Pjece udgivet 1890 af F.J. Nielsen-Kolding:
Det første Spørgsmaal, der altid møder os, er dette: Hvad vil de revolutionære? Hvad er deres Maal og Midler, og hvorfor har de skilt sig ud fra det saakaldte socialdemokratiske Parti her i Landet? Jeg skal svare paa det sidste Spørgsmaal først, thi vi vil derigennem nemt komme ind paa Livet af de andre.
Vi har ikke skilt os ud - vi er brutalt smidt paa Døren efter alle Kunstens Regler. Ved Hjælp af en Dom, der var afsagt -4 Folk, som manglede Kendskab til det, de dømte om, blev vi kastet ud. Feberen havde for stærkt Tag i de reformsøgende Ledere, til at de skulde optræde som Mænd, der tør lade Modparten komme til Orde. Nej, Parolen var givet fra Chefen; den lød paa Udsmidning, og man lystrede blindt - selv om det derved kom til at gaa lidt ud over de almindelige Retsbegreber.
Angsten var krøben dem i Kroppen - den nagende Angst for, at vor Opposition i Partiet lidt efter lidt skulde aabne Øjnene paa saa mange, at det vilde knibe slemt for dem dels at holde sig ved Magten og dels at holde Partiet nede i den Smaaborgerlighedens Sump, der var Ophavet og Grundlaget for deres Magtstilling. Det gyngede jo allerede i Grunden. Ved Spørgsmaalet om Partiets Deltagelse i Pariserkongressen var det Oppositionen og ikke Rømersgadekliken, der afgjorde Sagen, - og som det gik der, kunde det jo gaa oftere, og derfor skulde Ordførerne hældes ud.
Men, vil man indvende, dermed var de revolutionære som Helhed jo ikke sat ud!
Aa nej, formelt ganske vist ikke, men i Realiteten dog ret grundigt.
Dels havde man hæmmet Oppositionen ganske føleligt ved at ekskludere dens Ordførere, og dels viste de reformsøgendes hele Optræden, at som det var gaaet denne Gang, vilde det ogsaa gaa i Fremtiden, hvis en Opposition vovede at sige d'Hrr. nogle drøje Sandheder. Hensigten var tydelig nok. Enhver principiel og taktisk Opposition skulde slaas ned, og derfor var i Virkeligheden Eksklusionen af "Arbejderen"s Redaktionskomité fuldt ud ensbetydende med en Udsmidning af alle dens Meningsfæller.
Men vi beklager os ikke.
Før eller senere maatte Brudet dog komme. Et Parti som de reformsøgendes kan ikke i Længden taale en principiel Opposition. Naar Smaaborgerligheden har gennemsyret Partiet saa. fuldstændigt som her hjemme, og naar man saa udelukkende lægger Vægten paa i politisk Henseende at spille Konkurrent til de borgerlige Partier, saa er det forstaaeligt, at Aandsfriheden er et husvildt Begreb i Partiet, og at der under Partidisciplinens Maske hersker det brutaleste Ledertyranni.
Derfor vilde de før eller senere have kastet os ud, hvis vi da ikke fuldstændig vilde have ladet vor socialistiske Opfattelse kuske under en Klike professionelle Politikeres Diktatur.
At vi ikke er ene om at kalde Eksklusionen et Udslag af Ledertyranni, bevises bedst ved den enstemmige Fordømmelsesdom, som Udlandets Socialister fældede over den. De reformsøgende har jo for Vane at benægte denne Kendsgerning' og i Slutningen af denne Pjece tilføjer vi derfor til deres Opbyggelse en Del af de Udtalelser, der den gang faldt fra Udlandet.
Hvad der ligger dem og os imellem er noget mere og langt betydeligere end den fortærskede Tale om Levebrødsmænd, og det er ogsaa andet end Taktiken, vi strides om, - Kløften, der skiller os, er deres smaaborgerlige Opfattelse af Socialismen, som vi ikke kan dele.
Levebrødsspørgsmaalet vil jeg helt lade ligge. Man vil have vanskelig ved at bevise, at det fuldstændig er Snak hen i Vejret, - men, lad det være, hvad det være vil; det er dog noget saa ubetydeligt i Forhold til Partiets Grundopfattelse og Taktik, at det ikke lønner sig Umagen at ofre mange Ord paa det, og den Opposition, der vilde rejse sig alene paa et saadant Spørgsmaal, den var snart færdig.
Nej. Forskællen mellem dem og os ligger i vor forskællige Opfattelse af Socialismen.
De reformsøgende betragter Socialismen som noget, der allerede er grundlagt under de kapitalistiske Forhold, og som kun kræver en videre Udvikling af en kapitalistisk Institution - en saakaldet Demokratisering" af Staten - for lidt efter lidt at træde ud i Livet.
Paa Papiret anerkender de ganske vist, at den sociale Revolution er nødvendig for at gennemføre Socialismen - bevar os vel! men de har nogle underlige Tanker om denne Revolution.
Efter deres Mening bestaar den i en gradvis Udvikling af de bestaaende Forhold, og denne Udvikling vil saa efter deres Anskuelse lydløst glide over i socialistiske Tilstande, uden at der behøves nogen Omstyrtning af selve Privatejendomssystemet.
