Artikel i «Klassekampen» 10. november 1918 af Marie Nielsen
Med Slesvig under den røde Fane er Revolutionen naaet saa nær til Danmarks Grænser, som det overhovedet er muligt. Et Skridt endnu og «Gudinden» træder over Grænsen, og vi har Revolutionen i Landet.
For Arbejderne kommer den med Befrielse, og det er med bankende Hjerter, at Danmarks socialistisk tænkende Arbejdere lytter til Fanfaren uden for Døren; for Borgerskabet nærmer Regnskabets Time sig, i hvilken det maa tilbagelevere alt det røvede Gods og finde sig i at træde tilbage mellem den store Befolknings Masse og dele Kaar med den.
Angst tyer Borgerskabet til sin sidste Hjælpe- og Magtkilde, men med Rædsel ser de, at selve disse er smuldrede i dets Haand.
Hæren, som var det blinde og mægtige Redskab til Arbejdernes Undertrykkelse, er under de 4 Aars vanvittige Krigsførelse vækket til Bevidsthed om at være Samfundsenere. De erindrer nu, selv undergivet den militære Disciplin, at de er Arbejdets Sønner og har fælles Sag med Klassefællerne paa Gaden.
I Forgaars sendte Danmarks Forsvarsminister, den radikale Frihedsmand, P. Munch, Tropper Syd paa til Slesvigs Grænse, for at de ved deres Opstilling dér skulde forhindre Revolutionen i at brede sig ind i Jylland.
Til yderlig Sikkerhed (for ogsaa vor Hær er demoraliseret militært set) sendtes et Par borgerlige Rekylkorps for i kritiske Øjeblikke at frelse Danmarks Rige, i Fald Soldaterne fik Mod til at gøre fælles Sag med de kæmpende revolutionære hinsides Grænsen.
Hvor lattervækkende, og hvor ynkeligt!
Tror Munch at kunne standse en flammende Brand med et Par Rekylgeværer?
Og straks blottes den hele ynkværdige Latterlighed.
Endnu mens «Rekylerne» er paa March mod Syd, fyger der alt røde Gnister om i selve Stor-København.
Unge Mænd desavouverer sig, kaster sig i Agitation ind i selve Hæren.
I Fredags Aftes er paa Byens Kaserner udspyet Løbesedler, der dels opfordrer til at give Møde ved det store Protestmøde i Dag, Søndag, Kl. 2 paa Grønttorvet, dels indeholder Opfordringer til Soldaterne om ikke at skyde paa Klassefæller, i Fald Revolutionen bryder løs.
Et af dem lyder:
«Soldater og Arbejdersønner!
Revolutionen gaar nu sin Sejrsgang Verden over.
Hav Opmærksomheden henvendt paa kommende Tider.
Bliver I udkommanderet, da skyd ikke paa eders Kampfæller.»
Med disse Opraab gaar den første Revolutionsbølge ind i Hæren, og det vil sikkert ikke blive den sidste.
Munch sætter Vagt ved Grænsen, men samtidig toner der et brandrødt Skær frem over Byen.
Revolutionen kommer ikke fra Grænsen og ikke fra Bolschevikerne.
Revolutionen er midt i det danske Samfund fremtvunget af de Forhold, som Borgerskabet forbryderisk selv har fremelsket og beskyttet ved Vaabenmagt.
Mens Munch mener at beskytte Grænsen for Invasion af oprørske Idéer Syd fra, har justitsministeren søgt at værne den københavnske Overklasse ved at forbyde Salg af Vaaben, selv fra Marskandiserforretninger.
Men saa lidt som Munch er i Stand til ved sine Rekylsoldater at standse den revolutionære Bølge fra Syd, saa lidt vil Zahle være i Stand til ved Forbud at forhindre en mægtig Folkebevægelses Udbrud.
Man raser mod vort Parti fra Borgerskabets Side under den nervøse Frygt for de kommende Tider, og det er vel af Frygt for, at vi kunde finde paa at bevæbne os, at man udsteder Forbud mod Salg af Vaaben.
Forbudet er unyttigt og meningsløst; intet Part! vilde være saa barnagtigt at tænke paa en væbnet Opstand med de Vaaben, man kunde købe i en Marskandiserbutik.
Bevægelsen, vi venter, vil blive en Storm, der vil feje al Modstand til Side, maaske endog uden at eet Skud løsnes.
At den vil komme, det ved vi, og at Borgerskabet med alle deres fortvivlede Præventivmidler ikke kan standse den, det ved vi ogsaa.
Flammende rød lyser Horisonten i Revolutionens Brandskær.
Et Øjeblik kun og - Flammerne har grebet ogsaa. os.
Men af denne Brand ved vi skal en ny jord opstaa, paa hvilken Retfærdighed bor, et Samfund, i hvilket Udbyttere og Udbyttede er forsvundne, og i hvilket der kun lever Mennesker.