Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Nordamerika  .  USA
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Pædagogik
    .  Humaniora  .  Psykologi
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 7/2 2006
Ansvarlig redaktion: Pædagogik, Psykologi
Læst af: 63.593
: :
Gardner, Howard
Howard
Howard Gardner

Howard Gardner (1943-), nordamerikansk psykolog, specialiseret i udviklingspsykologi og neuropsykologi. Desuden uddannet som pianist. I sin akademiske uddannelse har han modtaget undervisning og studievejledning på Harvard College af Erik H. Eriksson (1902-94). Desuden mødte han på studiet Jerome Bruner (1915-) og David Riesmann (1909-2002). Fulgte gennem mange år to linier i sin forskning og teoretiske tænkning, dels kognitive funktioner hos normale og særlige talentfulde børn, og dels behandling af hjerneskadede voksne. Forældrene var jødiske flygtninge fra Nürnberg, Tyskland, der forlod Nazi-tyskland i 1938 og flygtede til USA.

Howard Gardner er Professor of Education ved Harvard University og Professor of Neurology ved Boston University School of Medicine. To værker karakteriserer hans tidlige forskning, dels The Shattered Mind fra 1976 og dels Frames of Mind: The Theory of Multiple Intelligences fra 1983. Den sidste, hvor han præsenterer teorien om de 7 intelligenser, har gjort ham verdenskendt. Begge bøger udspringer af hans interesse for kognition, neurologi og neuropsykologi. Gardner har (2005) skrevet 17 bøger, redigeret et betydeligt antal bøger og skrevet mere end 400 artikler.

Intelligenskritik

Teorien om de mange intelligenser med oprindelig 7 intelligenser er et opgør med den inden for psykologi dominerende forestilling om, at mennesket fra fødslen er udstyret med en generel intelligens - mental energi kaldet G eller g-faktoren. Denne g-faktor står for den mængde mentale energi et menneske har til rådighed for sin tænkning og problemløsning. Udtrykket intelligens dækker stort set det samme. Denne g-faktor teori har dannet baggrund for intelligensmåling, hvor man udregner den individuelle intelligensfaktor med et statistisk middeltal på IK eller IQ 100.

De syv intelligenser er siden udvidet til 8 intelligenser, mens en række yderligere forslag er under stadig diskussion. De oprindelige syv intelligenser er intelligenserne for:

Intelligenserne for det personlige indre og den personlige omverden handler om indlevelse i sine egne og andres følelser, hensigter og stemninger. Vi har lettere ved at leve os ind i andres indre tilstand, hvis vi kender det fra os selv. Denne empatiske formåen for sig selv og andre er to sider af samme sag, dvs. en slags siamesiske tvillinger. I begyndelsen af 1990'rne tilføjede Gardner den naturalistiske intelligens som den 8. intelligens og, man diskuterer fortsat en 9. intelligens: intelligensen for det eksistentielle (bevidstheden om eksistensen). Han har opstillet otte kriterier for at slippe en kandidat ind i intelligensfamilien. Blandt disse er, at man skal kunne identificere er klar udvikling fra begynder til ekspert, at en intelligens skal kunne slettes ved en hjerneskade uden at de øvrige intelligenser afficeres, at en intelligens skal have sit eget symbolsystem som f.eks. talens bogstaver og grammatiske struktur og musikkens nodesystem. Det har givet megen kritik, fordi ingen af intelligenserne fuldt ud lever op til alle otte kriterier. Han betragter selv «kriterierne» som forskellige områder, hvor han kan finde empirisk evidens for intelligenserne. Han kalder sig selv for empiriker og ikke filosof og kommer derved til at fremstå som positivistisk forsker, der med sine kriterier så kræver empirisk fundering, begrebslige kategoriseringer og statistiske funderede forsøg og dataindsamling. Andre kritiserer teorien om mange intelligenser for at have sluppet g-faktoren med ind i intelligensfamilien under navn af den logisk-matematiske intelligens, som Gardner helt tilbage i sin 1983 bog indrømmer, har en anden overliggende status end de øvrige intelligenser.

