Min far sabotøren.

Børge Thing 1917-1971

af Morten Thing

Børge Thing er blevet kendt som modstandsmanden, der ledte den store sabotageorganisation BOPA under besættelsen. Og som sådan har han indskrevet sig i besættelsestidens historie. Men besættelsen indskrev sig også i hans liv og ændrede det. Dét er programmet for denne artikel.

Børge Thing var imidlertid også min far, og det var ikke uden betænkeligheder, jeg gik igang med at skrive om ham.

Kan man skrive om sin far, så det får nogen betydning ud over som erindring? Kan man både analysere og selv være kilde? Det er naturligvis en uløselig konflikt. Den følgende skitse til en biografi er forsøgt gjort så nøgtern som muligt. Jeg har, som historikere har for vane, opsøgt så pålidelige kilder som muligt. Jeg har imidlertid også trukket på den mundtlige overlevering, som eksisterer i min familje.^[1] Af erfaring ved jeg at en sådan er behæftet med mange problemer. På den anden side er den i mange tilfælde også den eneste kilde.

Problemet er imidlertid ikke kun spørgsmålet om at skille mig som analysator fra mig som kilde. Jeg er i forhold til min far part i sagen. Jeg har ikke tænkt mig at inddrage mit eget forhold til min far i denne historie, og jeg har ikke tænkt mig at sige alt, men til bedømmelsen af min fremstilling hører det altså med, at jeg selv er interessent i historien.

Baggrund

Min far levede fra 1917 til 1971. Man kan næppe forestille sig en periode i Danmarks historien med mere omfattende sociale ændringer, som ramte så mange mennesker. De blev en vigtig del af hans liv. Ændringerne blev yderligere understreget af en række kulturskift.

Han blev født den 18. april 1917 i Herning. Hans mor, Ane Marie Thing f. Bolesen, var da 45 år. Om det var hendes alder, en hård fødsel eller noget helt tredje ved jeg ikke, men den nyfødte dreng var skravlet og helt blå ved fødslen, så præsten blev øjeblikkelig tilkaldt til hjemmedåb. Han blev da døbt Børge Agergaard Thing i familjens suppeterrin. Der var allerede to drenge og en pige i familjen.

Det var en fattig familje, som boede i et lille hus i Bethaniagade, en parallelgade til Hernings hovedgade. Faren, Niels Magnus Simonsen Thing, var kædeskærer på Herning Klædefabrik, og moren var vågekone på sygehuset. En kædeskærer var en ufaglært tekstilar­bejder, så midlerne var små til en familje på 6.

Faren kom fra en stor gård i Vejrum ved Holstebro, som hed og stadig hedder Thing. Den blev i min farfars generation solgt ud af familjen. Han havde ernæret sig ved forskellige erhverv, bl.a. havde han været fotograf. Vigtigst var det imidlertid, at han tilhørte Indre Mission. Han var en meget hellig mand, og hans hellighed påvirkede familjen dybt. I tilba­geblik, min far har efterladt sig^[2], skildrer han sin far med meget negative følelser. Ikke som voldelig, men som nærig indtil det sygelige og som sortsynet: alt hvad der var skægt i livet, var også syndigt. Gud var i min fars bevidsthed en straffende instans af frygtelige dimensioner.

Mens han nærmest hadede sin far, så elskede han sin mor. Hun kom fra en fattig boelsmandsfamilje ved Limfjorden, hvor faren havde været alene med 8 døtre. Min far huskede fra sin barndom at have besøgt sin morfar. Og han huskede, at han havde hornruder og ikke ruder af glas. Og i hornruden ud til kålhaven sad den gamle med bøssen ud gennem et lille hul, parat hvis en hare skulle antaste hans kål. Min farmor vågede på sygehuset om natten, og i en erindringsskitse har min far beskrevet sin sorg over at hun forlod ham. Men også glæden over det smørrebrød hun kunne have med hjem. Eller over julen på sygehuset, hvor han fik en appelsin. Juleaften hjemme hos hans far var ikke spændende. Det var den aften, de fik nye træsko.               Moren led af en tiltagende blindhed, og i sine ældre år af underernæring som følge af hendes mands nærighed.

Herning var en by i rivende udvikling. Den voksede fra 7.000 indbyggere i 1920 til godt 13.000 i 1938. Indvandringen til byen øgede en kulturel polarisering mellem grundtvigia­nere og Indre Missionærer. I hele mellemkrigstiden er det den dominerende modsætning i byen. De to sekter havde sine tilholdsssteder (Højskolehjemmet og Bethania) og hver sin avis (Herning Folkeblad og Herning Avis). Interessant nok, så var begge aviser venstreblade^[3]. Den industrielle udvikling i Herning skabte imidlertid også en arbejderbevægelse, og der fandtes også en Herning Social-Demokrat. Men sammenlignet med de to venstreblade var den en tynd sag, en aflægger af hovedstadsbladet med et par spalter lokaltekst og -annoncer omme på side 4-5. Herning var en Venstre-by. Det skisma som ramte Venstre under krisen i 30'erne ramte også denne Venstre-by. Ved valget i 1939 fik Bondepartiet 13% af stemmerne. Partiet var startet i 1934 som et udbrud fra Venstre. Bondepartiet repræsenterede fra 1935-45 Landbru­gernes Sammenslutning i Folketinget og arbejdede indtil 1943 sammen med nazisterne i DNSAP.

Selvom Herning var en by i rivende udvikling, var det også en by som stadig havde træk fra sin tid som landsby. Fra en tid, hvor min far havde en drøm om at blive forfatter, har han efterladt sig nogle skitser af nogle af byens originaler og nogle fortællinger om drengelivet som tegner billedet af lillebyen.

Han kom i skole som seksårig. I en af de omtalte skitser, skrevet i Vestre Fængsel i 1943, husker han skoletiden næsten kun for det dårlige. Men især husker han, at da han startede i skolen, fik han sig en ven, der hed Adolf. De blev uadskillelige til min far forlod Herning. Han gik i skole i 7 år, indtil han blev konfirmeret og skulle i lære.

Fra skoletiden huskede han - og fortalte tit om - sin tid som cykelbud. Det var det almindelige i de fattige familjer, at drengene havde plads og måtte betale hjemme, hvad de tjente. Ellers huskede han badeturene til én af omegnens mergelgrave og samværet med de andre drenge. Han var medlem af FDF, og selvom han var helt umusikalsk, kom han til at spille helikon i FDFs orkester. Han var også medlem af idrætsklubben Herning Fremad, hvor han dyrkede fodbold og brydning.^[4]

 I lære og i opbrud

I 1931 kom han i lære som blikkenslager. Ikke fordi han gerne ville være netop blikkenslager, men fordi man kom i lære dér, hvor der var en plads. Og blikkenslagermester H.I. Christensen i Bredgade var far til hans ven Adolf, så det var muligvis forklaringen.

De 5 år læretiden varede, beskriver han som surt slid. Han drømte om at komme ud, væk, sejle, rejse. Uendelige mængder af gevind, der skulle skæres, emner der skulle bukkes, falses, lokkes og loddes. Huller, der skulle slås i skiferplader, tøj der altid var beskidt. Værkste­det, der stank af loddevand. Mester, der altid skældte ud. Han fortæller f.eks. om et nyt hus til en fabrikant i Herning:

"Det skulle tækkes med skifer, det havde jeg aldrig prøvet før og som hver gang jeg skulle prøve noget nyt var jeg spændt på hvordan det var. Måske var det sjovt, måske var det noget man blev glad af. Sådan havde det også været, da jeg første gang var med til at lægge vand ind i et hus. Jeg havde glædet mig til at prøve at skære rørene over med nedstryger og til at skære gevind på dem. Men jeg blev først klar over, at der ikke var noget ved det, da jeg havde skåret tre rør forkert af og var blevet skældt ud, fordi jeg stod og drømte.

Siden hadede jeg det, jeg fik kvalme af lugten af den varme skæreolie og fik ondt i maven af at trække den tunge klub rundt i gevindet. Jeg opfandt utallige maskiner, der kunne save rør af og skære gevind på dem, næsten uden menneskelig medvirken. Men tanken på opfindelserne, og den berømmelse og rigdom de ville bringe ophavsmanden, fjernede tankerne fra det nærværende. Der var ingen af mine læresvende, der var særligt brutale mod os læred­renge; men det irriterede dem, at jeg stod og drømte. De fattede ikke, at man kunne glemme målet på et rør bare ved at gå ned af en stige."

Men han blev en dygtig blikkenslager og bestod svendeprøven med ros den 24. april 1936.

I årene 1931-36 var han aktiv i FDF og i Fremad.  Men han begyndte også i denne tid at læse bøger, som han lånte i Herning Folkebogsamling. Af sine ungdomsvenner beskrives han som "meget belæst over et bredt felt"^[5]. Og det må være enten i løbet af læretidens sidste år, eller umiddelbart derefter, at han begyndte at interessere sig for politik. Da Konservativ Ungdom i deres fascistisk inspirerede antræk holdt parade på Torvet i Herning reagerede han stærkt^[6]. Han blev medlem af Blikkenslagernes Fagforening i Herning^[7] og af DsU.

