Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 18/11 2008
Læst af: 6.641
: :
Aischylos

Aischylos (525-456 fvt.), græsk dramatiker, født 525 fvt. i Attika, Eleusis, en lille by 40 kilometer nord for Athen, død 456 fvt. i Gela, Sicilien. Han udviklede ved siden af Sofokles og Euripides græsk tragedie i sammenhæng med Athens udvikling til demokrati og førende Middelhavsmagt.

Den antikke, græske dramatiker Aischylos' værker vibrerer mellem konflikt og forsoning af religion og demokrati.

Menneskets verdslige og religiøse pligter udløser i Aischylos skuespil sammenstød og konfrontationer i og mellem de dramatiske figurer. Det er en konflikt, som hænger sammen med dannelsen af det græske demokrati. Mennesker bliver med demokratiet individer med vilje og valgmuligheder, som ikke automatisk er i overensstemmelse med forestillingerne om gudernes indretning af verdensordenen. Aischylos' dramaer udspilles i denne konflikt, men hylder samtidig forsoningen mellem mennesker og guder.

Aischylos er den ældste, græske dramatiker, hvis værker er bevaret. Han er forfatter til den ældst bevarede græske tragedie, «Perserne» (472 fvt.). Aischylos havde forgængere, men deres værker er kun overleveret i fragmenter, og de menes kun at være forstadier til egentlige dramaer. Forgængerne benyttede sig kun af én skuespiller, én korfører og ét kor. Aischylos har udvidet antallet af skuespillere til to – og dermed omformet de religiøse festspil til egentlige dramatisk værker.

Aischylos er også forfatter til den eneste overleverede trilogi, «Orestien» (458 fvt.). Alle græske dramaer er skrevet og spillet som en helhed af tre stykker, en trilogi, til Dionysos-festerne i Athen – efterfulgt af et satyr-spil, så helheden faktisk var en tetralogi. Saturspillet til Orestien findes kun i sparsomme fragmenter. De tre stykker er på dansk udgivet samlet som Orestien, men også enkeltvis som henholdsvis «Agamennon», «Sonofferet»/«Gravofferet» og «Eumeniderne»/«Forsoningen».

Aischylos skal i alt have skrevet omkring 90 dramatiske værker, svarende til 23-24 tetralogier. Kun syv tragedier er bevaret. Ud over «Perserne» og «Orestiens» tre dele er det «De syv fra Theben», «Prometeus i lænker» og «De bønfaldende».

Der findes kun meget begrænset viden om Aischylos' liv. Han er født omkring 525 fvt. og døde 456 fvt. Man ved, at han tilhørte det athenske aristokrati, og at han i flere omgange besøgte den græske koloni Gela på Sicilien – hvor han i øvrigt også døde. Aischylos kæmpede mod perserne ved Marathon og Salamis i henholdsvis 490 og 480 fvt. i de afgørende slag, som blev et vendepunkt i den græske antiks historie.

Han deltog første gang i 499 fvt. i stridsmålet om bedste musikalske, lyriske og dramatiske værk, som tragedie-forfatterne konkurrerede om under Dionesos-festerne i marts måned hver år. Han vandt førstepræmien første gang i 485 og vandt i alt 14 gange. Han har formentlig været en af de optrædende ved opførelserne af stykkerne.

På hans gravsten nævnes hans indsats på det dramatiske område ikke, derimod fremhæves hans mandige styrke i slaget ved Marathon. Det betyder ikke nødvendigvis en nedvurdering af hans kunstneriske virke, men understreger sammenhængen mellem den dramatiske genres udvikling og de samfundsmæssige omvæltninger, der foregik på Aischylos tid.

Fra lokaløkonomi til imperial by

Aischylos levede i en tid med revolutionære forandringer. Økonomisk havde Athen forud for Aischylos' fødsel forvandlet sig fra en landbrugsmæssig baseret lokaløkonomi til en handels- og pengeøkonomi, hvis grundlag far slaveri i landbrug, minedrift og håndværk. Athen udviklede sig i Aischylos' levetid fra en tyranstat med diktatorisk enehersker til et demokrati, hvor alle frie mænd kunne deltage i de politiske beslutningsprocesser – i 510 fvt. blev den sidste tyran væltet og demokratiet udvikledes i de næste år.

Athen forvandlede sig i de samme år fra en bystat på linje med andre i det deliske forsvarsforbund, som var dannet i forsvar mod den persiske indtrængen i Grækenland, til at blive dets ubetingede magthaver – og dermed stormagt i hele Middelhavsområdet. De militære betingelser blev lagt med slagene ved Marathon og Salamis, hvor den persiske stormagts professionelle hær blev slået tilbage af grækernes folkehær af hoplitter (fodfolk) og thetere (søfolk).

