Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 28/9 2008
Læst af: 18.614
: :
Terrorlister

Terrorlister er officielle lister over personer og organisationer, som stater eller overnationale organisationer anklager for terrorisme, og som eftersøges herfor. Officielt er formålet at bekæmpe terror. Kritikken af listerne går på, at de ikke nødvendigvis anvendes udpeger terrorister eller terrororganisationer, men også anvendes til at stemple politisk oppositionelle og legitime befrielsesbevægelser; at der ikke eksisterer nogen demokratisk proces omkring udfærdigelsen af listerne, og at grupper og personer der er sat på en liste derfor ikke har mulighed for at appellere og blive fjernet igen; at listerne frem for at bidrage til bekæmpelse af terror øger terroren og volden i verden.

Ideen om at sætte eftersøgte på lister stammer tilbage fra feudalismen og den tidlige kapitalisme. Pga. analfabetisme skete det ofte i form af en plakat med en tegning af den eftersøgte. Med udviklingen af en mere kompetent organisation omkring kriminalitetsbekæmpelse forsvandt disse lister i de fleste vestlige lande. Den mest fremtrædende undtagelse fra denne regel var USA, hvor FBI fortsatte en praksis med at udfærdige officielle lister over eftersøgte. I Tyskland opererede myndighederne i 1970'erne og 80'erne ligeledes med plakater med fotos af eftersøgte terrorister fra RAF og dennes efterfølgere.

Den nye bølge med terrorlister blev indledt i 1999 med FN resolution 1267 rettet mod Taliban styret i Afghanistan og Osama bin Ladens al-Qaeda netværk. Året forinden havde al-Qaeda sprunget USA's ambassader i Kenya og Tanzania i luften. FN's Sikkerhedsråd vedtog derfor resolution 1267, der rummede sanktioner mod Afghanistan og samtidig nedsatte en komite der skulle overvåge sanktionernes overholdelse og udpege de personer og organisationer hvis midler i Vesten skulle indefryses. Dette blev starten på FN's såkaldte terrorliste. Listen rummer i efteråret 2007 navnene på 361 personer og 125 organisationer - alle tilknyttet Taliban og al-Qaeda.

Efter terrorangrebet mod World Trade Center i september 2001, skete der ideologisk en voldsom optrapning i bekæmpelse af terrorisme. Hysteriet blev af mange stater brugt til at sætte oppositionelle personer og organisationer på såkaldte terrorlister, der i den brede offentlighed gav næsten ubegrænset legitimering til at slå ned på disse. Det var bl.a. tilfældet i Rusland, der benyttede situationen til at udnævne  en lang række personer og organisationer i Tjetjenien til terrorister; i Kina og en lang række lande i Mellemøsten blev politiske og religiøse dissidenter udnævnt til terrorister.

I EU besluttede ministerrådet i december 2001 at oprette en terrorliste over personer og organisationer involveret i «terrorisme». EU lænede sig angiveligt op ad Sikkerhedsråds resolution 1373 fra 28. september 2001, der pålagde medlemsstater at afstå fra støtte til personer og grupper involveret i terrorisme. EU derimod pålagde personer at afstå fra støtte til personer og grupper involveret i terrorisme. EU skelnede endvidere ikke mellem «faktisk udøvelse» og «politisk sympati for», ligesom unionen ikke skelnede mellem terrororganisationer og befrielsesbevægelser. Fra starten var EU's liste derfor omgærdet af voldsom kritik. Både af hvem der blev sat på listerne og processen omkring dette. Der var tale om rene politisk-administrative beslutninger om, hvem der bliver sat på listen. Den var udtryk for et politisk kompromis mellem de nationale EU efterretningsvæsener, der leverede input til listen, og de ministre der efterfølgende godkendte den.

I 2007 optrådte 54 personer og 50 organisationer på EU's liste. Alle palæstinensiske politiske organisationer med undtagelse af Fatah optræder på listen. Det samme gør alle nationalistiske organisationer i Euskal Herria. Hvis man går ind for baskisk selvstyre eller selvstændighed er man altså i EU forstand terrorist - uanset om der er tale om ungdoms-, kvinde- eller menneskerettighedsorganisationer. Til gengæld optræder de tjetjenere der gennem de sidste 10 år har gennemført terroraktioner i Moskva, Dagestan og senest i september 2004 med besættelsen af en skole i Beslan ikke på EU's liste.