I hans efterladte papirer ligger et læserbrev til Herning Avis, hvor han går i rette med en Sophus R. Jørgensen fra "Frie Erhvervs Værn". Jørgensen havde angrebet brugsforeningssy­stemet. Han mener, at hr. Jørgensen "forsøger, at få nogen småhandlende til gennem "Frie Erhvervs Værn" at hyppe nogle politiske kartofler for storkøbmænd og grosserere ved at vende dem mod deres naturlige forbundsfæller, de socialdemokratiske arbejdere og bønder." Hvilket år, det er fra afsløres ikke af manuskriptet.

Sommeren 1936 drog min far på valsen. Det var en rest af de gamle laugs-traditioner, som havde overlevet ind i fagforeningernes første 50 år. Bl.a. kunne man med sin fagforenings­bog i hånden de fleste steder hos den lokale fagforening få udbetalt et mindre beløb i 'geskænk'. For min far gik turen bl.a. til Hamburg, hvor han overnattede på Svendehjemmet. Her lejede han to soveseler for en nat. Selerne hang ned fra loftet, og man havde dem så i armhulerne og 'hang op' og sov. Det var billigere end en seng.

I en senere beskrivelse fortæller han om sit første indtryk af at komme til København på den samme tur:

"Et ungt par på omkring seksten-sytten år kommer gående med hinanden i hånden, den unge mand giver et lille ryk i pigens hånd, så hun kommer til at læne sig op ad ham, mens han kysser hende på kinden. Det gav et lille chok i mig: han kyssede hende på gaden - ganske vist i tusmørket. Men ingen syntes af hæfte sig synderligt ved denne episode, som i den lille vestjyske købstad ville have været en skandale, der ville have givet samtalestof til en hel vinters lange aftener om umoral og om tegnene på verdens nære undergang. Præsten, degnen og formanden for sygekassen ville have diskuteret i den lokale avis om ungdommens usædelighed, og K.F.U.K. og M. ville have holdt offentlige møder, hvor pastor N. skulle tale om: "Forholdet mellem mand og Kvinde".^[8]

Efter udstået læretid var min far en tid svend hos sin mester. Men i efteråret 1936 kom det til en konflikt. Som min far fortalte om det, havde han organiseret svendene hos Hernings 3 blikkenslagermestre i en strejke for at få akkordaflønning. Ifølge Blikkenslagerforbundets medlemsblad (januar 1937) nægtede blikkenslagermestrene H.I. Christensen, H. Bie og Engelbrecht at lade arbejdet udføre i akkord. Den ene mester havde meddelt, at den første, der krævede akkord, ville blive fyret. Forbundet havde nedlagt protest og begæret mægling for overenskomstbrud. Ingen af Hernings aviser omtalte sagen. Enten var den for lille, eller også var det fordi H.I. Christensen var formand for Håndværkerforeningen. Fagbladet kommentere­de heller ikke sagen yderligere. Men det var et klart brud på overenskomsten, og alle tre mestre var medlemmer af arbejdsgiverforeningen, så de har ikke kunnet undgå at indføre  akkordaflønning. Efter denne sejr fik min far af sin mester at vide, at der ikke længere ville være arbejde til ham i Herning.

Til København

Han var nu arbejdsløs, og benyttede lejligheden til at komme til København. Han kunne nemlig på understøttelsen få et kursus på Borups Højskole. Her gik han skoleåret 1937-38, og ifølge en udtalelse, som lederen Hans Borup siden skrev, fik han meget ud af at forøge sine skole­kundskaber især i sprog.

På Borups Højskole var også Kursus for Smaabørnspædagoger. Det var en kulturra­dikalt indstillet institution, som uddannede børnehavelærerinder, som det hed dengang. På det kursus gik min mor. Hun hed Dora Recht og var 18 år i 1937. Hun kom fra et meget orto­dokst, jødisk hjem, og begge hendes forældre var indvandrere. Moren kom fra Litauen og faren fra Polen. Selv havde hun først fået dansk statsborgerskab sammen med familjen, da hun var 6 år gammel.

Min mor var kommunist og medlem af DKU. Og hun fortæller, at de havde mange diskussioner om politik. Og selvom han nok syntes, hun havde ret, var han ikke meget for at indrømme det.

De blev kærester, og min mor trak ham med ind i kommunistiske miljøer. På mange måder har det sikkert været et kulturchok for ham at komme til København og møde disse miljøer. Den psykoanalyse min mor lærte på sit Kursus, må have været en fremmedartet oplevelse. Storbyens gadeliv må have provokeret ham. Og kommunisterne, som der ikke var mange af i Herning, må have udfordret hans socialdemokratiske opfattelser.

Min mor skulle om sommeren 1938, efter hun havde færdiggjort sin uddannelse, rejse 3 måneder til Frankrig. Hun skulle bo hos en tysk-jødisk familje, hvis søn hun havde kendt. Min far besluttede at rejse med. Han skrev om beslutningen i en samtidig optegnelse:

"Ideen til at rejse til Frankrig fik jeg i vinter. Lysten har jeg altid haft. Frankrig - og særlig Paris, har altid øvet en kraftig tiltrækning på mig. - Ikke den tiltrækning som den har på visse overklasse damer, som i Paris finder de mest raffinerede modesaloner, og de mest perverse fornøjelser. Tværtimod! Min interesse er udgået fra den franske arbejderklasse, den arbejder­klasse, som aldrig ret lang tid af gangen har kunnet finde sig i tyrannisk underkuelse. Frankrig er de revolutionære traditioners hjemland [...] Altså! - Lysten var der - og Nordahl Griegs skuespil "Nederlaget" - som jeg så på det kgl. teater, det handler om Pariserkommunen, fik mig til at bestemme -: du tager til Paris i sommer."

I maj 1938 rejste han tilbage til Herning for at få noget arbejde, så han havde penge til at rejse for. Her fik han på trods af den tidligere konflikt alligevel midlertidigt arbejde. Mens han var i Herning havde hans fagforening 25 års jubilæum. Afdelingen var grundlagt den 13. juni 1908^[9] og ifølge fagbladet Medlemsblad for Blikkenslagerforbundet (juli 1938) blev det højtideligt­holdt med en fest, hvor bl.a. "Børge Thing [holdt] en begejstret tale og sluttede med et leve for socialismen". Han tjente 100 kr. ved arbejde og lånte 50 kr. af sin bror Christian, og den 9. juli sejlede han og min mor med A.P. Bernstorff fra Esbjerg til Dunkirque, og de nåede Paris tidsnok til at opleve den 14. juli under folkefrontsregeringen.

Efter en tid i Paris fortsatte min mor til Grenoble, hvor hun skulle bo de næste måneder. Min far tomlede gennem Schweiz til Tyskland og videre hjem til Danmark. Det var svært at få bilerne til at stoppe, når man var ene mand, og han var tit forbandet. Da han kom til Hamborg, var han helt læns for penge og måtte gå på konsulatet. Herfra ringede man til hans far i Herning. Men han var ikke meget for at lægge pengene ud for sin søn. Men det lykkedes da at komme hjem igen. Og han fik et job hos ingeniør H.P. Nielsen i Herning indtil februar 1939. Så rejste han over til København og min mor.

Efter sin udlandsrejse skrev min far en kronik om sin tur gennem Tyskland, som blev trykt i Arbejderbladet (30.8.38). "Gennem Nazi-Tyskland til Fods" hed den. Det var en forundret beskrivelse af et Tyskland præget af militariseringen og ensretningen. "Ikke bare soldaterne, men også de civile og endda børnene i "Hitler-Jugend" er med i disse vanvittige krigsforberedelser". Han mødte to studenter, som aldrig havde hørt om Brecht eller Remarque. Og han kørte med en chauffør, som var SA-mand. SA-manden arbejdede 70 timer om ugen og fik 49 mark i løn. Han fortalte, at af de 150 mand, som arbejdede i samme firma, var kun tre SA'ere. "Dette argument viste mig imidlertid kun én ting: at de tyske arbejdere nok er blevet bøjet, men ikke knækket af den nazistiske morderstøvle". Artiklen som var meget utvetydig i sin anti-nazisme blev omhyggeligt sakset i Udenrigsministeriets presseafdeling, og der blev oprettet en pressesag på min far. Der ligger ikke andet i sagen end udklippet. Men det viser, hvor omhyggelig man allerede var i august 1938 med at have check på forhold, som kunne fornærme vores store nabo i syd.^[10]

København, DKP, lære noget mere

Tilbage i København var fagforeningen ikke meget for at have ham gående, når han var tilmeldt i Herning. Den havde nok i sine 'egne' arbejdsløse. Bortset fra ganske korte jobs var han uden arbejde frem til den hårde vinter 1940-41, hvor lokummerne i København frøs i stykker i tusindvis.  Understøttelsen var på 90 kr. om måneden. Det var svært at leve for. Han købte spisebilletter til studenternes kantine, Kannibalen, i Nørregade selvom det var ulovligt. Så kunne han da få et varmt måltid om dagen.

