Erfaringer fra en
arbejdskampErfaringer fra en
arbejdskampErik Thygesen (red.)
Se også: Plattepigernes kamp
Plattekonflikten og det fagretslige system
Platterne
Aftalen
Aftalen opsiges
Konflikten
Arbejdsretten
Voldgift og domfældelse
»Regler for behandling af faglig strid«
Det fagretslige. system fungerer ikke
Tillidsmanden i klemme
Bøger om arbejdsretOrganisering: hvordan?
Hvordan opstår en strejkekomité?
Hvordan begynder en strejkekomité?
Hvordan fungerer en strejkekomité?
Nogle startproblemer
Når der skal indsamles penge
Praktiske pengeproblemer
Kontakten til andre arbejdspladser
Hvordan fordeles de indsamlede penge?
Forholdet til tillidsmandsgruppen
Forholdet til fagbevægelsen
Hvad betyder hjælp udefra?
Om arbejdersolidaritetInformations-, støtte- og solidaritetsarbejde
Hvorfor så lidt oplysning om strejker?
Spredning af oplysninger via pressen
Kontakten til andre arbejdspladser
AktionerMennesker i konflikt: hvad sker der?
Hvem bliver de aktive?
Erfaringer på hjemmefronten
Usikkerhed, angst, mod
Hvad sker der med dem, der er i konflikt?Efter konflikten: hvad lærte vi?
Sejren
Pengespørgsmålet
Forholdet til fagbevægelsen
Splittelse og sammenhold
Den 28/11 1972 blev ca. 150 malere fra platteafdelingen i Den kgl. Porcelainsfabrik på Frederiksberg sendt hjem efter ordre fra fabrikkens personalekontor. Fabrikkens ledelse påstod, de strejkede.
Konflikten skyldtes, at fabrikken uden varsel havde opsagt en lokal aftale. Plattemalerne, som var bedre tilfreds med denne end med den tidligere aftale, nægtede at anerkende en opsigelse, som ikke var kommet med et rimeligt varsel.
Den 10. 1. meddelte Faglig Voldgift i en kendelse, at plattemalerne havde haft ret i deres påstand - at fabrikkens opsigelse af aftalen havde været ulovlig. Derefter gik plattemalerne i arbejde igen. I hele den mellemliggende periode havde de været på fabrikken hver dag, men uden at komme i arbejde.
Den 20. 2. faldt Arbejdsrettens dom i konflikten. Fabrikken fik en bøde på 20.000 kr. for at have brudt overenskomsten. Plattemalerne fik en bøde på ca. 72.000 kr. for at have nægtet at anerkende dette overenskomstbrud.
Plattekonflikten er en af de mest omtalte arbejdspladskonflikter i de seneste år. Den varede længere end konflikter gør flest og på en eller anden måde appellerede den til solidaritetsfølelsen hos mange arbejdere og ikke-arbejdere. Faktisk blev det til lidt af et problem efter konfliktens ophør, at der var overskud i indsamlingskassen.
Men det var samtidig en konflikt, som tydeligere end så mange andre konflikter afslørede urimeligheden i det eksisterende arbejdsretlige system. Og det var en konflikt, som totalt blotlagde fundamentale interessemodsætninger mellem almindelige arbejdere og deres tillidsfolk på alle niveauer. Flere plattemalere formulerede det på den måde, at de somme tider følte det som om de kæmpede på to fronter: både mod arbejdsgiverne og mod LO og deres forbund.
For plattemalerne afslørede konflikten måske først og fremmest, at de stod uendeligt dårligt rustede til en sådan konflikt - deres viden om deres egne rettigheder og muligheder var meget ringe og den støtte, de havde forventet fra forbundet og fra LO, udeblev.
Nogle af plattemalerne følte efter konfliktens ophør, at de burde søge at delagtiggøre andre i deres erfaringer, så tilsvarende fejl måske kunne undgås i kommende konflikter.
De tog initiativ til nogle møder mellem 3 professionelle skribenter og en halv snes plattemalere. Møderne, hvor konflikten blev diskuteret igennem på kryds og tværs, blev optaget på bånd, og det er på grundlag af disse bånd, at denne bog er kommet til.
Der er altså på ingen måde tale om en bog, jeg har skrevet. Der er højst tale om en bog, jeg har redigeret på den måde, at jeg har skrevet den igennem for at give den en forholdsvis ensartet sproglig og typografisk udformning. Organiseringen af stoffet er sket i et nært samarbejde med de øvrige skribenter og med plattemalere.
Det betyder ikke, at jeg ikke vil stå inde for det, der står i bogen. De medvirkende plattemaleres synspunkter og tanker er også mine synspunkter og tanker. Det er bare ikke mig der har tænkt dem. I denne sammenhæng er jeg først og fremmest en fælles afsenderadresse.
Erik Thygesen
Plattekonflikten og det fagretslige system"Allerførst var der et forberedende møde i Arbejdsretten. Vi var selvfølgelig mægtig optimistiske, for vi forventede, at vores sag ville blive behandlet som en hastesag. Men vi blev fantastisk skuffede. Vi opdagede, at der lige nøjagtig ikke skete spor. På et tidspunkt spurgte vi fagforeningen, Hvad sker der egentlig?' Vi får at vide, at Arbejdsretten nok slet ikke vil have noget med sagen at gøre. Den skal i faglig voldgift, og for at den kan komme i faglig voldgift, skal vi først gå i arbejde. Det vil sige, at vi skal gå i arbejde på fabrikkens betingelser, og det var der faktisk ingen af os, der var interesseret i at gøre. Faktisk er der ikke nogen af os, der rigtig er blevet klar over, hvorfor Arbejdsretten på det tidspunkt ikke ville behandle sagen. Hvis det da overhovedet passer. Det er det sædvanlige tys-tys. For vores vedkommende førte det mange gange til håbløshed. og forvirring."
"Det hele munder måske ud i, at der har været dårlig kommunikation mellem LO og vores fagforening. Man kan ikke få noget at vide om noget. Men i hvert fald skulle sagen pludselig i Arbejdsretten, og vi gik derind i optog allesammen. - plattepiger, kolleger, sympatisører. Ca. 400 mennesker. Vi havde fået at vide, at mødet var offentligt. Da vi kom derind var der kun plads til et par stykker af os."
"Vi gik i demonstration til LO for at få sat noget skub i sagen. Men det skægge var, at vi ikke engang vidste, hvor LO lå. En af de betjente, der fulgte med demonstrationen, spørger på et tidspunkt, Hvor skal I hen? Skal I ikke til LO?' Jo, det skulle vi da. 'Nå, men det er da den anden vej.' Vi vidste kun sådan cirka hvilken gade det lå på."
Både af hensyn til de store linier (Hvordan får man en sag behandlet i Arbejdsretten? Hvordan ser det fagretslige system overhovedet ud?) og de måske lidt mindre linier (Hvor ligger forresten Arbejdsretten?) herskede der stor forvirring blandt de konfliktende i platteafdelingen på Den kgl. Porcelainsfabrik.
I det følgende skal vi kort gennemgå konflikten for at finde ud af, hvorfor forvirringen opstod og hvordan en gentagelse måske kan undgås.
"For at vide, hvad en platte er, skal man også vide, hvordan platten bliver fremstillet. Der står nogle mænd med nogle meget store maskiner, de kalder roller-maskiner. Formene bliver lagt på et bånd, der kører rundt på disse maskiner. Massen bliver lagt ind i formene, som indeholder prægningen. Formen og massen bliver derefter kørt ind i noget, der hedder et roller-hoved, som er meget varmt. Hvis ikke rollerhovedet har den samme temperatur som formen, får man et dobbeltryk på massen, som gør at platten skal kasseres. Senere kommer det hele ind i en tørremaskine og bliver brændt og så f år vi dem ind. På det tidspunkt er de hvide. Derefter sprøjter vi blå farve over hele platten. Når vi har gjort det, tager vi en stor pensel og tager farven af igen, så der kun ligger farve i de fordybninger, formen har lavet på platten. Allerede på det tidspunkt kan man se på nogle af platterne om de er krakelerede eller plettede eller om der er dobbelttryk på dem. Dem tager vi selvfølgelig fra og stiller til side. Så kommer den anden proces: Vi sprøjter platten, hvor den skal være mørkeblå og hvor den skal være lyseblå, og det tager vi så bagefter op med skind. Desværre er vores værktøj meget dårligt. Vi skal tage farve af med vaskeskind og det fnulrer og når det fnulrer går det ind i prægningen. Somme tider opdager man først under den anden proces, at platten er dårlig. Så skal vi sidde med stive pensler og knive og tør glasur og gnide farven af eller ridse den af. De få platter vi har tilbage efter den proces - sprøjter vi lyseblå på de steder, hvor de skal være det, og så renser vi dem bagefter."
"Efter sommerferien 1972 blev godset, d.v.s. selve platten, yderligere forringet. Det resulterede i, at man uvilkårligt satte arbejdstempoet i vejret. Man puklede og asede og alligevel nåede man kun en halv dags produktion, d.v.s. 60-70 platter om dagen. Min produktion plejer at ligge på 120-130 platter. Når man havde fyraften var man totalt udkørt, hvad jeg også bemærkede overfor afdelingslederen, men han sagde bare, at jeg skulle prøve. med noget levertran. Man var usikker og frustreret og det var noget, man tog med hjem. Det gjorde jeg i hvert fald. Til sidst erkendte fabrikken at godset faktisk var værre end nogensinde, og det førte så til at vi fik en lønaftale sidst i oktober.
Den 30. 10. 1972 blev der indgået en lokalaftale vedrørende arbejdet på platteafdelingen mellem på den ene side Porcelainsfabrikkens personalekontor og på den anden side Keramisk Forbund. I denne lokalaftale står der bl. a.:
"l. Alle platter, der fra dato leveres til afdelingen vil være frasorteret og pålagt glasur, sålænge dette er påkrævet. (..)
3. Sålænge det er påkrævet, betales der udover akkorden for den tid, der medgår til reparation af platter, der leveres. (..)
5. Alle forhold, der måtte opstå vedrørende denne aftale, kan til enhver tid optages til forhandling."
Formålet med aftalen var helt klar. Under mødet i Arbejdsretten den 19. 12. forklarede formanden for Keramisk Malerforening (plattemalernes. fagforening, en afdeling under Keramisk Forbund) det på denne måde:
"Baggrunden for, at den aftale blev indgået, var produktionsmæssige. og arbejdsmæssige hensyn. Man klagede fra personalets side over, at det materiale, man sad og malede på, var af så ringe karakter, at det normale akkordarbejde ikke kunne laves på det materiale. Hovedpunktet var bl.a. også det, at damerne, som sidder og arbejder på akkord, skulle reparere på personlig gennemsnitsløn - den gennemsnitsløn, som man oparbejder ved sit akkordarbejde. Den skulle de have, når de sad og reparerede. Man var også enige om, at personalet selv måtte bestemme, om de ville reparere eller om de ville undlade at reparere."
Aftalen var ganske tydelig. Ikke desto mindre meddelte fabrikkens ledelse efter ca. 2 ugers arbejde på denne aftale platteafdelingens tillidsrepræsentant, at aftalen var opsagt. Der blev ikke givet noget varsel.
Når der ikke stod noget i aftalen om, hvordan den skulle opsiges, skyldes det, at det er en indarbejdet kotyme, at lokalaftaler opsiges med to måneders varsel. Spørgsmålet er så, om man fortsat - efter denne konflikt - på andre arbejdspladser tør løbe an på, at sådan "tror" man nok det er. I hvert fald blev formanden for Keramisk Malerforening i Arbejdsretten direkte spurgt af den juridiske dommer, om han vidste, om der fandtes nogen ,overenskomstmæssige bestemmelser, der siger hvorledes man frigør sig fra den slags aftaler." Dommeren vidste det ikke, og det gjorde fagforeningsformanden heller ikke.
Hvis vi altså skal mene noget efter vores oplevelse må det være: hold øje med om der er klare og tydelige opsigelsesregler indarbejdet også i lokalaftalerne - samtlige aftaler overhovedet.
Den 27. 11. holdt plattemalerne et møde, hvor man vedtog, at man ville overholde den indgåede aftale, d.v.s. fortsat ville arbejde efter aftalen af 30. 10.
Det springende punkt i hele sagen er spørgsmålet om reparation af dårlige platter. Fabrikken sagde, at den i stedet for at have plattemalerne til at reparere, ville ansætte faste reparatører. Og beslutningen om at ansætte disse folk var fabrikkens begrundelse for at opsige aftalen. Men det må vel netop være den slags forhold, der "til enhver tid (kan) optages til forhandling". Det er ikke forhandling at annullere en aftale - det er, når den stærke part gør det, diktatur. Det har heller ikke meget med demokrati at gøre, hvis det er den stærke part, der til enhver tid skal afgøre, hvilke punkter der overhovedet kan forhandles om.
Efter mødet den 27. 11. meddelte formanden for fagforeningen, at arbejderne gennem forbundet ville kræve et mæglingsmøde om sagen. På et møde på fabrikken dagen efter henviste direktøren plattemalerne til at forfølge sagen ad fagretslig vej og så i mellemtiden arbejde efter den aftale, der gjaldt før den 30. 10.
Men plattemalerne fastholdt, at de ville arbejde efter aftalen af 30. 10., fordi den ikke var blevet opsagt lovligt. Hvorefter de blev sendt hjem efter ordre fra personalekontoret, og fabrikken indberettede platteafdelingen til Dansk Arbejdsgiverforening. Fabrikken påstod, at plattemalerne havde gjort sig skyldig i en ulovlig arbejdsnedlæggelse.
Plattemalerne mødte i øvrigt under hele resten af konflikten op på deres arbejde hver morgen og krævede at komme i arbejde efter aftalen af 30. 10., men det blev hver dag afvist af fabrikkens ledelse, som ikke desto mindre konsekvent omtaler konflikten som en ,strejke".
Den 30. 11. er der møde i LO mellem fagforeningsrepræsentanter og en LO-jurist, Bent Osborg. Han er ikke spor i tvivl om, at der er tale om en lock-out. Der sympatistrejkes. på fabrikkens øvrige afdelinger.
Den 4. 12. bliver LO og Arbejdsgiverforeningen enige om, at arbejdet skal genoptages efter den aftale, der gjaldt før den 30. 10. 1 mellemtiden skal sagen så behandles ad den sædvanlige fagretslige vej. Måske skal den oven i købet: for en faglig voldgift.
Men det forkaster plattedamerne ved en afstemning dagen efter. Repræsentanter fra Keramisk Forbund, som deltager i dette møde, hævder, at det forhold, at de dagen før har skrevet under på aftalen, ikke vil få nogen betydning for sagen fremover. Det viser sig at være det rene sludder. Arbejdsretten beordrer plattemalerne i arbejde den 19. 12. - rettens hovedargument er, at der den 4. 12. har været enighed mellem "parterne om, at plattemalerne skulle gå i arbejde efter den gamle aftale, mens konflikten behandles fagretsligt.
Når plattepigerne forkaster aftalen af 4. 12. skyldes det, at de har troet på LO-juristens udlægning af konflikten nemlig, at arbejdsnedlæggelsen er lovlig, fordi der slet ikke er tale om en arbejdsnedlæggelse, men om en lock-out!
Det eneste, man var interesserede i fra plattemalernes side, var at få sagen behandlet af Arbejdsretten. Der kunne i hvert fald ikke blive tale om at gå i arbejde, før der forelå en afgørelse fra en i hvert fald på papiret uvildig instans. Problemet var, at ingen tilsyneladende vidste, hvordan man nar frem til Arbejdsretten. Plattemalerne havde ingen mulighed for selv at indbringe sagen. Forbundet har tilsyneladende regnet med, at det var noget, LO tog sig af - eller i det mindste tog initiativet til. Mens LO har taget den med ro - tilsyneladende har man dér regnet med, at forbundet vidste, at det var dem, altså forbundet, der skulle udarbejde en indberetning, som siden kunne blive til et anklageskrift.
Først den 6. 12. sender forbundet et brev til LO. Det fører til et forberedende retsmøde i Arbejdsretten den 8. 12. Men heller ikke til dette møde foreligger der en egentlig indberetning - der er med andre ord ikke rigtig noget at tage stilling til.
Et par af de konfliktende fortæller:
"Vi havde ikke spor føling med noget som helst på det her tidspunkt. Vi kunne ikke komme igennem og få nogen som helst oplysninger. En dag snakkede vi med fællestillidsmanden om anklageskriftet. Han vidste heller ikke rigtig, hvad der foregik. Han havde netop ringet til Bent Osborg i LO for at høre, hvordan det gik med sagen, og hvorfor der tilsyneladende ikke skete noget. Det er fordi I ikke har givet mig de og de papirer. I har ikke sendt anklageskriftet ind.' Men fællestillidsmanden. sagde, at de havde sendt det for længst."
"Ikke alene har vi ikke været med ved de møder, der har været mellem forbundet og LO - vi har heller ikke fået nogen orientering om dem. Vi har bedt om referater fra de møder, men det er blevet afslået. Vi sidder hele tiden og venter - så, nu kommer den i Arbejdsretten - men der sker ikke noget, og vi får ikke nogen orientering om noget. Ikke fordi det var hemmelige møder, men simpelthen fordi man ikke orienterer folk på gulvet om, hvad man sidder og forhandler om. Man giver dem resultaterne. Færdig."
Efter det forberedende møde i Arbejdsretten den 8. 12. fik plattemalerne af Bent Osborg at vide, at sagen nok ikke ville kunne blive endeligt behandlet i Arbejdsretten før efter jul. Den 13. 12. gik de derefter i demonstration til LO for på den måde at understrege, at de i hvert fald opfattede det som en hastesag. Ved denne lejlighed meddelte Bent Osborg, at sagen kunne komme for i løbet af 3-5 dage (den kom for 6 dage senere), men at LO endnu ikke havde modtaget et egentligt anklageskrift fra Keramisk Forbund. Anklageskriftet blev endeligt udarbejdet dagen efter.
Mødet var på flere måder ubehageligt for de konfliktende. Det kneb fortsat med at få konkrete svar på konkrete spørgsmål, og det tog sin tid før LO-juristen overhovedet kunne afse tid til at tale med gruppen:
"Osborg blev ved med at sidde og sige, at han ikke havde tid til at tale med os, og han skulle til møde og ditten og datten. Da vi skulle til at gå, fik han fat i vores tillidsrepræsentant - og så havde han pludselig god tid til at snakke med hende. Han blev noget halvsur på os, fordi vi sagde, at hvis du ikke har tid til at snakke med os, har du heller ikke tid til at tale med hende.' Vi fik knap nok et ben til jorden derefter. Han kørte på. Han startede helt oppefra og nedefter. Vi måtte simpelthen løbende prøve at få det oversat til dansk, dét han sagde. En af os sagde: ,Du må hele tiden huske på, at vi bare er malere ude fra Den kgl., og vi forstår ikke det sprog.' Vi havde fået at vide, at sagen ikke mere skulle køres som en lock-out, og spurgte ham om grunden til det. Han siger: Hvem har dog sagt sådan noget?' Vi blev affærdiget flere gange, når vi skulle til at sige noget. En sagde: Jamen, Osborg. Har vi ikke demokrati? Kan jeg ikke også få lov til at sige noget?' Dér blev han fuldstændig flippet ud - da nogen begyndte at snakke om demokrati."
Den 19. 12. kom sagen for Arbejdsretten, som ikke kunne tage stilling til, om virksomheden havde ret til at opsige aftalen af 30. 10. med den begrundelse, at reparationsarbejdet skulle udføres af særlige reparationshold:
"Da afgørelsen af disse spørgsmål beror på en fortolkning af aftalen, og denne fortolkning findes at have nøje sammenhæng med oplysninger om, og bedømmelse af arbejdsgangen m. m. i platteafdelingen, må spørgsmålene anses for at have en sådan faglig karakter, at de bør finde deres afgørelse ved faglig voldgift, som også bør afgøre evt. tvist om størrelsen af den erstatning, som virksomheden efter det ovenfor anførte skal betale de enkelte arbejdere, hvis arbejdersiden får medhold. Herefter bestemmes:
Den løbende arbejdsstandsning vil straks være at bringe til ophør, og de foran nævnte spørgsmål. henvises til faglig voldgift.
Sagen udsat."
Oplæsningen af den foreløbige kendelse blev optaget på bånd. Den, der betjente båndoptageren, glemte at slukke for den efter oplæsningen. Der er en del uro i lokalet efter at retten er hævet, men man kan da høre i hvert fald følgende sætninger på båndet:
"Forstod I noget af det?"
"Næh."
"De kender ikke nok til arbejdsgangen på fabrikken og sådan noget."
"Det er fantastisk."
"Orv, hvor er de strenge."
"Hold da kæft, mand."
"Det er helt håbløst, det her."
