Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Psykologi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 24/2 2010
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Læst af: 22.087
: :
Krise

[Se også: Økonomisk krise

Krise betyder på sanskrit renselse fra en belastning og afgørelse for den fremtidige vej. Denne tosidede forståelse gør sig stadig gældende med forskellig vægt på de to aspekter. Krisebegrebet findes ligeledes indenfor medicin, økonomi og andre samfundsmæssige forhold. Psykiateren Johan Cullberg betragtes som central for en stor del af den moderne opfattelse og behandling af psykisk krise i Danmark.

Psykotraumatologi

Cullberg deler krisebegrebet op i: den traumatiske krise og livskrise (herefter benævnt som «krise»). Han beskriver den traumatisk krise som individets psykiske situation i forbindelse med en ydre hændelse, der har en sådan karakter, at den pågældende oplever en alvorlig trussel imod sin fysiske eksistens, social identitet og tryghed eller andre livsmål.

Hans opdeling er stadigvæk aktuel. Fagligt, teoretisk og behandlingsmæssigt er der sket en omfattende udvikling indenfor den traumatiske krise. I dag er det et psykologisk specialeområde: psykotraumatologi, omhandlende krisestyring, kriseintervention, behandling af forskellige traumeformer (f.eks. Post Traumatisk Belastningsreaktion).

Krise

Den psykodynamiske-orienterede opfattelse er repræsenteret ved Johan Cullberg, der opfatter kriser som værende udløst af ydre begivenheder, og betragtes som en del af det normale liv, der i visse tilfælde bliver for overvældende med efterfølgende usikkerhed, sorg og angst. (Patologisk sorg)
Han lægger vægt på samspillet mellem den akutte krisereaktion og personens tidlige barndomserindringer. Han betragter tab, krænkelser og traumer som årsag til krise. Sorg og krise er ikke tydeligt adskilt, Cullberg betragter ligesom Freud sorg som en naturlig proces der arbejder i mennesket.

Den følelsesforløsnings-orienterede opfattelse er repræsenteret ved Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick. De er teoretisk funderet i Cullbergs psykoanalytiske udgangspunkt, og har med en deres praksisforankring udviklet deres egen kriseforståelse.
De betragter krisen som en forvirringstilstand, hvor sorgen er den følelsesmæssige konsekvens af et tab. Det er sorgen der har interesse, og det centrale er følelsesforløsning gennem konfrontation med sorgen. Konfrontationen anses for nødvendigt for at undgå at personen ender i en fastlåst og stivnet tilstand. Denne patologisk sorg kan enten være kronisk, forsinket eller undgået, fælles for alle tre er at personen ikke har været i stand til at løse de sorgopgaver, som et givet tab stiller personen.

De to ovennævnte orienteringer har bidraget med en nuancering af den teoretiske og faglige forståelse af krise, ligesom de har udviklet behandlingsmetoder hertil og udfordret kriseforståelsen til diskussion.

Ud fra en eksistentiel orientering kan der anføres flere indvendinger mod begge orienteringer:
Den psykoanalytiske opfattelse af fortidens indvirken på nutiden betragtes som determinerende og uhensigtsmæssig. I dette ligger ikke en afvisning af, at tidligere tab og krænkelser kan have indflydelse på en voksens kriseopfattelse. Den centrale pointe er, at det er personens aktuelle opfattelse af sig selv og sin verdensanskuelse (incl. livsnarrativet) der er udgangspunkt for forståelse af den akutte krise, og at tidligere erfaringer opleves og forstår ud fra dette.
Davidsen-Nielsen & Leicks fokusering på det følelsesforløsende giver ikke plads til menneskets mangfoldighed, og det forhold at der kan være har mange forskellige måder at komme overens med et tab på. For nogle vil en insisterende konfrontation med tabet opleves som en krænkelse. Desuden problematiseres deres udgangspunkt «det følelsesforløsende» (katharsis) ikke, til trods for at der blandt psykoanalytikere er uenighed med hensyn til katharsis' gavnlige og nødvendige virkning.
Den konfronterende tilgang forudsætter at terapeuten ved, hvad den sørgende har brug for. Ud fra et eksistentielt synspunkt kan selv en erfaren terapeut ikke vide, hvad et andet menneske har brug for, det kræver en åben invitation til fælles udforskning af den sørgendes oplevelsesverden.
Davidsen-Nielsen & Leick ser sorgen som noget, mennesket skal arbejde med, deraf «sorgarbejde». I denne opfattelse ligger en afvisning af sorgen som et menneskeligt vilkår, hvor sorg ikke nødvendigvis skal behandles og bearbejdes, men må betragtes som en proces, der arbejder i sig selv, hvor det i nogle tilfælde kan være nødvendigt med professionel støtte.

Både Cullberg og Davidsen-Nielsen & Leick inddrager eksistentiel tænkning. Dette har dog ikke på overbevisende måde ændret deres grundlæggende antagelser. Ingen af de to orienteringer har teoretisk fanget forståelsen af krise som et vilkår for alle mennesker og ikke blot som en «sygdom» hos nogle særligt ramte. Der gives ikke plads til en forståelse af at mennesker oplever livets vilkår forskelligt, på forskellige tidspunkter i livet, på forskellige steder – og i forskellige kulturer – med forskellige måder at forhold sig til det på.