Han har i flere skitser beskrevet disse år som arbejdsløs i København. I en af dem skrev han:

"Den tid der gik bedst, var efter man havde været til kontrol, og i et par timer gik og sludrede med de andre. Der var mange mærkelige fyre imellem, som f.eks. Peter der var kommunist. Han havde altid været med til et eller andet møde, som han kunne fortælle om, og det endte altid med, at han ville sælge nogen pjecer og tryksager. Om søndagen var han ude at sælge "Arbejderbladet" og man var altid sikker på, at få oplysning om søndagens "gevinster". Når de andre drillede ham og sagde, at han kunne være glad ved, at ikke levede i Sovjetunionen, for hvis han ikke døde af sult derovre, så var han da sikker på at blive skudt, så blev han ivrig og lod en strøm af skældsord vælte ud over de løgnagtige aviser, som havde bildt dem sådan noget ind."

Netop i løbet af efteråret 1938 blev han meldt ind i DKP sammen med min mor, som hidtil havde været DKUer.  Hans afsked med sin gamle organisation DsU kom i form af en reaktion på en artikel af den siden så kendte journalist Flemming Madsen. Madsen havde i DsUs blad Rød Ungdom skrevet en artikel, som hed "Væk med frontlyriken". Det var en artikel, som rettede sig mod de demokratiske kræfter, som ønskede et opgør med Hitler i stedet for eftergivenhed.  I et modindlæg skrev min far bl.a.:

"Mod Flemming Madsens: Væk med frontlyriken sætter vi: Væk med Fredslyriken, der berømmer Chamberlains og Daladiers forræderi mod demokratiet. Mod Daladiers: Fred for enhver pris, sætter vi de franske arbejderes: Fred, men på betingelser - og det skal ikke være Hitlers, men demokratiets betingelser."

Flemming Madsen mente i et gensvar, at denne holdning var et udtryk for illusioner^[11].

For min morfar og mormor var min mors bekendtskab med min far intet mindre end en katastrofe. Selvom min mor ikke havde frekventeret synagogen siden hun var 12, var et ægteskab med en ikke-jøde alligevel en voldsom overskridelse af deres normer. Det førte til, at min morfar simpelthen ignorerede min far, når han fulgte min mor hjem. Til gengæld følte min far sig meget tiltrukket af det ret fremmedartede jødiske miljø. Selvom de var meget ortodok­se, så var deres religiøsitet ikke udtryk for den livsfornægtelse, som han kendte fra sin fars hellighed. De kunne godt spille kort og være glade. Livet var ikke for dem nogen jammerdal. Og til højtiderne skulle man endda drikke vin. Min mor mener, at han var meget mere forståen­de overfor dem end omvendt.

I DKP mødte min far ikke kun en anden politik end den socialdemokratiske. Han mødte også en anden type arbejderkultur end den, han kendte fra Herning. Hos kommunisterne læste man meget. Man læste sin avis og partiets pjecer. Men man læste også socialismens klassikere. Netop her i 30'ernes sidste år udkom Stalins Leninismens Problemer og Sovjetunio­nens Kommunistiske Partis Historie. Begge bøger var forfalskninger af de faktiske forhold i Sovjet, men de gjorde det samtidig klart for min far, at der var meget han ikke vidste og meget han ønskede at lære. 

Kommunisternes opslutning bag den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt førte til at kommunisterne 1939-40 betonede imperialisternes (dvs. englændernes og franskmændenes) ansvar for krigen. Min mor og far betragtede nok dette som en slags 'krigslist' fra Stalins side. I hvert fald opfattede de det ikke på den måde, at anti-nazismen var lagt på hylden.

I september 1939, 3 uger efter verdenskrigens udbrud, blev min far indkaldt som marinesoldat. Det var formentlig uden modvilje. Kommunisterne så positivt på det, at lære at bruge våben. 'Så man kunne lære at rette dem den rigtige vej, når tiden kom'.

Men to forhold gjorde hans militærtjeneste kompliceret. Han gjorde det til en dyd ikke at skjule sit politiske ståsted, hvad hans overordnede næppe har været glade for. Dertil kom at han i løbet af efteråret fik voldsomme hovedsmerter, så voldsomme at han blev indlagt til observation i begyndelsen af 1940. Det var en skæbnessvanger indlæggelse.

Det var sådan, at man dengang, hvis man mistænkte nogen for at have en hjernesvulst, sprøjtede det radioaktive kontraststof thorotrast ind i hjernen for at kunne få et bedre røntgen­billede af eventuelle svulster. Fandt man svulster, kunne man på grundlag af de ret præcise billeder operere svulsten væk. Problemet med kontraststoffet thorotrast er imidlertid, at kroppen ikke kan udskille det igen, og at det ophobes i milten. Milten sidder foran leveren, og i de fleste tilfælde dør patienterne 30 år efter af den sjældne leverkræft. For dem, som havde en svulst, kan man sige, at de så havde fået 30 år ekstra at leve i. Men for dem som min far, der ikke havde nogen svulst, var det altså en dødsdom^[12].

På baggrund af formentlig begge forhold, kommunismen og hovedpinen, blev han i februar 1940 erklæret for "stedse uskikket til al krigstjeneste"^[13].

Kort efter blev Danmark besat af tyskerne. Chokket var nok større for min jødiske morfar end for mine forældre. Men de måtte naturligvis tænke: ville det ramme jøderne og kommunisterne? Ret hurtigt viste det sig imidlertid, at ingen af grupperne var i umiddelbar fare. DKP omstillede sig til illegalitet, og mine forældre blev overført til nye partigrupper.

Min fars idé om at lære noget mere udmøntede sig i ønsket om at tage den etårige præliminæreksamen på kursus. Fagforeningen tillod, at han måtte gå på kursus, mens han fik understøttelse, og 1940-41 gik han på De forenede Præliminærkursus. I juni måned 1941 tog han eksamen med et pænt gennemsnit. Efter dette kursus spurgte han i fagforeningen, om han også måtte tage studentereksamen på understøttelse. Men dét kunne der ikke være tale om.

Besættelsens første år

Min mor måtte ikke flytte sammen med min far for sine forældre. Hun måtte altså bo hjemme til hun var myndig. Hun havde i 1939 fået et job som børnehavelærerinde i en socialdemokra­tisk børnehave, men var blevet bortvist, da de opdagede, hun var kommunist. Herefter fik hun et job som kontorist i Direktoratet for Vareforsyning. Da hun fyldte 21 i november 1940, flyttede hun sammen med min far i en lejlighed på Østerbro, som de delte med min mors storesøster.  De blev gift i 1942. Senere fik de en lejlighed på Bispebjerg, og her fik de deres første barn, min søster Jette.

Den 22. juni 1941 var min mor og far sammen med Leni Madsen (gift med Carl Madsen) på sommerferie i Søndervig. Her hørte de fra en fisker om tyskernes overfald på Sovjetunionen. Kort efter fik Leni Madsen brev fra sin mand om, at han var taget af det danske politi.

I sin fagforening havde min far tilhørt den kommunistiske fraktion. Den var især i årene 1941-42 meget aktiv. Til generalforsamlingen i april 1941 havde fraktionen udsendt et opråb, hvori det bl.a. hed: "Som det er kollegerne bekendt har bestyrelsen i det sidste halve år på alle områder søgt at modarbejde medlemmernes interesser". Det var underskrevet af Carl Sjur Nielsen, Knud Børge Jensen og Børge Thing. De opstillede også til bestyrelsesvalget, hvor det lykkedes Sjur Nielsen at blive 2. suppleant. Det var en meget stærk socialdemokratisk forening.

I denne tid blev mange slået med forbløffelse over tyskernes sejre, og nogle af de ledende socialdemokrater havde indstillet sig på at tyskerne havde vundet krigen. Carl P. Jensen, den senere minister, var sekretær i Blikkenslagerforbundet og medlem af københavns­afdelingen. Min far har fortalt, hvordan han, Knud Børge Jensen og Carl Sjur Nielsen fulgtes fra kontrol med Carl P. fra kontoret på Blågårds Plads. Her skulle Carl P. ifølge en historie, jeg tit har hørt min far fortælle, have sagt: "Det er sgu underligt med et par kvikke fyre som jer. Kan I ikke se, tyskerne har vundet den krig."