"Hvad siger det egentlig? Hvad betyder det?"
"Vi skal lige se det én gang til. Sådan en oplæsning er ikke fyldestgørende."
"Der er én ting, der springer i øjnene - det er, hvordan det var formuleret med hensyn til, hvordan voldgiften skal afgøre ... Eller sagde han, voldgiften skal tage stilling til, om den af virksomheden opsagte aftale er korrekt ... Eller . . ."
"Hvis han siger, at voldgiften skal tage stilling til, om opsigelsen af aftalen er korrekt, så har han fastslået, at den er opsagt. Ikke?"
"Jo."
"Juristeril"
"Jo, men det bliver vi jo bare nødt til at følge med i."
Endelig når båndoptagerens ejer frem til én, der har forstået lidt af det:
"I skal gå i arbejde og på virksomhedens betingelser. Hvis man vinder ved faglig voldgift, så skal virksomheden betale en erstatning for den periode. Men altså, man skal gå i arbejde nu på virksomhedens betingelser øjeblikkeligt fra i morgen. Det er helt klart dét, der er meningen."
En plattemaler:
"Dagen efter at vi havde været i Arbejdsretten stillede en af tillidsfolkene sig op og sagde: Nu må I knagme gå i arbejde, for nu sidder vi med ryggen op ad muren. Den kommer ikke i voldgiften, hvis ikke I går i arbejde.' Næste dag får vi så at vide, at vi godt kan få sagen i voldgiften uden at gå i arbejde. Nu rejser den samme tillidsmand sig op og siger: Det er fanme godt. Nu viser det sig alligevel, at vi kan knægte dem.' Hvor er vi egentlig henne? Vi aner ikke, hvem der står for hvad og mener hvad og vil bakke os op i hvad."
Den 4. 1. 73 blev sagen behandlet i voldgiften. Den 10. 1. kom kendelsen. Plattemalerne fik ret i, at fabrikken havde gjort sig skyldig i overenskomstbrud. Herefter blev arbejdet genoptaget på aftalen af 30. 10. Samtidig opsagde fabrikken aftalen med de normale to måneders varsel.
Den 20. 2. falder der dom i Arbejdsretten. Fabrikken skal betale en bod på 20.000 kr. for at have brudt overenskomsten. Plattemalerne skal betale en bod på ca. 72.000 kr. for at have nedlagt arbejdet i protest mod overenskomst-brudet.
Ud fra denne kortfattede beskrivelse af konfliktens retslige forløb vil det være naturligt at se nærmere på, om der fra plattemalernes eller deres fagforenings side kunne eller burde være handlet på en anden måde.
Fagforbundene og arbejdsgiversammenslutningerne indgår overenskomster. Varigheden af disse overenskomster er to år. Indenfor disse to år kan der indgås lokalaftaler for større eller mindre områder. Lokalaftaler kan opsiges af begge parter når som helst. Den normale opsigelsesfrist er to måneder.
Hvis der opstår uenighed om, hvordan overenskomsten eller lokalaftalen skal forstås eller hvis den ene part mener, at den anden part har overtrådt aftalen, kommer uenigheden ind under ,Regler for behandling af faglig strid", som har eksisteret stort set uændret siden 1910.
§ 1 i reglerne siger bl. a.: ,Mægling skal i alle tilfælde (..) foretages, såfremt en af parterne forlanger det."
Plattemalernes fagforeningsformand meddelte allerede den 27. 11., at han ville begære et mæglingsmøde.
I § 3 står der bl. a.: ,Når en organisation på et af sine medlemmers vegne begærer mægling afholdt, skal mæglingsudvalget træde sammen til forhandling, i København indenfor en frist af 3 hverdage og i provinsen indenfor en frist af 5 hverdage."
Mæglingsmødet blev først afholdt den 4. 12.
I samme paragraf står der: ,Mæglingen foretages såvidt muligt på stedet, hvor uenigheden er opstået, og således, at repræsentanter for de stridende parter kan tilkaldes."
Mødet blev afholdt i Dansk Arbejdsgiverforenings lokaler, og der deltog ingen plattemalere i mødet - de blev heller ikke tilkaldt. Folk fra Arbejdsgiverforeningen, LO og Keramisk Forbund indgik forlig om, at arbejdet skulle genoptages, hvorefter uenigheden skulle behandles ad normal fagretslig vej, evt. i sidste instans ved en voldgift. Dette forlig blev som nævnt forkastet af plattemalerne dagen efter.
§ 4 lyder: ,Opnås der ikke ved mægling en løsning af striden, skal mæglingsudvalget straks henvise sagen til behandling mellem (organisationerne). Forhandlingerne mellem organisationerne skal tage deres begyndelse indenfor de samme tidsfrister, som er nævnt i § 3."
Det sker for så vidt ikke. Tillidsmandsgruppen på Porcelainsfabrikken mødes med ledelsen. Hvad der foreligger af forhandlingsresultater bliver forkastet af plattemalerne, hvorefter Keramisk Forbund sender en klage til LO. Hvilket fører til et formøde i Arbejdsretten den 8. 12. Dette møde er for så vidt i overensstemmelse med reglernes § 5, hvor der bl. a. står:
"Lykkes det heller ikke på denne måde at opnå enighed, skal sagen (..) forelægges en voldgiftsret til afgørelse, hvis en af organisationerne forlanger det; og ingen arbejdsstandsning som følge af sådan uenighed må finde sted, før de nævnte regler er iagttagne."
Reglerne er som nævnt fra 1910. Siden da har man fået både Arbejdsret og voldgift. Arbejdsretten tager sig af spørgsmål omkring brud på overenskomster, mens voldgiften tager sig af fortolkninger af overenskomster. Denne sag skulle altså ikke først til en "voldgiftsret", men til Arbejdsretten. Når Arbejdsretten senere henviste den til en voldgift var det fordi Arbejdsretten mente, at sagen ikke kun kunne behandles som et ,brud" på overenskomsten før overenskomsten var blevet fortolket" af en voldgift.
Der står i § 5, at sagen ikke kan forelægges en voldgift så længe der finder en arbejdsstandsning sted. Det punkt kunne ikke rigtig bremse denne sag, fordi man i hvert fald i begyndelsen var uenige om, hvorvidt der var tale om en strejke eller en lock-out. Arbejdsgiverne påstod, det var en strejke. LO-juristen fastholdt, at der var tale om en lock-out. Under behandlingen af sagen i Arbejdsretten sagde formanden for Keramisk Malerforening også, at han ikke på noget tidspunkt havde opfattet konflikten som en strejke og derfor heller ikke på noget tidspunkt havde opfordret plattemalerne til at gå i arbejde igen.
I § 7 står der bl. a: "Voldgiftsretten skal som regel træde sammen senest 6 dage, efter at den er påkaldt."
Der gik 11 dage mellem formødet og det egentlige møde i Arbejdsretten den 19. 12. Først den 4. 1. 73 blev sagen behandlet i voldgiften. Den 10. 1. kom voldgiftens kendelse: at ledelsen havde gjort sig skyldig i overenskomstbrud. Den 31. 1. behandles bodsspørgsmålet i Arbejdsretten. Dommen falder den 20. 2.
§ 8 lyder: "Forinden voldgiftsretten indkaldes, skal hver af de stridende parter skriftligt forpligte sig til uvægerligt at efterkomme voldgiftsrettens kendelse."
Fabrikken havde givet tilsagn om at ville rette sig efter kendelsen. Det ville derfor have været rimeligt om, LO havde forlangt, at fabrikken skulle lade malerne arbejde på den omstridte aftale indtil voldgiften havde afgjort stridsspørgsmålet.
Egentlig er det nok sådan, at de fagretslige regler kun fungerer rigtig tilfredsstillende for begge parter i forbindelse med de store overenskomststrejker (og selv da er det måske så som så med det ,tilfredsstillende" - mæglingsforslag har det som bekendt med at blive ophævet til lov, hvis ikke parterne vedtager dem).
Sandheden er nok den, at langt den overvejende del af de arbejdsnedlæggelser der finder sted, indeholder så kraftige brud på reglerne, at det fagretslige system kun kan bruges til - med al den autoritet der trods alt ligger i reglerne - at piske arbejderne tilbage på pladserne så hurtigt som muligt.
Vi må ikke glemme, at domme fra Arbejdsretten eller en voldgift ikke kan appelleres. De fagretslige instanser er både byret, landsret og højesteret. Selv om man altså ikke kan undgå at få en mere tilfældig behandling indenfor det fagretslige system end man trods alt får indenfor det "rigtige" retssystem, så må de fagretslige instanser sammenlignes med alle andre domstole - deres afgørelser har samme retskraft som domme afsagt ved almindelige domstole.
I sagen om plattekonflikten er der så mange fravigelser fra de sædvanlige regler, at hele forløbet får et stærkt præg af tilfældighederne's indvirken. Der blev begået mange alvorlige fejl af alle parter i konflikten. En af de alvorligste var den, at tillidsrepræsentanterne på fabrikken den 5. 12. gav plattemalerne det indtryk, at det ikke i det videre forløb ville komme til at svie til dem, at de havde forkastet forliget fra mæglingsmødet dagen før.
Den alvorligste fejl i forbindelse med denne konflikt ligger for plattemalernes vedkommende måske ikke så meget i det fagretslige system som i deres manglende viden om systemet. De anede ikke, hvornår hvilke møder blev afholdt eller skulle afholdes. Derfor blev der også holdt en række afgørende møder om sagen, hvor sagens ene part, plattemalerne, ikke var repræsenteret.
Man kan sagtens på basis af denne erfaring give det gode råd til andre som skulle komme i en tilsvarende situation, at de må sørge for at blive repræsenteret ved disse møder, og de må sørge for at få alle de oplysninger, der overhovedet findes i sagen, men som regel vil de konfliktende let komme i et modsætningsforhold til deres tillidsrepræsentanter eller deres fagforeningsbestyrelser - og så er kanalerne ellers lukket til, fordi alle meddelelser skal op og ned ad samtlige trin i stigen. Intet er lettere end at kappe de nederste trin af, hvis nogle af dem, der står på mellemtrinene synes at de nederste er for besværlige.
Det letteste ville være at rette skytset mod tillidsfolkene. Det kan man for så vidt også roligt gøre i visse tilfælde, men det er urimeligt altid at gøre det. Indenfor metalindustrien har man et sæt tillidsmandsregler, som efterhånden stort set gælder for hele arbejdsmarkedet. Dér står der:
"Det er tillidsmandens pligt såvel overfor sin organisation som overfor arbejdsgiveren at gøre sit bedste for at vedligeholde og fremme et roligt og godt samarbejde på arbejdsstedet. Tillidsmanden fungerer i øvrigt som talsmand for de arbejdere, han er valgt iblandt, og kan som sådan overfor virksomheden forelægge forslag, henstillinger og klager fra arbejderne. Opnås der ikke ved tillidsmandens henvendelse til arbejdsgiveren en tilfredsstillende ordning, står det tillidsmanden frit for at anmode sin organisation om at tage sig af sagen, men arbejdet skal fortsætte uforstyrret, idet man afventer resultatet af organisationens behandling af sagen."
Selvfølgelig skal man lade sig vælge til tillidsrepræsentant, hvis kammeraterne har tillid til én og vil stemme på én og man selv mener, man kan magte opgaven. På den anden side må man vide, hvad det er, man går ind til, og hvordan faldgruberne ser ud. En konflikt på en arbejdsplads er nok den alvorligste af faldgruberne. Selvfølgelig kan tillidsrepræsentanten godt gå ind i et strejkeudvalg, men så må han eller hun på de fleste arbejdspladser være forberedt på at blive fyret efter konfliktens ophør. Selv om tillidsrepræsentanten på papiret har en lidt større sikkerhed mod afskedigelse end ,gemene" arbejdere, kan han eller hun naturligvis til enhver tid fyres. Man kan naturligvis altid indklage, afskedigelsen for en voldgift, men arbejds, giveren kan højst blive dømt til - hvis voldgiften mener, afskedigelsen har været uberettiget - at betale et par måneders løn i erstatning. Genansættelse kan der ikke blive tale om.
Tillidsrepræsentanter kan altså blive ramt ret så alvorligt på brødet (og én gang fyret som 'ballademager', altid på den sorte liste) hvis han eller hun går for aktivt ind på de konfliktendes side. Det berettiger dem naturligvis ikke til - selv om mange tilsyneladende mener, det er deres opgave - direkte at modarbejde en strejke. Mange af de konflikter, der opstod mellem tillidsfolkene og plattemalerne på Porcelains-fabrikken, kunne bestemt være undgået, hvis tillidsfolkene havde givet plattemalerne de konkrete oplysninger om det fagretslige system og om selve sagen, som de hele tiden efterlyste.
Det må virkelig være en hovedopgave i forbindelse med enhver konflikt (selv om det lyder selvmodsigende) at få tillidsrepræsentanterne til at forstå konfliktens betydning fuldt ud og derefter i forståelse af deres egen fagretslige placering at trække sig tilbage fra arenaen, undtagen når deres tilstedeværelse. er strengt nødvendig. De kan gøre det ved at lade repræsentanter for de konfliktende deltage i forhandlingerne på alle niveauer og lade dem føre det store ord og selv holde sig i baggrunden, og de kan gøre det ved at stille sig til rådighed med oplysninger for de konfliktende - de fleste tillidsfolk har været på tillidsmandskursus og har de nødvendigste håndbøger stående.
Men det er nok lettere sagt end gjort.
Tilbage bliver for de konfliktende selv at sætte sig ind i de fagretslige regler. Et forsøg på at skrive en introduktion til dansk fagret ville falde udenfor denne bogs rammer. Den ville - hvis den skulle være blot rimeligt kortfattet - blive så overfladisk at den ville være ubrugelig. I stedet vil vi henvise til et par bøger, som ikke er særlig vanskelige at få fat på, og hvor man stort set kan finde, hvad skal man bruge.
Hvert år udgiver AOF en ,Arbejdsmarkedets håndbog". I denne bog er bl. a. flg. dokumenter optrykt: ,Regler for behandling af faglig strid", ,Jernindustriens regler for behandling af faglig strid" (her er bl. a. mæglingsmødet og voldgiften beskrevet), "Lov om Arbejdsretten" og "Hovedaftale af 1973".
AOF har også udgivet en meget lettilgængelig "Indførelse i Arbejdsretten".
Endelig har forlaget Modtryk i Århus udgivet en ,Rapport om Arbejdsretten", hvor også en del af lovteksterne er optrykt og hvor man på s. 92-104 finder en korrekt, omend ret kritisk, gennemgang af ,Arbejdsretlig konfliktIøsning". Resten af bogen handler om, hvorfor arbejdersiden så godt som altid taber i sager af denne art. Det kan være meget nyttigt at vide, så man ikke bare taber modet og synes, det hele er fuldstændig uoverskueligt.
En aktivgruppe eller en strejkekomité er en gruppe arbejdere på en virksomhed, som i en konfliktsituation. tager ledelsen på arbejdskammeraternes vegne. En sådan gruppe opstår, hvis tillidsrepræsentanteme ikke kan - eller ikke vil - overtage ledelsen. Måske fordi de er usikre på, om konflikten er lovlig. Eller fordi de anser en konflikt for forkert eller uklog. Eller simpelthen fordi de er bundet af fagretslige regler.
En strejkekomité kan være valgt af arbejdskammeraterne, men kan også opstå på andre måder - afhængigt af situationen.
"Vi holdt nogle møder nede i tutten. Det havde vi fået lov til. Det har vi gjort længe før, det blev til en konflikt. Vi holdt mange møder i de sidste 2-3 måneder - altså, indtil vi fik den aftale, som firmaet senere opsagde. Da tillidsmændene kom med opsigelsen, så sad vi og skød på dem. Som en provokation sagde de så: Jamen, hvis I ikke tror på os, så vælg nogen ud og send dem med op!' Samtidig siger de fra ledelsens side, at der kun må være ialt otte. Foruden tillidsrepræsentanten plus to, der var valgt til et afdelingsudvalg, var der også en arbejdsleder. Og så altså fire til."
- Var det tilfældigt, at, det lige nøjagtig blev dem?
"Jeg tror, det var dem, der rejste sig op og spurgte om noget. Dem blev der lagt mærke til, ikke?"
- Men der var ikke nogen egentlig afstemning om, hvem der skufle med?
"Nej.
- Hvornår bliver I klar over, at det ikke er tillidsmandsgruppen, der skal køre konflikten?
"Det bliver vi i det øjeblik vi siger: Hvad med økonomisk støtte?' Så siger de, at det økonomiske kan de ikke tage sig af - det må vi selv tage os af, for de har så meget andet at lave. Vi snakkede på det tidspunkt meget om Foreningen Arbejdersolidaritet. Vi var nødt til allerede på et tidligt tidspunkt at få den økonomiske støtte i gang, for at have bare en chance for at køre. Støttegruppen - nogle sympatisører udefra med en hel del fagretslig viden - havde meldt sig på det tidspunkt - og vi mødtes med dem. Det var de fire af os, som havde udtalt os til avisen, der gik med."
- Hvorfor blev det jer tre, der udtalte jer?
"Vi stod samlet nedenfor porten, da avisen kom. Nogle af de andre pegede på os, som nogen, der ville udtale os. Og så blev det også os fire, der først gik med til mødet med Støttegruppen. Og derfra udvidede det sig så."
Det afhænger af situationen og omstændighederne. Situationen kan være uafklaret. Kammeraterne arbejder videre selv om en gammel aftale er opsagt, og der ikke er lavet en ny. Der har været forhandlet - men uden resultat. Tillidsrepræsentanterne tager ikke noget nyt initiativ. En af suppleanterne til klubbestyrelsen indser, at situationen er uholdbar.
"Jeg var inde hos tillidsrepræsentanten. Jeg får at vide, at damerne sidder og arbejder på en aftale, der er opsagt af fabrikken. Så siger jeg: Jamen, vi må sgu da gøre noget., Vi fandt ud af at vi skulle spørge, om vi måtte få et møde med hende. Det var den eneste måde, det kunne lade sig gøre på. Hun kunne ikke gå til ledelsen og sige, at hun ville holde møde med damerne - det skulle være damerne, der ville holde møde med hende. Vi rendte til møder ustandselig hele den mandag. Alle, der var på vores afdeling den dag, var med til mødet. Dem, der ikke kom - dem hentede vi."
Det kan blive et langt møde. Måske kommer der ikke nogen afklaring. Alle går hjem til normal arbejdstids ophør. Og møder normalt næste morgen. Til et nyt møde.
"Vi sad og snakkede frem og tilbage. Tillidsmandsgruppen var der, og vi vidste ikke rigtig, hvad vi ville - indtil en af os så siger: Hvorfor fanden bruger vi ikke de våben vi har - og bliver siddende?' Det var bare dét, der skulle til - for så fik de lige som den opbakning, de allesammen inderst inde sad og håbede på. Der var afstemning ved håndsoprækning. Nogle var imod, men det var kun en meget lille del. Så gik vores tillidsrepræsentant op og sagde, at vi sad nede i tutten, og at vi ikke ville gå i arbejde igen, før vi kunne arbejde på den gamle aftale - den som ledelsen havde sagt op."
Det må afhænge af de særlige forhold på den enkelte arbejdsplads. Det afhænger af, om det er en komité, der er opstået i en ny situation - eller om det er en komité, der allerede har gjort erfaringer i konfliktsituationer før. Og så kommer det også an på, om det er en komité, der er valgt af arbejdskammeraterne til at påtage sig ledelsen eller det er en gruppe, der er opstået mere uformelt. Det er nok sjældent, at en konflikt kan køre i lang tid uden en egentlig formel ledelse.
- Hvem havde den formelle mødeledelse, dvs. bestemte hvem der skulle have ordet - og sluttede møderne?
"Det var der ingen, der havde - det gik mere eller mindre af sig selv. Når vi kunne se, at vores tillidsrepræsentant skulle til at sige noget - så sagde én af os, at vi godt lige ville have ordet først. Så læste vi op, hvad der var kommet af hilsener og penge og den slags."
- Hvordan starter et sådant møde? Er der bare én, der rejser sig?
"Altså, vi sidder allesammen og sludrer i tutten. En rejser sig, går hen midt i lokalet og råber: Jeg vil lige sige noget.'. Så siger de andre: Ti nu lige stille. Vi skal høre hvad den og den siger.' Det sker meget spontant."
- Var der nogen, der foreslog, at man skulle have en anden strejkegruppe eller lockout-gruppe end jer - f. eks. på det tidspunkt, hvor stemningen var ved at vippe?
"Nej, det har der ikke været. Vi var lige som en slags talsmænd, og det fungerede også godt nok i starten. Der var nogen, der ville tage sig af det og gå til møder og sådan noget. Men til sidst turde nogen af os ikke rigtig rejse os op mere og sige noget, for vi blev efterhånden betragtet som dem. der altid brokker sig. Derfor blev vi nødt til at få andre til det. Det har ikke været nogen særlig fast gruppe. Der har været udskiftning hele vejen. Nogen har været med for en periode. Andre er kommet ind. Osv."