Frem til september 2008 havde 4 organisationer (Mujahedeen-Khalq, al-Aqsa Stichting, PKK og al-Barakat) og philipineren José Maria Sison ført sager ved EF domstolen med krav om at blive fjernet fra EU's liste, og i alle 5 tilfælde gav retten dem ret. EU Kommissionen ignorerede dog de 5 domme. Domstolens synspunkt i alle 5 sager var at listens eksistens er et brud med grundlæggende retsstatslige principper: at man er uskyldig til det modsatte er bevist, og at man som anklaget har ret til at forsvare sig.

Til forskel fra EU's liste rummer Storbritanniens liste på 58 terrororganisation ingen palæstinensiske politiske organisationer, og blandt de baskiske organisationer findes kun en, nemlig ETA. Til gengæld optræder 14 væbnede nordirske organisationer på listen - de fleste loyalistiske.

Demokratisk underskud

Alle de eksisterende lister er forskellige - rummer forskellige personer og organisationer. Det afspejler ikke blot forskelle i opfattelse af, hvad kriterierne egentlig er for at være en terrororganisation. Men også at listerne tjener et politisk formål. Nemlig at stemple modstandere. Det er mest tydeligt i tilfældet USA, der i 1980'erne f.eks. karakteriserede ANC i Sydafrika og befrielsesorganisationerne i Mellemamerika som terrororganisationer. Samtidig støttede supermagten egne terrororganisationer som Contraerne i Nicaragua, Renamo i Mocambique og UNITA i Angola.

Men den politiske stempling er også klar i EU's terrorliste. Listen er sat sammen ud fra indstilling fra de enkelte medlemslandes efterretningstjenester. Hvis ingen anden tjeneste har været imod, er organisationen eller personen sat på listen. Det er baggrunden for, at alle baskiske nationalistiske organisationer findes på EU's terrorliste, stemplede som terrorister. Den spanske efterretningstjeneste ville have dem på, og ingen ville have dem af.

Et andet problem ved specielt USA's og EU's lister er, at de ikke skelner mellem befrielsesbevægelser og terrororganisationer. EU angiver som et af kriterierne for at komme på listen, at personen eller organisationen skal være en trussel mod en stat eller dennes institutioner. Der skelnes altså ikke imellem, om der er tale om den demokratisk stat eller et militærdiktatur. Med EU's formulering ville det under 2. Verdenskrig have været forbudt at støtte modstandsbevægelserne i de forskellige europæiske lande, der var besat af nazi-tyskland.

Listerne er ikke fremstillet i en åben demokratisk proces. Desværre giver det ikke grund til at ignorere dem, for selv om de ikke har en demokratisk baggrund, anvendes de som målestok for hvem der skal straffes med op til livsvarigt fængsel. Og vil ét land ikke gennemføre denne retsforfølgelse, skal personer efter den europæiske arrestordre udleveres til et andet europæisk land, der vil påtage sig denne retsforfølgelse.

Endelig eksisterer der det problem omkring listernes manglende demokratiske grundlag: at personer og organisationer der er sat på listerne ikke har nogen klagemulighed eller mulighed for at blive fjernet. Der er tale om kriminalisering uden hverken demokratisk eller retslig behandling, og uden appelmuligheder.

Kilde til vold og terror

Et tredje hovedproblem ved listerne er, at de frem for at bidrage til en reduktion af terror og politisk vold, øger den. Når der er tale om politiske og militære konflikter, hvor den «svage» part repræsenterer en meget stor minoritet, eller måske en majoritet af befolkningen, er det ikke muligt at besejre denne part med militære midler - med mindre der anvendes masseudryddelsesmetoder. Gennem 25 år bekæmpede Storbritannien IRA i Nordirland. IRA bekæmpede ikke blot det britiske politi og militær, men betjente sig også af vold mod civile, både i Nordirland og i England. Men samtidig havde bevægelsen opbakning i en betydelig del af den republikanske nordirske befolkning, og gennem mange år betegnede den britiske regering det politiske parti Sinn Fein som politisk forlængelse af IRA. Men i 1998 skiftede den britiske regering strategi og indgik en historisk aftale med Sinn Fein, der banede vej for fred og endelig afvæbning af IRA. IRA kunne ikke knækkes med militære midler. Først den politiske aftale mellem parterne banede vej ud af volden.

De negative erfaringer med begrebet «krig mod terror» fik i december 2006 det britiske udenrigsministerium til at erklære, at Storbritannien ikke længere vil anvende dette begreb, hverken i sin udenrigspolitik eller strategiske planlægning.

