Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Psykologi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Læst af: 40.965
: :
Drøm

Mennesker har til alle tider været optaget af, hvad der sker med os, når vi sover. Dette kommer bl.a. til udtryk i de sociale sædvaner ved sengetid, der understreger søvnens nødvendighed, og i forestillinger om hvor og hvem vi er under søvnen. Ikke mindst har mennesker til alle tider og i alle samfund spurgt sig, hvad meningen er med vore natlige drømme.

I ældre tider var det en udbredt tro, at gode og onde ånder viste sig i drømme. Dette udtrykker en førvidenskabelig tro på, at mennesket overvejende påvirkes og styres af overnaturlige kræfter, som det ikke har magt over. I nordisk folketro finder vi bl.a. forestillingen om, at afdøde kan vise sig for os i drømme for at give gode råd eller varsler. Drømme blev også tydet som profetier, som f.eks. bibelens fortælling om Josefs tydning af Faraos drøm om de syv fede og syv magre køer.

Psykoanalytisk drømmelære

Det blev den østrigske læge og grundlægger af psykoanalysen, Sigmund Freud (1856-1939), der i det 20. århundrede skulle vække tidligere tiders interesse for drømmetydning til live. Mod slutningen af det 19. århundrede var der, med få undtagelser, ringe interesse for drømme blandt fagfolk i vor del af verden. Udfra datidens herskende naturvidenskab mente mange, at drømme var tilfældige udslag af kropslige forandringer under søvn, og at disse forklarede, hvorfor vi drømmer. I dag ved vi, at der sker bestemte kropslige forandringer under søvn og drøm, men at disse ikke alene forklarer hvorfor, og slet ikke hvad vi drømmer. Derimod har Freuds værk «Drømmetydningen» (1900) stadig gyldighed for forståelsen af drøm. Dette værk der byggede på flere års omhyggelige studier af egne og andres drømme, forbliver en hjørnesten i psykoanalysen.

Hvad er så drøm? Det danske «drøm» er beslægtet med det engelske «dream» og tysk «Traum». «Dream» stammer fra gammelengelsk «dreem» eller «drêam», der betyder støj eller glæde. Sådan set kan man sige, at drøm er støj eller glæde oplevet under søvn. I modsætning til ældre tiders opfattelse mente Freud, at drøm under søvn er drømmerens eget værk, uden medvirkning af nogen form for overnaturlige kræfter. Han tog udgangspunkt i, at normalt drømmer alle mennesker når de sover. Da kobler vi vågensanserne og megen af den kritiske og logiske tænkning vi gør brug af i vågen tilstand ud. Dette tillader andre og overvejende ubevidste sider af forestillings- og følelseslivet at ytre sig, mens vi sover og drømmer. Freud kaldte søvnen for en form for regression, dvs. en tilbagevenden til mere oprindelige og ikke fornuftsstyrede oplevelses- og udtryksformer. Han kaldte drømmen en kongevej til forståelse af fortrængte, ubevidste og (ofte irrationelle) kræfter i menneskesindet.

Freud kaldte drømmen som den huskes og kan genfortælles efter opvågning for den manifeste (åbenbare) drøm. Han fandt, at hos voksne er det manifeste drømmeindhold ofte et fortættet, forvansket og censureret udtryk for drømmens ubevidste bagvedliggende og ofte spændingsfyldte og fornuftsstridige indhold. Han kaldte dette for det latente (skjulte) drømmeindhold. Han fandt, at kernen i dette var fortrængte og ubevidste erfaringer og ønsker af ældre eller nyere oprindelse. Omformningen af det latente til det manifeste indhold kaldte Freud for drømmearbejdet.. Udover fortætning og forskydning af drømmeindholdet påviste Freud censurerende indgreb, som bidrager til, at den manifeste drøm kommer mere i overensstemmelse med den moral og logik, som normalt styrer den enkelte i vågen, bevidst tilstand. Men Freud understregede, at dette ikke altid lykkes, som når den manifeste drøm er usammenhængende og sælsom. Stærke følelser og særligt angst knyttet til det latente indhold kan føre til, at drømmearbejdet bryder sammen, som det sker, når vi vågner af et mareridt («mare» - engelsk: ond ånd).

