Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Nordamerika  .  USA
Ideologi  .  Borgerlig  .  Konservativ
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 27/11 2006
Læst af: 11.586
: :
Rumsfeld, Donald
Donald Rumsfeld

Donald Henry Rumsfeld (1932-), neokonservativ forsvarsminister i George W. Bush' regering (2001-06).

Rumsfelds familie har nordtysk oprindelse. Han blev født i Chicago og gik siden på Princeton University. Han blev første gang valgt til kongressen som 30 årig i 1962, og siden genvalgt i 64, 66 og 68.

Han trådte ud af kongressen i 1969 og beklædte de følgende år en række poster i Nixon regeringen. I 1973-74 var han USA's ambassadør ved NATO hovedkvarteret i Bruxelles. I 1974-75 var han præsident Gerald Fords stabschef for i 75-77 at beklæde posten som forsvarsminister. I 76 var han ansvarlig for at kalde George H.W. Bush hjem som udsending til Kina, for i stedet at udnævne ham til direktør for CIA. formålet var at stække Bush' ambitioner om at blive præsident, og dette skabte et vist fjendskab mellem de to.

Fra Fords valgnederlag i 1977 og de følgende 24 år til han blev udnævnt til forsvarsminister under Bush var han overvejende aktiv i det private erhvervsliv som direktør for en række større virksomheder som Searle, General Instrument, Rand og ABB. Som direktør for ABB var han i januar 2000 med til at indgå en ordre om salg af udstyr og service til 2 nordkoreanske atomkraftværker i Kumho på Koreahalvøens østkyst. Salget lå indenfor rammerne af atomenergiaftalen mellem USA og Nordkorea fra 1994.

Selvom han overvejende var aktiv i det private erhvervsliv, havde han også en række rådgivningsposter under Reagan regeringen (1981-89), men fik ikke nogen fremtrædende position. Måske fordi han havde stukket en kæp i hjulet for daværende vicepræsident George H. W. Bush' politiske ambitioner.

Rumsfelds vigtigste opgave under Reagan var som præsidentens specielle udsending til Mellemøsten i 1983-84. I den egenskab besøgte han 19-20. december 1983 Saddam Hussein i Baghdad.

Donald Rumsfeld besøger Saddam Hussein som præsident Reagans udsending 20. december 1983.
Baggrundsmateriale om besøget

Videoklip fra irakisk TV fra Rumsfelds besøg, 20. december 1983. (2,6Mb)

Under sin tid som speciel udsending var han den vigtigste budbringer af amerikanske efterretningsoplysninger, våben og strategisk rådgivning af Saddam Husseins regering. For USA var Iraq da en vigtig allieret i kampen mod præstestyret i Iran. Iraq var selv gået i krig med Iran 2 år tidligere. Under Rumsfelds 90 minutters møde med Saddam diskuteredes Syriens besættelse af Libanon, hvordan syrisk og iransk ekspansion kunne hindres, hvordan salget af våben til Iran kunne hindres og hvordan den irakiske olieproduktion kunne øges gennem en mulig olierørledning gennem Jordan. Hvad der derimod ikke blev diskuteret var Iraqs produktion og anvendelse af kemiske våben, trods det at den iranske regering de foregående måneder havde beskyldt Iraq for anvendelsen af kemiske våben - faktisk helt tilbage i 1981. Først i marts 84 fordømte USA anvendelsen af kemiske våben, og da kun 2 dage før det Internationale Røde Kors bekræftede Irans beskyldninger.

Rumsfeld var stærkt kritisk overfor Bush regeringen, da denne i 1991 undlod at invadere Iraq og vælte Saddam Hussein i forlængelse af Golfkrigen. Han mente USA aktivt skulle bruge sin styrke til at påtage sig et verdensførerskab i kølvandet på Sovjetunionens og Østeuropas sammenbrud. I 2000 var han med til at oprette Project for the New American Century (PNAC, Projektet for det nye amerikanske Århundrede), hvis mål er at «fremme USA's globale lederskab». PNAC anbefalede allerede i september at Iraq blev invaderet.