- Der har altså ikke været nogen formel ledelse med bestemte funktioner?
"Nej.
- Er der nogen ting, I har lært, at I skal gøre anderledes en anden gang?
"Ja, vi aktive var for tilbøjelige til at sætte os på bestemte pladser ved møderne i tutten. Det havde nok været klogere at flytte rundt for at få snakket med alle. Og der er også en anden ting: den information, vi har manglet. Jeg tænker på alt det, der er sket bag kulisserne, som vi ikke ved noget om. Det må vi tvinge frem på en eller anden måde. Vi må tvinge en fagforeningsmand til at komme og orientere os om tingene, eller tillidsmændene eller hvem det nu kan være. Vi vil i en anden situation bruge vores forbund og vores tillidsfolk meget mere - nu har vi ladet dem smutte uden om. Vi har selv taget arbejdet på os, fordi vi ikke gad diskutere med dem. Det gør vi ikke en anden gang. Næste gang kører vi det over til dem og siger: Det er jeres arbejde, det her."'
Meget få grupper er sammensvejsede fra starten. Mange bliver det aldrig helt. Direkte brud på solidariteten kan også forekomme.
"Vi ved, at ledelsen har fået alt at vide, hvad der er blevet sagt nede på møderne. Vi ved godt, hvem det er, der har sladret, men hun har samtidig hele tiden været med til at sige nej til at gå i arbejde. Der har hele tiden været information til ledelsen. Tillidsfolkene kunne komme ned og fortælle os, at nu havde de fået dét og dét at vide der oppe. Det er jo ikke nogen særlig rar situation, men der er faktisk ikke nogen som helst muligheder for at undgå det. Der vil altid være nogen, der er negative - den eneste beskyttelse man har er at flertallet er med én. Nede i marketenderiet sagde vi i nogle dage, at vi udmærket godt vidste, at ledelsen vidste, hvad der blev sagt der nede. Vi havde de og de beviser for det. Og de skulle bare vide, at vi var klar over, at nogen af vores kammerater sladrede. Efter den tid skete der ikke så meget. Det lagde lidt af en damper på det."
Hvis der er opstået en strejkekomité, er det normalt fordi fagforeningen ikke støtter strejken. Og så kan man heller ikke få penge til strejkestøtte fra fagforeningen. Man bliver nødt til at samle ind selv. Det skal organiseres - og det er et stort arbejde. Det er også vigtigt, at indsamlingen starter så hurtigt som muligt. Helt uden økonomisk støtte vil enhver strejke normalt bryde sammen efter kort tids forløb. Det vil styrke arbejdet med at samle penge ind, hvis man har støtte udefra. Og hvis man ikke i forvejen er forberedt på en sådan situation, vil en hjælp ude fra til organiseringen næsten være en nødvendighed. Der vil normalt være mange, der er villige til at hjælpe - om ikke med andet, så med at skaffe de rigtige kontakter.
"En på fabrikken havde i forvejen kontakt til nogen, der godt ville hjælpe os. Dem snakkede vi med om, hvordan vi skulle køre det, hvad der skulle stå på løbesedlerne, hvor de skulle sendes hen osv. Vi snakkede ret meget med denne Støttegruppe. Vi fandt ud af, at vi -skulle have nogle flere med til at hjælpe, og at vi skulle sidde og ringe til de forskellige fællestillidsmænd. Vi fik 22 damer der over. I mellemtiden havde Støttegruppen siddet og lavet løbesedler og indsamlingslister."
- Der må være blevet brugt dage og nætter til alt det. Og en masse papir og telefon. Hvem har betalt alt det, eller hvem skal betale det?
"Vi har spurgt om det og sagt, at de skal have nogle penge, men det eneste, de vil have penge for - det er frimærker. Papiret ville de ikke have penge for, og telefonregningen, den ville jeg betale for, men de blev stiktossede og sagde: Du skal ikke komme her og betale vores telefonregning.' Egentlig burde vi sende tillidsmandsgruppen og fagforeningen en opgørelse over, hvor mange stykker papir og sådan noget, vi har brugt, for de tror ikke på, at arbejdet har været så stort. Der var f. eks. 5-6 ark i de breve, vi sendte til Norge og Sverige, og vi sendte 300 breve."
"Vi stod helt nye og fremmede over for hele situationen. Havde vi ikke fået støtte ude fra, havde vi simpelthen aldrig nogensinde fundet ud af at køre det på den måde. Så var vi aldrig kommet rigtigt i gang. Så var vi måske bare gået 2-3 steder hen, og så var det hele bare sådan lige så stille og roligt gledet ud - for det havde vi ikke kunnet klare."
"Det er alle sådan nogen praktiske ting, man egentlig burde lære på Tillidsmandscentret. Der bliver så mange ting at tænke på, når en konflikt bryder ud. Med mindre man er klar over, hvad der sker, og hvad der skal ske så smutter det altså. Havde vi haft en ordentlig klub eller et andet sted, hvor vi kunne have lavet alt det arbejde så havde vi haft folk, som med det samme kunne være gået i gang."
"Man må være bedre forberedt end vi var. Der burde ligge et helt færdigt apparat, så man bare skufle kunne gå i gang. Så det bare er et spørgsmål om politisk stillingtagen om man vil bruge det. Det er jo de samme lister, man skal bruge hver gang. Man kan bare strege den virksomhed ud, konflikten er på, ikke?"
Der skal samles penge ind. Hvis fagforeningen ikke kan - eller vil - støtte aktionen økonomisk. Men der skal også kunne aflægges regnskab for pengene. Og der skal være nogen at sende dem til. Og nogen, der kan hæve dem, når de skal bruges. Det kræver at man overholder visse formaliteter. Måske havde det været lettere at oprette en giro-konto fra starten. Det kan enhver gøre.
- Hvem har bestyret pengene?
"Klub-kassereren har fået dem allesammen. Han overtog jobbet, fordi vi skulle have en eller anden adresse."
- På en løbeseddel stod der, at man skulle sende pengene til tillidsmandskontoret.
"Ja, der har været grupper ude, i byen, som har lavet indsamlinger, og som bare har sagt, at de skulle sendes til tillidsmandsgruppen. I et blad stod der, at de skulle sendes til Strejkeudvalget. Jeg prøvede at hæve sådan en anmeldelse på posthuset. Men det kunne jeg ikke, fordi jeg ikke havde noget bevis på, at jeg sad i det Strejkeudvalg. Så gav vi kassereren dem. Han afleverede dem i banken - og så kunne banken hæve dem for ham. Det var den eneste måde, dét kunne ordnes på."
"Jeg fik en fuldmagt af en tillidsmand til at hæve på og gik over på posthuset med den. De gloede og sagde: Jamen, det er jo ikke den dame, der var her i går.' Nej,' sagde jeg, men jeg er også medlem af Strejkeudvalget.' Jeg kunne ikke få pengene. Så henviste jeg til fuldmagten fra tillidsmanden. Det kunne hun ikke forstå - så kunne jo alle og enhver bare komme og sige, at de tilhørte et strejkeudvalg. Jeg spurgte, om hun ikke havde læst aviser det sidste par dage. Det havde hun godt nok, men hun ville alligevel ikke udbetale pengene. Jeg bad om at komme til at tale med postmesteren. Han kom ud og kløede sig i hovedet og kiggede på sedlen og sådan noget. Jeg sagde: 'Jeg skal bare have de penge!' Så siger han gudhjælpemig: Så lad gå - med så lille et beløb.' Så siger jeg: 'Det har slet ikke noget med sagen at gøre, Vi skal have pengene alligevel.' Og så fik jeg sgu pengene - fordi det var så lille et beløb!"
Man kan ikke få støtte til en konflikt, som ens egen fagforening betragter som ulovlig. Men der er ikke noget, der forhindrer andre arbejdspladser, klubber eller fagforeningen i at støtte en konflikt et andet sted. Det er derfor vigtigt at have kontakter parat til andre arbejdspladser. Det er besværligt at skulle begynde forfra. Tillidsmandsgruppen kan hjælpe, hvis den vil. Ellers kan man søge hjælp udefra. Det er også af stor betydning at få aktiviseret sine strejkende kolleger. Det styrker sammenholdet - og pengekassen - hvis man kan få mange kammerater sendt ud med indsamlingslister til andre arbejdspladser. De fleste steder vil de blive godt modtaget. De steder, hvor man får en dårlig modtagelse, har man gjort en vigtig erfaring!
"Vi hørte fra starten fra to forskellige sider, dels fra en kontakt i fagbevægelsen, dels fra Støttegruppen: Sørg for at få pigerne ud på andre arbejdspladser med lister. Så mange som muligt. Helst dem allesammen. For det giver dem mod og moralsk støtte at komme ud og høre at andre støtter aktionen. Det er noget helt nyt, som jeg ikke er stødt på før i andre konflikter.
Der var ca. 25 med i det, men det var forskellige hele tiden. Nogle meldte sig kun for en eller to dage. De var nervøse. Det er dét her med, at de ikke har prøvet før. Hvordan skal man gøre, når man kommer ud på en virksomhed? Hvordan skal man sige tingene? Derfor var der også mange, der sagde: Kan vi ikke få noget kontorarbejde i stedet for?' Det ville de hellere - så var de fri for at komme ud. De troede hele tiden, de skulle ud til en stor forsamling - og dét turde de ikke.
Man skulle egentlig have snakket om det og sagt: 'I skal sgu, for det er netop dér, man lærer noget. Det er afgjort en erfaring.'
Nå, men de damer, der faktisk havde været tilbageholdende, men på den måde var blevet skubbet ud i det, kom tilbage dagen efter og sagde: Nej, hvor var det altså godt. Det vil jeg gerne være med til en anden gang."'
- Mødte I nogen steder kølighed eller direkte modstand - i betragtning af, at I henvendte jer til en fællestillidsmand og bad om støtte til en aktion, som i deres øjne måtte være ulovlig?
"Altså, vi har ringet og præsenteret os - og spurgt, om det gjorde noget, vi kom og samlede ind, og at vi gerne ville komme personligt, fordi vi mente dét gav mere end hvis vi bare sendte lister ud. De sagde: Kom I bare ud - men hellere i morgen, og kom så lige til et tillidsmandsmøde' - og det gjorde vi så. Eller også sagde de: Bare send listerne ud, så skal vi nok klare resten."'
- Der har altså ikke været nogen problemer med modtagelsen?
"Nej. Tværtimod har de været så positive, at det har været helt enormt. Enkelte steder fik vi kaffe og wienerbrød og øller og cigaretter - klap på skulderen: Hold nu ud!' og alt det dér. Og der er flere af tillidsmændene, der selv er kommet og har afleveret pengene, og har sagt, at efter nytår kunne vi godt komme med nogle flere lister - for Den her sag, den skal sgu vindes!"'
Det må afhænge af forholdene på den enkelte virksomhed. Og af hvad man kan blive enige om. Det stiller krav til organiseringen - men det stiller også store krav til solidariteten.
"Vi fandt ud af , at vi ville have det som en form for arbejdsløshedsunderstøttelse. De første 4 dage fik vi 90 kr. om dagen. Og det halve for deltid. Næste gang fik vi udbetalt for 3 uger. Vi fik 55 kr. om dagen. Hvis nogen ikke havde været der, så fik de ikke for den dag. Dem, der ikke var mødt op derude, dem der bare blev hjemme og fuskede lidt ved siden af - de har heller ikke fået nogen penge. Det var den mest retfærdige måde at deltage i fordelingen på."
- Har I ikke haft nogen problemer?
" En af dem, der sidder på vores stue, havde været der de første par dage, og hun havde altså penge til gode. Men hun ville ikke gå ned og hente dem, for hun siger, at hun ikke har været der ret meget, og at hun slet ikke har hjulpet til med økonomisk støtte. Det gør, at hun slet ikke vil have dem. Men det er sådan set synd - for der er jo også dem, der har ladet andre stemple deres kort. Vi ved oven i købet hvem det er. Det kan godt blive mægtig svært, når man sætter sådan nogen begrænsninger."
I en konfliktsituation, hvor der dannes en strejkekomité, vil der ofte være problemer i forholdet til tillidsmændene. Det kan selvfølgelig skyldes direkte uvilje, men mange gange kan det hænge sammen med en usikkerhed hos tillidsrepræsentanterne. En tillidsrepræsentant må ifølge de faglige aftaler ikke opfordre til - eller støtte - ulovlige konflikter. Men på et, tidligt tidspunkt af en konflikt kan det være svært at afgøre, om den er ulovlig. Man kan derfor ikke sige noget i almindelighed om tillidsrepræsentanternes rolle i en konflikt. Det afhænger af den konkrete situation - og det afhænger af tillidsfolkenes personlige indstilling. Selvom tillidsrepræsentanterne ikke officielt kan støtte en aktion, er det en stor fordel, hvis man kan trække på den viden, de har - og måske få kontormæssig og anden praktisk hjælp.
"Hvis tillidsmandsgruppen var gået ind som koordinerende led og havde sagt: Vi har kontaktet de og de arbejdspladser, og vi skal bruge så og så mange til at tage derud,' altså - hvis de havde motiveret damerne for det - så havde det nok hjulpet lidt. For så havde der været lidt autoritet bag. Jeg har også tænkt på, hvor meget nemmere det havde været for os, hvis vi havde kunnet bruge fagforeningslokaleme og sidde dér og ringe fra starten af konflikten."
- Hvem havde fundet ud af, at I ikke måtte være dér? "Det havde tillidsmændene."
- Det er ikke bare noget, I tror, I ikke måtte? "Nej - nej.
"Tillidsmandsgruppen var splittet indbyrdes. Det kunne vi tydeligt mærke. Vi kunne mærke på dem, at de havde diskuteret sagen indbyrdes og ikke var enige. De holdt møder hver morgen Id. 7.30, og kl. 8 kom vi og holdt møde. Men vores tillidsrepræsentant var den eneste, der ikke kom til mødet kl 7.30 - og så var det jo svært at få informationer. Vi har ikke fået informationer om, hvor tillidsmandsgruppen stod - og omvendt har de ikke fået informationer om, hvad der skete nede hos os. Jeg kan huske, jeg spurgte flere gange: Hvad er egentlig tillidsmandsgruppens mening om dét her? Kan vi ikke få nogle synspunkter frem?' Vi sagde: 'Der må da være nogen fra tillidsmandsgruppen, som vil komme og fortælle os, hvordan det forholder sig med Arbejdsretten.' Men hvis nogen fra tillidsmandsgruppen gjorde det, blev de omgående hevet tilbage i gruppen: De skulle ikke begynde at blande sig i diskussionen."
"Det morsomme ved det var, at da aktionen så ud til at være lovlig, så skulle vores gruppe arbejde sammen med dem ovre i tillidsmandslokalet. Vi mødte op med en liste over nogle af de virksomheder, der var sendt ud til. De satte sig ned og sagde, at det måtte de lynhurtigt ordne. Så sagde vi: Jamen, det er sgu da ikke den eneste liste, der er. Der kommer 7 til!' De begyndte at kigge på den, og så dalede ellers interessen. Da de så fandt ud af, hvad fanden det egentlig var for et stort stykke arbejde, de skulle lave, så begyndte de at trække i land. Så skulle de over og købe smørrebrød. Og vi måtte selv arbejde videre."
"Til gengæld tillod tillidsmandsgruppen sig selv at formulere de takkeskrivelser, der skulle sendes ud - og underskrive dem på tillidsmandsgruppens vegne. De har ikke haft en skid, med det at gøre - og så takker de på deres vegne. Jeg spurgte dem, om ikke de syntes det var en idé, hvis vi havde set den først og havde godkendt den. ,Nå ja,' sagde de. Det er én af de fejl, der opstår ind imellem."'
"De kørte frem med, at vi ikke kunne få konflikten i faglig voldgift, hvis ikke vi gik i arbejde. Det var dét, vi hele tiden fik at vide - at vi skulle gå i arbejde. Tillidsmandsgruppen havde det kun fra fagforeningen - de havde ikke selv undersøgt det. En af de ting som virkelig har imponeret mig er, at det er meget få af vore tillidsfolk, der virkelig ved noget. Også hvis de har siddet som tillidsfolk i mange år. De kender sgu ikke engang deres egne love. Vi andre kender ikke så meget til LOs love - på ganske få nær aner de heller ikke noget om det. Og de få, der ved noget, bliver holdt nede gennem en form for kollektiv ledelse, som omfatter hele tillidsmandsgruppen. De skal være enige om at sige noget før de kan sige noget. Mange af de misforståelser, der opstod, skyldtes at vi ikke vidste hvor lidt eller hvor meget de måtte sige til os. Vi ved godt, tillidsmanden ikke må sige til os, at vi skal strejke videre. Men han må godt sige f. eks.: Jeg kan jo ikke stå og sige til jer, at I ikke skal gå i arbejde.' Han kan dreje den. Hvorfor blev han ved med at sige, vi skulle gå i arbejde, da vi havde fået at vide, at der var tale om en lockout? Det sagde han et par dage - indtil han blev usikker. Da vi havde været i Arbejdsretten, stillede formanden for Samarbejdsudvalget sig op og sagde, at nu måtte vi knageme gå i arbejde, for nu sad vi simpelthen med ryggen op ad muren. Næste dag får vi at vide, at vi godt kan få konflikten i Den faglige Voldgift - uden at gå i arbejde først. Så rejser han sig op og siger: ,Det var faneme godt. Nu viser det sig, at vi kan knægte dem.' Hvor fanden er vi så henne?"
- Har der været tillidsfolk med til de forberedende møder?
"Ja, og vi har bedt om referater. Men vi får ingen orientering om nogen ting. Man orienterer simpelthen ikke folk på gulvet om, hvad man sidder og forhandler om. Man giver dem resultaterne og ikke andet. Bare dét at vi spurgte: Hvad er en Faglig Voldgift - , det er et lokale med et bord og to stole. Det er alt, hvad vi ved om Faglig Voldgift.' Og de sagde, at Selv om vi forklarede jer det, ville I alligevel ikke forstå det."'
"Nogen af os har oplevet det sådan, at der faktisk var tre fronter at kæmpe på. Dø har både den sag, der verserer - altså selve konflikten med fabrikken og aftalerne. Så har de tillidsmandsgruppen, fordi de ikke aner, hvor de har den henne. Og så har de hjemmefronten - de skal hele tiden hjem og forklare, hvad der sker, og måske får de støtte og måske ikke."
Fagforening, forbund og LO er bundet af de fagretslige regler. De kan ikke støtte en ulovlig aktion. I mange tilfælde kan det være svært at afgøre, om en aktion er lovlig eller ulovlig. Som regel vil de faglige organisationer være bange for at støtte, før de er helt sikre på, at aktionen er lovlig. For at kunne stille krav til organisationerne, må man være mindst lige så godt inde i reglerne som de er. Reglerne er så indviklede, at man let bliver forvirret.
"Vi har et kort i vores fagforeningsbog, hvor der står strejkestøtte. Det prøver vi selvfølgelig først at få til at træde i kraft - uanset om man betragter det som strejke eller som lockout. Vi fik at vide, at det kunne vi altså ikke, fordi vort mæglingsforslag var forkastet. Det kunne kun gøres, når det var en lovlig strejke."
- Men Den faglige Voldgift sagde jo, det var en lockout.
"Fagforeningen holdt sig til, at vi kun kan få støtte, hvis det er en strejke, der løber under overenskomstforhandlingerne. Alt andet er ulovlige strejker. Vi hævder til gengæld fra vores side, at når 'LO kører den som lockout for Arbejdsretten, og vi oven i købet har vundet vores overenskomstspørgsmål - så er den også fuldt lovlig. Men fagforeningsformanden siger, at hovedbestyrelsen skal erkende, at der er tale om en lovlig strejke, før man vil udbetale."
- Det må hovedbestyrelsen da have erkendt. Hvordan kom sagen ellers til LO?
"Fomanden siger, at Arbejdsretten først skal tale, før vi kan få penge. Vi har ikke fået fem flade ører, og vi har oven i købet skullet betale vores kontingent fuldt ud."