Med terrorlisten har EU imidlertid tilsluttet sig USA's opfattelse af, at politiske konflikter kan løses militært. Derved lukkes forhandlingsmulighederne. Det er mest tydeligt i disse år i konflikterne i Sri Lanka og Palæstina. Selv om de Tamilske Tigre i Sri Lanka var den organisation der først introducerede selvmordsbombeattentater og på verdensplan har gennemført flest af disse, optrådte den frem til 2006 ikke på EU's liste. Først i sommeren 2006 meldte erkendelsen sig, at det var inkonsistent at andre optrådte på listen, men ikke Tigrene der ofte anvender terror. Tigrene blev derfor sat på listen. Det fik en umiddelbar ødelæggende effekt på fredsprocessen i Sri Lanka, som flere europæiske lande ellers havde spillet en aktiv rolle i som mæglere. Da EU terrorstemplede Tigrene erklærede disse, at de ikke længere ville samarbejde med de europæiske observatører eller garantere for deres sikkerhed. Den igangværende fredsproces i Sri Lanka brød sammen og krigen eskalerede.

Norge spillede en nøglerolle som mægler i Sri Lanka og havde indtil 2006 lænet sig op ad EU's terrorliste. Terrorstemplingen af Tigrene og sammenbruddet i fredsprocessen i Sri Lanka fik den norske regering til umiddelbart at erklære, at den ikke længere kunne anvende EU's terrorliste, men alene ville anvende FN's terrorliste - der kun omfatter Taliban og al-Qaeda.

Inden det palæstinensiske parlamentsvalg i december 2005 og januar 2006 indgik Hamas og de fleste andre palæstinensiske partier en aftale med Israel om at indstille terroraktioner - mod at Israel til gengæld indstillede sine likvideringer af palæstinensiske ledere og større militære aktioner mod de palæstinensiske byer. Hamas vandt parlamentsvalget og sammensatte en samlingsregering. Hamas ønskede også, at det næststørste palæstinensiske parti, det tidligere regeringsparti Fatah skulle indgå i samlingsregeringen. Men dels var Fatah i chok over valgnederlaget, dels blev tanken om samlingsregering voldsomt modarbejdet fra især USA's side. Resultatet var en regering hvor Hamas var dominerende, og eftersom Hamas var på EU's liste over terrororganisationer (men ikke på Storbritanniens liste) - trods indstillingen af terrorangreb mod Israel - indførte EU økonomisk boykot af Palæstina. EU havde siden midten af 90'erne tegnet sig for en væsentlig del af financieringen af det palæstinensiske selvstyre, og gennem 2006 brød den offentlige sektor i Palæstina derfor sammen.

USA havde regnet med, at dette ville udløse et folkeligt oprør vendt mod Hamas, men den palæstinensiske vrede blev i stedet rettet mod USA og EU, der havde udløst det økonomiske sammenbrud. USA gik derfor i eftersommeren 2006 sammen med Israel i gang med at bevæbne og træne Fatah soldater, der skulle vælte regeringen i Gaza. Den eskalerende militære konflikt blev først standset i januar 2007, da Hamas smed Fatah ud af Gaza.

Ved først at kræve demokratiske valg, dernæst hindre sammensætningen af en samlingsregering, og endelig boykot og indstilling af det økonomiske samarbejde med henvisning til terrorlisten, har EU skabt økonomisk kaos i Palæstina, skabt en borgerkrigs lignende tilstand og gjort fredsprocessen mellem Israel og Palæstina endnu mere fjern. Konflikten er politisk, og kan kun løses politisk. USA's ensidige militære støtte til den ene part er alene udtryk for del og hersk politik, der ikke bidrager til en løsning.

Terrorlister i Danmark

Danmark deltager ikke i EU's retlige samarbejde, og er derfor ikke bundet af EU's terrorliste. Alligevel var der fra 2002 et bredt politisk ønske om at lægge sig op ad listen. De første år førte det kun til kritik fra den yderste venstrefløj, der i udgangspunktet kritiserede den manglende skelnen mellem befrielsesbevægelser og terror. Foreningen Oprør blev dannet i 2004 med det formål at kritisere og udfordre terrorlisten og den danske terrorlovgivning der lænede sig op ad denne liste. I august 2005 krænkede politiet den grundlovssikrede ytringsfrihed, da det beslaglagde dele af Oprørs Web site, der indkaldte til en europæisk konference om terrorlisterne. Umiddelbart efter blev foreningens talsmand, Patrick McManus anklaget efter den danske terrorlov for støtte til PFLP og FARC, der begge optræder på EU's terrorliste - men ikke den britiske, eller FN's.