Vi tænker ikke saaledes om Tingene.
Vi indser, at Forholdenes Karakter i et bestemt Samfundssystem præges af den Ejendomsfordeling, der ligger til Grund for Systemet. Samfundsforholdene er COM en Svamp; lader man blot den underste Side af denne komme i Berøring med en Væske, saa vil Væsken sive op til de øverste Snipper og fylde selv de mindste Celler i Svampen.
Har en Revolution lagt Samfundet over i en anden Væske, stillet det paa et andet Grundlag, da vil den ny Ejendomsfordelingsform inden ret lang Tid gennemsyre alle Samfundsforhold, omdanne dem og give dem sit ejendommelige Præg.
Og det vilde jo være unaturligt andet!
Alle Samfundets Institutioner er jo enten medvirkende i eller afhængige af Samfundsproduktionen, og det er jo kun en ren Selvfølge, at Maskindelene støbes saaledes, at de nøje funktionerer i Overensstemmelse med selve Maskinens Gang og Formaal.
Vi hævder altsaa, at indenfor et bestemt givet Samfundssystem foregaar der en Evolution (gradvis udvikling) i den Retning, som Systemets Grundlag dikterer. Men naar der skal ske en Omvæltning af Systemet, og en saadan vil Evolutionens Fortsættelse kræve, da nytter det ikke, at man lægger an paa en særlig Udvikling af en enkelt Institution indenfor det bestaaende Samfund, da er det disse Institutioners Ophav - selve Samfundets Grundlag -, man maa gaa løs paa, og da har man ikke længere at vente sig noget af Evolutionen indenfor det bestaaende Samfund, - da er der kun Brug for den sociale Revolution.
Her er Skællet mellem de reformsøgende og de revolutionære.
De mener, at Samfundet ad den kapitalistiske Udviklings Vej vil glide ind i den socialistiske Form for Fællesejendom, medens vi sætter vor Lid til en Revolution der nødvendiggøres af den kapitalistiske Evolutions Følger: Storproduktion og Masseproletariat.
Naar de to Parter staar paa to saa forskællige Standpunkter, saa er det jo klart, at hele deres Optræden og Virken maa blive af forskællig Natur.
De reformsøgende haaber at kunne naa deres Maal ved Hjælp af en borgerlig Fremtoning: Staten og dens Udvækst: den lovgivende Forsamling. Derved faar hele deres Stræben og Agitation en halvborgerlig Karakter, der ganske naturlig slaar over i det rent smaaborgerlige.
Jeg skal søge at bevise dette.
Noget af det, der klarest illustrerer de reformsøgendes halvborgerlige Tankesæt og Optræden, er den Betydning, de tillægger Rigsdagsvalgene, og den Maade, hvorpaa de deltager i dem. Og det er ogsaa ret interessant at se, hvor nøje deres Valgagitation harmonerer med deres (fejlagtige) Opfattelse af Udviklingsgangen.
D'Herrer reformsøgende svarer udmærket godt til deres Navn. De søger Reformer, hvor de mindst kan vente at finde dem, og de søger Reformer af en saadan Natur, at de aldrig vil faa dem at smage under de kapitalistiske Forhold.
De vil ved Hjælp af Reformer gradvis omforme Samfundet. De stoler jo paa Evolutionen. Og for at faa fat i disse MirakkelReformer henvender man sig saa til Statsmagten. Denne Statsmagt, hvis Opgave helt og holdent er at værne og fremme Kapitalisternes Interesser, denne Statsmagt sætter man sin Lid til. Hvor bagvendt det end lyder, saa er det dog Tilfældet. Man vil erobre Statsmagten, og man venter at kunne gøre dette ved at besætte Flertallet af Pladserne i de to Rigsdagsafdelinger.
Er dette muligt, og vil det have den forønskede Virkning?
Nej, og atter nej!
For det første er det umuligt. Man gaar ud fra, at med Tiden vil de socialistiske Idéer bredes saa frodigt, at vi faar et Flertal ude i Befolkningen paa vor Side, og ingen tvivler vel paa, at dette vil ske; men Spørgsmaalet er, om dette vil naas under kapitalistiske Forhold; og det tror vi ikke. Vi anser ikke et klart bevidst socialistisk Flertal som en absolut nødvendig Betingelse for, at en udbrydende social Revolution skal kunne bringe Arbejderne Sejr, og vi haaber, at vi skal faa afkastet Kapitalens Aag, før dette Flertal er naaet; thi det har før vist sig, at der ikke behøvedes et klart bevidst Folkeflertal for at kunne gennemføre en Omvæltning.
Og havde man endelig Flertallet ude i Folkets brede Lag, hvorfor saa gaa Omveje for at naa Maalet? Hvorfor saa rave frem ad den borgerlige Politiks Snirkelveje for at naa det Maal, man havde Magten til at gaa lige løs paa?
Selv om et saadant Flertal vandtes - jeg har før berørt, at vi forhaabentlig ikke behøver at afvente, at dette sker under kapitalistiske Forhold - hvad var der saa vundet? Er man sikker paa, at dette Flertal ogsaa vilde vise sig ved Valgene?
