overenskomsterne.
De store afsætningsvanskeligheder for industrien, de vigende investeringer, den voksende arbejdsløshed, inflationen og det stigende underskud på betalingsbalancen er baggrund for de mange forslag om et politisk indgreb over for «løn- og prisudviklingen».
Da Socialdemokratiet i august fremsatte sin helhedsplan med indkomstpolitik, ÏD og en mere ekspansiv finanspolitik gik Arbejdsgiverforeningen ind for tanken. De kritiserede Venstregeringen for at være for afvisende over for Socialdemokratiet.
Også LO gik ind for Helhedsplanen - og fremkom selv med et supplerende 25.punkts program til øgelse af beskæftigelsen, der bl.a. indeholdt øgede tilskud til erhvervslivet.
Arbejdsgivernes vigtigste interesse er et hurtigt og effektivt lønstop med ophævelse af den automatiske dyrtidsregulering, og dermed af usikkerheden omkring det kommende lønniveau og risikoen for arbejdskampe.
Alle arbejdsgivernes organisationer (Industrirådet, Grosserersocietetet, Håndværkerforeningen, Arbejdsgiverforeningen) hilste derfor regeringens kriseplan velkommen som en løsning af deres største problem: lønniveauet.
Den tvangsmæssige forlængelse af overenskomsterne - kombineret med en dyrtidsordning, der fører til reallønsfald, ihvertfald for de lavtlønnede, var mere end LO kunne stå model til. Og dog vendte Thomas Nielsen sig (på pressekonferencen d.3.12.) mere mod «metoderne» - dvs. indgrebet i den fri forhandlingsret - end mod indholdet.
Allerede d.2.oktober har LO jo udtrykt forståelse for en helhedsløsning - og LOs interesse er nu et valg - for at få Socialdemokratiets medvirken til denne løsning.
Siden sit møde med Hartling d. 7. november har Thomas Nielsen foreslået en bred regering (S-V-R). Nu da Venstres hårde og utilslørede angreb på arbejderklassens realløn og den fri forhandlingsret er et valgoplæg, kommer både LO og Socialdemokratiet dog i en slem kattepine ved at skulle samarbejde med Venstre efter valget. På den anden side kan LO lige så lidt som Socialdemokratiet svinge om og lægge op til et samarbejde med SF og DKP .
Overenskomstforhandlingerne fungerer både formelt og reelt meget centraliseret. Ikke engang de enkelte forbund endsige de enkelte fagforeninger har nogen særlig indflydelse på de opstillede krav og forhandlingernes forløb.
Et revolutionært arbejde må forme sig som forsøg på at skitsere krav, der tager sit udgangspunkt i en analyse af den konkrete situation. Det kan være krav om større åbenhed omkring forhandlingerne, ophævelse af sammenkædningsreglerne og en lønpolitik, der f. eks . retter sig mod en ophævelse af normallønsområdet. Det ville medføre, at alle arbejdere får en mulighed for lønforbedringer under overenskomstperioden, hvad enten en sådan lønglidning fremskaffes gennem lokale lønkampe eller gennem kapitalisternes konkurrence om varen arbejdskraft. Et sådant krav skal vel at mærke kædes sammen med et krav om en høj mindsteløn til alle.
Ellers ender man i gale krav, som SF. D. 10.november gik SFs faglige landsudvalg ind for at alle forhandlinger skulle føres decentralt, fordi det var det mest 'demokratiske', og fordi det er arbejderne under minimallønsystemet, der opnår de højeste lønninger. Men det er et fejlagtigt krav, fordi det ikke tager højde for den konkrete situations problemer. Lønglidning er noget der kan tilkæmpes af de arbejdere, der er stærke nok. Derfor vil decentrale lønforhandlinger stille de svage arbejdere endnu dårligere under de aktuelle omstændigheder. Og kravet må under alle omstændigheder kædes sammen med et generelt krav om en høj løn.
DKPs politik har heller ikke været en konkret støtte til arbejderne under overenskomstforhandlingerne. Uden at tage hensyn til at kapitalisterne er mere eller mindre presset alt efter hvor konkurrencesvage eller konkurrencestærke de er og i sammenhæng hermed arbejdernes forskellige styrke, har DKP i helt generelle vendinger indskrænket sig til opfordringer om at rejse lønkrav og til at stå fast. DKP har stået uforberedt over den retning som udviklingen har taget. fordi deres politik ikke er funderet på en forståelse af de kapitalistiske udviklingstendenser, som stiller det socialdemokratiske forslag til indkomstpolitik som det kapitalistisk set eneste rationelle.
På LOs repræsentantskabs møde den 2. okt. undlod de tilstedeværende DKPere (med undtagelse af en) og SFere at stemme for eller imod udtalelsen. DKPernes stilling på mødet blev overhovedet ikke omtalt i Land og Folk, men LOs oplæg blev karakteriseret som «for svagt». Da SID fremlagde sine overenskomstkrav stemte både DKPerne og SFerne for kravenes ordlyd. SlDs krav ligger inden for de rammer, som LO havde udstukket, og SID betegnede dem selv som kun godt halvt så store som ved sidste overenskomst og Ejler Sønder udtalte, at kravene ikke var ultimative «for så var der jo ikke noget at forhandle om». Alligevel omtalte Land og Folk kravene under overskriften «Milliardkrav til ny overenskomst» og underoverskriften lød «Ikke meget at handle om siger SlDs forbundsformand Ejler Sønder. Centralorganisationen for Metalarbejderne opstillede tre uger senere deres krav. Bortset fra en mindsteløn, der er 75 øre lavere end SlDs, adskiller kravene sig ikke fra de tidligere fremsatte overenskomstkrav. Alligevel fremlægges de nu i Land og Folk under overskriften «Panikagtige små krav rejst af 17 fagforbund».
Det er svært at gennemskue de politiske motiver til DKPs svingende politik under overenskomstforhandlingerne. Men de er ihvertfald ikke brugbare retningslinier for en revolutionær politik på arbejdspladserne.
En revolutionær politik kan ikke omregnes til kroner og øre - heller ikke i den aktuelle situation. Når overenskomstforhandlingerne fortsætter i ugerne op til valget, gælder det ikke om blot at gentage appellen til LO om at stå fast på lønkravene - som om det var en trylleformular. Skal arbejderklassens kampmuligheder ikke svækkes afgørende, må det pusterum som valgkampen betyder bruges til at sammensvejse arbejderne politisk og organisatorisk i det omfang det overhovedet er muligt for at bekæmpe LOs og Socialdemokratiets utilslørede klassesamarbejde og deres støtte til en indkomstpolitik og indgreb over for den frie forhandlingsret.
Karen Jespersen
Politisk Revy