"På ét eller andet tidspunkt er der sket en henvendelse til LO. Men sagen bliver syltet - der sker ikke noget. Forbundet henvender sig kun mundtligt. Vi bliver ved med at spørge, hvornår sagen kommer i Arbejdsretten. Vi havde regnet med, at den blev indbragt som hastesag. Men vi får ikke besked om noget som helst. Jo, vi får den besked, at sagen ikke kan komme for før efter jul, - Arbejdsretten har ikke tid før. Da vi kommer ind til LO viser det sig, at det drejer sig om et anklageskrift, som skulle have været udfærdiget - og det havde de ikke med til det forberedende møde. LO orienterer ikke forbundet om, hvilke papirer der skal udfyldes, og forbundet aner tilsyneladende ikke noget om de papirer. Vi får at vide, at forbundet skulle have anmodet om det anklageskrift, og det havde det først gjort dagen før vi gik til LO. Vi siger: Jamen, hvad har I så lavet på alle de forberedende møder?' Ja, de havde sådan siddet og snakket. Forbundet sagde, det var LOs sag, og LO sagde, det var forbundets sag. Det virker som om de ikke aner spor om, hvordan det hele skal gribes an, men det kan da ikke passe - der har været massevis af strejker på den fabrik. Og de har været i Arbejdsretten hver gang."
- Har I set det anklageskrift, forbundet har udarbejdet og sendt til LO?
"Nej, vi aner ikke, hvad der står i det. Vi fik besked på, at det ikke kom os ved, og at det ikke var så vigtigt."
- Er det normalt, at dem der klager ikke selv får klagen at se?
"Hos os er det. Man holder så meget som muligt hos forbundet og fortæller medlemmerne så lidt som muligt."
- Vil det sige, at I kan risikere, at jeres sag bliver fremstillet forkert?
"Ja, vi har ikke spor føling med det på noget som helst tidspunkt. Det kan vi ikke få, for vi kan ikke komme igennem til de konkrete oplysninger - ligemeget hvordan vi bærer os ad."
Hvis ikke man er forberedt på de praktiske problemer, der opstår i en konfliktsituation, kan en støttegruppe udenfor virksomheden være til stor nytte. Og ikke bare til at organisere indsamlingen af penge. Der er mange andre problemer. En såkaldt ulovlig konflikt går sin gang gennem hele det fagretslige apparat. Det er et indviklet apparat - og domme og kendelser er som regel skrevet i et sprog, som er meget svært at forstå. Man kan bruge en, støttegruppe til at få oplysninger om sagernes gang og til at forklare, hvad tingene betyder. Støttegruppen kan skaffe informationer og sagkundskab, som man ikke selv har mulighed for at skaffe sig. Og den kan skaffe et sted, hvor man kan mødes.
"Vi var simpelthen ikke kommet nogen vegne, hvis Støttegruppen ikke var dukket op. Ingen af os i Strejkeudvalget havde erfaring med sådan noget. Vi sprang lige op fra vores stol og ud i noget vi aldrig havde prøvet før. Bare dét, at de tog imod os hjemme hos dem selv og lukkede dørene op og sagde: 'I kan komme, så mange I vil, og så kan vi tilrettelægge selve det praktiske.' Vi havde jo ingen andre steder at gå hen og mødes. Støttegruppen havde også forbindelser til mange, som kunne fortælle os om arbejdsretssystemer. Vi kunne ikke forstå, hvorfor vi ikke kunne få erstatning efter det dér mæglingsforlig, og så ringede de rundt og fandt ud af det for os. Hver gang vi kom og hang med skuffen, havde vi en støtte i dem, fordi de havde forbindelser, så de bedre kunne finde kanalerne og få de rigtige oplysninger. Det er den slags, der bærer strejken igennem."
- Hvordan kom I i kontakt med Støttegruppen?
"De henvendte sig selv, da de havde læst om konflikten i avisen."
"Der har været møder med Foreningen Arbejdersolidaritet, men de vidste ikke rigtig, om de ville gå ind i det, fordi Støttegruppen var gået ind. Støttegruppen havde ellers pointeret, at det hele godt kunne foregå i Arbejdersolidaritets navn - det var dem uden forskel. Arbejdersolidaritet var noget tunge i det. De havde efter 14 dages forløb bevilget 3000 kr. Efter at vi havde været i Arbejdsretten, fik jeg brev om, at vi havde brugt den helt forkerte fremgangsmåde. Ikke desto mindre ville de godt på det tidspunkt gå ind i sagen. Arbejdersolidaritet har mange kontakter, men Støttegruppen havde mange af de samme kontakter, og så mente de ikke de skulle sende lister ud - så de overlappede hinanden. Jeg prøvede at overbevise dem om, at det måske kunne lade sig gøre at få et samarbejde i gang, og så sagde de: Nå, ja, så tager vi os af provinsen.' Vi var faktisk skuffet over det. Jeg havde i hvert fald ventet mig noget mere. Man har hørt, at Arbejdersolidaritet skulle være så smaddergodt. De har så mange, høje idealer. Det er synd det fungerede så dårligt her, for jeg har hørt at det f.eks. fungerede mægtig godt i Nyborg. Men der er vist nogle interne konflikter."
Selv om der er i hundredvis af strejker om året her i landet, er det kun de færreste, der kommer til offentlighedens kundskab. Det er uheldigt af flere grunde.
For det første, fordi det giver offentligheden (og herunder Arbejdsgiverforeningen, LO, politikerne og arbejdspladsernes folk) indtryk af en større stabilitet og ro på arbejdspladserne end det egentlig er tilfældet, hvilket gør det lettere for politikere og arbejdsgivere at afvise arbejdspladsernes krav.
For det andet fordi denne tilsyneladende ro giver hver enkelt strejkende gruppe indtryk af, at den er isoleret, og at ingen interesserer sig for konflikten. Det svækker de strejkende i selve konfliktsituationen og gør det vanskeligere for dem at føre strejken igennem til sejr.
Når der skrives og tales så lidt om de mange strejker i aviser, radio og tv - og dermed også på landets arbejdspladser - hænger det naturligvis sammen med det forhold, at en ikke-varslet arbejdsnedlæggelse som oftest går i gang og holdes kørende både i protest mod den enkelte arbejdsgiver og i trods mod henstillinger fra fagforeninger, forbund og LO om at gå i arbejde igen.
Der er ingen grund til at forvente, at dagblade, der direkte eller indirekte modtager økonomisk støtte fra LO eller arbejdsgiver-sammenslutninger, skal omtale ikke-varslede strejker særlig positivt. Tilbage er nogle ganske få blade, som i hvert fald er uafhængige af disse organisationsinteresser. Men det gælder for disse blade (måske med undtagelse af Land og Folk og Minavisen, der begge kommer i forholdsvis små oplag), at arbejdsmarkedsstoffet ikke lige netop er dét, de prioriterer højest.
Om radio og tv kan kort siges, at det nærmest er sensationelt, hvis de tager stof af denne ,farlige" karakter op, hvis ikke det først har været gennemtygget i dagbladene. Kun meget sjældent vil radio og tv behandle stoffet med udgangspunkt i de strejkendes egen situation. Først når konflikten når frem til en voldgift eller til Arbejdsretten har radio og tv tilsyneladende mulighed for at behandle det. Så er det nemlig muligt samtidigt at interviewe en repræsentant for LO og en repræsentant for Arbejdsgiverforeningen. Det gælder for radio og tv, at man principielt ikke er interesseret i nyheder (eller sandheder), men højest i modstående synspunkter.
Når så mange, konflikter foregår næsten hemmeligt, skyldes det dog ikke udelukkende en modvillig presse. Det hænger også i høj grad sammen med en manglende indsats fra arbejdspladsernes side for at få deres synspunkter ud. Det kan skyldes, at folk har dårlige erfaringer med journalister. Det er der mange, der har - 09 med god grund. (Vi skal ikke i denne sammenhæng komme ind på pressens ejendomsforhold og journalisternes arbejdssituation, selv om en stor del af forklaringen ligger her.) I visse tilfælde skyldes det også, at firmaet spiller på arbejdernes og tillidsmændenes loyalitet overfor arbejdspladsen: ,Det vil skade virksomheden. Vi har samarbejdsudvalg. Vi behøver ikke rende til pressen."
Snarere skyldes det dog nok, at mange slet ingen erfaringer har og derfor enten begår en masse fejl i forhold til pressen eller også holder sig fuldstændig tilbage fra enhver pressekontakt ud fra en eller anden fornemmelse af falsk beskedenhed af typen: ,Det kan' næppe interessere ret mange end os selv - dét vi går og laver her. "
Og det er muligvis også korrekt. Umiddelbart i hvert fald. Men der er ikke den ting, man ikke kan få folk til at interessere sig for, hvis man vil have dem til at interessere sig for det. Og det vil altid - uden undtagelse - være i en strejke-gruppes interesse at få så mange som muligt til at interessere sig for lige netop deres konflikt.
I forholdet til modparten i konfliktsituationen, arbejdsgiveren, betyder det en styrkelse af de strejkende, at de kan påvise at offentligheden følger sagen med opmærksomhed. I forholdet de strejkende indbyrdes er det af afgørende betydning, at man på denne måde kan komme følelsen af isolation til livs.
Kontakt-arbejdet, som på én gang er en informations-, støtte- og solidaritetsvirksomhed, kan foregå ad tre kanaler, som i øvrigt er intimt forbundne og smitter af på hinanden:
Uheldigvis betyder ordet 'pressen" i denne sammenhæng udelukkende dagspresse, radio og tv. Egentlig burde det jo være sådan, at kontakten udadtil foregik via fagbladene, der er indrettet på denne kontakt. Men der er grænser for, hvor langt omkring man kommer gennem disse blade, og i øvrigt er deres produktionstid så lang, at man kun sjældent vil kunne løbe an på, at de vil kunne bringe aktuelt stof om den konflikt, man er ude i. Endelig er der også det problem, at forbundsbladene i den grad opfattes som forbundsledelsernes ejendom og private talerør, at de kun sjældent vil omtale ikke-varslede strejker særlig positivt.
Tilbage bliver så den 'offentlige" presse - med alle de problemer det indebærer. I hvert fald hvis man ønsker at få sine meddelelser og meninger frem - og få dem frem på sine egne betingelser og uden alt for grove forvrængninger og forvanskninger.
Men rent faktisk kan pressen bruges - også som pressionsmiddel. Man må være indstillet på ærgrelser, men man må ikke af den grund give op. Snarere forsøge at lære af fejltagelserne eller misforståelserne - og så gribe det an på en anden måde næste gang.
Det vigtigste i forholdet til pressen er selv at tage initiativet, selv at være den udfarende kraft. I bogen "Sælg dig dyrt" (Borgens forlag) skriver journalisterne Bent Falbert, Ekstra Bladet, og Torgny Møller, Information, i denne forbindelse bl.a.:
"Vær den første, der henvender dig på redaktionen. Du opnår tre fordele:
1) Journalisten vil umiddelbart være velvillig overfor dig, fordi du giver ham nyheden.
2) Du får mulighed for at fremlægge den i din version fra starten. Hvis han hører den først fra arbejdsgiveren eller andre, har han sværere ved at gøre dine argumenter til sine, fordi han så må fravige sin oprindelige opfattelse.
3) Hvis journalisten er i tidnød - og ikke når at få snakket med alle parter, før avisen går i trykken - når han i hvert fald fra starten at få dit synspunkt med. Det er straks sværere at trænge igennem, hvis den første artikel om sagen bygger på arbejdsgiverens eller andres forklaring. Så skal journalisten fra dag til, dag skifte standpunkt offentligt. Hvem bryder sig om det?"
Den model, Bent Falbert og Torgny Møller her arbejder med, er den med enkeltpersonen, der henvender sig personligt eller telefonisk til journalisten og beder ham eller hende tage en bestemt historie op. Det gør Falbert og Møller nok, fordi de to arbejder sådan, og fordi de begge er samvittighedsfulde journalister, som man trygt kan anbefale folk at henvende sig til. Men dem er der desværre ikke ret mange af - og det er ikke altid de har vagt på deres respektive redaktioner. Det er klart, at metoden kan anvendes, hvis man kender en journalist på et bestemt blad, og hvis man føler, at man har tillid til pågældende, men det er ikke ret mange af arbejdspladsernes folk, der befinder sig i en så gunstig situation.
Hvis ikke der er tale om en hændelse, som absolut skal ud til hele verden i løbet af få sekunder, kan der næppe være nogen tvivl om, at man vinder meget ved at gennemarbejde sit materiale først og gøre det så grundigt og veldokumenteret som muligt. Skrift kan ikke så let misforstås.
Det bedste vil nok være, at man helt enkelt nedsætter en pressegruppe, som udelukkende får til opgave at tage kontakt til bladene, og som frigøres fra alle andre opgaver. Selvfølgelig kan man på skift ringe til TV-avisen fra en telefonautomat nede på hjørnet, men så må man også være indstillet på, at dét, der kommer ud af det, også bliver derefter. Og ikke udelukkende fordi man er løbet tør for 25-ører.
Pressegruppens opgave er omfattende. Indledningsvis må den på et fællesmøde blandt de strejkende forhøre sig hos kammeraterne om nogen overhovedet ved noget om eller kender til troværdige journalister, som vil give strejken noget , de strejkende vil kunne opfatte som en loyal behandling. Kommer der navne på bordet ved denne lejlighed, vil det være rigtigst at medlemmer af pressegruppen tager personligt kontakt til de pågældende journalister og inviterer dem til konfliktens første pressemøde. Kommer der ingen navne på bordet, eller kom der ingen navne i forbindelse med bestemte blade eller radio- og tv-programmer, må man desværre nøjes med at banke under bordet og ringe til bladets redaktionssekretariat og lade invitationen gå denne vej.
Det første pressemøde kan meget vel betyde knald eller fald for det billede af konflikten, som offentligheden danner sig af den - og dermed også i en vis udstrækning for konflikten som sådan. Hvis der overhovedet er tid til det, må pressegruppen sørge for at få fremstillet noget duplikeret materiale til journalisterne: baggrunden for konflikten, arbejdersidens krav, vedtagne resolutioner osv. Det er ikke nok bare at sige det ved pressemødet. Journalister bliver kostet rundt med - de gør hvad de kan for at være præcise, men er det kun sjældent. Den journalist, som har listet sig ind til pressemødet 5 minutter efter at et medlem af pressegruppen eller strejkekomiteen er gået i gang med sin redegørelse, vil hviske sig til et kort referat fra én af sine kolleger - og det bliver ikke de strejkendes synspunkter og slet ikke deres detaljerede oplysninger, der kommer igennem. Dertil kommer, at de fleste journalister er dårlige til at stenografere. De skriver nogle hovedpunkter ned, og pressegruppens, eller strejkekomiteens, repræsentanter kommer let til at blive citeret for noget, de faktisk ikke har sagt, således at pressemødet kommer til at virke mod sin hensigt. Der kan nævnes en række andre forhold, som gør at det er væsentligt at få så meget som muligt ned på et stykke papir i forvejen. Sørg for at der står et medlem af pressegruppen ved døren med materialet og besvar spørgsmål ud fra disse papirer.
Efter pressemødet kommer den umiddelbare og personlige opfølgning, Personen ved døren har fået journalisternes navne og navnene på de blade, - de arbejder for. Journalisterne har naturligvis efter pressemødet været i kontakt med jeres modpart. Et par timer efter pressemødet ringer medlemmer af pressegruppen journalisterne op, hører hvad modparten har sagt og får måske - men kun måske (men dette "måske" er ikke helt uvæsentligt) - lejlighed til at fyre endnu en kommentar af, som så kan gå hen og blive det sidste ord i historien i avisen, og det sidste ord er ikke det værste, man kan få.
Det er ikke nødvendigt at lave pressemøde hver dag, men det er en god idé at lave pressemøde efter disse principper hver gang der er sket en afgørende udvikling i konflikten: Et udspil fra arbejdsgiveren, fyringer af ansatte i andre afdelinger af virksomheden, før og efter mæglingsmøder, før og efter møder i forbundet eller LO, før og efter møder i Arbejdsretten osv.
Det betyder ikke, at man ikke er i kontakt med journalisterne i tiden mellem pressemøderne. Det er af afgørende betydning, at konflikten holdes "varm" i massemedierne. Kontakten mellem pressernøderne må imidlertid nok være af individuel karakter. På referaterne af det første pressemøde kan man hurtigt danne sig et indtryk af, hvordan hver enkelt journalist stiller sig til konflikten, og kan derefter kontakte dem med (helst) daglige supplerende oplysninger.
Undervejs kan man også udsende pressemeddelelser indeholdende baggrundsorientering. Små, veldokumenterede artikler om modpartens økonomi og ejendomsforhold (Litteratur: "Greens danske fonds og aktier", Børsens forlag, "Danmarks 1000 største virksomheder", Teknisk forlag; Helge Andersen: "Hvem ejer Danmark nu", Fremad), om tidligere konflikter på virksomheden (evt. med voldgiftskendelser vedlagt), om virksomheden som arbejdsplads (måske findes der et par pinlige korrespondencer mellem virksomheden og Arbejdstilsynet, som kan trækkes frem). Måske kan man også komme med nogle personlige - og derfor selvfølgelig anonyme - historier om ledelsesproblemer og den slags.
Og så er det en god idé at holde pressen orienteret om alt det øvrige informations-, støtte- og solidaritetsarbejde, man har sat i værk: hvor mange penge er blevet samlet ind af hvem og hvordan; hvem har udsendt solidaritetserklæringer; hvornår og under hvilke omstændigheder gennemføres demonstrationer osv.
Endnu et citat fra Bent Falbert og Torgny Møllers bog:
"Lad være med at skjule en del af sandheden for pressefolkene. Ofte finder de selv ud af, at de ikke fik det hele at vide ved pressemødet - og så risikerer 1, at netop dét, I ,glemte" at fortælle, fordi det var lidt ubehageligt for jer, bliver gjort til overskrift i avisen, fordi journalisten tror, at han alene har opdaget den nyhed. Det er bedre at lægge kortene på bordet med det samme. Så bliver den ubehagelige detalje i sagen straks sat i forhold til hovedsagen i stedet for at blive blæst op.
Bliv ikke forskrækket, hvis der dukker store overskrifter op. Sensationsmageri, vrænger nogle. Men det er jo til gavn for jer, at jeres sag virkelig blæses op. Det rammer modparten hårdest. Sker der en helt urimelig arbejdsulykke, sættes en gruppe arbejdere på gaden, eller konfliktes der for at slippe af med en urimelig akkordaftale så er det jo en reel sensation. Og selv om det trykte ord ofte virker stærkere end det talte, er det helt naturligt, hvis nogle blade giver den hele armen."
Selv om det skulle lykkes at få en blot nogenlunde rimelig pressedækning af konflikten, er informationsarbejdet ikke af den grund afsluttet. Selv om pressedækningen har været god, kan den aldrig blive andet end en upersonlig videregivelse af nyheder og meninger. Den kan lette arbejdet omkring den øvrige informations-, støtte- og solidaritetsvirksomhed. Den kan være med til at øge presset mod arbejdsgiveren. Men i øvrigt må man hele tiden være forberedt på, at arbejdet med at benytte pressen som pressionsmiddel kan mislykkes.
Det er meget væsentligt så hurtigt efter strejkens start som muligt at tage kontakt til andre arbejdspladser. Ikke kun arbejdspladser indenfor éns eget faglige område, men også udenfor. Henvendelsen har til formål at sprede oplysning om de strejkendes opfattelse af konflikten - som et supplement til oplysningerne i pressen. Hvis disse oplysninger kommer igennem. Ellers er kontaktvirksomheden den eneste form for information, der kommer ud. Men formålet er ikke kun at sprede oplysning. Formålet er snarere i forbindelse med oplysningsarbejdet at få andre arbejdspladser til at støtte konflikten og solidarisere sig med den - økonomisk og med støtteudtalelser.
I tilslutning til pressegruppen bør man nedsætte en solidaritetsgruppe - en gruppe som koordinerer solidaritetsarbejdet. Gruppen behøver ikke være voldsomt stor - det afgørende er at det egentlige arbejde lægges ud på så mange hænder som muligt. Fordi det er vigtigt, at helst alle inddrages aktivt i det praktiske arbejde omkring konflikten. Aktivt organiseringsarbejde er den bedste måde at holde solidariteten vedlige på indenfor den strejkende gruppe.
Fagforeningens strejkekasse er lukket under en ikkevarslet strejke, og med mindre man kan få Arbejdsrettens dom for at strejken har været lovlig (og det er lige så usandsynligt som snevejr på Ækvator) skal man betale bod for arbejdsnedlæggelsen. Hvis ikke strejken skal knuses på grund af økonomiske problemer for hver enkelt strejkende, skal den altså bakkes temmelig massivt op gennem solidaritetsindsamlinger på andre arbejdspladser.
Solidaritetsarbejdet indledes med at gruppen duplikerer indsamlingslister. Husk at få en kontaktadresse på listen og sørg for at kontaktadressen ligger uden for arbejdspladsen og også - hvis man vil være helt sikre på at de strejkende får fuld råderet over de indkomne beløb udenfor tillidsmandsgruppen og tillidsmandskontoret.