Da Bush i december 2000 vandt præsidentvalget i USA med 5 højesteretsdommere mod 4 udnævnte han Rumsfeld til sin forsvarsminister. Denne fik for første gang virkelig lov til at træde i karakter, da USA i oktober 2001 indledte sin angrebskrig mod Afghanistan. Sammen med det øvrige neokonservative netværk omkring præsidenten var han i 2002 med til at formulere Bushdoktrinen - USA's strategi for «forebyggende angreb» mod reelle og formodede fjender. Den slags var der nok af. Da Tyskland og Frankrig i ugerne op til USA's nye angrebskrig mod Iraq i marts 2003 afviste at gå med i krigen eller godkende den i FN's Sikkerhedsråd, blev de af Rumsfeld karakteriseret som en del af det «gamle Europa». Det «nye Europa» var de lande - som Danmark, Storbritannien, Italien og Spanien - der bakkende op om USA's angrebskrig. Han kom selv i alvorlige politiske vanskeligheder i maj 2004 under torturskandalen i det irakiske Abo Ghraib fængsel. Det nordamerikanske militær havde systematisk gennemført tortur af fangerne i fængslet, men det lykkedes den øverste ansvarlige at ride stormen af med påstanden om, at torturen ikke var politisk sanktioneret. Siden kom det frem, at det var Rumsfelds viceforsvarsminister, Douglas Feith der i august 2003 havde været ansvarlig for at overføre kommandanten fra koncentrationslejren i Guantanamo til Abu Ghraib. Det var denne generalmajor Geoffrey Miller der havde medbragt «afhøringsmetoderne» fra Guantanamo.

Rumsfelds aggressive personlighed har skaffet ham mange fjender - også i forsvarsministeriet Pentagon, hvor Rumsfeld ofte tager sine egne beslutninger på tværs af de militære rådgivere og forsvarsstaben. Det var ham der besluttede, at Iraq skulle invaderes med langt færre soldater end de militære rådgivere ønskede. Han byggede det på en opfattelse af, at Saddam styret ville bryde sammen af sig selv, når Iraq blev invaderet, og USA ville blive modtaget som befriere. Faktisk lykkedes det i løbet af blot 3-4 uger at få den irakiske hær til at gå i opløsning. Først og fremmest fordi de irakiske generaler og officerer blev bestukket med amerikanske dollars. Men USA blev ikke modtaget som befriere, og Rumsfeld måtte i oktober 2004 indrømme, at Iraq ikke havde masseødelæggelsesvåben, da USA invaderede i marts 2003. Saddam havde talt sandt og Bush løjet.

Jordskredsvalget i november 2006 gav demokraterne flertal i begge Kongressens kamre. Valgsejren skyldtes først fremmest nordamerikanernes utilfredshed med USA's krig i Iraq, efter sejren valgte USA's neokonservative regering at gøre Donald Rumsfeld til syndebuk for nederlaget. Han blev erstattet med tidligere CIA chef Robert Gates. Rumsfeld vandt under sine 6 år som USA's forsvarsminister krigen mod udenrigsministeriet og Pentagons generaler, men han tabte krigen i Iraq og mod det nordamerikanske folk. Rumsfelds nederlag var ikke blot personligt, men også et nederlag for den neokonservative politik i USA.

Ligeledes i november indgav en advokatgruppe i Tyskland anmeldelse mod Rumsfeld til statsadvokaturen for tortur og krigsforbrydelser. Advokatgruppen repræsenterede 12 fanger - 11 fra Abu Ghraib fængslet i Iraq og 1 fra Guantanamo. Det danske Rehabilitetscenter for Turturofre (RCT) hilste anmeldelsen velkommen og sidestillede den med de foregående års internationale anmeldelser mod Chiles tidligere diktator, Augusto Pinochet.

A.J.


Litteratur

Advokat-gruppe rejser sag mod Rumsfeld, Politiken 14. november 2006
Torturcenter: Godt at retsfølge Rumsfeld, Politiken 14. november 2006