Jeg tror, man vil have vanskeligt ved at paastaa sligt; thi det er mere end løs Tale, naar vi beklager os over det Tryk, Arbejdsgiverne lægger paa Lønslaverne, naar disse vil gøre Brug af deres politiske Rettigheder. Og dette Tryk vil sikkert ikke forsvinde - langt snarere vil det øges gennem den internationale Organisation af Kapitalen, som er i Færd med at spire frem.
Men selv om man gaar ud fra, at dette Tryk ikke vil spille nogen Rolle, og man altsaa vil kunne opnaa et Flertal i Folkethinget, saa er man dog lige nær; thi tilbage staar Landsthinget!
Her nytter Flertallet ude i Befolkningen intet. Her vil Kapitalistklassen altid kunne have Overtaget, og hvis man sætter sin Lid til, at en forbedret Valglov vil kunne ændre dette Forhold, saa tiltror man Arbejdernes Modstandere større Godmodighed og større Dumhed, end det er klogt at gøre.
Hvis det utrolige kunde tænkes, at de kapitalistiske Partier vilde opgive deres Udbytterstilling, naar en Majoritet i Rigsdagen dekreterede dette, hvad i al Verden skulde da bevæge dem til at hjælpe Socialisterne til denne Majoritet? Det vilde jo være at underskrive deres egen Dødsdom!
Derfor er der ogsaa noget uendelig tragikomisk ved, at de reformsøgende gaar rundt og haaber paa et Flertal i det kapitalistiske Parlament for ad Lovgivningsvejen at gennemføre Socialismen.
Et Rigsdagsflertal er baade umuligt og fuldstændig overflødigt!
De Forhaabninger, som de reformsøgende sætter til Rigsdagsarbejdet, viser tydelig og klart, at de aldeles ikke forstaar, hvilken Rolle Staten spiller, og hvad det er, som særlig karakteriserer denne. Gjorde de det, vilde de ikke boltre sig saa akavet, som de gør.
Statens Oprindelse bunder i Forholdet mellem Undertrykkere og undertrykte. Statsmagten er indstiftet for at varetage de besiddendes Interesser overfor de besiddelsesløse, hele dens Karakter er gennemsyret af denne Opgave, og den Dag i Dag: er Statens Formaal i sidste Instans den, at være et Redskab i Kapitalisternes Hænder til at mele deres egen Kage og til at hamme de antikapitalistiske Anskuelser i deres Fremtrængen. Med andre Ord: Staten er en kapitalistisk Institution og som saadan Socialismens Modstander.
Men er Rigsdagsvirksomheden andet end en Affødning af den kapitalistiske Stat? Ingen vil med Rette kunne paastaa andet; men har man indrømmet dette, da er man ogsaa nødt til, at erkende, at Rigsdagsvirksomheden er gennemsyret af de samme Tendenser som Staten. Ligesom Statens er det ogsaa Rigsdagens væsentligste Opgave at beskærme Kapitalismens Privilegier, og hvis man tvivler derpaa, behøver man jo blot at se paa hvert Aars Rigsdagshøst: De ni Tiendedele af de behandlede Sager er Love, der vedrører Ejendomsforholdene og angaar enten den økonomiske Magtfordeling inden for selve den kapitalistiske Klasse eller sætter Værn imod Proletariatets Krav paa bedre Kaar, enten disse saa giver sig tilkende i Selvtægtens Form fra det enkelte Individ eller som mere beherskede Ønsker og Fordringer fra Arbejdernes Organisationer.
Rigsdagen har kun Betydning for Kapitalisterne som et Præserveringsmiddel for det borgerlige Samfund, og saa længe dette eksisterer, skal de nok sørge for, at denne Karakter bibeholdes. Derfor er det taabeligt at vente sig Kapitalismens Ophør som en Følge af Lovgivningsvirksomheden. Dels vil et socialistisk Flertal aldrig kunne vindes i Rigsdagen, dels vilde det ikke blive respekteret. Man vilde ganske simpelt kun betragte en saadan Rigsdagsbeslutning som en Partiudtalelse fra Socialisterne, og saa vil man ugenert køre væk paa den gamle Udbytning og iøvrigt støtte sig paa den fysiske Magt, som Kapitalisterne i Kraft af deres økonomiske Stilling ligger inde med.
Vi kan ikke følge de reformsøgende i deres Tyrkertro paa Rigsdagsarbejdets store og gode Frugter. I fuld Overensstemmelse med deres Tro paa Evolutionen venter de at naa socialistiske Tilstande ved Hjælp af Lovgivningsmagten. Med andre Ord: De fornægter Statens og Lovgivningens kapitalistiske Karakter, de forplumrer Begreberne om den sociale Revolution, og de overvurderer Betydningen af Deltagelsen i Valgene.
Vi ser ikke noget saa stort i disse. Gennemgribende økonomiske Reformer venter vi os ikke af Rigsdagen. Hvad der kan' opnaas, er at faa lovmæssig stadfæstet de Arbejderbeskyttelsesforholdsregler og lignende, som den økonomiske Udvikling har nødvendiggjort, og som Arbejderne allerede har gennemført i det praktiske Liv. Lovgivningens Opgave er kun ved Love at konstatere, hvor langt Udviklingen er naaet.