Samtidig med at indsamlingslisterne duplikeres, laves en skriftlig fremstilling af kendsgerningerne omkring konflikten - strejkekravene, baggrunden for kravene, forhandlingsforløbet osv. Det vil nok ikke være en god idé at benytte pressemeddelelsen her. Det er en grundregel i forbindelse med al kommunikation, at man må starte med at gøre sig klart, ikke kun hvad man vil kommunikere, men også hvem man vil kommunikere det til. En pressemeddelelse bør nok holdes i almindelige vendinger og spille på en almindelig forargelse over urimelige løn- og arbejdsforhold. Solidaritetsgruppens skrivelse er henvendt til andre arbejdspladser og kan derfor dels betjene sig af et mere direkte sprog, dels - i sin beskrivelse af løn- og arbejdsforholdene - benytte sig af de tekniske udtryk, som kendes på , men ikke udenfor arbejdspladserne.
Endelig - sammen med al duplikeringsarbejdet - går man i gang med at ringe rundt til virksomhederne. Helst til fællestillidsmændene. Selv om tillidsmandsgruppen på den strejkende virksomhed er sat ud af spillet på grund af de fagretslige regler, betyder det ikke, at tillidsmændene på andre virksomheder behøver at forkaste den aktuelle strejke. Tværtimod. Det koster dem ikke noget, og deres aktive støtte til strejker alle mulige andre steder end, hos dem selv kan måske oven i købet være med til at give dem et mere arbejdsgiverfjendsk og progressivt image end de normalt slæber rundt med.
Man sætter dem kort ind i situationen og spørger om det er i orden at man sender et par folk over, som enten kan mødes med tillidsmandsgruppen og uddybe den korte telefoniske forklaring eller også kan tale til virksomhedens ansatte i en frokostpause.
Det sidste vil naturligvis være langt at foretrække.
De udvalget talere (og det kan ikke nok understreges, hvor væsentligt det er, at så mange af de strejkende som muligt bliver aktive i dette arbejde) holder en kort tale, besvarer evt. spørgsmål og overlader derefter indsamlingslisterne til tillidsmandsgruppen.
Selvfølgelig vil det for mange være en komplet uvant situation at skulle stå overfor en større forsamling og forklare sig. I og for sig er der ikke andet at gøre end at kaste sig ud i det.
Er det ikke muligt at få lejlighed til at komme til stede og tale, må man nøjes. med at sende indsamlingslisterne af sted sammen med den duplikerede solidaritetsskrivelse. Dette gælder naturligvis også for arbejdspladser, der ligger for langt væk til at indtægten fra indsamlingslisterne står i noget rimeligt forhold til udgifterne til transport for talerne til arbejdspladsen.
Selv om de strejkendes eget forbund og LO tilsyneladende modarbejder strejken, måske oven i købet har indrømmet, at den er ulovlig og på den måde ødelagt enhver chance for et bare nogenlunde antageligt resultat i Arbejdsretten - så betyder det ikke, at andre forbund automatisk fordømmer konflikten. Der gælder det samme her som i forbindelse med tillidsmandsgrupperne på andre virksomheder. Og de strejkende har simpelthen ikke råd til at lade være med at sende deres strejke-redegørelse og indsamlingslister til disse forbund - og ikke kun til forbundene, men også til så mange af lokalafdelingerne, som de har frimærker og konvolutter til. Mens man nok skal finde de arbejdspladser, man vil i kontakt med gennem telefonbogen, kan man finde samtlige de adresser og navne indenfor fagbevægelsen, man har brug for, i "Arbejdsmarkedets håndbog" (udgives af AOF, ny udgave hvert år) - den står på tillidsmandskontoret og findes på ethvert fagforeningskontor.
Endelig er det også muligt at skaffe økonomisk støtte til strejken og til solidaritetsarbejdet udenom de enkelte arbejdspladser og fagforeninger. Blandt de fonds og sammenslutninger, som formidler en sådan støtte, kan nævnes:
1. maj fonden, Kong Valdemarsvej 19, 2840 Holte. (01) 801719.
Foreningen Arbejdersolidaritet, Kgs. Bastionsvej 3, 5800 Nyborg. Foreningen har lokalafdelinger i en del byer.
Aktionsfonden RUC, c/o Maybom, Højgårdsvej 7, Ågerup, 4000 Roskilde. (03) 38 75 57.
Der er visse regler, der skal overholdes i forbindelse med støtteindsamlinger. Ifølge loven kan hvem som helst starte en offentlig indsamling. Men inden man går i gang skal man meddele det lokale politi, at nu går man altså i gang. En forening eller en institution eller en komité på mindst 3 personer skal tegne indsamlingen overfor politi og offentlighed. Politiet skal altså have at vide, hvem der er ansvarlig for indsamlingen, hvilket formål man har med indsamlingen, hvornår indsamlingen foregår og hvor (ikke hver enkelt arbejdsplads, men hele byen eller hele landet) og hvordan. Pengene skal indsættes på en speciel giro-, bank- eller sparekasse-konto. Der skal føres regnskab med de indsamlede midler, og regnskabet skal revideres af en statsautoriseret revisor og indsendes til det lokale politi. Muligvis er de penge, der bliver udbetalt til de konfliktende, skattepligtige. Der kører for øjeblikket en prøvesag i Nakskov om det spørgsmål.
Ordet ,aktioner" dækker i denne sammenhæng stort set samtlige de aktiviteter, som går ud over det direkte presseog kontaktarbejde til andre arbejdspladser. Først og fremmest tænkes der på demonstrationer.
Aktioner eller demonstrationer tjener ikke noget formål i sig selv, men indirekte tjener de mange formål.
De strejkende får endnu en mulighed for at være andet end blot passive strejkende, især hvis så mange som muligt inddrages i det forberedende arbejde: Arrangementet omkring demonstrationen, tale- og evt. sang-skriveri, fremstilling af løbesedler til uddeling langs demonstrationsruten, fremstilling af skilte og bannere. Bedst er det hvis alle - opdelt i arbejdsgrupper med klart afgrænsede opgaver - indblandes i arrangementerne.
Demonstrationen tjener også det formål, at den er en del af det samlede informations-, støtte- og solidaritetsarbejde: Det tjener ikke noget større formål bare at sende et demonstrationstog ud på gaderne. Pressegruppen må benytte lejligheden til igen at ringe til aviser, radio og tv og gøre opmærksom på, at der nu igen er lejlighed til at skrive artikler og tage billeder. Solidaritetsgruppen må sørge for at løbesedler eller plakater rundsendes til virksomheder og fagforeninger i området med yderligere oplysninger om strejkeforløbet og en opfordring til at slutte op om demonstrationen - enten med en støtteerklæring, som kan læses op ved demonstrationens afslutning eller med direkte deltagelse i demonstrationen. Hvis det er muligt for repræsentanter for andre arbejdspladser eller fagforeninger at deltage, er det vigtigt at de med faner, skilte eller bannere gør opmærksom på deres tilstedeværelse. De strejkende kan evt. tilbyde at fremstille skiltene og bannerne.
Det gælder for demonstrationer som det gjaldt for indsamlingerne, at man skal orientere myndighederne inden man går i gang.
Reglerne varierer en smule fra by til by. For Københavns vedkommende gælder det, at man senest 24 timer før demonstrationen skal meddele politiets udrykningstjeneste (tlf. 14 14 48), at man agter at gennemføre en demonstration. Politiet kan ikke forbyde demonstrationen, men kan, evt. kræve, at man vælger en lidt anden rute end den, man oprindelig havde tænkt sig. Af hensyn til trafikken og tidspunktet og den slags. Man skal altså meddele, hvor og hvornår man ønsker at demonstrere. Man skal også oplyse om, hvem der arrangerer demonstrationen, hvem der leder den og hvad formålet med demonstrationen er.
Hvis man har tænkt sig at gøre ophold under demonstrationen (herunder også det afsluttende møde), skal dette meddeles til magistratens 4. afdeling (tlf. 13 66 01).
Hvis man har tænkt sig at tage fakler med, skal man have tilladelse til det af brandvæsenet (tlf. 14 27 17).
Selv om der normalt ikke er problemer med myndighederne i sager af denne art, er det en god idé at anmelde demonstrationen i så god tid som muligt; at få anmeldelsen bekræftet skriftligt; samt at have den skriftlige bekræftelse med sig under demonstrationen - i lommen på den eller de personer, som er blevet anført som demonstrationens ledere og dermed ansvarlige.
Aktioner er andet end demonstrationer. Men det er meget svært at sige noget generelt om aktioner. De må ligesom vokse ud af hver enkelt konfliktsituation. Og de må have det dobbelte formål at styrke solidariteten de konfliktende indbyrdes samt at sprede oplysning om konflikten.
En aktion kan være så meget. Lærlinge i Odense og København har med stort held arrangeret plancheudstillinger og uddeling af løbesedler på gågader. De københavnske lærlinge har for at understrege deres urimelige lønvilkår lavet sultestrejke på Rådhuspladsen i juletiden. En gruppe murere har ved en bestemt lejlighed muret døren til ind til Arbejdsretten. De strejkende mølleriarbejdere på Ota i Nakskov blokerede porten til virksomheden, således at ledelsen blev holdt udenfor ligesom de selv var.
Men en aktion kan også være andet. De strejkende på platteafdelingen på Den kgl. Porcelainsfabrik fik i samarbejde med en arbejder- og studentergruppe fremstillet en strejkeplatte (en plastic-tallerken med en kort tekst på), som blev solgt på gaden og ved møder. Et andet samarbejde førte til udsendelsen af en grammofonplade med sange skrevet under en netop afsluttet konflikt på en anden arbejdsplads. Begge dele gav penge til strejkekassen, og de gav omtale og var dermed med til yderligere at sprede oplysning om konflikten og dermed yderligere skub i indsamlingslisterne.
Jo mere oplysning, man får ud ad så mange og så forskelligartede kanaler som muligt, jo stærkere står strejkegruppen, Både indadtil og i konfrontationen med arbejdsgiveren.
4. Mennesker i konflikt: hvad sker der?Det følgende er udpluk fra samtaler med de konfliktende kvinder fra platteafdelingen. på Den kgl. Porcelainsfabrik kort tid efter at arbejdet var genoptaget:
Det er ikke altid man på forhånd kan sige, hvem der vil blive de aktive i en konflikt - hvem der kommer til at stå med ansvar og initiativ. For mange sker det, at de føler sig inddraget i det uden at være forberedt. For nogen kan det blive indledningen til et livslangt aktiv-arbejde. For andre er det måske både første og sidste gang.
- Var du forbavset over, at det netop var dig og nogle få andre, der blev de mest aktive i konflikten? Var du med i opvarmningssituationerne - eller hvad man nu skal kalde dem?
"Ja, det var jeg da rigtignok. Jeg hører til dem, der ikke kan holde mund. Jeg har det f.eks. sådan, at når vores arbejdsleder kommer og forklarer os, at nu skal vi gå ind på den og den aftale af den og den grund, så går jeg ham på klingen sammen med nogle andre og spørger ham ud om, hvorfor det skal være sådan. Hvorfor skal det ikke netop være sådan? Og hvordan skal vi forstå det? Om han ikke kan oversætte det, så vi også kan forklare de andre hvad det handler om.
De andre på stuen, som ikke forstår aftalen, kommer til os, der blander os i diskussionerne og spørger os ud. Det ville være meget bedre, hvis de selv spurgte, men det tør de ikke. Så de kommer hen til os og spørger, hvordan det skal forstås. Vi har været nogen stykker, der også på møderne har rejst os og forlangt at få tingene forklaret. Jeg har været én af dem, der har gjort dét."
- Hvordan blev I en gruppe - som I jo faktisk blev det - allerede tidligt under konflikten?
"Fordi vi råbte højest til møderne. Der blev ligesom lagt mærke til os. Det var nu ikke derfor vi råbte højt! Men - vi blandede os i de ting, der skete, og til sidst fandt vi hinanden. For det er ikke rart at være den, der råber højest, hvis man står og gør det alene."
- Det vil sige, at I næsten med det samme blev en gruppe?
"Det var vi egentlig allerede før konflikten. Det var hele tiden de samme, der rejste sig op og spurgte, hvis der var noget at spørge om."
- Var det fordi I for eksempel sad ved samme bord og spiste sammen?
"Nej, det var det ikke. Ikke før, i hvert fald. Efterhånden er det blevet det, fordi vi hele tiden har noget at snakke om, ikke?"
- Blev du forbavset over lige pludselig at befinde dig i en aktionsgruppe? Eller har du hørt til dem, der har sagt noget, når der har været noget?
"Jeg blev forbavset, for jeg har aldrig været den type, der stiller sig op og råber højt til møder og den slags. Mange gange har jeg gerne villet sige noget, men jeg er aldrig kommet frem med det. Jeg sad sådan og lurede. Det var igen dét her med at man var bange for, at dét man ville sige var dumt. Hvad ville de andre synes om det? Hele tiden tog man hensyn til alle mulige andre end én selv. Så det var en brat opvågnen, da jeg pludselig kom i gang på den måde."
- Når din aktivitet nærmest har strakt sig til at snakke med de nærmestsiddende, hvordan tror du så, det kan være, at du pludselig var med her?
"Vel fordi man følte, man var blevet virkelig uretfærdig behandlet. Hvis man når til et punkt, hvor man ikke kan mere ... Hvor man synes, at nu er det for groft ... Samtidig lærte jeg én at kende, som bakkede mig op i alt, hvad jeg foretog mig, og som prøvede at forklare mig noget om alle de ting, som egentlig foregik rundt omkring mig."
Når det er kvinder, der er ude i konflikt, er det ofte af stor betydning, hvordan hjemmet stiller sig - manden, børnene osv. Ansvarsfølelsen overfor hjemmet og stemningen i hjemmet er ofte størst hos kvinder, og hvis opbakningen hjemmefra svigter, kan det blive dobbelt belastende at være i konflikt.
"Ligegyldigt hvad jeg kom hjem og sagde, så satte vi os ned og sludrede om det, og han sagde: Skriv nu alt dét ned, du skal sige og så spyt ud med det i stedet for bare at sidde dér.' Han har også hjulpet med at passe børn, når jeg skulle til møder."
- Tror du, de fleste fra den aktive gruppe er blevet bakket op hjemme - hos mænd og kærester?
"Nej, det tror jeg ikke. Jeg ved i hvert fald, at én af dem, der altid har været meget aktiv, har haft problemer. Hendes ven har været meget imod det og været ret sur over alle de ting, hun foretog sig og deltog i. Og det er han endnu. Hun har ikke fået støtte hjemmefra. Hun har også skullet kæmpe hjemme. Men jeg har altså fået denne enorme opbakning. Så jeg tror, det har været meget forskelligt fra dame til dame."
"Ham derhjemme - han kan overhovedet ikke forstå, jeg bruger så meget tid på det. Så jeg har sådan set måttet slås på to pladser. Både derude og derhjemme. Han føler sig dobbelt forsømt."
- Hvad gør du for at få ham til at forstå det?
"Ja - man prøver at forklare ham, at det ikke er noget, der varer ved. 'Du er aldrig hjemme, og du laver ikke mad,' siger han, og han skælder ud, hvis jeg kommer bare en halv time for sent. Jeg vidste, at hver gang jeg kom hjem, så var det for at skændes. Det har altså været hårdt."
- Hvad vil du gøre? Bryde med ham? Eller bryde med dét? Eller bare lade det køre?
"Jeg prøver på at forklare ham det, og jeg siger: Jamen, prøv og sæt dig ind i min situation. Hvad nu hvis én af dine lokalaftaler var sagt op?' Han siger: Jamen, de lavede ikke sådan nogen lokalaftaler.' Og jeg siger: ,Det ved du ikke noget om.' Så siger han, at det ved han godt, og sådan fortsætter det. Men han må være nervøs på en eller anden måde."
- Har du luftet det for ham, at du gerne ville være mere aktiv i fagforeningspolitik - blive tillidsrepræsentant eller noget i den retning?
"Ja, det har jeg. Og han sagde, at det måtte jeg gerne - bare det ikke gik ud over mit arbejde. Og at jeg ikke skulle rende alt for meget ud om aftenen. Så måtte jeg godt - sagde han."
"Jeg er hele tiden blevet bakket op af ham. Hans opfattelse har hele tiden været, at der skulle gøres noget ved det dér. Men samtidig er han selv temmelig tilbageholdende. Han kunne aldrig nogensinde drømme om selv at være med i en konflikt. Han er af den type, der mener, at den slags gør man ikke'. Men han syntes også, at vi var blevet kørt så langt ud på platteafdelingen, at jeg ville tage skade af det, hvis jeg ikke var med i det her. Han kendte mig så godt, at han vidste, at jeg ville miste noget ved det - jeg ville bebrejde mig selv det, hvis jeg holdt mig udenfor. Derfor har han bakket mig op. Men han mangler selv det personlige mod til at være med i sådan noget."
- Dét forhold, at I overvejende er kvinder - tror du det er grunden til jeres isolation før konflikten startede?
"Ja. Mange af kvinderne hos os er enlige mødre. De har børn. De styrter af sted om morgenen for at aflevere børnene, inden de går på arbejde. De sidder og slider her hele dagen. De holder lige en frokostpause - og den holder de som regel oppe på selve afdelingen - og så skal de ellers skynde sig hjem og hente børn. De har ikke rigtig tid til at sætte sig ned og sludre med de andre. Nu er det imidlertid som om det er ved at gå op for dem, at man må give sig den tid det tager. Man må hellere gå lidt ned i løn, og så give sig tid til at sludre med hinanden. Og hvis der er nogen, der har problemer, må man give sig tid til at prøve at hjælpe hinanden."
"Vi har vel hele tiden haft det siddende i os, at de ikke skulle have lov til at knokle os ned selv om vi kun er piger - men det er først indenfor det sidste års tid, vi er blevet os det rigtig bevidste. Ikke i første række som kvinder, men som mennesker. Tidligere var det helt utænkeligt, at kvinderne kunne sætte sig ned og gå i konflikt, men det er det altså ikke mere. Vi har fået at vide mange steder fra, at de ikke havde ventet, at en decideret kvindegruppe kunne holde ud så længe uden at blive uvenner indbyrdes. Det er den dér gammeldags opfattelse, mænd har af piger. Men der er det rigtige i det, at det formodentlig har været et større problem for mange af pigerne end det ville have været for en tilsvarende gruppe mænd. Der er mange enlige mødre - og i det hele taget mange, der hænger på en masse. Der er mange, der er alene. ,
Nu kommer det selvfølgelig meget an på, hvilken støtte man får derhjemme. Manden siger: Du må sgu gå i arbejde, for nu skal vi betale termin eller husleje!' Eller også siger han det modsatte: Du skal bare gi dem hvad de trænger til dér inde. Den termin klarer vi sgu nok!'
Vi tænkte en del på dette problem, inden vi rejste os op og sagde noget. Hvad gør vi egentlig mod de mennesker dér? Kan vi forsvare at gøre det? Det betød, at vi måtte presse os selv lidt mere end vi egentlig kunne med indsamlingen og den slags - virkelig få noget i gang, så de ikke skulle lide nød, bl. a. lige før jul. Der var en bestemt uge, hvor nogle af dem ikke fik flere penge, og hvor vi ikke fik udbetalt noget for de skæve helligdage. Vi fik fat i vores socialrådgiver og fik hende til at undersøge, hvilke regler, de skulle gå efter, så de i hvert fald kunne få penge til huslejen. Socialrådgiveren er mægtig sød. Hun er virkelig god.
Sådan måtte vi prøve at få det til at glide. Man, er nødt til at tage hensyn til sine kolleger på den måde. Man føler ansvaret.
Lige netop dette område er nok lettere nu end det har været. Det er godt at begge parter som oftest er ude på arbejdspladserne. Man har større mulighed for at komme godt igennem en konflikt, når det kun er den ene part der konflikter. Det er noget helt andet, hvis der kun er én forsørger."
Det kan ikke undgås, at en konflikt bringer én i situationer, man er usikker overfor - eller situationer, man slet ikke har kunnet forudse. For de fleste gælder det, at angsten og usikkerheden er størst i begyndelsen.
- Synes du, det har krævet mod af dig at være med i det her?
"Ja, det synes jeg. Nok er man fræk til at stå og råbe op og sådan noget, men derfra og så til at handle er nu alligevel et stort spring."
- Og I har ikke rigtig nogen tradition for at handle du og din mand?
"Nej, vi har siddet derhjemme og brokket os over alt det forkerte, der sker rundt omkring - og det gør han da også endnu. Men nu kan jeg godt engang imellem sige til ham: Så se dog at få gjort noget ved det."'
- Hvad har rystet dig mest under konflikten? Er der tidspunkter, hvor du har været mere bange end andre?