I efteråret 1941 fik min far arbejde på en maskinfabrik i Viborggade og senere hos Danske Grundejere ude på Godthåbsvej. Dér var han til oktober 1942. Indtil han gik under jorden havde han løst arbejde.^[14]

I efteråret 1941 kom loven som forbød kommunistisk virksomhed, og DsF, det daværende LO, udsendte et cirkulære, som henstillede, at medlemmer eller tidligere medlem­mer af DKP undlod at opstille til valg i fagforeninger. Cirkulæret afholdt ikke blikkenslager­fraktionen fra at fortsætte arbejdet. Den blev indkaldt til samtale med fagforeningens bestyrel­se, men sagde her, at de ikke betragtede sig som kommunister. Helt frem til generalforsamlin­gen i februar 1943 var de aktive i fagforeningen, selvom de da længe havde været under jorden.^[15]

For min far startede modstandsarbejdet i 1942, hvor han sad i den illegale underdi­striktsledelse på Bispebjerg. Det startede som uskyldige aktioner, som da han sammen med en anden ville male Længe leve Den Røde Armé på plankeværket som beskyttede Bispebjerg Bio. Da de var næsten færdige, kom der en CB-betjent, og de måtte stikke af. Resten af krigen stod der: Længe leve Den Røde Arm på plankeværket.

 I oktober 1942 begyndte han sammen med to kammerater at lave ildspåsættelser hos lokale værnemagere. Han har beskrevet det i bogen Sabotage, hvordan han kastede en mursten gennem vinduet og smed en molotov-cocktail bagefter:

"Braget og flammerne, der slog ud af vinduet, fik det til at gibbe i os - spyttet tørrede i munden på os, og vore hjerter slog, så det var ved at tage pusten fra os. Fra dette øjeblik glemte vi alt i vor omhyggelige plan, vi handlede kun i panisk rædsel - og derfor var det lige ved at gå galt."

De blev forfulgt, og det var kun med nød og næppe, at de slap væk. Og de oplevede pludselig og intenst den forbløffende følelse af skræk for at komme i konflikt med politiet. Års opdragel­se til lovlydige borgere fungerede stadig. Men de var ved at tage det første skridt ud i illegalite­ten. Med dette skridt overskrider man den sociale tærskel, hvor man sætter sig udenfor.^[16] Kort efter fik de iøvrigt besked på ikke at fortsætte med deres aktioner formentlig fra partiledelsen.

KOPA og BOPA

DKP havde længe været tilbageholdende med at igangsætte sabotageaktioner. Men efter rundspørge i organisationen besluttede man sig for at markere to-årsdagen for besættelsen ved sabotager. Aktionerne den 9. april 1942 mislykkedes, de hjemmelavede brandbomber forsage­de. Men henover sommeren og efteråret 1942 blev der lavet forskellige vellykkede brandstiftel­ser af de første grupper af kommunistiske sabotører. Grupperne kaldes tit for KOPA (Kommu­nistsike Partisaner), men det er uvist om det navn blev brugt dengang. Grupperne var vel tilsammen på 30 mand og blev oprindelig sat igang af Børge Houmann og Thorkild Holst fra DKP. Blandt dem var en del spaniensfrivillige. Eigil Larsen, som havde gravet sig ud fra Horserød, blev leder af KOPA.

I vinteren 1942 blev min far kontaktet af DKP og spurgt om han ville være med til at lave sabotage. Det ville han gerne, men først sent på året 1942 kom han med i en gruppe. Det var hans blikkenslagerkollega Knud Børge Jensen, bedre kendt som Sprængsmidt, der ledede gruppen, som ud over min far også rummede Carl Sjur Nielsen. I nogle dagbogsnotater - som er skrevet efter krigen - genkalder han sig situationen:

"I går blev jeg optaget i en sabotagegruppe. Nu skal vi til at kæmpe direkte mod tyskerne. På en måde virker det som en befrielse, fordi alting nu bliver mere enkelt og ligetil. Men jeg må indrømme, at jeg også er bange - frygtelig bange.

Vi bliver sat udenfor samfundet og jaget som forbrydere, og de fleste mennesker vil betragte os som forbrydere. Det er den ene ting, jeg er bange for. Den anden er, at jeg er bange for at dø."

Det var mest ildspåsættelser med petroleum og benzin. I december 1942 lavede KOPA imidlertid et vellykket tyveri af sprængstof fra Faxe Kalkbrud og omkring nytårstid 1942-43 blev de første sprængstofattentater lavet.

Min far gik under jorden sent i 1942. Det var lidt besværligt, fordi han havde arbejde i den tid. Men han havde en aftale med min mor om, at hvis ikke en bestemt potteplante stod i vinduet, måtte han ikke komme op. I begyndelsen af 1943 besluttede mine forældre, at min mor skulle flytte hjem til sine forældre i Classensgade, og min far fik nu også illegalt logi. Han besøgte min mor og spiste også nogengange med til sabbath-måltidet fredag aften.

De første måneder af 1943 var der flere store sabotager mod metalvarefabrikker i København. Den samme dag, hvor blikkenslagerfraktionen optrådte på generalforsamlingen i deres fagforening sprængte de Glud & Marstrand på Rentemestervej. Det var en aktiv tid. Den gamle KOPA-organisation fra 1942 var blevet kraftigt reduceret ved arrestationer, og omkring nytår 1942-43 begyndte en ny organisation så småt at tage form. Det som blev til BOPA (Borgerlige Partisaner).

Det startede med, at der blev dannet en gruppe af gymnasiaster fra Østre Borgerdyd. De var ikke kommunister og betydeligt yngre end KOPA-sabotørerne. Men de var indstillet på at bekæmpe tyskerne. Én af dem er Jørgen Jespersen, bedre kendt under sit dæknavn KK. Han klarede sig igennem fra januar 1943 til maj 1945 uden at blive taget og endte som næstkom­manderende i organisationen. BOPA blev til ved sådanne nykrekrutteringer. Det blev herved en organisation af især meget unge mænd, som ikke nødvendigvis var kommunister, men under kommunistisk kommando.

Arresteret

Den 18. april 1943 fyldte min far 26. Det danske politi havde en forkærlighed for fødselsdage og andre mærkedage i familjen. De vidste, at de illegale havde svært ved at holde sig fra at komme hjem på sådanne dage. Mine forældre havde i anledning af min fars fødselsdag været i byen sammen. Han havde lige sagt farvel til hende og var gået, da dansk politi ringede på hos hendes forældre i Classensgade. Hun sagde, at han ikke var der, men de kom ind og undersøg­te lejligheden. Da de ikke fandt ham, gik politifolkene til en adresse i Rosenvængets allé, hvor han havde boet, før han flyttede sammen med min mor. Og dér var han faktisk. De kom både af hovedtrappe og køkkentrappe på én gang. Han blev arresteret og indsat på Politigården. Senere kom han til Vestre Fængsel.

Ifølge sagen hos Statsadvokaten for særlige anliggender^[17] var man allerede stødt på min far i februar 1943 ved afhøringer af arresterede kommunister. I 3 forskellige forhør blev han udpeget som medlem af det illegale DKP, og i et vidneudsagn udpeges han som kasserer i underdistrikt II. Den 18. marts foretog politiet ransagning, idet man fik viceværten til at lukke op. Man konstaterede, at der ingen boede i lejligheden. Derefter indhentede man godkendelse af ransagningen for lukkede døre i byretten. Den 5. april blev der afsagt anholdelsesbeslutning i byretten, og han blev efterlyst. På hans fødselsdag den 18. april eftersøgte man ham igen på Bispebjerg, men uden resultat. Folkeregistret oplyste, at han var tilmeldt hos sine sviger­forældre i Classensgade 42. Her traf de som sagt min mor. Underhånden fik de at vide, at min far havde boet sammen med én som hed Nackmann i 1940. Folkeregistret viste nu, at Nack­mann boede i Rosenvængets allé 17B. Og her arresterede de ham kl. 1.30.

Han blev fremstillet i grundlovsforhør kl. 13.15. Her bekræftede han at være medlem af det illegale DKP og at have holdt sig skjult for politiet, men benægtede deltagelse i illegal virksomhed. I et forhør dagen efter indrømmede han at have været kasserer i afd. II, men vil ikke opgive nogen navne og henviste kun til dem, som havde nævnt ham i forhør. Det nævnes også i rapporten over forhøret, at han i afdeling D. var registreret for at have skrevet artiklen "Gennem Nazi-Tyskland til Fods" i Arbejderbladet den 30.8.38, den artikel, som også Udenrigsministeriet havde klippet ud og arkiveret.