For os er Valgenes Betydning væsentlig af agitatorisk Natur. Vi vil udnytte Valgrøret til Fordel for vore Idéer; skarpt og klart vil vi fremhæve Socialismens Maal og Væsen, og vi vil, ikke lægge Skjul paa, at vi intet som helst venter os af en kapitalistisk Institution som Lovgivningsmagten, men ene og alene' sætter vor Lid til Revolutionen.
Naar vi betragter Valgene væsentligst som et Middel i Agitationens Tjæneste, saa er det klart, at vi ikke skarpt nok kan fordømme det Maskepi med de liberale, som de reformsøgende eksellerer i ved Valgene.
Vi forstaar saa godt, at de gør det. Alliance med borgerlige Partier er jo kun en nødvendig Konsekvens af hele deres halvborgerlige Tankesæt og den deraf flydende Lyst til at spille en Rolle paa den borgerlige Politiks Arena. Men dette naturlige Hang til Alliancer bortvisker aldeles ikke disses skadelige Følger. En Alliance med de borgerlige Partier vil altid virke tilslørende overfor Arbejdernes Klassestilling. Naar Socialisterne' kan bejle til liberale Stemmer, anbefale liberale Kandidater, stemme paa dem og trække socialistiske Kandidater tilbage til Fordel for dem (Valget i Københavns i. Kreds 1881, Lyngby 1887, Aalborg 1890), saa er det umuligt andet, end at Arbejdernes Begreb om, hvem der er deres Modstandere, absolut maa blive forplumret.
Vi deltager kun i Valgene for Agitationens Skyld; men skal vi agitere for Socialismen, maa vi skarpt og skaanselsløst kritisere de kapitalistiske Partier, hvad enten disse kalder sig højre, venstre eller liberale. Men er vi allierede med et af disse Partier, da hæmmes selvfølgelig vor Kritik af dette Parti, og derved forsvinder Betydningen af vor Agitation.
Derfor er vi Modstandere af de reformsøgendes Maskepi med de liberale.
I deres hæsblæsende Stræben efter at blive et ,stort" politisk Parti efter borgerligt Mønster, tager man det fra den reformsøgende Side ikke saa nøje med Midlerne. I Stedet for, som de revolutionære, koldt og aabent at erklære, at da Stordrift er en nødvendig Betingelse for Socialismen, og da Middelstandens Dværgproduktion er en Hindring for Stordrift, saa kan vi ikke andet end ønske Middelstandens hurtigst mulige Forsvinden, - i Stedet for at gøre dette, fortier man, at den økonomiske Udvikling maa og vil medføre Middelstandens Undergang. Og man gaar videre endnu. Man giver de socialistiske Kandidater ud for samtidig at være Repræsentanter for Middelstanden, og man indgiver Forslag til den lovgivende Forsamling, der gaar ud paa at understøtte og opretholde Middelstanden. Dette er Toppunktet af Korruption og Smaaborgerlighed. Man søger at understøtte det, som er en Hæmsko for Socialismen - saa vidt gaar intet socialistisk Parti med en Smule Ære i Livet.
Hvor fristende det end var at gaa nærmere ind dels paa denne Sag og dels paa den anden lyse Idé, de reformsøgende har faaet, den nemlig, at give den borgerlige Stat flere og flere Produktionsgrene ihænde, saa skal jeg dog undlade det, da disse Spørgsmaal om kort tid vil blive særskilt behandlet i en anden Pjece.
Jeg har nu i det foregaaende berørt et Par af de Punkter, hvori de revolutionære er uenige med de reformsøgende, og de kunde suppleres med en hel Mængde andre; men Pladsen tillader det ikke.
Til Slut kun et kort Resumé af vor principielle Stilling i Modsætning til de reformsøgende.
Medens de reformsøgende antager, at man ved en fortsat Udvikling af de kapitalistiske Forhold og Institutioner - ved en ,,Demokratisering" af Staten - lydløst kan glide over i det socialistiske Samfund, hævder vi, at den kapitalistiske Evolution kun er nyttebringende derved, at den skaber Grundlaget for en kommende Fællesproduktion og hidfører saadanne Tilstande, at en Omvæltning af hele det kapitalistiske Systems Fundament, Privatejendommen, vil blive en nødvendig Følge.
Medens de reformsøgende ofte hentyder til, at havde vi ikke et sligt politisk Regimente som det nuværende, vilde vi heller ikke sidde saa elendigt i det, som vi gør, hævder vi, at Samfundsordenens fordærvelige Følger ikke bør søges i et eller andet bestemt politisk System, men i den Kendsgerning, at Samfundet paa Grund af Ejendomsfordelingen er spaltet i to Klasser, hvoraf de besiddendes Klasse udsuger de besiddelsesløses.
Medens de reformsøgende lefler med Middelstanden og søger at opretholde denne, erklærer vi, at Stordrift dels er i Overensstemmelse med Udviklingen og dels er nødvendig for den socialistiske Fællesdrift, hvorimod Opretholdelsen af Smaadrift - Betingelsen for, at Middelstanden kan eksistere som saadan - er reaktionær.