"Ja - det er for så vidt kun en lille ting, men ved den lejlighed var jeg faktisk meget bange: På én af konfliktens første dage mødte jeg én af de overordnede på trappen. Han begyndte at spørge mig ud om, hvad der skete på møderne. Og jeg blev så bange, at jeg tænkte: Bare han nu ikke får dig til at sige noget, som kan blive brugt imod dig bagefter. Altså, ikke noget med at blive fyret, men noget med at komme til at ødelægge det for de andre. Men jeg tror nok, jeg fik det drejet sådan, at det ikke blev noget væsentligt."
- Havde du fornemmelse af, at han forhørte dig?
"Ja, det havde jeg meget tydeligt, og jeg følte det som om jeg var trængt op i en krog - selvom det var midt på trappen. Jeg var meget bange. Jeg kunne ikke overskue det, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme ud af det igen. Jeg var slet ikke forberedt på sådan noget. Men jeg ved, at de også har prøvet det overfor andre - altså, at pumpe dem for, hvad der foregik."
- Var det angsten for at stå ansigt til ansigt med én af de overordnede?
"Ja, det var det. Og også en lille smule autoritetstro. Man tænker uvilkårligt: Hvis det her går godt, så kommer du tilbage til din plads, og hvad kommer han så hen og siger til dig? Hvilke følger kan det få? Også for den arbejdsgang, man er i? Næste gang du kommer op og stiller dit gods ved ovnen, får det her så nogen følger? Bliver du kritiseret mere, fordi du nægtede at svare dengang?
Det er altsammen noget, der flyver gennem hovedet på én, når han står og spørger ud - og så kommer frygten. Det er faktisk den værste situation jeg har været ude i under denne konflikt. På møderne og ved demonstrationerne har jeg ikke været bange. Det var jo også spændende. I andre situationer var der megen glæde. Det var jo især fællesskabet, som kom frem dér."
- Føler du, at det voksede efterhånden?
"Ja, det synes jeg, det gjorde. I begyndelsen sad jeg sammen med den gruppe, som var en smule negativ - og den gruppe måtte vi jo hele tiden prøve at overtale til at komme med i konflikten, og det gjorde jo, at man efterhånden selv blev overbevist om, at vi gjorde det rigtige. Altså: Nu må du ikke svigte, for der står virkelig meget på spil her. Vi skal nok vinde, så der kommer noget godt ud af det."
- Troede du selv på det?
"Ja, det troede jeg altså virkelig fast på. Men så kom der en periode, hvor vi allesammen kom ned med nakken, fordi vi kom ind i en diskussion, hvor man forsøgte at få os til at gå i arbejde."
- Tillidsfolkene?
"Ja. Og de var meget indtrængende. Og jeg kunne mærke, at der også sad en masse autoritetsfrygt hos de andre. Den var tydeligere dér end den måske var hos mig: Når de siger sådan og sådan, så må vi nok lige tænke over det én gang til.' Vi havde den værste nedtur den dag, hvor vi havde den voldsomme diskussion."
- Var I bange for at blive isolerede den dag?
"Nej, vi var bange for at den gruppe, som ville gå i arbejde, ville få os andre overtalt til, at det var rigtigst at gøre sådan. Jeg var faktisk meget vaklende den dag. Der var så mange argumenter for og imod, og nogle om med erfaringer fra det ene og det andet. Vi kunne slet ikke finde ud af noget som helst."
- Har du nogensinde mødt nogen fra den egentlige fabriksledelse?
"Nej, ikke før konflikten. Men en dag lige efter konflikten mødte jeg én af direktørerne. Men der var ikke noget med skræk dér. Ham var jeg ikke spor bange for."
- Hvad synes du har krævet mest mod af dig under konflikten?
"Det var dét med at komme i gang med at sige noget i en forsamling - at rejse sig op og mærke, at alle stirrede på én. Det var første gang, jeg skulle tale for en forsamling, og det var meget væmmeligt. Jeg havde sommerfugle i maven, og jeg rystede og var rød i hovedet, kunne jeg mærke. Men så begyndte jeg at tale. Jeg sagde dét jeg syntes. Og så var det ligesom ikke så svært længere.
Da vi skulle rundt på virksomhederne og snakke' med folk - f.eks. tillidsmændene - var jeg meget spændt på, om jeg nu også kunne gøre det. Et var jo at sidde nede i sin egen kantine og forsøge at komme i gang med at tale til alle damerne - dem havde man trods alt set før. Noget andet var at komme ud og snakke med alle de her fremmede mennesker. Og så var det alligevel ikke så svært, som jeg havde regnet med.
Vi blev nu også mødt med megen varme og hjertelighed af dem allesammen. Det hjalp. Men man skal alligevel lige i gang. Man skal prøve det først. Da jeg havde gjort det et par gange, syntes jeg det var så pragtfuldt, at jeg næsten ikke var til at stoppe igen. Det var noget nyt, jeg kunne."
- Var der andre situationer, der forskrækkede dig?
"Tillidsgruppen stod mange gange og fortalte . . . ikke direkte usandheder, men de var i stand til at udlægge, det hele på en anden måde. Det gik op for mig, hvor stor betydning det har, hvordan tingene udlægges. Man kan Udlægge det helt anderledes uden at man direkte lyver. Det gjorde mig meget forskrækket."
- Hvordan følte du det, når du under konflikten stod overfor dine overordnede?
"Det generede mig ikke. Jeg sagde til mig selv: Prøv at betragte dem som alle de andre du har været ude at snakke med - som en ligestillet - som én af de andre. Han er jo ikke mere end dig. Jeg prøvede hele tiden at bekæmpe den fornemmelse i mig, som sagde, at: Uha. Det er den øverste, og her står du ... Det gik meget hurtigt over."
- Har du snakket med nogen fra ledelsen under konflikten?
"Nej, det har jeg ikke. Og nu ville det for øvrigt ikke forskrække mig. Nu ville jeg mægtig gerne møde sådan én til en samtale. Det kunne jeg godt tænke mig. Det ville ikke gøre mig spor nervøs."
- Du er blevet mere modig under og efter konflikten?
"Ja, det er jeg. Selv om det er en barsk situation at være ude i en sådan konflikt, så har det givet mig en hel masse."
"Den største nedtur under konflikten - det var den morgen, hvor vi havde holdt afstemning og hvor tillidsgruppen stillede sig op og prøvede at presse damerne fil at gå i arbejde. Det førte til, at mange af dem begyndte at sidde og kaste med sten efter hinanden - sidde og komme med personlige hentydninger. Damer der havde siddet sammen og været enige om en hel masse ting begyndte lige pludselig at skælde hinanden ud. Det var meget slemt. Det var næsten noget af det værste for mig. En stemning kunne vende sig afhængigt af hvem der stod og sagde noget. En person, der var tilstrækkelig stærk i dét, hun sagde, kunne vende hele forsamlingen. Det var uhyggeligt.
Jeg løb op og snakkede med nogen af de andre. Jeg var tudefærdig, rigtig tudefærdig. Jeg kunne næsten ikke tage det. Jeg sagde: Hvad skal vi dog gøre? Det var lige før vi skulle ud af døren til denne her demonstration.
De andre blev også kede af det. For enten skulle vi jo allesammen gå i arbejde eller også skulle vi allesammen lade være. Det kunne jo ikke nytte noget at der bare var nogle af damerne, der gik op og satte sig. Vi skulle jo helst være enige.
Jeg havde jo godt fornemmet, at der var opstået nogle grupper. Ved det ene bord sad nogle aktive og ved det andet sad nogle passive, og så var der en midterfløj, som ikke rigtig foretog sig noget. De havde efterhånden kun net mærke, at nu var der ved at ske noget ... På sin vis var det måske godt, at der kom luft, for det skal der jo på et eller andet tidspunkt. Men det forskrækkede mig altså enormt meget - hele denne situation. Det virkede meget uhyggeligt på mig."
"Vi var simpelthen blevet så usikre. Vi kunne ikke få nogen besked nogen steder fra. Vi følte det som om vi sad i en stor suppegryde, i en hel masse rod - og det var lige meget, hvad vi spurgte om. Vi fik ikke noget svar. De vidste hverken det ene eller det andet. Og så kører man simpelthen derhen, hvor man siger: Så må du selv derind, for ellers får du det sgu ikke at vide. Derinde må de da i hvert fald kunne fortælle dig det."
Der sker mange forandringer under en konflikt. Måden man er sammen på, forholdet til kammerater, fagforening, til presse og andre grupper udenfor forandres. Nogle af forandringerne er kommet for at blive.
"Jeg er opdraget til, at tingene skal gøres rigtigt og så grundigt og omhyggeligt, som man overhovedet kan. Derfor har det været svært for mig at vænne mig til, at det bare skal gå så hurtigt som muligt. Mange gange har jeg derfor også gjort det så ordentligt, jeg kunne, selv om jeg godt vidste, jeg ville tjene mindre på den måde. Jeg kan simpelthen ikke vænne mig til, at det bliver noget møg. Jeg sidder der og gnubber og gnider og tjener ikke noget ved det."
- Kan du ikke komme op i timeløn?
"Dengang materialerne var ordentlige, fik jeg oparbejdet en god timeløn, men nu er jeg kommet længere ned, fordi materialet er så dårligt, og jeg sidder og gnubber på det. Min timeløn er under de andres nu. Før var den højere end de andres."
- Kender I hinandens gennemsnitsløn, eller er det noget, man skjuler?
"Det er først her under konflikten, at vi er begyndt at snakke om det. Vi har siddet ved bordene og snakket om, hvad vi hver især har haft ud af det her, og hvor meget vi er gået ned i løn, og hvor meget vi vil gå ned næste gang. Nu kan jeg selvfølgelig kun fortælle om, hvad vi har talt om dér hvor jeg har siddet. Jeg ved ikke, hvad de har talt om i de andre grupper. Men vi regner da med, at det er så nogenlunde det samme. Det er vel de samme ting, der kommer frem."
- Vil det sige, at I er blevet mere åbne om alting?
"Det bli'r man."
- Er der noget, du synes, du vil sige noget om her? Noget særligt, du har oplevet?
"Ja. Jeg vil gerne sige, at jeg har tænkt på, at hvor andre har opfattet det her som en negativ oplevelse - og det er der mange, der har, fordi de har kæmpet på så mange fronter - dér synes jeg, at jeg har været heldig og har oplevet noget positivt. Det har været meget positivt for mig hele vejen igennem - både at opleve, at en sag kan vindes, og at opleve, at vi kan holde sammen om noget. Fællesskabet har været noget positivt, og støtten emme fra har været noget positivt."
"Selv om det er en barsk situation at være ude i en sådan konflikt, så har det givet mig en hel masse."
- Hvad nu, hvis det var endt med et nederlag?
"Man har alligevel fået indblik i så mange ting. Der var så mange andre ting, man kunne tage op og arbejde videre på, og det ville jeg have gjort. Jeg ville ikke bare have sat mig på min plads og arbejdet videre, og så bare have lukket øjne og ører igen."
- Tror du, du kan holde begejstringen?
"Ja, det kan jeg."
- Også selvom der kommer nedture?
"Ja, for vi har haft fantastisk mange nedture. Vi har måttet stå som den gruppe, der tog en masse skraldture for alle de andre. Det har ikke generet mig. Nu er der også dét, at hvis man selv kan stå inde for dét, man står og siger, og man ved med sig selv, at det er det rigtige man gør - ja, så har man mod på at fortsætte."
- Tror du folk udenfor den aktive gruppe har haft lignende erfaringer?
,Jeg tror nok, de fleste af damerne på en eller anden måde er blevet rystet mere sammen. De har fundet ud af, at det har stor betydning - bare dét at man kan snakke med hinanden. Før var vi meget isolerede. Vi har siddet på hver vores plads. De fleste har da fundet ud af, at kommer der en tilsvarende situation, så har det enorm betydning, at man på forhånd snakker sammen, og at man gør det til daglig - sådan at man ikke i tilfælde af en ny konfliktsituation skal bruge de første 14 dage på bare at lære hinanden at kende. Så man kan gå lige til sagen, hvis det skulle blive nødvendigt."
- Tænker du ikke mere på risikoen for at blive fyret? Du har jo større chancer end de fleste andre for at ryge ud?
" Ja, det ved jeg godt, men det gjorde jeg mig klart lige fra starten, og det generer mig ikke spor. Men selvfølgelig mærker man med det samme - nu hvor man er gået i arbejde igen - at de holder øje med én. Jeg har ikke kunnet rejse mig fra min plads uden at det er blevet kontrolleret, og arbejdslederen har været inde for at se efter, om jeg nu også var på min plads, og har jeg sludret med nogen, har han været henne for at afbryde den samtale, jeg har været i gang med."
- Var du mere bange for den slags ting før konflikten?
"Ja, for da havde man det her med autoriteten - at hvad de sagde, det skulle man bare gøre. Men så får man jo også øjnene op for, hvad autoriteten egentlig er."
- Når nu sidste omgang i Arbejdsretten er slut og I er tilbage på pladserne og de sidste diskussioner er overstået, tror du så, I vil lave noget, der er anderledes end dét, I lavede før?
"Ja, det håber jeg meget. Foreløbig vil vi gerne på højskole en weekend, så vi kan skanne problemerne igennem og finde ud af, hvordan de opstod. Og hvordan vi faktisk hver især har haft det. Måske kan det også give en masse. Så synes jeg, det kunne være mægtig godt, hvis vi kunne få lavet en eller anden form for klub- eller mødeaftener, hvor vi kan komme hinanden lidt mere ved, snakke sammen om daglige og private problemer. Det tror jeg der er et enormt behov for blandt damerne - at få snakket ud om tingene. Mange går og lurer med en hel masse problemer~ som de aldrig kommer af med. Fordi de ikke har nogen at snakke med.
Efter konflikten vil det være nemmere at komme igennem med den slags ting, tror jeg.
Det var også derfor vi gik rundt og foreslog - efter konflikten - at vi allesammen skulle sætte os ned i kantinen og spise vores frokost dernede fremover. Selv om det er ulovligt, sidder vi normalt på vores pladser i afdelingen og spiser vores madpakker. Vores kantine er ikke særlig god - den er stor og kold og grim. Men vi -mente altså, at det ville blive bedre, hvis vi satte os ned i kantinen og sludrede hver dag, så vi hele tiden kunne bevare kontakten. Damerne var meget begejstrede for ideen, og de er da også mødt op dernede."
- Tror du også I har fået ændret noget ved tillidsgruppens holdning?
"Ja, lidt har vi. Jeg tror ikke de havde ventet, at der kunne opstå sådan en gruppe, og at der kunne blive sådan et sammenhold mellem damerne, og at vi ikke har været bange for at køre på dem - at vi har krævet dem til ansvar for alt, hvad de har gjort. Det tror jeg nok har rystet dem lidt. Men det hænger sammen med, at de heller ikke har haft nogen erfaringer, ligesom vi ikke havde det. Derfor burde vi også have arbejdet sammen i stedet for at køre hvert vores løb."
"Til daglig har man jo siddet og tænkt, at det var nogle døde og unyttige ting, man lavede. Men efter konflikten er der kommet en ansvarsfølelse for de andre. Hvis jeg går er det måske i orden for mit eget vedkommende; måske får jeg det bedre, bliver mere tilfreds. Men de andre sidder der sgu stadigvæk. Jeg sagde også til journalisterne, at jeg havde mest lyst til at holde op. Lige med det samme. Det kunne være dejligt for en selv, men så er man jo skideegoistisk, ikke? På den anden side har man også lov til at tænke på sig selv engang imellem.
Men nu har jeg altså taget stilling til, hvad jeg vil gøre - om jeg skal holde op nu eller vente et par år. Det første jeg konstaterede, efter at vi var kommet op på vores pladser, var, at det vi havde siddet for - det havde vi vundet. Men selve arbejdsprocessen er den samme og vore egne problemer skal vi først til at begynde på nu. Dét vi sad og sloges for, det var det udadvendte. I det øjeblik vi slap konflikten udenfor porten var vi nødt til at blive siddende. Vi var sådan set fanget i vort eget system - vi var fanget på den måde, at vores konflikt også fik betydning for andre arbejdspladser. Sådan følte jeg det."
"Det er ikke bare dét med spændingen og sammenholdet, men det er virkelig dét, at man har fået øjnene op for en hel masse ting. Hvis den konflikt ikke havde været der, havde jeg nok fortsat siddet på min plads og sovet videre.
Man har fået kontakt med en hel masse mennesker, snakket med en hel masse. Normalt kommer man bare ind, sidder på en plads og det er det samme og det samme og man er død i hovedet, når man går hjem. Her blev man lige pludselig nødt til at tænke sig om - ligemeget hvad man gjorde, så skulle man stå inde for det."
"Efter denne konflikt er jeg fuldstændig knoklet ned. For det første er der dét her med mange af tillidsfolkene at de har været sådan under konflikten, dét er jeg altså ikke kommet over endnu. Det har taget hårdt på mig. I øjeblikket er det helt uoverskueligt for mig. Jeg skal have samlet alle de her indtryk. Jeg er også meget pessimistisk med hensyn til solidariteten. Jeg tror ikke den kan holde. Den er der vist kun lige når man er blevet trådt over tæerne. Jeg mener rent ud sagt, at jeg er skidebange for at den ikke er der mere."
"Vi skal trædes ret meget over tæerne, før den solidaritet er op igen. Vi er jo sådan set ret fredelige i vores hverdag. Til gengæld bliver vi nok mere voldsomme, når der bliver trådt til.
Under konflikten har vi lært hinanden bedre at kende. Man er kommet mere ind på livet af folk, man normalt ikke har gået og snakket med og interesseret sig for. Dem man før gik forbi, fordi man ikke kendte dem - dem kender man i dag og dem kan man snakke med og man ved hvor de bor og sådan noget. Det anede man ikke en pind om før."
Så længe en konflikt løber, er problemerne med at opretholde sammenholdet ikke så store. Især hvis konflikten er effektiv, og der opnås sejre undervejs. Men bagefter, når konflikten er slut, og det daglige arbejde igen skal begynde, dukker problemerne op.
Der kan dels være konflikter mellem de konfliktende indbyrdes, dels problemer i forholdet til de faglige repræsentanter. I dette tilfælde viste det sig at være et stort problem, at der var indkommet støtte til konflikten efter at den og dermed. også indsamlingen var afsluttet. Der var penge i kassen. Hvad skulle der ske med dem?
I det følgende har vi gennem kommentarer og mødereferater forsøgt at give et billede af, hvordan stemningen og situationen udviklede sig efter at konflikten var afsluttet.
"Vi mødtes. som sædvanlig i Tutten om morgenen. Vi fik at vide, at fagforeningsformanden var i Forbundet, og at dommen fra Faglig Voldgift var kommet.
Spændingen var stor, selv om jeg for mit vedkommende var forberedt på at skulle modtage en stor skuffelse. Han kom og læste op: Vi havde fået medhold. Medhold! Jeg var målløs.
Syv ugers kamp var forbi. Jeg jublede. Alle jublede. Der blev holdt fest. Jeg syntes, at hele verden var god. Selv de, der havde været modstander af strejken, var nu overbevist. Det kunne altså betale sig at holde ud. Hvis Faglig Voldgift ikke havde givet os medhold, ville en misstemning ganske givet have rejst sig mod os, der havde været de mest aktive. På denne måde blev sammenholdet endnu større.
Nu skulle vi i arbejde. Det var mærkeligt. Jeg var fyldt med glæde, men samtidig gjorde det ondt. Jeg skulle arbejde på akkord igen. Jeg skulle ikke tænke, ikke tale, ikke handle. Jeg kunne ikke. Jeg kiggede på mine kammerater. Havde de det lige så svært? Det kunne da ikke være rigtigt, at vi igen skulle til at være produktive maskiner, uden nogen mulighed for at diskutere og finde rede i alt det, vi havde været igennem.
Da dommen endelig faldt, blev jeg chokeret. Vi blev idømt en bod på 72.000 kr., mens fabrikken kun fik en bod på 20.000 kr.
Vi rejste krav om, at LO skulle betale boden.
Vi var nu klar over, hvor lidt vi vidste om de fagretslige systemer, og vi var nogle stykker, der besluttede at oprette et kursus, hvor vi skulle behandle forskellige emner, så som hovedaftaler, overenskomster, sygelønsordningen, arbejdsregler, plattekonfliktens følger, aftalen om samarbejdsudvalg, brugen af materialer fra plattekonflikten, tillidsmandsuddannelsen - altsammen ud fra den politiske og fagpolitiske opvågning vi havde oplevet under strejken."
"Efter at have oplevet, hvordan tiflidsmandsgruppen havde holdt sig passiv under selve konflikten, var mistilliden og foragten for dem sat ind. På grund af den meget store opbakning vi fik efter dommen, stod tillidsmandsgruppen nu sammen og protesterede - på vore vegne - overfor LO og kom på denne måde til at virke som en progressiv gruppe.