Han blev fængslet i 13 dage og kom igen i forhør. Men han ville stadig ikke opgive navne. Samtidig indskrænkede han sine indrømmelser til det allermest nødvendige og sagde, at han aldrig deltog i afdelingens møder. Fængslingen blev forlænget med 8 dage, og statsdavoka­ten anmodede om, at sagen måtte komme for højesteret; det var åbenbart et grænsetilfælde. Men det blev resolveret, at det ikke kunne lade sig gøre, og at sagen skulle behandles ved underretten uden domsmænd. Den 19. maj 1943 fældede byretten dom efter anklageskriftet. Det var en tilståelsessag, og han fik 4 måneder. Sagen oversendtes til Justitsministeriet, som arkiverede sagen uden at gøre andet.^[18]

Da dommen faldt kunne min mor for første gang tale med ham. Ifølge hendes beretning kunne hun fortælle ham, at tre af deres venner var blevet taget i en lejlighed på Tomsgårsvej, som stod i mine forældres navn, og hvor alle deres ting var opmagasineret. Da min far hørte det, var han sikker på, at han ville blive overgivet til tyskerne, sådan som det danske politi havde truet ham med flere gange. Men det blev han ikke. Det er noget mange kommunister samstemmende fortæller, at det danske politi truede dem med at blive udleveret til tyskerne.

At dømme efter den fængselsdagbog han førte i Vestre var han i rimeligt godt humør og nedskrev en blanding af erindringer og skæmtsomme beretninger. Dertil læste han en del. Bl.a. Hartvig Frisch' Europas Kulturhistorie, Pontoppidans Noveller og Skitser, men ikke mindst Dumas' Greven af Monte Christo ser han ud til at have nydt i fulde drag.

Arbejde skulle han også. Og i Vestre stod den på trælegetøj. Han fik groftudsavede heste ind, som han skulle slibe glatte og male og give hale på. Som en slags protest udstyrede han hestene under halen med et utvetydigt røvhul.

Den hovedpine, han havde lidt af som marinesoldat, kom tilbage under indespærrin­gen. Han blev derfor indlagt til behandling på Kommunehospitalet. Her lå han den 29. august 1943. Min mor tog ind til ham med noget almindeligt tøj efter opfordring fra én af hendes venner, som var med i illegalt arbejde.  Han skiftede til civilt og gik simpelthen sin vej sammen med min mor. Udenfor ventede Sprængsmidt på ham, og sammen forsvandt de ind i illegalite­ten. Politiet eftersøgte ham naturligvis øjeblikkelig.^[19]

Illegalitet og sabotage

Under dæknavnet Brandt blev han nu leder af flere grupper. Ifølge Leif Larsens fremstilling, som bygger på hans fars Eigil Larsens arkiv, arbejdede min far i efteråret 1943 sammen med Sprængsmidt (Knud Børge Jensen) om en lang række aktioner, og i december omrokeredes BOPA således at min far sammen med Villy Olsen, Poul Petersen og Erik Saxtoph blev leder af en del tre-mandsgrupper. Organisationen var på det tidspunkt på mellem 50 og 100 aktive sabotører^[20].

I begyndelsen af oktober 1943 kom aktionen mod de danske jøder, og min mor måtte flygte med min søster, som da var lige et år. Hun fik kontakt med min far, som skaffede hende en overfart sammen med hendes lillebror. Desværre blev turen solgt af formidleren til en anden formentlig for et stort beløb, og min mor blev tilbudt en overfart i en robåd sammen med 6-8 andre. Båden var i meget dårlig stand, og efter en tids roen var den fyldt med vand, og flere druknede. Min mor prøvede i flere timer at holde min søster oven vande i den sunkne båd, mens  andre i det oktoberkolde vand prøvede at hindre den i at kæntre. Til sidst blev de taget op af en fiskerbåd og sejlet tilbage til Danmark. Først et par dage efter kom de over sundet. Efter nogen tid i en forlægning for danske flygtninge kom min mor og min søster til at bo hos nogle danske venner. Senere flyttede de til  mine bedsteforældre i Uppsala, hvor min mor havde forskelligt arbejde og til sidst oprettede sin  egen børnehave.

I januar 1944 blev næsten alle underledere i BOPA arresteret. Eigil Larsen indledte via to mellemmænd forhandlinger med det tyske sikkerhedspoliti om løsladelse af sine ledere. Sikkerhedspolitiet stillede krav om at modydelsen skulle være at stoppe sabotagen. Eigil Larsen skal have krævet løsladelserne først for at overveje et sabotagestop.

Kort efter mødte Svend Nielsen og Børge Houmann fra DKPs ilegale ledelse op på Eigil Larsens illegale bopæl og afsatte ham som leder^[21].

Efter Eigil Larsen afsættelse deltes grupperne, således at de fleste kom under min far, mens en del kom under Erik Saxtorphs ledelse. Mellem Svend Nielsen og de to aktionsledere indførtes nu en 'forbindelsesofficer' i skikkelse af Svend Schippers. Han varetog bl.a. pengetil­delinger. I december 1944 blev Erik Saxtorph tvunget ud af arbejdet, fordi der havde været folk i hans afdeling som havde lavet ting, man betragtede som kriminelle. Ikke sådan at han selv havde lod og del i det, men ansvaret blev betragtet som hans. Min far var herefter leder af hele organisationen.

Selvom 1944 var et år med flere ovenfra beordrede sabotagestop, var det også det år, BOPA blev det som organisationen blev kendt for: de store velorganiserede sabotager, der forrettede skader i millionklassen. Globus den 6. juni 1944 var et regulært partisanangreb ved højlys dag med masser af deltagere og skader for næsten en million. Den 22. juni blev Riffel­syndikatet ødelagt for næsten 10 millioner - den største skade under krigen ved sabotage. I en undersøgelse over kendte sabotager og skader når man frem til, at en tredjedel af alle sabotager foregik i København, men denne tredjedel tegner sig for 70% af alle skader. Af de registrerede sabotager foregik 843 i København med en samlet skadeserstatning på 80.532.000 kr. Heraf tegner BOPA sig for 32,6% af sabotagerne og 60,4% af skaderne^[22].

Det er svært at danne sig noget sikkert billede af hvor stor organisationen var, men sandsynligvis er den ikke kommet over 150 aktive før i krigens allesidste måneder. Vi ved, at organisationen i forhold til sin indsats havde en meget høj sikkerhed. Det system grupperne var organiseret efter var oprindelig hentet fra kommunisternes illegale organisationsmetoder. Det gik ud på, at sabotørerne var organiseret i relativt små grupper, som stod i forbindelse med resten af organisationen gennem sin leder. Sabotørerne kunne komme i kontakt med deres leder og lederen med sin overordnede gennem faste rutinemæssige møder eller gennem brevsteder. Ingen måtte have en viden, som var unødvendig. Denne sikkerhedsorganisation sikrede BOPA mod at blive revet op. Ikke engang, da de 5 underledere blev taget i januar 1944 lykkes det. BOPA havde 39 døde i hele krigen.^[23]

Hvad angår sammensætningen af grupperne har jeg i 1992 lavet en undesøgelse af de dengang endnu levende. Her viste det sig, at ca. halvdelen af BOPAs medlemmer var arbejdere og ca. en tredjedel var studenter/gymnasiaster. Blandt arbejderne udgjorde metalarbejderne den største gruppe. 43% var født mellem 1920 og 1924. Den overvejende del var altså lige i begyndelsen af tyverne i 1945.

Jeg undersøgte bl.a. også medlemmernes politiske baggrund. !5% svarede, at de havde været medlem af DKU eller DKP. Og kun 10% var rekrutteret af DKP. Det er jo interessant i forhold til den almindelige oipfattelse, at der var tale om en kommunistisk organisation. Men forholdet til DKP var ikke mindst et ledelsesforhold, idet lederne af BOPA gennem hele besættelsen var DKPere og stod i et kommandoforhold til DKPs øverste ledelse.^[24]

I undersøgelsen interesserede jeg mig også for, hvad man kunne kalde illegale karrierer. Det viste sig, at 58% af de adspurgte havde levet under 1 år illegalt, 10% havde levet 1½ år illegalt mens 11% havde været mere end 19 måneder under jorden. Et tilsvarende billede tegnede sig, da jeg spurgte, hvor mange aktioner hver enkelt havde lavet: 63% havde været med i mellem 0 og 20 aktioner, 11% i mellem 20 og 50, mens 8% havde været med til mere end 50 aktioner. Disse tal viser bl.a. at BOPA havde en lille gruppe, som var med meget længe, og som havde fået mange erfaringer med at lave sabotage. Her finder vi en vigtig del af forklaringen på den høje grad af professionalisme, som kom til at præge arbejdet, og som bl.a. indbragte BOPA flere lykønskninger fra de allieredes hovedkvarter.

Livet som illegal var et hårdt liv. For min far var det i mange henseender som de andre sabotørers. Han deltog i aktioner i hele perioden, hvor han også var leder. Det var en ny praksis, idet Eigil Larsen aldrig havde været aktionsleder i felten. Ovenfra (og det må vel være fra Svend Nielsen eller Børge Houmann) fik han besked på ikke at deltage i aktioner, da man anså det for at være for risikabelt. Men han insisterede på, at det var nødvendigt for sammen­holdet at han tog med på aktioner. Jørgen Jespersen (KK) karakteriserer i sin bog om BOPA min far således: "Brandt var den fødte leder. Tillidsvækkende, i besiddelse af et stort personligt mod, god til at formidle samarbejde og til at lytte. En god forhandler. Han var heller aldrig bange for at tage med på aktion og gjorde det, også selv om både han og jeg fik besked på, at vil skulle lade de andre om markarbejdet."^[25]

Logier og penge var et stadigt problem. Sikre logier var svære at få, og de måtte tit udskiftes, hvis der var chance for, at det var blevet kendt af politiet eller gestapo. Penge var også et kronisk problem. Fra DKP kom der penge, men ikke i særligt store mængder. Sidst i krigen kom der også penge fra statskassen, formidlet via 'de gamle politikere', penge som i sabotør-slang hed 'apanage'.