Medens de reformsøgende venter sig baade den ene og den anden Reform ved Hjælp af Lovgivningen, hævder de revolutionære, at det eneste, Arbejderne kan vente af Rigsdagsarbejdet, er, at ,Landets vise Fædre" vil ved Lov stadfæste de Fremskridt, som den økonomiske Udvikling har nødvendiggjort, eller som Arbejderne allerede selv har gennemtvunget.
I Overensstemmelse hermed misbilliger vi, at de reformsøgende saa fuldstændig gaar op i Valgbevægelsen, at de forglemmer alt andet for denne. I Modsætning hertil vil de revolutionære særlig lægge Kræfterne ind paa at udvikle Arbejderorganisationerne, idet vi gaar ud fra, at det er disse, der skal bære Socialismen frem til Sejr.
Medens de reformsøgende forvirrer Arbejdernes Klassebegreber ved deres Alliance med et kapitalistisk Parti, kræver de revolutionære, at et Arbejderparti altid skal optræde fuldt ud selvstændigt, altid holde sig klar af de borgerlige Partier og altid behandle dem for, hvad de er, nemlig Socialismens Modstandere.
Og medens de reformsøgende fylder Deres Møder ud med Reformsnak, som kun bortleder Opmærksomheden fra den egentlige Kærne, vil de revolutionære Socialister altid fremhæve, at hvad der er Aarsag til al Nøden og Elendigheden i Samfundet, er Privatejendommen og dens Følger.
Vi vil stedse i vor Agitation paavise, hvad der resulterer af denne Ejendomsfordeling, og hvilke Tilstande den nødvendigvis maa føre til, samt altid fremhæve, at den eneste Vej, der fører ud af Uføret, er Ophævelsen af Privatejendommen ved den sociale Revolution.
For at man kan gøre sig et fyldigt Begreb om, hvorledes Udlandets Socialister stillede sig til den berygtede Eksklusion, hidsætter vi her en Del Udtalelser, som fremkom kort efter denne:
"Der Sozialdemokrat" af 14. December skrev bl. a.:
"Vi staar for langt borte fra de danske Partianliggender til at ville fælde en Dom over de opstaaede Stridigheder. Det kan gerne være, at Oppositionen i sine Angreb paa Partiledelsen paa flere Maader har skudt over Maalet, men paa den anden Side har denne ikke heller behandlet Oppositionen med Læmpe. Den er, f. Eks., ikke veget tilbage for at stille Oppositionen lige med en Slyngel som Pourbaix, hvad man dog med god Føje kunde have ladet være med over for Folk som P. Christensen (Delegeret ved Fagforeningskongressen i London), N. Petersen, Gerson Trier o.s.v., saa meget mere, som man, saa vidt os bekendt, ikke har kunnet bebrejde dem en eneste Handling, som kunde retfærdiggøre en saadan Mistænkeliggørelse. Vi skulde ikke have omtalt dette, da der jo i Kampens Hede altid sker mere, end der kan billiges ved en rolig Overvejelse, hvis vi ikke i det hele taget havde faaet det Indtryk, at Partifællerne i det danske Socialdemokratis Partiledelse lader sig rive hen af en overdreven Ømtaalelighed. Vi tilstaar ethvert Parti Ret til at skille sig af med paaviselig uværdige eller ved Ildesind skadelige Elementer og istemmer altsaa paa ingen Maade deres Hyl, som paa Forhaand fordømmer enhver Udøvelse af denne Ret som en Banlysning efter den katolske Kirkes Mønster; men vi mener, at Udøvelsen af denne Ret, netop for at den ikke skal komme i Vanry, kun maa bruges, naar der enten virkelig foreligger æreløse Handlinger, eller alle andre Midler til at jævne de udbrudte Meningsforskelle er udtømt. Og i Betragtning af det forholdsvis store Mindretal, som i København, hvor man bedst kender de Udstødte, har stemt mod Udstødelsen, maa vi desværre betvivle, at der er bleven taget tilstrækkelig Hensyn til den sidst nævnte Regel - den første har der slet ikke i det hele været Spørgsmaal om. Vi beklager dette, ikke i de Udelukkedes Interesse, der, efter hvad vi ser, ikke selv tager Sagen saa meget tragisk, men i det danske Socialdemokratis Interesse i det hele taget. Den Slags Forsøg paa at skaffe sig af med en Opposition ved voldsomme Midler plejer for det meste ikke at forbedre Sagerne, men at gøre dem endnu værre."
"Arbeiter Zeitung", det østrigske Socialdemokratis Organ, skrev den 26. december bl. a.:
"...Det var da ikke noget Under, at der opstod en Opposition. Denne paabegyndte for snart et Aars Tid siden et Blad, Ugebladet Arbejderen". Endskønt dette i sit første Nummer erklærede helt og holdent at staa paa et socialistisk Grundlag/ blev det straks overfaldet af Possibilisterne, de "reformsøgende", som de der kaldes. Saa kom den internationale Kongres i Paris. Partiregeringen besluttede, at man ikke skulde del tage i nogen af de to Kongresser i Paris, i al Fald ikke saa længe, man ikke vidste nøje Besked. Oppositionen satte igennem, at der blev sendt Medlemmer, som hørte til den, til Paris til den marxistiske Kongres. Saa var selvfølgelig al Ting forbi.