Freud erkendte, at drømme har en dobbelt opgave: Værn om søvnen og ønskeopfyldning. Dette kan lykkes mere eller mindre. Mht. ønsker i drømme - dvs. forestillinger der udtrykker drifter og behov - fandt Freud, at disse ofte var af seksuel oprindelse. Men drømme kan også udtrykke andre ønsker, som at måtte sove.

Kilderne til drømmene fandt Freud i indtryk og erfaringer fra den vågne hverdag - de såkaldte hverdagsrester - i tidlige og glemte barndomsoplevelser, der ytrer sig under søvn og i kropslige forhold. Kort før han døde, omformede og udvidede Freud dette i overensstemmelse med videreudviklingen af psykoanalytisk erfaring og teori. Udover hverdagsrester, barndomsoplevelser og kropslige forhold, påviste han, at drømme kan udløses af og udtrykke overleverede erfaringer fra både slægtens og menneskehedens forhistorie, som de forefindes i gamle legender og myter. Han sagde endvidere, at vor hukommelse er mere omfattende i søvn og drøm end i vågen tilstand, og at vi i drømme anvender et væld af sproglige symboler, som vi ofte selv ikke forstår meningen af.

Freud var meget interesseret i drømmesymbolik. Ordet kommer af det græske, «sym'bolon», der står for en genstand, der er brækket i to dele, men som passer nøjagtig sammen, efter at de er blevet opbevaret hver for sig. I drømmelæren er symboler særegne udtryk, der erstatter noget, de har meget til fælles med, og som de på en gang dækker over og udtrykker. Viden om disse symboler kan vi få fra folkeeventyr, sagn, myter, folklore, ordspil, vitser og fra forskellige sæder og ritualer. Billedkunst og digtning, særlig dramaet og poesien, har en rig anvendelse af sådan symbolik. Freuds tidlige medarbejdere C. G. Jung og W. Stekel har leveret omfattende bidrag til symbollæren.

En sikker psykoanalytisk tydning af symboler kræver indgående kendskab til symbollæren og grundig oplæring i psykoanalytisk teori og praksis. Det samme gælder selvsagt tydningen af det øvrige drømmeindhold. Psykoanalytisk drømmetydning tager udgangspunkt i drømmerens egne indfald overfor de forskellige dele af drømmen, som den huskes og bliver fortalt, dvs. den manifeste drøm. Man gør her - som i øvrigt i den psykoanalytiske behandling - brug af det Freud kaldte for det «frie indfalds metode». Analytiker og klient (analysand) forsøger sammen at arbejde sig frem til en fælles forståelse af drømmens bagvedliggende latente tanker og følelser, samt de hverdagsrester der udløste drømmen. Som psykoanalysen iøvrigt er tydningen af drømme et møjsommeligt og tidskrævende arbejde. Ofte må man stille sig tilfreds med en tilnærmet forståelse af den enkelte drøm. Ikke sjældent vil klientens indfald ophøre, og med dette meget af grundlaget for tydningsarbejdet. Freud kaldte dette for modstand, og når denne hyppigt gør sig gældende i tydningen af drømme, kan arbejdet med modstanden i sig selv vise sig lige så påkrævet som selve tydningen af drømmen. For en psykoanalyse omfatter meget mere end tydning af drømme. Det gælder oplevelser og erfaringer fra vort vågne daglige liv. Samtidig er det rigtigt, at drømme fortalt og forsøgt tydet i en psykoanalyse byder på særlige muligheder for øget viden om fortrængte og ubevidste lag i menneskesindet. Ikke mindst om de glemte men stadig virksomme erfaringer fra den enkeltes og slægtens forhistorie.

Efter Freuds død i 1939 er den videre udforskning af drømmelivet fortsat med noget vekslende styrke indenfor psykoanalysen. Blandt mere væsentlige bidrag hører et arbejde af E. H. Erikson, «The Dream Specimen of Psychoanalysis», hvor han gennemgår og drøfter en af Freuds egne drømme - «Irma» drømmen fra «Drømmetydningen». Et andet nyere og væsentligt psykoanalytisk bidrag er E. Fromm, «The Forgotten Language» («Det glemte sprog», 1957), hvor han gennemgår drømmetydningens historie og udvikler en tydningsform, som han overbevisende tager i brug. Bl.a. i tydningen af myter og eventyr.