Ud fra en eksistentielpsykologisk orientering beskrives krise ofte som en sjælsrystelse, hvor mennesket er rystet i sin livsanskuelse, sin oplevelse og forståelse af sig selv, af sine relationer til andre mennesker og af omverdenen, det være sig fysisk, socialt, kulturelt og åndeligt. Tid- og rumstrukturer nedbrydes og der opstår stærke, svingende følelser og tankemylder. Det kan være voldsomt og ofte angstfyldt.

Oplevelsen af tab er central. Der kan være tale om et umiddelbart og direkte tab, som at miste et barn, miste hus og hjem eller miste talens brug ved en blodprop. Der kan være tale om mindre konkrete tab, som når en langvarigt syg ægtefælle ændrer sig psykisk og de velkendte og værdifulde relationer smuldrer. Det kan desuden handle om personens tab af sit grundlæggende syn på verden, som værende stort set beregnelig og et godt sted at være. Hvor de fleste mennesker vil én det godt, og hvor man har «ret» til at være. Et sådan tab kan ske ved voldtægt, meningsløse overfald og livstruende sygdom. Tab kan ligeledes være oplevelsen af at miste mulighed for at leve sit sædvanlige liv og udfolde sig med de muligheder og nødvendigheder dette indebærer. Disse former for oplevet tab er en kategorial skelnen. I en given krisesituation vil der være overlap med skiftende betydninger og vægt. Med tab følger sorg og det er individuelt, hvordan man sørger. Den måde hvormed personen giver udtryk for sin sorg, sker indenfor en given kulturel ramme, ligesom den konkrete situation, hvori krisen udfolder sig, har indflydelse. Eksempelvis er der forskel på om man mister sin mor som 5-årig eller som 50-årig. Sorgen har mange måder at komme til udtryk på, den er en del af livet og har i sig et helbredende potentiale.

De fleste mennesker oplever modgang i livet. Nogle næsten konstant og andre kun få gange og ikke sjældent i forbindelse med en krise. Modgang kan være sider af livet, som man synes at have fået tildelt uden at have bedt om dem, f.eks. en arvelig, livstruende sygdom eller mén efter et umotiveret voldeligt overfald. Det kan være langvarig sygdom fyldt med smerter og funktionsindskrænkelse. Det kan være økonomiske problemer skabt under nogle betingelser, som man ikke har haft megen indflydelse på. Modgang kan afdække at der er nogle forhold, der er givne (fakticitet), og som ikke kan ændres. Man tilhører en bestemt race, man har de forældre man har, det døde barn er død osv.

Angst er krisens faste følgesvend. Angst for hvad der er ved at ske, eller hvad fremtiden vil bringe. Bag dette ligger den eksistentielle angst, og det forhold at krisen åbner for nye muligheder i livet, også der hvor livet er truet og døden nærværende. Sjælsrystelsen indebærer mulighed for nye perspektiver på ens liv, hånd i hånd med stor usikkerhed, når det velkendte og nødvendige mister betydning. Krisen giver chancen for at undersøge hvad ens liv egentlig går ud på, og tage stilling til om det liv man lever, også er det liv, man ønsker, eller om man undervejs har tabt sit livsprojekt af syne.

En krise skal ikke opfattes som en passiv og indadvendt lidelse. Krisen er en opfordring til at tage stilling til sin «virkelighed» og sine myter om sig selv, sine forhold til andre mennesker og til den verden man lever i. Til at undersøge hvad der er meningsfyldt og værdifuldt. Det kræver mod og vilje hos den enkelte og det i en situation, hvor det næppe opleves som værende det mest oplagte at skulle mobilisere. Netop sjælsrystelsen er den spore der kan give mod og vilje til kritisk at forholde sig til sin væren. Sjælsrystelsen kan ikke ophæve fakticiteten eller «skæbnen», men den har betydning for, hvordan man vælger at forholde sig til sin egen fakticitet på. Det kan være vanskeligt for det senmoderne menneske at forholde sig til at der er noget der kan kaldes skæbne, at der er nogle vilkår, som personen ikke kan fjerne ved at handle. Dette forhold er centralt i forståelsen af krise, da det understreger en grundlæggende antagelse om at krise er en del af menneskets livsvilkår, hvor det ikke er spørgsmålet om man kommer ud i en krise, men hvordan man forholder sig til den. For et sørgende, angstfyldt menneske, hvis velkendte liv er brudt sammen, kan en sådan antagelse fremstå uforstående og afvisende overfor lidelse, hvis krisen ikke betragtes processuelt med udgangspunkt i «der hvor personen er». Krise er ikke nogen patologisk tilstand, selv om man kan have brug for professionel hjælp. I mange tilfælde vil en ven, kæreste eller et familiemedlem være det bedste, som et menneske, der er til stede uden særlig planer på personens vegne.

K.Hvi.