Efter min mor flygtede til Sverige fortsatte Varedirektoratet med at udbetale hendes løn til min far. Det var en gestus, må man sige. Men jo også en sikkerhedsrisiko, at han hentede pengene. Mere interessant er det imidlertid, at han tilsyneladende i hele sin illegalitet har hævet arbejdsløshedsunderstøttelse, eller i hvert fald de 130 ordinære dage plus en varierende antal 'fortsættelsesdage', som nu lovgivningen var dengang. Den fagforeningsbog, som har overlevet, er stemplet for arbejdsløshed fra den 2.4.44 og der er udbetalt understøttelse fra den 4.10, fordi han først da kunne få igen. Også børnetillæg udbetaltes til ham. Hvordan det rent faktisk er foregået, ved jeg ikke. Jeg har svært ved at forestille mig, at kassereren ikke skulle kende ham eller ville akceptere, at en anden mødte frem i stedet. På den anden side må man sige, at der var tale om en vis sikkerhedsrisiko, ikke mindst efter han var eftersøgt som undveget fra hospitalet. Muligvis var han beskyttet af, at fagforeningen allerede i maj 1943 havde afvist at samarbejde med politiet uden dommerkendelse.^[26]

  Min far klarede sig igennem fra august 1943 til kapitulationen uden at blive såret og uden arrestation. Til gengæld var han to gange ved at blive taget. Én gang blev han tilfældigt taget ved en razzia på et værtshus. Her klarede han sig fri ved at vise den ledende politiofficer sin falske våbentilladelse og gøre opmærksom på, at det ville være pinligt at blive afsløret for øjnene af de andre danskere som, én der arbejdede for tyskerne. Kun stikkere og andre af samme skuffe kunne få vå¨bentilladelse. Han var heldig og fik lov at gå.

Den anden gang var det tættere på. Det var i juni 1944, hvor han mødtes med nogle BOPA-folk ved Tivoli. Her besluttede de at gå på Akselborg Bodega. Da de kom ind på bodegaen, så de en overtjener fra Skandia, som var kollega til én af sabotørerne. Kort tid efter kom Gestapo og gik direkte hen til deres bord og arresterede dem. Derfor må der have været tale om stikkeri. Min far kom til at gå sidst, da han skulle betale regningen. På grund af nærheden til tyskernes hovedkvarter på Dagmarhus gik de derhen, hver med en tysker i ryggen. Da de kom ind i Jernbanegade, hørte min far sporvognen komme, og da den var ud for ham, sprang han over på den anden side af den, før tyskeren kunne nå at skyde. Vel ovre på den anden side sprang han op på trinbrættet af en taxa og råbte: "Kør for helvede mand". Taxa­chaufføren forstod med det samme situationen og trykkede speederen i bund -  og min far slap væk. Det viste sig, at chaufføren havde en bror i KZlejr. Men de andre blev taget, og stikkeriet blev aldrig opklaret, selvom der var stærke mistanker til overtjeneren.^[27]

Min far fik brevkontakt med min mor ved at bruge en gammel FDF-kammerat fra Herning, Poul Riis, som var præst i København som brevsted. Derved kunne han bruge de legale postruter. I december 1944 fik han ovenfra lov til at tage illegalt til Sverige og besøge sin kone og sin datter. Det var ikke uden sikkerhedsproblemer, fordi han ikke kunne undgå, at blive genkendt i emigrantmiljøet, hvor min mor levede. Men det var en vellykket tur. Min søster havde lært at tale, og min far blev akcepteret af min morfar. Men han var også, som min mor husker det, meget præget af det liv han levede. Han havde mareridt om natten og stillede sig bag gardinet, når han hørt en bil standse osv. Min far havde kontakt til den den danske partiledelse i Sverige, Edvard Heiberg og Alvilda Larsen. Han havde også et hverv med henblik på at skaffe våben. Jeg ved ikke præcis hvordan. Men han havde flere møder med officielle repræsentanter om sagen. Bl. a. fortalte han flere gange, at han havde haft et møde med Paul Fischer (den senere direktør i Udenrigsministeriet), som sad på Flygtningekontoret i Stock­holm. Han ville gerne vide, hvilken fremmed magt min far arbejdede for. Så udbredt var angsten for kommunisterne i forhold til krigsafslutningen. Min far svarede ham, at han arbejdede for Vatikanstaten.

Han kom tilbage til Danmark i januar 1945. Og det blev nogle drøje måneder indtil befrielsen. De mistede mange folk og var slidt ned. I brevene til min mor klagede han sig og troede ikke, han ville overleve krigen. Det har næppe været opløftende. Min mor var da gravid med mig.

Én af de aktioner, som plagede ham, var en mislykket aktion i Brøndbyvester i marts 1945. Han har fortalt historien på pladen Fra Danmarks Frihedskamp^[28]. Aktionen kostede to sabotører livet. Han var fortvivlet dengang og endnu, da han ti år senere indtalte historien på plade.  Da han talte ved afslutningen for BOPAs tjeneste i august 1945, talte han også om det:

"Kan I huske da Kaj faldt - vi kunne ikke køre ham bort, fordi tyskerne holdt bilerne under ild. De af jer der var med til at bære ham væk fra ledvogterhuset husker endnu hvordan hans blod silede ned af den dør vi bar ham på. Han var eneste barn - inden han døde, lå han og kaldte på sin mor".

Det ansvar han følte for de døde gjorde det sværere og sværere. Da jeg kom i den alder, de unge døde havde haft, blev han hjemsøgt af frygtelige mareridt, hvor forældrene opsøgte ham og krævede deres børn tilbage. Jeg tror det er svært for udenforstående at fortså, hvor høj en pris frihedskæmperne betalte for deres egen indsats. Afdragene faldt regelmæssigt resten af livet.

I marts 1945 var det ved at være slut med aktionerne. BOPA lavede den sidste store aktion mod Always i Boyesgade. Her var professionalismen så stor, at en mand var stationeret i en lejlighed, hvorfra han kunne overskue aktionen. Her indtalte han en reportage, som blev skåret i en lakplade med en transportabel skæremaskine. Reportagen blev fragtet til Sverige og fløjet herfra til London og udsendt over BBC til hele verden.

I marts 1945 skrev min far en artikel i det illegale blad Ungdommens Røst med titlen "Vor nye hær". Her argumenterede han for opbygningen af en ny demokratisk hær, baseret på "et folk i våben". Han  skrev:

"En sådan ny forsvarsordning vil kræve flere officerer og nye officerer. Ikke bare på grund af de forøgede tekniske krav; de nye officerer må bringe en ny ånd ind i hæren. De må garantere den nære forbindelse mellem folk og forsvar. Den opfattelse af officersgerningen, at den er en repræsentativ stilling for tilfældige overklassesønner, må bringes ud af verden. Officererne må udvælges blandt de bedste af landets sønner uanset deres økonomiske og sociale stilling. [...] Når tyskerne er jaget ud af landet, og vi er begyndt at opbygge vor nye hær, findes der en glimrende mulighed for straks at praktisere dette princip, ved simpelthen at sætte alle de unge frihedskæmpere, der har alderen og evnerne til det, på officersskole." 

Her havde han udstukket planen for næste etape i sit liv. Hans forslag var næppe uden sammenhæng med de forhandlinger om en befrielsesregering, som foregik i krigens sidste måneder mellem Frihedsrådet og de gamle politikere. Men hvorfra han kan have hørt noget sådant, ved jeg ikke.

Befrielsen og derefter

BOPAs sidste store opgave var at danne brohovede for Den danske Brigade, når og hvis den skulle overføres i kamp mod tyskerne. Opgaven kom ovenfra via Svend Wagner,  i sidste instans fra den lille stab af officerer omkring general Gørtz og kaptajn Hjalf, som var fuldt loyale overfor de gamle politikere. Min far kørte til Helsingør i en ambulance og beså lokalite­terne. De folk, han havde med, var meget lunkne ved opgaven, da de skulle nedkæmpe en regulær tysk garnison. Til alt held blev aktionen ikke til noget, for krigen sluttede før planen blev sat i værk.^[29]

Den 4. maj om aftenen og natten samledes BOPAs grupper forskellige steder i byen. Deres opgave var i den følgende - stadig politiløse - tid at varetage visse politimæssige opgaver, herunder arrestationer af mistænkte.