Athen var som demokrati en drivende kraft for sejrene. Hoplitterne var civile borgere, som selv finansierede deres udrustning, og theterne var mindrebemidlede borgere, som fik betaling for indsatsen i flåden. Flåden blev finansieret af slavearbejde i Athens sølvminer.

Efter freden med Persien blev det deliske forsvarsforbund forandret til økonomisk malkeko for Athen. Forsvarsskatterne fra andre bysamfund finansierede Athens kulturelle og arkitektoniske prestigeprojekter. Perioden var ikke kun præget af krige og rivaliseringer i forhold til Persien og andre fremmede magter, men også mellem de græske bysamfund, først og fremmest det demokratiske Athen og det aristokratiske Sparta.

To forudsætninger: Bykultur og demokrati

De samfundsmæssige forandringers radikalitet viste sig blandt andet i de kulturelle forandringer, ikke mindste i skabelsen af den græske tragedie. I et markant brud med fortiden og i et fortættet tidsforløb udvikledes dramaformen til en kunstart, hvis kreative højdepunkt strakte sig over cirka 80 år. De tre afgørende dramatikere i denne periode var Aischylos, Sofokles og Euripides. De græske dramaer blev udviklet til en kunstnerisk perfektion, som al senere dramatisk scenekunst ikke siden har kunnet unddrage sig indflydelse af.

Overgangsformerne til den dramatiske genre er der gisnet meget over, men kendes ikke nøjagtig. Genren har dog to afgørende forudsætninger.

For det første er den dramatiske kunst snævert forbundet med bykultur, og det græske samfund var organiseret i en række bystater, som nok var afhængige af den landsbrugsmæssige produktion, men hvor magten var placeret i byen – blandt andet gennem jordejernes bosættelse i byen.

For det andet er udviklingen af den græske tragedie snævert forbundet med demokratiets udvikling – og dermed til byen Athens udvikling. Det athenske demokrati var ikke et idyllisk, civilisatorisk lys i et barbarisk mørke, men en konfliktbaseret styreform, hvor beslutninger skulle tilgodese forskellige interesser og modsætninger i byen.

Konflikterne kommer blandt andet til udtryk i de antikke dramaer. Demokratiet var et brud med en slægtsbaseret samfundsform, hvor familien var omdrejningspunkt for alle beslutninger. Demokratiet baserede sig derimod på frie mandlige borgere, som mødtes på lige fod i de demokratiske forsamlinger. Demokratiet skabte imidlertid ikke en demokratisk åndsform. Slægtsnormerne og de aristokratiske idealer levede videre i det demokratiske samfund. Det resulterede i en række loyalitets- og konfliktsituationer, som er skildret i de græske dramaer.

«Perserne»

I Aiskylos’ dramaer flettes religion og politik tæt sammen. Aiskylos (og den græske antiks) ældst bevarede værk, «Perserne», handler om grækernes sejr over perserne i slaget ved Salamis. Det er det eneste bevarede antikke teaterstykke, hvis handling ikke hentes fra den græske mytologi, men er et samtidsstykke, opført otte år efter begivenhederne.

Stykket foregår i Persiens hovedstad, Susa, og følger slagets gang gennem meldinger. Stykket er en patriotisk hyldest i negativ, idet det er persernes refleksioner, der begrunder grækernes sejr.

Den persiske konge Xerxes har begået hybris, dvs. troet sig selv og sin magt ligestillet med gudernes, og må nu tage sin straf. Denne begrundelse er religiøs. Athenernes styrke bliver derimod begrundet i den demokratiske styreform og folkehæren («Ingen er de trælle under, ej de tjener nogen mand») og i den materielle rigdom («… sølvets kilde har, jorden giver dem sin skat»). Religion og materialisme supplerer hinanden som begrundelser.

«De syv fra Theben»

«Perserne» er anden del af en trilogi, hvis første og tredje del (måske) intet har med handlingen i «Perserne» at gøre. «De syv fra Theben» er derimod sidste del af en trilogi om Thebens kongeslægt. Kong Laios er spået, at han kun kan redde sit rige fra ødelæggelse, hvis han døre uden arvinger. Han avler imidlertid Ødipus, som på sin side forbander sine sønner og forudsiger, at de skal dræbe hinanden.

«De syv fra Theben» handler om kampen mellem sønnerne, Eteokles og Polyneikes. Stykket følger Eteokles, som tager profetien på sig og dør barnløs i kampen mod sin bror. Dermed udslettes slægten, men byen reddes. Stykket forliger på denne måde det uforenelige: sammenstødet mellem slægtsnormer og samfundskrav bliver et individuelt valg af skæbne.

