Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Historie
Ideologi  .  Religion
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 19.228
: :
Byzants

Byzants anvendes gerne som en samlende betegnelse for det østromerske rige og dets kultur i middelalderen. Centrum i det byzantinske rige var Konstantinopel (nu Istanbul) ved Bosporusstrædet mellem Sortehavet og Dardanellerne. Groft sagt strækker den byzantinske kulturhistorie sig fra 330, da Konstantin den Store gjorde Konstantinopel til sin hovedstad (et «nyt Rom»), og frem til 1453 da Konstantinopel faldt. Men Byzants fandt først sin egenart under kejser Justinian (527-65), og kulturen overlevede rigets politiske sammenbrud.

Byzants udgør det historiske grundlag for den græsk-ortodokse kirke. Skellet mellem Øst- og Vestromerriget, mellem Øst- og Vestkirken, er et af de vigtigste grundlag for det kulturelle skel mellem Øst- og Vesteuropa, der går helt op til vor egen tid. Byzants opfattede sig som Roms arvtager, men kulturen var stærkt præget af orientalsk indflydelse og århundreder lange krigeriske og fredelige kontakter med araberne. I Byzants var græsk universalsproget på samme måde som latin var det i vest. Den engelske historiker E. Gibbon betragter i sin berømte bog: «The Decline and Fall of the Roman Empire» (1776-87) Byzants som Romerrigets sidste rest og forlængelse. Store dele af antikkens kultur ville have været ukendt for os uden Byzants.

Byzants økonomiske grundlag lå i handelen mellem Østen - herunder Indien og Kina - og Middelhavsområdet. Også på Balkan og omkring Sortehavet var Byzants længe en dominerende magt. Det ideologiske grundlag for Byzants lå i kejserideologien, cæsaropapismen - dvs. at kejseren var både verdslig og religiøst samlingspunkt. Dette gav riget en stram centralistisk organisation og øvrigheden en sakral (religiøs) værdighed. Kejseren var Kristi repræsentant og Byzants var den jordiske genspejling af det himmelske Jerusalem. Fra Byzants blev forestillingerne om den kristne kejser lånt af senere kejserdømmer både i Øst- og Vesteuropa. Den romerske ørn endte med at blive kejserdømmets særkende. Særligt i Ruslands historie fik kejserideologien helt frem til 1918 den allerstørste betydning.

Under Justinian blev munkebevægelsen kulturelt dominerende, og den gjorde op med de hedenske skoler og universiteter. Den vigtigste episode i Byzants tidlige historie var ikonstriden - striden om de hellige billeder (717-775, 813-842) - der netop var en kollision mellem kejserens og munkebevægelsens autoritet. Ikonoklasterne ville fjerne kirkebillederne, fordi de mente, at det var blasfemisk at afbilde Kristus, mens ikonodulerne mente, at man behøvede billederne som påmindelser og symboler. Men kampen gjaldt samtidig kejserens stilling. Paverne i Rom støttede billeddyrkerne. De ønskede ikke, at biskopperne i Byzants skulle være underordnet kejseren. Under stridens udvikling blev de to kirker stadigt mere fremmede for hinanden. Striden endte med genindførelsen af billeder i kultrummet. Det meste af den gamle kirkekunst var imidlertid blevet ødelagt. De vigtigste monumenter der er bevaret fra tiden før striden er Ravenna-mosaikkerne og Hagla Sofia-katedralen i Konstantinopel.

Balkan og Rusland blev fra Byzants kristnet i 900 tallet. Derfor blev både bogkultur, kunst og herskerideologi i disse områder afgørende præget af byzantinske forbilleder. Moskva blev efter Rom og Byzants kaldt det «tredje Rom». Græsk og latinsk kristendom blev endelig adskilt i 1054. Det skete, mens Michael Cerularius var patriark i Konstantinopel og Leo IX var pave i Rom. Påskuddet var uoverensstemmelser om cølibatet (at de gejstlige skulle være ugifte), brødet i nadveren og en detalje i den nikenske trosbekendelse. I virkeligheden havde de to kirker fulgt forskellige veje helt fra Justinians tid. Særegent for østkirken var det mystisk træk, der aldrig blev dominerende i vest.

Korstogene var en katastrofe for Byzants. Byzantinerne kom til at hade korsfarerne lige så stærkt som araberne. Byzants var allerede svækket og mistede nu karakteren af stormagt, efter at korsfarerne i 1204 under det 4. korstog stormede og plyndrede Konstantinopel. Pave Innocens III havde på forhånd truet de der deltog med ekskommunikation (bandlysning) uden at det dog hjalp. Korsfarerne og deres efterkommere holdt Konstantinopel besat i perioden 1204-61, mens den byzantinske kejser boede i Nikea på Lilleasiens kyst. I 1261 lykkedes det Michael Palaiologos at generobre byen. Men den var kun en skygge af det oprindelige byzantinske storrige, der overlevede frem til 1453. Udstrækningsmæssigt var det mere eller mindre identisk med byen Konstantinopel. Men lærdom og kunst oplevede en sidste opblomstring. Byzants prøvede at købe beskyttelse, både af paven, andre europæiske regenter, de norditalienske handelsbyer og ved at betale skat til araberne. Men til sidst blev byen indtaget af Muhammed II den 29. maj 1453 efter et års belejring.

T.B.E.


Litteratur

H. Christensen: Byzanz - Balkan. Folkekarneval og Folketragedie fordum og nu, Kristiania 1923.
J. M. Hussey (red.): Cambridge Medieval History. Vol. IV, 1-2, Cambridge 1967.