I januar 2006 igangsatte et lille nystartet dansk firma, Fighters and Lovers salg af T-shirt over internettet med det formål ligeledes at støtte PFLP og FARC. En måned senere slog politiet til, konfiskerede konti, web site og varelager, og arresterede 7 personer, der senere som McManus blev anklaget for støtte til terrorisme. Alle 7 blev frikendt i Københavns Byret i december 2007, men de 6 blev idømt straffe på 2-6 mdr. fængsel i september 2008, i en historisk dom hvor retten satte entydigt lighedstegn mellem drab på civile og terror. I rettens forstand var derfor også den danske modstandsbevægelse under 2. Verdenskrig en terrororganisation.

Udfordringen og kritikken af terrorlisterne i Danmark var ikke de første i Europa. Allerede i 2002 samlede Ung Vänster i Sverige ind til fordel for PFLP som kritik af EU's manglende skelnen mellem terror og befrielsesbevægelser. Den svenske statsanklager besluttede ved den lejlighed ikke at rejse tiltale, med den begrundelse at der blev samlet ind til PFLP's sociale projekter.

Den første danske retssag med reference til terrorlisten var al-Aqsa sagen, hvor den humanitære forening al-Aqsa stod anklaget for at støtte Hamas gennem sin støtte til humanitære projekter i Palæstina. En britisk søsterorganisation var ved 2 tidligere lejligheder blevet frikendt for at have støttet de samme palæstinensiske organisationer, og da den danske anklagers vigtigste bevis var israelske forhørsprotokoller fra tortur af palæstinensiske fanger, blev foreningen al-Aqsa i efteråret 2006 frikendt.

Kritikken af terrorlisterne har siden 2002 bredt sig fra venstrefløjen ind over den politiske midte. Den danske terrorforsker Lars Erslev Andersen er meget kritisk over for terrorlisterne. Foruden problemerne med retssikkerheden for de personer og grupper, der kommer på listen, mener han, at listerne dybest set slet ikke kan bruges til noget som helst: «De er komplet overflødige og har ingen praktisk relevans, andet end for de mennesker, der placeres på listerne. Terrorlisterne er ikke nødvendigvis særligt befordrende for bekæmpelse af terrorisme, fordi meget af den terrorisme, vi har problemer med i dag, ikke kommer fra grupper med et navn og en organisation. Det er lokale netværk. Jeg tror ikke, at terrorlisterne er et ønske fra efterretningstjenesterne eller politiet, fordi de jo ikke skal sidde og læse de lister og sige, at det er der, vi skal holde øje. Hvis de havde tilrettelagt deres arbejde efter listerne, så havde de jo aldrig forhindret det, der foregik i London. Og det gjorde de jo så heller ikke», konstaterer Lars Erslev Andersen. (Morten Christensen: Den ene mands frihedskæmper).

Elisabeth Arnold fra det Radikale Venstre er ligeledes meget skeptisk over for effekten af listerne: «Man skal ikke gå og tro, at terrorlisterne forhindrer noget som helst. Enhver kan sige sig selv, at en lille, unavngiven organisation, som pusler med terrorisme, for eksempel hjemmegroede, radikaliserede unge, aldrig vil havne på en terrorliste, fordi de ikke har noget navn eller måske lige er blevet stiftet i forgårs. De når aldrig nogensinde frem til det system, som placerer folk på terrorlisterne», siger Elisabeth Arnold. (Morten Christensen: Den ene mands frihedskæmper).

Endelig mener socialdemokraten Mogens Lykketoft, at det er på høje tid at revurdere listerne: «Vi accepterede det i den ophedede stemning efter 11. september (2001), men jeg mener virkelig, at det nu er tid til eftertanke, om vi er formålstjenlige i den måde, vi definerer organisationer ind på den terrorliste. Jeg har ikke svaret på, hvad vi skal gøre, men der er gået fem år siden 11. september, så det er på tide, at vi laver en grundlæggende revisionsgennemgang af den måde, vi har håndteret det på», erklærer Mogens Lykketoft. (Morten Christensen: Den ene mands frihedskæmper).

A.J.


Litteratur

Christensen, Morten: Den ene mands frihedskæmper ... Speciale SDU (2006)

Internet:
Statewatch: monitoring the "terror" lists - proscription, designation, and asset freezing. Kronologi i udviklingen af de forskellige lister (EU, FN, USA, UK) fsiden 2001, sammenligning af de 4 lister og en juridisk analyse af deres grundlag.

The consolidated list established and maintained by the 1267 committee with respect to al-Qaeda, Usama bin Laden, and the Taliban and other individuals, groups, undertakings and entities associated with them. FN's terrorliste.

EU's terrorliste

Statewatch: the lists. Oversigt over de 4 lister.

Wilhjem, Preben: Terror og ret. Kritik af terrorlisterne og den danske terrorlovgivning for undergravelse af retssamfundet.

Foreningen Oprør.

Terrorpakke 1.0

Terrorpakke 2.0