Nyere undersøgelser af søvn og drøm

Nyere søvnforskning har påvist, at der i løbet af en søvnperiode indtræffer perioder med særligt livlige øjenbevægelser. Disse øjenbevægelser er sammenfaldende med de perioder under søvn, hvor hyppigheden i hjernens elektriske udladninger ligger tæt op ad de, man finder i vågen tilstand. Samtidig er det særligt vanskeligt at vække en person i disse faser. Bl.a. af den grund er søvnfasen blevet kaldt for paradoksal (selvmodsigende) søvn, og forskerne kalder de sammenfaldende øjenbevægelser for «Rapid Eye Movements» (hurtige øjenbevægelser), eller forkortet REM. Nu er det blevet almindeligt at kalde denne fase for REM-søvn. Forskerne fandt, at hvis ældre børn og voksne blev vækket under REM-søvn, fortalte flertallet (ca. 75 %) at de drømte. Mens langt færre (ca. 7 %) kunne fortælle, at de drømte, når de blev vækket i andre faser af søvnen. Disse resultater er senere overvejende blevet bekræftet af andre forskere. Man har fundet, at mange mænd får rejsning af penis under REM-søvn, og både kvinder og mænd udviser en særegen og højnet kropslig aktivitet under REM fasen. Disse faser optræder ret regelmæssigt under normal søvn med ca. 90 minutters mellemrum. Dvs. at vi normalt drømmer fra 3 til 6 gange i løbet af en 7-8 timers nat. REM faserne varer i ca. 20 minutter. De sidste noget længere end de første i løbet af natten. Almindeligvis drømmer vi ialt ca. 1½ time hver nat.

REM undersøgelser bekræfter Freuds syn på drømme som en nødvendig sikkerhedsventil for uforløste driftsspændinger - særligt de seksuelle der kan få en ønskeopfyldning i drømme. Det viser sig bl.a., at mennesker der flere nætter på rad vækkes under hver REM fase - som derved afbrydes (kaldet REM-deprivation) - kan udvikle delvist alvorlige nervøse forstyrrelser. Dette sker almindeligvis ikke, hvis de vækkes lige så mange gange udenfor REM faserne. Personer der fratages REM-søvn, reagerer med kraftigere REM faser, når de igen får lov til at sove uforstyrret. Nyere drømmeforskning har desuden bekræftet, at der eksisterer en sammenhæng mellem form og indhold i drømme og bestemte kropslige plager, der også har en psykologisk baggrund (psykosomatiske lidelser).

Søvn- og REM-forskningen i laboratorierne har imidlertid ikke bidraget med noget væsentligt nyt angående tydningen af selve drømmeindholdet. Hvordan man vælger at tyde drømme, er fortsat mere et spørgsmål om hvilket grundsyn på menneskets psykologi man tilegner sig og føler sig hjemme i. Når det drejer sig om psykoanalytisk drømmelære, kan man slå fast, at den indgår som et væsentligt led i det fortsatte arbejde med at videreudvikle og uddybe Freuds grundlæggende opdagelser, og den omfattende teoribygning han udarbejdede på grundlag af sine erfaringer som behandler og medmenneske. Samtidig finder vi en tankevækkende sammenhæng mellem psykoanalytisk drømmelære, de senere årtiers REM-forskning og tidligere slægtleds tro og viden om vore drømme. Ikke mindst har ældre tiders og vore dages forsøg på at forstå vort drømmeliv vist, at vi må leve og indrette os udfra, at mennesket både er et fornuftigt og ufornuftigt samt et moralsk og amoralsk væsen. Men studiet af drøm har også åbnet for øget viden om menneskelige ressourcer for opbyggende og skabende virksomhed, som når de får ordentlige vækstvilkår og anvendt med omtanke, kan gøre livet rigere og give det en dybere mening.

K. v. K.


Litteratur

E. H. Erikson: The Dream Specimen of Psychoanalysis, Journal of the American Psychoanalytic Association, Vol. 2, 1954.
S. Freud: Drømmetydning, 2 bd., Oslo 1969.
E. Fromm: The Forgotten Language, New York, 1957.
E. Kringlen: Sigmund Freud og den moderne drømmeforskning, Nordisk Psykiatrisk Tidsskrift, Bind XXII, Hæfte 4, 1968.
H. K. Schjelderup: Eksperimenter med Tiden og Fantasien, i A. Ås (red.): Forskerferd i Sinnets Dybder, Oslo 1965.