Oppositionen vovede endogsaa at kritisere de bestaaende Partiforhold, dermed havde de "krænket Partidisciplinen", og saa udelukkede da Hovedbestyrelsen syv Partifæller, der stod i "Arbejderen"s Redaktionskomité. En yderst overfladisk "Partiafstemning" i Foreningerne naaede omtr. 3000 Stemmer for Udsmidningen. Siden har "Social-Demokraten" - medens, som det maa fremhæves, "Arbejderen" stadig har ført en saglig og principiel Kritik - bestræbt sig for at mistænkeliggøre og paa det groveste at udskælde disse syv Mænd, en Fremgangsmaade, som den i alt Fald har lært hos sine Venner, de Liberale.
En Ting maa nu slaas fast. Oppositionen har bragt nyt Liv i Partiet, den har først og fremmest skreven Solidaritet med de andre Landes Arbejdere paa sin Fane, og den optræder klassebevidst, marxistisk, som Arbejderne i Tyskland, Østrig og andet Steds, medens de fleste af Partiets Hovedbestyrelse kun kender Marx af Navn. Oppositionen har i ethvert Tilfælde det Slag, Partiledelsen har ført imod dem, ikke skadet. Den Partiledelse, som paa en saadan Maade har beskaaren Tænke- og Skrivefriheden i Partiet, vil nok alene lide Skade derved ...
Og saa vil vel Spaltningen ikke lade vente længe paa sig. De store Masser vil snart forene sig paa det Grundlag af den proletariske Socialisme, hvorpaa der kæmpes i andre Lande. Hvor beklagelig end en Spaltning overhovedet er - Modstanderne jubler jo himmelhøjt derover - maa man dog ikke beklage sig for meget over den; den er jo Adskillelsen mellem Klassebevidstheden og Lejlighedsmageriet (Opportunismen), mellem Overbevisning og Forvirring, mellem den internationale Solidaritet og Snæverhjærtetheden og Ravnekrogspolitiken.
E. K."
"Commonweal", den engelske socialistiske Ligas Blad, skrev den 30. November bl. a.:
"Deres Forbrydelse" bestod kun i, at de "havde krænket Partidisciplinen"! De har vovet alvorligt at fremsætte deres Mening om Partiregeringen og at kritisere selve det socialistiske Partis Beskaffenhed; og det er Grund nok for den danske Partiregering til at gøre sig til Bismarckere og paabyde Udsmidning. --- "Arbejderen" har altid udøvet sin, efter min Mening nødvendige, Kritik paa en ærlig og maadeholden Vis; men "Social-Demokraten" retter de smudsigste og usleste Beskyldninger, som oftest af en rent privat Karakter, mod sine Modstandere. --- Jeg har meget sjældent set en mere raadden Fremgangsmaade benyttet af Storborgerpressen mod Socialister end den Taktik, denne socialdemokratiske" Avis bruger mod sine socialistiske Modstandere. --- Vi, der mener, at Socialismen er noget videre, skarpere og renere end det afskyelige politiske Gøgleri, som "Partiregeringen" (Hovedbestyrelsen) i Danmark giver sig af med, vi vil hilse denne Spaltning som en Genfødelse af Socialismen i Danmark. Stn."
Paa et stort offentligt Møde af skandinaviske Socialister og Venner af Arbejdersagen, som paa Foranledning af "Den fri Diskussionsforening" afholdes i. December, Aften i "United Scandinavian Club", vedtoges énstemmig en Resolution, hvori bl. a. siges:
"Forsamlingen nedlægger en bestemt Protest imod den af det danske Arbejderparti foretagne Eksklusion af Meningsfæller af saa intetsigende Grunde som det at have en anden Opfattelse af taktiske Spørgsmaal end de i Hovedbestyrelsen en Gang gældende. --- På Grund af de totalt forandrede politiske Forhold i Danmark, misbilliger Forsamlingen ligeledes Kompromisser med borgerlige Partier, navnlig ved Valgene. Kun Manglen af et højere Syn paa den socialistiske Arbejderbevægelse kan vedblivende diktere en saadan Taktik. Yderligere Bibeholdelse af samme kan kun opfattes som Forsøg paa at afklæde Socialismen dens universelle revolutionære Karakter og give den til Pris for Demagoger og Egoister."
"Skandinavisk Læse- og Diskussionsforening" i Paris vedtog den 20. januar en Resolution, hvori der bl.a. siges:
"I Anledning af Udvisningen af det danske Arbejderparti af 7 af dets Medlemmer, beklager Skandinavisk Læse- og Diskussionsforening" i Paris, at et stort Parti som det danske har vedtaget en saadan Handlemaade, der vilde have været mere passende for en reaktionær Regering end for en socialistisk Forening. --- Frygten for en Opposition og Brug af Magtmidler mod den maa betragtes som en moralsk Svaghed."
