Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur
    .  Kunst
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 18.538
: :
Dokumentarisme

Dokumentarisme er brugt som betegnelse for litterære og andre kunstneriske værker, der er blevet skabt ud fra ønsket om at gengive virkelige sammenhænge i modsætning til opdigtede og fiktive begivenheder. I selve ordet ligger det, at retningen bygger på noget, der lader sig dokumentere, dvs. efterprøve, at det indeholder citater fra virkelige sammenhænge. Dokumentargenren har i sin moderne udformning nær sammenhæng med fremkomsten af tekniske hjælpemidler - fotografi, film, båndoptagere osv. Det mest slående eksempel er selvsagt den dokumentariske film, men denne har også haft grundlæggende indflydelse på de forskellige dokumentariske tekniker der anvendes indenfor litteraturen. Principielt set er dokumentarismen ikke nogen ny litterær retning. Det er muligt at karakterisere f.eks. de antikke historikeres værker som en form for dokumentarlitteratur. Alligevel eksisterer der en sammenhæng mellem de moderne massemedier, særligt pressen og den ny journalistik, og fremvæksten af dokumentarismen og reportageformerne.

Det karakteristiske for dokumentarismen - uanset om den er ren reportage eller er en form for sammenstilling af fiktive og ikke-fiktive elementer - er at udsnit fra forskellige sammenhænge klippes ud og monteres sammen. På den måde får forskellige stofområder mulighed for at kommentere hinanden. Det er muligt at fremvise sammenhænge, som ikke er synlige, uden at de bliver redigeret.

Ved siden af massemedierne er udviklingen af samfundsvidenskaberne et vigtigt grundlag for dokumentarismen. Meget af den teknik der benyttes i dokumentariske fremstillinger er hentet fra den samfundsvidenskabelige metode. Det er ofte således, at grænsen mellem sociologiske og antropologiske undersøgelser og dokumentarlitteratur er flydende.

Strengt taget er alle former for kunst og litteratur, der behandler et emne med henvisninger til dokumenter, virkelige personer og hændelser, en form for dokumentarisme. Biografier, fremstilling af episoder og skikkelser fra forskellige historiske sammenhænge, reportager om berømtheder osv. er derfor alle en form for dokumentarisme. Hvis vi kun betragter de rent metodiske træk ved de forskellige værker, er alle former for litteratur der er præget af den holdning som kan kaldes «human interest» en form for dokumentarisk litteratur. Det gælder altså f.eks. rejseskildringer, krigsbøger, idrætsbøger og værker om de ukendte hverdagshelte. Alligevel er begrebet dokumentarlitteratur ofte blevet anvendt om den form for afslørende og samfundskritiske værker, hvor de skjulte sammenhænge trækkes frem, og hvor bøgernes formål er at indgå i en politisk og radikal sammenhæng. Nogle af klassikerne indenfor denne retning er: John Reed («Ti dage der rystede verden», 1918), Jack London («Afgrundens folk», 1903), George Orwell («Hyldest til Katalonien», 1938). Af andre forfattere der har anvendt denne form kan nævnes: August Strindberg («Blandt franske bønder», 1886) og Nordahl Grieg («Spansk sommer», 1937). Blandt nyere forfattere står navne som Günther Wallraff og Jan Myrdal centralt.

Men der er altså ikke grund til udelukkende at betragte denne form for litteratur som dokumentarisme. Også de værker der kan karakteriseres som samfundstilpasset reportage, er dokumentariske. De bygger på, at individuelle skæbner og begivenheder trækkes frem, uden at blive sat ind i en samfundskritisk sammenhæng. De postulerer, at det samfund der eksisterer er godt, og fortæller ofte historien om det enkelte menneskes succes eller indsats.

Den samfundskritiske dokumentarisme bryder derimod på grundlæggende måde med dette. Det er bl.a. karakteristisk, at den ikke fremdrager individuelle skæbner som noget enestående, men istedet lægger vægt på at det som berettes og fremstilles er eksempler.

Fremstillingerne behandler ikke et enkelt livsforløb, men beretter om en række skikkelser som står hinanden nær i kraft af, at de er knyttet til samme geografiske eller sociale situation. Deres historie er ikke interessant i sig selv, men som illustrationer på et sagskompleks, som eksempler på forskellige reaktioner på en konflikt. Det er ikke en litterær form, hvor interessen samler sig om individet i den psykologiske skildring. Istedet er det historien, den sociale organisering og de samfundsmæssige konflikter der står i centrum. De enkelte skæbner og konflikter er eksempler på mulige udviklingsmønstre og reaktioner indenfor en bestemt samfundsmæssig sammenhæng.

Mange forfattere har benyttet faktiske begivenheder og undersøgelser af disse som baggrund for romaner. I denne type romaner er samspillet mellem de dokumentariske og fiktive indslag af afgørende betydning. Det dokumentariske er ikke blot baggrund for de opdigtede begivenheder, som det ellers er tilfældet i en lang række historiske romaner. Men dokumenter, citater og direkte henvisninger til kilden og undersøgelserne indgår som en del af teksten. Eksempler på dette er Per Olov Enquist med «Legionärarna» (1968), Peter Weiss' dramaer, Jon Michelets «Jernkorset» (1976) og Hans Scherfigs «Frydenholm» (1962).

Det er karakteristisk for dokumentarismen, at formen har koncentreret sig om åbenbare konflikter. Imperialismens fremtrædelsesformer og arbejdskonflikter har dannet baggrund for en lang række nyere dokumentariske værker i skandinavisk litteratur, som Sara Lidmans «Gruva» (1968), Sven Lindquists «Reportager» fra Latinamerika, «Slagskuggan» (1970) og Göran Palms «En orättvis betraktelse» (1966), «Ett år på LM (1972) og «Bokslut från LM» (1974).

Dokumentarlitteraturen problematiserer - uanset hvilken form den får - forholdet mellem virkelighed og fiktion. Den sætter spørgsmålstegn ved det gængse virkelighedsbegreb og ved det gængse fiktionsbegreb. Den tager udgangspunkt i misforhold, og den vil dokumentere, at det er misforhold. Men de dokumentariske indslag er ikke i sig selv nogen garanti for, at sammenhængene og «de virkelige forhold» træder klarere frem. Fiktionen har en evne til at fortætte og forandre sammenhænge, sådan at disse træder klart frem, og der findes fiktive lag i næsten al dokumentarlitteratur. I de rene reportagebøger kan dette ske ved sammenskrivning af oplysninger fra forskellige interviews, således at der skabes et portræt på baggrund af mange interviewobjekter.

Et af de mest grundlæggende problemer i dokumentarlitteraturen er forholdet mellem det dokumentariske og det fiktive stof. Hvis bruddet mellem fiktion og dokument ikke træder frem, kan det let føre til, at enten fremtræder det hele som fiktion, som noget opdigtet der ikke kan efterprøves. Derved mister dokumenterne deres funktion som virkelige eksempler. Eller også kan fiktionen komme til at fremtræde som dokument, og de dele af værket der skulle virke sammenbindende og perspektiverende bliver reduceret til overflade.

Dette spørgsmål hænger sammen med, at dokumentarlitteraturen i højere grad end anden litteratur er gået ind som led i politiske og sociale sammenhænge, og i selve dens form retter sig mod alle de forestillinger om at kunsten og litteraturen er noget der ligger udenfor samfundet.

H.R.


Litteratur

Vinduet, 4/1977.