Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 17/6 2003
Læst af: 18.962
: :
Udlicitering

Udlicitering (engelsk. Outsourcing) betyder at en offentlig myndighed (typisk en kommune) overdrager til en privat virksomhed at udføre en nærmere defineret opgave i et nærmere defineret tidsrum. Opgaven defineres af det offentlige, men udføres af det private, og kommer dermed til at befinde sig i gråzonen mellem den offentlige og private sektor. Man kan sige at det er en halv og tidsbegrænset privatisering.

Udlicitering er anvendt til løsning af en bred vifte af opgaver, fra «hårde» områder som rengøring på skoler til «bløde» områder som drift af børnehaver eller hjemmehjælp.

Kommuner anvender i udgangspunktet udlicitering for at spare penge. Det forventes, at den private virksomhed kan udføre en given opgave billigere end det offentlige, dvs. det antages at offentligt ansatte arbejder bureaukratisk og langsomt.

Ved udlicitering konkurrerer forskellige udbydere om at give det bedste og billigste tilbud. Offentlige virksomheder kan deltage i denne konkurrence, således som vi så det, da både DSB og Arriva bød på de vestjydske togstrækninger (Arriva vandt). Dette - eller den blotte trussel om udlicitering - formodes at få de offentlige virksomheder til at oppe sig.

Modsat privatisering indebærer udlicitering ikke, at det offentlige frasiger sig retten til at definere indholdet af opgaverne. Hvis den virksomhed, der har vundet licitationen, ikke lever op til forpligtelserne, kan den sættes fra opgaven.

Det antages at borgerne alene er interesseret i ydelsens kvalitet, mens det kan være ligegyldigt hvordan den er produceret (offentligt eller privat). Borgeren opfattes derfor som kunde eller bruger, altså parallelt med vor rolle når vi køber køleskabe i en forretning. Tilsvarende opfattes den offentlige sektor som en udbyder, helt parallelt med en privatkapitalistisk udbyder af køleskabe. Den offentlige sektor markedsgøres, og samfundsborgeren forvandles til forbruger.

Alternativt kan man opfatte den offentlige sektor som det, den private sektor ikke er. Man kan opfatte den offentlige sektor som fællesskabets område, altså som den sektor hvor vi i fællesskab tager vare på hinanden. Som sådan er den offentlige sektor kernen i velfærdssamfundet, snarere end en producent af varer (ydelser). I denne vision er vi alle, som samfundsborgere, medlemmer af den offentlige sektor, dvs. vi er ikke kunder eller brugere, der står udenfor og her har et rent instrumentelt forhold til sektoren. Ud fra denne opfattelse er svaret på bureakrati og dårlig service ikke udlicitering, men demokratisering, således at de berørte borgere i højere grad får reel indflydelse på vilkårene.

En privat virksomhed byder naturligvis kun på en opgave, hvis den forventer at kunne få et overskud. Hvor kommer det overskud fra? Effektivisering i kraft af privat foretagsomhed og konkurrencepresset, vil svaret lyde. I mange tilfælde betyder effektivisering imidlertid at medarbejderne skal løbe hurtigere og i det hele taget skal være mere fleksible. Jobsikkerheden er ringere end for offentligt ansatte.

Meget ofte vil det være en stor multinational virksomhed, der vinder, således som vi har set det i Danmark med ISS og Arriva. Grunden er at den i kraft af sin størrelse har nogle stordriftfordele, der giver den lavere omkostninger, således at den kan tilbyde en lavere pris for løsning af opgaven. Det er sjældent at små eller mellemstore danske virksomheder vinder.

Det betyder at udlicitering, samtidig med at den svækker den direkte demokratiske kontrol med området, styrker den danske eller udenlandske monopolkapital på bekostning af det mindre danske erhvervsliv. Så selv om udlicitering umiddelbart er en fair konkurrence mellem tilbudsgivere, er resultatet øget monopolisering (centralisering).

Sammenfattende bygger udlicitering på den nyliberale filosofi: Markedet er at foretrække frem for direkte demokratisk styring. Konkurrence er bedre end samarbejde. Og det offentlige er en tvangsstat, der skal minimeres, snarere end legemliggørelsen af det demokratiske fællesskab.

I Danmark har partiet Venstre af naturlige grunde været principiel fortaler for udlicitering. I modsætning hertil har Socialdemokratiet og dele af SF ikke set nogle principielle spørgsmål i fænomenet (samfundets indretning, betydning for demokratiet osv.), så byrådsmedlemmer fra disse partier har ofte af pragmatiske grunde (ifbm. kommunale besparelser) tilsluttet sig udlicitering.

An.Lu.


Litteratur

Jens Jørgen Nielsen red: Grænser for Vækst? En debatbog om velfærdsstaten, Pædagogisk Medhjælper Forbund 1999.
Carsten Greve red: Privatisering, selskabsdannelse og udlicitering, Systime 1997.