Den 5. maj ringede min far til min mor og spurgt, hvor hun blev af. Men det var jo svært at komme over sundet. Brigaden var ikke engang kommet endnu. Og først den 16. maj kom hun så til Helsingør. Gensynet var glædeligt, men det blev en svær tid der fulgte. Efter at have levet så længe med døden helt inde på livet, var det meget svært for min far at vende tilbage til et familjeliv. Han var psykisk meget ustabil og rastløs. I begyndelsen havde mine forældre slet ikke noget sted at bo. Min mor var gravid, og min søster blev meget syg om sommeren. Hertil kom at min far fra at være en helt ukendt blikkenslager var blevet én af de mest omtalte frihedskæmpere. Han talte ved møder, blev interviewet og skrev i avisen. Der var blevet vendt op og ned på hans liv.

Den 20. maj var der sejrsparade, hvori BOPA deltog. Henover sommeren lå grupper­ne kaserneret forskellige steder i byen, men i august blev grupperne hjemsendt. Hermed sluttede BOPAs historie. I efteråret 1945 skrev min far den som en føljeton i Land og Folk, hjulpet af journalisten Kaj Christiansen, som havde været leder af  den gruppe, som optog plader til brug i BBC, bl.a. den fra Always-aktionen. Sidenhen kom føljetonen som bog med titlen Sabotage.^[30]

For DKP betød befrielsen en fuldstændig ændring. Fra at være et forhadt parti under Finlandskrigen i 1940 og et forbudt parti i 1941 var det i 1945 blevet regeringsparti. Partiet havde jo været afskåret fra at deltage i valget i 1943, så officielt sad partiet ikke i Folketinget. Men det fik  ekstraordinært tildelt de 3 pladser, som nazisterne nu ikke længere havde brug for. Partiets avis kom ud af illegaliteten med det nye navn Folkets Dagblad, men skiftede hurtigt tilbage til det illegale Land og Folk. Det blev i løbet af sommeren landets tredjestørste dagblad. Og partiet som måske havde haft 5.000 medlemmer før krigen, nåede nu op på 60.000.

Min far blev medlem af DKUs hovedledelse, og fra oktober 1945 var han ansvarsha­vende for DKUs blad Fremad. Det varede kun til februar 1946, så måtte han droppe det. Ved valget til Folketinget i oktober 1945 var han opstillet for DKP som håbede, at han kunne trække mange stemmer. Han var opstillet i en kreds, hvor han var sikker på ikke at opnå valg. Selvom han således både var modstandsleder og kommunist, så havde han ingen ambitioner om at blive politiker. Men han mente selv og fortalte mig flere gange, at der var folk i DKPs ledelse som frygtede, at han ville bruge sin popularitet til at tilkæmpe sig en plads i ledelsen. Han fortalte f.eks., at han var inviteret som gæst til DKPs kongres i Århus i januar 1946. På kongressen blev Svend Nielsen præsenteret for de delegerede som BOPAs chef. Det følte han som en åben desavouering fra Svend Nielsens side. Han blev siden dekoreret af såvel fransk­mændene og amerikanerne for sin indsats. Men ikke af russerne. Sandsynligvis, mente han, igen ved mellemkomst fra nogen i partiledelsen.

Officer i hæren

En af de ting, befrielsesregerigen skulle tage sig af var forslaget om frihedskæmperes adgang til hæren. Forslaget blev vedtaget, og der blev oprettet en særlig skole for dem, hvor de kunne få en grunduddannelse. Herfra kunne de siden søge ind på officersakademiet. I en artikel i Ungdommens Røst (5.8.45) skrev min far bl.a.: "De befalingsmænd fra modstandsbevægelsen, der nu går over i værnene, vil have en årrækkes hårdt slid foran sig. De må alle være klar over, at det, der vil blive krævet af dem, er arbejde og atter arbejde". Her tænkte han på det projekt han tidligere havde skitseret om en demokratisk folkehær. Problemet viste sig ikke at være arbejde, men noget helt andet.

Pr. 1. marts 1946 blev han udnævnt til kaptajn af reserven, hvilket betød, at han blev aflønnet som kaptajn under sin uddannelse, selvom officerslønningerne på dette tidspunkt var små.  Skolen for Modstandsbevægelsens Befalingsmænd lå i Jægerspris, og kurset varede et halvt år fra marts til september, hvor han bestod eksamen. Herefter blev han udstationeret ved kasernen i Odense. Kommandanten her gav med det samme udtryk for, at han mente, det var en skændsel, at modstandsfolkene og da især kommunisterne havde fået adgang til hæren. Det udartede til regulær forfølgelse. Det var iøvrigt ikke en oplevelse han var ene om. Overalt, hvor de nye officerer dukkede op, blev de chikaneret af mange af de andre officerer, som betragtede det som et utåleligt anomali, at de var blevet udnævnt og ikke havde 'tjent' sig op. Denne chikane ramte såvel kommunister som borgerlige modstandsfolk. Derudover blev kommuni­sterne også betragtet som en sikkerhedsrisiko.

Fra den 1. maj 1947 til 1.marts 1948 gik han på Hærens Officersskole, Kursus for Befalingsmænd fra Modstandsbevægelsen. Han fik en udmærket eksamen, og den 1.marts 1948 blev han udnævnt til kaptajn af fodfolket. Han lå stadig i Odense omend han blev udlånt også til andre tjenestesteder. Det var hårdt for familjen, at han kun var hjemme hver 2. eller 3. weekend. Han klagede sin nød i generalkommandoen. Han bad om forflyttelse med henvisning til politisk forfølgelse. Den han talte med havde været nazist og sagde: "Det kender jeg til" og han opnåede faktisk forflyttelse til Vordingborg. Mine forældre besluttede, at hele familjen skulle flytte med, og vi fik for første gang siden krigen nogle rolige år, hvor vi var samlet, fra maj 1950 til oktober 1953.

Tiden i Vordingborg var god for familjen, og arbejdsmæssigt var det meget bedre for min far. Selvom han ikke var udsat for direkte chikane, udgjorde han stadig en sikkerhedsrisiko og mødte også en vis uvilje hos nogle kolleger. Sikkerhedsrisikoen gjorde, at han var overvå­get og ikke fik de informationer, han havde krav på. En gang han havde vagt på kasernen kom der pludselig meddelelse om forhøjet beredskab, som svarer til en periode op til et krigsudbrud. Hans opgave var at udlevere skarp ammunition og udføre de opgaver, som var kasernen pålagt. Men det viste sig, at han i en sådan situation ikke var betroet hverken adgang til ammunitionsdepotet eller kendskab til sine forholdsordrer.

Han havde flere gange tanker om at forlade militæret. Hans tanker om en demokrati­sering havde vist sig at være naivt blændværk. Og hans fremtid i hæren var fastlagt: der kunne aldrig blive tale om forfremmelse. Han opsøgte en gang Martin Nielsen,  én af Land og Folks redaktører, for at rådspørge ham. Men han mente ikke, at min far skulle forlade hæren uden at hæren smed ham ud, så der kom en sag ud af det.

Hans tanke med at forlade hæren var ikke at blive blikkenslager igen. Han ville næppe have en chance efter i 10 år ikke at have arbejdet i faget. Han havde i mange år haft lyst til at lære noget mere. Og der var inden for hæren faktisk nogle uddannelser, som kunne bruges i det civile liv. Én af dem var uddannelsen som motorsagkyndig. Den foregik på Hærens Motorskole i Ryvangen. Men for at komme ind skulle man tage, hvad der dengang svarede til adgangsprø­ven til Polyteknisk Læreanstalt. Han søgte om tilladelse til at starte på forkursus pr. 1. september 1952. Den 1. november fik han tilladelsen efter kurset havde kørt i 2 måneder. Han betragtede det som chikane, men bed tænderne sammen, og med to venner, som havde bedre skolekundskaber end ham, kastede han sig over kurset - og bestod.

Vi flyttede fra Vordingborg til København, og han begyndte på Motorskolen. Her gik han 1953-55. Ved afsluttende eksamen dumpede han. Desværre eksisterer skolens arkivalier for disse år ikke på Rigsarkivet. Det var nemlig hans opfattelse, at han var 'blevet dumpet' som et led i en chikane, der skulle tvinge ham ud af hæren. Han grundede denne opfattelse på en privat samtale, han havde haft med én af sine lærere. Læreren havde forespurgt hos de andre lærere, og ingen havde givet udtryk for, at han var dumpet i deres fag.

Psykisk havde han det meget svært. Det var under den kolde krig, og kun få mente at kommunister havde krav på samme demokratiske rettigheder som andre danskere. Han fik hvad man vel må betegne som et nervesammenbrud^[31]. Sammenbruddet var nok så meget en reaktion på to hårde års slid med at læse til motorsagkyndig og skuffelsen over at blive fejet af.

Han søgte og fik bevilget et halvt års orlov.