"Skandinavisk socialistisk Forbund i New-York" vedtog en Resolution, hvori der bl. a. siges:
"Vi protesterer, fordi Mottoet for al Socialisme: Frihed, Lighed og Broderskab, samt Menneskets helligste Rettigheder, nemlig Tænke- og Ytringsfriheden, paa det skammeligste er bleven krænket og voldtaget, Vi protesterer i Frihedens Navn, thi hvorledes kan man vente nogen Sinde at erholde nogen Frihed, naar der inden for et socialistisk Parti kan begaas en Handling, som i moralsk Lavhed søger Slægtskab med al Reaktion, ja, end ogsaa med Middelalderens Inkvisitorer.
"Social-Demokraten", det norske Socialdemokratis Organ skrev ved Nytaarstid 1890 følgende:
"Det danske Socialdemokrati har ved nylig at ekskludere 7 af sine Medlemmer henledt den almindelige Opmærksomhed paa sig.
Disse 7 Medlemmers Brøde" bestaar udelukkende deri, at de har rejst en Opinion imod den Aand og Retning, hvori Partiet i Aarenes Løb er ledet.
Oppositionen, der betegnes: "de revolutionære", beskyldte de gamle "reformsøgende" for, at de baade i Tale og Skrift: "skjulte Socialismens Kærne". Dette er vel drøjt sagt, men det behøvede jo blot at modbevises; i Stedet foretrak de ledende inden for Partiet og Partipressen at rejse de groveste Beskyldninger imod Oppositionen; man gik saa vidt, at man insinuerede, at de var Lokkespioner.
Vi har fulgt nøje med i Striden, og det er vor Mening, at den eneste partistridige Handling, som de ekskluderede har gjort sig skyldig i, var, at de begyndte Udgivelsen af et af Partiet uafhængigt Blad, men at dette skulde være Grund nok til at udstøde dem, kan vi ikke indrømme.
For øvrigt har der været Fejl og Overdrivelser hos begge Parter, men disse vilde det ikke have været nogen Sag for Partiet at komme ud over uden at gribe til et saa brutalt Middel som en Eksklusion.
Bladet modtog derefter nedenstaaende Brev fra, Danmark:
"Hr. C. Jeppesen!
Naar nogen siger til Dem:
"De er en stor Slyngel. De har solgt Deres Overbevisning for-, at skade Socialismen og alene for at skaffe Dem selv personlige,
Fordele."
Siger De da til denne Mand:
"Ærede Meningsfælle! kom og lad os diskutere Sagen. Din> Anskuelse kan maaske være berettiget."
Efter det Standpunkt, De har indtaget i det sidste Nummer, af Social-Demokraten", maa jeg antage, at De vil svare saaledes. Deres Begreb om personlig Hæderlighed maa da være et helt andet end mit. Jeg mener næmlig, at enhver hæderlig Mand bør fjærne den Slags Personer fra sin Omgangskreds. Er der Tale om et Parti, bør de fjærnes af Partiet. Det skylder efter min Mening enhver hæderlig Mand sig selv og, saafremt han er Partileder, sit Parti.
Det modsatte kan jeg kun anse som en Indrømmelse af, at man er en raadden, uhæderlig Personlighed, der kan sælge sig til hvad som helst.
Med hilsen.
P. Knudsen."
Herpaa svarede Bladet:
"Svar til Hr. P. Knudsen!
Naar nogen siger til mig:
"De er en stor Slyngel! De har solgt Deres Overbevisning" o.s.v.
Saa ler jeg af vedkommende; thi alle, som kender mig, maa jo vide, han lyver, og hvad de tror, som ikke kender mig, bryder jeg mig ikke noget om. jeg viser Fyren min Foragt ved ikke at værdige ham et Svar, derved har jeg ogsaa fjærnet ham fra mine Omgivelser.
Ganske anderledes mener jeg Sagen stiller sig, om nogen rejser Beskyldninger mod mit Parti og særlig da, hvis de ogsaa hører til Partiet, da siger jeg til dem:
"Ærede Partifæller, kom og lad os diskutere Sag forsøge at blive Meningsfæller."
Jeg kan kun indse, at jeg ved brutalt at støde vedkommende ud af Partiet, gør galt værre.
Jeg ser ingen Forskel mellem det danske Socialdemokratis Handlemaade over for de udviste og det tyske Bourgeoisies Handlemaade over for de landsforviste tyske Socialdemokrater. Deres Brøde har været, at de har fornærmet Kejser og Regering og rejst Beskyldninger mod og kritiseret det Samfund, hvoraf de selv var Medlemmer. Naar det gjaldt Udvisninger, har Bismarck sagt omtrent som De:
"Enhver hæderlig tysk Borger skylder sig selv og Tyskland at fjærne den Slags Personer."
Og de blev fjærnet; men uretfærdigt og tyrannisk var det, og Socialisterne hele Verden over har fordømt Udvisningen og Forfølgelserne; hvor meget mere har vi da ikke Grund, ja ligefrem Pligt til at fordømme Handlinger, ligestillede med Bourgeoisiets, naar de udøves inden for Socialdemokratiet.
Efter den Logik, De sluttelig hævder, saa maa Herrer som Wilhelm og Bismarck, ja, selv Estrup, være Pokkers hæderlige Karle, thi de forfølger og straffer jo ubarmhjærtig den ubetydeligste personlige Fornærmelse.
- pp."