LOs Thomas Nielsen kom i denne forbindelse med nogle udtalelser, hvor han benævnte os som tåbelige og stupide. Dette skabte røre landet over, og vi fik på et senere tidspunkt et møde med ham.(Se referat af dette møde) Disse udtalelser var medvirkende til at den økonomiske opbakning blev endnu større end vi nogensinde havde turdet håbe på.
Klubkassereren administrerede stadig penge for os efter at vi var gået i arbejde, og vi mistede således følingen med, hvor mange penge, der indkom. Da vi fik at vide, at vi havde nået et beløb, der svarede til 90 kr. til hver om dagen i konfliktperioden plus boden, regnede vi med, at han ville stoppe indsamlingen. Men dette var ikke blevet gjort, og vi havde nu et overskud' på 68.000 kr.
Vores tillidsrepræsentant i platteafdelingen holdt et møde, hvor hun sagde, at pengene var vores, og at vi måtte finde ud af, hvordan vi ville forholde os til dem.
Vi var nogle stykker, der foreslog, at vi skufle anbringe pengene i en fond, som vi havde talt om på et tidligere tidspunkt af konflikten, og at denne fond skulle administreres af os selv, således at vi var i stand til at hjælpe andre, der kom i en lignende situation. Der blev holdt afstemning - og det viste sig at flertallet selv ville have udbetalt pengene.
Dette var en ret vanskelig situation. Vi havde mødt en fantastisk opbakning og solidaritet hos mange, og denne velvilje kunne efter min mening let blive spoleret for andre, der kom i en tilsvarende konflikt, hvis vi bare selv tog pengene. På den anden side var der mange, der befandt sig i en forfærdelig dårlig økonomisk situation på grund af dyre huslejer og afbetaling på såkaldte forbrugsgoder'.
Vi talte med fællestillidsmanden. og forklarede ham sagen. Han spurgte om tillidsmændene. kunne være til nogen hjælp, f. eks. ved at arrangere et møde og dér forklare, hvilke konsekvenser det eventuelt kunne få, hvis vi selv tog pengene. Det gik vi med til, men fastholdt at det i den sidste ende måtte være plattepigerne selv, der traf den endelige beslutning. Tillidsmændene skulle kun forsøge at fremlægge problemerne bedre end vi måske havde gjort.
Mødet udviklede sig til ét stort skænderi. Først forsøgte nogle af tillidsmændene at forklare det på en pæn' måde, men da én af tillidsmændene stillede sig op og sagde, at vi var tossede, og at vi ikke fik en rød øre - så blev der ballade, og alle holdt fast ved den oprindelige beslutning. Vores tillidsrepræsentant havde telefonisk kontaktet fagforeningsformanden, som sagde, at pengene var vores, så vi måtte selv bestemme over dem.
Vi opsøgte nu klubkassereren for at få udleveret pengene. Indsamlingen var på dette tidspunkt endnu ikke blevet standset. Han nægtede at udbetale pengene, da han henviste til, at det var tillidsmændene, der havde overdraget ham jobbet, og at han kun ville udlevere penge til dem.
Så opsøgte vi fællestillidsmanden. Han sagde, at tillidsmandsgruppen havde truffet beslutning om ikke at udbetale pengene til os - vi måtte se at finde frem til en anden løsning.
På et senere møde blev der opnået enighed om, at halvdelen af pengene skulle sættes i en fond - resten skulle udbetales til os selv. Også dette blev forkastet af tillidsmændene.
I en periode holdt vi møde hver dag, hvor vi diskuterede sagen og forsøgte at finde på andre udveje, men ligegyldigt hvad vi nåede frem til, så blev det afvist.
Til sidst gik alle med til, at pengene skulle sættes i en fond, som vi selv skulle administrere, men heller ikke det ville tillidsmandsgruppen. gå med til. De ville selv administrere fonden, fordi de havde haft så stor en andel i, at pengene var kommet ind. Dette vakte naturligvis stor harme hos alle.
En dag foreslog klubkassereren, at vi burde sende pengene tilbage til giverne. De kunne i så fald selv bestemme, hvem der skulle have pengene. Tillidsmændene syntes, det var en god idé, og det blev på et tillidsmandsmøde besluttet at nedsætte en gruppe, der skulle formulere et brev og sørge for tilbagesendelse af pengene. Dette blev ført til protokols. Gruppen bestod af nogle tillidsfolk samt én af os.
Vi sammenfattede et brev, som vi derefter skufle duplikere ovre i fagforeningen. Da vi kom derover fik jeg at vide, at dét skulle vi alligevel ikke gøre, da pengene under ingen omstændigheder skulle sendes tilbage. En funktionær på forbundskontoret havde talt med fællestillidsmanden, og de var enige om den sag.
Et par dage tidligere havde en tillidskvinde indkaldt til tillidsmandsmøde, da hun på ældre-skovturen havde hørt fællestillidsmanden. fortælle andre fra fagforeningen, at pengene ikke ville blive sendt tilbage. På dette møde blev det igen vedtaget, at pengene skulle sendes retur.
Vi kontaktede fællestillidsmanden telefonisk og bad om penge til kuverter og frimærker, men det nægtede han. Vi gjorde opmærksom på, at vi ikke desto mindre ville sende breve afsted og lagde en kopi på hans plads.
Vores brev til de mange arbejdspladser, som havde støttet os, om at de kunne få pengene tilbage, hvis de ønskede det, førte til, at tillidsmandsgruppen udsendte en pressemeddelelse. Den lød:
'Tillidsrepræsentantgruppen på virksomheden har foranlediget en revision af regnskabet over de indsamlede midler til støtte for de konfliktramte plattedamer. Denne revision er foretaget af valgte revisorer fra vore københavnske afd. indenfor Keramisk Forbund. Regnskabet er fundet i orden og godkendt ved revisionen.
De indsamlede midler udgjorde kr. 352.311,35, og der var til plattedamerne udbetalt kr. 283.500,25. Det overskydende beløb ialt kr. 68.811,10 har tillidsrepræsentantgruppen besluttet at anbringe i et fond, der skal forvaltes af et udvalg på 5 kollegaer, valgt ud af de på "den Kgl. Porcelænsfabrik" beskæftigede arbejdere. Fonden skal forvaltes af dette udvalg og yde støtte til konflikter, hvor arbejderne bliver økonomisk bet.
Da tillidsrepræsentantgruppen har erfaret, at der udsendt skrivelse fra "Plattedamerne" om tilbagebetaling af det overskydende beløb, skal vi oplyse, at denne udsendelse er foretaget uden tillidsrepræsentantgruppens viden, og vi valgte tillidsrepræsentanter skal herved tilkendegive, at beslutningen om oprettelsen af et fond er vedtaget og tilbagebetaling vil ikke finde sted, men fondets midler vil blive brugt i den ånd, som de er givet af jer, der støttede os.
Til slut vil vi herfra sende en TAK til alle, der støttede os, såvel solidarisk som økonomisk i kampen for overholdelse af overenskomstmæssige aftaler.
Med solidarisk hilsen
Tillidsrepræsentantgruppen.'
Brevet udløste stor bitterhed hos os. Vi tilkaldte pressen samtidig med at vi forsøgte at få et møde i stand med tillidsmændene, hvilket de ikke var interesseret i. Sammen med pressen okkuperede vi tillidsmandslokalet, fordi vi havde hørt, de skulle have møde, men det førte kun til et kort skænderi, hvorefter tillidsmændene udvandrede.
I den efterfølgende periode blev vi udsat for bagvaskelse af tillidsmandsgruppen, hvilket igen udviklede sig til meget grove chikanerier fra de øvrige arbejdskammeraters side.
Efterhånden fik vi ret mange henvendelser fra de arbejdspladser og enkeltpersoner, vi havde skrevet til. De. fleste var begejstrede for ideen og ønskede at vi skulle sende pengene videre til OTA. Heller ikke dette ville tillidsmændene gå med til, men bevilgede dog på et senere tidspunkt 20.000 kr. til OTA. På denne måde kom de udadtil til at stå i et godt lys.
Sammenholdet var nu ødelagt. Det havde været et enormt pres for alle at holde møde næsten hver dag for at diskutere pengesagen. De fleste ønskede nu bare at glemme det hele og få lov til at arbejde i fred og ro.
Tillidsmændene udtalte gang på gang, at det kun var en lille gruppe venstreorienterede, der fortsat ønskede at skabe uro. Dette skabte splid mellem os. Men vi var nogle stykker, der var begyndt at se tingene i en større politisk sammenhæng og derfor var det vel nemmere for os at arbejde videre med disse ting."
Det følgende er referater fra møder, der blev holdt i kantinen i forbindelse med hele pengespørgsmålet. Det er gengivet efter notater, der blev taget på stedet. Det gengives så forholdsvis nøjagtigt, fordi det viser noget om, hvordan uventede problemer kan trætte og splitte de konfliktende - også efter konflikten:
Møde den 10. 5. 1973. Deltagere: Ansatte i platteafdelingen samt deres tillidsrepræsentant.
TILLIDSREPRÆSENTANTEN: Jeg har gjort en fejl. Jeg burde have spurgt tillidsmandsgruppen, hvad de mente, før vi holdt afstemning om pengene.
A: Det er helt forkert. Du skal være vores talsmand - ikke deres nikkedukke.
B: Vi har ikke fået mere end 90 kr. om dagen. Det var også hvad typograferne på Politiken fik i strejkestøtte. Men vi har ikke fået noget for søn- og helligdage, og vi har også mistet retten til feriepenge for strejkeperioden - det kommer vi til at mærke til sommer - så der er ikke tale om noget overskud,
TILLIDSREPRÆSENTANTEN: Der er alligevel tale om et overskud på 68.000 kr. efter at indsamlingen er afsluttet.
A: Hvorfor blande tillidsmandsgruppen ind i det. Det burde du ikke gå med til. Vi kan selv administrere de penge. Vi vælger en fondsbestyrelse og støtter andre strejkende.
TILLIDSREPRÆSENTANTEN: Det er blevet besluttet på et bestyrelsesmøde i fagforeningen, at tillidsmandsgruppen skal administrere det beløb, der bliver tilbage, når alle har fået 90 kr. om dagen.
C: Det kan da ikke være lovligt. Vi må kræve, at plattepigerne overtager fonden. Ellers går vi til aviserne.
TILLIDSREPRÆSENTANTEN: Vi må forhindre, at fagforeningen overtager fonden, og det vil det ende med, hvis ikke vi kan blive enige med tillidsmandsgruppen. Og vi må ikke gå til aviserne. Det vil ødelægge virkningen af vores sejr.
D: Så skal det være vores egen fond.
TILLIDSREPRÆSENTANTEN: Jeg skal prøve at foreslå tillidsmandsgruppen det.
E: Jeg synes, vi skal forlange at få pengene selv - og dele dem.
Mødet afbrydes. Tillidsrepræsentanten opsøger tillidsmandsgruppen og vender tilbage sammen med fællestillidsmanden, klubkassereren og nogle tillidsmænd.
TILLIDSREPRÆSENTANTEN: Tillidsmandsgruppen mener, at pengene skal gå til en fond, som de skal administrere.
FÆLLESTILLIDSMANDEN: Vi må være solidariske. Pengene er til dækning af bod for sympatistrejken.
A: Solidaritet. Ja, det skulle I selv have tænkt på lidt før, og hjulpet os. Nu skal I ikke sætte jer på de penge, der er kommet ind til os. ,
F: Jeg synes vores tillidsrepræsentant svinger for meget. Hvis side er du på?
FøRSTE TILLIDSMAND: I får ikke en øre. Og malergruppen bliver udelukket af de andre grupper.
TILLIDSREPRÆSENTANTEN: Jeg vil gerne have en tænkepause.
G: Det var os, der var i konflikt. Fondsdannelsen skal være frivillig. Nu vil vi have ro på arbejdspladsen.
FÆLLESTILLIDSMANDEN: Fabrikken får magten over jer, når I står så splittet.
D: Hvorfor støtter fagforeningen og forbundet os aldrig?
FÆLLESTILLIDSMANDEN: Forbundet har givet 36.000 til konflikten.
F: Hvorfor kommer tillidsmændene her i dag? Vil I lokke os eller true os?
ANDEN TILLIDSMAND: Vi kommer for at forklare jer konsekvenserne.
FÆLLESTILLIDSMANDEN: I har fået penge nok.
E: Lad os sætte f. eks. 20.000 af til en fond og dele resten.
ANDEN TILLIDSMAND: Vi er skuffede over jer.
A: Vi har selv samlet pengene ind. I har intet gjort.
KLUBKASSEREREN: Der stod ,til dækning af boden" på postanvisningerne. Vi gjorde også et stykke arbejde med regnskaberne o.s.v. Men først efter konflikten, det, indrømmer jeg.
F: Hvorfor kan vi ikke holde sammen om en løsning?. Hvorfor modarbejder I os? Tror I ikke på os?
KLUBKASSEREREN: Jeg synes I skulle lade hele beløbet gå i en fond. Vi er blevet opfordret til at støtte jeres forslag, men det gør vi ikke, hvis det går ud på at dele pengene mellem jer.
ANDEN TILLIDSMAND: Nej. I skal ikke tjene på strejken.
A: Hvad mener vores tillidsrepræsentant?
TILLIDSREPRÆSENTANTEN: Tillidsmandsgruppens mening er min mening.
F: Vi vil selv bestemme. Vi vil ikke påvirkes.
Mødet slutter med en henstilling fra tillidsmandsgruppen til plattepigerne om, at de ,finder ud af, hvad de vil".
Møde den 11. 5. 1973. Deltagere: Fagforeningsformanden, tillidsmandsgruppen, ansatte i platteafdelingen.
TILLIDSREPRÆSENTANTEN: Det er blevet besluttet at forlange hele beløbet udbetalt, så vi selv kan betale boden, sætte 20.000 kr. af til en strejkefond og fordele
resten mellem damerne. Denne afgørelse må respekteres. Damerne er blevet umyndiggjort!
C: Klubkassereren vil ikke overdrage pengene til os.
A: Det glæder os, at vores tillidsrepræsentant nu endelig er med os. Hvis vi får pengene skal boden betales omgående. Den sag har allerede været syltet i halvanden måned, Arbejdsgiverboden blev betalt 8 dage efter dommen.
FÆLLESTILLIDSMANDEN: Nogle af pengene skal dække tillidsmandsgruppernes underskud på 37.000 kr.
H: Gipserne og drejerne synes vi skal have alle pengene.
I: Klubkassereren er kun talerør for fagforeningsbestyrelsen.
TILLIDSREPRÆSENTANTEN: Vi må i hvert fald kræve, at boden betales nu! Damerne har fået at vide, at fagforeningen på et bestyrelsesmøde har besluttet, at tillidsmandsgruppen skal bestyre fonden. Er det rigtigt?
FAGFORENINGSFORMANDEN: Jeg sagde: Det er pigernes penge, men tager de dem selv, har de tjent på strejken. Derfor må vi sørge for, de kommer i en fond.
J: Arbejderne på de andre afdelinger har fået forkert orientering. Derfor generer de os nu.
K: Vi har givet dem den orientering, vi har modtaget fra vores tillidsrepræsentant: at I selv vil have pengene, for det vil I jo.
H: Hvorfor vil I ikke udbetale os pengene, så vi kan danne den fond? Tror I ikke, vi vil?
FAGFORENINGSFORMANDEN: De andres bod skal jo også betales. I er ikke solidariske.
H: Vi har fået at vide, at det skulle vi ikke betale. Men der er jo penge nok, så lad os betale den og få fred.
A: Har fagforeningsbestyrelsen overhovedet juridisk myndighed til at sætte sig på pengene?
FAGFORENINGSFORMANDEN: Vi har ikke nogen ret til det, men det er bestyrelsens beslutning.
E: Hvis vi nu kræver pengene - hvad sker der så?
ANDEN TILLIDSMAND: I får ikke en krone!
FÆLLESTILLIDSMANDEN: Så-så. Kom nu ned på jorden. Det er rigtigt, hvad foregående taler siger.
D: I skal altså administrere vores 60.000 kr.?
F: Hvorfor tør I ikke overlade det til os at danne en fond?
FORSKELLIGE FRA TILLIDSMANDSGRUPPEN: Vi har også både betalt til indsamlingen og hjulpet til på alle måder.
A: Betal først boden og lad os så blive enige om restbeløbet. Hvad tror I for øvrigt arbejderne på andre virksomheder vil mene om jer efter dette?
K: På min afdeling siger de: Vi støtter aldrig plattedamerne mere.
FAGFORENINGSFORMANDEN: Jeg foreslår, at tillidsmandsgruppen laver en fond sammen med plattepigerne.
C: Vi sætter 20.000 i en fond og resten fordeles som feriegodtgørelse mellem damerne.
FAGFORENINGSFORMANDEN: Det skal være en strejkefond.
H: Nej, det skal være plattepigernes strejkefond.
FAGFORENINGSFORMANDEN: I har fået, hvad I skulle have.
L: Under strejken fik alle tillidsfolkene deres løn. Hvad fik vi?
ANDEN TILLIDSMAND: Fonden skal vokse og blive til en stor strejkefond, som skal udgøre en trussel mod arbejdsgiverne.
TILLIDSREPRÆSENTANTEN: Et forslag: Boden betales. Alle får op til 90 kr. om dagen. Resten deles i to puljer. Den ene går til en samlet fond. Den anden til plattepigerne.
A: Tillidsmandsgruppens opgave er at sørge for ro og orden. I har gjort lige det modsatte i dag.
Møde den 19. 5. 1973. Deltagere: Ansatte i platteafdelingen samt deres tillidsrepræsentant. Mødet indledes med oplæsning af artikler, der har været offentliggjort i Politiken og BT.
C: Nu er det mere end nogensinde nødvendigt at vi sætter alle pengene i en fond. Nu har det stået i aviserne, at vi gør det. Vi må se at få pengene fra tillidsmandsgruppen.
A: Kan vi ikke danne en klub og så lade pengene gå i klubkassen og derefter bruge dem til strejkestøtte, andre steder?
(Længere diskussion om klub-dannelsen udeladt.)
I: Selv om vi ikke kan blive enige om at danne en klub, må vi i hvert fald holde på vores ret til selv at administrere pengene.
TILLIDSREPRÆSENTANTEN: Vi må give tillidsmandsgruppen et skriftligt tilsagn om, at vi vil bruge pengene til strejkestøtte - siden de ikke stoler på os. Vi er nogle stykker, der har lavet et bånd, som kan afspilles over højtalere på afdelingerne, så de kan få en anden forklaring end den, Ide har fået af deres tillidsmænd, så hetzen mod os kan bringes til ophør.
L: Lad os få det overstået. Lad os vælge 4 til en fondsbestyrelse.
(Fondsbestyrelsen vælges.)
Møde den 8. 6. 1973. Deltagere: Ansatte på platteafdelingen og deres tillidsrepræsentant. Mødet afholdes efter at der er udsendt skrivelse til arbejdspladserne om, at de kan få deres støtte retur, hvis de ønsker det.
C: Jeg kan oplyse, at der er samlet 400 kr. ind til OTA-arbejderne blandt plattepigerne. Vi har fået svar fra et par virksomheder, som gerne vil have deres penge tilbage - og bagefter sende dem til OTA. Klubkassereren har afleveret pengene til tillidsmandsgruppen. Fællestillidsmanden vil ikke bevilge det beløb, vi har lagt ud til porto. Nu ved tillidsmandsgruppen altså, at det er vores mening at sende pengene tilbage til arbejdspladserne. De har selv godkendt det på et tillidsmandsmøde. Ikke desto mindre har de udsendt en pressemeddelelse om at der er blevet dannet en fond af overskuddet fra strejken. Vi har opfordret tillidsmandsgruppen til at komme her og redegøre for deres handlinger. Vi ved ikke, om de kommer, men må vente og se.
M: Hvis de har gjort dét. - hvad så med de penge, arbejdspladserne har krævet tilbagesendt?
C: Spørg tillidsmandsgruppen når den kommer. Vi var enige med dem i, at pengene skulle sendes retur.
TILLIDSREPRÆSENTANTEN: Jeg har ikke været uenig med tillidsmandsgruppen i denne sag.
C: Jeg har talt med fællestillidsmanden, som benægter, at der overhovedet har været tale om at sende pengene tilbage.
J: Skal vi hente dem?
C: Ja, det må vi nok hellere.
E: (efter at have været i tillidsmandslokalet): Fællestillidsmanden nægter at komme til møde med, os.
M: Nu må der gøres noget. Skal vi ikke tage en sagfører? Eller gå til pressen?
C: Sammenkald alle plattepiger - også de, der sidder oppe på deres pladser nu, så vi kan stemme om det.
(Alle kommer. Der gøres flere forsøg på at få tillidsmandsgruppen til at komme. Det lykkes ikke.)
C: Det er blevet foreslået, at vi ringer til aviserne og f år dem herud. Hvad mener I om det?