Den 11. juni 1955 meddelte Frihedsfonden ham, at man havde hørt, at han var syg og derfor havde bevilget ham 2.000 kr. til et rekreationsophold. Mine forældre besluttede at bede os fri fra skole og rejse 3 måneder i Europa. Men da vi efter et par måneders tur nåede Rom, kom der telegram om, at han skulle indfinde sig i København til undersøgelse på Militærhospi­talet for, om han var tjenesteegnet. Vi måtte altså afbryde rejsen og halse hjem.

Han besluttede nu at søge sin afsked og fik den bevilget med pension fra 1. august 1956. 

Min fars samliv med hæren kan også ses fra hærens side. Som institution reagerede den generelt afvisende på officererne fra modstandsbevægelsen. Mere specifikt kan vi se reaktionen på min far i hans forfremmelsespapirer. For enhver officer udarbejder den overord­nede en gang om året en indstilling om forfremmelse. Indstillingen består af 3 elementer: 1. karaktergivning for sådanne forhold som: åndelig begavelse, anlæg for tjenesten, interesse for tjenesten, forhold i tjenesten, udholdenhed, sundhed m.v.; 2. en skriftlig karakteristik og 3. en indstilling vedrørende en mulig forfremmelse. Indstillingen passerer fra regimentsniveau til bataljonen og videre til generalkommandoen og ender hos generalinspektøren for fodfolket. Og for hvert niveau bedømmes muligheden for forfremmelse.

Første bedømmelse er fra 1946 og er meget positiv. Hans militære evner vurderes højt, og han har handlekraft og initiativ. Det eneste negative i bedømmelsen er at hans "sociale standpunkt er jævnt, men hans gode forstand bøder meget herpå". Hvad angår hans politiske ståsted hedder det, at han er kommunist, "men han har under tjenesten ved regimentet ikke på nogen måde drevet politisk agitation". Indstillingen til forfremmelse er "tvivlsom", hvilket betyder, at han endnu er under uddannelse og ikke kan forfremmes endnu. Året efter er indstillingen den samme meget positive bedømmelse, dog betegnes hans sociale standpunkt som "meget jævnt". I 1948 sker der et markant skift i bedømmelsen af ham. Hans militære evner vurderes stadig meget positivt, men en række andre træk fremhæves nu som negative. Et uheld han havde i 1946 menes nu at gøre ham meget nervøs. Det, som de foregående år hed 'sociale standpunkt', hedder nu 'dannelsestrin' og det hedder: "Hans dannelsestrin er yderst jævnt, således at han - ganske uanset sin gode forstand, sine anlæg og udprægede mandfolkee­genskaber - vil få såre svært ved at opdrage og hævde sig overfor en stor del af såvel undebefa­lingsmænd som mandskab og vil herigennem nedsætte officersstandens renommé udadtil".  Endelig er passusen om hans medlemskab af DKP nu blevet omformuleret: "Han har selv oplyst, at han er medlem af det kommunistiske parti, og regimentet har uden at kunne føre nogen beviser god grund til at tvivle på hans loyalitet i en given situation, hvorfor det ikke mener at kunne tage ansvaret for at anvende ham f.eks. som  vagtchef i garnisonen, og det skal derfor alt i alt understreges at regimentet må anse det for yderst farligt at kaptajnen i det hele taget er blevet ansat i hæren". Samlet mener regimentet nu at kunne fastslå, at han ikke er egnet til forfremmelse, en indstilling som generalkommandoen iøvrigt går imod og fastholder indstillingen 'tvivlsom'.

Der er to træk som er interessante i bedømmelsen fra 1948. Det ene er året, det andet er den pludselige negativitet. Det er svært ikke at se dette skift i relation netop til hans politiske holdning, som efter magtovertagelsen i Tjekkoslovakiet og den kolde krigs tilisning gjorde efterkrigstidens prosovjettiske indstilling til en by i Rusland. Men det er også interessant, at det træk, som fra begyndelsen findes i bedømmelserne, hans manglende dannelse, nu er blevet et afgørende problem. Der ligger i disse spartanske udtalelser et omfattende kultursammenstød, som viser officerskorpsets holdning frem som standshovmod overfor håndværkeren med de 7 års skolegang. Han kunne ikke konversere på fransk og danse lanciers, som man dengang lærte i en ordinær officersuddannelse, og der kan ikke herske tvivl om, at det er standsbevidstheden, som her taler. I den øvrige bedømmelse fremgår det nemlig tydeligt, at hans militære evner vurderes ret entydigt højt.

Linjen i bedømmelsen fastholdes de følgende år, hvor hans lave dannelsetrin igen understreges, ligesom det hedder: "Hans karakter er ikke tillidvækkende og man føler sig usikker overfor hans hele indstilling til sit selvvalgte virke". Hans chefs indstilling førte iøvrigt til, at han  fik forbud mod at bo på kasernen og blev indkvarteret på et tredjerangs hotel i byen. I 1951 var det imidlertid en ny chef, som skulle bedømme ham. Og her sker en bemærkelses­værdig ændring. Hans vurdering af hans militære evner er meget positiv, men også han mener, at han mangler uddannelse. Derimod  har han inet mærket til, at der skulle være noget galt med hans helbred, ligesom man ikke har haft nogen grund på at tvivle på hans karakteregenskaber eller hele indstilling. Denne holdning holder indtil han bryder sammen, selvom hans nye chef også kan skrive:"hans overbevisning og indstilling iøvrigt kan i en given situation gøre det betænkeligt at betro ham større opgaver"^[32]

Et erhvervsliv

Pensionen fra hæren var ikke nok til at ernære en familje på 4. Han så sig derfor om efter muligheder. En bekendt havde fået den idé, at man kunne producere køleskabe af plast i stedet for metalplade og ville have min far med som kompagnon. Han søgte at skaffe startkapital, bl.a. via Frihedsfonden, men det mislykkedes. En dag mødte han Thomas Bergsøe på gaden. Han var reklametegner og søn af én ven til mine forældre, maleren Flemming Bergsøe. Thomas Bergsøe ville gerne starte et reklamebureau med min far som praktisk leder og ham selv som kreativ leder.

Reklamebureauet kom godt fra start. Min far viste store anlæg for organisatorisk arbejde. Blandt reklamebureauets kunder var et høreapparatfirma ved navn Danavox. Det tilbød efter nogen tids samarbejde min far at blive reklamechef i firmaets danske afdeling. I firmaet var de var så glade for samarbejdet, at  han endte med at blive direktør for Danavox-Danmark. Det var han til sin død.

Selvom han viste sig at have store talenter som virksomhedsleder, så tror jeg ikke, han følte sig godt tilpas med sit arbejde. Han havde haft drømme om et arbejde, hvor idealer og arbejde hang bedre sammen. Men det sikrede på den anden side familjen et økonomisk underlag, som fortsatte den sociale mobilitet opad mod de velstilledes lag.

Politisk var året 1956 et vendepunkt for min far og mor. Afsløringerne af Stalin på SUKPs 20. kongres var et chock. Han beskrev det engang for mig på den måde: "Forestil dig, at en dag vågner du op og finder ud af, at det som du har været villig til at give dit liv for, var en løgn". Invasionen i Ungarn senere på året gjorde det meget svært at tro på, at afsløringerne af Stalin ville føre til ændringer i kommunismen. Mine forældre tilhørte partioppsitionen og kredsen omkring tidsskriftet Dialog. Da Aksel Larsen blev ekskluderet i 1958, forlod de også DKP efter 20 års medlemsskab.

Aksel Larsen ønskede, at min far skulle opstille til det første folketingsvalg for Socialistisk Folkeparti. Men det ville han ikke. Dels ville han ikke være politiker, og dels havde han megen mistro til partipolitik. Men politisk fulgte han SF og støttede partiet.

I midten af 60'erne blev han kontaktet af Niels Munk Plum, som havde startet en dansk Anti-Apartheid-komité. Min far gik med i arbejdet, som bl.a. støttede Pan-Africanist Congress, den ene af de to sydafrikanske modstandsorgainsationer. PAC spurgte på et tidspunkt min far om han kunne tænke sig at tage til Tanzania og træne sydafrikanske guerillaer. Efter overvejelser og drøftelser besluttede min far at  flytte til Afrika. Min lillebror Michael  var da 5-6 år. Min far var i London og forhandle med ledelsen af PAC om projektet. Men inden det var kommet til realiteter, besluttede PAC sig om, og det blev ikke til noget.

I 1967 blev han af Arne Gaardmand draget ind i styrelsen af tidsskriftet politisk revy som var et slags fortsættelse af Dialog. Til sin død sad han i forretningsudvalget for et blad, som på mange måder kanaliserede alle de nye politiske energier gennem sig. Han så til med undren på ungdomsoprøret, men også med fascination. Og politisk bevægede han sig, noget forsinket i forhold til sine børn, i retning af den nye venstresocialisme, som fastholdt den socialistiske utopi, men radikalt gjorde op med stalinismen og Sovjet.