Socialdemokratisk Forbund i Kristiania vedtog énstemmig følgende Resolution:
"Medlemmer af Socialdemokratisk Forbund i Kristiania misbilliger det danske Socialdemokratis Udvotering af de danske Partifæller.
Forsamlingen anser nævnte Handling for en Krænkelse af de socialdemokratiske Principer."
Socialistisk Arbejderforening i Bergen vedtog i et Medlemsmøde i November énstemmig følgende Resolution:
"Bergenske Socialister udtaler deres Foragt og Misbilligelse over den af det danske Socialdemokrati foretagne Eksklusion af Partifæller, der staar paa den moderne Socialismes revolutionære Grundvold, og hvis eneste Brøde er, at de har opfordret til en Taktik, der vil medføre større Klassebevidsthed blandt vore danske Partifæller."
"Social-Demokraten" i Stockholm, med hvis Hovedredaktør ,Arbejderen" havde været i Polemik, skrev:
"Dersom det var saaledes, som den danske ,Social-Demokraten" mere og mere uforbeholdent lader skinne frem, at de revolutionære egentlig ikke var andet end Splittelsesmænd i Højres Tjeneste, da var jo en saadan Udstødelse fuldstændig korrekt. Men vi maa oprigtig tilstaa, at de Beviser, som er kommen offentlig frem herfor, ikke et Øjeblik synes os fyldestgørende. En saa alvorlig Beskyldning bør ikke udledes af, at en Minoritet ikke i saa høj Grad vil bøje sig for Partidisciplinen, som Majoriteten fordrer, og det er i ethvert Tilfælde et stærkt Stykke at stille Angreb - være det teoretiske eller personlige paa det socialdemokratiske Partis Tillidsmænd lige med Angreb paa selve Socialdemokratiet."
"Proletären" i Sverig af 29. November skrev bl. a.:
"Den virkelige Aarsag til Udstødelsen er, at de (udstødte) har hævdet den revolutionære Socialisme lige over for det danske Partis Tillidsmænds gaaen paa Kompromis med de liberale Ledere. Mange har med Forbavselse og Undren betragtet denne gaaen paa Kompromis, og særlig har Arbetet" fremholdt det. Imidlertid har Udelukkelsen fundet Sted, og efter vor Mening bør de Folk, som er bleven stillet i Spidsen for det svenske Arbejderparti, udtale sig om den.
De bør ikke rolig se paa, hvorledes en Hovedbestyrelse, som unægtelig i Øjeblikket raader over Flertallet, farer frem mod enkelte Folk, som ikke har andet paa deres Synderegister, end at de vil anvende en Taktik, som nu er almindelig blandt Udlandets Socialister.
Efter at ovenstaaende var skrevet, ser vi, at Malmøs socialdemokratiske Forening har opfordret vort Partis Tillidsmænd til at udtale sig, og vi kan slutte os hertil."
"Arbetet" i Malmø skrev:
"Denne Samling (Hovedbestyrelsen) af egoistiske Levebrødspolitikere har nu snart gjort alt, hvad man med Rimelighed kan forlange af dem, for at slæbe Socialismens Fane i Smudset og drage Haan og Foragt over det danske Arbejderpartis Ledelse. Vi har længe ikke beskæftiget os med Begivenhederne derovre. Det har hele Tiden været den samme pinlige Historie: maadeholden, saglig, ren upersonlig, ja, næsten. elskværdig Taktik fra Oppositionens Side, og rasende hidsig, med Skældsord og smudsige Beskyldninger fra den officielle Partiledelses. Frækheden er nu overvældende, siden man aabent har begyndt at kalde Oppositionens Ledere for Politispioner, hvad man tidligere kun vovede at gøre i lumske Hentydninger. Saa vel i Partiets saakaldte Satireblad, Kloakbladet "Ravnen", som i "Social-Demokraten" har man ikke veget tilbage for at drage Paralleler mellem "Avisen" og "Arbejderen". Vi har aldrig set en mere uhjemlet Stridsmaade. De mest hensynsløse Højreblade i Sverig har langt fra ikke behandlet os paa en saa nedrig Maade, som de virkelige Socialister i København bliver behandlet af den berygtede Lederklike i Rømersgade. Nu har disse pseudc, (falske) Socialister sat Kronen paa Værket. De har begyndt at drive dem ud af Partiet, der staar som Oppositionens nærmeste Forkæmpere.
At et socialistisk Arbejderparti udelukker Medlemmer fra sine Rækker for visse Anskuelser, hører vel til det skændigste i Verden, og vi kan sikkert her i "Arbetet", uden Fare for at blive modsagt af en eneste af vore Læsere, udtale vor dybeste Foragt for denne Hovedbestyrelse, siden den er slaaet ind paa denne usle Vej for at beskytte sine Stillinger. Det er vor Pligt at udtrykke os saa tydeligt, naar Socialismens store Sag bliver en Kappe for de daarligste Bestræbelser og de simpleste Tendenser.
--- De revolutionære i København kan prise sig lykkelige, at den samlede Opposition" ikke er kommen til Magten, thi havde Hovedbestyrelsen Magt som Vilje, saa vilde de revolutionære blive jaget ud over Danmarks grænser.
Fy for saadanne Socialdemokrater!"