J: Lad os gøre det. Vi vil ikke lade tillidsmandsgruppen røvrende os én gang til.
A: To af os går op og ringer til pressen. Alle andre bliver. (Mange går alligevel: Morakkerne og dem, der er bange.)
TILLIDSREPRÆSENTANTEN (kommer tilbage): Der kommer to journalister, 1 fra Information og 1 fra BT. (Flere forsvinder. Klokken er 11.30. En overmaler kommer og spørger om ikke vi skal arbejde. Han tilbyder at gå over i tillidsmandslokalet og spørge, om de ikke kommer over til os. Vi siger: Ja tak. 2 journalister og I pressefotograf ankommer. De bliver sat ind i sagen. C læser tillidsmandsgruppens pressemeddelelse op.)
L: Det er en klar mistillidserklæring til os. (Diskussion ved bordene.)
C: Jeg har lige fået at vide, at tillidsmandsgruppen. kommer kl. 13.30. Skal vi sætte 3 timers løn til bare for at sidde her og vente på dem? Det er godt pressen er her. Skal vi ikke hellere gå over til dem?
(Det bliver enstemmigt vedtaget. Mødet forlægges, til tillidsmandslokalet.)
E: Hvad er det for, noget lort med jeres pressemeddelelse? Hvorfor har I lavet dét uden om os?
ANDEN TILLIDSMAND: Vi har jo hele tiden været enige om at oprette en fond.
TILLIDSREPRÆSENTANTEN: Nej, vi blev enige med jer om at sende pengene tilbage.
ANDEN TILLIDSMAND: Da var jeg ikke til stede.
F: Hvor kunne I gøre det?
ANDEN TILLIDSMAND: Vi er gået ind på jeres tankegang.
PLATTEPIGERNE (i munden på hinanden): Næ, hør nu!
ANDEN TILLIDSMAND: Vi vælger repræsentanter fra hver afdeling til fonden - også fra jeres, ikke?
FøRSTE TILLIDSMAND: Vi har samlet ind til jer. Nu kræver I det hele for jer selv.
A: Nej, ikke for os selv. Men da pengene er sendt til os, tilkommer det også os at råde over restbeløbet. Så kan vi selv danne en strejkefond, hvis vi vil det - eller sende pengene tilbage.
ANDEN TILLIDSMAND: Det er ikke fordi, vi ikke har tillid til jer, men vi vil alligevel være medbestemmende med hensyn til pengenes anvendelse.
TILLIDSREPRÆSENTANTEN: Nu har vi lovet arbejdspladserne pengene tilbage, og I har sendt en pres semeddelelse ud om fondsdannelsen. Hvad gør vi nu? FøRSTE TILLIDSMAND: Hjælper os med at oprette fonden.
PLATTEPIGERNE (i munden på hinanden): Nej! Ikke tale om!
ANDEN TILLIDSMAND: Så bliver fonden dannet uden jer!
(Mødet slutter. Pressefolkene interviewer pigerne enkeltvis og tager billeder.)
"Under hele konflikten var der i plattepigernes kreds en udtalt misfornøjelse med og skuffelse over tillidsmands gruppens og fagforeningsbestyrelsens holdning til konflikten. Dér, hvor vi havde forventet solidaritet og støtte, fik vi den ikke.
Når man har en fagforening bag sig, regner man med, at dér har de forstand på og viden om, hvordan man kører en konflikt - alle de praktiske ting, der skal gøres og tilrettelægges, Arbejdsretten, voldgiften, skyldsspørgsmålet o.s.v.
Da det kom til stykket, vidste ikke engang vores fagforeningsformand, hvordan og i hvilken rækkefølge tingene skulle foregå. Eksempelvis kan jeg nævne, at formanden første gang vi skulle i Arbejdsretten sagde: 'Der er plads nok til alle.' Da vi mødte op - 175 personer blev kun 20 lukket ind; de øvrige måtte sidde ude på trappen.
Under de daglige møder i Tutten blev fagforeningsformanden og vores tillidsrepræsentant adskillige gange spurgt om forskellige praktiske ting: Hvad er en opmand? Hvordan foregår det i Den faglige Voldgift? Kan vi komme ind og være med? Hans svar var som regel uklare og henholdende. Heldigvis fandt en tillidsrepræsentant fra en anden afdeling hver gang svarene i "Arbejdsmarkedets Håndbog" og læste det op for os. Det fik os til at tvivle på værdien af tillidsmandsuddannelsen, for de andre måtte da også kende den håndbog - og især da fagforeningsformanden. Han kom forresten. lige fra et formandskursus på LO-skolen. Hvad lærte man dér?
Senere - efter at arbejdet var genoptaget - forlangte vi et møde med Thomas Nielsen fra LO. Det skete i form af et brev til LOs forretningsudvalg. Brevet lød:
'På et møde afholdt den 21. 3. 1973 på Den kgl. Porcelainsfabriks platteafdeling blev det vedtaget at rette en protest til LOs forretningsudvalg vedrørende LO-jurist Bent Osborg og konsulent Verner Sørensen angående deres svingende holdning til Plattekonflikten.
Vi finder, at deres svingende holdning og fejlagtige oplysninger under sagens forløb har været en væsentlig årsag til dommens negative udfald.
Under henvisning til den i dommen omtalte bod til plattedamerne finder vi det rimeligt at omtalte bod udredes af LO.
På foranledning af ovenstående ønsker platteafdelingen snarest at få et møde i stand mellem platteafdelingens repræsentanter og LOs ledelse.'
Brevet var underskrevet af 4 plattepiger.
Også dette møde var en skuffelse. Det bekræftede fuldstændig vores opfattelse af LO som et pampersystem, der helt har mistet jordforbindelsen. Vi (3 plattepiger plus vores tillidsrepræsentant) anklagede dem (Thomas Nielsen og Verner Sørensen fra LO samt vores fagforeningsformand og forbundsformand) for at have svigtet os, der stolede på dem, for at have ladet os stå alene og for nu til sidst at have nægtet at tage et økonomisk medansvar. LO ville ikke høre tale om at de skulle betale boden. Nogle citater fra mødet:
A: LO havde selv rådet os til at køre sagen på lock-out. Alligevel blev den kørt på aftalebrud - og tabt. Hvorfor?
VERNER SøRENSEN: Bent Osborg lovede at køre sagen på lock-out. Desværre er han her ikke i dag. Han er på ferie. Vi fører sager, vi ikke selv tror på, som arbejdspladserne forlanger, vi skal føre dem. Sagen blev også ført på lock-out første gang den var i Arbejdsretten, men Felix Poulsen (LO-jurist) foretrak at procedere på aftalebrud anden gang den var i Arbejdsretten. Det blev anset for juridisk mere sikkert at vælge denne indfaldsvinkel.
FAGFORENINGSFORMANDEN: Lad os prøve at se, hvilke positive ting, der kan komme ud af det her. Er LO i virkeligheden vores forbundsfælle, når det gælder? Kunne vi måske nu bagefter lære af erfaringerne og finde en måde at arbejde sammen på?
THOMAS NIELSEN: God idé. I må være klar over, at det er forbundene, der bestemmer, hvad LO skal være.
A: Hvad mente Thomas Nielsen med sin udtalelse til aviserne om, at plattepigerne var tåbelige og stupide. Jeg syntes, det var en grov tone, og du skulle ikke have sagt et t aviserne, men til os.
THOMAS NIELSEN: Jeg mente, hvad jeg sagde om plattepigerne - og det mener jeg stadigvæk. I skulle have gået i arbejde efter voldgiftskendelsen. Det var en dumhed at fortsætte konflikten.
A: Den mening står du ene med. Ude på arbejdspladserne mener man noget andet.
VERNER SøRENSEN: Må jeg spørge, hvad plattepigerne mener med udtrykket LOs svingende holdning'?
TILLIDSREPRÆSENTANTEN: Dét, at først vil I slet ikke høre på os - så vil I køre sagen på lock-out - så på aftalebrud. - og så vil I bagefter ikke' tage det økonomiske medansvar for jeres egne handlinger. Og nu bagefter kører I helt af sporet og lægger ansvaret for fiaskoen over på plattepigerne.
THOMAS NIELSEN: I vender tingene på hovedet. Vi har selv skabt Arbejdsretten og den fungerer udmærket.
B: Du er altså tilfreds med Arbejdsretten og med dens afgørelse i plattesagen?
THOMAS NIELSEN: Ja. Boden var vel stor, men ikke urimelig.
C: Kender du noget til fabriksarbejdende kvinder?
THOMAS NIELSEN: Jeg har selv arbejdet på fabrik.
C: Synes du ikke også, der er for langt fra bunden af pyramiden til toppen af LO?
THOMAS NIELSEN: LO må ikke have nogen direkte forbindelse til arbejdspladserne. Dét er fagforeningernes opgave.
C: Har du læst noget arbejderlitteratur for nylig? Myrdal? Sara Lidman? Marit Paulsen?
THOMAS NIELSEN: Jeg har desværre ikke tid til læsning.
C: Så vil jeg alligevel forære dig denne bog (Marit Paulsens 'Du, menneske'). Jeg håber du vil tage dig tid til at læse den.
THOMAS NIELSEN (meget nedladende): Tak.
Mødet slutter med, at man jo desværre' ikke forstod hinandens synspunkter. Forbundsformanden og fagforenings formandens dus-kammerateri med Thomas Nielsen gav plattepigerne kvalme: Vi ses på kongressen (skulderklap) - så kan vi bedre snakke.' Underforstået: så et pigerne der ikke.
Efter mødet med LO var vi langt nede og vidste ikke, hvor meget af det vi skulle referere for pigerne. Vi besluttede os til lige ud at fortælle om, hvilket indtryk det havde gjort på os.
Reaktionen blev den gammelkendte skuffelse: Det vidste vi jo næsten på forhånd.' Men så kom der også en stolthed op i dem: Vi betaler selv den bod. Så skylder' vi ikke LO noget. Ikke engang tak.'
Men så kom hele diskussionen om pengene i gang og endnu en gang følte vi os svigtet af tillidsmandsgruppe og fagforening.
Vi fandt ud af, at vi vidste alt for lidt om tingene og fik arrangeret et kursus, som det egentlig ville have været mest naturligt om fagforeningen var gået ind i. Da én af pigerne på et bestyrelsesmøde omtalte kurset, blev hun skældt ud og forhørt, så hun bagefter var ganske chokeret. Som modgift' arrangerede fagforeningens oplysningsudvalg et kursus på AOF-centret på Nattergalevej, som var en kopi af vores - et såkaldt frit kursus' omkring emner som skulle 'dukke op undervejs'. Det blev kørt ovenfra af et hovedbestyrelsesmedlem.
Der har siden konfliktens afslutning - og især efter overenskomststrejkens negative udfald foråret 73 - været en udbredt misfornøjelse med fagforeningen og dens ledelse. Der har været flere tilløb til en tydelig stemning for en kollektiv udmeldelse. Den blev dog afværget ved bestyrelsens samlede afgang ved generalforsamlingen.
Men mistilliden er der stadig."
"Under konflikten og i tiden umiddelbart efter, var alle enige om, at nu måtte vi prøve at holde sammen fremover. Vi havde jo bevist, at vi kunne gøre det, når det gjaldt de store ting. Så måtte det da være meget nemmere at holde sammen om de små problemer. Men - ét er teori ...
Vi opdagede, at vi først nu løb ind i de egentlige problemer. Nogle piger fortalte om ødelagte ægteskaber og venskaber. Andre om skænderier i familien - ikke bare om økonomien, men også om konflikten som sådan, om forældre, der var forargede, søskendes og svigerfamiliers uforståenhed og seen-ned på dem som urostiftere. Dertil kom, at nogle afreagerede deres indre pres ved at hakke på den 'lille kernegruppe' på afdelingen - de fandt den 'diktatorisk, partipolitisk, provokerende og urostiftende'. Det værste af alt skete: Splittelsen indenfor vore egne rækker blev en kendsgerning.
På konfliktens sidste dag - den dag hvor vi skulle begynde at arbejde normalt igen - var der flere, som ved mødets begyndelse rejste sig op og talte advarende om, at nu skulle det hele helst ikke ødelægges, ingen skulle begynde at morakke og ødelægge akkorden, selv om der var meget at indhente økonomisk. Vi måtte holde sammen og også fremover være vågne overfor eventuelle misgreb fra ledelsens side, men også overfor misbrug af den nye aftale' fra vores egen side.
Og hvad skete? Efter at sejrsfestlighederne' var overstået, var det som om næsten alle fik så travlt med at arbejde, arbejde, arbejde - at man glemte alt det andet.
Det kan man ikke bebrejde kammeraterne. Mange havde jo virkelig lidt store økonomiske tab trods strejkeunderstøttelsen fra indsamlingen. Ingen havde jo f. eks. modtaget nogen form for helligdags-betaling for jule- og nytårs-dagene. Der var virkelig grund til at hænge i. Men ingen grund til at glemme sammenholdet.
Vi havde bl. a. også aftalt, at vi i fremtiden ville samles i marketenderiet, når vi skulle spise, så vi kunne bevare kontakten med hinanden. Tidligere havde vi spist på vore pladser på 8 forskellige stuer. Vi overholdt aftalen - i 2 dage. Så sad kun de sædvanlige 8-10 stykker i marketenderiet.
Men vi fik hurtigt brug for solidariteten igen. Det viste sig, da sagen om fordelingen af restbeløbet fra indsamlingen begyndte at køre. Og ligeså, da vores tillidsrepræsentant efter pres fra en bestemt gruppe gik af, og vi ikke kunne få nogen ny - ingen ville lade sig opstille.
Vi var uden tillidsrepræsentant i 4 uger. I den tid var det platteudvalget, der repræsenterede afdelingen overfor ledelse og fagforening. De tre medlemmer af platteudvalget fik dog langt fra deres udgifter dækket, selv om de havde ret til at få personlig gennemsnitsløn. Både ledelse og fagforening protesterede mod deres timetal, og udvalget måtte - for overhovedet at holde sammen på afdelingen og give den fornødne orientering - arbejde gratis, dvs. miste adskillige timer.
Det lykkedes trods disse besværligheder at få aftalt en ny akkordpris, på juleplatten. Og så var det, det gik galt. Nogle af 'morakkerne' løb afsted med akkorden. I løbet af ganske kort tid var de oppe på 45-50 kr. i gennemsnitsløn. Platteudvalget advarede, gang på gang og sagde, at vi kunne risikere dekord (nedsættelse af akkorden), men det havde ingen virkning. Heldigvis' var det denne gang en fordel for os, at fabrikkens ledelse satser så meget på produktionsforøgelse. Akkorden holdt, men solidariteten røg.
Nu var alle på vagt mod alle, og det passede ledelsen udmærket at spille os ud mod hinanden på den måde. Det har ført til misforståelser og misundelse og uro og mistænkeliggørelse, og der er ingen grobund for at bygge videre på sammenholdet.
Da så overenskomststrejken begyndte, håbede vi, at nu ville den gamle ånd' fra konflikten vende tilbage. Nu havde vi igen noget fælles at slås for. Men ak - fagforeningens negative holdning under strejken, hvor der overhovedet ingen orienterende møder blev holdt, medvirkede til, at vi i stedet for at føle os som en fælles gruppe gik rundt som enkeltpersoner og skulle forsvare noget, vi egentlig ikke følte os engageret i. Det viste sig også tydeligt, når vi endelig så hinanden ved udbetalingerne af strejkestøtte én gang ugentlig: Nogle var sure og ville hellere gå i arbejde og det var svært for det lille fåtal, der kunne se perspektivet i aktionen at få kontakt med de andre. Især da disse fik ret i deres argument: 'Forhandlerne ved lige nøjagtigt, hvor længe vi kan holde ud. De ved, hvor mange penge der er i strejkekassen. Det hele er håbløst.'
Efter overenskomststrejken var der kun få uger til sommerferien. Og selve den kendsgerning, at det på grund af to konflikter indenfor et halvt år blev en spareferie, bevirkede at de fleste efter sommerferien ligesom havde taget afstand fra alt, hvad der hed arbejdskamp i det daglige. Nu skulle der bare tjenes penge. Skyklapperne blev næsten synlige.
En sjælden gang imellem - som når der f.eks. var noget i vejen med udsugningsanlægget - kunne det gamle oprør bane sig mumlende vej og også få højlydt udtryk, men fra ledelsens side skyndte man sig at få tingene ordnet.
Somme tider kom man uroen i forkøbet ved 'samtaler' med enkeltpersoner på afdelingen. Altså - endelig ikke mere ballade på platteafdelingen.
Derfor er der også kun nogle ganske få, der er forblevet aktive i kampen for at forbedre de daglige vilkår på platteafdelingen. Og da afdelingen samtidig - med mere eller mindre frivillig medvirken fra malernes side - er blevet reduceret til det halve fra 1. april 1974, er flere af de aktive nu spredt rundt på andre afdelinger. Dog er nogle få stykker forblevet på platteafdelingen. Deres politiske virksomhed foregår imidlertid hovedsagelig udenfor afdelingen.
Det er svært at pege på enkeltresultater af konflikten og især fra tiden efter, men fra samtaler med folk fra andre arbejdspladser har man det indtryk, at selve udholdenheden under konflikten samt kampen mod LOs pampervæsen. anerkendes meget, mens tillidsmændenes indgriben i pengesagen fordømmes. I hvert fald af dem, som har gennemskuet. den.
En følge heraf kan blive, at andre strejkende lærer af vore erfaringer:
1. At man straks ved en strejkes begyndelse nedsætter 3 forskellige udvalg: Et presseudvalg, som tager sig af orientering udadtil; et udvalg, som tager sig af orientering til andre afdelinger på virksomheden; og et indsamlingsudvalg og fordelingsudvalg, som tager sig af alt det økonomiske. Vel at mærke udenom tillidsmandsgruppen.
2. At man straks knytter forbindelse til aktivgrupper udenfor - studenter, højskoler o.s.v.
3. At man så vidt muligt vedligeholder forbindelsen til disse grupper (som ikke behøver være partipolitiske) også efter konflikten - for at videregive erfaringerne. Det vil især på langt sigt bidrage til, at fremtidige strejker kan blive mere effektive. Måske - og det håber vi da allerede nu er sket - vil også disse grupper få noget positivt ud af samarbejdet."
Det har lige siden konfliktens ophør været en fristelse for flere af de aktive under plattekonflikten at gå ind i fagforeningsarbejdet - at prøve at lave om på tingene, så det virkelig blev deres fagforening, som varetog deres interesser og havde medlemmernes tillid.
Før konflikten har de fleste tillsyneladende følt at det var håbløst at forsøge at ændre noget på den måde. Under konflikten synes adskillige at have erkendt, at vanskelighederne med fagforeningen og tillidsmændene måske skyldtes deres egen svigt overfor disse institutioner.
Ud fra denne erkendelse har to af plattepigerne turdet lade sig opstille og er blevet indvalgt i bestyrelsen for Keramisk Malerforening.
Helge Andersen: "Hvem ejer Danmark nu?", 1970, Fremad.
"Arbejdsmarkedets håndbog", AOF, 1974. Indeholder en lang række ellers vanskeligt tilgængelige love, aftaler, cirkulærer.
"Danmarks 1000 største virksomheder", 1973, Teknisk forlag.
"Derfor strejker vi!", Lindhardt og Ringhof, 1971. Om konflikter på Den kgl. Porcelainsfabrik 1969-70.
Jesper Due og Jørgen Steen Madsen: "Tillidsmanden i klassekampen", forlaget SOC, 1972. Med udgangspunkt i tillidsmandsafskedigelsen på Ålborg Værft i 1971 en kritisk introduktion til og gennemgang af tillidsmandsinstitutionen.
Bent Falbert og Torgny Møller: "Sælg dig dyrt", Borgen, 1974. Om utraditionelle aktionsformer og påvirkningsmuligheder.
"Greens danske fonds og aktier", 1973, Børsens forlag.
Bent Hansen: "Møde med fagforeningen", AOF, 1967. Introduktion til det faglige system - tillidsmandsinstitutionen, samarbejdsudvalg osv.
Torgny Møller: "Arbejderopposition. Magt og magtmisbrug i dansk fagbevægelse", Rhodos, 1972. Dokumenter fra den løbende konflikt mellem top og bund i dansk fagbevægelse.
Einar Nielsen: "Indførelse i arbejdsretten", AOF, 1964. Ikke særlig kritisk introduktion til og gennemgang af det fagretslige system i Danmark og en række andre lande.
"Plattepigernes kamp", Røde Hane, 1974. Endnu en beskrivelse af konflikten i platteafdelingen ud fra en venstresocialistisk indfaldsvinkel.
"Rapport om Arbejdsretten", Forlaget Modtryk, 1973. Stærkt kritisk introduktion til og gennemgang af det fagretslige system.