Vietnamkrigens parter

Nordvietnam (DRV - den Demokratiske Republik Vietnam): Den 2. september 1945 erklærede præsident Ho Chi Minh Vietnams uafhængighed og DRV, efter at modstandsbevægelsen Vietminh havde befriet landet fra den japanske besættelsesmagt. DRV blev regeret af Vietnams Arbejderparti (kommunistparti). Støttede FNL i Sydvietnam, men fik efter FNL’s Têt-offensiv i 1968 en stigende rolle i kampen mod USA og Saigon-styrets styrker i Sydvietnam. Nordvietnamesiske styrker var afgørende i den endelige offensiv i 1975, som førte til Saigons fald.

Frankrig: Kolonimagt i Vietnam fra 1859 til 1954. Underlagde sig den japanske besættelsesmagt under 2. Verdenskrig. Da Frankrig i 1946 søgte at genetablere kolonistyret startede den første Indokina-krig. Frankrig led et sviende nederlag ved Dien Bien Phu i 1954 og blev tvunget til at indgå en våbenhvileaftale - Genève-aftalen – med DRV/Vietminh. Kina og Sovjetunionen deltog i forhandlingerne, og sammen med Frankrig pressede de DRV/Vietminh til at acceptere aftalen. Saigon-styret og USA var også til stede, men anerkendte ikke resultatet. Aftalen delte Vietnam midlertidigt ved 17. breddegrad, som skulle ophæves ved valg 2 år senere. Frankrig trak sig herefter ud af Vietnam.

Sydvietnam (Saigon-styret): Bao Dai abdicerede som kejser i 1945, men indgik i 1949 en aftale med Frankrig om et uafhængigt Vietnam, under fransk dominans. I 1954 blev den anti-kommunistiske Ngo Dinh Diem premierminister, som efter et arrangeret valg i efteråret 1955 afsatte kejser Bao Dai, og oprettede Republikken Vietnam med sig selv som præsident. Det skete med direkte amerikansk støtte - i Pentagon-rapporten, omtales Sydvietnam som «hovedsageligt et produkt skabt af USA». Diem var diktatorisk og upopulær, og i 1963 blev han myrdet under et statskup. Kuppet skete med USAs vidende, og var udført af en række generaler, som nu skiftedes til at være ved magten. I 1967 tog General Nguyen Van Thieu over som præsident og sad indtil 1975.

USA: Ønskede i 1944-45 en afkolonisering af Indokina. Men efter kommunistpartiets sejr i Kina formulerede USA i 1950 formuleret en ny politik, og ’Domino-teorien’ blev grundlag for USA’s engagement i Vietnam. USA begyndte derfor en omfattende økonomisk og militær støtte til Frankrigs Indokina-krig. Ifølge USAs Nationale Sikkerhedsråd i 1954 ville «tabet af blot et enkelt land» i Sydøstasien på længere sigt føre til tabet af hele Sydøstasien, og siden hen Indien og Japan, for så til sidst at «bringe Europas sikkerhed og stabilitet i fare». Den såkaldte Tonkin-bugt affære i 1964 blev brugt som påskud for at indlede en åben krig mod Nordvietnam i 1965 og mod FNL i Syd. I januar 1973 blev der indgået en våbenhvileaftale i Paris mellem krigens parter, hvorefter USA trak sine tropper ud af Vietnam. Med Saigon-styrets fald i 1975 måtte USA helt forlade Vietnam.

FNL/ PRG: Sydvietnams Nationale Befrielsesfront (FNL - Front National de Liberation) blev oprettet i december 1960 og var sammensat af 23 partier, masseorganisationer, religiøse grupper og nationale mindretal, men med socialister og kommunister som en drivende kraft. Var neutral i sin politik, men fik støtte fra DRV-Nordvietnam. Efter FNL’s Têt-offensiv i 1968 indledtes fredsforhandlinger i Paris mellem DRV og USA, fra 1969 med inddragelse af Saigon-styret og FNL, som i 1969 oprettede PRG - den Provisoriske Revolutionære Regering. Efter våbenhvileaftalen i januar 1973 omgrupperedes FNL/PRG til de «befriede områder» i Sydvietnam. Sammen med nordvietnamesiske styrker erobrede FNL Sydvietnam i 1975.