«De bønfaldende»

Også i «De bønfaldende» er slægtskrav og politik modsætninger. Kongen i Argos stilles i et valg mellem at beskytte Daneos og hans 50 døtre fra et ægteskab med Aigyptos’ 50 sønner eller redde byen. Han forelægger sin beslutning for folkeforsamlingen, som indvilger i beskyttelsen af pigerne. Det bliver med andre ord en demokratisk afgørelse at overholde gæstebuddets guddommeligt indstiftede love eller ej.

«Prometeus i lænker»

I «Prometeus i lænker» står kampen mellem to guder, zeus og Prometeus. Zeus er lige kommet til magten og lader Prometeus lænke til et bjerg, fordi han har været oprørsk. Magtkampen mellem Prometeus og Zeus udspilles i et machiavellisk magtspil, hvor magtpositioner og intrigespil er afgørende for udfaldet. «Prometeus i lænker» vibrerer mellem åndeliggørelse og verdsliggørelse af Zeus’ magt. Zeus er på den ene side afhængig af den viden om fremtiden, som Prometeus ligger inden med, og på den anden side er han hæver over en personifikation i stykket: han kommer aldrig selv på scenen, men repræsenteres af andre figurer i dramaet.

«Orestien»

I «Orestien» er denne åndeliggørelse af Zeus ført konsekvent igennem. »Orestien« handler om en familie, som er kastet ud i et blodigt hævndrama. I første del dræber Klytaimestra sin mand, Agamemnon, da han vender hjem fra belejringen af Troja. I anden del hævner deres søn, Orestes, mordet ved at slå moderen ihjel. I tredje del ophæves forbandelsen af slægten gennem forsoning med hævnguderne og indstiftelsen af en verdslig domstol på bjerget Areopag.

Årsagen til disse begivenheder findes i den mytologiske historie forud for stykkets start. Agamemnons slægt er hærget af blodige hævndramaer. Når en forbrydelse er indstiftet i en familie skal den hævnes gennem en modaktion.

Problemet er, at hævnen derved indstiftes som en pendulsvingning mellem hævn og modhævn, som ingen ende tager.

Dette problem «løser» Aischylos gennem en dobbelt bevægelse: På den ene side hierarkieriseres gudeverdenen, idet Zeus tillægges almagt. Han bliver en åndelig og abstrakt magt, der hersker overalt. På den anden side foregår der en verdslig løsning af Orestes problem. Han fordølges efter mordet på sin mor af hævnånder, men søger beskyttelse i Athen, hvor en domstol under ledelse af Pallas Athene nedsættes for at afgøre hans skæbne.

Her idømmes han en personlig straf for mordet, men han udfries fra familieforbandelsens hævnlogik. Pallas Athene indstifter i stykket desuden det (i antikken reelt eksisterende) råd på Areopag, dvs. danner en jordisk domstol til afgørelse af tvister mellem mennesker.

Det er en forskydning af konfliktløsninger til verdslige retsorganer, som var umulig i den traditionelle religiøse forestillingsverden, hvor menneskene var viljeløse redskaber for guddommelige kræfter. Ligesom konflikter i demokratiet må løses mellem mennesker, ikke for mennesker, indstifter Aischylos – i det mindste som formidlende ønsketænkning – de verdslige domstole som problemknusere i mellemmenneskelige konflikter.

Aischylos' værker hylder det demokrati, der udvikledes i antikkens Athen, samtidigt med at de forsøger at fastholde den religiøst betingede tænkning, men gennem en ændring af deres gyldighedsområde og gennem hierarkisering og åndeliggørelse af den guddommelige kraft. Værkerne forsøger at skræve over kløften mellem verdslighed og religion.

Bukserne holder måske alene på grund af ønsketænkning. Men det er samtidigt en af årsagerne til den flertydighed, som fastholder aktualiteten i Aischylos' dramatiske værker.

O.W.C.


Litteratur

Om Aischylos og græsk drama:
Otto Gelsted: Græsk drama. 1957
Otto Voss: Den græske tragedie. 1975

Om antik græsk kultur og tænkning:
H. Martin Berg: Dionysos i Athen. 1982
Vilh. Grønbech: Hellas. Kultur og religion, bind IV.
Arnold Hauser: Kunstens og litteraturens socialhistorie, bind 1. 1978
Peter P. Rohde: Prometeus. Den græske kulturhistorie, bind III, 1961
Keld Zeruneith: Træhesten. Fra Odysseus til Sokrates. 2002

Om samfund og økonomi:
Perry Anderson: Fra antikken til feudalismen. 1979
M.I. Finley: Antikkens økonomi. 1973