Evalueringskritik

Gardner stiller sig generelt tøvende over for testning af børn. Han påpeger, at kognitive funktioner kun udfolder sig optimalt i kontekstuelle sammenhænge, dvs. i folks hverdagsliv og ikke i psykologens testlokale. Vil man vide noget om børns funktioner, må man ud og iagttage dem i deres livspraksis. Desuden betragter han ikke intelligens eller intelligenser som især arveligt bestemt af forældrenes gener, men i høj grad påvirkelig af opvækstbetingelserne. Hans teori har en indbygget udviklingsoptimisme modsat tilhængerne af g-faktoren med deres udviklingspessimisme. Optimismen på børns vegne har ikke mindst tiltrukket den pædagogiske verden.

Udviklingsoptimismen på børns vegne er en nødvendig og nærmest naturlig grundholdning hos pædagoger og lærere. Uden den, hvad skal man så foretage sig? De mange intelligenser lægger desuden op til en mangfoldig pædagogik, hvor børn skal møde udfordringer for alle sanser og intelligenser. Det knytter an til megen pædagogisk grundlagstænkning om den alsidige personlighedsudvikling. Så pædagoger og lærere kan opleve teorien om de mange intelligenser som et opgør mod et endimensionalt menneskesyn på både tænkning og personlighed. Dertil kommer Gardners syn på tests og testning, hvor han fremhæver observation af børn i hverdagslige sammenhænge, i deres kontekst.

Uanset de teoretiske kritikpunkter har teorien om de mange intelligenser haft stor betydning for den teoretiske og praktiske pædagogik i skolen. De mange intelligenser er blevet taget til hjertet af uddannelsessystemet fra småbørnsalder til voksenalder. Howard Gardner har rent ud sagt valgt eller været nødt til at vælge i tiårs-perioden fra midt i 1980'rne til midt i 1990'rne at beskæftige sig med praktisk pædagogik og skoleplanlægning. Interessen for teoriens pædagogiske anvendelse har spredt sig til en række europæiske lande, bl.a. Danmark. Der opstod i USA en næsten landsomfattende bevægelse med skoler, der satsede på de mange intelligenser. Disse skoler lægger vægt på at der gives udfordringer til alle 7-8 intelligenser - ikke mindst også gennem art education - dvs. eksempelvis musik og billedkunst. Undervisning baseret på de mange intelligenser er forståelsesundervisning, hvor eleverne selv undersøger forhold i verden på grundlag af egne spørgsmål.

Gardner har fokus på de særlig talentfulde elever i skolen. Han påpeger betydningen af individualiseringsprogrammer især for at fremme læring og udvikling for særligt talentfulde elever. Det kan være svært at oversætte og overflytte hans anbefalinger på dette område til dansk pædagogisk tænkning og skole, fordi amerikanske skoler kun i bestemte geografiske områder kan sammenlignes med kvaliteten og ressourcerne til undervisningsdifferentiering og specialundervisning i det danske skolesystem.

Gardner er optaget af arts education. Han og hans kone Ellen Winner har sammen forsket i kunstpædagogik, ikke mindst vedr. børns tegnefærdighed og udvikling af billedkunstnerisk kunnen. Derfor vil man ofte i USA se, at skoler, der kalder sig Mange Intelligens Skoler, især har lavet en læseplansudvikling for øget undervisning i musik og billedkunst. Howard Gardner er med i ledelsen af Harvards project Zero. Et langsigtet studie af menneskers intellektuelle og kreative udvikling.

M.Ha.


Litteratur

Gardner, Howard (1980). Artful Scribbles. N.Y.: Basic Books.
Gardner, Howard (1983). Frames of Mind: The Theory of Multiple Intelligences. N.Y.: Basic Books.
Gardner, Howard (1993). Multiple Intelligences: The Theory in Practice. N.Y.: Basic Books.
Gardner, Howard (1999). Sådan tænker børn - sådan lærer born. København: Gyldendal. (dansk oversættelse af The Unschooled Mind: How Children Think and How Schools Should Teach, 1991).
Hansen, Mogens, Per Fibæk Laursen & Anne Maj Nielsen (2005). Perspektiver på de mange intelligenser: introduktion, diskussion, kritik. Roskilde: Samfundslitteratur.